Douglas Murray og labour MP Rshnara Ali diskuterer på Channel 4.

One in ten children under the age of four is now Muslim in England and Wales, the latest statistics show.‘The percentage of Muslims among the under-fives is almost twice as high as in the general population. In the under-fives age group there are nearly twice as many people identified as Muslim as in the general population, census data reveals.

The figures suggest a change in the UK’s younger generation of worshippers as less than 0.5 per cent of over 85s in Britain identify as Muslim. One expert said the number of practising Muslims could soon outnumber the number of Christians who actively worship in the UK. One in ten babies in England is a Muslim: Those practising the religion ‘could soon outnumber actively worshipping Christians’

Ét lille hjørne af forklaringen er den unge alder for ægteskab og den højere fertilitet: Britain’s Underage Muslim Marriage Epidemic. Engelske aviser sælger The Coming Anarchy med lidt positivt spin. Douglas Murray kommenterer: Is the startling rise in Muslim infants as positive as the Times suggests?

Even the papers that will report on one of the biggest underlying stories of our time, and one which demonstrates an unprecedented change in the make-up of our country, must on all accounts be turned into a good news story. And since expressing any worries about the fact is undoubtedly terribly bigoted and nasty, we’ll all just have to nod our heads, keep our fingers crossed, mouth the same platitudes and all put our collective future in the hopes of Sheikh Mogra.

Lone Nørgaard skriver i et brag af en JP kronik i dag om, hvordan de vestlige eliter – nu overvejende EU – sælger deres lande, deres folk og deres efterkommere til stanglakrids, eller til “Muslim genocide of the native population or an ongoing civil war like in Lebanon, Syria, Yemen and Iraq, som Greenfield skriver om England. KRONIK: Danmark afskaffer sig selv Jyllands-Posten, 10.01.2014 (ikke online)

En bog af den amerikanske professor i psykologi Byron M. Roth dokumenterer systematisk, hvordan de vestlige eliter med EU i spidsen kynisk sælger deres forsvarsløse, oprindelige befolkninger.

Nationalstaten Danmark er i fuld gang med ganske langsomt at opløse sig selv. Ligesom Tyskland, hvorom Thilo Sarrazin – tidligere medlem af Forbundsbankens direktion og tidligere finansminister i Berlin – har skrevet bogen “Deutschland schafft sich ab. Hvordan vi sætter vores land på spil”(2009). Præcis det samme scenarie udfolder sig i lande som Sverige, Norge, England, Frankrig, Luxemburg og Holland – med en ukontrolleret masseindvandring fra tredjeverdenslande som en af hovedfaktorerne.

Jeg har beskæftiget mig intenst med indvandring i de sidste 10 år, fordi jeg så gerne har villet begribe gåden: Hvorfor det store flertal af politikere og beslutningstagere ønsker at save den gren over, som rimeligt velfungerende nationalstater har siddet komfortabelt på siden 1950′ erne? Hvorfor træffer de beslutninger mod deres befolkningers udtrykkelige ønsker, i et forsvar for en politik, der har få fordele og så mange følelige konsekvenser?

Eftersom massetilvandringen til Europa primært foregår fra muslimske lande, har jeg også brugt i hundredvis af timer på at sætte mig ind i islam, og hvorfor der mon lige er så store problemer med integration af muslimer? Nu sidder jeg med en bog i hånden – en moppedreng på 580 sider, hvor alene litteraturlisten fylder 34 sider – der samler de fleste af trådene for mig og gennemlyser det rystende og vanvittige eksperiment, som de europæiske eliter med EU i spidsen har gang i. Et dybt pessimistisk værk, der har fået mig til at fortvivle, men som også har ansporet mig til trods alt at kæmpe videre for alt, hvad jeg har kært.

Fortsæt med at læse “UK: Hvert 10 småbarn nu muslimsk”

“Jim Olsson skriver på hatsajter”, skrev espressen i december om docenten i kemi fra Landskrona, da de sammen med kriminalitetsdømte vesntreradikale havde hacket kommentatorers identitet fra de såkaldte ‘hadesider’, noget de har derovre i Sverige. Expressen opsøgte ham uameldt på hans bopæl, og var dårligt forberedt på at han ikke lagde sig fladt ned, han gik til frontalt angreb på den modbydelige Stasi avis’ udsendte. Oven i købet tillage avisen ham grove kommentarer, som ikke var hans, heller ikke er han Sverigedemokrat, som den kulørte sprøjte skrev. Overnight blev han folkehelt i Sverige. Her kan man høre ham interviewet i næsten en tre kvarter balladen, som var designet til at fratage ham hæder og ære, familie og arbejde, men som kun har givet ham anerkendelse. Måske er der håb for Sverige endnu?

