“Du var en stolt ridder for islam, du bekæmpede de sionistiske svin og de falske muslimer, du døde med våben i hånd. Jeg hilser dig, min broder Mohamed. Hvil i fred” Mohamed Merah – in Tarbes als Held gefeiert,Tarbes. un graffiti en hommage à Mohamed Merah sème le trouble
Update: Grafittimaleren Mohamed Redha Ghezali fik tre måneders fængsel for sit værk. – Politiken og svensk journalistik har ret, det har jo ikke et klap med religion at gøre. Det handler om Israels apartheid-politik. Det handler om hvide, midaldrende, mandlige vensterlændinge, der giver palestinenserne for lidt i bistandshjælp at føre krig for.
Jeg hørte Bent Melchior kvidre evigglad og dialogorienteret i radioen med en muslimsk politiker, hvis navn jeg har glemt og alligevel ikke ville kunne stave til. Det handlede om Merahs ritualmord. Jeg luftede en profan fordom for mig selv: “Tror Melchior mon at det bliver bedre eller værre for ham og hans, hvis Israel om få måneder angriber Iran?” Det var slemt i Europa sidst i 2009, og det bliver værre dennegang. Om Melchior så blev 969 år, ligesom Metusalem, ville han stadig politisk set lyde som, når Glistrup sang “Der er et yndigt land.” Ikke en tone i livet. Godt gået af en europæisk jøde, der er født i 1929 og har gjort det 20. århundredes rædsler med. Lige så barnligt bevægende som tragisk. Hvad der ikke er gået sporløst henover ham.
Den konstruerede eskapisme
Der er vist ikke mange biologer i dag, der giver mange flade femører for den socialkonstruktivistiske tanke fra 70’erne, at køn er fuldstændigt flydende og kontruerbart. Tiden har flyttet sig, vi tror heller ikke længere på Freuds neuroseteorier som andet en interessant kulturhistorie. Eller hvad, på psyket i Sverige? Tør man blive sindssyg der? Men Sverige har satset alle sine håndører på den tanke, så den er blevet en statsreligion. “Hvad køn er, bestemmer vi. Det hele flyder, og alt er udskiftbart.” Det tager også den sidste gnist ud af erotikken, som lever af og forskelle – gnister, der skal springe langt.
Sverige lever i en tidslomme af serielle illusioner. Man var antinazist, men man hjalp dem, indtil man var sikre på, de tabte. (Men Sverige hjalp Finland!) Man var neutral, men alligevel uofficiel med i NATO. En politiker sagde i 1985: “Vi ved jo godt, hvem vi holder med.” Ingen har set ham siden. Man ville gerne bombe Libyen, men verdens bedste jagerfly måtte kun fotografere ubevæbnede og stærkt forsinket, så det aldrig kunne forveksles med krig. Og i dag: Man vil gerne være verdens syvende største våbeneksportør, bare det ikke kommer alt for meget ud. Nu har de lige ofret “Tomhylsan”, militærnægteren der blev forsvarsminister, for at forlænge illusionen, at være et moralsk land. Det rigtige ville være at sige højt: “Vi har brug for de mange milliarder, så meget må moral ikke koste.” Men nej, teater og ævl.
Hvad gør det ved folk, at leve i serielt konstruerede illusioner? Fem procent synes at blive dissidenter, sindssyge, alkoholikere eller geniale kunstnere, resten lever i en åndelig zombie-tilstand af Melodifestivaler, politisk opdragende kriminalromaner og sunde sportsgrene. I Danmark kommer der altid én eller anden landsbytosse – Glistrup, Spies, Thorsen, Storm P., P.H. selv Scherfig, – og når de har sagt deres oprørerende ting, bliver de omfavnet af det gode selskab, og så er de helt normale og kommer i Den Blå Bog. Man kan ikke være dissident i Danmark mere end et par uger, ærgerligt nok for dem, der godt kan lide at føle sig udenfor. Swedish boys’ new hero: pram-pushing Spiderman.




