Don’t be put off by the title, which sounds ominously like Austin Powers: Man Of Mystery.This is an old-fashioned, full-blooded, non-ironic World War II movie, based on the true story of a man who, along with some like-minded chums, made a lot of trouble for the Germans during their occupation of Norway. Like Terminator: Salvation, it’s about resistance fighters. But unlike the Hollywood blockbuster, this movie takes the time to establish its hero as a flawed, uneducated, but extremely interesting human being. Max Manus, Man of War: Dark World War II drama with real heart
Man kan se hele filmen her. Man kan også se hele Hvidstengruppen, som 600.000 danskere så i 2012. Den er anderledes og udforsker mere følelserne bag den folkelige modstand mod besættelsen, og den gudstro og forsoning modstandskæmperne mødte døden med. Den er bevægende spillet af fremragende skuespillere. Hvidsten gruppen (2012) I IE og Firefox, ikke Chrome. Det tyske publikum i Hamborg græd ved forevisningen. Jeg kan ikke finde nogle svenske referencer til nogen af filmene, jeg aner ikke, om de har været vist i Sverige. Jeg var på Hvidsten kro sidste sommer: Blichers Spentrup og Hvidsten Kro.
Choudhary har erklæret englænderne krig for længe siden. Man spørger sig hvornår, der er nogen, der viser ham så meget ‘respekt’ – noget han jo går meget op i, – at de erklærer ham krig tilbage. Engelske politikere kommer ikke til at gøre det. Winston Churchill sagde i The Times (7 November 1938) om noget åbenbart evigt i den politiske psykologi:
Britain and France had to choose between war and dishonour. They chose dishonour. They will have war.
Cameron og Clegg er ingen Churchills, den ubetydelige Milliband slet ikke. Det engelske folk vil nedefra udfylde det magttomrum, engelske politikere har ladet stå pivåbent. Det samme vil ulykkeligvis ske i andre europæiske lande, Tyskland, Frankrig og Sverige. Udeladelsessynderne er ofte de største, og kommende konflikter vil derfor udelukkende være på deres kappe. Det bliver meget lidt sjovt at være politiker i Tyskland, Frankrig og Sverige, noget dagens unge aspiranter, der vil ‘forandre verden med deres visioner’, måske skulle skrive sig bag øret, inden de kaster sig ud i en karriere. Den allerede givne verden, kan ændre dem på en måde, de ikke vil bryde sig om. Uden at vide det, tror jeg den begavede Tommy Robinson har indstillet sig på onde tider, der kun delvist er ankommet, men som han har set. Tider, der endnu kun har krævet et begrænset antal menneskeliv, men allerede i hundredetusindvis af voldsofre alene i Sverige.
Dozens of Muslim protestors gathered to demand that businesses stop selling alcohol in a popular East London area yesterday.The group, led by former Al-Muhajiroun leader Anjem Choudary, warned restaurants and shops in the Brick Lane area that they face 40 lashes if they continue to sell the product, which is banned under Sharia Law.Around 60 men and women in burkhas handed over warning letters to Muslim-owned businesses in the area after the protest was initially delayed by a small number of English Defence League members staging a counter-protest. Muslim protestors demand restaurants and shops stop selling ‘evil’ alcohol warning them they face 40 lashes if they carry on
Søren Espersen og Pia Kjærsgaard taler ikke med svenske journalister, og det baserer sig på års dårlige erfaringer. Dagens Nyheter ‘interviewede’ f.eks.Pia Kjærsgaard den 29 juni 2002. (Nu væk fra DN’s hjemmeside). Jeg talte ordene op: Under 15 % af ordene i ‘interviewet’ var Pia Kjærsgaards egne, resten var avisens egne uforgribelige meninger. Det var naturligvis ren, journalistisk svindel, DN kalder det eufemistisk ‘agendajournalistik’, jeg kalder det politisk aktivitet under dække af faglighed. Kjærsgaard sagde ivørigt ved den lejlighed:
“Svenska journalister är absolut i särklass när det gäller fördömelsen av Dansk folkeparti. Även när de intervjuar mig kan de knappt dölja sin personliga förargelse över att i tjänsten tvingas stå ansikte mot ansikte med en så förfärlig människa. Löjligt – men så svenskt, så svenskt.” – Ofta kommer de resande hit bara för att bekräfta den bild som de har på förhand.