Guds heste

af Henrik M.Jensen

Kort før jul viste DRK den marokkanske instruktør Nabil Ajouch’s prisbelønnede film “Guds heste” fra 2013. Filmen foregår i en fattig forstad til Casablanca, Sidi Moumen, hvor vi følger en gruppe drenge under deres opvækst i et udsigtsløst miljø med arbejdsløshed og dårlige boligforhold. Et miljø hvor en fodboldkamp kan udvikle sig til kamp på liv og død, bryllupper ender som voldelige drikkelag og homoseksuelle handlinger indgår i afstraffelsen inden for drengebanderne.

Efter en konfrontation med politiet kommer en af hovedpersonerne i fængslet og vender efter et par år tilbage som islamist. Han får lokket flere af de gamle venner med ind i et Al-Qaida-lignende fællesskab ledet af en imam, der kan tilbyde de rodløse unge al den disciplin og målrettethed, som forstaden har manglet. Samtidig fungerer gruppen som kvarterets alternative ordensmagt.

Imamen udnævner de unge til “Guds heste” og filmen skifter nu karakter. Fra at have været en tilstandsbeskrivelse af et dysfunktionelt samfund fører handlingenen nu målrettet og uundgåeligt frem mod de fem terrorangreb i Casablanca, der den 16.maj 2003 dræbte 45 mennesker, hvoraf de 12 var terrorister.

Filmen er ikke en dokumentarisk skildring af personerne bag selvmordsaktionerne, men er instruktørens bud på, hvad det er for mekanismer, der driver svage sjæle i armene på islamismen.

Det uhyggelige ved filmen er, at den lige så godt kunne have udspillet sig i Vollsmose, Rosengården eller en anden af de trøstesløse europæiske forstæder, som tankeløse politikere i humanismens hellige navn har tilladt at blive til udklækningsanstalter for kriminalitet og politisk ekstremisme.

Det positive ved filmen er, at skønt den ikke viser nogen vej ud af problemerne, så vil det faktum at den overhovedet er blevet lavet, måske kunne være det første lille skridt ud af hængedyndet for de “Guds krikker”, som ghettoen skaber. (Se den evt. på You Tube: Les Chevaux de Dieu 2013, kun fransk)

Nick Robinson: The Truth About immigration documentary hvori Enoch Powell og Nigel Farage også optræder som nedenfor.

“A descicion taken at Westminster and Downing Street without public debate, a mixture of good intentions, wishful thinking and an awful lot of miscalculations. The public should have been told.”

Man skal passe på med at kalde noget ‘sandheden’, mener konservative skribenter efterpå:

‘The Truth About Immigration’ is anything but

The BBC can never talk honestly about the immigration problem because it’s responsible for the cultural mindset that made it possible

This week the BBC tried a cunning new variant on this theme called The Truth about Immigration (BBC2, Tuesday). By roping in notionally right-leaning Nick Robinson to present it and by trailing it as some kind of massive volte-face the BBC sought to give the impression that it was saying something new, controversial and daring.

So all this overcrowding, all this destruction of social cohesion, all this unwelcome pressure on our schools, hospitals and transport infrastracture, all this dilution of what used to be our national identity has been inflicted on us, by our remote political class, against our wishes, to no useful purpose whatsoever. What a fantastically interesting subject for a documentary that would be. Now I wonder who is going to make it. Spectator, At last, the BBC talks about immigration

Den globaliserede kriminalitetsbølge

Global crime wave hits a single county: Kent police arrest suspects from 100 different countries in just 12 months

det har taget sin tid, Cameron og Blair on ‘fruit cakes and loonies and closet racists’.

Nigel Farage yesterday said ‘the basic principle’ behind parts of Enoch Powell’s notorious Rivers of Blood speech was right.

The UKIP leader was asked if he agreed with a statement about how the ‘indigenous population found themselves strangers in their own country’. He said it was true – but appeared thrown when he was told the statement was made by the controversial Tory minister of the 1960s.

The passage from the speech read to Mr Farage was: ‘The indigenous population found themselves made strangers in their own country, their wives unable to obtain hospital beds in childbirth, their children unable to obtain school places, their homes and neighbourhoods changed beyond recognition.’

Mr Farage said it was true ‘in a lot of England’ – before being told on Sky News that it was part of the 1968 warning of racial violence that led to Mr Powell being sacked from the Tory front bench and politically marginalised. Basic principle of Enoch Powell’s Rivers of Blood speech was right, says Nigel Farage

Jeg har fulgt debatten om Enoch Powell i to årtier, ja jeg husker den fra 1968 hvor vi i Norden var blanke på problemet. Powell manglede én komponent i ligningen på den tid – det var islam. Der er en hel del at hente på nettet, men det ubetinget mest interessante er BBC’s jubilæumsdokumentar for Rivers of Blood talen BBC 2008: »Rivers of Blood«, (den hele på linket) som ikke bare giver et interessant tidsbillede af 1968 med de endnu levende aktører, men de facto giver Powell ret i konklusionen. En af de mest interessante dokumentarer i dette tiår overhovedet.

