Af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen, HRS och document.no. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

En man går till prostituerade. Det är inget särskilt med det, han gör vad många andra män gör. Men just den här mannen råkar vara justitieminister. Och då är hans horbesök inte bara pinsamma. De kan innebära risker för landets säkerhet. När media rapporterar om saken är en av modern tids största svenska politiker- och medieskandaler, Geijeraffären, ett faktum. Den bomb som exploderar i media ska plöja djupa spår i de inblandades liv och komma att skapa krevader fortfarande flera decennier senare.

Makt är en av de farligaste droger en människa kan råka ut för. Den är svårt beroendeframkallande och sätter påfallande ofta omdömet ur spel. Det senaste exemplet är socialdemokraternas partiledare Håkan Juholt. En politiker som i folkmun kallas ”Ljugholt” kan aldrig bli statsminister. Varje gång politiker ertappas med fingrarna i syltburken förundras medborgarna över att politikerna aldrig lär sig. Hur tänker de egentligen? Men den som berusar sig med makt tappar snabbt markkontakten och börjar tämligen omgående se sig själv som höjd över alla regler och den hederlighet som avkrävs andra. Människor med makt kapslar gärna in sig i en inbillad oåtkomlighetsbubbla. När den spricker – för det gör den förr eller senare – är deras häpnad ofta ännu större än allmänhetens. För aldrig någonsin kunde de tro att deras svinaktiga beteende skulle avslöjas.

Vad får en journalist skriva?

Justitieministern som gick till horor och den före detta statsministern som blåljög för att försvara honom och sig själv skulle komma att utlösa ett av modern tids största politiska och journalistiska dramer. Justitieministern hette Lennart Geijer (s), (1909-1999), och det som kom att kallas Geijeraffären kastar fortfarande nästan 35 år senare ett skarpt ljus över journalistikens eviga dilemma: vad får en journalist skriva? Får man skriva sanningen? Eller ska högt uppsatta personer skyddas från obehagliga avslöjanden?

Geijeraffären bjuder också på en tidlös lärdom: röj aldrig någonsin en källa! En förbittrad källa kan ta en gruvlig hämnd. Outlevda vendettor i intellektuella kretsar utkämpas numera i bokform, och det ska nog både akutsjukvården och andra vara tacksamma för. Men det kräver som sagt noggrannhet med källorna.

Rikspolischefens våndor

Den 22 augusti 1976. Det är snart riksdagsval, och valrörelsen pågår för fullt. Om bara ett par veckor ska ett 44 år långt i stort sett oavbrutet socialdemokratiskt maktinnehav komma att brytas av en borgerlig valseger. Den 49-årige Olof Palme (1927-1986) kommer att avlösas på statsministerposten av Thorbjörn Fälldin (c). Men om detta svävar givetvis Palme liksom resten av regeringen i lycklig okunnighet just den här augustidagen.

Landets rikspolischef Carl Persson, 56 har bett att få träffa statsminister Olof Palme och hans statssekreterare Thage G. Peterson. Hans ärende är delikat: han lämnar över en ytterst känslig promemoria som handlar om justitieminister Lennart Geijer och hans kontakter med prostituerade kvinnor. I den memoarbok från 1990 som Carl Persson skrev tillsammans med journalisten Anders Sundelin, “Utan omsvep, om ett liv i maktens centrum”, berättar han om sin vånda inför att vända sig till statsminister Olof Palme med uppgifterna kring Lennart Geijers roll i den så kallade bordellhärvan.

“Jag förstod att hur jag än handlade skulle jag bli kritiserad för att ha handlat fel. Om jag underrättade Olof Palme och det hela läckte ut i massmedia skulle jag bli bespottad och beskylld för att ha farit med skvaller; om jag inte underrättade Palme och det läckte ut – risken var överhängande – skulle regeringen angripa mig för att jag känt till påståendena men underlåtit att tala om det” skriver Carl Persson.

Olof Palme känner till Geijers horaffärer

Lennart Geijer är justitieminister sedan 1969, men hans ”notoriska fruntimmersaffärer” är kända ända sedan han var jurist på TCO under tidigt 1960-tal. Olof Palme känner till dem, han har till och med inför personer i sin närmaste omgivning uttryckt bekymmer över vad hans justitieminister håller på med. Rikspolischefens PM är alltså ingen nyhet för Palme.

Men nu är det som sagt snart val, och Olof Palme säger att han inte tänker göra något åt saken just nu. Först ska man klara av valet. Sedan kan man ta itu med frågan. En horskandal med en minister inblandad – till råga på allt en justitieminister – tätt inpå ett val är inget drömscenario. Turligt nog är det dessutom så att Lennart Geijer ska fylla 67 år några veckor senare. Han kommer att gå i pension oavsett valutgången, och som pensionär kan han gå till hur många horor han vill, om han inte behåller några offentliga uppdrag.

”Har han fortfarande hål i kalsongerna?”

Rykten om Lennart Geijers och andra politikers kontakter med prostituerade har florerat sedan polisen i maj 1975 efter långvarigt spaningsarbete grep ”bordellmamman” Doris Hopp (1930-1998).  Hon ägnade sig inte åt bordellverksamhet i vanlig mening men drev i många år ett callgirl-nätverk med flickor som förmedlades per telefon till kunder i samhälleliga toppositioner: affärsmän, politiker, höga tjänstemän, journalister, läkare, jurister, skådespelare, en hög officer vid försvarsstaben och utländska diplomater. Hon dömdes till två års fängelse för grovt koppleri.

Om sina kunder ville hon dock inte tala när hon efter gripandet satt i Kronobergshäktet i Stockholm. Mellan två förhör frågar förhörsledaren henne om hon har haft landets justitieminister som kund.

”Du kan väl fråga honom om han fortfarande har hål på kalsongerna” svarar Doris Hopp.

Flera journalister gräver i Geijers horkontakter

Som ny justitieminister hade Lennart Geijer 1969 tillsatt en sexualbrottsutredning. I enlighet med 1960-talets gränslösa och uppluckrade tidsanda vill han ha strafflindring och avkriminalisering för flera sexualbrott som våldtäkt, incest och koppleri. När utredningen läggs fram 1976 möts den av proteststormar. Poliser som har observerat justitieministern i horsvängen i samband med ordinarie horspaning misstänker att han har privata motiv för sin liberala syn på prostitution. Misstanken är naturligtvis en potentiell politisk mina, ty detta händer sig under en tid då socialismen gör anspråk på att företräda moralen, till skillnad från den moraliskt lågtstående överklassen och högern.

Ända sedan Doris Hopp greps 1975 har flera journalister i tysthet grävt i Lennart Geijers kontakter med prostituerade. Ska man avslöja en justitieministers horaffärer bör man ha ordentligt på fötterna, det inser alla. Här finns hela paletten av aspekter och komplikationer inbakade; politiska, moraliska och pressetiska, för att inte tala om de rent mänskliga.

”Kommer det nåt scoop snart?”

Sedan rikspolischefen Carl Perssons PM har överlämnats till statsministern i augusti 1976 förflyter femton månader i stillhet innan helvetet brakar loss. Och då är det en annan journalist än de som länge har grävt i ämnet som publicerar historien. Han heter Peter Bratt, är 33 år och har tillsammans med Jan Guillou fyra år tidigare avslöjat IB-affären, som har skakat om Sverige rejält.

Han har suttit ett år i fängelse, dömd för spionage i samband med IB-affären, vilket har gett honom en kombinerad martyr- och hjältegloria, beroende på från vilket håll man ser det. I sin memoarbok ”Med rent uppsåt” berättar han att han alltid har drömt om att arbeta på Dagens Nyheter. 1975 har han tagit sig in på DN via förortsredaktionen, han har avancerat till en reportertjänst med uppgift att bedriva undersökande journalistik om ekonomisk brottslighet, och nu känner han trycket att leva upp till ryktet som den store journalisten och avslöjaren. Lyckas han inte leva upp till förväntningarna står en jantelagsstinn ”Vad-var-det-vi-sa”-kör beredd i kulisserna.