Jeg har aldrig haft fornøjelsen selv, men jeg ville ikke et sekund overveje at takke ja. Simen Sætre misbrugte Fjordmans tillid. Han brød løfter og fejlciterede stedvis Jensen til ukendelighed, så nu kan det vare mange år, inden en ny journalist får chancen, hvis nogensinde. Jeg vil anbefale en minimumsforholdregel: Optag altid samtalen på en diktafon eller smarthpone. Du kan få brug for den. De få journalister jeg har talt med, har dog været korrekte og ordholdende, det skal de have, men de var heller ikke svenske.
Jeg har – såvel som pressechef som folketingsmand givet et HAV af interviews til udenlandske journalister. Jeg har altid taget mig tiden til det, idet jeg har fundet det vigtigt, at kunne fortælle omverdenen om Danmark – set med vore øjne.
Så, altså: Det er mangt en kop kaffe, jeg har drukket i selskab med udenlandske journalister – tyske, franske, britiske, norske, iranske, spanske, tyrkiske, arabiske, japanske, kinesiske, amerikanske… og jeg ved snart ikke hvad….
Og tidligere altså også svenske. Indtil jeg så ikke orkede det længere. Det var da, jeg forstod, at de slet ikke er journalister, men propagandister – “i den gode sags tjeneste…”. Af og til bliver man altså nødt til at generalisere – og i denne sag er det mig åbenlyst, at den svenske journalist-stand i udlændingedebatten har meldt sig ind som medlem og parthaver i “Systemet Sverige”. Dette system har for år tilbage dekreteret, at alle og enhver, der – uanset årsagen – vender sig imod indvandringen, er af det onde, og skal som følge heraf bekæmpes. Svensk presse har i dette forbrødret sig med Sveriges kulturinstitutioner, med fagforeningerne, med arbejdsgiverne, med Svenska Kyrkan og med samtlige politiske partier. Bortset, naturligvis, med Sverigedemokraterna, som pr. definition er onde.
“Den svenske journalist….” Ak, ja… efterhånden er det blevet et nedsættende begreb i international presse. Og årsagen er jo, at der rundt om spørges, om svenske journalister i det hele taget er journalister – eller om de i virkeligheden blot er velbetalte propagandister for “Systemet Sverige”. Jeg har så mange møder og render til så mange ting, men vil altid gerne gøre alt for at kunne stå til rådighed for journalister fra ind,- og udland – og det gør jeg så. Altså rigtige journalister…! Med venlig hilsen Søren Espersen
Mikale Jalving skriver iøvrigt også i dag temmelig rystet om svensk journalistik: Journalistik på svensk. Erik Meir Carlsen sagde i forgårs, at Sverige er Danmark for ti-femten år siden. Principielt måske, men så forgiftet har klimaet mellem en stor del af befolkningen og den mediepolitiske elite i Danmark heldigvis aldrig været. Det er grimt nu, folk er bange over den enede front politikere og medier gør imod dem. Erik Meier Carlsen er for venlig.
Jeg har idag måttet slette et glimrende debatindlæg og 15 kommentarer fra en skribent her, som er under påvirkning af det modbydelige klima Expressen og Reinfeldt har skabt. Det havde langt højere klasse, end så mange andre kommentarer. Jeg gør det gerne, jeg har den største forståelse for folk, der frygter for deres brød og for politisk vold, og ingen skal komme i fedtefadet over at kommentere her.
