“Ikonet for britisk islamhat” kalder norske Dagbladet, der har lavet denne video, Tommy Robinson. Moralsk oprustning inden Breivik sagen, der begynder om en uge. Det kan nok behøves. “See no evil, hear no evil, speak no evil,” taktikken er ikke langstidsholdbar noget sted i Europa. Den har fået en renaissance takket være Breivik, men det er en stakket frist, der bliver udnyttet til det yderste. Udviklingen agterudsejle den helt automatisk, selvom den går så uendeligt langsomt. Der er noget politiet kalder “afværgeskader.” I Sverige værger etablissementet sig imod en artikel af Paulina Neuding i Jerusalem Post om Malmøs jøder med ordene, “den kunne jo lige så godt være skrevet af Kent Ekeroth.(Sverigedemokrat)” Det er på dette børnehaveplan, vores udvalgte tophjerner bevæger sig. At eksponere et argument af den kvalitet offentligt, må kaldes en afværgeskade. Hvis jeg i morgen lyder som Villy Søvndal, er vi enten enige, og hvad så?, eller også er jeg blevet præsenil og tror på hemmelige specialstyrkebaser under Indlandsisen.

Udviklingen er ubarmhjertig, der kører over tusindvis af europæiske politikere, bare se denne dokumentar om Islam i Catalonien. Parts of Spain already islamic.. Samme problemer, samme socialist-islam-alliancer, samme undskyldninger og samme rådvildhed overalt. Problemet er, at den også kører over os, der troede vi kunne advare i tide og efterlader os illusionsløse til, hvad politik overhovedet formår at forebygge. Hver uge tilkommer der 1147 nye udlændinge i Sverige, imod kun 147 indfødte svenskere. Demografien er efterkommernes problem. Måske begiver ikke flere svenskere sig ind i kampen for at bevare hvad der er tilbage af deres land, fordi de er lige så kloge som Franco: Han skulle ikke nyde noget af at blive trukket ind i Hitlers tabte krig, det overlod han til den politiske fantast Mussolini. I så fald har jeg groft undervurderet mine svenske venner, og det må de have mig undskyldt.

Herhjemme holder Asylansøgere sig fra Danmark, mens de øger i resten af EU. Det synes den virkelighedsbefriede Zenia Stampe er “dybt urimeligt,” men hovedparten af regeringen synes at have lært et og andet af tiden siden 2001. En avantgarde er en samfundsklasse, der er 30 år om at opdage det, Maren i Kæret så på et minut. Moderne krig har flest civile ofre, akkurat som moderne politik. Om det Radikale parti skriver Claes Kastholm i dag 8 april blandt andet i Læst og påskrevet, Berlingske, ikke online)

I det hele taget er det radikale register over fejltagelser imponerende. Havde de Radikale fået gennemført deres udlændingepolitik, ville vores socialsystem være brudt sammen og landet stå på randen af en borgerkrig. Havde de Radikale fået gennemført deres uddannelsespolitik, ville ingen kunne læse og ingen ane, om Danmark var et land med en historie eller en sygeforsikring. Havde de Radikale fået gennemført deres ide om, at for fremtiden skulle vi leve af den kreative klasse, var Danmark endt som et gadeteater. Havde de Radikale fået gennemført deres vision om, at Danmark skulle være et rent videnssamfund, ville vi være på vej til at blive et u-land, der måtte satse på nødhjælp fra FN. Og hvis de Radikale virkelig får gennemført deres plan om, at i 2020 skal over halvdelen af vores energibehov dækkes af vindkraft, så bliver Danmark det land i verden, som betaler mest for elektricitet, samtidig med at vi bliver et af de lande, der importerer mest gas, kul og – elektricitet !

Egentlig er det fantastisk, et rent eventyr, at et parti, der i de seneste år har taget så grundigt fejl og været til fals for hver eneste modebølge, fortsat står som et monument over politisk seriøsitet. Hvis partiet også overlever, at Margrethe Vestager har indsat en reklamefigur som statsminister og en kirkeminister, der ved sin dagligt demonstrerede uduelighed er en hån mod folkestyret, kan det overleve alt.

Terroreksportør Sverige forarges over Danmark

På fredag begynder terrorsagen mod fire “svenskere” i København. I den anledning er det kommet frem, at Danmark har hemmelige dommere i visse terrorsager. Når man tænker på den perlerække af trusler som arbejdende i det svenske retssystem har været udsat for – ikke mindst bombningen af chefanklager Barbro Jönssons hus i november 2007 og dødstruslerne mod anklager Ulrika Rogland og hendes familie i Malmø, er det noget utroværdigt at skulle høre denne moraliseren fra svenske advokater. Især i en sag som Sverige med sin uansvarlige fremmedpolitik har påført Danmark:

Anne Ramberg, generalsekreterare i Advokatsamfundet, tycker att uppgifterna om det dolda rättssystemet i Danmark är “djupt oroväckande”. Det är en väldigt allvarlig utveckling, för då överger man de alldeles grundläggande rättsstatliga principer som vi har värnat om ända fram till nu. Men när det gäller terrorbrott verkar man vara beredd att kasta allt över bord. Det här följer en trend av repressivitet, och danskarna är av tradition lite mer offensiva än vad vi är.

Försvarshögskolans terroristexpert Magnus Ranstorp, som själv har följt terrormål på plats i Danmark, säger att det är bra att frågan debatteras. Men han tycker inte att det inte finns några skäl att ”döma ut” det danska rättssystemet. ”När det gäller terror kastas allt överbord”.

