Det er nu ikke prof. Bent Jensen, men journalist Jørgen Dragsdahl, der skal betale sagsomkostningerne på 600.000 kr. En bred kreds af venstrefløjen financierer den arbejdsløse Dragsdahl. Hvor meget sagen lapper fra juraen ind over politik, kan man se i Deadline i debatten mellem blandt andre prof. Poul Villaume (forhen maoistiske Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister) og Ole Hasselblach. Det begynder i en lille injuriesag og ender i landspolitik: Venstrefløjens fodnotepolitik i 1980érne. Hele udsendelsen handler om sagen. Enhver der som jeg kun har fulgt sporadisk med i den i seks år, kan ikke følge med, men jeg ville dog gerne høre juristen prof. Hasselsbalchs forklaring, hvis han havde fået mere end nogle få minutter. Fra Dommen: Historiker frifundet for injurier mod journalist på grund af udtalelser om agentvirksomhed for KGB og desinformation under Den Kolde Krig,

I januar 2007 bragte Jyllands-Posten en artikel af professor Bent Jensen, der handler om journalist Jørgen Dragsdahls rolle under Den Kolde Krig. Af artiklen fremgår bl.a., at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent ifølge både KGB og PET, og at han som påvirkningsagent havde haft hemmelige møder med KGB-føringsofficerer i Danmark og udlandet.

Jørgen Dragsdahl anlagde en injuriesag mod Bent Jensen med påstand om straf, tortgodtgørelse og mortifikation af 35 udsagn fra de omhandlede artikler m.v. Ved Svendborg Rets dom af 2. juli 2010 blev Bent Jensen fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 267 og straffet med dagbøder og dømt til at betale en tortgodtgørelse, ligesom de 35 udsagn blev mortificeret. Bent Jensen ankede dommen med påstand om frifindelse.

Landsretten fastslår, at de 35 udsagn om agentvirksomhed og desinformation udgør ærefornærmende sigtelser omfattet af straffelovens § 267, men at fremsættelsen af udsagnene var berettiget. Landsretten bemærker, at der skal foretages en afvejning af Bent Jensens ret til ytringsfrihed og Jørgen Dragsdahls ret til respekt for privatliv. Landsretten fremhæver, at Bent Jensen er historiker, at udtalelserne i det væsentlige er fremsat i aviser, at Jørgen Dragsdahl er en kendt og aktiv journalist og debattør, og at der er tale om et emne af stor samfundsmæssig interesse, og at der derfor må gælde ganske vide rammer for Bent Jensens ytringsfrihed.

Landsretten finder, at Bent Jensens udtalelser ikke indeholder en beskyldning om, at Jørgen Dragsdahl har overtrådt straffeloven, men at han ifølge KGB og PET var KGB-agent. Selv om udsagn om agentvirksomhed må anses for en alvorlig sigtelse, finder landsretten, at Bent Jensen har haft tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sine udtalelser. Landsretten lægger herved vægt på, at udtalelserne havde støtte i oplysninger fra den afhoppede KGB-officer Gordijevskij og PETs efterforskning mod Jørgen Dragsdahl. Der er i vidt omfang tale om citater fra eller gengivelse af indholdet af PET-rapporter, der karakteriserer Jørgen Dragsdahl som KGB-agent med konspirative møder med føringsofficerer i Danmark og i udlandet. Professor: Dom er en sejr for ytringsfriheden. Journalist er rystet over landsretsdom.

Sverige forbereder sig på 130.000 asylsøgere – plus fryns

som bla. er 30-40.000 “familiesammenførte”. 200.000 nye svenskere om året kan være produktionsmålet for den såkaldt borgerlige regering. Indvandringen til Sverige overgår nu i en ren invasion, hvis en tyrkisk regering gjorde dette, ville militæret kuppe den. Hvor langt holder 13.000 svenske soldater og 20.000 politifolks loyalitet over for arbejdsgiveren? Alt er på vej til at kunne komme i spil, om det er Riksdagen, Sverige eller begge dele, der lever på lånt tid, er efterhånden svært at afgøre. Nogle af dem, der konspirerede mod Olof Palme, havde nogle temmelig fantasifulde ideer om, at han arbejdede for Sovjet. Hvad mener svenskere af samme observans, om det der foregår lige foran deres øjne i disse år? Om et årti eller to er Sverige en svær sikkerhedstrussel for sine naboer, først og fremmest Norge. En failed state i Skandinaviens hjerte. Migga X

Only one pupil in three is white in Birmingham

The biggest ethnic group among students in the city is Asians, followed by whites and then blacks. Birmingham, Britain’s second largest city, also has the greatest number of schools, 22 in all, with no white pupils. At one school in Birmingham, students speak 31 languages. All the teachers at English Martyrs, in Sparkhill, specialise in English as a second language and the school employs translators. In total there were 31,737 pupils from 87 separate ethnic groups in Birmingham’s schools in 2011, but the report did not contain racial data for all.