”Nå, kommer det nåt scoop snart?” kunde någon kollega säga i korridorerna på DN.

När skiten hamnar i fläkten

Geijeraffären har fortfarande nästan 35 år senare laddningen hos ett oläkt trauma. Förutom den saligen avlidne Lennart Geijer står två män i förgrunden av historien: journalisten och källan. Journalisten heter som sagt Peter Bratt. Källan i Geijeraffären heter Leif GW Persson. 1977 är han 32 år gammal och anställd vid rikspolisstyrelsen, där han arbetar i rikspolischefen Carl Perssons närhet.

Det som nu utspelar sig ska komma att bli en av de märkligare skandalerna i modern tid och totalt vända upp och ned på inte bara Lennart Geijers utan också på Leif GW Perssons, Peter Bratts och flera andra personers liv och resultera i svårläkta sår hos de inblandade. Med början torsdagen den 17 november 1977 finner sig både Peter Bratt och Leif GW Persson inkastade i en centrifug som snurrar runt med orkanstyrka. ”Skiten hamnar i fläkten” som Leif GW Persson uttrycker det. Hans självbiografi ”Gustavs grabb” har nyss landat på bokhandelsdiskarna, Peter Bratts bok ”Med rent uppsåt” utkom 2007. ”Gustavs grabb” är framför allt en berättelse om författarens klassresa, men en stor del av boken upptas av en rykande uppgörelse med Geijeraffären och – i synnerhet – med Peter Bratt.

”Blåmärkena har jag fortfarande kvar”

“Det är på något sätt som om den här historien aldrig tar slut. Att den bara fortsätter och att den plötsligt kan ta ny fart igen trots att personerna som den handlar om ofta redan är döda eller i vart fall på god väg” skriver Leif GW Persson. För hans del är det så enkelt och praktiskt att det inte har hänt något särskilt innan Peter Bratt dimper rakt ner i knäet på honom. ”Blåmärkena har jag fortfarande kvar.”

I boken tar han heder och ära av Peter Bratt, Bratt är inte bara en dålig journalist utan en dålig människa, faktiskt en av de allra sämsta Leif GW Persson någonsin har träffat, och då har han ändå varit brottsforskare under drygt fyrtio år.

”Och högre vitsord än så kan jag inte ge honom med tanke på alla skurkar och vanliga skitstövlar som jag stött på under mitt rika yrkesliv.”

Rikspolischefen vägrar kommentera

Det som händer den där torsdagen i november 1977 är att Peter Bratt ringer till Leif GW Persson för att stämma av en nyhet som han har på gång. Peter Bratt säger att han känner till Carl Perssons PM. Han vet också att rikspolischefen har kontaktat regeringen på grund av detta, och att det gjordes medan Lennart Geijer fortfarande var justitieminister. Leif GW Persson bekräftar uppgifterna.

Men Peter Bratt har inte sett PM:et, han har bara muntliga uppgifter. Det är hans svaga punkt, det är på den han kommer att falla. För att kunna publicera behöver han få saken bekräftad av två av varandra oberoende källor. Det får han inte. När han ringer rikspolischefen Carl Persson vill denne varken bekräfta eller dementera, han vägrar att kommentera saken. Samtalet slutar med att en pressad Carl Persson lägger på luren.

”Vad gör vi nu?” säger Carl Persson. Han ställer av någon anledning frågan till Leif GW Persson, som har stått bredvid honom i rummet under hela samtalet.

Dagens Nyheter publicerar scoopet

Ingenting slår vittringen av ett scoop. Att hejda en journalist som har fått upp vittringen på ett stort avslöjande är ungefär som att försöka stoppa ett expresståg i hög fart. Inför lockelsen av ett nytt scoop väljer Peter Bratt att tolka Carl Perssons vägran att kommentera som en bekräftelse på att uppgifterna stämmer – och lyckas intala ansvariga chefer att han verkligen har fått dem bekräftade. Tidningens chefredaktör Hans-Ingvar Johnsson är känd för att vara en försiktig general, och han är tveksam till publicering. Han konsulterar tidningens advokat och kolleger som han litar på. Tjänstgörande nyhetsredaktören Sven Öste (1925-1996) har tänt på alla cylindrar. Han är en ärrad veteran med stor auktoritet, belönad med Stora Journalistpriset 1966 för sin bevakning av Vietnamkriget. Nu lägger han upp en strategi för att hålla Hans-Ingvar Johnsson sysselsatt så att han inte ska få tillfälle att tänka efter.

”Karlfan är en vingelpetter, han är ingen handlingsmänniska, han letar bara efter svagheter. Hade han fått tid att leta hade han säkert hittat någonting att haka upp sig på och stoppat artikeln för i kväll. Man måste elda på i något hörn, annars blir det ingen brasa”,säger Sven Öste senare på kvällen.

Öste och Peter Bratt hetsar fram publiceringen av artikeln och river ner Hans-Ingvar Johnssons motstånd med det ultimata argumentet:

”Kvällstidningarna är på historien. Vi måste skynda oss.”

Varenda journalist, varenda redaktion vill vara först med en nyhet. Dagens Nyheter publicerar artikeln men med ett felaktigt årtal – Carl Persson hade inte överlämnat sitt PM 1969 utan 1976. Dessutom finns ett par detaljfel i texten. Dagens Eko toppar sin lunchsändning med samma nyhet, fast med rätt årtal. Kollegerna på DN:s redaktion skålar för Bratts scoop: ”We´re in the news again!”

”Vi kunde inte tro att Palme skulle ljuga”

Nyheten är sensationell. Nationen håller andan. Sedan utbryter katastrofen. Det värsta som kan inträffa i en journalists liv och, enligt vad Leif GW Persson nu går ut med, även i hans – det händer. Olof Palme, som efter valnederlaget året innan är oppositionsledare (s), går omedelbart ut och dementerar Dagens Nyheters artikel, aggressivt och kategoriskt. Han fullkomligt pulvriserar den. Alltihop är lögn och förtal. Däremot säger han märkligt nog inte ett ord om Dagens Eko.

På Dagens Nyheters redaktion slår Olof Palmes dementi ned som blixten. Katastrofen är ett faktum, nederlaget är totalt. Detta är det absolut värsta som kan hända en tidning som gör anspråk på att vara seriös, och det gör Dagens Nyheter. Peter Bratt kallas in till chefredaktör Hans-Ingvar Johnsson. ”Scoopet” är fullständigt punkterat. Hur otroligt och naivt det än kan verka i dag är det på 1970-talet otänkbart att en av landets främsta politiker medvetet skulle kunna ljuga.

”Vi hade ingenting mer att komma med. Vi kunde inte tro att Palme skulle direkt ljuga. När han valde att ljuga stod vi försvarslösa, vi saknade bevisning att stödja oss på. Det är lätt att i dag säga att vi på DN borde ha förutsett det. Men det ingick inte i vår föreställningsvärld då, att Palme kunde handla som han gjorde” skriver Peter Bratt.

Dagens Nyheter tvingas krypa till korset

Fortsæt med at læse “Söndagskrönika: Ministern, hororna och sanningen”

Tilsyneladende lige akkurat. Demonstrationen er kun lige forbi kl 17, men vi opdaterer om dens forløb.SDU-demonstration i Malmö, Bomb bland demonstranter i Malmö. Svenskerne er allerede et fatalt, delt fok. En kommentator skriver: “Man behöver ingen IQ över 100 för att se vem som står för våldet i Sverige, skrämmande framtid går oss till mötes.” MSM medier har ikke meget endnu, en søgning på+ Malmø handler om fodbold, og i Sverige er fodbold lig med kvindefodbold, selvom de har mas med at sparke en bold 20 meter, endsige ramme noget. Ideologisk sidder kvindefodbold dog lige i det lydige journalistøje..