Jeg gætter, det var grunden til, at DR 2 trods opfordringer ikke ville vise den. Man må tage det som en stor anbefaling. Hør også den nyuploadede Enoch Powell and the Sovereignty of Parliament – Professor Vernon Bogdanor og Desert Island i 1989, hvor Powell er 77 år gammel og er i et musikønskeprogram: “It was official conservative policy at the time, but Edward Heath disliked the tone, now we are in a musicprogram. Shall we have some more music?”

Lars Hedegaard: Svensk opstandelse over islamisk voldtægt

Det har vakt forargelse i Sverige, at Sverigedemokraternes viceordfører i Karlskrona Michael Hess på Facebook har skrevet, at ”voldtægt er dybt forankret i islamisk kultur”. [“våldtäkt är djupt rotat i islamsk kultur”]. Partiets stabschef Linus Bylund bakker op og citeres i Blekinge Läns Tidning for at ”det står i Koranen at voldtægt kan anvendes mod kvinder, der har været utro. Det er en muslimsk straffemetode.” [“det står i Koranen att våldtäkt kan användas mot kvinnor som varit otrogna. Det är en muslimsk straffmetod”].

Michael Hess’ udsagn er helt korrekt, som vi skal se neden for. Derimod tager Linus Bylund fejl, når han påstår, at begrebet voldtægt forekommer i Koranen. Her står der heller ikke noget om, at voldtægt er en straffemetode, der kan bruges mod utro kvinder.

Men der står meget andet interessant i islams hellige bog, som vi i den vestlige kultur ikke ville tøve med at betegne som voldtægt, og som SD-lederne med fordel kunne henvise til. LEDER: Svensk opstandelse over islamisk voldtægt, LEDARE: Svensk uppståndelse över islamiska våldtäkter.

Soldiers serving in Afghanistan have become overnight internet sensations after filming a tongue-in-cheek dance video of Pharrell Williams’ hit song ‘Happy’. The unlikely pop stars shimmy round the Sterga 2 base in Helmand Province, using the desert, concrete blocks and even the roof of a military truck as a dancefloor. The men and women of the Highlanders, 4th Battalion, Royal Regiment of Scotland (4 Scots) also strut their stuff in the base’s gym and while queuing for rations and fixing their vehicles. Scottish soldiers in the heat of Afghanistan film tongue-in-cheek dance video for Pharrell Williams’ hit song Happy

Pharrell Williams – Happy original i lidt bedre lydkvalitet. En 2013 James Brown. Når der endelig er godt nyt fra Afghanistan, skal man ikke kimse.

Taslima Nasreen, terroriseret af fatwas i tyve år

Folk er tilbøjelige til at glemme hendes skæbne. Hun leve et normalt forfatterliv indtil 1993, hvor hun udgav bogen Lajja i hvilken en hindufamilie bliver forfulgt af muslimer. Så kom den første fatwa og siden har hun været på flugt i Europa, USA og forskellige steder i Indien, hvor hun er blevet chikaneret ud af storbyen Kolkata, til New Delhi hvor hun har siddet i husarrest, tilbage til Sverige, Tyskland og New York, men er nu vendt tilbage til Indien, da hun har indrejseforbud i sit hjemland Bangladesh.

Nu vil indiske muslimer terrorisere hende ud af landet igen. Hvor er hendes danske feministsøstre og kunstnerkolleger? Har de lige så få hår på brystet som slapsvansen, den bløde, danske mand Kaspar Colling Nielsen, Mikael Jalving skriver om idag? Jeg har hørt Rushys Roulette, intet under at islamister har en fri motorvej at køre på i Danmark: Villy, Inger og Kasper, bevar mig vel for landsmænd m/k, der viser vej så tigeren kan æde de andre først. Hvad Jalving temmelig forgæves og med andre ord søger at gøre de andre begribeligt er, at den frihed vi lever i lige her i disse generationer, er en historisk og geografisk undtagelse. Use it or lose it. I min reinkarnation vil jeg være finne eller australier, alt andet end dansk kunstner.

There are renewed demands by certain groups for your expulsion from India – your feelings?I get a sense of deja vu. There have been fatwas against me since 1993. Fatwas are contagious. If fanatics get away with it, they’re emboldened. They gain the will to issue more fatwas.