Campaigners say the figures show the full impact of the former Labour government’s “open door” immigration policy. Alp Mehmet, of MigrationWatch, said: “The impact of having four million net migrants enter the country under Labour is now coming home to roost. “The schools in Birmingham are a perfect example of the consequences of that.Express

Rækkefølgen er: Kim Møller, Rasmus Jarlov, Henrik Ræder Clausen, Morten Uhrskov og Lennart Kiil. Se også: Venstreradikalisme: “Medierne er en integreret del af problemet”

Hamed Abdel-Samad: Hvilket demokrati i Egypten?

Nyt interview med forfatteren, der stadig lever under fatwa og mordtrusler efter at have kaldt Broderskabet “religiøse fascister.” Han mener nok, at Egypten trænger til noget mere end militæret, men ikke at Broderskabet havde meget med demokrati at gøre, en forklaring USA og EU trænger til at høre. Han var i København for to år siden, men alt for kort. En diskussion med Jakob Skovgaard-Petersen nåede kun at kradse lidt i overfladen af dyb uenighed, inden den var slut efter en halv time. Hvem i Danmark giver ham den taletid, han fortjener og viser ham samtidigt støtte i hans undtagelsessituation? Han er dansk gift. Interview på tysk uden undertekster med en ung, god interviewer.

Fortsæt med at læse “Byens lys”

En skole i opløsning og segregering, er et forvarsel om et land i opløsning. Janne Josefsson gør det som altid godt, men da det er SVT, ligger vægten mere på symptomerne end på årsagerne. Imens hælder Riksdagen flere uintegrerbare ind i landet og i skolen end i 20 år. Skolen vil kun blive værre, og enhedsskolen har aldrig været mere etnisk- og klassedelt end nu. Den er et billede af morgendagens Sverige, et fortabt land. SVT Uppdrag Granskning, En förlorad skola. minut 58:13.

Lars Hedegaard:

Sverige – landet med goda avsikter och märkliga resultat

Kan det vara så att de smartaste politikerna vet exakt vad de gör och vilka konsekvenser deras handlingar får?

I går hade Sveriges Televisions Uppdrag Granskning besökt ett antal skolor för att undersöka hur dåliga de är. Det visade sig att några av dem var så dåliga att eleverna inte lärde sig något alls, de lämnade skolan utan möjlighet att någonsin skaffa sig arbete eller vidareutbildning. Men varför är det så? Ingen vettigt svar erbjöds. I synnerhet var det ingen i programmet som nämnde det som alla dessa värdelösa skolor har gemensamt: Praktiskt taget alla eleverna är invandrare från muslimska länder eller ättlingar till muslimska invandrare.

En överviktig och högljudd elefant klampar omkring mitt i vardagsrummet och slår sönder möblemanget, men ingen tycks lägga märke till den. Eller rättare sagt, ingen verkar upptäcka sambandet mellan elefanten och förstörelsen omkring den. Och de som misstänker att det finns ett samband vågar inte peka ut elefanten för då skulle de genast anklagas för att vara anti-elefanter – precis som i dagens Sverige, där alla som nämner sambandet mellan dåliga skolor och inflödet av invandrare automatiskt stämplas som främlingsfientliga, rasister eller nazister. Ett land där orsaken till problemen inte ens kan diskuteras är förstås oförmöget att lösa sina problem…...fortsættes.

“Ungdomslitteratur”: Homoseksuel, antifascistisk, varulvsguerilla

Til alle os, der har droppet belærende svenske TV-krimier forlængst, gode skuespilleres spild af kostbar tid? Nå, alligevel ikke. Uvidende danskere tror, at den svenske krimibølge skyldes at Sverige er så begivenhedsløst et land, at folket savner spænding. De er tværtimod en kun delvis flugt ind i fantasien, de er en præventiv, ideologisk fortolkning af en yderst håndgribelig virkelighed, en bearbejdning af en velbegrundet angst der skal sikre imod, at svenskere drager deres egne slutninger af at betragte tingenes tilstand. De er et fast-food verdensbillede til massekonsumption, der bare skal have et minut i mikroovnen (hjernen), så ser man verden ligesom Henning Mankell, Marklund og kommunist-feministen Stieg Larsson. Næsten intet er ikke ideologi i svensk offentlighed, det skulle da lige være det fremragende p 2 klassisk. Dette er hvad forfatteren får ud som ungdomslitteratur af at bo i Malmø. Se interview med ham. Han kan selv være “fantasy” og iøvrigt mener jeg 15-¨årige er gamle nok til at læse rigtig litteratur.

