Af Tim Pallis
Forord: Der skal være et åndeligt alternativ til ham, som vil forlade islam, men alligevel ikke vil konvertere til en anden religion. Hvilken tradition kan han tage tilflugt til anden end sufismen, hvis han vil bevare noget af det, han har forladt samtidig med, at han beriger sig med en ny spirituel praksis?
Sharia islam og sufi islam.
Islams “kanoniske” skrifter er trilogien Koranen, Siraen og Haditherne. Koranen er Allahs uskabte ord og formaninger til Muhammed. Siraen er Muhammeds biografi skrevet af Ibn Ishaqs år 760 og de mange senere hadither er efterfølgernes optegnelser og noter om Muhammeds “egne ord” og gerninger.
Sharia islam står på skuldrene af denne trilogi, som indeholder en lovkodex institueret af de fire lovskoler (Hanafi, Maliki, Shafii og Hanbali), der stort set handler om, hvordan man kommer i paradis og ikke i helvede på dommedag. Hvis man lever halal, som er det, der er rigtigt, kommer man i paradiset, men lever man haram, som er det, der er forkert, kommer man i helvede. Der er regler for alt lige fra familiepolitik til storpolitik.
Overfor det står sufi islam, som er et helt andet bud på, hvad islam er. Her drejer det sig om, at den enkelte ved at tilslutte sig et spirituelt broderskab med vejledning af en lærer gennemgår en særlig åndelig træning, som fører til særlig erkendelse kaldet marifa.
Sufierne er mystikere, som gennem en meditationspraksis kan få en indsigt i alle tings egentlige natur eller den egentlige virkelighed kaldet al-haqq. Denne meditation hedder dhikr, som betyder ”konstant ihukommelse” af islams trosbekendelse la illaha illa ’llahu, der i praksis knyttes til åndedrættet.
De gamle islamforskere kendte sharia-islam fra Koranen, Muhammed-biografierne og sædvanen (sunna), som er referater af Muhammeds “egne ord” og handlinger. Koranen er derimod ikke Muhammeds ord, men Allahs uskabte ord og budskab til mennesker. De kendte også til sufi islam, som de var umådelig fascinerede af på grund af dens mystik, som ligner mystikken i alle andre religioner.
De fleste religioner har deres rødder i en mystik, der handler om, hvad erkendelse og bevidsthed er. Den har man med Aldous Huxleys (1894-1963) ord kaldt ”den evige filosofi” eller ”the perennial philosophy”. Man kunne også kalde den advaita med et sanskrit ord, som betyder ”ikke-to”. Advaita betegner en ikke-dualistisk erkendelse af alle tings sande væsen, som også er ensbetydende med en “universel bevidsthed” eller blot bevidsthedsrummet.
Der er tilsyneladende en hel verden til forskel på sharia islam og sufi islam. Derfor har der igennem hele historien hersket et umage forhold mellem dem. Dette beror på flere forskellige ting. Det er imidlertid ikke et sort/hvidt forhold, for overalt i den muslimske verden, finder man f.eks. sufi muslimer, som er lige så krigeriske og racistiske som sharia muslimer.
Mystikens oprindelse i islam.
Johannes Pedersen skriver i “Muhammedansk Mystik, Verdensreligionernes Hovedværker” under redaktion af Poul Tuxen og Aage Markus, Nordisk Forlag 1952 følgende:
“Spørgsmålet om mystikens oprindelse i islam kan vi ikke besvare tilfredsstillende, da vi hverken kender de ældste muhamedanske mystikere eller de åndelige forhold i Vestasien umiddelbart før deres optræden tilstrækkeligt indgående. Det er muligt påvirkningen fra Indien har spillet en rolle, men da mystiken bryder frem omtrent samtidig i Mesopotamien, i Centralasien, i Syrien og i Egypten, må der have været en almindelig modtagelighed. Vi ved at det kristne Syrien, der på mange måder påvirkede islam, havde sine mystikere og den hellenistiske og gnostiske livsopfattelse, som beherskede Forasien i århundrederne evt., var mystisk præget. Fra nyplatonismen fik den muhammedanske mystik, ligesom filosofien, sin grundopfattelse af sjælen, der var af så stor betydning, når den skulle udtrykke sine oplevelser”.
Det perfekte menneske.
En anden ting er, at alle muslimer kalder Muhammed uswa hasana al-insan al-kamil. Uswa hasana betyder ”rollemodel” eller det ”enestående eksempel” til efterlevelse. Al-insan al-kamil betyder det ”perfekte menneske”.
Muhammed opfattes altså af alle muslimske mænd som det “perfekte menneske”, hvis eksempel de bør efterleve. Den Muhammed man kender fra sædvanen (sunna) dvs. biografierne og haditherne er imidlertid langt fra et perfekt menneske målt med nutidens målestok. Og det store spørgsmål er, om han var det målt med datidens målestok.
Dette udtryk al-insan al-kamil er i virkeligheden et sufi begreb, som et par århundrede efter Muhammeds egen tid (d. 632) blev lånt fra sufi mystikkens terminologi. Blandt sufier er det en betegnelse for ”det universelle menneske” eller ”logos”.
Det er et ideal og et håb for enhver, som praktiserer sufi meditation, en dag at blive et ”perfekt menneske”, ligesom ens lærer er det, og alle de tidlige åndelige arvinger i broderskabet var det.
At være al-insan al-kamil kan fortolkes som det samme som at blive oplyst eller at blive en levende buddha i buddhismen. Det svarer også til i advaita vedanta at blive en jivanmukti eller i judaistisk mystik at blive adam kadmon i den lurianske Kabbala.
Da Muhammed imidlertid ikke kan betragtes som en helgen eller en oplyst mester i denne forstand, da han blot beskrives som et talerør for en stemme, som han hørte i visse ændrede bevidsthedstilstande, er det i virkeligheden tvivlsomt, om man kan kalde ham for al-insan al-kamil.
Findes en fredelig islam?
Når man nu om dage i massemedierne taler om radikalisering af muslimer, om moderate muslimer og demokratiske muslimer er det af værdipolitiske grunde. At tale om islam er nemlig tabu. Der hersker en misforstået opfattelse af, at islam er ”fredens religion”.
Fortsæt med at læse “Historien bag sufismens oprindelse”