Den dyriske snuhed og det terapeutiske samfunds dilemma
Vi ser især Sverige ude af stand til at forsvare sig imod de mest brutale, barbariske indvandrede mordere og voldtægtsmænd. Ingen udvisning og latterlige straffe. Sverige er det teurapeutiske samfund par excellence, men hele Vesteuropa er ikke langt bagefter. Sverige har i realiteten med 20 procent udenrigsfødte og 32 procent af fremmed herkomst og over 50 procent blandt yngre i realiteten afskaffet sig selv. Det er bare at vente lidt endnu til de overtager den politiske magt. Mit gæt vil være tyve år.
Her beskriver Victor Davis Hansson general George S. Patton, et aristokratisk, militært geni, der næsten aldrig fik de kommandoer under krigen, som hans evner berettigede ham til, hvilket kostede unødigt mange amerikanske soldater livet. Han fik tilmed ikke megen tak for det gode, han gjorde. Ikke uligt hvad der vil ske for en Trump. Når han har gjort USA store tjenester, vil han være persona non grata blandt anstændige mennesker. Det er den evige pris for at have med anstændigheden at gøre. På Jesu tid hed den Farisæerne.
Bløddyrene
Etablissementerne hader dem. Demokratier fremelsker ikke personer med talent for brutalitet, når overlevelsen kræver det, men de kalder på dem, når de er i nød. Så er det bare at håbe på, der er nogle tilbage når de overcivilliserede bløddyr har lavet alle ulykkerne.
Sverige har akut behov for en Patton nu, men efter 200 års fred er der ingen i sigte som landet er gledet ud i krigslignende tilstande. Skabt af bløddyrene, naturligvis. Det nærmeste man kommer i mange svenske mils omkreds, må være Joakim Lamotte. Han lever nu under særdeles reelle dødstrusler for at være alle feje svenske bløddyrs samvittighed. Q&A efter 41 minutter. – Man kan for 29 kr. se Patton – Pansergeneralen (1970) med George C. Scott på Blockbuster. Hanson refererer til den, og den er virkelig fremragende.
A dystopian nightmare: “I would rather live in Stalins Russia”
Ezra Levant på The Eric Metaxas Radio Show
De første 48 minutter handler om Tommy Robinson. Robinsons eksempel er det seneste bevis på, at ‘domstolenes uafhængighed’ kun gælder indtil noget er vitalt nok for politikerne. Vi har set det under Glistrup- sagen og Breivik- sagen.
Politikken overtager juraen, når det er vigtigt nok. Det var vigtigt for dem, at den semi-schizofrene Breivik kunne dømmes rask. Allerede juristen Carl Madsen skrev det, og man behøver ikke tage fejl, fordi man er kommunist, men det hjælper selvfølgelig. Ezra Levant er selv jurist.
Den multikulturelle brøler er deres achilleshæl
Ezra Levants beretning om dagens England er ikke bare sand, den er et mareridt fra en politistat. Så bange er engelske politikere for ‘multikulturen’ og dem, der kritiserer den. De ved, ‘multikulturen’ er en historisk brøler, og de vil slå brutalt ned på enhver, der strør salt i såret.
Det værste er, at hvis nogen på kontinentet var en lige så artikuleret og succerig trussel mod politikerne, ville de få samme behandling som Robinson. Glem alle demokratiets og retsstatens principper, så vigtigt er det for politikerne at redde deres skind ud af en ildebrand. Jeg tolker min egen terrorlignende anholdelse langs de samme linjer, selvom den er pebernødder sammenlignet med staten vs. Tommy Robinson.
Folkestyrerne er blevet en Potemkinkulisse
Europa er på vej ud af den demokratiske tidsalder, tilbage er kun et tomt valgteater hvert fjerde år, hvor man kan vælge nogle andre politikere akkurat magen til de siddende. En Ellemann i stedet for en Løkke, en Frederiksen i stedet for en Thorning. De vil alle sælge landet for egen personlig vinding – det man i alle forgående generationer kaldte “landsforræderi.” Et ord der er gået temmelig meget af mode samtidigt med, at landforræderne er kommet i flertal.
Det eneste stemmeprocenten viser, er graden af befolkningens naivitet. De stemmer pligtskyldigt, men magten befinder sig forlængst udenfor deres rækkevidde. Folkestyrerne er blevet en Potemkinkulisse. Selv parlamentarikerne leder efter i 40 års alderen efter mere meningsfulde beskæftigelser, og så er demokratiet deligitimeret. At være på Christiansborg i det seneste valg, adskilte sig ikke væsentligt fra at være i teatret til en gennemsnitlig Arte forestilling: Gode skuespillere i dårlig dramatik.
Fem kvarter langt men must see, i al fald de første 48 min.. Levant var i København for en måned siden med Tommy Robinson. © Snaphanen.dk.