Det är en märklig men mycket välskriven roman som handlar om Viktor, en ung ensam man i Malmö som praktiserar på ett bibliotek. Hans liv förändras drastiskt när han börjar förvandlas till varulv. Lyckligtvis träffar han den mer ­erfarne varulven Henry som förklarar hur det fungerar. En ung man möter sitt öde och förvandlas både psykiskt och fysiskt. I en djurisk, köttsligt kärleksfylld relation till den mystiske Henry omsätts politisk vänsterteori till praktik när fascister och andra illgärningsmän slits sönder och äts upp.

När det blir fullmåne måste de jaga och döda. Så varför inte passa på att döda rasister och makthavare? Viktor och Henry bildar en skånsk varulvsstadsgerilla vars teoretiska grund är citat från ­Baader-Meinhof och ordförande Mao. Samtidigt inleder Viktor och Henry ett förhållande med varandra. Varulvar som terrorister i ny bok Övernaturliga seriemördare barn av sin tid, Han åt mitt hjärta

Advokat Geir Lippestad publiserte våren 2013 sin bok «Det vi kan stå for». Den handler om hans erfaringer som forsvarer for Nordens verste massemorder etter andre verdenskrig, Anders Behring Breivik.

De klart svakeste delene av hans bok etter mitt syn er der han resirkulerer floskler om toleranse, mangfold, det flerkulturelle og innvandring. Han drar til og med inn global oppvarming i en diskusjon om Breiviks massemord. Her viser Lippestad seg ikke som den relativt kompetente juristen han kan være, men mer som den tredjerangs sosialdemokratiske politikeren han også er. Enkelte andre deler av boka er heldigvis mer interessante.

Politiet ringte Geir Lippestad tidlig om morgenen den 23. juli 2011. De opplyste da om at den pågrepne Anders Behring Breivik, som allerede hadde innrømmet å stå bak terrorangrepene i Norge dagen før, ønsket ham som sin forsvarer. Dette kom totalt overraskende på Lippestad. Han rådførte seg med sin kone og gikk en tur for å tenke over saken. I teksten beskriver han hvordan han først nølte med å si ja til en så forferdelig sak, men til slutt sa ja.

Et tiår tidligere hadde Breivik delt kontor i samme bygning som Lippestad. De hadde da støtt på hverandre ved en tilfeldighet, og Lippestad hadde gitt ABB sitt visittkort. I dag kan ikke Geir Lippestad selv huske dette, men det gjorde tydeligvis Breivik.

Dette må sies å være en temmelig merkelig måte å velge advokat på i en så stor og alvorlig sak. Geir Lippestads advokatfirma var ganske lite selv etter beskjeden norsk målestokk. Langt større og mer erfarne firmaer ville helt sikkert vært villig til å ta på seg en jobb med så mye oppmerksomhet. Lippestad hadde kun hatt en enkelt sak tidligere som fikk noe særlig pressedekning og var ikke noe kjent navn. Breivik brydde seg heller ikke om at han er aktivt medlem av Arbeiderpartiet i Oslo. Valget fremstår i det hele tatt som underlig, selv om dette ikke nødvendigvis betyr at Lippestad gjorde en dårlig jobb da han først hadde fått oppdraget.

Lippestad fikk flere tilnavn etter juli 2011. «Djevelens advokat» var ett av dem. Det er slett ikke opplagt at mannen som skulle forsvare landets mest forhatte person selv skulle bli populær i pressen, men Lippestad klarte faktisk dette kunstykket. Det er kanskje hans største bedrift. Geir Lippestad ble kåret til «Årets Navn» i Norge i desember 2012.1

Han mottok derimot en del trusler helt i begynnelsen, rett etter at det ble kjent at han hadde takket ja til å bli Breiviks advokat. Lippestad beskriver hvordan han de første dagene etter terrorangrepene ble en slags lynavleder for hatet mot massemorderen, det nærmeste folk kom et utløp for sitt sinne og sin frustrasjon:

«Jeg var på linje med de verste landssvikerne fra siste krig, en person det gjaldt å holde seg unna med mindre det dukket opp en anledning til å lynsje meg.»2

Det var derfor viktig for ham å etablere en viss avstand til Breivik og hans ugjerninger, noe han lyktes med. Stemningen snudde gradvis utover seinsommeren 2011. Det hjalp at Lippestad med støtte fra andre fikk poengtert viktigheten av at alle individer i en sivilisert rettsstat har krav på en forsvarer, uansett hvem de er.