Man kan ikke skåne nogen for noget

Et døgn i Malmø. Hvis dette var Århus, som er lidt mindre, ville Nicolai Wammen forhåbentlig være kommet i spændetrøje derhjemme, og aldrig være kommet i Folketinget. Nu er det Malmø, der er lidt større, der en en bro imellem, Borgerrepræsentationen kan købe sig komatøs tid lidt endnu. Demokrati er en god idé på papiret, men i praksis har det svenske vist sig at have ødelæggende defekter, når en by kan køre sådan i grøften. Malmøs voldshelvede er i forvejen på national miliard stor bistandshjælp. I det mindste var der ikke nogen døde i ‘Malmø dette døgn, men der blev da skudt en i Gøteborg og en i Kristianstad. “Det er svært at dø i Malmø,” skulle Henrik Stangerups bog have heddet, for ens morder bliver ikke fundet, endsige straffet, så må man dø med tungt hjerte. For mordene i 2011, er næsten ingen blevet anholdt. Øresundsintegration ? Gud fri og bevar mig vel, send den til borgerrepræsentationen og lad dem smage på den først. Vil de det ? Nej. Vil nogen tvinge dem til det ? Nej. “Enhver skal nære sig” står der i Jyske Lov i betydningen “enhver skal ernære sig”, hvad der længe har været bar løgn. 2011 versionen hedder “enhver skal have egen røv i vandskorpen, før indsigter indfinder sig.” Man kan ikke skåne nogen for noget.

Stort bråk mellan familer. Ett bråk utbröt på fredagseftermiddagen på von Rosens väg. – Två till sjukhus efter rån. Kvinnorna överfölls av flera män. – Stenkastning stoppar bussar – 20-åring begärs häktad för medhjälp till mord – Bilbrand på Von Lingens väg. – Läkare rånad på sjukhusområdet. – Metalltjuvar gripna i Limhamn. – Husbil i lågor i Fosie. – Bilbrand vid Apelgården. – Brand i dagis i Alnarp. Et døgn i Sydsvenskan og Skånska Dagbladet. – A propos: »I didn’t know I was going to die just yet.«

Politisk assertivitet der skrider af helvede til

Findes der ret mange ting mere pinlige end afmægtige politikere der prøver at puste sig op i “afsky” for konsekvenserne af det de står for? “Vi skal følge det tæt” er klassisk pseudo-assertivitet i dagens politiske retorik, men Hækkerup og Støjberg reagerer reelt som to nonner der har inviteret sømanden hjem, og nu forfærdes over hvad bukserne gemmer.

Det er klart at for en politiker med integritet som faktisk ønskede at gøre noget ville der være en mærkbar pris at betale her: Udmeldelse af det pæne selskab af meningskonformister; formentlig også afgang fra det nuværende parti; betydelige omkostninger for et Danmark der i givet fald begyndte at hævde sin egen suverænitet. Måske endda helt konkret risiko som ikke eksisterer nu, for det er tvivlsomt om de væmmelige salafister overhovedet tager bestik af dette lille ynkelige opstød. Og dette har selvfølgelig intet at gøre med hvem der har regeringsmagten lige nu (LFPC).

[…] Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), fortæller, at hun tager salafistmiljøet meget alvorligt. »Bekymrende er et meget blidt ord i den sammenhæng. Det er afskyvækkende og modbydeligt, at man skal høre på den slags udtalelser,« siger ministeren.

»Vi skal følge det tæt. Vi skal have kortlagt disse miljøer,« lyder det fra Karen Hækkerup. […] Islamisk gruppe vækker afsky 

[…] “Hvis man mener, at danske soldater i Afghanistan skal hjem i kister, at homoseksualitet skal forbydes og at demokratiet skal opløses, så synes jeg virkelig, at man bør overveje, om man overhovedet hører hjemme i Danmark. Jeg tror, at man kan finde et land, hvor man hører meget mere hjemme,” siger Venstres integrationsordfører Inger Støjberg til jp.dk.[…]

“Jeg kan læse i artiklen, at hun vil kortlægge området, men helt ærligt, en kortlægning er jo bare papirer, der bliver sendt mellem eksperter, og det kommer der ikke noget ud af nu og her. Der skal handles, og jeg kræver, at ministeren giver konkrete svar på hvordan,” siger Inger Støjberg.

“Regeringen har serveretten. Jeg håber, at de udnytter den i et bredt samarbejde, hvor vi gerne vil være med,” konstaterer Inger Støjberg. […] Politikere til islamisk gruppe: Forlad Danmark 

Den socialkonstruktivistiske, ikke-essentialistiske armé til kamp for friheden

Vi deler ikke rigtig plakatens præmisser om de intellektuelle som totalitarismens banemænd, for som bekendt handler nærværende og lignende blogs jo i høj grad om de hårrejsende ting som intellektuelle som Michael “Hamas” Irving Jensen, Mogens “Hamas” Lykketoft, Jørgen Bæk Simonsen, Garbi Schmidt etc. etc., ikke at forglemme talløse horder af kvindelige RUC-studerende, kan få sig selv til at ytre. Men siden den pisser fugleskræmslerne i Teheran af, bør den da få yderligere udbredelse.

The Iranian embassy in Norway has lodged a complaint with a Norwegian Students’ Association about a poster that depicts various dictators including the Ayatollah Khomeini, Hitler and Stalin fleeing in terror from educated, dissenting students. It has asked for the poster to be taken down, saying it has “offended the feelings of a great nation”. The student association has declined the request. Iranian Embassy Complains About Norwegian Student Poster

À propos, og nu hun nævner det (LFPC):

[…] En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut konkluderede for nylig, at en stor del af gymnasieeleverne har svært ved at skrive præcist, nuanceret og personligt. I sidste uge gav 2.000 undervisere fra fem universiteter et meget nedslående billede af det faglige niveau blandt de studerende (Politiken 08.10) 38 procent svarer, at de studerende generelt er blevet fagligt svagere i de seneste 5-10 år. Kun 8,5 procent svarer det modsatte.

Nutidens studerende »mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder samt evnen til at tænke meningsfuldt«. Og de »er blevet mere overfladiske i deres viden. Det er sværere at få dem til at læse en svær bog eller sætte sig ind i noget kompliceret«, lyder typiske udsagn fra underviserne, som også klager over, at »mange vægter deres fritid, fritidsferie og skiferie højere end forberedelserne til undervisningen«. […] Karen Jespersen: »Er det svært, er det åndssvagt« 

Indvandrere i voldsomt angreb på belgisk politi

This happened in April 2011, but the video has only surfaced recently on a Belgian Crimestoppers-type programme. The Belgian police are asking for help in identifying some of the 200 Muslim attackers, who were originally from Brussels, although the incident took place at the beach in Hofstade.

Videoen er på fransk, men vi skifter den, hvis en undertekstet version dukker op. På flamsk er historien her: 200 herrieschoppers vallen agenten aan in Bloso-domein. Otte politifolk blev såret.

200 uromagere angreb betjente i Bloso-domein i Flandern: En gruppe på mindst tohundrede uromagere lukkede omkring kl 18 pludselig politibetjentene ind på terrænet. Betjentene fik slag og fik kastet flasker og ande genstande mod sig.

Amokløberne omringede politifolkene, og det varede en tid før betjentene kunne bringe sig selv i sikkerhed. Blandt dem var der ifølge en politikilde en del unge fra Schaarbeek og Bryssel. Kun én blev anholdt. ‘Det var ikke let at identificere de unge ud af en gruppe på 200 til 300, der var på stranden omkring kl 18 . Slagsmål på stranden: ‘Problemerne begyndte cirka kl 18 under et slagsmål på stranden’, ifølge Coopman. ‘Medlemmerne af den private vagttjeneste på området fik ikke tumulten under kontrol. De kaldte forstærkning fra politiet. Fra det øjeblik, hvor de første tre betjente dukkede op på stranden, vendte mængder af unge sig mod dem og begyndte med at kaste genstande, som sten, flasker og dåser. På et tidspunkt var otte betjente fra det lokale politi fuldstændigt omringet af 200 til 300 unge. Roen kom først tilbage, da betjentene fjernede sig fra stranden.’ (oversættelse M.L.)

