Suicide bomb plot ringleader, Irfan Naseer, jailed for life and warned: ‘reject terror or you’ll never be free’

“Kvinder skal disciplineres med vold”

Tyrkerne kan ikke komme i EU hurtigt nok, mener Cecilia Malmström. Eksotisk kvindepsykologi.

Ifølge en undersøgelse er 62 procent af de tyrkiske mænd for vold mod deres koner. Statistikken over vold mod kvinder viser det høje antal kvinder, der berøres. En sexstrejke skal nu hjælpe på det.

En undersøgelse fra Kirikkale Universitet og organisationen “Lykkelige Børn” blandt 3500 tyrkiske mænd, viser at de finder vold mod kvinder normalt, fornuftigt og praktisk. 28 procent af respondenterne mente vold mod hustruer er helt afgørende for at disciplinere dem. 34 procent mente, at moderat vold i ægteskabet “nogle gange er nødvendigt”. Tilsammen er det 62 procent, næsten to tredjedele af de adspurgte mænd. Dette var første gang nogensinde de blev udspurgt om emnet.

18 procent af mændene svarede positivt til den grundlæggende opfattelse, at “manden er hersker i huset og kan frit bruge vold, hvis det er nødvendigt.” Måske var den mest sigende begrundelse ære. 37,9 procent af de adspurgte var enige i, at vold var begrundet for at håndhæve ære, integritet og disciplin. Statistikken viser, at vold mod kvinder er i øgning. Mere end 30.000 kvinder er blevet fysisk skadet af deres ægtemænd eller partnere i det forløbne år. Mehrheit der Türken ist für Gewalt gegen Frauen (Snaphanens oversættelse)

Fire skydeskår

RESPONSE TO BBC Secrets of Britain’s Sharia Councils

MF Christian Langballe (Dansk Folkeparti) forklarer en stribe grundlæggende begreber om suverænitet, statsborgerskab, indvandring og konflikten mellem folkestyre og internationale konventioner, samt om nationalstaten som en forudsætning for en stabil velfærdsstat. Udgivet af Grundlovsnyt.

Brussels: UK must take jobless immigrants, Switzerland says NO to more foreign workers as it imposes new quota on immigrants amid fears of being swamped

Muslimer kan avgöra nästa val

Sveriges muslimer har alltid röstat socialdemokratiskt. Men efter affären med Omar Mustafa riskerar Socialdemokraterna att förlora en av sina viktigaste väljargrupper. Socialdemokraternas hantering av fallet med Omar Mustafa och hans avgång kan avgöra nästa års val.Partiet har tidigare haft ett extremt starkt stöd bland de muslimska väljarna i Sverige – men nu sviktar stödet. Ett 30-tal muslimska socialdemokrater i Botkyrka hoppar av partiet och många muslimer talar om att bojkotta partiet i nästa års val.

Flera undersökningar i den muslimska väljargruppen har visat på ett stöd för Socialdemokraterna på runt 70 procent eller mer. Magnus Hagevi tror att den muslimska gruppen stod för 1-2 procent av de 30,6 procent som S fick i valet 2010 – det är procentenheter som kan bli direkt avgörande om valet 2014 blir jämnt. Dess-utom är muslimerna en växande grupp.– Alla invandrargrupper röstar i stor utsträckning socialdemokratiskt men bland muslimerna är stödet extra stort, säger Magnus Hagevi. Metro.se.

Mikael Jalving: Den fordømte sandhed

Lars Hedegaard & Mogens Camre: Den forbudte sandhed. Sidste udkald for Vesten, Den Danske Forenings Forlag 2013, 109 sider, 95 kr.