Jeg kan legge til for min egen del at når jeg leser om de hatefulle reaksjonene Geir Lippestad og hans familie mottok i dagene etter angrepene er det liten tvil om at det var riktig av meg å gå i dekning umiddelbart etter at jeg hadde stått frem ved navn. Lippestad var tross alt bare forsvarer. Jeg var på dette tidspunktet mer eller mindre personlig blitt utpekt som hjernen bak massemord og terrorisme, noe som var mye, mye verre. Hatet mot meg var deretter.

Lippestad omtaler det første politiavhøret av Anders Behring Breivik som «en bisarr forestilling.»3 ABB forklarte rolig og i detalj hvordan han hadde planlagt bombeangrepet i Oslo, stort sett uten å vise noen form for følelser overhodet. Dette var under ett døgn etter at han hadde begått det verste massemordet i landets nyere historie. Midt i fortellingen spurte han plutselig om det var lenge til lunsj, og om det var mulig å få pizza og cola. Så fortsatte han like uanfektet å beskrive selve gjennomføringen av attentatet, da han kjørte den hvite leiebilen inn i Regjeringskvartalet i Oslo. Han var like lite påvirket underveis i sin forklaring den 23. juli 2011 som om det gjaldt en ordinær varelevering, ikke en bilbombe.

Lippestad skriver at

«Verken etterforskerne eller jeg hadde noensinne hørt noe lignende. De pinlig nøyaktige og helt uforbeholdne beskrivelsene av opptakten til ugjerningene åpent vinduer inn i en tankeverden og et sjelsliv jeg tror overgikk alle våre forestillinger.»4

Det eneste Breivik sa han hadde vært nervøs for var at bomben hans ikke skulle gjøre stor nok skade. Han fortalte om den store skuffelsen han hadde følt da det viste seg at alle bygningene i Regjeringskvartalet fremdeles stod etter eksplosjonen. Målet hadde vært å ta livet av mange hundre mennesker, helst tusen, ifølge Breivik selv. Det var da han bestemte seg for å gjennomføre plan B: Utøya. Han kjørte deretter fra Oslo sentrum ut til denne øya i en annen bil for å drepe noen flere mennesker, slik at han kunne nå et større samlet antall.

Geir Lippestad beskriver sitt personlige inntrykk av Breivik på dette tidlige tidspunktet. Han minnet mest av alt om en idrettsutøver som i årevis har trent til et avgjørende mesterskap. Forskjellen er at dette var et mesterskap i dreping, ikke i løping eller høydehopp.

ABB fortsatte deretter med en beskrivelse av skytemassakren på Utøya. Han fortalte i grufulle detaljer om hvordan han hadde henrettet dusinvis av ubevæpnede mennesker som tryglet for sitt liv og livet til sine venner. Lippestad innrømmer at dersom ikke politiets etterforskere og ham selv hadde vært vant med situasjoner på liv og død ville de neppe holdt ut å høre Breiviks forklaringer. Han fortalte uoppfordret om de mest blodige detaljene ved massemordet på øya, hvor han spaserte rundt i over en time og systematisk drepte 69 mennesker. Han beskrev handlingene like rolig som om han skulle fortalt om en luftetur med hunden.

Lippestad fremhever Breiviks «totale mangel på empati» og hans komplette mangel på medfølelse med sine mange drapsofre. «I hans verden var det bare ett eneste menneskes velbefinnende som hadde noen betydning, og det var hans eget,» ifølge hans forsvarsadvokat.5

Men ville en så ekstremt selvsentrert person virkelig ofre seg for sitt folk som «martyr», slik Breivik hevdet var hans mål? Dette virker ikke troverdig. Han ofret snarere mange andre mennesker for å oppnå medieoppmerksomhet omkring seg selv og sitt eget enorme ego. Hans handlinger da han til slutt møtte bevæpnet motstand antyder klart at han ønsket å leve.

Breivik sa under avhør at han var overrasket over at han fikk holde på så lenge med sin skytemassakre på Utøya før politiet endelig dukket opp. Han ringte til og med politiet fra mobiltelefon ved et par anledninger og sa at han ville overgi seg. Da en gruppe bevæpnede politimenn omsider dukket opp på øya etter godt over en time «var han aldri i tvil om at det klokeste ville være å overgi seg. Å bli tatt i live var noe av poenget».6

Lippestad forteller videre at

«Breivik hadde i grunnen bare én alvorlig bekymring, og det var for et bitte lite sår på fingeren. Han trodde det kunne være en liten beinsplint fra en eksplodert hodeskalle som hadde boret seg inn i fingeren fordi han skjøt på kloss hold og ikke hadde husket å ta på seg hansker. Nå fryktet han at såret var i ferd med å bli betent, og vendte stadig tilbake til behovet for å få det stelt.»7

Anders Behring Breivik ofret knapt en tanke på de mange menneskene han hadde skutt i stykker hodeskallen til, men han var veldig bekymret for et lite sår på en finger som han selv hadde fått i prosessen. Dette forteller oss svært mye om hans ekstremt avvikende psykologi.