Bortgiftet som 5-årig……i England

Ordeal … Samina thought she was dressing up for her 5th birthday, not her wedding. Instead she was being married off — having just turned FIVE.The Islamic ceremony effectively ended her childhood and paved the way for years of abuse.Just as shockingly, this was not happening in a remote Third World village — but in a large town in the north of England. Samina has decided to speak out after Britain’s Forced Marriage Unit revealed that last year the 1,468 cases they investigated included another girl of five.There are thought to be another 6,500 cases that went unreported.

Samina, now in her early 40s, rebuilt her life to become a successful business entrepreneur.But she is still haunted by memories of beatings, brutality and repression. I wed aged FIVE… in the UK.Shocking story from a British town

Af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen och HRS. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

Det är den sista kvällen, och jag är ensam kvar. Jag går runt i rummen och tar farväl av mamma. Lägenheten är tom, sånär som på några flyttkartonger. Hennes själ finns inte kvar längre. Rummen är helt anonyma. Alla hennes saker är borta. Alla möblerna, gardinerna som hon sydde, tavlorna som hon målade, de rödrutiga kökshanddukarna som hon broderade sitt monogram på under förlovningstiden. Efter begravningen har mina syskon och jag slitit hårt i en vecka med att ta hand om, dela och packa våra föräldrars kvarlåtenskap. Vi har sorterat och paketerat två liv, lämningarna av ett långt äktenskap. Våra händer är svarta av trycksvärta från tidningspapper som vi har lindat in alla saker i. Vaserna, kaffekopparna, pappas dopskål i lysterglas, resterna av den rosenblommiga matservisen som skakade sönder på tåget när mamma ärvde mormor. Allting är delar av vår barndom, fragment av det som formade oss till de människor vi är i dag.

Min mamma bodde här sina sista år. Men lägenheten i servicehuset kändes aldrig som hennes hem, vare sig för henne eller för oss, hennes barn. Både hon och vi visste att det var sista anhalten före döden. Jag går från rum till rum, har svårt att stänga dörren och gå härifrån. Jag vet att det är sista gången. Hit kommer jag aldrig mer tillbaka.

Hur ska man kunna förstå ”Aldrig mer”?

Hela veckan har mina syskon och jag jobbat så hårt att det inte har funnits något utrymme för sorgen. När jag kommer ut i hallen brister det. Tårarna bryter fram. Där står en rad av hennes skor, hennes fula klumpiga skor, specialgjorda för att stödja hennes fötter. Aldrig mer ska hon gå i dem. Aldrig mer ska hon göra någonting över huvud taget.

Detta ”aldrig mer ” far runt i mitt huvud. Jag förstår det inte. Hur ska man kunna förstå det? Hur kan en människa bara upphöra att finnas till? Hur ska man kunna förstå att den människa som födde mig inte finns längre? Nu är jag ingens barn längre. Aldrig mer ska hon ringa och fråga hur jag mår. Aldrig mer ska jag få något av hennes supertejpade inbrottssäkra paket. Aldrig mer ska hon skicka sina fint textade vykort med blommor på eller berätta om sitt liv och alla äldre släktingar som jag alltid frågar om. Varför frågade jag inte mer medan någon kunde svara? Nu finns det frågor som jag aldrig kommer att få svar på.

Aldrig mer behöver vi oroa oss för hur hon egentligen har det

Aldrig mer ska mina syskon och jag få dåligt samvete för att hon är så ensam sedan pappa dog. Vi ska aldrig mer behöva oroa oss för henne, för hur hon egentligen har det. Serviceboendet är ett höghus med namnmärkta dörrar, stängda om otaliga ensamheter. Borstar personalen hennes tänder? Klipper de hennes naglar? Ser de till att hon har rena kläder? Kläder har alltid varit viktiga för mamma. Hon har alltid haft stil, haft snygga kläder som hon känt sig fin i. Innan hon hade råd att köpa sydde hon dem själv.

Håller de ordning på hennes mediciner? Nej, det gör inte personalen. Gång på gång upptäcker vi brister. Hur klarar sig de gamla som inte har några barn, vem bryr sig om dem? Vem klipper deras naglar, vem borstar deras tänder? Vem tar hand om deras ensamhet?

Mamma dör ensam

Mamma dör ensam. Ingen är hos henne när hon somnar in. Terminalvak hör till det som det dras in på i äldreomsorgen. I dagens Sverige går pengarna till annat än omsorg om de gamla som byggde det här landet. Trots att hennes tillstånd snabbt blir kritiskt avdelas ingen personal för att sitta hos henne. Vi, hennes barn, är spridda över landet. Min bror, som bor i samma stad, hinner inte dit. Några år tidigare har vi alla varit samlade kring pappas dödsbädd. Han väntar med att dö tills alla har hunnit komma fram. Trots att han är djupt medvetslös pratar vi med honom, håller hans hand och sjunger för honom. Vi säger att han får lämna oss nu, vi kommer att klara oss. Han dör omgiven av sin familj. Så blev det inte för mamma.

Jag kommer alltid att bära en bild på näthinnan. Sista gången jag träffar mamma. Jag har rest långt med tåg och hyrt hotellrum för att kunna vara hos henne några dagar. När jag måste åka hem gråter hon uppgivet och torkar tårarna på ett hörn av örngottet, som ett litet barn. Både hon och jag vet att det är sista gången vi ses. Jag försöker trösta henne, glömmer att stänga av kaffebryggaren, jag missar tåget, sitter i timmar på järnvägsstationen i väntan på nästa. Två ord far runt i mitt huvud: Aldrig mer.