Det er en dårlig titel, men en god bog. Dårlig, fordi indvandringens økonomiske, politiske og kulturelle konsekvenser ikke er forbudt viden, men snarere fordømt viden. Fordømt i den forstand, at budbringerne gerne ofres til fordel for den gode tone og lutter fromme ønsker. Som når nærværende bog anmeldes i det nominelt borgerlige dagblad Berlingske og anerkendes for sin nøgterne stil, men affejes ved hjælp af almindelig pladderhumanisme. Avisens anmelder, Claes Kastholm Hansen, tidligere kollega med den ene af bogens forfattere, lader forstå, at en debat om virkeligheden skal være sympatisk. Et mærkværdigt krav. Han skriver:

”Når vi siger »islam« og »muslimer«, så taler vi ikke kun abstrakt, vi taler også om enkeltindivider, og det kan ikke være særlig behageligt at blive kategoriseret som en årsag til varige negative ændringer (…) Kunsten må være at konfrontere de problemer, den store muslimske indvandring har ført med sig, og imødegå politisk islams udfordringer, uden at man dermed kommer til at nægte den enkelte menneskelighed.” Sådan taler og tænker mainstream. Med hjertet udenpå jakken. Og så hører Kastholm Hansen end ikke til de værste. Han har bare skrevet en taktisk anmeldelse, som skal sørge for, at han vedbliver at være i det gode selskab.

Bogen er tematisk i familie med Morten Uhrskov Jensens fremstilling Indvandringens pris. På vej mod et fattigere Danmark (2012) og Karl-Olov Arnstberg og Gunnar Sandelins Invandring och mörkläggning. En saklig rapport från en förrykt tid (2013), men har et mere direkte præg. Bogen er en pamflet i ordets præcise betydning – prægnant og handlingsorienteret.

Jeg skal ikke nægte, at også jeg ser dystert eller tragisk på udviklingen, og det gælder i særlig grad det økonomiske aspekt. Man kan ikke have tossegod velfærdsstat og masseindvandring samtidig. Sidstnævnte vil i længden afskaffe førstnævnte, hvilket selv nordmændene er ved at komme på sporet af. Forrige uge kom det således frem fra Norges Statistiske Centralbureau, at en indvandrer fra et ikke-vestlige land koster den norske stat over 4 mio. norske kroner i fremtidige udgifter. Så kan enhver selv regne efter.

Indvandringen fra disse lande og kulturer lader ikke kun til at være et kæmpe dræn i statskassen, men en trussel mod selve statens opretholdelse på længere sigt, og der er intet, der tyder på, at scenariet skulle være anderledes i hverken Sverige eller Danmark: Uanset hvad man mener om islam, vil alene de økonomiske udgifter tvinge velfærdsstaterne i knæ. Spørgsmålet er blot: Hvad kommer der efter velfærdsstaten? Sammenbrud – og besindelse – eller begyndende borgerkrig? Lars Hedegaard og Mogens Camre fortjener ros for at vedblive med at tale Roma midt imod. Det bliver en stadig mere fordømt opgave. DI log in

Accused terrorist in Canada nearly deported, then pardoned, Kenney reviewing immigration policy in wake of alleged terror bomb plot, Via terror plot suspect a ‘very good boy,’ mom says, Canada terror suspect avoided deportation in 2004. Det er ikke nogen spøg, at ville begå selvmord, men hvis det ikke kan være anderledes, bør man gøre det på egne veje, ikke andres. Enhver kan tids nok dø, skulle man synes, hvis man ikke er socialdemokrat mvh. I det hele taget bør de overveje deres medansvar i god tid, inden ubefæstede sjæle griber til at gøre det for dem. Trusselskulturen de har installeret, forbliver næppe forbeholdt underklassen og de ikke stuerene i det lange løb.

Jeg truer ikke nogen, det kunne ikke falde mig ind. Trusler er ikke noget argument i min ordbog. Men jeg har mødt truede mennesker nok til at fange tendensen og idéen: Westergaard, Vilks, Wilders, Rose, Kjærsgaard, Åkesson, Wafa Sultan, Redeker, Spencer, Bostom, Fjordman, Pipes, Trifkovic, Hedegaard, Hirsi Ali. Tilstrækkeligt med øresnegle og bombehunde til at have forestillingsevnen. Jeg gør mig ingen illusioner om nutidens mulighed for vold overfor demokratiske debattører, skønt jeg er vokset op i en helt anderledes fredelig atmosfære. Islam og venstrefløjen har længe truet højrefløjen korporligt. Det modsatte er den mulighed, jeg introducerer uden at ønske den. ABB var et forrykt forvarsel om en tænkelig fremtid.

Germany: Islam Critics Prosecuted for Comparing Islam to Nazism

Because they compared Islam with the Nazis in Marienplatz [a public square in Munich], the party chairman of “Die Freiheit” Stürzenberger and two of his political friends must now answer in court.