Den 24. juli 2011 uttalte Geir Lippestad til internasjonal presse at «This whole case indicates that he is insane.» Advokaten mener i ettertid at dette var taktisk feil å si. Samtidig beskriver han Breiviks forestillinger som et eget «univers»8, og omtaler hodet hans som «en egen pla­net i et eget solsystem.»9 Videre sier han at «Rent intui­tivt var det nes­ten umu­lig å fore­stille seg annet enn at det bak disse syke tan­kene og hand­lin­gene lå en eller flere alvor­lige per­son­lig­hets­for­styr­rel­ser.»10 Faktisk går Lippestad i sin bok langt, overraskende langt, i å argumentere for at også noen av forsvarerne trodde at Anders Behring Breivik var og er sinnssyk.

Fortsæt med at læse “Fjordman anmelder Lippestads »Det vi kan stå for«”

“One of the most upsetting documentaries you will ever see, but also vitally important. Banaz’s family wanted to erase all memories of her – this devastating film makes sure that they didn’t succeed. A deeply affecting film. A story told very powerfully and with the very painful addition of footage of Banaz herself, essentially predicting her own murder. -The Times.

.

Bruce Bawer skriver i dag om filmen i Documentary Shines a Light on Honor Killing i hvilken “the always appalling Unni Wikan” spiller en vis rolle.

International Emmy Award 2013 – Best Film, Current Affairs, Peabody Award Winner 2013, British Royal Television Society Awards 2013 – Best Documentary, Current Affairs (nomination)

This is a documentary film chronicling an act of overwhelming horror – the honour killing of Banaz Mahmod, a young British woman in suburban London in 2006, killed and “disappeared” by her own family, with the agreement and help of a large section of the Kurdish community, because she tried to choose a life for herself.

It was a case which shocked the entire world and received enormous international press coverage; but until now, the voice of Banaz herself has never been heard.

As the result of four painstaking years gaining the trust and co-operation of the extraordinary police officers who solved the case, the film contains heart-breaking footage of Banaz herself, detailing the horrors she was facing and accurately predicting her own brutal murder. The footage, which has never before been seen and has been obtained by the filmmakers for the first time, displays the warmth, beauty and courage of Banaz.

Despite the horror, what emerges is a story of love…

Fortsæt med at læse “Banaz: A Love Story from beyond the grave”

“De betalar hatsajten” heter det i Aftonbladet idag, exakt vad hatet består i har vi länge förgäves försökt få journalister att ge konkreta exempel på. “Avpixlat har sedan starten 2011 gjort sig känd som en samlingspunkt för hat och högerextremism på nätet”, lyder ytterligare en fantasifull beskrivning.

Man, 43, läkare, Västerås. 100 kronor i månaden.
Kvinna, 42, forskare, Stockholm. 150 kronor i månaden.
Man, 68, direktör på fastighetsbolag, Skåne. 50 kronor i månaden.
Man, 71 år, styrelseproffs, Stockholm. 300 kronor i månaden.
Man, 49 år, chef på Ericsson, Mellansverige. 100 kronor i månaden.
Man, 48 år, läkare, Skåne. 100 kronor i månaden.
Man, 43 år, vd, Skåne. 150 kronor i månaden.
Man, 41 år, företagare, Södermanland. 100 kronor i månaden.
Man, 38 år, vd, Hudiksvall. 50 kronor i månaden.
Kvinna, 40, kommunaltjänsteman, Uppland. 50 kronor i månaden.
Man, 77, musiker, Västkusten. 100 kronor i månaden.
Man, 70, legitimerad psykoterapeut, Stockholm. 100 kronor i månaden.
Man, 44, fondförsäkringsrådgivare, Stockholm. 50 kronor i månaden.
Man, 54, företagare, Värmdö. 100 kronor i månaden.
Man, 49, anställd på Sandvik, Gästrikland. 150 kronor i månaden.
Man 45, företagare inom it-branschen, Småland. 100 kronor i månaden.
Man, 38, fotograf, Västkusten. 100 kronor i månaden.
Man, 28, säkerhets- och larmföretag, Östergötland. 100 kronor i månaden.
Man, 52, it-chef, Östergötland. 50 kronor i månaden.
Kvinna, 62, docent, Stockholm. 300 kronor i månaden.