De skulle fandeme skamme sig, skulle de skyldige. De sætter noget igang i Sverige, de dumt tror, de kan kontrollere. De tror, at deres metoder kun rammer dem, de ikke kan lide, men de vil ramme alle, ikke mindst dem selv. Jeg henviser til Arthur Millers Heksejagt, jeg skrev om nedenfor. “Skrupelløse mennesker trykker på panikknappen, når der ingen grund er, og de kan være skyldige i tab af menneskeliv.” Det er den uansvarlige, svenske presse, intellektuelt prostituerede, magtens meddelerkorps og luderkarle. Der er mange, men den værste pt hedder Thomas Mattsson. Over 6000 navne ligger han inde med, og ingen af dem ved, hvornår han vælger at ødelægge deres liv. 29 millioner onlinekommentarer. Føj for Satan, værnemager Mattson.
Ytringer må sees i kontekst. Men hovedstrømmen i Danmark gikk motsatt vei: det som sies av den ene må også kunne sies av den andre. Det kan ikke være avsender som bestemmer lovligheten av et utsagn.Det er en liberal holdning. Derfor er det fortsatt håp for Danmark,. men ikke for Sverige. I Norge pågår kampen. Et liberalt samfunn kan ikke tåle vigilanter, heller ikke med pressekort
Islam, so say apologists, is a religion of peace. If so, how come that Muslims happen to be fighting Christians, Buddhists, Hindus, Jews, and animists right across the world? The official body representing Muslim countries has recently put out a statement that the question reveals prejudice they like to call Islamophobia. For them, the price for freedom of speech is too high, and they recommend banning criticism of Islam altogether.
As it happens, Michael Adebolajo and Michael Adebowale are now standing trial for the murder and partial decapitation of a soldier in an open London street in front of passers-by. Of Nigerian origins but born British, they are both converts from Christianity to Islam. They plead not guilty and express no regret on the grounds that they are “soldiers of Allah,” engaged in war with enemies. On account of many passages in the Koran, they explain, “We must fight them as they fight us.”
BBC – Da jeg sad og restaurerede videoes i går, benytter jeg lejligheden til at genhøre Wilders-videoen, som jeg optog med en ven og flere kameras i Malmø i oktober 2012. Den er værd at (gen) høre, også fordi Wilders inkluderer så mange specifikt svenske forhold i talen. Petra Åkesson, Raoul Wallenberg, Cecilia Malmström og Erik Ullenhag, Sveriges vandkæmmede dengse-alibi for ubegrænset bortgivelse af land og arv..
For mig selv var den vigtig og interessant at genhøre, fordi jeg er personspaltet. I denne sammenhæng: Tre fotografer, en skribent og en tilhører. Der er sikkert flere, men spørg min psykolog. Når jeg betjener tre kameras, er jeg mere øjne end øre når tingene sker. Enhver der går ned ad Strøget, kan selv gøre et enkelt eksperimentet: Hav et kamera i hånden, skift opmærksomheden henholdvis fra ørerne – hør løsrevne sætninger fra folk, der går forbi, gademusikanter, børnelatter, vandets rislen i fontænerne – over til øjnene, se hvilke billeder, gaden byder på, som du må tage. At være både øjne og ører på én gang, giver aldrig 100 % koncentration på nogen af delene.
Det er det samme, hvis man går til Torsdagskoncert: Lyden af et symfoniorkester live er fantastisk, ingen kunstig gengivelse kan konkurrere med det, hvorfor bla. Sergiu Celibidache ikke ville indspille plader.
(Han dirigerede Radiosymfoniorkestret mange gange i 70’erne, her Ravel og Mozart, desværre de eneste af hans danske direktioner, der findes på You Tube. Han dirigerede f.eks. Bruckners 8 i den senere nedbrændte, uerstattelige Odd Fellow koncertsal, den ville jeg gerne have gjort tilgængelig. Han var svær at overse på et podium.)
Men man bør i virkeligheden have bind for øjnene for at yde musikerne og musikken retfærdighed. Der er ikke en video jeg optager, som jeg ikke er nødt til at genhøre. Måske er jeg bare dårlig til at ‘multitaske’, som det hedder. Det er måske også derfor, jeg i virkeligheden foretrækker radio og har skrottet TV i blandt andet koncentrationens tjeneste. TV er normalt adspredelse, men det er navnlig billedinflation, hvis den puritanske fotograf skal tale. Roland Barthes skriver i “Det lyse kammer”:
“Hvorfor lever jeg her og nu. Fotografiet memorerer ikke fortiden. Den virkning, det frembringer på mig, består ikke i at genoprette det, der er nedbrudt (af tiden, af afstanden), men i at bevidne, at det jeg har set faktisk har været.”