Munich – The federal chairman of the party “Die Freiheit” [Freedom] and mosque opponent, Michael Stürzenberger, is in court along with two political colleagues charged with the use of anti-constitutional symbols. Each of them would have to pay a fine of 2000 euros (50 daily rates), because on Marienplatz they compared Islam with the Nazis and in the course of doing this showed Heinrich Himmler in Nazi uniform. Stürzenberger, former spokesman for the former Culture Minister Monika Hohlmeier (CSU), is seeking an acquittal. Islamkritiker vor Gericht og München: Schau-Prozess am Freitag gegen Islam-Aufklärer via Islam versus Europe

Knausgaard: Å være norsk i Sverige er en prøvelse

En viktig konsekvens av den norske modellen er at meningsmotstandere – de som er for innvandring, og de som er mot – fortsatt kan snakke sammen, ifølge Knausgård. – I Sverige er temperaturen mye høyere, der hagler beskyldningene om fascisme og nazisme, og avstanden mellom de som har ordet og kulturen i sin makt, og de som ikke har det, vokser hver dag som går.
– I «Min kamp» beskriver du Sverige som et land preget av strenge middelklasseverdier og en konsensuspreget kultur. Hvilke områder gir det seg utslag på?

– Det er særlig to områder som er betent, og det er det som handler om innvandring og det som handler om kjønn. Der finnes det ingen reell debatt, bare rett og galt, hvor rett er det samme som godt, og hvor galt er det samme som fascistisk. Når man ser på Norge med de øynene, blir jo alt galt, det vil si fascistisk. Nå snakker jeg mye om media og akademia. Men den svenske kulturen er mye, mye mer enn det. Den er rik, kompleks og mangefasettert.Ser verden i svart-hvitt

Backslash on multiculturalism in Europe and easy access to global jihad info on the web prompts young Muslims from France and other EU states to join the Syrian rebels, Jean-Yves Camus, a specialist on extremism, told RT. German Jihadists: Officials Fear Return of Syrian War Veterans. Ledaren för Svenska Mujahedeen Fi Ash-Sham död. Europas unge islamister kaldes til kamp i Syrien.

“Skide, hvide franskmand”

Når man har rejst i hele verden flere årtier inden den såkaldte multikultur, ved man at alle andre steder er værre end Europa i racistisk henseende, selv det hypercivilliserede Japan. Det er for meget forlangt af den europæiske elite, der har boet på Hyatt og Hilton, at de skulle vide det. Nu dæmrer det, i det mindste for deres undersåtter. Vil eliten lykkes med at gøre europæerne til ‘racister’ også, eller vil menige europæere foretrække at gå løs på eliten og klynge dem op på byens torv? That is left to be seen, eller rettere “det återstår att se,” for Sverige tilhører avantgarden. Man skal ikke føle sig for overbevist, hvis man tilhører de oplyste samfundslag. Tidshorisont – en generations tid, to med lidt held, man kan endnu nå at smutte til Cayman Islands, hvis man har onde anelser. Svend Auken – Olle Svennings kompis – tjekkede ud i tide åndeligt og fysisk talt.

The trial of a 29-year-old accused of a racially motivated attack on a white man in a Paris metro station began at a court house in the French capital on Friday, in a legal case being backed by a leading anti-racism group. According to the prosecution, the accused man assaulted the victim after first using a string of racial slurs – including “sale Français” (dirty Frenchman) and “sale blanc” (dirty white).It is also alleged that he used a broken bottle as a weapon during the attack, which took place in 2010.

While this is not the first accusation of incidents of so-called ‘anti-white’ racism in France, this latest case is the first to have been backed by leading anti-racism group, The international league against racism and anti-Semitism (Licra), which is supporting the prosecution.

In an interview with French radio station RFI, Licra vice-president Philippe Schmidt said he believes there was clearly a racial dimension to the attack. “He was insulted because he was white,” said Schmidt.”They came after him because of the colour of his skin,” Schmidt commented. “The guy is white, the guy is French, and that’s why they came after him.” The notion of whites as the victims of racist abuse is not new in France, but remains highly controversial.‘Anti-white’ racism trial begins in France Video: Existe-t-il un racisme anti-blanc ?