En mamma får aldrig dö

En mamma som upphör att finnas till är en självmotsägelse. En mamma får aldrig dö. Hon ska vara evig. Det är en naturlag att hon alltid ska leva – för att finnas till för sina barn, som är hennes barn hur gamla de än blir. När de är vuxna kan hon möjligen få leva lite eget liv. Men snart kommer barnbarnen. Och sedan barnbarnsbarnen. Alla behöver henne. Hon är sambandscentralen som håller sig informerad om hur alla mår, som minns alla födelsedagar, köper alla presenter och julklappar, handlar hem all mat och håller i alla trådar. Hon stickar raggsockor till barnbarnen, planerar jularna, ordnar goda och vällagade middagar när något finns att fira.

För kvinnor i mammas generation var det självklart att vara en god husmor i första hand. Kvinnors yrkesliv kom i andra hand, om det fanns över huvud taget. För en duktig husmor var det en hederssak att kunna laga mat, den numera nästan försvunna svenska husmanskosten: rotmos med fläsklägg, stekt salt sill med löksås, paltbröd med fläsk, redda makaroner och köttbullar, bruna bönor, mannagrynspudding med saftsås, köttsoppa med klimp. Hon bakade allt bröd, hon plockade svamp, bär och frukt för att dryga ut hushållskassan. Mamma trollade vid symaskinen och sydde alla våra kläder, stickade alla våra tröjor. Till skolavslutningarna fick vi önska oss tyg och modell, och hon sydde. Innan ”miljömedveten” fanns i ordlistan återanvände hon. Upprepat garn blev en ny tröja. En begagnad damkappa vändes ut och in och blev material till en fin barnjacka. Alla kläder ärvdes av syskonen.

När fattigdomen var verklig och utbredd

De yttre villkoren i en gången tid har vi svårt att minnas i dag. Eller vill vi inte minnas? Utbildning var endast för de välbeställda. Abort fanns inte, preventivmedlen var få och svåråtkomliga. Barnomsorg fanns inte heller. Blev man gravid var det bara att föda och ta hand om barnet vare sig man ville ha det eller inte. Sådana var villkoren ända fram till 1960- och 70-talen. Fattigdom då var inte detsamma som att alla barn inte har råd att ha en i-Phone. I det framväxande Folkhemmet var fattigdomen verklig och utbredd. Vilka barn skulle i dag acceptera julklappshalsband och armband gjorda av gem? Å andra sidan kunde en arbetarfamilj leva på en lön fram till 1972 när sambeskattningen avskaffades.

När pappa dog slocknade mamma. De hade levt så länge tillsammans att de blivit till en kropp, ett enda väsen. Allt de gjorde utgick från den andra. Ända in i döden ville hon vara som han. Likadan kista, likadana blommor, samma musik vid begravningen. Nej, de var inte världens bästa föräldrar. Finns det sådana? Men i dag vet jag att de gjorde så gott de kunde och ofta sträckte sig långt utöver sin förmåga för att värna sin familjeflock.

När en förälder dör dör också en bit av Sverige

När en förälder dör dör också en bit av det land som han eller hon var med och byggde upp. Mina föräldrars liv är berättelsen om ett Sverige som inte finns längre, som tog form efter andra världskrigets slut 1945. I mammas lådor hittar vi ransoneringskuponger som sträcker sig ända fram till början av 1950-talet. Efterkrigstiden innebar att allting stegrades i en rusig obruten högkonjunktur och ett ständigt ekonomiskt crescendo fram till 1970-talets början. Äntligen nådde välståndet fram även till fattiga arbetarfamiljer. Deras barn kunde få studera. Man kunde köpa bil och skaffa telefon, så småningom även en tv-apparat. Man kunde göra bilutflykter ut i naturen med matsäck och kaffetermos. På semestrarna kunde man åka bil över halva Sverige och hälsa på släkten.

Själlösa bostadsområden för de röda stugornas folk

Runt omkring mina föräldrar och deras generation förvandlades jordbrukarsamhället till det tjänstesamhälle som de själva kom att bli en del av. Jordbruken lades ner i rasande takt, byarna på landsbygden övergavs. Under 1950- och 60-talen tog inflyttningen till städerna fart. Över hela Sverige bredde de snabb- och fuskbyggda själlösa bostadsområdena i tegel och betong ut sig i städernas utkanter och erbjöd likformighet och anonymitet åt de röda stugornas och gröna ängsmarkernas människor som flyttade in. Det kallades urbanisering och modernisering. Men sinnen som har formats av röda stugor, gröna ängsmarker och milsvida skogar kan aldrig formpressas i betong. De får bara skavsår.

I många år röstade mina föräldrar troget på socialdemokraterna. Men efterhand smög sig tvivlen på. När Olof Palme blev statsminister fick de nog och började rösta borgerligt. Det var ett stort uppror, de bröt mot en mycket gammal tradition i hela släkten.

Om man ville överleva var det bara ”framåt” som gällde

Fortsæt med at læse “Söndagskrönika: När en mamma dör”

Det er helligdage, tid til lange baggrundsartikler, foredrag, bøger, musik og ture langs stranden med venner. Nogle skal skrive. Ikke jeg, jeg skal lade alle batterierne efter en hård vinter. David Goldman/Spengler på TV for første gang. Islamic Civilization is Dying. A briefing by David P. Goldman

“Islam is chrashing and burning as it encounters the modern world. It’s going straight from infancy to senility without passing through adulthood, and we have a civillisation with a billion and a half people going into chaos, that we can’t stabilize, no matter how much we try to.” (Fra Ezra Levants interview. Video II: 19 minutter foredrag, resten debat med et godt informeret publikum. Hør det.)

