Og 18 % af “asiaterne” mener, at vold er acceptabelt for at opnå dette gode. Sådan ser det største tilbageskridt nogensinde for kvindernes ligestilling i Europa ud. Ikke dårligt skuldret i ét enkelt hug, og det er typer som Ken Livingstone nedenfor, der har gjort det muligt. Fremtiden tilhører pædagogerne og optimisterne, bland mig udenom:
En kader av informatörer i stadens tjänst har under lång tid sålt bilden av Malmö som en framgångssaga. Nu solkas den bilden. Och det är inte gratis. Eller som Anders Olshov konstaterar:
–Den positiva trenden sedan bron öppnades år 2000 har brutits. Studenterna kommer till exempel i mindre skaror. Föräldrarna är oroliga.
Turister vill inte heller, i likhet med damen vid Centralen, oroa sig. Då reser de hellre någon annanstans. Liksom investerare väljer andra orter för produktion och huvudkontor.
–Jag hörde av en vän i Italien att RAI sände ett reportage från Malmö i februari, fortsätter Anders Olshov. – Vilken bild gav inslaget av Malmö?
Inte positivt. Vi borde räkna på vad den negativa bilden av Malmö kostar. Malmös rykte oroar turister, 130 nya poliser sätts in i Malmö.
Spørgsmålet har skullet stilles længe. Malmøs nedadgående spiral begyndte ikke med den seneste mordbølge, det var længe før. Det er kun nu, at den er så akut, at man er nødt til at nævne det højt, ellers ikke noget svenske medier bryder sig om. Men Money talks.-
“Billedet”. Det minder mig om en lille episode, da vi fire danske og norske om natten den 31.1 ved 24- tiden forlod en kro, for at finde vores bil. Vi kunne ikke finde gaden, hvor vi parkerede den. Vi gik ved siden af en ung mand og i samme retning, og jeg spurgte ham hvor Friisgatan lå. Trods kun en meters afstand, svarede han ikke. Først ved tredje henvendelse på et mere beroligende og forsvensket dansk, forstod jeg, at han simpelthen var angst. Der var ganske vist sket endnu et mord og en bombeeksplosion den aften, og hans billede af Malmø var nu sådan, at fremmede på gaden om aftenen indgød ham skræk. Han må have set de forkerte udenlandske reportager om Malmø om “kontinentets og Danmarks nærhed til Malmø.” Forklaringen fra svenske politikere og politruker er kvalitativt af samme art, som når Bashar Assad beskylder syriske oprørere for at være udenlandske agenter. Den stakkels mand havde bare set ud af sit vindue på den virkelighed, disse løgnhalse har skabt, uden ét sekund at overveje at spørge den befolkning, der har valgt dem.
På kun 18 dage. Jeg måtte ind og se den med en ven, ikke så meget for historien, som jeg kender, men for at finde ud af noget om de 378.000. Historien om familien Fiil og Hvidsten-gruppen, kan gribe enhver. I et helt år var de den vigtigste modtager af engelske våbennedkastninger i det besatte Danmark. Uden dem ville modstanden mod nazisterne være forsinket betydeligt, men efter et år må otte af dem bøde med livet. Sådan en historie kan ikke rigtig mislykkes, ikke engang hvis den fortælles i det mest fantasiforladte, naturalistiske filmsprog, med pointer mindre subtile end i Matador. Vores diskussion drejede sig om, hvorfor den film er sådan en magnet. Der er flere mulige grunde: Mange kender formentlig slet ikke historien, det er en god grund til at se den, men ikke den interessante. Flammen og Citronen var et lignende tilløbsstykke. På 60-års dagen for den 5 maj 1945, var jeg i Mindelunden i Ryvangen, hvor Hvidsten-gruppen blev skudt, og der var propfuldt ikke mindst af helt unge mennesker, hvis bedsteforældre var for unge til at have været aktive i modstandsbevægelsen.
Hvad er det, der sådan drager tilbage efter så mange år? Er det generationer, der føler at de er blevet snydt for historien, ligesom for sangskatten og stoltheden over at være dansk? Er det en muligvis ubevidst klyngen sig til den lille nationalstat, som er under angreb fra neden og fra oven, fra EU og fra indvandringspresset? Vi fandt ikke noget svar, da vi gik ned gennem Strøget og vendte det imellem os. Men vi var enige om at glæde os over filmens enestående succes, selvom den som kunstværk er stort set uden andre ambitioner end at fortælle historien loyalt. Hvis man vil fange noget af det i den, der griber én elementært, skal man se disse interviews med overlevende fra dengang. Gerda Fiil ovenfor, hvis far var Marius Fiil. Hun slap med fængsel og overlevede, ligesom Tulle der er interviewet her. Hun er nu død. Stolte mennesker, der bar den skæbne der fulgte af at lyde samvittigheden med betagende ro og værdighed.