Envher der følger dansk debat ved, at vi ikke har islamofobi her i landet. Ordet bruges kun af islamiske organisationer, ikke af f.eks. akademikere eller journalister. I Sverige kæmper debatten med, at begrebet har været knæsat i mange år. Forklaringen er ikke, at dansk debat er ‘islamofobisk’, men at den er mere kvalificeret og mere kræsen med, hvilke begreber den bruger. Islamofobi er foruden at være en propagandaudtryk en debatspoiler, der betyder nogenlunde det samme som ‘fascist’ – dvs. ‘dit dumme svin som mener noget andet end jeg gør og desuden sparker nedad på en svag, religiøs minoritet.’ Thomas Nydahl skriver:

Per Svenssons ord inifrån den extrema pressvärmen

Det är på den här låga nivån han argumenterar, Bonnierkoncernens främste politiske polis, Per Svensson. Sittande på sina höga hästar som välbetald, nej överbetald, kolumnist på Sydsvenskan tror han sig kunna se i en bakåtvänd glaskula. Ja, vi hade en del med varandra att göra på den tiden då allting tycktes så enkelt och självklart. Per Svensson sitter fast där. Var skulle han annars sitta fast? Läs hans drapa och förundras. Det gör jag.

“Thomas Nydahl har levt ett långt och hängivet litterärt liv. Han debuterade som författare redan på 1970-talet och har sedan dess givit ut oräkneliga volymer: romaner, diktsamlingar, essäer. Under lång tid skrev han litteraturkritik i Kvällsposten samtidigt som han under knappa villkor drev tidskriften/förlaget Studiekamraten.Vi har haft en del med varandra att göra under åren. Numera tycks jag dock ligga högt på hans hatlista. Sådant händer och är normalt sett inget att skriva om. Men jag misstänker att Nydahl ser mig som representant för något, och då blir det intressantare. ”Bonnierkoncernens politiska polis”, fnyser Nydahl på den blogg han driver. Nydahl, som startade sitt eget politiska liv i den neostalinistiska 70-talsvänstern, tycks i dag ha gått hela varvet runt. Han medarbetar nu i den islamofobiska tidningen Dispatch International. Det är sorgligt, men inte ologiskt. Har man en gång upplevt det aggressiva utanförskapets varma gemenskap kan möjligheten att få uppleva den på nytt kännas frestande. Att inom SD-retorikens gränser erövra Albanien åter? Tja, det kräver nog sin författare …”

Det komiska är att det han läser av mig i Dispatch lika gärna kunde ha varit publicerat i en svensk morgontidning (minus kritiken av islamismen och multikulti-påbuden) – t.ex. inom Bonnierkoncernen. Jag skriver ju mest om litteratur i Dispatch, fullständigt harmlöst och grundat i min starkaste övertygelse alltsedan slutet av 1970-talet: att stå emot alla totalitära idéer, oavsett vilken ism de draperat sig i, från fascism och kommunism till islamism. Hans sista “komiska” gliring om Albanien visar att han inte ens noterat att jag, till skillnad från andra gamla vänstermänniskor, fortsätter att skriva om och analysera utvecklingen i det lilla Balkanlandet. Utöver det har han missat att jag i mitt författarskap, alltsedan Äntligen ensam (Janus förlag, 1987) trivts bäst ute i kylan, med så få “journalister” och kvasi-intellektuella som möjligt i mitt sällskap. Det gör jag alltjämt.

Svenssons egen retorik har, trots lönen han får, sina uppenbara brister. Den som “gått varvet runt” har rimligen kommit tillbaka till startpunkten. Logiken säger mig att jag då idag borde ha varit en “neostalinistisk” aktivist. Nej, jag har inte gått hela varvet runt, jag har valt en helt annan riktning att gå i. I fjol utgav jag min bok Black Country. Den har Sydsvenskans kulturredaktion, liksom de flesta andra, valt att tiga ihjäl. Säkert på Svenssons rekommendation. Vad skulle man annars ha åsiktspoliser till?