I became an unfortunate victim of religious fanaticism. In a democratic country, fanatics set a price on people’s heads and walk away happy. They’ve never been questioned or confronted – rather, so-called guardians of democracy have courted them. I have got used to fatwas now – I’m not afraid of them. Come what may, I will never compromise. I write on humanism, feminism, equality and justice. Should fundamentalists decide what we read, say and think?: Taslima Nasreen

En cyklende muslima er et sjældent syn i cykelbyen københavn, hvor alle der ikke er invalide, cykler hele året. Jeg tror det er fem år siden sidst. Jeg husker der var en imam, der i BT mente, cykelsadlen gav kvinder upassende følelser, endda orgasmer – hvilken krænkelse mod skabningens herre – og efter at have studeret diverse fatwaer mod cykling, – f.eks. A woman riding a bicycle or a horse in public (lad være, Allah ved bedst, og han forudså cyklen) – må man nok indse, at det ikke er halal at cykle. Oppe i Östersund var der sidste år en mand der voldtog fremmede cykelsadler, så der er nok noget grisebasse der. Der er nok mange svenske kvinder, der ville ønsker der var nogle flere cykelsadelvoldtægtsmænd i landet i stedet for dem, der faktisk er. Flere lækre lædersadler!

Sverigedemokraternes ‘muslimske voldtægtsmyte’

SD:s vice ordförande i Karlskrona skriver på Facebook att “våldtäkt är djupt rotat i islamsk kultur”. Inte alls rasistiskt, enligt Jimmie Åkessons stabschef Linus Bylund. – Det är ju fakta, säger han enligt Blekinge Läns Tidning. En myt, menar islamologen Jan Hjärpe. Michael Hess är ledamot i utbildningsnämnden och SD:s vice ordförande i Karlskrona. I juli skrev han, i en kommentar till en länk på Facebook, att “det är djupt inrotat i Islams kultur att våldta och misshandla sådana kvinnor som inte rättar sig efter Islams lära”. SD-toppen om våldtäktsmyt: ”Det är fakta”, SD-topp: Våldtäkt en muslimsk straffmetod.

En pikant diskussion at få op i Sverige, efter at det er ramt af en multikulturalistisk voldtægtsepedemi, der må formodes at være overvejende muslimsk. (Vi er henvist til en sandsynlighedsberegning, da sandheden bliver forholdt os.) Den er kort sagt ikke ønskelig set fra etablissementets side ligegyldigt hvem, der siger hvad. Ordet ‘voldtægt’ findes ikke i Koranen, men der er masser af vers der sanktionerer tvungen sex f.eks. med slaver eller krigsfanger , så det bliver et definitionsspørgsmål: Opfatter visse indvandrede muslimer de indfødte svenskere som krigsfanger eller slaver i erobret land, og hvis ja, hvordan i alverden kan de komme på den tanke?

Diskussionen vil ikke føre til noget, den er et led i pressens kampagne mod Sverigedemokraterne. Journalister, som er fuldstændigt uvidende om islam vil hjernevaske endnu mere uvidende Medelsvessonner, og den vil slet ikke kaste lys over gerningsmændene bag indvandringsårenes voldtægtseksplosion i Sverige. Tabloidpressen kan næppe undgå at forregne sig igen igen, hvis de tror de er i stand til at skade SD’s kommende valgresultater. De har selv skabt SD, og de bliver ved med at skabe det. Hvad pressen er oppe imod er ikke befolkningens fordomme, men dens erfaringer, derfor taber den nu hvert slag den slår i luften og står mere og mere afklædt tilbage. Det svenske journalistforbund er den rene nudistklub efterhånden. Rape in Islam. (Incest och våldtäkt ingår i hederskulturen.)

Er svenskerne et folk?

“Nej”, svarer Dagens Industri i en leder “Sverige er et system.” Det er både en meget materialistisk og snæver betragtning, men den er desværre ikke ganske usand. Et land tager farve af de folk, der styrer det i lange tider. Med 25 % af udenlandsk oprindelse med den nugældende, statistiske definition, og i rekordforandring, er Sverige blevet til det Lars Hedegaard meget rammende kaldte “et beboet område,” og mere ‘beboet’ vil det blive. Folk er vel folk, ligesom en kylling er en kylling og en gris er en gris, er tanken. Er systemet da så fint som DI skriver? Er “rättsstaten, demokratin och ekonomin” så overlegent, at det kan udgøre hele samfundskittet? Tanken indebærer, at det er staten der holder folk sammen og ikke omvendt, og det tror jeg ikke et sekund på. Så havde Syrien og Libanon været lige så vellykkede lande som Sverige.

I kölvattnet av den höga invandringen har det brutit ut en intressant debatt inom borgerligheten om rätten att invandra och rätten att reglera invandringen, och på vilka grunder invånare i ett land kan neka utlänningar tillträde.

Det började med ekonomen Tino Sanandaji som på sin blogg drog upp ett liberalt försvar för att fälla gränsbommen. Ett land med dess ekonomi, institutioner och historia bör betraktas som medborgarnas ägodel, menar Sanandaji, och såsom delägare har man rätt att skydda sin egendom och därmed rätt att neka eller bejaka att andra bosätter sig här.