In 1959, Elie Moreno, then a 19-year-old sophomore engineering student at Purdue University in Indiana, visited the Egyptian port city of Alexandria on his summer vacation, and brought his camera. Moreno, an Egyptian of Sephardic Jewish descent, had been born in Alexandria and raised in Cairo. But the Egypt in which he had grown up, the milieu of the country’s multi-ethnic urban elite, was fast disappearing; the summer of 1959 was the last Moreno would see of it.

The pictures from Moreno’s collection, taken on the 1959 visit and several beach trips in previous years, capture the last days of an Alexandria that would be all but unrecognizable today, in which affluent young Egyptians of Arab, Sephardic, and European descent frolic in a landscape of white sand beaches, sailboats, and seaside cabanas. Two years later, in 1961, the structural steel company Moreno’s father ran was nationalized by Nasser, and his family left for the United States shortly thereafter. Moreno, who went on to found a semiconductor company in Los Angeles, wouldn’t visit his birthplace until he was well into middle age.But the memories aren’t all bittersweet. The woman on the far left in the above photograph, taken on Alexandria’s Mediterranean coast in 1955, is Odette Tawil, whom Moreno first met in Alexandria in the summer of 1959. Reunited in the United States years later, they visited Egypt together in 1998, to get married.

Foreign Policy: Once Upon a Time in Egypt – SE også Once Upon a Time in Afghanistan… – længe før Anders Fogh og nu Nick Hækkerup og svenske soldater med løst krudt ville demokratisere det. Foto-essays af de mægtiges afmægtighed. – (Massakren den 9. oktober i Cairo var måske værre end Krystalnatten 1938 i Nazityskland. JP Leder: Kopternes kvaler. Islamistiske partier står til at vinde det kommende valg stort: From Arab Spring to Islamist summer) En ven af bloggen, Cherif El-Ayouty, der er født i Egypten, men bor i Danmark, skriver til os:

Many countries throughout human history have been destroyed by one mean or another. It could have been nature, it could have been wars, it could have been famine, it could have been economic ruin but I have experienced first hand a country that has been destroyed systematically by persons who appear to have graduated from universities in which their Ph.D’s were all based on the science of country destruction.For 60 years, the leaders of Egypt have managed to turn around a perfectly healthy country on all fronts, into a country with no future, no money, no principles, no values, no religion, no law, no order, no industry, no health, no education, no knowledge, no social fabric, no morals, no intelligence, no leadership, no hygiene, no vision, no weight, no planning, no organisation, no character, no beauty, no taste, no freedom, no justice and no hope.Egypt is dying and the fanatic dogs are eating it alive.My Egypt does not exist anymore

Interview med en eksileret egyptisk jøde: Bat Ye’or

Less well known is the saga of Bat Ye’or’s family ejection from Egypt as stateless persons following the first Sinai War in 1956. Deprived of resources they made their way to exile in England. This interview with Bat Ye’or focuses on her experience and that of her family as Jews in Egypt during this tumultuous period following the founding of the State of Israel and the Free Officers Movement coup in Egypt. It touches on her family heritage; her meeting with her future husband while both were students at London University’s Institute of Archeology, their marriage and their little known exploits in clandestinely saving Moroccan Jewish children and enabling their emigration to Israel. Both Bat Ye’or and her husband David Littman were honored in 2009 for this rescue known by Littman’s code name, Operation Mural. An Egyptian Jew in Exile: An Interview with Bat Ye’or (Foto: David, Gisèle and Diana Littman – Casablanca (June 22, 1961) – Snaphanens fotos af Bat Ye ‘ or her, her og her.

Somaliere forårsager racespændinger i finske Karelen

Muslim prayers begin on the ground floor of the Lieksa workers’ hall, where a room has been converted into a mosque. Pieces of tape on the rugs indicate the direction of Mecca. Perhaps it is the harsh October weather that keeps the turnout low. There are about 20 people there now; on the busiest days up to 90 people will show up.The popularity of the mosque, which opened in the summer, has not gone unnoticed in the small North Karelian town.With its population of just over 12,500, the number of asylum seekers who have been granted residence permits has rapidly risen to about 220 [..]

The proportion of approved asylum seekers is much lower than in Helsinki, for instance, but especially the appearance of Somalis in the community has led to a major heightening of tensions.The Chief of Police of North Karelia, Kai Markkula, is worried. Racial tensions heighten in North Karelian town of Lieksa.

Kreativ hån og spot af pænheden, men det forkerte sted

Man kan altid debattere hvornår forstyrrende indgreb i fredelige og lovlige aktiviteter kunne være berettiget – eksempelvis ved et kønsadskilt Hizb ut-Tahrir-arrangement. Men at forstyrre en af de cirkler som pænheden er så glade for (jfr. min billedgoogling af “multicultural” i går) bringer os kun ned på de autonomes niveau. Grisemasker og manisk dans kunne være den perfekte parodi, bare ikke lige her. Let the Circle be Unbroken (LFPC).

Every month in Cannes, France, xenomaniac do-gooders hold a ‘Circle of Silence’ to protest against the repatriation of illegal immigrants. They hold up placards calling for passers-by to stop and join the ‘Circle of Silence’ for a few minutes. Last week, some activists from the French nationalist group Cannes-Identitaire took up the offer. French Nationalists Enter the ‘Circle of Silence’

Nej, det kan man ikke, selvom den er det egentlige problem. Man kan forbyde dens symboler. Vi har ikke lov at gå rundt på gaden iført gasmaske eller hagekorsarmbind, og derfor er der selvfølgelig en vis ræson i, at forbyde burkaen. Jeg gik som ti-årig rundt med en gasmaske fra krigens tid, men en patruljevogn satte en stopper for det. Siden da har jeg tøjlet min åbenbart latente gasmaske-tilbøjelighed. Men vi tillader så mange andre symboler på en autoritær, politisk bevægelse. Sharia banking, sharia courts, halal-kød. Islam er stridbar og giver os kamp til stregen. Hvilken kamp giver vi dem ? I Frankrig trodses burka forbudet i vidt omfang i de områder, hvor staten har mistet jurisdiktionen, der kan den ikke forbyde noget som helst mere. Vil det samme vise sig i Holland, nemlig at den hollandske stat ikke er helt det, den var engang ? The Netherlands to pass burka ban.

Når fredens religion søger asyl, er freden forbi

Der forestår et større exodus af kristne fra Mellemøsten, fra Syrien og Egypten, og det er svært lige at se idéen med at give begge parter asyl, så de kan genoptage deres borgerkrig på dansk grund, ligesom kristne og muslimer har gjort på svensk i Södertälje, hvor de først ankomne kristne fornyer deres konflikt med de sidst ankomne muslimer: Motsättningar i Hovsjö skapar rädsla, Rasistdåd mot nya minoriteter i Hovsjö. Hele asylbranchens absurditet udstillet i ét eksempel.

På tre ud af fire asylcentre oplever kristne beboere hetz, mobning og i enkelte tilfælde vold. Flere kristne asylbeboere tør ikke stå frem med deres tro, siger ledere af asylcentrene.