»Vi bliver de ultimative flygtninge i vore egne lande«
Daniel Greenfield har nogle pointer, der er lige så enkle som de er smertelige: Ligegyldigt hvor mange flygtninge endnu fungerende stater tager ind, vil der altid være tusindfold flere derude. Når vi prøver at afhjælpe deres vilkår i hjemlandene (Irak, Libyen, Afghanistan, Egypten) skaber vi nye flygtninge. Og de flygtninge der kommer her, vil for en stor dels vedkommende gøre fungerende stater til det samme mareridt, de i første omgang flygtede fra. Og vi der boede her, bliver den nye tids flygtninge. Tendensen er umiskendelig i dag, for enhver der tør se den, og da den har været det i nogle årtier uden at de politiske poletter er trillet ned, venter der Vestens unge en særdeles dyster fremtid. Det er for at få et kig ind i den fremtid, det lønner sig at studere f.eks. Sverige, Holland, Belgien og England under mikroskop. De lande, der havde mest at miste og som også allerede har mistet mest.
The old paradigm that a country has the right to decide who enters it has been decisively overturned in Europe, it’s under siege in such first world countries as America, Canada, Australia and Israel by the creed that says it’s the human rights obligation of every nation to accept every refugee. Given a chance, a sizable portion of the third world would move to the first, a minority because of oppression and a majority because the opportunities and freebies are much better there. Even low ranked first-world nations still find themselves swamped with refugees looking to move in.
International law does not assign any priority to a nation’s citizens over any person who happens to stray across the border. At the ground level that means the end of borders and the end of citizenship, which is why immigration isn’t just a touchy issue in Arizona, it’s a touchy issue in Sydney, Tel Aviv and Birmingham. You can hardly open a newspaper of the liberal persuasion without being treated to another group of refugees in some troubled part of the world walled up behind fences and trying to get over to London, Sydney or New York.
This sort of thing can’t be called immigration anymore, it’s a straightforward migration and it has no apparent limits. However many you take in, there will be more waiting and always burdening you with an unsolvable crisis. One approach is to try and stabilize whatever crisis they are supposedly escaping from. Too many Libyans running away to Italy? Just bomb their dictator and they’ll go home again. At least that’s the theory, it doesn’t work too well in practice. For one thing, Libya is more dangerous and unstable than it was under Gaddafi. Stabilizing it would require an Iraq-level investment of money and manpower, and Iraq isn’t stable either. And London is still full of Iraqi refugees dating back to the 1980’s. [..]
Westerners have become the ultimate refugees, lost at home, refugees in their own countries, wanderers in their own cities. He has become a displaced person, a familiar enough feeling to many of his new neighbors who are also victims of ethnic and religious conflicts. But while the conflicts they have fled are official, his conflict is not. He is the victim of a nameless conflict that cannot be named, of a colonization that cannot be described as such and of the ethnic cleansing of his national identity and the theft of his future. A World of Refugees – Daniel Greenfield, March 2012
Kønsdagen
Af Drokles
Selv om følgende sætning fra Jyllands-Posten er revet ud af en sammenhæng (en mand angreb en feministisk demonstration med æg og romerlys) beskriver den nu alligevel meget godt tidsånden.
Københavns Politi har anholdt en mand og undersøge, hvad han nu kan sigtes for.
Der skal jo nok være noget at anklage en mand for. Som da feministerne nedgjorde mænd for ikke at kunne tilfredsstille deres ikke eksisterende g-punkt. Bring me the Moon. Ja, det har været Kvindernes Traditionelle Kampdag og traditionerne blev holdt fint i hævd. I Jyllands-Posten nøjedes en professor ikke bare med for gud ved hvilken gang at konstatere at kampdagen var overflødig men foreslog tillige at “indføre kønnets dag“. Ja, kønnet, som sådan, skulle have en dag og der skulle ikke kæmpes (og mod hvem da også?) fordi
“Problemet med kvindernes kampdag er, at den er partisk. Den vil kun se kvindernes livsproblematikker. Hvis vi skal have en ligestillingspolitik, og 8. marts skal være berettiget, så skal den være for begge køn,” siger Hans Bonde.