Tidens højreekstremister

Og lidt opbyggelig lyrik fra dagens Sydsvenskan. Frygt ikke fremtiden, vi har helt tjek på den. Den skal være sådan her, og sådan bliver den:

Leicester en multikulturell lyckosaga – ”Här finns ett fyrtiotal moskéer. Om du och jag bara har pengar kan vi gå till kommunen och vi får tillstånd direkt för att bygga en,” säger han innan han går iväg för att spela ett parti biljard. – “Det är lättare att uppfostra barnen till muslimer här. För mig är det viktigt,” säger Hassan Said, som pustar ut efter en pingismatch. Uppemot 90 procent av de muslimska barnen mellan 5 och 14 går i en koranskola, enligt statistik från kommunen.Leicester en multikulturell lyckosaga – vita snart i minoritet (UK cities to have white minorities)

Staldtips til besætningen på Absalon

Absalon har landsat 17 formodede pirater, Piratjægere: Omsonst at tage dem til fange Videoen er helt ny, det fremgår ikke hvilket skib, der forsvarer sig. Der tales bla. engelsk, og den har været uploadet på en kinesisk site først. Man jager ikke pirater med hænderne bundne på ryggen af politikere, der både vil og ikke vil. Jeg var ikke klar over, man kunne skyde varselsskud på denne måde. Send to af de fyre med hvert eneste danske handelsskib, der skal den vej. Det er effektivt, og det koster en brøkdel af, hvad det koster at have Absalon sejlende rundt som en hul magtdemonstration. Somaliske sørøvere ville holde op med at klaske sig på lårene af grin over de vattede seminarister og kvarte scient.pol’er, der befolker Folketinget i Danmark, som hidtil har overøst dem med milliarder af kroner og nul risiko for deres forbrydelser.

Se det Sixtinske Kapel virtuelt uden at tage til Rom og lægge  dig på gulvet på ryggen.

Grünewald og Bach

The final flowering of the Gothic came relatively late, in the work of the German artist, Matthias Grünewald 1470-1528. He was possibly an exact contemporary of Dürer, but while Dürer was deeply influenced by the Renaissance, Grünewald ignored it in his choice of subject matter and style. Much of his work has not survived to this day, but even from the small amount that has come down to us, it is possible to see Grünewald as one of the most powerful of all painters.

No other painter has ever so terribly and truthfully exposed the horror of suffering, and yet kept before us, as Bosch does not, the conviction of salvation. His Crucifixion, part of the many-panelled Isenheim Altarpiece, is now kept in Colmar.

It was commissioned for the Antoinite monastery at Isenheim and was intended to give support to patients in the monastic hospital. Christ appears hideous, his skin swollen and torn as a result of the flagellation and torture that He endured. This was understandably a powerful image in a hospital that specialized in caring for those suffering from skin complaints. Grünewald’s dark vision.  (detalje fra Isenheim alteret, helbillede her.)

Langfredag er det også værd at minde sig om, at påsken oprindeligt var en gammel israelitisk fest fra nomadetiden, hvor man fejrede foråret og kvægets frugtbarhed.

(udvalgte arier og finale fra Matthaüs Passionen)
Fortsæt med at læse “Påsken 2012”

Mark Steyn’s Australian Freedom of Speech Tour 2012 from Institute of Public Affairs.Læg mærke til den alleførste anekdote. Det er sådan jeg har det med vores nuværende regering. “Wait it out”, den varer kortere end vi frygter. Eller den om vores kunstneres mod. Eller om Lars Hedegaard og en video, jeg nok aldrig skulle have optaget. Og nogle af historierne har vi hørt før, men de er stadig sindssvagt underholdende.

Adonis: En Syrisk revolution må være sækulær og usekterisk

“og uden indblanding udefra, eller får vi bare et andet despoti.” Den store syriske digter er ikke født i går. Så meget for de forskellige muslimske grupper, der vil fylde et evt. tomrum efter Assad. Man kan lave revolutioner i tilbagestående, dybt religiøse samfund, men de bliver derefter. Der er udsigt til mange nyttesløst døde:

Syrian Poet Adonis: I Don’t Support Foreign Intervention in Syria; “A Revolution Cannot Be Completed in a Day or Two, with Only One or Two Deaths”. Dubai TV – March 19, 2012

Se også: »Min far, Adonis«

Det er Union des organisations islamiques de France’ (UOIF) årlige møde, hvor Frankrig har frabedt sig Youssef al-Qaradawi og tre andres tilstedeværelse, men må finde sig i den schweiziske statsborger Tariq Ramadans. Den indædte antisemit Qaradawi kan hvile sin gamle ben derhjemme, der er alligevel Broderskabet der kører den årlige magtdemonstration på europæisk grund. Mødet åbner “i en spændt atmosfære.” UOIF : un congrès sous haute tension, Ambiance crispée pour la 29e Rencontre des musulmans de France.

Cirkus Breivik kommer til byen

og domptøren hedder advokat Lippestad, som vil gå over i Norgeshistorien for sit mangel på gehør. Han burde have studeret advokat Sigrid Stray, en anden norsk advokat i en anden national-traumatisk retssag. Men ikke, Lippestad kører med fuldt udtræk på alle orgelpiber. Hans vidneliste er nu helt klar, selvom nogle navne ikke offentliggøres, og den må give Breivik små julelys i øjnene.

Dette modbydelige svin af en forbryder og narcissist, dette faceliftede operettefuck af en mandsling. Dette afskum af en massemorder og en nobody bliver nu reality-stjerne i sit eget politiske verdens TV show, hvor høj og lav er indkaldt som manegeheste. Han lykkes med at få hele Norge med på psykolog-briksen efter allerede at have fyldt alle norske medier hver dag i ti måneder. På sin vis var Wilders retssagen forebilledlig, når det nu endelig skulle være: Tre prægnante vidner for forsvaret. I Norge skal der også være plads til politifolk, vidner på Utøya osv. selvfølgelig, men dette:

Politikere, eks-politikere, venstresnoede ekstremismeforskere, rabiate muslimer, norske nazister, BZ aktivister og så Fjordman, som man har forestrukket fremfor Norges tre andre mest fremtrædende indvandringskritikere, Hege Storhaug, Hans Rustad og Ole Jørgen Anfindsen. Lippestad skal ikke tro, Fjordman nødvendigvis er at foretrække frem for de tre.