Hvis der er for mange billeder, flere end øjnene kan fordøje – 24 billeder i sekundet af de mindste petitesser og ligegyldigheder, – er vi mindre tilstede, og det vi så, har mindre eksistens end hvis det havde været mere billedfattigt. Det vil dø i glemsel hurtigere, for der er ikoner, og så er der resten af billederne, millionerne.
Lur mig om ikke selfierne skal arve verden fra det lyse kammers iagttagere. Dumt at sige, de har allerede gjort det. Stillbilleder er noget gammelt lort, med mindre det er mit eget flade grin.
Nå, det er altsammen Wilders og min manglende multitasknings skyld, selvom jeg kan tvivle lidt på, hvad den er. Det har intet med Holland og EU at gøre, det er et sidespor, og dem er der flest af. Man ved, hvor man begynder, men ikke hvor man slutter. Jeg beklager ulejligheden.
Om anmelderes travlhed og mørklægningen af svenske bøger
Der har været mange af dem. Jeg har 20 stykker i mit bibliotek. Anders Johansson, Thomas Nydahl, Magnus Karaveli, John Järvenpä, Anders Isaksson, Roland Huntford, Enzensberger, Jacob W.F. Sundberg, Jan Milld, Mikael Jalving, Mogens Behrendt, Julia Caesar, Meier Carlsen og flere andre. Behøver jeg skrive min egen? Det skulle være af terapeutiske grunde, hvis ikke man finder den lige her i boggens arkiv, men jeg skal måske holde mig til min læst, selvom jeg iblandt kan komme i tvivl om, hvilken den er.
Når bloggen fylder ti år næste år, tager jeg hele molevitten op til genovervejelse Ti år er lang tid, og man kan strøtænke om så meget andet, hvis man får tiden.
Jeg er ikke monoman, jeg insisterer på et upolitiseret liv trods omstændighederne. “Alt er politik, men politik er ikke alt.” Jeg ved ikke, om det kun er mig selv, eller også nogen anden, jeg citerer, men et apolitisk liv er i sig selv en protest imod islam, selvom det bestemt ikke er noget effektivt forsvar imod dens politiske aspirationer.
Man kan indtil videre forene privatmennesket og modstandsmennesket, det kan man ikke nok skønne på, men friheder værdsættes desværre først af de fleste, når de er gået tabt. Få er med på forebyggelse. Per Stig Møller viser netop i disse dage på DR, at han ikke forstod Muhammedkrisen da den foregik, og at han nu efter to mio. artikler og dusinvis af bøger stadig ikke forstår den, lige så lidt som Tøger Seidenfaden, der gik i ordrigt graven uden at have fattet et mere end et halvt klap. Man kan ikke sætte sin lid til Per Stig Møller eller Politiken i den fremtid, de har beredt os iøvrigt mod vores vilje.
Danmark og Europa har brug for en ny helt generation af intellektuelle og politikere, der forstår den islam til bunds. Gammel lærdom som Uffe Ellemann Jensen og Per Stig Møllers, vil være irrelevant i det nye Europa, som kommer. Selv Inger Støjberg bliver gjort irrelevant af en udvikling, der allerede har overhalet hende. Lars Vilks, som har en evne til at svæve over de politiske flak (lyskastere og antiluftskyts), skriver befriende i: 1411”Annonsen” en opera buffa för vår tid blandt andet:
Den här veckan har bjudit, kanske inte precis på några överraskningar, men välspelade föreställningar, dels i den orkestrala serien Expressen avslöjar och dels på det direkta buffatemat Den Svenska Invandringspolitikens Mörkläggning. Det senare handlar denna gång och märkligt nog om något så banalt som en bokannons i DN. De båda författarna till boken, Arnstberg & Sandelin, skriver alltså en debattbok om svensk invandring något som borde väcka stort intresse eftersom ämnet är uppskattat och medialt.