”Flere kristne beboere har igennem årene bedt os om ikke at sige til de andre beboere, at de er kristne. De holder deres tro skjult, fordi de er bange for, hvad der kan ske med dem,” fortæller kontaktperson Lene Rauff fra Asylcenter Brovst i Tranum. ”Vi har haft konvertitter, der blev chikaneret, men også homoseksuelle, ateister og kommunister har været udsatte. Det er ikke et stort problem, men det handler om at være anderledes end sine landsmænd, og ofte kan problemerne klares ved, at en af parterne skifter værelse.” Kristne flygtninge chikaneres på asylcentre

Amnesty – terroristernes bedste ven

Lars Norman Jøgensens senste bulletiner om Danmark – puha, Danmark. Skam jer. Mon RAF regeringen nu vil være rød- og enøjet nok for Lars Normann Jørgensens smag ? Det ville da være rart med en watchdog, hvis ikke den vi har, holdt med de forkerte diktatorer hvergang. Den tror, ligesom vores politikere, at vi i Mellemøsten og i verdens i det hele taget, kan vælge mellem the good og the bad guys, hvor sandheden er, at vi kan vælge mellem de onde og de værre. Lur mig om ikke Mubarak får ret, da han sagde USA var idioter, da de skrottede ham. Ja, selv Saddam og Gaddafi kan være de mindre onder i historiens lys, ikke i fagakademikernes, naturligvis, de lever i forestillingernes verden. Lars Norman Jørgens mente, at Danmark burde deltage i Duban II konferencen, der ville kriminalisere religions (islam) kritik, blandt andre gode venstrefløjsmærkesager. Vi totalitarister bør stå sammen, men det gør de jo allerede. Så længe det varer – Switch! – Teheran 1979.

Når man har skrevet længe, og det har jeg gjort længe inden denne blog, og mest om alt muligt andet, så tænker man, hvad gør det egentlig godt for. Jeg har diskuteret det med andre, der mere eller mindre lever for at skrive. Og jeg er kommet til den overbevisning, at det bare tjener to små formål. 1) At få luft og få fred, først og fremmest med sig selv, dernæst at komme lidt overens med verden og 2) at dokumentere for eftertiden, noget der ikke mindst kalder på fotografen i mig. Man kan ikke påvirke noget som helst, man kan slet ikke forebygge noget som helst. Vi er ikke fatalister, vi er bare fatale fordi det er det man er, når man lader stå til, fordi ti eller tyve år ud i fremtiden, overgår de flestes fatteevne. Alle og enhver, kan vågne op med en flue i øjet, og bede verden vente til i morgen. Men vi er ombord på det samme skib, også når vi sover.

Jeg tror nok jeg i 2004 troede, at jeg kunne skræmme nogen ved at holde Sverige op foran deres øjne. Det gør jeg ikke mere. At skrive i det offentlige rum, forbliver en meget privat ting, man skal ikke nære nogen illusioner om det. De “undgåelige onder” vi skal opleve, dem kommer vi til at opleve og det er det, man skal finde sig tilrette med. Jeg tror mine skrivende venner vil være enige med mig i det. At klynge sig til at tjatte på bloggen, “loggen” som det hedder til søs, er værdiløst, hvis det ikke er hver dag. Mangler der én, er det kriminelt. Det ville det have været ombord på ØK´s m/s Arosia. Godt eller skidt, spor skal afsættes. Nogle dage bliver det rigtig godt, navnlig når der kommer hjælp udefra. Men at tro man flytter nogen……nej.

Jeg mødte som meget ung gymnasiast Arthur Koestler til en middag, da han fik Sonningprisen i 1968. Han siger et sted i en trods, jeg prøver at skrive af mig, men som ikke desto mindre klæber til tasterne:

“You want to stifle the Republic in blood. How long must the footsteps of freedom be gravestones? Tyranny is afoot; she has torn her veil, she carries her head high, she treads over our dead bodies.”— Arthur Koestler, Darkness at Noon

Tuesday, an Atheist wearing a “Zombie Muhammad” costume while marching in a local Pennsylvania Halloween parade was attacked by a Muslim.

According to reports, the Parading Atheists of Central Pennsylvania (PACP) were marching in a Halloween parade in Mechanicsburg, Pennsylvania,when a Muslim stormed out of the hometown crowd to assault one of the marching atheists who happened to be wearing a Zombie Muhammad costume. […] Zombie Muhammad? Atheist attacked by Muslim during Halloween parade via Jihad Watch

Fort Malmø Sygehus

Malmö Allmänna Sjukhus (MAS) blir en alltmer osäker och farlig plats att vistas på. Våld mellan och inom patiengrupper, knivar och andra tillhyggen som man viftar med åt personalen, okvädningsord till kvinnlig vårdpersonal som man dessutom vägrar lyssna på etc. – “Det har blivit stökigare med åren. Folk har inte samma respekt för vårdpersonalen längre… De brukar inte komma med ambulans utan i privatbilar. Och man vet ju inte om de som är med har vapen på sig.”Våldet på Malmö sjukhus ökar.

Islamkritisk forfatter angrebet i Berlin

I går angreb ukendte personer i Tempelhof i Berlin den islamkritiske forfatter J.Gehirn (pseudonymet betyder “hjerne”, en ret efterspurgt substans i den muslimske verden.) mens han sad i sin bil. En anden bil kørte op på siden og tvang ham til at standse. Han hørte tre høje knald, og hans vindskærm sprak itu. Så kørte bilen videre. Forfatteren var uskadt. Tysk politi fandt et hul i vindskærmen, men fandt intet spor af en et projektil i bilen. De er ikke sikre på om de tre brag kom fra skud, og de har hidtil ikke fundet nogen spor i forfatterens bil. J.Gehirn er et pseudonym for en 39-årig forfatter, der er opvokset som muslim men siden har forladt troen. Han har skrevet kritisk om islam i bogen “War’s Allah’s oder das Wort eines Mannes?” – Berlin: Anschlag auf Islamkritiker, Unbekannte attackieren Islamkritiker in Berlin – (Snaphanens oversættelse)

Peace, love and ….. anti-Semitism

Uanset alle de mange indvendinger man kan komme med mod tressernes hippiekultur, har jeg stadig en blød plet for den. Jeg har ikke et problem med at nogle unge i en tid der muliggjorde det droppede ud, så længe det bare drejede sig om hedonisme og naiv idealisme uden militante overtoner, og vel at mærke så længe vi taler om denne eksperimenterende tid isoleret set, og ikke som starten på en pågående forkastelse af alt der holder samfundet sammen.

Musikken fra dengang er stadig enestående i dag, og kan få en til at bære over med at de sikkert ville have været utålelige at opleve på nært hold. Men det er bare et baaaaaad trip når loonier i dag der udadtil er tydeligt inspirerede af The Summer of Love bliver en del af det stående voldelige og ekstremistiske ros af militante, samfundsopløsende gadekorps.

Det er givetvis rigtigt hvad en kommentarskriver til den citerede artikel skriver: I tresserne var Anden Verdenskrig stadig særdeles nærværende i folks bevidsthed, og det virkede dengang utænkeligt at jødehadet ville kunne få en renæssance. Men det har det, se Zombies billedreportage fra et af disse her spraglede, aktivistiske, kreative græsrodsinitiativer som mainstreammedierne altid giver lang line. Den afbillede virkelighed er meget grim, og bekræfter kun det indtryk man også får af autonome og AFA’er herhjemme: Den alternative påklædning og hårprydelse er kun simpel camouflage for meget konventionel råddenskab (LFPC).

While there have been intense arguments in the media recently about hints of anti-Semitism which have erupted at New York’s Occupy Wall Street protest, very little attention has been paid to similar problems cropping up at other “Occupy” events around the country.

Below you will find some photographs and a video taken at the Occupy Los Angeles encampment which reveal how there is a growing encroachment of anti-Semitic “Jewish bankers” conspiracy theories becoming more and more evident at these events. Obviously not everyone at the “Occupy” protests is an anti-Semite, but the fact that these statements and views fit so neatly into the whole anti-banker milieu, and often go completely unchallenged by fellow protesters, should give everyone cause for concern about where this whole movement is heading. […] Zombie: More Anti-Semitism at Occupy Los Angeles 

Ekot direktrapporterade från partiledardebatten. Sverigedemokraten Thoralf Alfsson skriver, at “Jimmie Åkesson satte idag ner foten angående invandringen och visade Sverigedemokraternas position, något som knappast lär få något utrymme i media,” og det har han ret i. Åkesson klare tale trak ikke én eneste ingen overskrift. Man kan ikke forvente presse, når man bringer et ikke-emne op i det såkaldte “finrum,” og så skal der også være plads til Juholt-krisen som “påminner om det sovjetiska samhället” og er værre end først antaget. (Se “En dåres försvarstal”, som alle enhver dannet bloglæser har læst.) Efter Åkessons indledning udspiller der sig en længere æstetisk polemik med Lars Ohly og Göran Hägglund. Dette er en dagligstuetragedie bag “Huis Clos”, der skal indtages i afmålte portioner. 23 minutter pr. opførelse er lige tilpas.

