Af Tim Pallis
Vi befinder os i en tid, hvor uddannelsessystemet er blevet stærkt politiseret. Eksperters rapporter og udtalelser i medierne oser af venstreorienterede og kulturradikale holdninger. Hvor går grænsen mellem videnskabelig forskning og politiske holdninger? Hvorfor er der ikke længere balance i mediernes brug af eksperters politiske holdninger? Man kunne forvente en højere grad af saglighed i den akademiske verden.
Det tydeligste eksempel på dette er vore religionssociologers islamapologi. De undskylder, forsvarer og bortforklarer hele tiden de voldelige træk ved sharia-islam. Folkekirkens netværk af islamkritiske præster, som for det meste er tidehvervspræster, bliver betegnet som fundamentalistiske højrefløjskristne, skønt det er helt forkert. Kirkens højrefløj er nemlig Indre Mission, hvor det ikke er nogen skam at bekende sig til kristen fundamentalisme.
Er der en forklaring på, hvad der er galt med den religionsvidenskabelige forskning? Ja det er der! Det drejer sig om det antropologiske kulturbegrebs dominans i venstreorienterede forskermiljøer. Kim Møller skriver i sit speciale Vejen til Damaskus Dansk islamforskning 1885-2005. Fra København til Damaskus om Jørgen Bæk Simonsens humanistiske skift fra den filologiske metode til det antropologiske kultursyn. Bæk Simonsen gik væk fra de skriftlige kilder om troen og indledte en dialog med de troende. Det mener jeg ikke er en anvendelig videnskabelig analyse af islam eller af nogen anden religion for den sags skyld.
Der gik socialkonstruktivisme i universiteterne, så det ikke længere er muligt at skelne mellem det fagligt korrekte og det politisk korrekte. Der er heller ikke nok kendskab til de magthistoriske og idehistoriske sammenhænge, fordi vi har svært ved at komme forbi den marxistiske historievirus.
Universiteterne overalt i verden har nu i 4 årtier været domineret af kritisk teori, kritisk pædagogik, kritisk psykologi og kritisk sociologi, som er det samme som kulturmarxisme. Og universiteterne har smidt historien på lossepladsen. Historikeren Bernhard Lewis har i et i et interview med Flemming Rose i Jyllandsposten sagt, at vietnamkrigen er middelalderen og koreakrigen antikken. Uvidenheden er enorm.
Det, der præger tiden, er en relativisme på alle planer. Her tænker jeg ikke på Einsteins relativitetsteorier eller på den relativitet, som findes i de økologiske systemer, hvor alle ting gensidigt påvirker hverandre. Jeg tænker heller ikke på den buddhistiske relativitet, hvor ethvert fænomen opfattes som betinget af ethvert andet fænomen. Det, jeg tænker på, er kulturrelativismen, hvor man ikke må opfatte den ene kultur som bedre end den anden.
Man må altså ikke kritisere en anden kultur. Der tales også om religionsrelativismen, hvor den ene religion ikke er rigtigere eller bedre end den anden. Om det er buddhisme, kristendom, Jehovas vidner, scientologi, islam eller asatroen kan vel være lige fedt. De ateistiske religionshistorikere mener forøvrigt, at de er lige skøre alle sammen – i fænomenologien og hermeneutikken er alle katte grå.
Kulturrelativisme og religionsrelativisme er at lade normative vurderinger af menneskelig adfærd relativere kultur og religion. Derfor må man ikke kritisere andre kulturer eller religioner end sin egen. Vi må gerne dyrke selvhadet, oikofobien, for vi har rigtig meget at undskylde, ellers vil den store verden ikke købe vore produkter.
Men ifølge værdirelativismen, må vi ikke gøre os til dommere over andres værdier og normer. Man må gerne kritisere undertrykkende handlinger, men ikke den kulturelle eller religiøse ideologi, som forårsager dem. Denne relativisme udspringer af de kulturradikale og socialistiske principper om, at alle skal sættes lige i samfundet. Det er det svenske princip om alle menneskers ligeværd. Men en gnosis siger, at lighed uden skelnen er dårlig lighed og skelnen uden lighed er dårlig skelnen.
Multikulturalismen og kulturrelativismen udspringer direkte af Frankfurterskolens svar på hvilke værdier, der fortjener at blive sat i højsædet for at bestemme den retning, udviklingen skal tage. Multikulturalisterne gør oprør mod det, de opfatter som kultur imperialisme, etnocentrisme og nationalisme, skønt der blot er tale om kulturkonservativisme og nationale særpræg.
De mener, at alle kulturer bygger på relative værdier, og at alle kulturer og alle værdier er relative. Ingen kultur og slet ikke den vestlige må bedømme andre kulturer. Enhver kultur skal kun forstås og vurderes indefra på grundlag af sine egne værdier og målestokke.
Derfor har alle kulturer sammen værdighed og lige rettigheder og bør behandles med samme respekt. Vestens rejsende skal ikke komme med deres bedreviden og bedømme andre ude i verden. Denne tankegang er som snydt ud af næsen på Franfurterskolens elevklasser.
Umiddelbart kan det jo synes pænt, at man ikke kommer med sine fordomme og bedreviden til en anden kultur, men medbringer en fin tolerance og et åbent sind overfor alt, hvad der møder en på vejen ude i verden. Det var tidligere antropologernes dilemma, at de mødte kulturfolkenes liv med deres vestlige værdisystem i bagagen og derfor ikke rigtig kunne tune ind til, hvad der egentlig foregik.