Visserligen intar författarna en kritisk inställning men för alla dem som menar att en sådan attityd saknar fog vore det naturligtvis rätt tillfälle att med sakliga argument tillbakavisa skribenternas många påståenden och redovisningar. Helt uppenbart finns det många kritiker av Arnstberg & Sandelins skrift ehuru endast några få, och i förbigående, har närmat sig boken. Dessa menar t ex att det inte existerar någon mörkläggning av den svenska invandringsdebatten. Detta kan förefalla egendomligt eftersom boken i sig har blivit påtagligt mörklagd. Emellertid kan detta också bero på rena tillfälligheter, t ex att bokrecensenterna har haft andra, och viktigare uppgifter, att ta itu med.
För att få fart på intresset och försäljningen prövar författarna alltså med en annons i DN. Egendomligt nog blir annonsen föremål för ingående politisk granskning och när granskningen släpper genom annonsen utbryter en sällspord mediestorm med morgonsoffor, kvitter och motannonser.
Den 10:12.2013 holdt “Solidaritet med de forfulgte kristne” i Wien en pressekonference med søster Hatune. Anledningen var den globale aktionsdag mod kristenforfølgelser. Hatune Dogan er en karismatisk og åndelig stærk personlighed, der er flygtet fra det østlige Tyrkiet til Tyskland som 15-årig. I årevis har hun og hendes forening “Hjælpende hænder” virket i Syrien. Schwester Hatune: Christenverfolgungen im Naher Osten
Henrik Ræder Clausen har været i Wien og har optaget videos af protesten og pressekonferencen med søster Hatune. Enhver der forstår tysk, bør høre hvordan forholdene selv i Tyrkiet er og har været for kristne. Jeg kan ikke vide, om der kommer en undertekstet version.
Den kristne verden har travlt med at redde muslimerne fra sig selv, men betydeligt mindre med at redde kristne fra muslimsk forfølgelse. Kristne ofre for islam må nødvendigvis stå os nærmere, når der skal vælges, og det skal der. Mere end 100.000 mennesker dræbes hvert år på grund af deres kristne tro. Det svarer til, at én kristen dør hvert 5. minut på grund af sin tro, og det foregår næsten udelukkende i muslimske lande. Danske politikere er tavse/uvidende om det, og jeg har siger og skriver hørt én prædiken, hvor det blev nævnt – nemlig af domprovsten i Helsingør. Er der andre danske præster, kan de bare træde frem. Se David Gress’ Det tavse massemord og Katolsk Orientering.
Some Muslims want to force male and female university students to be seperated in universities, treating them as some kind of religious place – which they are not. Journalist Yasmin Alibhai Brown has a go at Omar Ali, who represents the Federation Of Student Islamic Societies.
Analysis carried out by anti-extremist group Student Rights found that over a 12-month period, 46 university events explicitly promoted separate seating for men and women or female-only events.
Female students and campaigners yesterday told the Mail they had been incensed when they arrived at events to find they had to sit separately. A report produced this week by Student Rights found that out of 180 visits by Islamic speakers to UK universities over a 12 month period, 46 lectures at 21 institutions have insisted on segregated audiences. Women were, in most cases, forced to enter the room from a separate door and to sit at the back. Some lectures barred women totally, making them watch proceedings from another room via a television feed.
I followed Western mass media with bemused interest after it was announced that Nelson Mandela, South Africa’s first black President from 1994 to 1999, had died on December 5, 2013. It wasn’t unexpected, since the man was 95 years old and had been ill for years. I never hated Mandela, but the lavish praise he received from Scandinavia to Alaska went far beyond what was rational or fact-based.
It has been publicly confirmed that Nelson Mandela was a leading member of the South African Communist Party’s central executive committee at the time of his arrest for terrorist activities in 1962. This party then had ties to the mass-murdering totalitarian Communist state known as the Soviet Union.