Kampdage er jo gerne partiske. Da mennesket – stik mod hvad litterære trends og Sverige og England ellers forsøger at bilde os ind – består af to køn undrer man sig over hvad en dag som indbefatter alle skulle dreje sig om? At vi alle som biologiske væsner blot er et ligestillingsparat fedt? Men det var blot en mandlig professors mening. Kvindernes Kampdag er vigtig fordi kvinder bliver undertrykt her midt i andedammen, lige nu, mens vi drikker vores kaffe. En af undertrykkelsesmekanismerne finder man ifølge Jyllands-Posten ude på wc’et
“Ligestillings- og kønsperspektiver integreres i al politik og planlægning, står der i vores ligestillingspolitik. Alligevel opstiller vi stadigvæk pissoirs for mænd og lader kvinderne holde sig rundt omkring i byen. Også i vores egen borgerrepræsentationssal bliver der set skævt til kvinder, der benytter det eneste eksisterende toilet inden for stemmeklokkens rækkevidde,” skriver Iben Wiene Rathje i sin motivering.Missoir afprøvet på Roskilde Festival
Den ligestillingsaktive SF’er mener, at mændenes monopol på at stå op under urinering er med til at cementere en forskelsbehandling i dagligdagen.
Attentaten i Frankrike fortsätter. Idag på morgonen attackerades en judisk skola. Minst fyra har dödats, flera andra skadats. Attentatet följer mönstret: människor på motorcykel öppnar eld och försvinner snabbt. Förra attentatet ägde rum i närheten av Toulouse. Då dödades tre franska militärer. Behöver vi tveka om motiven? Jihad tar sig många uttryck, en variant är att “flytta” den väpnade kampen från Israel/Palestina och Afghanistan till Europa (som om franska skolbarn hade någonting med Israel/Palestina att göra). Den teorin framfördes redan vid de två tidigare attentaten eftersom de riktade sig direkt mot fransk trupp.
Uppdatering förmiddag: Att förnedra, trakassera och mörda europeiska judar betraktas utifrån jihad-perspektivet som legitimt. Fortfarande hörs ändå mest de röster som säger “nej, det pågår ingen islamisering av väst”, “det är överdrivet att påstå det”… och för varje nytt attentat flyttas fokus snart till en annan plats och ett annat ämne och någon suckar “är det konstigt att de hatar oss, så illa som vi behandlar dem”…. Hört det förut?
Uppdatering 14.35: Om dessa olika attentat utförts av samma person/personer och alldeles oavsett om det är organisatoriskt sammanlänkat och välplanerat i alla tre fallen, och fransk polis och underrättelsetjänst lyckas ta den/de skyldiga, så betraktar jag det som terrorbrott. Det är inget som tyder på någonting annat. Spekulationerna i europeisk press går både åt islamist- och högerextremist-hållet (förmodligen darrar många redaktörer just nu inför tanken att en fransk motsvarighet till den norske massmördaren skulle vara i farten). Själv tillåter jag mig en försiktig analys som trots allt kan knytas till två av de regioner där islamismen versus väst är som tydligast i dag: Israel/Palestina och Afghanistan.
Thomas Nydahl
10, 9, 8 …
Skal vi vædde på at nogen, inden dagen rinder ud, har antydet, ment eller taget for givet, at den seriemorder, der i Frankrig skyder på soldater og nu en jødisk skole, er en hvid højreekstremist – fordi tre af soldaterne har været af nordafrikansk etnicitet, og dagens ofre er jøder?
Enten forstår de ikke, eller også vil de ikke forstå. Han er godt nok højreekstremist, men af den klassiske muslimske variant som hader jøder i almindelighed og alle den sekulære franske stats repræsentanter (og så meget desto mere, hvis de er forrædere mod ummaen). Af Nemo
Sverigedemokraternes video-annonce om æresvold
Af Nicolai Sennels
Videoen er lavet af SD-kvinnor og blev offentliggjort d. 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag. Videoen blev hurtigt taget ned igen, fordi man i første omgang havde brugt noget musik, som var beskyttet af copyright. Her er den endelige version:
Og, jo temaet er bestemt relevant:En frisk engelsk undersøgelse viser, at 69 procent af deres “asiater” (engelsk for “unge”) mener, at deres familier bør leve efter de muslimske æresbegreber:
“Asked if they agreed that families should live according to “honour”, 69% agreed, a figure that rose to 75% among young men, compared with 63% of young women. … Nazir Afzal of the Crown Prosecution Service said the degree of honour crime in Britain – including murders meant to preserve a family’s ‘honour’ within their own community – was unknown. ‘We don’t know the true figure of honour killings. It’s anything between 10 and 12 a year in this country. I don’t know how many other unmarked graves there are in this country in our green and pleasant land.’ Mr Afzal estimates that there are 10,000 forced marriages in Britain every year, and said a measure of multicultural sensitivity was likely part of the problem. ‘Forced marriage is the earthquake and what’s followed is a tsunami of domestic abuse, sexual abuse, child protection issues, suicide and murder.'”
