Irakere i Brorsonskirken: Ghassan Younis dømt for våben, vold og narko. Hvor mange udviste kriminelle holder den danske folkekirke hånden over? Rigtignok hang Jesus på korset mellem to forbrydere, men han hverken byggede eller forsvarede samfund. Folkekirken derimod lever og dør på samfundets nåde. Man kunne også nemt tilføje: Har danske journalister fået sparet deres Infomedia væk ?
Ghassan fik lejlighed til at græde ud hos en forstående journalist fra Dagbladet Politiken sidste år:
[…] »Jeg mødte de forkerte mennesker, som fik mig ind på en forkert retning«. Siden hen har han ikke været blandt guds bedste børn, erkender han selv. Det sker flere gange med et lille flovt smil, der dukker op i hans mundvige, hver gang han konfronteres med sit synderegister.Når Ghassan ikke selv tog de hårde stoffer, solgte han dem videre. Op igennem halvfemserne fik han rygtet som pusherkonge på Istedgade. […]
Det er lidt tankevækkende at han erkender personlig skyld. Hvor mange har i kontrast hertil nogensinde oplevet muslimer påtage sig skyld og ansvar over for en vantro? Måske ser vi her at den kristne syndsbevidsthed, som jo ikke eksisterer i islam, slår igennem – selv hos en ansigtstatoveret gangster.
»Det er min egen skyld. Jeg har måske også fortjent den udvisning. Jeg har jo lavet en masse lort, det erkender jeg. […]
»Jeg ligner jo ikke en araber. Jeg er kristen og ligner en vesterlænding. Ikke engang min kristne familie vil vide af mig med de her tatoveringer. Irak er et islamisk land, og der vil man slet ikke acceptere mig med tatoveringer. Jeg vil blive henrettet af ekstremisterne, så snart jeg forlader lufthavnen. Måske torturerer de mig. Der er ingen sikkerhed i Irak for nogen som helst endsige mig. Jeg nægter at forlade min celle for at stige om bord på et fly med de her tatoveringer«. Fikré Filali El-Gourfti: Interview: »Jeg har måske også fortjent det« Jeg har måske … [Politiken 28.5.2008]
Med andre ord, venstreekstreme og Gutmenschen ønsker at Danmark skal blive endestation for de værste af de værste, folk hvis eget bagland ikke vil kendes ved dem. På bekostning af værdigt trængende nødstedte (LFPC).
Den uendelige næstekærlighed: Nu også for udvisningstruede pædofile
Klarere kan det vist ikke illustreres at der er én eller anden impuls i vores kultur der er gået i selvsving hos nogle. Jeg ville gerne forstå, rent forstandsmæssigt, hvad der foregår inde i hovedet på dem. Hvis jeg var gået hen og havde spurgt dem henne foran Byretten ville jeg dog sikkert være blevet pandet ned. Vores tid er fuld af paradokser, og lige netop denne konflikt er så påtrængende aktuel og følelsesladet at det ville være et håbløst projekt at afdække, hvis ellers der fandtes en metodik der kunne blotlægge folks etiske overvejelser.
Skal jeg forsøge et halsløst lægmandsgæt, lyder det i dette tilfælde noget i denne retning: Den vestlige verden er gennem flere årtier blevet afkristnet, for så vidt som kristendom er troen på en personlig, guddommelig instans der tilgiver ens synder. Tilbage er imidlertid en rudimentær syndsbevidsthed, hvor ‘den næste’ er den ædle vilde, som er gjort til offer for vores faldne kultur. Kristus er forsvundet som tilgivende instans, og med dette også muligheden for sjælefred i denne onde verden. I stedet er afladet kommet tilbage: Man køber en lille smule tilgivelse ved at give klart og umisforståeligt udtryk for bekendelse til de multikulturelle idealer. Jo mere nidkært og kompromisløst man gør dette (som visse notoriske loonybloggere), og jo mere afskyelig den ædle vilde er (som i denne sag), jo ‘bedre’ er man. Angiveligt (LFPC).
En 38-årig iraker får ikke sløjfet sin udvisningsdom, afgjorde Københavns Byret tirsdag. Han står dermed til tvangsudsendelse af Danmark.Manden er dømt til udvisning oven i en straf på to et halvt års fængsel for seksuelle overgreb på et barn under 15 år.
30-40 aktivister fra initiativet “Stop Udvisningerne” demonstrerede foran byretten. De blev mødt af en politistyrke, som sørgede for, at demonstranterne ikke fik adgang til retsbygningen, der blev låst af. […] Byret: Iraker skal udvises
Tag endelig ikke fejl: De gode og anstændiges perfidi
Fra Uriasposten:
[…] Morten Sabroe, forfatter: Han er sådan en hvor man bare siger – jeg magter det ikke John John – du ved, han er lidt du ved, sådan en man med fordel kunne udstyre med burka og begrænset ytringsfrihed. Det ville jeg gøre – hvis jeg var chef for journalistforbundet, så ville jeg sige – du skal have en burka på, og så skal du have begrænset ytringsfrihed. Lidt ligesom Camre, ik’. Han er en af de politikere, jeg godt kunne tænke mig at se med burka på, og ikke mere (Huxi Bach griner i baggrunden) – og begrænset ytringsfrihed.