Winnie Mandela, Nelson Mandela, and long-time leader of the South African Communist Party Joe Slovo at an African National Congress rally, 1990
Peter Oborne, the chief political commentator in Britain’s supposedly conservative newspaper the Daily Telegraph, stated that
“There are very few human beings who can be compared to Jesus Christ. Nelson Mandela is one.”
Really? Now, I’m not a Christian, but according to Christian beliefs, Christ is the son of God and divine himself. This senior writer in a supposedly conservative newspaper thus compared an African former leading member of the Communist party to a god.
We have previously seen a tendency on parts of the political Left to elevate certain human beings, especially Marxist leaders such as Stalin and Mao, almost to the status of demigods. It is a bit disturbing to see the same pattern of personality cult being emulated even in allegedly conservative circles. It only shows that the radical Left has won most of the cultural battles for the past fifty years or so.
Meanwhile in Peter Oborne’s native Britain, the sandwich shop owner Neil Phillips was arrested and held for eight hours by the police, who also took his DNA and seized his computer. The reason? He had dare to make some Mandela jokes.
Earlier that same year, in April 2013, there were open celebrations in parts of the political Left in Britain when the former conservative Prime Minister Margaret Thatcher died. There were even public “Thatcher death parties” in British streets, in which the participants were not arrested.
Thatcher was a leading anti-Communist who fought against the repressive system of the Soviet Union. It is apparently acceptable in the Western world to celebrate the death of conservative white anti-Communists, whereas it is socially impermissible to say critical things about long-time African Communists with a militant past.
Regarding this British man who was arrested for making Nelson Mandela jokes: Does this imply that Mandela is now literally viewed as a deity or demigod, and that saying bad things about him is therefore considered blasphemy?
The ancient Egyptians also believed that the Pharaoh would become a god after he died. Perhaps we should build a pyramid for Mandela, or find some vacant tomb in the Valley of the Kings? It’s even in Africa.
Of course, Mandela was not the worst leader South Africa could have. Compared to his successor Jacob Zuma, he was more competent and less corrupt. Yet the corruption of the African National Congress (ANC) was clearly present already under Mandela’s rule. Praising him as some kind of modern saint is not right.
As the eloquent writer Daniel Greenfield reminds us, South Africa is today for all intents and purposes a one-party state under the ANC’s domination. As a Communist, Mandela had always envisioned a one-party state. According to Greenfield:
“Udskamingen af Sverigedemokraterne vil ikke nytte noget i længden, de kan ikke holde SD uden for indflydelse,” siger Erik Meier Carlsen, journalist, forfatter, chefredaktør m.m. og i lang tid en af en lille eksklusiv skare af danske Sverigeseksperter. Han kommenterer den seneste af Expressens kunstigt skabte ‘skandaler’, hvor man savner at høre ham sige, at det lige så skandaløse som nogle af de anonyme ytringer er, at avisen har købt hacket materiale af en adskillige gange dømt Expo- og antifascist, Martin Fredriksson.
Eller som jeg vil sige: “Syvpartiet og Journalistpartiet kan lige så godt spare sig alle de ufine tricks, de har i ærmet til de kommende ti måneder. De skader demokratiet, sig selv og forgifter den almindelige atmosfære i landet. Sverigedemokraterne decimerer de ikke.”
Det er ikke en spådom, det er allerede en gammel erfaring efter adskillige journalistkampagner, som det er utroligt de ikke har gjort sig endnu. Hvor træg, selvfornøjet og indolent kan en såkaldt elite være? Skal man til skafottet, kan man lige så gødt gøre en dyd af nødvendigheden og gå med ryggen rank.
Hvad vi ser nu, er en heksejagt på Sverigedemokrater og på islam- og indvandringskritikere. Arthur Miller skrev i 1953 sit stykke The Crucible om 1600 tallets heksejagt med en aktuel kommentar til senator McCarthy. Her taler Miller om stykket og hysterien i 1991.