En viktig detalj att kommentera är att Svensson insinuerar någonting “representativt” när jag skriver att han är just Bonnierkoncernens främste åsiktspolis. Han insinuerar att det skulle handla om någon diffus form av antijudiskhet. Men där begår han ett stort fel. Mina ord är en konkret beskrivning av konkreta fakta, eftersom det hela tiden varit inom den koncernen han sparkats och sparkat sig själv uppåt, i sidled och ännu mera uppåt, från tidning till tidning, alltid tjänstvillig, alltid redo för en ny löneförhandling. Det är så man blir “senior columnist” inom de stora mediaföretagen. Det vet Svensson och jag tycker att han ska skämmas som insinuerar det han gör.

För övrigt hade jag gärna velat se var i Dispatch “islamofobin” finns. För en kritisk analys råder jag Svensson att läsa denna kloka artikel. Och så hade jag velat se var min egen “retorik” stämmer överens med ovan nämnda politiska partis. Men det lär jag inte få se. Åsiktspoliserna är inte kända för saklighet. Men de är kända för så mycket annat, så det räcker väl, och blir över. Tror banne mig att man behöver en dos Lissabon:

Till frågan om “islamofobin”

Jag vill återvända till förmiddagens ämne och tala lite om “islamofobin”:

“Fobi är något man har för ting man uppfattar med sinnena, som en läskig spindel i badkaret eller höga höjder. Så snart en part i en debatt anklagar den andra för att vara fobisk, är det som att säga att motståndet inte är grundad i sakliga argument utan i känslor som är passivt triggade av ett föremål. Men det är inte så vi förhåller oss till religioner eller begrepp överhuvudtaget. Det är ett billigt retoriskt knep som sänker hela diskussionen om religion och religiösa föreställningar i Sverige”

Så skriver Josef Edebol, doktorand i teologi i Svenska Dagbladet. Hans artikel har självklart väckt stort intresse och på nätet finns det åsikter över hela det politiska fältet om den. Det som jag tycker är allra viktigast med Edebols artikel är att han går till grunden med begreppen, som ovan, när han först och främst reder ut vad som kännetecknar en fobi. Anklagelsen om “islamofobi” är inte olik den taktik som Gulags arkitekter i Sovjetunionen använda: människor med misshagliga åsikter spärrade man helt enkelt in efter att man dårförklarat dem. Edebol går in på de politiska aspekterna:

Fortsæt med at læse “Den svenske islamofobi”

Ismail Okur, ordförande för Islamiska kulturföreningen i Botkyrka säger så här, om varför det är viktigt med böneutropet. – En moské ska ha böneutrop. Om våra barn bodde i ett muslimskt land så skulle de höra böneutrop fem gånger om dagen. Men nu kan de i alla fall höra det en gång i veckan. Första böneutropet ljöd från moskén i Fittja, Här hörs första böneutropet i Sverige, Premiär av böneutrop skapar protester. Aftonbladet sänder live.

Der kagles af glæde i hønsegården, det er lige noget for en Twittrende sværmer, selvom der er lidt småt med kvinder tilstede. Pyt, imamen siger selv, de er lige meget værd og man kan mingle med mændene, hvis man får lov. Man savner måske også at nogle HBTQ personer fejrer mærkedagen med svensk journalistik. Helle Klein lægger storladent ud – “Seid umschlungen”! – Bøn bliver der brug for, Sverige er en skyskraber, der demoleres i en ukontrolleret sprængning og der er ingen løsning på de problemer, Klein og kompagni har skabt. Angelica kommer meget passende af ‘engel’, en engel der hedder Karlsson, et omvandrende Stockholm-syndrom:

Fortsæt med at læse “Svensk journalistik fejrer bønnekald i Fittja”

Warum nicht gleich türkische Richter in deutschen Gerichtssälen? FOCUS Nr. 15 (2013) (Snaphanens oversættelse)

af AKIF PIRINÇCI

Uanset om det er en NSU-proces eller ‘de sædvanlige brandmistænkte’, så prøver Tyrkiet ved hjælp af muslimske lobbygrupper stadig mere at blande sig i tysk politik.

Når en slagsbroder trænger dig op i en krog, er der kun to måder afslutte konlikten på; Enten siger du ligeud at der bliver konsekvenser hvis han ikke holder op – eller du går i defensiven og signalerer at du underkaster dig. Omtrent sådan må man anskue de fortløbende frækheder fra Tyrkiet og dets klienter i Tyskland som f.eks. ‘Det Tyrkiske Fællesskab’, DITIB, Muslimsk Koordineringsråd.’