Gåde: “Lad den hvide race gå under i blod og lidelse”

Hvilken svensker har sagt det? Det bliver nok gættet, ellers kommer svaret torsdag aften. Citaterne er fra 1996:

At føle eller til og med synes, at den hvide race er underlegen på alle tænkelige måder, er naturligt når man tænker på dens historie og nuværende handlinger. Lad den hvide races vesterland gå under i blod og lidelse. Leve det flerkulturelle, raceblandede og klasseløse, økologiske samfund! Leve anarkiet.

Jeg begyndte ganske enkelt at angribe og mere eller mindre mishandle personer, der opførte sig racistisk i min nærhed. Det kunne være alle fra skinheads til børn i skolealderen og ældre herrer og damer.”

21:3o:Jo, det var Tobias Hübinette, som kommentatorerne gættede, svensk-koreansk forskare vid Mångkulturellt centrum och lärare vid Södertörns högskola. Blev han fyret fra Stieg Larsons “antiracistiske” Expo for sine åbenlyst voldelige og racistiske udtalelser? Næh.Og han er stadig en agtet underviser i Sverige.

Provinsen brænder, men ikke i landsdækkende aviser

“The upper deck” der instinktivt fravælger de værste nyheder. Et tilfældigt dyk i dag i Kalmarpressen. Riksdagen håner Jimmie Åkesson, men Sverige er ramt under vandlinjen og vandet vil også nå Reinfeldts skjorteflipper. Titanic ramte isbjerget kl. 23.40. Først kl. 1.30 indså alle, at skibet vil synke. “Vi går till botten där vi står, men flaggan, den går i topp,” og det er det vigtigste for nomenklaturaen. Mikael Wiehe vil ikke være glad for at blive ramt i nakken af den analogi. Han må leve med det. En lokal skriver på nettet:

Efter mer än 10 år i Kalmar börjar vi nu se effekterna av vår invandrarpolitik. Berga, en stadsdel norr om centrum har sakta förfallit och butikerna lämnar lilla Berga centrum. Kvar blir Ica och div. gäng med ungdomar som nu roar sig med att bränna allt de kommer över. När jag flyttade hit på 90-talet var Berga ett relativt lugnt område med lite butiker men nu vet jag inte vart det är på väg. De senaste veckorna har lokalblaskorna fyllts med artiklar om de olika bränderna och vad som kan tänkas ligga bakom. Det är intressant att se hur tidningarna vinklar det hela, Östran verkar inte backa för att hänga ut folkgrupper och orsakerna till varför det ser ut som det gör. Barometern verkar mer utmåla de “stackars” ungdomarna som offer för en kommun som inte vill satsa på fler fritidsgårdar osv. STORBRAND I BERGA, Berga satt i brand, Nya bränder i norra Kalmar, Starka reaktioner från storbranden i natt. Bränder i Berga: 4. september, 7. september, 12. september, 19. september, 23. september, 26. september, 28. september, 3. oktober, 8. oktober, 12. oktober. (UPDATE: Rigsmedier kommer luntende forsinket med historien i dag torsdag.)

Multikulti: Når voksne mennesker bliver som små børn (på den ufede måde)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hosstående billede viser de første resultater ved en billedsøgning på Google af “multicultural”. Man mærker en tendens, en tendens der bekræfter multikulturalismens luftige karakter af enfoldige drømme, mangel på bekræftelse i virkelighedens verden, og rådvildheden hos dens propagandister der tilsyneladende ikke evner at variere udtrykket og tage ved lære af egne fiaskoer (LFPC).

Multikulturen R.I.P. – den blev 40 år gammel

Sweden’s big immigration idea: the ‘Canada model’

Ezra Levant & Robert Spencer On Tehran’s Terror Plot

Diana West, som har været i Danmark flere gange, og som jeg har haft lejlighed til at fotografere bla. her, her og her, taler ved Heritage Foundations seminar 9/11 – A Decade Later – Lessons for the Future. Ubetalelig er hendes beskrivelse af det politiske jet-sets reaktion på Kurt Westergaards tegning, som var det ren pornografi: “Så du tegningen, har du virkelig set den?” – “Denne tegnings ansigt er vigtigere for os end Osama Bin Ladins, den er et spejl af os selv.” Flere talere er her: Michael Rubin, Walid Phares, Daniel Pipes, Diana West, Claire Lopez, Efraim Karsh, Elan Journo, John David Lewis, Peter Brookes, Yaron Brook.

Fiz Fiz blev udvist af Danmark – så godt som…..

skriver medierne i dag. Han har otte børn med dansk statsborgerskab, det gør dommen “historisk”, får vi at vide. Der er bare det aber dabei, at den storkriminelle, palestinensiske førtidspensinist er “statsløs”, derfor vil han efter at have været rundt om den europæiske menneskeretsdomstol ende på “tålt ophold,” fordi politikere i en fjern fortid har underskrevet noget der lød godt på papiret, men som de ikke havde en chance for at overskue. Der er vel ingen der tror at en RAF-regering vil kræve The 1961 Convention on the Reduction of Statelessness opsagt eller genforhandlet? Velkommen tilbage til Danmark (Sandholm), Fiz Fiz. I dag er en lejlighed til at rekapitulere nogle fakta om den:

Ud af verdens 193 lande er det kun 37 der har skrevet under på 1961 Convention on the Reduction of Statelessness (markeret med mørkegrønt), og 5 af dem har aldrig ratificeret deres underskrift (de lysegrønne), det vil sige at konventionen gælder ikke for dem (blandt andre Frankrig og Israel). I Vesteuropa har Belgien, Schweiz, Italien, Spanien og Portugal slet ikke tiltrådt den.
Af de 32 der er tilbage har 8 lande taget større eller mindre forbehold, så konventionen ikke dækker helt. Danmark er et af de 24 dukselande, der ikke har taget forbehold. Af arabiske lande i har kun to (Tunesien og Libyen) underskrevet og ratificeret – langt de fleste arabiske lande har love der specifikt forbyder at give statsborgerskab til palæstinensere, så de har ikke gidet underskrive konventionen. Af alle muslimske lande er det kun seks (de to arabiske plus Azerbaijan, Mali, Niger og Senegal….og hvem vil have statsborgerskab der?) Wiki-artikel giver navne på alle underskrivere og kort over hvem der har underskrevet og ratificeret – FNs liste over underskrivere og ratifikatorer: Konventionen der fældede Rønn Hornbech

Pædagogik med sømbeslået pegepind

Ingen points for at gætte hvem nazibagmanden med den bærbare skal forestille at være. Voldstyperne kender vi jo også til ulidelighed – ikke fra historier om bombefremstilling i forstaden, gaderøverier og bandevoldtægter, ikke fra stereotype nyheder om stenkast mod brandbiler eller overfald på homoseksuelle. Ikke fra den virkelighed der kendetegner tiden, for organiserede fascistgrupper eksisterer jo stort set kun i de velmenendes segregerede parallelunivers.

Spørgsmålet bliver derfor om de betydelige ressourcer der bruges på at fabrikere enfoldig og gumpetung propaganda som dette har nogen chance for at være en god investering. Kan man overhovedet forestille sig at nogen der ikke i forvejen lever i de anstændiges osteklokke vil blive påvirket af dette? Kan propagandister der regner modtageren for en idiot gøre sig nogle reelle forhåbninger om holdningsskred i en kultur der svælger i billeder og lyd? Tja-eeeh (LFPC).

A conference called “Virtual Citizenship and Social Responsibility” has just been held in Paris at the French Foreign Affairs Ministry. It was organised by LICRA – Ligue Internationale Contre le Racisme et l’Antisémitisme [International League Against Racism and Antisemitism] and INACH – the International Network Against CyberHate.