Det ligner en slem fejl af dommerne, at de tillader Lippestad at fremføre dette galleri i er retssag mod en massemorder, der ikke ønsker andet end så meget opmærksomhed som muligt. Det gør mig oprigtigt ondt for Norge. Det politiske udfald af dette, virker også fuldstændigt uberegneligt, det kan blive en retssag der føjer et traume til traumet, en tragedie til tragedierne. Hanne Nabintu Herland, et af vidnerne, mener det havde været bedst om Breivik var blevet skudt på Utøya. Ja, mon ikke det havde. Gid det kunne nås endnu. Det er svært at se dette som en renselse og en afslutning. April til juli bliver forfærdelige måneder i Norge. Bagefter vil Breivik apellere, han vil styrketræne, pleje sin teint og børste sin uniform og så starter det forfra i januar 2013.

Hanne Nabintu Herland, valgforsker og professor i sammenlignende politikk, Frank Aarebrot, tidligere stortingsrepresentant for Frp, Jan Simonsen, blitzeren Stein Lillevolden og den ekstreme muslimen Mohyeldeen Mohammad, Vigrid (Nazi)-lederen Tore Tvedt, Mullah Krekar, Arfan Bhatti, Peder Nøstvold Jensen (mer kjent som bloggeren Fjordman), islamekspert Lars Gule, journalist og forfatter Øyvind Strømmen, Carl I. Hagen, tidligere FRP leder, tidligere stortingsrepresentant og stifter av partiet Demokratene Vidar Kleppe og psykiaterne Randi Rosenqvist og Pål Grøndahl. Ap-topp på Breiviks vitneliste, Breiviks forsvarere vil ha «Fjordman» og ekstremist-ekspert i vitneboksen Vil ha Carl I. Hagen som vitne i terrorrettssaken.

Mohammed Merahs våbenarsenal

Hvordan er arbejdsløs mekaniker kan have et våbenlager for over 13.000 Euros og kunne betale rejser til Israel, Jordan, Afghanistan og Pakistan, der ser man ikke noget der ligner et svar på i franske aviser. Ja, næppe et spørgsmål, selvom der hviskes i krogene. En italiensk journalist, Daniele Raineri, mener ligefrem, han har været en (dobbelt)agent for Frankrig, der er gået amok. Der er dunkle punkter. F.eks. kunne man velsagtens have taget ham med gasgranter uden at slå ham ihjel. Le Figaro.

“Tidligere var han WaffenSS Junge, nu skriver han som en gammel SS mand,” siger Henryk Broder om Günther Grass digt Was gesagt werden muss hvori Grass angriber Israels frygt for en iransk atombombe, skønmaler Teheran-regimet og angriber Tysklands eksport af våben til Israel. Det er måske at stramme den, men Broder uddyber og kommer længere omkring. Man kan læse om det på dansk her Grass forarger med Israel-angreb.

Digtet har gjort Grass til en helt på de mest vulgære antisemitiske netsider. Kan andre i Tyskland end Henryk Broder, når han lige bliver passet op at af TV hold, ryste en så gnistrende begavet og morsom kommentar op af lommen? Videoen er desværre for vor tid på tysk og utekstet. Jeg anser det for et af mit livs privillegier, at have oplevet denne lille tornado af vid og fornuft en tre fire gange, sidst på Restaurant Vita i Store Kongensgade, hvor man spiser and til kl. 05 om morgenen og bliver betjent af tjenere i livré. Broder er en stjerne i den tyske intelligentsia, men ingen kendte ham i København. Hvad værre er, sidste sommer var jeg sammen med adskillige tyskere i Sverige, de havde aldrig hørt hans navn. Hver stjerne har sin lille isolerede bane nu om stunder. Hvem kender hvem? Min gamle journalistnabo havde aldrig set Hirsi Alis ansigt i 2007. Hvis man vil være kendt og elsket, skal man skaffe en labrador eller en border collie.

319 millioner kr. til én ghetto på 11 år

I 2006 havde Sverige 156 ghettoområder, men antallet vokser så hurtigt, at det i dag må være omkring 180-190. Hvor mange penge der er hældt i dem, må Gud, Reinfeldt og Persson vide, men det må være betydeligt over 100 milliarder, og de har stort set været hældt ned i et sort hul. Danske ghettoer, der er betydeligt færre og mindre, har på 30 år kostet 48 milliarder, halvanden Øresundsbro. Når politikere bevilliger skattepenge til “ghettosatsninger” kan man være sikker på, at det er fordi de ikke aner deres levende råd. Man kan altid bruge penge, så længe man har dem, selvfølgelig, men det er uansvarlig omgang med betroede midler, når man giver dem ud forgæves blot for at vise handlekraft. De kunne i det mindste lade være med at føje spot til skade.

I dag gør Sydsvenskan regnskabet op for Rosengårds vedkommende, og det er ikke imponerende. Men pyt, de bliver valgt igen af folk, der byggede velfærdssamfundet, får 7000 om måneden i pension før skat og som ikke kan blive behandlet for deres sygdomme eller komme på plejehjem. Svensk presse har sørget for, at de ikke har siddet inde med forudsætningerne, for at være så gode demokrater, at de kunne stoppe politikerne i tide. Disse giver ikke mine til at stoppe. Økonomien vil sørge for, at de gør:

319 000 000 kronor. Så mycket har projekt bara i Rosengård kostat sedan sekelskiftet. Några beskrivs som lyckade, andra som bortkastade pengar. Inget har brutit segregationen eller mer än tillfälligt minskat arbetslösheten eller andelen obehöriga till gymnasiet.