Den tanketråden, som delades friskt, fick DN:s ledarkolumnist Lena Andersson att polemisera mot idén om att ett land är en ägodel. Rätten att bosätta sig var som helst är absolut, menar hon.* [..]

Fortsæt med at læse “Halal eller haram?”

Så langt borte som Lampedusa og Tel Aviv høres de kønne ord, der udgår fra talerstolen i Riksdagen. Svenske onlinemedier omtaler naturligvis ikke denne historie, selvom de har omtalt massedemonstrationerne i Tel Aviv. Den svenske ambassade i Israel har ikke reageret på en henvendelse fra avisen Haaretz. Låget på!

As tens of thousands of African migrants carried a strike against Israeli migration policies into a third day, the Interior Ministry announced Tuesday that dozens of Eritrean migrants have left Israel voluntarily in recent weeks for Sweden.

According to the Interior Ministry, this marked the first time African migrants had left Israel for Sweden, and the move was coordinated with the Swedish government. They are encouraged to leave Israel voluntarily and to promise not to return. The ministry also noted that each of these migrants was granted $3,500 upon departure. Dozens of Eritreans left Israel voluntarily for Sweden, Interior Ministry says, From East Africa To Lampedusa To Sweden . Israel, no longer a haven, sends African migrants to prison.

Fremtids- eller overgangspapiravisen?

Papiraviser printet ud i Danmark muligvis fra Pressdisplay og hæftet i toppen. Trykkeri og forsendelse sparet. Min biblioteksfaglige konsulent siger, han tror det er et overgangsfænomen indtil alle har affundet sig med at læse på skærme. Set på Københavns Hovedbibliotek.

Fortsæt med at læse “Bare hæld dem til Sverige”

En anmeldelse af Marit Christensens Moren – Historien om Wenche Behring Breivik og Åsne Seierstads En af os.

Af Peder Jensen (Fjordman)

Aage Borchgrevinks bok En norsk tragedie, utgitt høsten 2012, endret debatten i Norge om Anders Behring Breivik ved å se nærmere på terroristens familieforhold. Dette var ikke blitt tilstrekkelig belyst under rettssaken.

Forfatterne Marit Christensen og Åsne Seierstad publiserte begge bøker om saken i november 2013. Christensens bok Moren, om Wenche Behring Breivik, er ikke noe tidløst mesterverk, men den har positive sider. Hun er ikke fullstendig ukritisk, og indikerer for eksempel at mor Breivik kunne være ustabil og tildekkende. Men hun er mye snillere mot terroristens mor enn Borchgrevink og Seierstad. Kanskje for snill.

Først litt kritikk: Seierstad hevder i sin bok at Breiviks tanker ikke var bisarre vrangforestillinger, men at det var mange som delte dem. Hvilke deler av hans tanker sikter hun til? Er det der han trodde at han var kommandør og kanskje kunne bli ny konge?

Seierstad omtaler meg som en “liten” mann, på tross av at jeg er over gjennomsnittlig høy, og påstår feilaktig at jeg jobbet som hjelpepleier. Hun skriver videre om rettssaken at

“Jensen hadde nektet å vitne. Fjordman hadde flyktet utenlands, der politiet ikke hadde hjemmel til å hente ham som vitne.”

Dette er ikke korrekt. Jeg har kontaktet forlegger Erling Kagge og bedt om at denne feilaktige fremstillingen korrigeres. Jeg forlot Norge sensommeren 2011 på grunn av min sikkerhetssituasjon. Det er påfallende hvor mange norske journalister som ser ut til å bruke det mot meg at jeg følte meg tvunget til å forlate landet. Det kan tenkes at dette sier minst like mye om situasjonen i Norge på denne tida som det sier om meg.

Den første gangen det ble nevnt offentlig at jeg kanskje måtte vitne under rettssaken var i desember 2011. Jeg hadde da allerede forlatt Norge flere måneder tidligere. Disse to tingene hadde ingenting med hverandre å gjøre.

Jeg nektet heller ikke å vitne. Dersom jeg var pliktig til det var jeg villig til å fjernvitne. I slutten av mai 2012 var det derimot blitt mye bråk i pressen rundt vitnefrafall fordi en rekke personer som var innkalt som vitner av forsvarsadvokat Geir Lippestad egentlig ikke hadde plikt til å vitne. Åsne Seierstad, som selv fulgte rettssaken, unngår å nevne dette selv om det bør være godt kjent for henne. Det er uredelig. Hun skriver videre i sin bok at

“Det var også galskap som ble trukket frem av dem han beundret mest. En gal manns verk, mente Fjordman. Det mente også Hans Rustad og kontrajihadistene Robert Spencer, Bat Ye’or, Pamela Geller og Baron Bodissey. De var i harnisk. Islamkritikken de hadde forfektet før 22. juli hadde vært så ren og fin. Nå hadde Breivik skitnet det hele til med blod.”