För att få fram dessa uppgifter finns två möjligheter: antingen har PayPal brutit mot sin egen sekretess och försett Aftonbladet med listor över donatorer, eller så fortsätter tidningens intrång på vår server, eller båda – i vilket fall som helst är det synnerligen allvarligt och kanske kan ge en fingervisning om hur illa det verkligen är ställt med företag man litar på med sina pengar. Mest sannolikt är att detta är ett resultat av tidigare intrång som man nu bearbetat och sammanställt, kanske tillsammans med hjälp inifrån PayPal. Aftonbladets intrång fortsätter (18:40: Avpixlad er nede)

At svenske medier i almindelighed angriber en indvandringskritisk og islamkritisk blog, følger alene af at Avpixlad er større end mange svenske provinsaviser. En så stor blog, er utænkelig i andre europæiske demokratier, der nyder almindelig ytringsfrihed. Det gør svenskerne som bekendt ikke.

Svenske journalister læser også denne blogs søndagskronikker, det er det nemt at se af Media Creeper, men den er ikke nær stor nok, den gode gammeldags nedtystning er en bedre og mere afprøvet strategi. Ellers skulle jeg nok få Aftonbladets metoder at føle.

At socialdemokratiske Aftonbladet i særdeleshed angriber Avpixlad, er nemt at forstå. De er ikke dummere, end at de ved at det først og fremmest er deres arbejdsgivere S og LO, som vil tabe stemmer til Sverigedemokraterne ved valget i 2014, akkurat som i Norge, Danmark, Holland og Frankrig. Når AB et helt år inden valget er villige til at gribe til ulovligheder, er det ikke godt at vide hvad de kan nå at gribe til inden oktober 2014.

Denne gang går de direkte efter at skræmme pengedonatorer til bloggen, selv om de næppe publicerer navnene på dem, men det ligner ren hetz fra Stasi anno dazumal at mistænkeliggøre folk for deres politiske synspunkter. AB ved, at det kan betyde fyring eller vold, og de forgifter det i forvejen forgiftede svenske klima. Aftonbladet vil muligvis havne i retten, samtidigt med at de har givet Avpixlad uvurderlig reklame blandt avisen tilbageværende cirka 400.000 læsere.

For omring 50 år siden kom en lille halv million jøder fra Nordafrika til Frankrig. I dag har Nordarfrika indhentet dem i Frankrig, og de samme jøder skal flygte igen. Man regner med at antallet jøder i Frankrig allerede er faldet fra 655,000 til 480,000.

This migration starts within France, as a mere change of locations. In Greater Paris, middle-class Jewish families are deserting neighborhoods that have been engulfed by more recent immigrants from Africa and the Near East. These new immigrant populations have proven prone to violence, and as radical Muslims, many entertain negative views about Jews and Judaism. Harassment, arson, and assault are frequent. There have been several murders. Even the liberal-minded Imam Hassan Chalghoumi of Drancy, who advocates friendly relations with Christians and Jews, was threatened and assaulted.

“I did not leave Morocco for France to be confronted by Morocco again in France,” a Casablanca-born Jewish physician confided to me. He is selling his apartment in an increasingly Muslim-populated area of southeastern Paris to move to the local “Promised Land,” the West End of Paris. This area consists of the 16th and 17th districts, as well as the adjacent boroughs of Levallois, Puteaux, Neuilly, and Boulogne. These places are more expensive. But they are still solidly white and Christian, and thus, under the present conditions, deemed to be safer.

So French Jews are looking beyond the West End. Registration with the Jewish Agency for emigration to Israel is soaring. Students are enrolling in Israeli or American universities. Families are buying apartments in Israel, or houses in Florida. Young professionals are looking for opportunities in the Israeli Silicon Valley, in London, even in Shanghai.Exodus: Migration of Jews Out of France Begins, Will they head to Israel, or North America?

En ud af fem europæiske jøder lever i frygt

Ifølge en ny undersøgelse undgår 22 procent af Europas jøder at besøge jødiske steder. Jøder er bange for at vise deres religion i det offentlige rum, fordi de frygter at blive udsat for antisemitiske overfald. Sådan er virkeligheden i Europa, her 75 år efter at jødeforfølgelserne tog fart i Nazityskland.

I Sverige svarede hele 49 procent af de 800 adspurgte, at frygten for antisemitisme afholder dem fra at bære den religiøse hovedbeklædning. I Frankrig valgte omkring 40 procent af de adspurgte helt at lade de religiøse symboler blive hjemme, mens tallet i Belgien lå på 36 procent.

Ifølge undersøgelsen mener 91 procent af de adspurgte fra Ungarn, at antisemitismen er vokset i løbet af de seneste fem år. Også i Frankrig, Belgien og Sverige har over 80 procent mærket en negativ udvikling i samfundets tilgang til jødiske grupper.