Present, among others, were Anne-Sophie Bordry, director of public affairs of Facebook France, David Corchia director general of Concileo, Yoram Elkaïm legal director of Google Europe, Marc Mossé director of public and legal affairs at Microsoft. […] “Don’t Let the Internet Become a Weapon of Racism!” 

“Begejstret” for at blive regnet for lallende hjælpeløs

Historien om propagandavideoen her over er kun én manifestation af noget mere generelt i tiden, nemlig antagelsen om at folk er dumme og hjælpeløse, og har et stadigt behov for pædagoger og kursusarrangører til at vejlede dem. Det er selvfølgelig ikke nogen ny tendens i og med at socialismen i sin natur altid har søgt at spinde folk ind i opdragelse. Men i dagens verden, hvor borgerlig aversion mod den slags er næsten forsvundet, har fænomenet transcenderet de politiske skel – opdragere og pædagoger i form af kursusarrangører har gjort deres indtog i virksomheder verden over. Hjælpeløsgørelsen er vel startet allerede under 120 db larm i børnehaverne, og langt de fleste mangler i dag ganske enkelt sproget til at formulere afskyen.

Sure bloggere er en af de sidste bastioner mod denne lammende infantilisering og klientgørelse, men fra min helt egen verden kan jeg da berette at indvendinger af den slags jeg kommer med her falder på helt døve øren på mit arbejde. Jeg har flere gange brokket mig med ord som “pædagogkultur”, “klientgørelse” og “feminisering”, og har fremhævet “common sense” og almindelig dømmekraft som all you need, men reaktionen har været helt entydig: Et tomt blik, evt. efterfulgt af en autoritær respons. Tiden er ikke med os, men mon ikke at mange bloglæsere genkender disse iagttagelser som noget der måske er en rød tråd i det der forener os, hvor multikultur blot er ét dominerende udslag?

Ens reaktion på Initiativet her fra “kulturpersonligheder” med for meget tid og for mange penge, og det vamle følesprog det formidles i (“skal begejstres”), kan sikkert fint bruges som en lakmusprøve på hvor man står i dagens kulturkløft. Hos mig står det op i halsen (LFPC).

Skuespillere og andre kulturpersonligheder står bag en såkaldt begejstringskampagne.

Kunst og kultur fyldte uendeligt lidt i valgkampen, og det vil en række skuespillere og andre kulturpersonligheder nu prøve at råde bod på.

“Vild med Kunst” er titlen på en såkaldt begejstringskampagne, som initiativtagerne kalder for kunstens arabiske forår herhjemme. […] Nu skal vi begejstres for kunst og kultur 

PVV: Tyrkiet en voksende europæisk sikkerhedstrussel

Remarks by Wim Kortenoeven, Dutch delegation to the OCSE conference in Dubrovnik, 9 October 2011 (meeting on security in the Mediterranean area).

Mister Chairman,

I am addressing this meeting on behalf of the Dutch Party for Freedom.

As we speak, the peace in the Mediterranean is being threatened, by Turkish imperialism, by dangerous dreams to re-establish the Turkish Caliphate that was abolished in 1923.

We are witnessing the death of Kemalism, the positive ideology that transformed Turkey into a valuable, responsible and respected member of the international community.

But now, Turkey is sliding into the abyss of Islamic extremism and authoritarianism. This is visible on the inside and on the outside.

For instance: the freedom of speech in Turkey is increasingly suppressed. Many journalists have been jailed for speaking out. The Turkish cartoonist Bahadir Baruter is to be tried for renouncing Allah in a cartoon. He might get a year in jail for that.

Cyprus, a member State of the European Union, has been partly occupied by Turkey since the brutal invasion of 1974.

And now the Erdogan regime is turning Turkey into a predator state, a rogue state, that apparently also wants to seize the oil and gas reserves in the eastern Mediterranean. Reserves that it does not own. […] Does Turkey Threaten European Security?

John Bolton: “This will come as news to the Coptic Christians that they’re supposed to exercise restraint. They’re being attacked, they’re the ones being victimized both by mobs of fellow Egyptian citizens who are Muslims and by the government.” (Via Atlas Shrugs og Breitbart TV)

[…] State TV, also known as Maspero, is under fire from rights activists for falsely reporting that the Coptic protesters attacked the military forces with weapons, which resulted in the death of at least three soldiers and then called on the Egyptian people to take to the street to help protect the armed forces.

The news, when reported on Sunday evening, agitated many Muslims, who took up arms and went to the streets of downtown, clashing with protesters, both Muslims and Coptic Christians, injuring dozens in the worst sectarian violence since the fall of ousted President Hosni Muabrak’s regime.

State TV also reported that the protesters were armed and initiated the violence that killed the soldiers, which escalated the bloodshed late on Sunday. […]

Videos posted online show armored vehicles running over people, killing and injuring scores of them. Eyewitnesses told Bikyamasr.com at the protest that Copts were “not armed” and the army was “not provoked to attack.” […]

[TV host Rasha] Magdy repeatedly emphasized that Coptic protesters were attacking soldiers. She started her broadcast by apologizing for not being able to host the families of military martyrs of the 1973 war because of the unfortunate events, and went on to say that “the same troops that fought the war and sided with the revolution earlier this year are under attack as we speak.” […]

“State TV committed a number of fatal mistakes,” says [journalism professor Nalia] Hamdy, citing an interview with a military soldier who called Coptic protesters “dogs” and asked people to defend the soldiers.

“This might not have been intentional,” says Hamdy. “But it is certainly giving the wrong message and has to stop.” […] Egyptian state TV fueled deadly protests with a lie

Fjordman takker: “Jeg er overvældet”

I don’t usually ask for donations online since I generally make my essays available on the Internet for free, and there are so many good bloggers and others out there who could use a few bucks at least as much as I do. But I am amazed and frankly quite touched by how many people are willing to donate some of their hard-earned money when I do ask for a donation. The response over the past 24 hours has been nothing short of astonishing.

There is a serious disconnect between how I am portrayed in the press and how many ordinary people apparently like my writings. I can only conclude that many people no longer trust the mainstream media to tell them the truth about anything. I have received offers to stay for free in Brazil or to travel virtually anywhere I want to within Europe. I cannot accept these offers right now, but I am very moved by them and they are deeply appreciated.

Some, like the Baron and Dymphna at the Gates of Vienna, are very good at thanking each and every contributor individually by email. I would very much like to follow their example here, but I am literally overwhelmed at the moment by the response, plus preparing my upcoming book as well as practical issues related to moving to a new location. I cannot guarantee that I can answer every single person who donated money, and it will anyway probably take a few days before I have time at my disposal to do this, but I will do my best.

Fjordman

USA: Hertz fyrer bedende muslimer

Måske er det kun et nanosekunds standhaftighed der udvises her, måske falder det til jorden i morgen når virksomheden fornemmer ummaen rumle i undergrunden. Men man må værdsætte de øjeblikke der trods alt findes (LFPC).

Hertz rental car company, which was met with protests for suspending 34 Muslim shuttle drivers in Seattle in a dispute over prayer breaks, said it would reinstate the workers if they agreed to clock in and out.

Hertz said the Somali Muslim employees at Seattle-Tacoma International Airport were suspended not for praying but for failing to clock in and out for 10-minute breaks as required under a collective bargaining agreement.

Washington state law allows employees two 10-minute breaks during an eight-hour shift.

“This issue arose when breaks for prayers were extended for unacceptably long periods beyond 10 minutes for nonreligious activities, Hertz spokesman Richard Broome said in a written statement issued on Friday night.