På en måde som grænser til selvhad, signalerer den tyske regering og de tyske medier til migranterne, at de er halen som logrer med hunden. Og det til en en migrantgruppe som man velvilligt har hjulpet til en bedre tilværelse end i dens hjemland.

Hvis der et eller andet sted i landet brænder et hus beboet af tyrkere, så kommer den tyske ministerpresident og den tyrkiske ambassadør straks. De er rystede, når de ser brokker og aske: ”Denne brand må være påsat af en neonazi.”

Kriminalteknisk analyse er ikke bare unødvendig, men uønsket og måske ligefrem pinlig. Den kunne jo vise noget så usandsynligt som en teknisk defekt eller uforsigtighed fra beboernes side. Derved ville den normale kopling mellem ‘tyrkerhus, nazi, brand” blive brudt eller i det mindste ridset i lakken. At der statistik set omkommer 600 mennesker i brande i Tyskland hvert år – det byder vi på.

Mangen en grøn/venstrefløjs journalist eller politiker ønsker sig i virkeligheden, at en ‘skinhead’ endelig, endelig ville anlægge en brand i et tyrkerhus. Så kunne man prygle ‘de biologiske tyskere’ (Cem Özdemir) med naziforbandelsen. De kunne hver dag samles på torvet og under et tyrkisk, eller i hvert fald et muslimsk flag, og gennemgå underkastelsesritualer.

Årets store begivenhed forestår i München. Den tyrkiske regering og de bodsgørende tyske kollaboratører fra pressen, ser her deres chance for at forbinde de lokale problemer til den fra Ankara tilvandrede pressionsgruppe. Det drejer sig om processen mod den såkaldte terrorcelle NSU, som egentlig bestod af to indvandrerhadere samt en halvfordrukken veninde af dem. Det er ikke meget, men man kan klemme noget tyskfjendtlighed ud af de tyrkisksprogede og lidt selvfølelse blandt ‘die Gutmenschen’.

Det uhæderlige er, at alle disse uskyldige mennesker som er myrdet af sindsforvirrede rasehadere, i virkeligheden slet ingen rolle spiller. Hvilket de heller ikke gør i Tyrkiet, hvor der er flere fængslede journalister end det antal, der får adgang til retssalen i München.

Nej, det er den første rigtige testsag for, hvordan man ved moralsk uangribelighed, dristighed og offentlig bodsgang samt diskrete henvisninger til letantændlige ungdomsgrupper, kan styre tyske anliggender. Ikke kun tyrkiske journalister, men også tyrkiske embedmænd, skal være tilstede i retssalen. Hvorfor ikke lige så godt lade en tyrkisk dommer lede retssagen?

Helt anderledes ser sagerne ud i de omvendte tilfælde. ‘Gæsternes’ mord på indfødte tyskere presenteres for offentligheden i en blomtrende sociologjargon, en slags Charles-Dickens-Juleeventyr. Noget om stakkels ‘udsatte’ unge mennesker.

For nylig har medierne dog fundet en mere effektiv metode til at beskrive disse muslimske sociopaters invalidering af andre: Nemlig skjule dem under smukke navne, såsom ”Slagsmål mellem unge”, eller helt at fortie dem. For nylig blev den 25 årige Daniel S offer for et sådant ‘slagsmål’ i Kirchweyhe. Der kom ingen ministerpræsident for at udtrykke medfølelse.

En ting er helt klar. Tyskland vil i de kommende år forandre sig radikalt. Så meget, at den nu løbende islamisering vil se ud som en harmløs forpostfægtning. Mange er forblændet af grøn-venstrefløjs tænkning og elsker alle udlændinge eller tænker ligefrem på at gøre karriere migrationsindustrien. Disse mennesker vil gnide øjnene, når de får løkken lagt om halsen fordi de har muntret sig med en kvinde uden at først spørge hendes ejer om lov.

Jeg ved udmærket at jeg med denne tekst vil skaffe mig en masse fjender. Folk som ikke gerne ser at man sætter spørgsmåltegn ved luftige hjerneblødninger som ‘De tyske muslimforeninger tjener integrationen”. Da jeg ikke lever af statslig kulturstøtte, men tjener mine penge på ærlig vis, så er det mig ligegyldigt. (Se også af samme forfatter »Slagtningen er begyndt – et folkemord på tyskere«.)