Har pengarna använts på rätt sätt?

Ett enkelt svar är nej. Statistiken visar klart och tydligt att satsningarna inte fått den effekt som avsågs när det gäller frågor som skola, integration och sysselsättning. Titta hur det ser ut idag. Har det blivit bättre? Nej. Har det blivit sämre? Ja. Det är en enkel observation. De här projekten är helt enkelt inte hållbara, de pågår under en begränsad tid, några har deltagit i bra aktiviteter, vissa har fått jobb, men sen tar projekten slut och deltagarna går hem igen. Men kanske har projekten bromsat den negativa utvecklingen. Något måste man ju göra. Hade vi haft svaret på vad som skulle göras, hade vi löst det för länge sedan.Mycket babbel – lite verkstad.

Svenska politikere er utrættelige indtil videre: Skyskrapan Culture Casbah ska byggas på Rosengård. En kasbah betyder et fort, et citadel på arabisk. Den makabre ironi synes tabt på arkitekterne:

A kasbah or Qasbah (Arabic: القصبة al-qaṣbah) or qassabah is a type of medina, Islamic city, or fortress (citadel).
It was a place for the local leader to live and a defense when a city was under attack. A kasbah has high walls, usually without windows. Sometimes, they were built on hilltops so that they could be more easily defended. Some were placed near the entrance to harbors.

Borte tog Real Madrids kors

The top-ranked football team in Spain, Real Madrid, has removed a Christian cross from its official logo as a way to strengthen its fan base among Muslims in Europe and the Middle East. According to Spain’s top sports newspaper, Marca, the change was made to “avoid any form of confusion or misinterpretation in a region where the majority of the population is Muslim.”

Real Madrid says its decision to remove the cross from its logo (see image here) is simply a cost of doing business in a globalized world. But critics say the move represents yet another erosion of European culture and tradition in the face of encroaching Islam.The cross controversy comes as Real Madrid begins to build a $1 billion sports tourist resort in the United Arab Emirates. The foundation stone for the 50 hectare Real Madrid Resort Island was laid in the emirate of Ras al-Khaimah on March 29; the complex is scheduled to open in January 2015.[..]

In neighboring Germany, the Gelsenkirchen-based FC Schalke 04, which plays in Germany’s top league, the Bundesliga, asked an Islam expert to consider whether the team’s anthem is insulting to Muslims.The third verse of the anthem, which is titled “Blue and White, How I Love You,” contains the words: “Mohammed was a prophet who understood nothing about football. But of all the lovely colors he chose [Schalke’s] blue and white.”Elsewhere in Germany, the German Central Council of Muslims issued a fatwa (religious ruling) stating that Muslim football players are not required to fast during the month of Ramadan.Islam Conquers European Football

After reading Bat Ye’or, I realized that the now-familiar strategies of fearsome risk management — guns around the synagogue, for example –represents a significant capitulation. The security ring around the synagogue — or the airport ticket counter, the house of parliament, the Winter Olympics — is a line of siege, not a line of counterattack. The threat of violence has become the status quo, and, as such, is incapable of speaking outrage, and is certainly not a causus belli. Guns at the synagogue door — or St. Peter’s Basilica, or the Louvre — symbolize a cultural acquiescence to the infringement of freedom caused by the introduction — better, the incursion — of Islam into Western society. Thus, dhimmitude — institutional concessions on the part of non-Muslim populations to Islam — arrived in the West. Diana West: Jihad in the West: Ongoing Threat Within

Sarkozys sene og nyfundne beslutsomhed, som ikke ubegrundet imponerer konservative engelske kommentatorer – Sarkozy’s expulsion of radical preachers shows us how weak British politicians are – skal man lade sig berolige og imponere? Frankrig havde ved sidste optælling 751 Zones Urbaines Sensibles hvori der bor mellem 6 og 8 millioner mennesker. I det daglige og ved optøjer har mange vist sig at være bevæbnede, på You Tubes kan man se dem prale med deres Kalashnikovs. Handlen med illegale våben blomstrer i forstæderne. Man skønner at der findes 30.000 illegale militære våben i Frankrig. Våben er blevet brugt mod adskillige politifolk. Nuvel – hvor mange af zonernes indbyggere tænker som Mohamed Merah? Hvor mange af dem er parate til at gøre som ham? 5000? 10.000 ? 50.000? Hvis jeg var fransk jøde, ville jeg se mig i spejlet og sige:“Do I feel lucky? Do you, punk!” 2000 franske jøder udvandrer til Israel om året. Det må nok opfattes som et “Nej”. – A “Vast” Operation?

Ritzau basker “dansk nazistmøde” med homohadende russer
Ritzau er ikke kræsen med sine kilder, når det drejer sig om at delegitimere politiske standpunkter, de ikke bryder sig om. Det er Ritzau der står uden enhver nyhedsmæssig troværdighed. Står der Ritzau under en artikel, skal man undersøge hvad andre udenfor Enhedslisten rapporterer om samme sag:

“Rusland er fortørnet over, at Danmark tillod radikale højreorienterede fra Europa at forsamle sig i Aarhus i weekenden. – Demonstrationen med flere hundrede nynazister i Aarhus, Danmarks næststørste by, er en legal grund til at blive indigneret, siger Konstantin Dolgov, der er det russiske udenrigsministeriums kommissær for menneskerettigheder. – Det er overraskende, at det ultrahøjreorienterede møde blev tilladt af de danske myndigheder, siger Dolgov til nyhedsbureauet Interfax. Blandt deltagerne i Aarhus var… medlemmer af den rabiate højreorienterede English Defence League. … Det kom til sammenstød med fascistiske grupper, og 83 endte med at blive anholdt.Ritzau citerer ukendt russer: Danmark burde have forhindret ‘flere hundrede nynazister’ i at mødes