Den her ballade der er nu, den er sådan en politisk ballade. Jeg synes egentligt han bare skal se at få ham ind til ham der, hvis jeg må være så venlig, at sige noget venligt om ham – den pms-ramte hystade Lars Hedegaard, som jo er en af de to personer der har dannet det der Trykkefrihedsforbund… […] Morten Sabroe på P3 om “de der typer” som burde have “begrænset ytringsfrihed”
Se også til sammenligning hvordan amerikanske lefties og liberals hykler: All the Rage (“Another Leftist Death Wish: Ho-Hum”) og Like a Pocket Full of Razor Blades (anmeldelse af Jamie Glazovs bog United In Hate: The Left’s Romance with Tyranny and Terror) (LFPC).
Døgnvagt i ghettoen
Skånepolisen har bildat en strategisk grupp med målet att utforma en långsiktig plan för Rosengård.Hur ska vi vara uthålliga, hur löser vi säkerheten för värdetransporter och räddningstjänst? Detta är inget vi fixar över natten, säger polismästare Stefan Syntéus som leder gruppen. Dessutom vill han “känna Malmö stad på pulsen”. Vad kan politikerna göra för att lösa trångboddhet och sociala problem? Polisen kan bara ägna sig åt brandkårsutryckningar. Polistidningen
Problemerne i Rosengård er ikke sociale. De er kulturelle og politiske. Der er “ikke problemer i Rosengård” – Rosengård er problemet, ligesom 136 andre “følsomme områder” i landet (2005), og det er skabt af dybt provinsielle Stockholmspolitikere, der i deres hovmod mente, at det var godt for enhver at blive svensk. Og at det var muligt. Derefter blev regningen tørret af på det svenske folk og på poliser og socialarbejdere. Der er postet hundredevis af millioner i bebyggelsen, det er verdens flotteste ghetto. Men det har ikke noget med sagen at gøre, for problemet er indholdet. Det er tanker, vaner og ideer, der bevæger verden, ikke socialingeniører. 1.3 mia mennesker adlyder en fiktion, Muhammed, der næppe nogensinde har eksisteret. Alligevel er denne fiktive person blevet en kraft, der bevæger verden lige så meget som i Poitiers år 732 og Wien 1683. Livet er en drøm, som en film engang hed. Vi kan ikke vågne af den, men vi vil heller ikke mande os op til tage den alvorligt.
Rosengård er skabt, nu lever det sit eget liv som en Perpetuum mobile, uanset hvad nogen gør eller siger. Sveriges undertallige politistyrke kan stå posteret der uendeligt, med tiden må den endnu mere undertallige svenske hær indkaldes. Rosengårds problem – indbyggerne, resultatet af den løbende invasion af Sverige, som politikerne har tilladt og opmuntret, forsvinder ikke af den grund. Jo, hvis de alle bliver svenske i hovedet i vores tip oldebørns tid. Hvis og hvis og det vil næppe ske. Svenskerne accepterer enten at komme i mindretal i deres eget land omkring 2050, eller skaffer sig af med mellem en og to mio. tilvandrere. Det er valget. Politikerne vil havne på en mellemløsning, men det enige, lavkonflikt-land Sverige, er allerede forsvundet for evigt for 15-20 år siden. Det er sket, og det er der ingen kur for, som Beckett siger i anden sammenhæng. Dystopi? Det 20 århundrede er en lang dystopi. Vi har kun lært lidt, så hvorfor skulle det ikke gentage sig endnu værre?
Man forstår den tyrkiske skomager, der efter 40 år her, hellere ville hjem, end leve i dette limbo, fostret af den svenske elites manglende virkelighedsforankring, deres angst og afsmag for den. “Sweden is fucked”, sagde Fjordman forleden konkluderende på en længere samtale. Han er yngre og mindre af en tvivler end jeg, men han ved hvad han taler om. Det blir økonomien, der vælter læsset, de nøgne daglige kendsgerninger, manglen på alt. Børn og børnebørn skal tage skraldet. Politiken-universet opdager det, den dag det sker. Ups ! De, der så det 20-30 år før, får Enoch Powells skæbne: sandheden er ok, men tidspunktet er alt afgørende. Det handler om timing. For tidligt eller for sent, så er man færdig. Powells intonation er helt central: “The supreme function of statesmanship is to provide against preventable evils. In seeking to do so, it encounters obstacles which are deeply rooted in human nature.”Eksempel: Churchill vidste i 1935, at en krigen ville komme. Havde andre turdet indset det, ville WWII være blevet en lille krig med få døde, men ingen magtede at forestille sig krig på forhånd. Der havde lige været én. Demokratier har få statsmænd, det ligger i folkestyrets natur, og er dets kroniske skrøbelighed: Man kan miste det når som helst, de valgte ligner på godt og ondt os, de kan ikke nødvendigvis styre os fri af katastrofer. Den svenske, politiske elite er vor tids eksempel på det par excellence. Jeg har ikke et mere specificeret bud på landets fremtid end “ultra violence“.
Fortsæt med at læse “Ghassan Younis: Endnu en irakisk forbryder”



Frådende horder af katolikker der hærger gader og ambassader og foranstalter dødstrusler mod krænkere af deres religion? Nej, vel. Det nærmeste vi har oplevet i denne retning var postyret over Martin Scorseses The Last Temptation of Christ for 20 år siden. Den affødte vistnok en hel del raseri og opfordringer til boykot af filmselskabet fra amerikanske kristne, men man kan ikke tale om noget der bare kommer i nærheden af hysteriet over Muhammed. Således har instruktøren Ron Howard uden påviselige konsekvenser nu kunnet lave to film om en skurkagtig, karikeret katolsk kirke, The Da Vinci Code og Angels & Demons. Men hov, skurken fra Dan Browns litterære forlæg er nu ikke længere muslim:



