In manchen Seelen wohnt so tief die Kindheit,
Dass sie den Zauber niemals ganz durchbrechen,
Sie leben hin in traumgefüllter Blindheit
Und lernen nie des Tages Sprache sprechen.
Weh ihnen, wenn ein Unheil sie erschreckt
Und plötzlich hell zur Wirklichkeit erweckt!
Aus Traum gescheucht und kindlichem Vertrauen
Starren sie hilflos in des Lebens Grauen.
Ich weiß von solchen, die der Krieg erst weckte,
Da sie des Lebens Mitte überschritten,
Und die seither am Leben wie erschreckte
Traumwandler zitternd und geängstigt litten.
Es scheint: in diesen Hoffnungslosen sucht
Die Menschheit ihrer blutgetränkten Erden,
Sucht ihrer Grausamkeit und Seelenflucht
Erschauernd und beschämt bewusst
Herman Hesse (1877-1962) (foto med skyldigt hensyn til Hammershøi) Hans perspektiv er dog løftet 6-8 meter op over gadeplan.
The call of the toad
Gunter Grass’s 1990 diary has just been published. Former East German writer Monika Maron looks at how blinded Grass was by his own preconceptions.
On January 1st 1990 Günter Grass decided to start keeping a diary because after the fall of the Wall so many unusual things were happening that he felt it was his duty to keep a record. He wrote of his intentions to make repeated forays across the border between the two German states and of his plans to get involved in the forthcoming elections. Now, twenty years after the fall of the Wall, he reveals the results of his duty-fulfilment: not in order to admit how many things he misjudged, not to celebrate the fact that the catastrophe he predicted never happened, but to prove that his warnings and his ominous predictions were right, then, later on and still today. He warned about practically everything that he saw on the horizon of German unity………… In Grass’s eyes, the population of the GDR is a betrayed, misguided, colonised mass or a lot of depressed civil rights activists whose dream of a German-German confederation, one shared by Grass himself, had been brutally dashed by the West German colonial masters. (Süddeutsche Zeitung on 7 February, 2009 via Sign and sight)
The sound of silence: Hvor er Nørrebrobandernes apologeter?
Måske har jeg ikke kigget de rigtige steder, men det plejer jo heller ikke at være nødvendigt med en indsats for at finde apologi, uanset hvor håbløs og idiotisk sagen er, så længe det er de ædle vilde. Men hvor er de? Man kan skyde skylden for 9/11 på USA (m/u konspiration), man kan se terrorceller som bestående af fortvivlede ofre, man kan finde globale optøjer over nogle tegninger en rimelig reaktion – hvor er de, annemariehelgerne, christianbraadthomsenerne, margrethevestagerne – hvor er offerretfærdiggørelsen af de bandemedlemmer der forhindrer udbringning af mad til gamle? Proportionerne er vel ikke mere groteske end i de eksempler jeg nævnte her; er det mon fordi det i bogstaveligste forstand nu er ‘too close to home’? (LFPC)
[…] “Vi har også haft episoder, hvor vores sundhedspersonale og sygeplejersker er blevet truet med, at de vil få hovedet skudt af. I øjeblikket observerer vi nøje, hvad der sker, og hvordan vi skal løse problemerne. Vi har en beredskabsplan, som vi kører efter, men det er klart, at det er uholdbart. Vi tager ingen chancer i forhold til personalet. Vi ved nøjagtigt, hvad hver ældre har brug for, og er der tale om livsvigtig medicin, så må vi bringe det ud med politibeskyttelse,” siger Mogens Lønborg.
29 pensionister på indre Nørrebro i København måtte mandag aften undvære deres kommunalt udbragte mad. Det skete, efter at en chauffør fra firmaet Multitrans, der bringer mad ud for Københavns Kommune, blev truet med et skydevåben tidligere på dagen. Han fik at vide, at hvis han kørte ind i området omkring Blågårds Plads, så ville der blive skudt efter ham. Muligvis fordi han kørte i en varebil, som bandernes vagter ikke vil have til at køre ind i det konfliktfyldte område.[…] Flere kommunalt ansatte truet af indvandrerbander, Engelske turister advares mod Nørrebro.
Hvem bestemmer i Danmark ?
Søren Pind på pletten igen i fravær af andre. Rigtige politikere opdager farer i god tid. Metervaren kommer tøffende med lappegrejet efter skaden forlængst er cementeret, og her taler vi ikke engang om de politikere, der er hovedskyldige i skaderne. Man må håbe for Danmark, at Pinds tid kommer en dag.
Det er simpelthen chokerende. Jeg tænker på reaktionen hos diverse myndigheder over at anarkiet igen har taget magten i vore gader.I dag er politiinspektør Per Larsen ude og forklare os alle sammen, hvordan vi skal passe på når vi går på gaden i København. Sundhedsborgmester Mogens Lønborg “opfordrer til at man holder de ældre medborgere ud af konflikten” fordi det nu heller ikke kan lade sig gøre at bringe mad ud til ældre på Nørrebro.
I fjor – i februar, det er åbenbart ved de tider – var balladen også slem. Her kom jeg for skade at kritisere politi-ledelsens dialogtilgang, og kom noget galt afsted. Men essensen er jo meget enkel: Vi vil have lov til at gå i fred på gaden. Mennesker, som de der i øjeblikket skaber skræk og rædsel, har alle – ALLE – noget kriminelt på samvittigheden. Af de farligste forbrydere i dette land er en 1/3 udenlandske statsborgere, har justitsministeriet oplyst overfor mig. Hvorfor er de stadig her i landet? Det kan ikke være i strid med menneskerettighederne at udvise folk, der på det nærmeste er ved at iværksætte en borgerkrig her i landet!


Der er vigtigere ting for verdens gang end en politikers opgejlede image, men jeg kan ikke sige mig fri for en ganske ukristelig forventningens glæde til den dag Obamas proselytter tvunget af realiteterne må indse at deres messias ikke kan gå på vandet. Kedeligt bliver det ikke. Men da der jo er tale om sværmeriske følelser snarere end politik, vil det virkelige spørgsmål blive hvor disse følelser så flakser hen, eller i mangel på et objekt at knytte sig til, hvordan reagerer disciplene så When Profecy Fails, hvilket er titlen på et berømt studie af skuffede forventninger hos religiøse og andre sværmere? (LFPC)


Imam Abdul Wahid Pedersen er blevet citeret adskillige gange for sin udtalelse til JP d. 18.2.2009 at “Jeg har taget et valg, jeg har valgt islam, og for mig er islam en hel pakke”. Her ville man naturligvis forvente at en professionel og nysgerrig journalist ville gå i gang med at afdække hvad denne “hele pakke” mon kunne indeholde af uhyrligheder, når den altså også inkluderer stening af retarderede 13-årige voldtægtsofre som en særlig straf fra Allah selv. Men nej, mig bekendt har ingen journalist endnu taget spørgsmålet op. Det drejer sig jo også bare om vores fremtid.