Seierstad har ikke belegg for å si at disse menneskene, som jeg i motsetning til henne kjenner personlig, var i harnisk. Det er feil. Det er ellers et lavmål å hevde at islamkritikken er blitt “skitnet til med blod.” Forfatteren sier ikke noe om at islam i seg selv kan ha blitt skitnet til med blod etter svært mange terrorangrep.

*****************

Wenche Behring Breivik hadde en ekstremt vanskelig oppvekst, med en handikappet, tyrannisk og sinnssyk mor. Hun hadde selv aldri vokst opp i en normalt fungerende familie og visste trolig ikke hvordan hun skulle oppføre seg overfor sine egne barn. I Henrik Ibsens stykke Gengangere skildres det hvordan fedrenes synder går i arv. I Behring-familien kan det virke som om det var i minst like høy grad mødrenes synder som gikk i arv.

Anders Behring Breivik ble født 13. februar 1979 i Oslo. Foreldrene skilte seg allerede i 1980. Det var hans mor som ville skille seg. Hun ble nå alenemor for to små barn, Anders og hans seks år eldre halvsøster Elisabeth.

Dette var en tid preget av venstresidens seksuelle frigjøring. Mange mennesker taklet dette på et vis, men det gjorde ikke en sårbar, skadet og emosjonelt ustabil kvinne som WBB. Til Marit Christensen fremstiller hun seg som en sjenert kvinne. Naboer og andre antyder imidlertid et bilde av en fysisk og seksuelt grenseløs mor som snakket ukritisk om sex foran sine små barn. Menn kom og gikk mens hennes to barn ble overlatt til seg selv, også på natta.

Hun taklet ikke sine barn og kontaktet myndighetene for å be om hjelp. Våren 1982 ville Wenche undersøke muligheten for å få plassert begge sine barn i fosterhjem, for å bli kvitt dem.

Rådgiveren ved det lokale sosialkontoret i Oslo vurderte at problemene i familien var en sak for psykiatrien. Ved Statens senter for barne- og ungdomspsykiatri ble de behandlet av psykolog Arild Gjertsen samt overlege og barnepsykiater Per Olav Næss. Tidlig i 1983 kommenterte barnepsykiateren at Anders manglet språk for å uttrykke følelser. Det ble likevel ansett at gutten kunne klare seg om den sosiale situasjonen rundt ham ble endret.

Det var forholdet til mor som ødela ham. Fagfolkene hadde hørt henne rope høyt til sin da snart fire år gamle sønn Anders “Jeg skulle ønske du var død!” Wenches forhold til sin sønn vekslet dramatisk mellom omsorg, fysisk og seksuelt invaderende atferd og til dels svært aggressiv avvisning. “Anders blir offer for mors projeksjoner av paranoid aggressiv og seksuell frykt overfor menn generelt,” var konklusjonen. Fagpersonalet foreslo i 1983 å ta Anders ut av familien for å forebygge en enda mer skadelig psykologisk skjevutvikling.

Skildringene til Borchgrevink og Seierstad gir et bilde av at Anders satt fast i et psykologisk ødeleggende forhold, dratt mellom en fraværende og kjølig far og en emosjonelt ustabil og fysisk invaderende mor.

Jens Breivik virker dessverre ikke som en god og engasjert far som fulgte opp sine barn skikkelig. Anders savnet kontakt med sin far og beklaget at han ikke fikk hans oppmerksomhet før terrorangrepene. På den andre siden har Jens Breivik trolig ikke aktivt mishandlet Anders. I den grad noen har aktivt utsatt Anders Behring Breivik for det som kan kalles mishandling i barndommen ser det ut til å ha vært hans mor.

Dette utfordrer en del kulturelle stereotyper. Wenche Behring Breivik virker som en såret kvinne, ikke som en spesifikt ond person. Det forandrer likevel ikke på at hennes oppførsel mot den lille gutten Anders fremstår som en skrekkhistorie om hvordan man kan påføre sitt barn traumer og varige psykologiske skader.

Åsne Seierstad har uttalt at noe var ødelagt i Breivik allerede i barndommen, og at uten dette ville terroren den 22. juli 2011 trolig aldri skjedd. Jeg står langt fra henne politisk, men på dette punktet er jeg enig med henne. Det finnes ingen enkelt årsak til at Breivik ble massemorder. Likevel er det grunn til å tro at de dype psykologiske skadene han fikk i barndommen formet hans psykologiske avvik som voksen i vesentlig grad.

Det var kanskje hans mor som skadet og emosjonelt mishandlet ham, men det var det juridiske systemet i det feministisk influerte Norge som dømte Anders til å bli hos en mor som var åpenbart uskikket til oppgaven.

Fortsæt med at læse “Breivik: Delvis et produkt av norsk familiepolitikk?”

“Integrationen af ikke-vestlige efterkommere udvikler sig katastrofalt,” skriver Frede Vestergaard i artiklen Statistikkens Yahya Hassan i Weekendavisen, 03.01.2014 (ikke online) som tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks publikation Indvandrere i Danmark 2013.

“Dens styrke ligger ikke mindst i, at den ikke afstår fra at beskrive problemerne ved at forlige velfærdssystemet med stor indvandring af personer, der ikke har kvalifikationerne til at bidrage til velfærdens finansiering,”

skriver Vestergaard. Han skriver også at regeringen lægger “et offentligt sukkerdrys over realiteterne.” Det tror da Fanden, de gør, de er de hovedskyldige i problemerne. Endelig gør Vestergaard let grin med pseudodiskussionen Yahya Hassan, hvad der kun kan fornøje mig, der ikke har omtalt ham med et ord. Foruden at være en ligegyldig rapper, er han åbenbart også temmelig usympatisk, som det fremgik af BT’s tolv siders særtillæg om ham. Hvad der betyder noget, er fakta på slagmarken, opinionsstof er ofte flomme for salonernes theselskaber. Statistik og fotografi har det tilfælles, at forudsætningen er, at have virkeligheden lige ved hånden uden smørrebrødspapir imellem.

Danmarks Statistik bidrager imidlertid fortsat til forståelsen af indvandringens udfordringer med den særlige årspublikation Indvandrere i Danmark, som tidligere rigsstatistiker Jan Plovsing satte i søen. Man kan kalde den lille bog for statistikkens Yahya Hassan, for den forskønner ikke virkeligheden. Udgaven for 2013 har ikke vakt opsigt, hverken politisk eller i medierne. Måske fordi den sætter fingeren på et ømt punkt.

Integrationen af de ikke-vestlige indvandrere udvikler sig betænkeligt, og integrationen af efterkommerne, der pr. definition er født og opvokset i Danmark, udvikler sig katastrofalt. For indvandrerne er beskæftigelsesfrekvensen for 16-64-årige siden toppunktet i 2008 faldet med 8 procentpoint til 48 i 2012. Krisen er givetvis medvirkende, men for danskere er faldet kun 5 procentpoint til 74. For efterkommere er faldet hele 14 procentpoint til 52, så her er beskæftigelsesgabet steget voldsomt. Integrationen er ikke blevet forbedret, som Rockwool Fondens seneste rapporter fremstillede tendensen. Tværtimod.

Tallene var stort set de samme for 30-årige (se grafen). Dog med betydelige forskelle afhængig af forældrenes oprindelsesland. Dansksrilankanerne klarer sig endda bedre end danskerne. Ser man omvendt på gennemført uddannelse, havde 45 procent af mændene med ikke-vestlig baggrund afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse som 30-årige, mens det gjaldt 60 procent af kvinderne (mod 44 procent i 2004). De tilsvarende tal for danskere var 72 henholdsvis 79 procent. Der er altså en betydelig del af efterkommerne, der gennemfører en uddannelse, men også en stor del, der ikke gør. 39 procent af de 30-årige mandlige ikke-vestlige efterkommere har ikke nogen afsluttet uddannelse ud over grundskolen. Det tilsvarende tal for danske mænd er 19 procent. Blandt de 30-årige kvinder er forskellen mindre (24 henholdsvis 14 procent).

Ifølge den nye PISA-rapport forlod 14,6 procent af de 15-årige folkeskolen i 2012 uden såkaldt funktionel læsekompetence, og så var cirka 6 procent med indlæringsvanskeligheder endda forlods frasorteret, så det reelle tal er omkring 20 procent. En betydelig del er formentlig indvandrere og efterkommere. I øvrigt er der ikke noget nyt i Indvandrere i Danmark, når det gælder antallet af ikke-vestlige indvandrere på overførselsindkomst. 38 procent af alle i den erhvervsaktive alder (godt 88.000) var på overførselsindkomst i 2012 mod 23 procent for personer med dansk oprindelse. Med andre ord: Den hidtidige indvandring har øget uligheden.

In May, new census data published by the British government showed that Islam is set to become the dominant religion in Britain within the next generation. The Muslim population of Britain topped 3.3 million by the end of 2013 to become around 5.2% of the overall population of 63 million, according to figures extrapolated from a recent study on the growth of the Muslim population in Europe.

At the same time, opinion surveys consistently show that voters in Britain view Islam and the question of Muslim immigration as a top-ranked public concern. The British public, it seems, is increasingly worried about the establishment of a parallel Muslim society there.