Forhistorien er den, at de to berlinere Sven N. und Oliver H. kommer i klammeri med en lille gruppe lokale muslimer, fordi de vil lægge sig imellem i et slagsmål. De to tyskere bliver angrebet og “giver dem en ordentlig røvfuld.” De slagne tilkalder omkring 20 venner, flere bevæbnede, det udvikler sig og ender med at Yousef Al-Abed dør af et knivstik. Politiet og Berlins overanklager “fastslår entydigt, at Sven H. handlede i nødværge og at Yousef Al-Abed er skyldig i sin egen død.” Sven H. sættes på fri fod og må gå under jorden hos slægtninge. Begravelsen udvikler sig en en stor demonstration, hvor over 3000 muslimer deltager. Men her slutter det ikke. Neukölln kan eksplodere i vold hvert øjeblik:
I baggrunden lurer en voksende frygt for, at drabet vil føre til store konflikter. Midt i sidste uge udsendte anklageren en meddelelse om, at Yusef sandsynligvis var en af de mest aggressive i gruppen af cirka 20 unge bevæbnede arabere og tyrkere, som angreb Sven N. Hidtil er Yusef blevet betragtet som et offer, der var blevet draget ind i slagsmålet ved et tilfælde. Det tvivler familien El-A. på. Den bor væk fra gerningsstedet i det såkaldte hvide område i Neukölln. Mange indvandrere bor her, næsten hver anden forsørges af staten. Den lokale forvaltning har specialiseret sig i konfliktløsning, der er kurser for konflikt-mediatorer, gadeundervisere og formidlere. Deres effekt er ikke overvældende. Yusef var også indtil for nylig aktiv i et arbejdsformidlingsinitiativ som mægler.
Hver dag mødes unge venner i hos den dræbte Yusufs forældre. Som en strengt religiøse muslimer har de pligt til at opsøge de pårørende til en død trosfælle. De udveksler nyheder og taler om, hvad de kan gøre. Mange er mistænksomme over for tyske myndigheder. “Jusefs venner er helt knuste over, at han pludselig fremstilles så negativt. Dette vil sikre ballade,” siger de. På Facebook truer de med vilde anti-tyske forhånelser og med hævn. Familien er splittet, på den ene side ønsker de ikke, at der skal være optøjer, på den anden side frygter de at sønnens navn skal blive trukket gennem sølet. Situationen er i øjeblikket “rolig, men anspændt”. De unge venter bare på et tegn fra faderen, så brænder de kvarteret af, siger de.
Faren for optøjer er ikke overstået. Hvad hvis Sven N. bliver frikendt af en domstol? Neuköllns integration-chef Arnold Mengelkoch er bekymret for hvordan de lokale salafistmoskeer vil bruge sagen i deres propaganda. Yusef kom regelmæssigt i Al-Nur moskeen, som er under Verfassungsschutz’ observation. Dens propaganda falder på frugtbar jord hos de arbejdsløse mellem 14 og 24, siger Mengelkoch.
Også psykologen Kazim Erdogan, som har drøftet sagen i den lokale fædregruppe, har bemærket at de religiøse ønsker at blande sig. “Det må vi ikke tillade.” Han er meget bekymret for religionens stigende indflydelse. Der er mindst 20 moskeer i Neukölln, andre skønner endda op til 32. For Mengelkoch er tilfældet Jusef en Neuköllner-hovedpine. “Arabiske klaner dukker jævnligt på hospitaler og skoler for at skabe konflikter over småting.” Overvejende i store grupper, som regel bevæbnede. In Neukölln steigt der Druck im Kessel. Berliner Zeitung, NACH DEM TOD VON JUSEF EL-A. Angespannte Ruhe in Neukölln(Snaphanens oversættelse.)
Der er omkring 300.000 muslimer i Berlin. Antalllet er hastigt stigende.
Svenska islamister vill bränna Obamadocka på Sergels torg
Fredagen den 23 mars planeras en demonstration i Stockholm mot de internationella trupperna och för “martyrerna” i Afghanistan. Demonstrationen ska enligt planen hållas på Sergels Torg klockan 14 och efter en timme – efter eftermiddagsbön – tåga mot Amerikanska ambassaden.
“Inshallah vi skall försöka göra en stor demonstration med Allah’s hjälp för Alla shuadah [martyrer] och oskyldiga människors kan vi ej vara tysta längre”, heter det i uppropet.