Der er samtidig en tendens til ikke at anmelde de overfald, der begås med antisemitiske motiver. Flere end 75 procent af alle de adspurgte fortæller, at de ikke indberetter den chikane, de oplever som religiøst begrundet, til politiet. Helt op til 67 procent mener, at indberetning af overfaldsepisoder enten ikke er ”besværet værd”, eller at det alligevel ikke gør nogen nytte. KrD

Løvfaldstoner: “Den strenge hvide sol” *

Selvom det er sommerlige 18 grader, kommer solen ikke højere op end 23 grader over horisonten midt på dagen. *Frank Jæger, Kirsten og Vejen fra Gurre, findes desværre ikke med Erik Grip, men Tom Frederiksen og brødrene Olafsson er den næstbedste. (klik f. helskærm)

Fortsæt med at læse “Franske jøders nye Exodus”

Germany: First jihadists back from Syria. Der er over 2000 muslimer med europæisk statsborgerskab i Syrien, den største gruppe er tysk og på omkring 200 personer. Europæerne venter stadig i spænding mens en ubehagelig kniv nærmer sig deres politikeres strube. Der er ingen nem eller køn vej ud af den knibe, men de har selv anbragt sig i den. Går noget galt med dødsofre til følge, er ansvaret placeret på forhånd. Ikke bare har de udkæmpet to naive, mislykkede krige i muslimske lande, der bare øgede vægten af The White Man’s Burden, de har gjort dele fjenden til statsborgere. Hvor stor en del er endnu uklart, det er en brøler først de kommende årtier vil afdække.

Man kan sige meget om min forældregenerations manglende heltemod, men de gjorde trods alt ikke Die Wehrmacht og Gestapo til statsborgere og gav dem bistandshjælp. Hvis nogle synes, det er at stramme den, har de lukket omhyggeligt øjnene for talrige fjendtlige handlinger mod europæere og europæiske myndigheder, som er rigeligt dokumenterede, som kvalificerer som krigshandlinger og som varsler om en ond fremtid.

Man kaldes ond og fortsæt selv for at sige det, men naturligvis mest af de, der vil rende fra deres medskyld i vældig god tid. Nedenfra rejser befolkningerne i Europa sig, oven fra ser de ikke, at de første krigsfrø er sået i Europa. Hvem der vil vinde er på vægtskålen i disse år. Mens vi venter bliver der viel geschrei, ingen handling og masser af debatter om ‘ligeværd’ med f.eks. Abdul Wahid Petersen, Flemming Pless, Bent Lexner og Ani Tenzin Drolkar. De betyder ingenting, vores fremtid bestemmes i gadernes virkelighed. Myndigheder og politikere foregiver kontrol, mens enhver ser at den siver fra dem som fra en rusten natpotte. Dansk politi har endnu kontrol, svensk har kontroltab på 50 % af mordene og 100 % af voldtægterne. Det er her de to mio. legale våben i Sverige gør deres entre i billedet. Resten er sandsynlighedsberegning. Ved udgangen af dette århundrede er Sverige hverken et velfærdssamfund eller et demokrati, det er et land i opløsning og krig. Opløsningen er allerede manifest, overgangen til krig glidende.

Karl-Olov Arnstberg om DN’s ‘agendajournalistik’

Arnstberg kommenterer Dagens Nyheters Europa dödar drömmen om ett drägligt liv

Här förläggs skulden hos europeiska politiker som inte reglerat denna situation på ett acceptabelt sätt. DN underlåter att intressera sig för mängder. Om Europa skapar en laglig och säker väg för asylsökande att ta sig in i Europa, så är det mest troliga scenariot att massinvandringen kommer att sänka Europa. Det är huvudanledningen till att europeiska politiker ger en läpparnas bekännelse till humanism, samtidigt som de gör sitt bästa för att stänga dörren. Detta gör de inte därför att de är cyniker utan för att de har de europeiska folken som uppdragsgivare och skattebetalare.

Det vi återigen möter i DN är med andra ord agendajournalistik. Jag vägrar att tro att den här typen av djupt ohederliga, avsiktligt okunniga artiklar, som skamlöst spelar på läsarnas känslor, inte har en dold agenda. Det finns ett förakt mot läsarna i detta: ”Ni är säkert så dumma att ni går på det här!” Vad vill DN? Vad vill klyftige Peter Wolodarski, som ytterst ansvarig? Är tanken att det välmående, i stort sett demokratiska och välfärdsorienterade Europa ska sänkas? Ut med språket DN! Vad har denna agendajournalistik för rubrik? Exit Europa?” Se det hele på: Vad är det DN vill med sina reportage från Lampedusa? Karl-Olov Arnstberg 2013.10.21

Landskvinden kommissær Cecilia Malmström ser det som ventet ikke fra Arnstbergs side, endsige Sarazzins:

EU er nødt til at omtænke sit syn på indvandring og håndtering af flygtninge, siger EU’s indenrigskommissær, Cecilia Malmström, på en pressekonference efter at have besøgt den italienske ø Lampedusa, der var centrum for sidste uges flygtningekatastrofe.- “Jeg vil aldrig glemme synet af de 280 kister. Vi er nødt til at ændre vores tilgang til migration. Den restriktive tilgang har nået sin grænse“, siger Malmström. (EU er nødt til at omtænke sit syn på indvandring og håndtering af flygtninge, Ritzau, 22.10.2013), GP: Överlevande i protest på Lampedusa.