A Russian diplomat condemned the U.S. State Department for speaking out against St. Petersburg’s pending anti-gay propaganda bill, saying that American interference is “inappropriate.” “We view with bewilderment the American side’s attempts to interfere, what’s more, publicly, in the lawmaking process,” foreign ministry representative for human rights, Konstantin Dolgov, told the Interfax news agency. The bill — which would fine groups and individuals for “public actions aimed at propaganda of pederasty, lesbianism, bisexuality, and transgenderism among minors” — has passed the first of three readings, but has stalled as lawmakers work to agree on specific language. The second reading had been tentatively set for Nov. 30, but has now been postponed “until after parliamentary polls on December 4.”RUSSIA CALLS AMERICA’S CONDEMNATION OF ANTI-GAY PROPAGANDA LAW ‘INAPPROPRIATE,’ PUSHES BACK SECOND VOTE

800 gaderøverier i Københavns Kommune i 2011

En tillidsnedbrydende forbrydelse der simptelhen ikke eksisterede for 30 år siden. Kan det blive værre? Næsten dobbelt så slemt. Lille Malmø havde i 2011 924, i december alene tre om dagen. Og så regner man med, at 50 % slet ikke anmeldes. Råd: Bliv inde, gå med tomme lommer eller bær et våben i “udsatte områder,” hvor udsatte personer kan tænkes at udsætte dig for noget ubehageligt:

At gaderøverier er et stort problem i særligt udsatte problemområder i København blev bekræftet tirsdag aften. Her fandt der mindst seks røverier eller røveriforsøg sted på åben gade.Fire ud af de seks episoder fandt sted i bydelen Nørrebro, hvor gerningsmændene gik efter tasker og mobiltelefoner på Jagtvej, Tagensvej og i nærheden af boligbyggeriet Mjølnerparken. Det skriver Københavns Politi i sin døgnrapport.Sidste år blev der anmeldt knapt 800 gaderøverier i Københavns Kommune.København plages af gaderøverier

Der var 30 gaderøverier i Malmø i marts 2012.Våldet i Malmö. Sammanfattning* för mars 2012.

Tysk soldat ved Østerport Station om morgenen 9 april 1940 spærrer vejen til Kastellet, den danske hærs hovedkvarter, Amalienborg og Indre By. Restaurant Glacis i baggrunden husker de fleste indfødte østerbroere.

“En ny »Modstandsdatabase« udarbejdet af Frihedsmuseet viser, at 85.000 personer var med i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Det er næsten en fordobling i forhold til historikeres tidligere vurderinger. Den danske modstandsbevægelse talte langt flere og næsten dobbelt så mange personer, som historikere hidtil har peget på. Frihedsmuseet har siden 2008 udviklet en »Modstandsdatabase«, som påviser, at der var omkring 85.000 personer med i modstandsbevægelsen. Det skriver Weekendavsien onsdag.”

“Museet har registreret mænd og kvinder i den elektroniske database, og man har i den forbindelse gennemgået en enorm bunke af bøger, artikler, erindringer og megen anden dokumentation om modstandsbevægelsen.

– Vores arbejde har medført en betydelig opskrivning af, hvad vi ellers har anset for at være modstandsbevægelsens størrelse, siger Frihedsmuseets leder, Esben Kjeldbæk, til Weekendavisen.”

– “I alt har vi indtastet 85.448 personer i databasen, og det er et overraskende stort tal. Det er næsten en fordobling i forhold til det antal, som historikerne hidtil har anset for at være modstandsbevægelsens maksimale størrelse ved slutningen af krigen,” siger han. Danmark havde dobbelt så mange modstandsfolk. Frihedsmuseets modstandsdatabase.

Jeg har brugt et par timer på at søge på kendte og mindre kendte navne, heriblandt tre familiemedlemmer og nogle andre jeg har kendt selv, og det er ganske imponerende hvor detaljeret og nøjagtig denne database er. Den “passive modstand” – hjælp til flygtende sabotører osv. – var selvfølgelig langt den største, men når man tænker på at Danmark i 1940 kun havde 3.8 millioner indbyggere, føler man alligevel en vis ydmyg stolthed og taknemmelighed. En af de mest betydningsfulde faggrupper imodstanden, var danske læger, hvad man kan læse om i Den Hvide Brigade, Danske Lægers Modstand. I Danmarks Frihedsråd sad tre læger: Husfeldt, Chievitz, Fogh. Selv de læger, der ikke var organiserede modstandfolk, gemte gerne sabotører i hospitalssenge, indtil de kunne bringes i sikkerhed. Min far var som nybagt læge en af dem på Bispebjerg Hospital, der var det vigtigste i København i den trafik. – SE også 378.000 har set filmen om Hvidsten-gruppen. Siden jeg skrev det den 17 marts, er det blevet til 500.000 billetter.

Labours kollaboratører: George Galloway og Ken Livingstone

Engelsk MSM har ikke brudt sig om at hæfte sig ved, hvorfor Galloway vandt i Bradford. DR-Ritzaus søforklaring er enslydende med Dagbladet Arbejderens, og de rammer begge en kilometer forbi målet.

Galloway won because young Bradford Muslims turned out for him in droves.They did not vote for him because he was promising them better public services. They did not vote for him, indeed, on account of any British domestic issues. They did so because he tailored his message to appeal to their religious passions and prejudices about conflicts abroad.Specifically, he campaigned against the wars in Afghanistan and Iraq and for the Palestinians, declaring that his victory would help satisfy voters’ ‘duty’ to care about such grievances.