“Fredsmarch” efter sekterisk drab på shia-imam i Bryssel
Omkring 2100 mennesker deltrog i en “hvid march” i dag for at mindes Imam Abdallah Dahdouh. Imamen blev mandag dræbt i et angreb på shiitiske-Rida moske i Anderlecht. Deltagere, hovedsageligt fra det shiitiske samfund i Bruxelles, gik fordi Anderlechts Rida moské i og sluttede Palace of Justice. De bar hvide roser og marokkanske og belgiske flag.Marchen mod had og ekstremisme gik afdæmpet og uden uheld og episoder. 2.100 aanwezigen op witte mars voor overleden imam (13.03.2012: Salafist brænder shia-moské ned i Bryssel “som hævn for Syrien”)
25 år med Den Danske Forening – Et interview med professor. dr. jur. Ole Hasselbalch. Omhandlende foreningens virke gennem årene og den politiske situation i dagens Danmark. I 1983 åbnede Folketinget grænserne. Mange advarede – men forgæves. – Interviewer; Harry Vinter – Den Danske Forening.
Cecilia Malmström er vældig deprimeret
Hun er skuffet over Sarkozy’s valgkampsretorik, (rolig, det går over), over den manglende begejstring for det arabiske forår, over de voksende fremmedfjendtlige partier i Europa, over at der tages hensyn til europæernes “manglende interesse for flygtninge”, over Hollands kameraovervågning af sine grænser, over snart sagt hvad. Måske hun er slidt op, når Thorning inden alt for længe er moden til at blive kommissær: højere løn, mindre ballade, mere indflydelse. Det må være der, hun ender.
Frankrig: En af fem homoseksuelle vil stemme på Le Pen
A survey revealing the voting intentions of different groups in France has shown some of the sharp divisions in party preferences.Data compiled by the prestigious Sciences-Po university and published by weekly magazine L’Express looked at the voting plans of a range of groups including civil servants, gay people and Muslims.
Latest opinion polls suggest put President Sarkozy and his Socialist rival, François Hollande, ahead of other candidates. Each is polling around 27 percent of first round votes. Behind them sit Marine Le Pen of the Front National, polling around 17 percent, and centrist François Bayrou on around 13 percent.
The new survey shows that 78 percent of gay people plan to vote and around half will opt for Socialist Hollande.After that Nicolas Sarkozy can expect 21 percent of the gay vote, lower than his national score. However, Front National leader Marine Le Pen performs better among gay people than nationally, capturing 19 percent of the vote. One in five gays plans to vote for far right party, Ouvriers, gays, juifs, seniors… Pour qui votent-ils?
One man was killed and another seriously injured on Friday when a man with a baseball bat attacked worshippers in a mosque in the town of Arras in northern France, a police source said.The attacker, who was identified as a 32-year-old French man of Moroccan origin, was suffering from mental health problems and had been treated in a psychiatric hospital several times, the source said.
Vores journalistuniversiteter har ikke rigtig udviklet noget sprog for det, derfor underbeskrives indvandreres forbrydelser mod andre indvandrere i sært uforståelige og akavede artikler, hvis de da overhovedet beskrives. Når kristne “syrianer” i Södertälje forfølger muslimske tilvandrere, når arabere i Danmark optræder racistisk overfor sorte eller kinesere, når en sunnimuslim forleden dræber en shia-imam i Bryssel. Og hvem har dræbt fire franske soldater – hvoraf de tre har nordafrikanske navne – på en uge? Vores nuværende sprog tager kun højde for de ædle vilde og så os andre, de mindre ædle og mindre vilde. Når de ædle går løs på hinanden, eller på andre hidtil anerkendte offergrupper som jøder, homoseksuelle eller handikappede, foreligger der en sprogligt og akademisk set ny, uventet situation.
Igjen presenterer SSB befolkningsfremskrivning, denne gangen med fokus på byer og regioner. Igjen underkommuniserer SSB utviklingen, når det sies at Oslo kan ha 50 prosent innvandrere i 2040, mens tallet for Norge er 24 prosent samme år.
Fakta er: I Groruddalen og Søndre Nordstrand blir nordmenn i minoritet i 2015 hvis dagens flytte- og innvandringsmønster fortsetter (HRS-notat 1-2010). I Oslo blir nordmenn i minoritet i ca 2025 under samme forutsetninger (HRS-notat 1-2008). I sistnevnte fremkommer det at nordmenn blir i minoritet i Norge i ca 2060, igjen under forutsetningen at innvandringen fortsetter som i dag. SSB kom frem til det samme i sin fremskrivning i 2011 i høyalternativet. Her sies det at i 2060 vil 48 prosent ha norsk bakgrunn, mens innvandrere og deres etterkommere vil utgjøre 52 prosent……SSBs politiske valg. Innlegg av Hege Storhaug i Aftenposten i dag 15.mars.
Islam-debatten er bestemt ikke – som hævdet i flere medier – død. Den foregår bare ikke så meget i de trykte medier og derfor heller ikke på nationalt TV, som ‘ lever af’ avisjournalistikken/ debatsiderne.
