Af Palle Almindsø
”Foucault og fortielsens sammensværgelse”
Venstreintellektuelle har en lang og lidet ærefuld historie med en række af eksempler på en manglende evne til at se det ondartede i røde politiske regimer og bevægelser som hverken i handling eller på skrift lægger skjul på, at de betjener sig af vold, trusler og pression.
Hvis man husker det, kan man tænke på en person som Sidney Webbs enthusiasme for Stalin og Sovjetunionen, som for hans kone Beatrice`s vedkommende rakte til et forsvar for de berømte skueprocesser i 1930`erne ” Den sovjetiske regering havde ret, selv ud fra et rent humanitært synspunkt” (herhjemme kan vi tænke på forfattere som Hans Kirk og Scherfig.) Der var en digter som Bertold Brecht, hvis støtte til det østtyske regime indbefattede accept af sovjetiske tanks der knuste arbejdernes revolte i 1953 i Berlin. Hvem har glemt Chomsky`s vanærende knæfald for en person som Khmer Rouge i Cambodia?
Til denne række af pinlige eksempler på en vedvarende øm omfavnelse af det totalitære, når bare farven var rigtig, kan vi så også tælle et intellektuelt fyrtårn som Michel Foucault, berømt for sine diskurs-analyser med mere og hans interessante entusiasme for og hyldest til den iranske revolution, som han skrev om for bl.a. den italienske avis Corierre della Sera.
De følgende essays, artikler og taler udgør et forhåbentligt repræsentativt udvalg af mine overvejelser om samfundet og samtidshistorien gennem de seneste 20 år, efter atjeg blev opmærksom på den vestlige verdens dybe krise.