Et stykke tyve år gammel, ægte radiokunst, der vandt Prix Italia i 1989. Den dedikerede radiomand Peter Kristiansen der lavede den, gjorde en radiomontage ud af sin egen dødelige sygdom. Jeg genhørte Minefeltet forleden ved genudsendelsen. Jeg har sporadisk kendt Jurij Moskvitin, der medvirker. Det er ham der taler mest affekteret i udsendelsen. Og så kender jeg en anden, der deltog i “festen” dengang i begyndelsen af tresserne, men undgik at drikke sig ihjel og lever i bedste velgående. Han har kun lovord til overs for hovedpersonen, pianisten Klaus Heerfordt, der havde solistdiplom fra Konservatoriet. Han fortæller at han til sin debutkoncert glemte anden satsen af et klaverværk. “Jeg syntes nok det gik lidt hurtigt.” Han har også henvist mig til fotografiet her, som er taget af fotografen Herbert Strauss, der var tysk jøde født i Kassel, men flygtede fra Tyskland, og derefter fra Danmark til Sverige i 1943 og senere blev uddanet hos fotograf Jens Juncker Jensen i København. Man ser på billedet af Heerfordt var glad for kvinder – OG det i høj grad var gengældt. Kvinder vil have ustyrlige mænd, og så alligevel ikke. (foto: Herbert Strauss, Minefeltets Fotograf, Fotografisk Center.Bloggens affotografering.)

Mens ungdomsoprøret var i fuld gang sidst i 1960’erne – akkompagneret af supergruppernes rockmusik, blev der i det indre af København holdt klassisk salon. Det var i Brolæggerstræde, hvor pianisten Klaus Heerfordt boede i en lejlighed med flyglet som eneste inventar af værdi. Klaus Heerfordt debuterede i 1960 og regnedes for et originalt talent, men han formåede ikke at skabe sig en karriere og leve op til sine ambitioner. Skuffelsen gav sig udtryk gennem en vil, kaotisk livsførelse sammen med andre af tidens bohemer. Han nåede kun at blive 45 år, men han huskes af vennerne, der kan fortælle om alle de bizarre og højstemte stunder i den lille lejlighed, midt i det københavnske minefelt. Eliten fra Minefeltet, min. 45:00, MP 3 fil download, Anbefales, P1 laver ikke den slags mere. (Minefeltet = værtshuskvarteret omkring Nikolai Plads i det indre København)
Et gennembrud: Forskere opdager ‘den velintegrerede ekstremist’
Virkeligheden bevæger sig i små ryk tættere på mainstream, hvilket man må formode skyldes at svælget mellem illusioner og ønsketænkning på den ene side, og begivenheder i gadehøjde på den anden, er vokset for stort. Det er absolut intet i denne lille artikel der vil overraske læsere af netbårne græsrodsmedier som Jihad Watch og Gates of Vienna, men hellere at det kommer ud i små portioner end slet ikke. Man noterer sig selvfølgelig med en vis fryd den altid pludrende Lene Kühles slet undertrykte rådvildhed – tænk gode tanker, ellers går det først galt, og ufattelige millionbeløb brugt på politiarbejde skal såmænd nok sikre at det hele glider i smør. Dette er åbenbart status for den multikulturelle drøm lige nu.
Og det må også rutinemæssigt noteres, at succeskriteriet for forskere og mainstreammedier afgøres af vold eller ikke vold. Ikke ved opsplitning og dannelse af parallelsamfund. Ikke ved krav om særhensyn fra et stadigt mere assertivt mindretal. Ikke ved almindelig gadekriminalitet der ikke registreres som terrorisme. Ikke ved utryghed. Som alle af denne slags artikler opereres der med en masse antagelser og ubesvarede spørgsmål: Selv ved fuld succes efter gældende kriterier – millionerne brugt på PET resulterer i nul bombesprængninger og terrorrelaterede mord – er dette nogen garanti for en sikring af det vanto samfunds overlevelse over tid? Hvad med dagligt pres og forringede levevilkår, som er medvirkende årsager til at de kristne samfund i f. eks. Tyrkiet og Egypten, engang befolkede af kristne, lever på lånt tid?
Der er ingen løsninger, og nu har vi altså noget der ligner en indrømmelse fra mainstream af at fatamorganaet ‘integration’ ikke er et succeskriterium i sig selv. Det følger implicit, at det ikke er muligt at opstille screeningskriterier for ‘med os’ kontra ‘mod os’, og at vi har et problem der ikke kan relativeres væk ved at pege på succeshistorier. Hvis dette er et lille gennembrud er det da ikke at kimse af. Det store gennembrud venter vi så på nu: Erkendelsen af at ureformerbare, vantrofjendtlige tekster udgør et problem der ikke kan isoleres hos “ekstremister”. Den problematiske mainstream-islam hvis angivelige ‘mangfoldighed’ ikke hjælper os en døjt, når dynamikken er ubetinget fjendtlig, og Den Gyldne Regel ikke kan fremtrylles fra en slamkiste af had (LFPC).