Most commentators have dismissed this victory as a shocking one-off with no further significance than an upset by an entertaining maverick.Not so. For with Galloway’s election, religious extremism has become for the first time a potential game-changer in British politics. The point being so resolutely ignored is that Galloway ran on an Islamist religious ticket. It wasn’t simply that he was pandering to Islamist foreign policy obsessions. He made explicit references to Islam throughout his campaign.

‘All praise to Allah!’ he saluted his victory through a loud-hailer — having previously told a public meeting that if people didn’t vote for him, Allah would want to know why. Indeed, declaring in one address that ‘God knows who is a Muslim’, he implied that he was even more of a true adherent of that faith than Labour’s Muslim candidate who, he suggested without a shred of evidence, drank alcohol whereas he himself had never touched the stuff.

When my book Londonistan was published in 2006, my warnings about the supine response of the British governing class to the Islamisation of Britain were dismissed as scare-mongering. What we are now seeing, however, is of course far more alarming even than that response by a complacent and ignorant elite which appears to be possessed of a desire for cultural suicide. Melanie Phillips: A lethal game-changer for British politics?

Hvad en video kan gøre

Det er dagen efter modtagelsen af Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris, og Olga Romanova er glad.Hun har ellers meget at bekymre sig om. Hendes mand, Aleksej Kozlov, er netop blevet sendt tilbage i fængsel på opdigtede anklager, og menneskeretssituationen i Rusland er alt andet end lys.
Olgas glæde skyldes, at den video, der blev optaget af hendes tale til Trykkefrihedsselskabet den 31. marts – og som Snaphanen lagde på nettet samme aften – er blevet spredt med rasende fart i hendes hjemland.
Flot – jeg græder. Olga åbner sin computer og viser nogle af de mange hundrede reaktioner, hun allerede har modtaget. læs vide på Hundreder af reaktioner på Olga Romanovas Sappho-pris

I Weekendavisen skriver Leif Blædel i analysen Nu er det Putin (ikke online) et sarkastisk referat af generalforsamlingen, hvis essens er, at det hele handler for meget om islam. For at forstå hans analyse rigtigt, må man vide at han forlod lokalet direkte efter formandes beretning en time inden Romanovas tale, og altså ikke selv udviste nogen særlig interesse for Rusland. Weekendavisen udkommer i dag onsdag, måske den havde deadline lørdag aften:

Det er første gang siden selskabets stiftelse i 2004 at det giver ytringsfrihedsprisen til en person, som ikke er muslim-kritisk. Det bekræfter formandens udtalelse under hans beretning, at selskabet ikke kun beskæftiger sig med islam. Og det kan måske have en sammenhæng med det faldende medlemstal.

Den massivt politiske presse i Danmark burde skamme sig, Breivik-agtige højreekstremister kendt for død og vold – Fredelige tolerante unge venstrefløjs-aktivister.

Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard ­siger nej til intolerance. Men borgmesterens udsagn er ­ikke andet end en skidt blanding af populisme, dæmonisering og uvidenhed. Uwe Max Jensen.

“Jag har varit dålig på att formulera mig”

Hvad nu hvis Malmøs bormester, “Malmøs stærke mand”, efter 30 år i politik og 18 år som borgmester, faktisk har god øvelse i at formulere sig og fuld kontrol over, hvad der kommer ud af munden på ham, hvilke muligheder er der så tilbage? Der er en mand, der er kommet i klemme i sit eget og andres skaberværk. Kræfter der presser ham til at udtale sig, som han gør. Malmø har 600 jøder og 70.000 muslimer, det kan han ikke være ubekendt med. Én Malmø-jøde har her fuld tiltro til, at Reepalu er herre over sine egne udtalelser: Jag uppfattar den antisemitiska politiken i Malmö som officiel. Jeg lämnar Malmö, siger lægen Harry Turner.

Tänker du att det finns en gräns för hur mycket missförstånd det kan bli på din position?– Det tänker jag inte kommentera. Det är ungefär samma fråga som du ställde tidigare. Det är and­ra som får göra den bedömningen.”Måste vara tydligare”

Persona non grata

Nu kan man læse hele Weekendavisens interview med Vilks her.

– Da systemet med livvagterne kom i gang, blev det en ekstra forhindring. Arrangørerne tænker måske, at faren bliver større. Vilks må være en farlig mand, det bliver for besværligt, og de kan jo invitere en anden. Det har naturligvis ikke været en hjælp for min økonomi. Jeg ved ikke, hvordan fremtiden ser ud. Jeg kan ikke udstille, det regulære galleriliv er forsvundet for mig. Jeg plejede at udstille. Det er ikke fuldstændig slut, men næsten, forklarer Lars Vilks.

Mens kunstverdenen er vilde med den kinesiske dissident og billedkunstner Ai Weiwei og dennes kamp for ytringsfrihed, er situationen en anden for Lars Vilks. Støtten fra kunstverdenen og svenske kunstnerkolleger er minimal.

– Dette her er et ikke-emne inden for samtidskunsten. Indstillingen synes at være, at jeg måtte have været bevidst om den ballade, det ville forårsage. Altså: Vil man lave sabotage, må man betale prisen. På den anden side: Der er en officiel distancering fra disse kredse, men den er ikke privat. Jeg modtages meget godt, når nogle af dem træffer mig, og de er positive over for, hvad jeg laver. Men officielt, det er der, problemet opstår. En støtte til mig bliver en deklaration.Vilks´ kamp for ytringsfriheden, Weekendavisen den 30. marts og gengives her med avisen og forfatternes tilladelse