En væsentlig grund til den lavere profil er, at aviser som Information, Politiken og Berlingske meget nødigt optager islam-og indvandrerkritiske indlæg, og at Jyllands-Posten er blevet spagere i mælet efter Muhammed-krisen. Debatten foregår imidlertid på fuld kraft på en række blogs, undertiden på Facebook – og i det hele taget på nettet.
En vigtig pointe er, at en stor del af den danske befolkning ( journalister og den ‘ kulturradikale’ elite, der abonnerer på ‘ systemet Politiken’, undtaget) har taget stilling i spørgsmålet: Indvandrerne bliver kun accepteret, hvis de følger danske spilleregler, og muslimske særkrav skal afvises.
Endelig har debatten fornuftigvis rykket sig fra en kritik af islam til en besindelse på egne værdier. Islam ( muslimske indvandrere) ville nemlig ikke være et problem i Danmark – og Europa – hvis vi fra første færd havde stået fast på egne ( kultur)-kristne værdier og i øvrigt kun havde lukket indvandrere ind, som kan forsørge sig selv.Berlingske Tidende,16.03.2012 (ikke online)
Værste gruppevoldtægt i svensk retshistorie?
Jeg tillader mig at tvivle, men det er det mest kvalmende udslag af svenske politikeres krigsførsel mod deres egne borgere, jeg har læst længe, og jeg orker ikke at kommentere dette ræselskabinet. Læs selv.
Tre franske soldater skudt ned i bagholdsangreb – i Frankrig
Tre franske falskærmssoldater blev skudt ned og dræbt torsdag eftermiddag af en bevæbnet mand på motorcykel i Montauban nord for Toulouse, der flygtede iført hjelm med visir. Den første rapport talte om to dræbte, men den tredje alvorligt sårede døde senere. Han havde søgt tilflugt i en forretning, hvor morderen koldt gjorde det af med ham. De tre mænd var 28, 26 og 24 gamle. En kilde tæt på efterforskningen siger, at skyderiet fandt sted omkring 14:10 på, ikke langt det 17. Faldskærmsregiments hovedkvarter (RGP).
Det er anden gang på fem dage, at soldater er ofre for snigskytter på motorcykel i Toulouse-området, men efterforskere mener ikke, der er forbindelse mellem de to sager. En 30-årig soldat blev søndag skudt i hovedet og dræbt af en mand på motorcykel i et beboelsesområde i Toulouse. Ifølge France Info er det samme våben der er brugt i begge attentater.
Forsvarsminister Gerard Longuet udtrykte “dyb medfølelse.” Viceborgmesteren i Montauban Brigitte Bareges, sagde at hun var “chokeret og forfærdet,” og at det er “mord, der ligner en ren summarisk henrettelse. Det er det rene barbari, vi har aldrig oplevet noget lignende.” Politiet undersøger spor, der tyder på et velplanlagt bagholdsangreb.
As they lay on the ground with horrific wounds caused by more than a dozen rounds, the killer shot each man in the head, before escaping on a moped. Nothing was taken from any of the men, and the only evidence left by the killer appeared to be 15 spent cartridges. Chillingly, the entire bloodbath was captured on CCTV, with police tonight analysing the film for clues as to the murderer’s identity.Three French paras shot dead by moped-riding gunman in south-west France town
Karikatyrer får vi leva med. De är en del av det moderna bildsamhället. Men nog reagerar jag när svenska konstnärer använder sig av klassiska antisemitiska klichéer. Se på bilden. Judiska råttor, en av dem med gevär, glufsar i sig av den palestinska osten.
“Konstutställning “The holy land – Det håliga landet” har uppfattats framställa israeliter som råttor. Studieförbundet Bilda tillbakavisar och meddelar att den omdiskuterade bilden tagits bort. På fredag invigs “The holy land – Det håliga landet” i Immanuelskyrkan Stockholm, en konstutställning av Stefan Sjöblom och Larz Lindqvist . “Utställningen bygger på intryck från en gemensam resa som konstnärerna gjorde förra året till Israel och de palestinska områdena”, står det i beskrivningen på Bildas hemsida.
– Bilder är ju starkare än ord och tolkningen ligger i betraktarens öga. Men som sagt: Det var väldigt oväntat. Förhoppningen är att utställningen ska skapa dialog mer än debatt och jag tror att det här ska bli bra, jag ser fram emot fredagens vernissage och resten av utställningen med tillförsikt, säger Elisabeth Haag.”
Haag säger att syftet med utställningen är att “skapa dialog”. Hur skulle man kunna ha en dialog om den israeliska ockupationspolitiken när “juden” är en råtta? Jag nöjer mig med att ställa den frågan och visa bilden samt citera studieförbundet Bildas representant Elisabeth Haag. Jag tänker desto mer. Mycket mörka tankar. Thomas Nydahl.