[…] Der findes unge muslimer i Danmark, som siger, at de med vold vil forsvare islam mod de vantro, og at sharialovgivning skal erstatte demokratiet, hvis muslimer er i flertal i samfundet. Ifølge en interviewundersøgelse fra Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser på Aarhus Universitet er de samme unge mennesker samtidig formelt set velintegrerede i samfundet:
De har en uddannelse, de har et job, de taler dansk derhjemme, de har haft danske kærester, og de ser TV-Avisen og ”Paradise Hotel”. […]
»Hvis vi alle leder efter tegn på radikalisering, sår vi et frø af mistillid i samfundet, og vi ødelægger tilliden mellem lærer og elev. Vi må stole på, at PET tager sig af de folk, der vil gribe til vold,« siger Lene Kühle. […] Integration stopper ikke ekstremister
Vidner i Odense er bange for at blive forsøgt myrdet igen
De israelske skudofre fra Odense er traumatiserede. Bjørn Elmquist her i rollen som hård, Radikal hund. Så kæk han er på vidnernes vegne:
Skyderiet i Odense var kulminationen på længere tids chikane af de israelske sælgere, forklarede det ene skudoffer, der mødte frem i retten – men som ifølge bistandsadvokaten brød sammen uden for retssalen, da han havde beskrevet drabsforsøgene. Han havde bedt om, at den 28-årige, der anklages for at forsøge at slå ham ihjel, ikke sad i retssalen, da han skulle vidne. Det ønske afviste retten efter en protest fra den tiltaltes forsvarer, Bjørn Elmquist.
»Hvis vidnet ikke vil se tiltalte, kan han lade være med at se på ham«, lød kommentaren fra advokaten.»Min klient er ikke bevæbnet. Situationen er ikke den samme som i Rosengårscenteret«, tilføjede han.
Heller ikke den tredje sælger turde vise sig i Danmark, efter at hun blev mål for skudangrebet, hvor hun undgik at blive ramt. Det fik den tiltaltes forsvarer til at kritisere vidnerne. »Jeg kan ikke tage det alvorligt, at de er bange for at møde op«, sagde Bjørn Elmquist. [..]
Angrebet var planlagt: Dagens retsmøde afslørede, at politiet har fået flere henvendelser fra kilder i kriminelle miljøer. De har oplyst, at angrebet var planlagt og politisk motiveret, og at det blev sat i værk af bagmænd, der fik den tiltalte til at begå ugerningen, fordi han har dansk statsborgerskab. De ville sørge for hans familie under afsoningen og havde ifølge oplysningerne fået samlet 60.000 kroner ind. Skudofre tør ikke vidne i Danmark.
Tåkrummende banaliteter fra alle journalisters moder
Tidligere afdelingsforstander ved Danmarks Journalisthøjskole Nancy Graham Holm har fået stillet spalteplads til rådighed på britiske the Guardian. Om indholdet er der kun at sige at det er en forlænget udgave af en type læserbreve man med mellemrum ser i aviserne: Folk der er gået mentalt i stå i februar 2006, og stadig anskuer Muhammedkrisen som væmmelige menneskers hån af noget der er helligt for troende over hele verden.
[…] Why did the editors of Jyllands-Posten want to mock Islam in this way? Some of us believed it was in bad taste and also cruel. Intentional humiliation is an aggressive act. As a journalist now living in the same town as Westergaard, I thought some at Jyllands-Posten had acted like petulant adolescents. Danes fail to perceive the fact that they have developed a society deeply suspicious of religion. This is the real issue between Denmark and Muslim extremists, not freedom of speech. The free society precept is merely an attempt to give the perpetrators the moral high ground when actually it is a smokescreen for a deeply rooted prejudice, not against Muslims, but against religion per se. Muslims are in love with their faith. And many Danes are suspicious of anyone who loves religion. […] Nancy Graham Holm: Prejudiced Danes provoke fanaticism
Man bemærker selvfølgelig den ureflekterede generalisering af “Danes”. Dette kan hun roligt gøre for det pæne selskab. Men dejligt befriende at se hende blive lagt verbalt på hjul og stejle af opbragte briter i kommentarerne – and then some. Vi andre skal vel være glade for denne sigende perspektivering af hvilken afgrund af uvidenhed, mangel på refleksion og mangel på integritet vi i er oppe imod hos journaliststanden, her illustreret fra toppen af fødekæden (LFPC).
20% jihad-recidivister blandt tidligere Guantanamo-fanger
[…] As many as one in five former Guantanamo Bay, Cuba, detainees are suspected of or are confirmed to have engaged in terrorist activity after their release, U.S. officials said, citing the latest government statistics.
The 20 percent rate is an increase over the 14 percent of former inmates an April Pentagon report said were thought to have joined terrorist efforts, said the officials, who requested anonymity. The officials didn’t provide the numbers on which the 20 percent figure is based. […] More ex-detainees wage jihad
Tale ved Trykkefrihedsselskabets diskussionsmøde i Dansk Forfatterforening
6. januar 2010, Af Lars Hedegaard
Jeg vil lægge ud med nogle generelle bemærkninger.
Jeg læser min tale op fra et manuskript, som jeg agter at holde mig til, således at der ikke bliver nogen forskel på det sagte og det skrevne. Ved dette mødes slutning vil min tale blive udleveret til eventuelle tilstedeværende journalister og andre i den udstrækning, der er kopier nok. Desuden vil mit indlæg blive lagt ud på Selskabets og Sapphos hjemmesider, således at ingen skal være i tvivl om, hvad jeg har sagt.
Dernæst: Hvad jeg siger i aften står delvis for min egen regning. Hvor det gælder de principielle spørgsmål om ytringsfriheden, forsøger jeg at tale på Trykkefrihedsselskabets vegne, idet jeg forlader mig på de konklusioner, vi gennem årene har draget i Selskabets bestyrelse, og som vi har diskuteret på vore generalforsamlinger og øvrige møder. Men jeg ved, at jeg utvivlsomt derudover vil komme til at sige ting, som bestyrelsen aldrig har drøftet, endsige taget stilling til. Og som vi heller ikke opfatter det som vores opgave at tage stilling til som Selskab. Der vil utvivlsomt – enten i bestyrelsen og/eller blandt vore efterhånden mange medlemmer – være nogen, der forfægter et andet syn på noget af det, jeg siger. Og sådan må det være.
Fortsæt med at læse “Eliten fra Minefeltet”