“I dont think the hysteria ever ends. Every human being, every society has a panic button, and anyone who is unscrupulous enough to push it, and is unapposed, can end up killing a lot of people. When somebody is yelling fire, when there is no fire, there’s gonna be stampee and somebody is going to get it, and I don’t foresee a time when any society is guaranteed against it.”
Vi havde på universitetet i Århus engang i 90erne besøg af nogle sydafrikanske forfattere. Interessen for at høre dem var minimal. De vidste godt selv hvorfor. For nu var de ikke længere undertrykte anti-apartheid-kunstnere. Rock imod apartheid trækker millioner, men derefter vandrer rockcirkusset et andet sted hen. Det er vel kun fortidens hvide, anti-apartheidforfattere, som vi endnu læser. F.eks. J.M. Coetzee der stort set aldrig har boet i Sydafrika, og Nadine Gordimer. Jeg oplevede hende engang og spurgte hende, om hun kunne se nogen forbindelse mellem Murens fald og ophøret af apartheid. Hun var helt uforstående over for spørgsmålet og kunne ikke se nogen forbindelse. Det mener jeg nu, der er. Apartheidsystemets mulighedsbetingelse var Øst-Vest-konflikten og dermed Den Kolde Krig. Sydafrika følte sig omringet af fjender, der havde forbindelser til Østlandene og Cuba. Og ANC havde nære forbindelser til bl.a. DDR.
Men man skal som bekendt ikke kaste med æbler, hvis man selv er et skrog. Hermed mener jeg: Det kom som et chok for dem i ANC, da DDR blev opløst. Det kommer jeg til til slut. Tiden var jo en anden dengang. Det var Den Kolde Krigs tid. Der må være en sammenhæng mellem Murens og apartheids fald. Sydafrika var realpolitisk set på Vestens side. Det nydannede land eller the Union of South Africa (1910) var sammensat af fire britiske kolonier. Detkæmpede tappert for vores frihed i både Første og Anden Verdenskrig. Det erobrede Tysk Sydvestafrika i 1915. Efter Anden Verdenskrig begynder en ny udvikling, der undertiden beskrives som overgangen fra Nation til Volk. Afrikaanerne, der er efterkommere af de første nederlandske indbyggere, overtog magten efter englænderne. Nu forstærkes det selvbillede, som sydafrikanerne altid har haft.
I 1948 vinder Nationalisterne (Afrikaaner) valget. I 1949 overtog de radikale ANC med sloganet om at smide alle de hvide i havet. Dog skulle de have skibe, mente Mandela. Vi skal ikke glemme, at Sydafrika var og er et demokrati. Der var tredeling af magten, og der var partier, som vi kender dem. Der var moderne infrastruktur og universiteter. Også for de indfødte. Mandela læste jura på Witwatersrand University.
Denne video er genskabt fra originalen med forbedret billede og lyd. Dette blot for at gøre opmærksom på, at de sidste huller i mit videobibliotek er ved at blive fyldt, efter at You Tube saboterede mig. Det har kun været muligt takket være Claus’ hjælp, han ved selv hvem han er. Tak, Claus!
Den mest sete overhovedet er Robert Spencer i Bryssel i 2007, tekstet på utallige sprog, downloadet og uploadet af andre og jeg er forlængst gået tabt som fotograf i cyberspace. Hvis der er noget amatør-You Tubere ikke går op i, er det “hvem, hvad, hvor,” men jeg skænker dem til almenvellet. Dette gælder ikke mine stillfotos.
Der er stadig enkelte huller ude i hjørnerne, men jeg skal få dem fyldt ud. Optageudstyret er blev bedre med årene, men jeg er og bliver stillfotograf, jeg skal have en camcorder med en start og stop knap, ikke meget andet. Efterhånden er der ved gode venners hjælp kommet en god lypoptager til, billederne er blevet i HD, men det hele er gået temmelig langsomt. Efterhånden som optagelserne bliver mere historiske, bærer man dog lidt mere over med bristende kvalitet, hvis man bare hører hvad der foregår, og under alle omstændigheder har dansk TV næsten aldrig været tilstede. De viser enten ikke personerne, eller hvis de gør, viser de dem ikke i 40 minutter.