Yttrandefrihet, Sydsvenskan och Sydsvenskans terroristsympatier
Det är ungefär lika verklighetsfrämmande som att beskriva en avbruten Lars Vilks föreläsning med att polisen ingrep och hindrade Lars Vilks och de muslimska aktivisterna från att kasta ägg på varandra. Vad det handlar om är att en grupp människor försöker hindra en annan grupp från att utnyttja sin grundlagsskyddade rätt till att yttra sig! Sverigedemokraterna hade fått tillstånd att hålla sitt möte och borde ha fått göra det utan att utsättas för trakasserier. Genom att polisen inte avlägsnade provokatörerna sattes yttrandefriheten (ännu en gång) på undantag. ’Lugna demonstrationer’ var för övrigt rubriken på artikeln.
Nu hör tryck- och yttrandefrihet inte precis till Sydsvenskans hjärtefrågor. Det pågår i tidningen något av en hatkampanj mot det nystartade Tryckfrihetssällskapet. Det är en förening där medlemskap är öppet ”för alla som stödjer föreningens syften”, nämligen “att kämpa för det fria ordet, varhelst det hotas och oavsett vem som hotar det…” och “…tillhandahålla stöd och skydd varhelst yttrandefrihet och intellektuell frihet hotas.” En programförklaring som uppenbart upplevs som provocerande.
I februari 2011 la Sydsvenskan upp en propagandafilm för den av USA terroriststämplade organisationen Hizbollah på sin hemsida. Filmen med titeln ”Hizbollah i södra Beirut” var gjord av Hussein El-Alawi. Den kunde då ses på länkadressen här men togs bort efter kritik. Det hade man inte behövt göra; för min skull får medarbetarna på Sydsvenskan sympatisera med vilka terrororganisationer de vill (och hellre öppet än i smyg) även om jag själv tar avstånd ifrån dessa grupper. Det är en del av den yttrande- och tankefrihet som måste finnas i en demokrati. Men det är ohederligt när man i skenet av att förmedla nyheter förvrider verkligheten i propagandasyfte.
Kjell Håkansson
Derfor læser folk blogs: ‘Danskerne stoler mindre på medierne’ Af Nicolai Sennels
Sidste år kunne vi læse, at “Danske aviser er fortsat i frit fald”. Årsagen er, at vi stoler ikke på journalisterne. Læserne er nødt til selv at udvikle alternative ordbøger over det danske sprog for at få hele sandheden. “Ung” betyder muslimer, “højreradikal” betyder islam-kritikker osv. Når 1.-pladsen på mediernes troværdighedsbarometer kun har 67 % af danskernes tillid, er der noget rivende galt.
Ikke underligt, at politiske blogs på internettet knopskyder. Internettets ulønnede fritidsjournalisterne gør i dag mere for demokratiet, ytringsfriheden og Grundloven end vores politikere og medier. Et par overraskende gode forklaringer på annoncør-afhængige mediers uendelige nedtur:
Jyllands-Posten “Danskerne stoler mindre på medierne”: “- Danskerne har en fornemmelse af, at de ikke får hele billedet i de sensationer og konflikter, som medierne blæser op, siger Kim Larsen.”
DR “Her er de mest utroværdige medier” “- Hvis man har en opfattelse af, at en avis ligger et sted på det politiske spektrum, så er man måske ikke lige så sikker på, at man får hele billedet, siger han.”
Listen:
Tallet viser, hvor mange procent af danskerne, der har tillid eller meget stor tillid til det enkelte medie eller tv/radio-program. Fortsæt med at læse “Klassiskt judehat”
En lang og god dag hos en stadig mere velbevogtet Lars Vilks. Man kan nu ikke kravle ned ad Kullaberg til Ladonia uden to skånepoliser med øresnegle, det kunne vi i august 2010. De mine fotos skal bruges i anden sammenhæng, så blot denne souvenir fra hin universitetsforelæsning i Karlstad for nylig. Et solidt æg, muligvis et økologisk, er nu suget ud og bevaret for kunsthistorien dekoreret med en uspecifik ørkenprofets ansigt. Til gengæld havde Lars Vilks en generøs overraskelse til bloggen, som jeg præsenterer en af de kommende dage. – Her er der i mellemtiden nogle små hunde i kunsten, find dem:
Carré kontra Guillou
af Bent Blüdnikow
Det var ganske let at vælge spionfilmen »Dame, Konge, Es, Spion« i biografen fremfor agent-dramaet Hamilton. Ud over anmeldelserne, der var mere positive over for den britiske film, betød det også noget, at forfatteren til filmen »Dame, Konge, Es, Spion« er den seriøse forfatter John Le Carré, der har en fortid i den britiske efterretningstjeneste under Den Kolde Krig.