Det er en skik fra 1700 tallet at gå på byens volde på Store Bededag, holde skovtur og spise varme hveder. Da voldene faldt i 1850 blev skikken videreført på Christianshavns og Kastellets volde. Hundreder af Københavnere er ude og hilse det spæde forår velkomment, Studentersangforeningen synger i kirken og et militærorkester spiller på eksercerpladsen og til flagsænkningen, når skuddet fra Sixtus batteriet lyder. Store Bededagsaften i Kastellet.

Fortsæt med at læse “Store Bededagsaften i Kastellet”

Ved å brennemerke visse meninger som de herskende eliter ikke liker, forsøker mediene å skremme folk til taushet. (Kronik i Aftenposten)

Af Peder Nøstvold Jensen også kjent som Fjordmann (klik foto f. helskærm)

På få dager er det blitt publisert dusinvis av artikler om hvor irrelevante folk som meg visstnok er. De ansatte i norske massemedier mangler tydeligvis sans for ironi.

Øyvind Strømmen beskriver i sin anmeldelse av Simen Sætres ujevne biografi om meg mitt syn blant annet på islam som “underlig”. Dette på tross av at meningsmålinger viser at et stort flertall av befolkningen i mange europeiske land nå er dypt skeptiske til islam. I Frankrike tviler over 70 prosent av de spurte på om islam lar seg tilpasse til deres samfunn. Lignende tall finnes fra Storbritannia, Tyskland og Nederland.

Det er så lite substans i det Strømmen skriver at det er merkelig at han i det hele tatt har fått teksten publisert på Aftenposten.no. Mannen har kun ett eneste triks, og det er å kalle visse personer for “fascist”. At dette er nok til å skaffe ham en pen karrière i samfunnslivet, med tilnærmet klippekort til avisenes spalter, forteller mye om samfunnsklimaet i Norge i dag.

Det kan ellers nevnes at en norsk konvertitt til islam som ifølge pressen har sympatier med jihadistene i Al-Qaida og har mottatt terrortrening i Jemen, var på valglisten for Miljøpartiet De Grønne. Dette er samme parti som herr Strømmen, professor Thomas Hylland Eriksen samt Shoaib Sultan fra Islamsk Råd Norge og nå Antirasistisk Senter står på listene til. Terroristen er kanskje en ensom ulv, men han kommer fra Øyvind Strømmens flokk.

Åpen om stipend fra tenketank

Aftenposten publiserte 17. april 2013 ved en “feil” et stort bilde av meg på toppen av forsiden i papirutgaven med påstanden om at jeg blir støttet av “høyreekstreme” i USA. Med slike krigsoverskrifter skulle man nesten tro at jeg sitter nede i en bunker og planlegger å invadere Polen helt på egen hånd, mens jeg slår mine motstandere i hodet med islamofobiske tekster til de overgir seg. Men så hadde jeg bare mottatt et stipend fra en konservativ tenketank som var så hemmelig at jeg helt åpent hadde annonsert dette selv tidligere.

Aftenposten beklaget heldigvis raskt denne “feilen”, som visstnok hadde skjedd ved et uhell. Jeg er personlig usikker på hvordan slike uhell oppstår. Kanskje snubler noen i en blyant og søler kaffe på en datamaskin, slik at denne helt tilfeldig publiserer et stort bilde av en bestemt person på forsiden ved siden av ordet “høyreekstrem”. Ved nok et uhell distribueres denne forsiden deretter til utsalg over hele landet. Det ironiske er at den samme avisen tidligere har kritisert uavhengige nettsider for å publisere påstander som ikke kan dokumenteres.

En journalist fra Aftenposten spurte videre om jeg er en farlig “samfunnsfiende”, et ikke spesielt objektivt eller nøytralt spørsmål, som helt klart var ment å skulle lede leserne til en sterkt negativ konklusjon. Avisens oppslag om meg var kanskje ikke helt en “Wanted, dead or alive”-plakat fra det Ville Vesten, men det var ikke så veldig langt unna.