Videoes kom som næsten alt andet tilfældigt: Jeg befandt mig på Hirsi Alis værelse på Radisson Blu Scandinavia Hotel i 2005 med to interviewere, som jeg skylder megen tak, og det slog mig, det var en skam, jeg ikke kunne videoptage det. Jeg befandt mig stadig i den analoge alder med en Nikon FM med en klaskende motor og et Leica M 3 fra 1963, og manglede en mindre formue at blive digital for. Dagen efter købte jeg et elendigt lille videoapparat, og der begynder det hele rent internetmæssigt. Det har vist sig en god beslutning, når jeg tænker på hvem jeg ellers har haft lejlighed til at filme og fotografere siden november 2005. Hele min genskabte videokanal er her. Begynd med at genhøre Spencers interessante foredrag fra Forfatterforeningen den 12 maj 2009.
Statistiken från Migrationsverket visar på en svensk asylhantering som accelererat och nästan släppt all kontroll, anser Gunnar Sandelin, medförfattare till den omstridda boken Invandring och mörkläggning.
Det totala antalet asylsökande som har fått sina ansökningar beviljade av Migrationsverket under perioden januari-november 2013 har ökat med 144 procent jämfört med hela kalenderåret 2011. Under 2013 har totalt drygt 22 000 asylsökande fått stanna under årets första elva månader. Beviljade asylansökningar leder nästan undantagslöst till permanent uppehållstillstånd (PUT) och i förlängningen svenskt medborgarskap plus en påföljande anhöriginvandring.
I år har rekordmånga asylsökande från Syrien fått stanna permanent. Medan Sverige mellan januari och november 2013 gav PUT till 10 379 syrier, fick 135 syrier stanna i Finland. Sverige tar alltså emot 77 gånger så många syrier som Finland som lyder under samma internationella konventioner och har en liknande utlänningslag som Sverige. Under samma tid gav jämförelsevis Danmark och Norge drygt 1 000 respektive 646 syrier asyl. För hela tiden sedan inbördesskriget i Syrien startade i mars 2011 har Sverige beviljat permanenta uppehållstillstånd till runt 15 000 asylsökande syrier medan motsvarande antal i Danmark är cirka 2 000, Norge cirka 900 och Finland drygt 300. [..]
Sverige är det enda EU-land som bedriver en sådan tillåtande asylpolitik. Tidigare har Sverige tagit emot flest asylsökande irakier, somalier och så kallade ensamkommande flyktingbarn i hela västvärlden. Nu tar vi också emot flest syrier. I takt med att asylinvandringen ökar lavinartat är det inte bara antalet utan även andelen beviljade asylansökningar som ökar. Under november 2013 var den rekordhög: 62 procent, att jämföra med januari 2012 då motsvarande siffra var 23 procent. [..]
I omvärlden hörs alltmer häpna röster. Nyligen varnade historieprofessorn Niall Ferguson i magasinet Neo för att ett resultat av ett så pass ohämmat inflöde tillsammans med vår bristande integration kan få katastrofala följder med explosioner av våld i våra städer. Som ytterligare jämförelse kan nämnas att Sverige totalt hittills i år beviljat runt femton gånger så många uppehållstillstånd till asylsökande som Finland med sina 1 530 positiva beslut, tio gånger så många som Danmark och fem gånger så många som Norge med sina cirka 2 500 respektive 4 450 bifall.
Nu är det gasen i botten som gäller för regeringen Reinfeldt. Är det platsen som humanitär stormakt som åstundas? Finns det verkligen inte något tak för asylmottagandet och den påföljande anhöriginvandringen? Ett rimligt krav är att migrationsminister Tobias Billström förklarar regeringens agenda. Dagens Samhälle
I followed Western mass media with bemused interest after it was announced that Nelson Mandela, South Africa’s first black President from 1994 to 1999, had died on December 5, 2013. It wasn’t unexpected, since the man was 95 years old and had been ill for years. I never hated Mandela, but the lavish praise he received from Scandinavia to Alaska went far beyond what was rational or fact-based.