Hamilton-figurens forfatter er svenskeren Jan Guillou. Et virkelig råddent æble.
Fra 1967 til 1972 og muligvis endnu længere var han betalt spion for Sovjetunionens efterretningstjeneste KGB. Det er dokumenteret, og det har han selv indrømmet.
Han arbejdede fra 1960ernes slutning sammen med den ultraradikale palæstinensiske terrorgruppe DPFLP, der var styret af Sovjetunionen. Guillou var i Københavns Lufthavn i 1969 for at spionere mod det israelske flyselskab El Als sikkerhedssystemer, sandsynligvis for at hjælpe palæstineniske terrorister med et angreb. Han fortsatte med sine venstreekstremistiske holdninger i den svenske offentlighed og svinede borgerlige debattører til. Hver gang den svenske regering forsøgte at udvise pontentielle terrorister, var Guillou aktiv med artikler for at forhindre det. Hans sympati var altid med terroristerne og aldrig med deres ofre.
Hans selvbiografi er i øvrigt fyldt med løgn – også om hans tid som Sovjet-spion.
Valget af John Le Carré-filmen var som sagt let.
MEN TAG IKKE FEJL. Guillou har altid været og er stadig en yderst populær person i Sverige. Det er han sammen med forfattere som Henning Mankell og Stieg Larsson, der begge kommer fra det yderste venstre og ikke blot var sympatisører, men hardcore aktivister. Så langt ude har vi dog aldrig været i Danmark. Ganske vist var mange danske forfattere venstreradikale sympatisører, men af den bløde og naive slags. Der er noget symptomatisk ved, at de venstreradikale aktivister netop i Sverige har gjort strålende karriere og er populære mediefigurer. I det »progressive« Sverige i Palmes ånd, der ivrigt solgte våben til Libyen og Syrien, havde den slags det som fisk i vandet.
Da Guillou senest var i København til bogforum i november 2011, blev han fejret som en kultskikkelse. Han blev interviewet af danske journalister uden et kritisk spørgsmål om hans landsforræderi. Jeg tænkte på ofrene for det perverse system i Sovjetunionen, hvis undertrykkelse Jan Guillou aktivt havde del i, da jeg fravalgte hans Hamilton-film. Er det tidens historieløshed – ja, en kliché, det ved jeg – der gør, at Jan Guillou kan slippe af sted med sit menneskelige og politiske forræderi både i Sverige og Danmark? »Dame, konge Es spion« var i øvrigt en strålende film, der på lavmælt måde formåede at genskabe noget af Den Kolde Krigs intense drama.- Berlingske Tidende, 12.03.2012 (ikke online)
“Hizb ut-Tahrir om Kvindernes Int. Kampdag: ‘iscenesat hysteri'” Af Nicolai Sennels
Så gik der endnu en Kvindernes Internationale Kampdag. Og der findes tilsyneladende to slags feminister, de røde og de blå. De røde forsøger at brokke sig til højere høj og flere bestyrelsesposter. De blå har gennem arbejde opnået, hvad de røde forsøger at brokke sig til, og bruger kræfterne på at pege fingre af de rødes klynkeri. Undertrykkelsen af 700 millioner muslimske medsøster rager dem en høstblomst. Lars Hedegaard sagde det meget godt sin klumme En kvindehistorie på selve dagen: “Deres skæbner bliver ofte placeret i et raritetskabinet over eksotisk kultur, der ikke vedkommer moderne vestlige kvinder – og som mænd i hvert fald skal blande sig uden om, med mindre de vil udsætte sig for at blive kaldt fremmedhadere og racister.”
Hizb ut-Tahrirs (også kaldet ‘Hit med-Shariaen’ blandt uvenner) lattervækkende forsøg på at efterligne vestlig argumentationsform minder om en neanderthaler, der har fået en skrivemaskine i hænderne. De fremstår som pseudointellektuelle teenagere, der forsøger at efterligne Vestlig kultur ved at bruge fine ord og venstrefløjsordsalat. På en måde fortænker dem ikke i at foretrække vold – det er ligesom de sprogfattige børn i børnehaven, der hellere slår, fordi de ikke har andre måder at kommunikere på.
De Radikale Venstres kulturrelativisme fungerer fint til at beskrive, hvordan kvinders frihed blot er ‘en kulturel ramme’:
“Det hele er et iscenesat hysteri, der omgærder 8.marts. … Jeg vil ikke bruge så meget spalteplads på at tale om delelementerne, som fx ligeløn, barsel, ligestilling, diskrimination i ansættelser med mere – de er alle aspekter af en bestem kulturel ramme” – Hizb ut-Tahrir: Kvindernes internationale kampdag