I Niels Bohr udvidede komplimentaritetsteori så han et problem i, at den antropologiske iagttager interfererer med det miljø, som han ønsker at beskrive og derfor beskriver det forkert. Men Bohr havnede ikke i den kulturrelativistiske suppedas.
For her må vi ikke længere vurdere menneskelivet i etisk henseende. Skal vi være tolerante over for intolerancen? Skal vi være tolerante overfor de fejlslagne virkelighedsbeskrivelser, som dyrkes i kommunismen, nazismen og islam? Skal vi være tolerante overfor chauvinisme, totaritalisme og fascisme?
I sin bog Mig og Muhammed spørger Michael Jalving, hvordan en trosretning, der hævder at være fredelig og civiliseret, samtidig kan rumme et så omfangsrigt katalog af undertrykkelse og dødbringende intolerance. Er det et forkert spørgsmål at stille?
Selv om tolerance er et etisk udtryk for kærlighed til næsten, foretrækker jeg en mere sekulær forståelse af tolerance begrebet. Det bør ikke gælde for de overtrædelser af menneskerettighederne, som foregår i denne verden, det bør ikke gælder for intolerance, kvinde- og børne-mishandling og terror og vold mod homoseksuelle og anderledes troende. Den store tyske forfatter Thomas Mann sagde engang: “Tolerance er en forbrydelse, når den gælder for ondskab.”
Multikulturalisme og kulturrelativisme er filtre, som forhindrer en klar virkeligheds beskrivelse. Det er en forvrængning af virkeligheden. Tilhængerne af disse politisk korrekte synspunkter har givet afkald på deres egne kulturelle normer i en kvasi religiøs tro på Frankfurterskolens kulturmarxisme. Derfor vil de være ganske forsvarsløse overfor de krav, som de vil møde fra islam.
Kulturrelativister er lige så svage som kristne, som jo i evangeliet opfordres til at vende den anden kind til. Deres værdirelativisme er en kritikløs omfavnelse af islam og det værste er, at de ikke er klar over det. De kulturradikale, multikulturalisterne og kulturrelativisterne er alle islams nyttige idioter. Den menneskelige psykes evne til fortrængning, virkelighedsfornægtelse og selvbedrag er enorm.
Tidlligere domprovst Poul E. Andersen omtaler de tolerante multikulturalister hippe kulturfordærvere. Han henviser til Ibn Warraq, som har sagt:
“Hvis relativismen er sand, får det som konsekvens, at man ikke kan sammenligne Jesus Kristus, Sokrates eller Solon med Hitler. Vi kan ikke sige, at Jesus var moralsk højerestående end Hitler, hvilket er absurd”.
Lige siden de græske sofister i 400-tallet fvt. hævdede, at der ikke findes nogen absolut sandhed om noget som helst, har et hjørne af de ateistiske filosoffer bedyret, at der kun findes meninger. Dette har været vand på antropologernes mølle. Man har ikke lov til at karakterisere polygami, omskæring og drab på homoseksuelle som barbari, bare fordi vi ser tingene udfra vore egne etnocentriske fordomme. Vi bør se tingene ud fra en kulturel helhed, hvor shariaen har en funktion i helheden.
Den kulturrelativistiske tese er, at vi slet ikke kan tale om, hvordan virkeligheden er i sig selv, fordi vi kun kender den i forhold til vor egen bevidsthedsopfattelse. Intet virkelighedsbegreb er mere korrekt end noget andet. Vi kan derfor slet ikke tale om, hvad der er sandt eller virkeligt.
David Favrholdt skriver følgende i artiklen En streg i sandet fra 2006:
“Herhjemme blev kulturrelativismen forfægtet af mange, nok klarest af teologen Johannes Sløk. »Virkeligheden er ikke et eller andet uafhængigt og i sig selv værende og ’objektivt’ uden for mig,« skrev han. »Selve virkeligheden kan aldrig blive andet end min virkelighed.« (i Herre, giv mig mere vantro, 1988). Min virkelighedsopfattelse deler jeg med andre, der har samme sprog og begreber, som jeg selv, men folk i andre kulturer strukturerer med deres sprog virkeligheden helt anderledes end jeg, er hans budskab. Derfor er det ikke engang sikkert, at Jorden er rund. Og derfor er alle andre kulturer i enhver henseende ligestillede med vores. Også i moralsk henseende? Ja, er Sløks svar: »Det giver ingen mening at tale om en absolut moral, lige så lidt som det giver mening at tale om en absolut sand virkelighed.«
Sløk var universitetsprofessor ikke mystiker, og derfor var han en del af det intellektuelle miljø, som skabte Frankfurterskolen. Han var i hvert fald kulturrelativist. Jeg har lov til at undrer mig over, at hans kulturrelativisme gik så langt ud i ekstremerne, at han var åben overfor den mulighed, at jorden er flad, og at der ingen absolut moral findes og ingen absolut sand virkelighed.
Kasper Støvring er herhjemme en af den moderne konservativismes helt store politiske filosoffer. Han har tilmed en forunderlig evne til at tænke og skrive klart og præcist. I artiklen Vi må ud af kulturrelativismens blindgyde skriver han:
Fortsæt med at læse “Kulturrelativismens fornægtelse af normativ skelnen”