Hun skriver i et ret højt emotionelt gear om overbefolkningsflygtningene i 280 kistor, en tekst der illustrerer at hun intet overblik har over hverken problemets rødder eller dets omfang, det er åbenbart for meget forlangt for en årsløn på næsten 2 millioner kroner plus fryns og pension. For sine for politik totalt blottede, tårefyldte øjne ser hun “människor som flytt diktatur och förtryck samt nallebjörnar.” Hvem skal frelse Europa fra EU? Selvom det er ‘ubeskriveligt’, beskriver Malmström glimrende sig selv i stykket:

Detta är en obeskrivlig tragedi, med hundratals människor som drunknade precis utanför Europas kust. Människor som flytt diktatur och förtryck i Eritrea och Somalia. Att stå framför 280 kistor, varav några små barnkistor, var fasansfullt. På barnkistorna låg det nallebjörnar. Det är en obeskrivlig påminnelse om hur svårt det är att ta sig till Europa under reglerade, lagliga och trygga former.

Vi hade en lång diskussion om Lampedusa på rådsmötet igår. Alla medlemsländer uttryckte bestörtning och solidaritet. Kanske är detta vändpunkten för en annan migrationspolitik som är mer inriktad på samarbete och öppnare vägar in i EU? Vi måste också öka de lagliga sätten att komma till Europa, genom bland annat mer vidarebosättning i samarbete med FN, från exempelvis Syrien. Alldeles för få EU länder tar idag emot kvotflyktingar. Alla 28 EU-länder borde göra en insats! Men anledningen till förra veckans katatrof är att det är så svårt att ta sig lagligt till EU, vi måste därför också allvarligt fundera över hur vi kan öka möjlightetns att ta sig tryggt till Europa för de som flyr. Humanitära visum skulle kunna vara en väg att gå här.

Danmark forsørger andre landes indvandrere

Gennem mit arbejde har jeg set, hvorledes lykkeriddere fra den 3.verden via ophold i et andet EU land flytter videre til forsørgelse i Danmark. Efter mere end 30 år i “integrationsbranchen “ har jeg set meget, som for eksempel at jobs går på omgang i familier til dagpengeretten er tjent ind, børn der skifter alder, ægtemænd der henter hustru nummer tre osv.

Men nu oplever jeg som noget nyt, at Danmark forsørger andre EU-landes indvandrere. Lad mig give nogle eksempler, som jeg hovedsagelig er stødt på igennem mit arbejde siden 2011 på et Beskæftigelses- og Sprogcenter, hvor borgere selv har fortalt om deres livsforhold. En Nigerianer fra Holland, en Afrikaner fra Italien, en Afrikaner fra Portugal og en Pakistaner fra Østrig. Kulturpsykolog Kirsten Damgaard i Den Korte Avis.

Kim Møller, Uriasposten lørdag i CEPOS’ lokaler, Landgreven 3.

Torsdag i sidste uge bragte Jyllands-Posten en kronik af Katrine Winkel Holm og Aja Fog om Den oversete meningsterror fra venstre, og førstnævnte var meget apropos ordstyrer ved lørdagens TFS-arrangement under overskriften Venstrefløjen, vold og ytringsfrihed. Flere af de mere eller mindre anonyme venstrebloggere havde meldt deres ankomst på Facebook, men blev væk på dagen.

Det blev dog alligevel et hyggeligt arrangement, hvor jeg talte med flere jeg ikke tidligere har mødt, herunder professor emeritus Helmuth Nyborg og Dansk Zionist-Forbunds Malgorzata Hansen. Efter arrangementet var der thailandsk mad, og uformel samtale med norske bloggere, der netop har udgivet artikel-samling.

Det meste af min tale er kendt stoft, men jeg benyttede dog lejligheden til at afsløre enkelte detaljer. Se videre på Uriasposten: Venstreradikalisme: “Medierne er en integreret del af problemet”

Imens holder jeg mig til fotografierne. På dem optræder bla. Morten Uhrskov, Katrine Winkel-Holm, Rasmus Jarlov, Kim Møller, Lennart Kiil, Henrik Ræder Clausen, Aia Fogh og Helmuth Nyborg. (© Snaphanen, klik f helskærm)

Fortsæt med at læse ““Medierne er en integreret del af problemet””