Det var, som vanlig, få eller ingen forsøk på å gå inn i substansen av mine argumenter eller de mange og store problemene knyttet til islamisering og masseinnvandring som jeg skriver om.

Likhetstegn mellom “ytre høyre” og islamkritikere

Fortsæt med at læse “Medienes myter”

BBC: From Belgian school to Syrian battleground, Bandeleder risikerer terrorsag for at kæmpe i Syrien.

»Fjordman – den venlige fascist«

Anmeldelse av “Fjordman. Portrett av en antiislamist.” 15 minutter – I forgårs hed det om Peder Jensen Den siviliserte fascist, i går hed det Den vennlige fascisten. Det der slår en ved debatten om Sætres Fjordman-bog er, at både bogen og samtalen i Norge går ud fra som underforstået, at der er foregået en ‘radikaliseringsproces’ med bogens hovedperson. Hvor ordentlige mennesker gennemgår en evt. akademisk udvikling eller modning, gennemgår Jensen en radikalisering, det er hævet over begrundelse eller diskussion.

Man må da gå ud fra, at Lars Gule som medvirker i udsendelsen, og som i 1977 blev idømt et halvt år fængsel i Libanon for besiddelse af våben og sprængstof, siden har gennemgået en afradikaliseringsproces for at kunne medvirke også som vidne i retssagen mod ABB. Der snakkes ikke om det, lad os vedtage det.

Efter knap fjorten dage, hvor vi i Vesten har oplevet fire (!) muslimske forsøg på masseterror – kun et ‘vellykket – holder det officielle Norge krampagtigt fast på Breivik og billedet af Fjordman, som om de frygter en uendelig forladthed, hvis mindet om ABB skulle blegne. For enhver der kender hovedpersonen og den norske debat, virker det hele mere som et ufrivilligt selvportræt af en nations sindstilstand. Vi som elskede Norge, det er så fortabt, at det med en allusion til Eichman og Höss om Jensen kan hedde:

Peder Nøstvold Jensen er «en mild person med en hard kjerne. En idealist. En som vil godt, men som kanskje vil det for sterkt». Det er en konklusjon som blir motsagt gang på gang på de foregående 261 sidene. Det er som å høre den gamle leksen om torturisten som spiller Chopin og er glad i sin hund….Kanskje er han snill, kanskje er han belest og reflekterende. Men hans politikk er fascismen.

Tvivlens nådegave

Hvor der ikke hersker nogen tvivl om, at Jensen er radikal og ekstrem, eksisterer tvivlen om Breiviks tilregnelighed stadig ifølge Lippestads nye bog. I norsk jura skal man erklære en tiltalt utilregnelig, hvis man er i tvivl, men presset fra medier og politikere for at erklære ham tilregnelig og strafegenet, var massivt. Det var ikke kønt:

Terroristens eigne forsvararar var delt i synet på om han var tilrekneleg – også etter at dommen var falt. Det er verd å merke seg for alle som aldri har vore i tvil … Rett nok skriv Lippestad at han i dag er trygg på at Breivik er riktig dømt, men han var sterkt i tvil undervegs i prosessen. Og i hans eige forsvararteam på fire advokatar var meiningane delte også etter at rettssaka var over. I boka skildrar Lippestad stemninga på bakrommet rett etter at forsvararane fekk medhald då dommen fall 28. august 2012: «Vi er fremdeles uenige om tilregnelighet eller utilregnelighet, så det utløser ingen felles jubel.»

I 22. juli saka var det eit massivt press for å få terroristen dømt tilrekneleg. Frå opinionen, brorparten av mediene, stortingspolitikarar. Til og med statsministeren uttalte seg slik at han blei oppfatta å ønske Breivik straffa. Til TV2 sa han at det ville vere ein fordel for offera om Breivik blei dømt tilrekneleg. Mange var skråsikre; ein psykotisk mann kan ikkje planlegge i årevis og gjennomføre ein slik aksjon. Lippestad hadde altså solid støtte då han prosederte på at klienten hans var tilrekneleg. No veit vi at det heile vegen var sterk tvil i forsvararteamet om klientens tilrekneleghet: «Vi ble egentlig aldri helt enige hverken med oss selv eller hverandre om tilregnelighetsspørsmålet», skriv Lippestad. Tvilens tyngde