“Individual warnings were communicated as well as a written warning, both prior to the implementation of disciplinary action,” he said. […] Hertz: Muslim workers failed to follow break rules 

Mujahedinerne på Balkan: Sarajevo Ricochet

DR 2sendte iaftes første del af den norske dokumentar, en øjenåbner om jihadisterne på Balkan. Amerikanerne og NATO havde hovederne under armen, og spørgsmålet er, hvor meget klogere de er blevet i dag. Det samme gælder iøvrigt også danske medier, ikke mindst DR, hvis rapportering stadig i dag har karakter af anti-serbisk propaganda. To must see film. Man må håbe, DR også sender del II- Srebrenica A Town Betrayed – om det muslimske forrædderi, der gjorde massakren mulig. Overskurken i begge afsnit er muslimlederen Alija Izetbegović, der solgte Srebrenica i en studehandel, der skulle få amerikanerne til at bombe serberne. Dernæst hans jihadistiske krigsforbrydere, først og fremmest blodhunden Naser Orić. Ellers er nr. II også her nedenfor stregen:

This two-part documentary reveals how al-Qaeda used Bosnia as a training-ground, money-laundering centre and forward operating base during the brutal civil war of 1992-95. The veterans went on to attack New York, Washington DC, London, Madrid, Mombasa and Bali. The story also reveals how the people of Srebrenica were betrayed by the Sarajevo government in advance of the massacres of July 1995.

Fortsæt med at læse “Var løgn på stats-tv årsag til massakre på koptere?”

I sommer åbnede den ellers ret hengemte Mosaisk Gravplads midt på Nørrebro for offentligheden. Det er byens næstældste begravelsesplads, ældre end Assistens Kirkegård fra 1760 på den anden side af Nørrebrogade, ukendt selv for mange københavnere. Der var delte meninger om idéen i Mosaisk Trossamfund, men optimisterne og dem med “visionerne” vandt, og vi der ikke modtager visioner satte os til at vente på at resultaterne skulle indløbe:

Fra Døgnrapporten for Københavns Politi. Søndag den 9. oktober 2011 kl. 1444.

Den forurettede 21-årige kvinde af jødisk afstamning førte tilsyn med Den Jødiske Begravelsesplads på Møllegade. Her blev hun kontaktet af to drenge, som spurgte hvad det var for et sted.
Den forurettede havde forklaret, at det var en jødisk begravelsesplads. Den ene af drengene, spurgte den forurettede, om hun var jøde, hvilket hun svarede ja til. Det fik ham til at trække en proptrækker, som han truede den forurettede med. Samtidigt havde han sagt, at han havde fået at vide, at han skulle dræbe alle jøder.
Den anden dreng tog dog fat i gerningsmanden og sagde, at han skulle stoppe. Begge drengene løb herefter fra stedet i ukendt retning. De to drenge beskrives som: unge, ca. 13 år. Begge af udenlandsk herkomst.13-årig truede med proptrækker – havde fået at vide, at han skulle dræbe alle jøder

Den gravplads bliver lukket igen og bevogtet, og det sker senest når Israel næste gang tvinges til at forsvare sig i Mellemøsten. Hvor “visionær” skal man være, for at kunne regne det ud? På Nørrebro er det forekommet før, at almindelige danskere passes op og spørges, om de er jøder. Det er ikke tilrådeligt at svare “ja”, som denne naive kvinde gjorde. På den anden side, er hun ikke mere naiv end sine arbejdsgivere i Mosaisk Trossamfund og de borgerrepræsentanter der har ivret for at åbne gravpladsen.

Politiet kalder det “en hate-crime.” Her nedenfor er også en, der nærmest er blevet triviel i det multikulturelle Europa. Det behøver slet ikke være større terrorhandlinger, der en dag udløser et voldeligt “backlash” mod indvandrere i Europa. Det kan meget vel være hundredetusinder af disse tilfælde, der tilsidst får bægeret til at løbe over med konsekvenser ingen kan overskue. Politikens nye chefredaktør Bo Lidegaard, lod i Deadline for nylig forstå, at de problemer vi oplever idag, vil være historie, når de gamle modstandere af multikultur er uddøet. Hans ligning går kun op, ved at udelade visse elementer. Blandt mange unge er der et had, der er personligt, og som man slet ikke oplever blandt de ældre, der er opvokset i et homogent, fredeligt og uvoldeligt Danmark. Jeg har hørt det flere gange, det er voldsomt og uforsonligt og det er erfaringsbaseret. Sverigedemokraterne blev fjerde største parti ved skolevalget 2010, på nogle svenske skoler stemte op imod 40 % SD. I Sverige er voldeligheden eksploderet, i 2010 var der 87. 854 anmeldte tilfælde af Misshandel inkl. grov misshandel. Vi kan få så radikaliserede unge, at Politiken vil længes intenst efter Pia Kjærsgaard og hendes fredsommelige velfærdssosser.

En dag vil der uvægerligt være nogen, der har fået nok. Enkeltpersoner som i Norge, eller større grupper. I Ulla Nørtoft Thomsens artikel om Breivik, – en af de allerbedste overhovedet – skriver hun at vi næppe vil opleve flere som Breivik. Gid man kunne være så sikker. Vi ved ikke, hvornår vi har overskredet grænsen for, hvad folk vil acceptere, for den er usynlig. Man kan kun henholde sig til hvor mange røde lamper der blinker, og det er det vi blandt andet prøver at dokumentere her. Bo Lidegaard og hans avis skaffer den dag snarere end de forebygger den, og hvis den vrede ofrene for den vil føle, retter sig mod de skyldige i tingenes tilstand, så kan den herskende klasse komme til at sove med kufferterne pakket og klar, selvom det vil komme som en stor overraskelse for dem, at nogen kunne ville dem noget ondt. En sådan tanke ville de aldrig få af egen drift, men Lidegaards spådomme om fremtiden er ikke nødvendigvis rigtigere end vores. – Den franske blog beder om hjælp til at identificere disse hverdagsforbrydere der gentage gange slår en kvinde i hovedet, og sparker på en liggende mand:

Indsamlingen til Fjordman

Jeg har fået at vide, at den går over al forventning, selvom jeg ikke må sige beløbet. Hvis du har tænkt dig at bidrage, så sørg for at gøre det her den første uge, den løber. Fjordman og Vlad Tepes takker alle, der har bidraget hidtil. Det foregår på Pay Pal her.

Islamofobi æder hjerner op

Der tænkes vel at mærke på islamofobi i den virkelige betydning, og ikke på det totalitære OIC-udklækkede redskab vendt mod os. Det drejer sig om den refleksmæssige tilflugt i den rene idioti der griber kendisser når de i interviews bliver bragt ind på spørgsmålet om, host host, krænkelser af de altid letantændelige muslimer, og hvordan de selv stiller sig til den slags risikabel adfærd. Det er som altid uklart om det Terry Jones frygter er en fatwa fra skulende mænd med fugleskræmselsskæg, eller om det er udstødelse fra det miljø han er en del af. Brud på meningskonformiteten ender måske ikke med at han bliver et hoved kortere, men fordømmelse fra denne verdens Carsten Jensen-gemytter er jo også en alvorlig sag for en berømthed.

Life of Brian er en tidløs klassiker og vil vedblive at være det, selv om Jones her regrederer til politisk analyse på teenageniveau. På den anden side: Man kan bruge denne pinagtighed som en reminder om altid at holde værket adskilt fra kunstneren. Gør man ikke dette kommer man uvægerligt ud i håbløse situationer hvor man må lukke øjnene for f. eks. idioti eller stjernenykker der selvfølgelig ikke gør musik, film eller litteratur ringere på nogen måde, eller endda forkaste kunstneren. Og hvor mange vil der så i yderste konsekvens blive tilbage? (LFPC)

[…] Asked if he would make a satirical film about Muslims now, he replied, “Probably not – looking at Salman Rushdie. I suppose people would be frightened.

“I think it’s whipped up by the arms industry. I read an in-house magazine called Weapons Today before the Gulf War and the editorial was headlined, ‘Thank God for Saddam’ and went on to say that since perestroika we have an enemy no one can complain about.

“So in future we look for Islam to replace communism.

“I thought they were joking – the Crusades were 1,000 years ago – but of course that’s what’s happening now.” […] A Muslim Life Of Brian? No Way, Says Python