But government efforts to push back against the Islamization of Britain have been halting and half-hearted.What follows is a chronological review of some of the main stories involving the rise of Islam in Britain during 2013. The Islamization of Britain in 2013.

“Who has the right to say that France in thirty or forty years will not be a Muslim country? Who has the right in this country to deprive us of it?” — Marwan Muhammed, spokesman, Collective Against Islamophobia in France (CCIF), Paris.

The Muslim population of France reached an estimated 6.5 million in 2013. Although France is prohibited by law from collecting official statistics about the race or religion of its citizens, this estimate is based on the average of several recent studies that attempt to calculate the number of people in France whose origins are from Muslim majority countries. This estimate would imply that the Muslim population of France is now approximately 10% of the country’s total population of around 66 million. In real terms, France has the largest Muslim population in the European Union. The Islamization of France in 2013.

Det er i det store hele lykkedes nordiske medier at overse, at undersøgelser i de tre største europæiske lande nu viser, at et stort flertal på plus 70 % af befolkningerne nu er yderst bekymrede for islams vækst i deres lande. Opinionsundersøgelser ligger selvfølgelig altid foran parlamentariske forandringer, men de vil slå igennem det kommende årti. Først i Holland og Frankrig, dernæst i England og til sidst i Tyskland.

Valget i Sverige i år bliver formentlig et halvt ‘jordskredsvalg,’ men det vil prelle af som vand på en gås på riksdagsflertallet. Befolkningerne vil indenfor systemets rammer henstille til politikerne, at de stopper islam i Europa. Sker det ikke, vil modstanden givetvis blive udenomsparlamentarisk, og europæiske politikere kommer til at underminere sig selv i tiden som følger. Deres ‘window of opportunity’ er nok snævert, ingen ved hvor snævert. Det kan i udvalgte lande allerede være lukket af demografien, uden at det er manifest endnu. Har politikerne og navnlig EU forstået dette?

Det må de selv svare på. De har allerede et ansvar, de fleste har vist sig uegnede til at bære, ja blot til at forstå. EU har det store ord, landspolitikere kan komme til at hæfte meget dyrt for, hvad andre beslutter., for hvor tror de selv eurokraterne vil være henne, når en vred befolkning udkræver ansvar over havareret velfærd og spirende borgerkrig?

Det kendte PEW studie THE FUTURE OF THE GLOBAL MUSLIM POPULATION Region: Europe fra januar 2011 viser en meget forskellig vækst af islam i Europa i de næste tyve år. Relativt beskeden procentuelt i Frankrig, Tyskland og Danmark, men en fordobling i England, Norge og Sverige. Det alarmerende ved alle tallene er dog, at de kun drejer sig om en tyve års periode fra 2010-2030.

Socialkonstruktivisme og historieløshed

“Socialkonstruktivisme er marxisme og kommunisme i ny indpakning…” skriver historikeren Torben S. Hansens i et essay som i forgårs var gengivet på Uripasposten. Det fortjener et endnu større publikum:

Den samfundsvidenskabelig forskning og de offentlige forvaltninger, der behandler sociale problemer, præges desværre af en mangelfuld ideologi – socialkonstruktivismen. Tankegangen har i praksis gjort sociologer, socialrådgivere og lærere blinde for kulturens betydning. Især i disse faggrupper har mange vænnet sig til at betragte mennesket som resultat af økonomisk-materielle processer, der kan registreres, måles og justeres.

En konsekvens bliver, at når et stort antal indvandrere fra ikke-vestlige lande skaber problemer, koncentrerer socialkonstruktivisterne sig kun om arbejdsløshed, boligforhold og indtægt. Den kultur, de pågældende indvandrere har medbragt, er derimod ikke interessant, selvom det er indvandrere fra helt bestemte lande, der skaber samme type problemer i de ret forskellige vestlige samfund fra Australien, over Danmark til Canada. Den socialkonstruktivistiske ideologi bygger nemlig på den antagelse, at personens eller gruppens kultur er ligegyldig, det er socialklassen der tæller. Så fx når unge tyrkiske kvinder i 2. generation i alt for ringe grad udnytter deres vestligt erhvervede uddannelse til selvforsørgelse, når voldtægtskrænkere i høj grad har muslimsk baggrund, samt iranske indvandrere lærer sproget på rekordtid og deres børn kan dansk ved skolestart, må forklaringen være noget ikke-kulturelt.

I denne forståelse har personer har heller ikke nogen essens i kraft af deres køn. Det er formningen der afgør hvilken retning begæret tager og hvilket køn man føler sig som. Så når små drenges hjerner lærer på en anderledes måde i skolen og seksualforbrydere næsten udelukkende rekrutteres blandt hankønnet, står socialkonstruktivisterne atter uden at plausible forklaringer.

Fortsæt med at læse “The Islamization of Britain & France in 2013”