Den virale angst
Fotos © Snaphanen.dk. Øverste foto er tre dage gammelt, de to nederste er fra igår onsdag. Se også Døden i København I.
Er de de første skvulp i København af 4 mia. flere afrikanere, der muligvis landede på Lampedusa for tre år siden? Jeg kom ikke tættere på den sorte kvinde med indkøbsvovgnen i elitens reservat Kronprinsessegade, for hun var helt åbenbart schizofren. Hun havde næppe nogen aftale i distrikspsykiatrien. Var hun på vej hen til Jacob Holdt rundt om hjørnet til højre, hvor top-multikulturalisten bor i det mest kridhvide København med Radikale politikere og andre stjernehyklere, der kun er multikulturelle i munden og på andres vegne?
En dag som idag, tænker jeg uvilkårligt på Thomas Manns digter Gustav von Aschenbach i Venedig, som er modelleret over Gustav Mahler, hvor gaderne fyldes af dødsmærkede, halvt vanvittige mennesker, der flyder rundt som civillisationers vraggods og virker som et angstanfald for den forfinede, digter i Dirk Borgardes homoseksuelle skikkelse (“karakter” som anglicismen nu byder.)
Civillisationen er kun en tynd, tynd hinde, og vores viser sine første sprækker. På øverste dæk ser de dem ikke, alt er normalt og under kontrol. Det er teaterstykkets titel.
Potemkinkulisserne er endnu på plads, selv for os der meget nødigt ser tv. Jeg sørger dog for ikke at gå glip af idyllikermadammerne på svensk tv. Jo værre tragedier, desto lykkeligere pipper de svenske nattergale. Hemmeligheden er naturligvis, at de får rigelige penge for at synge kønt, for skønheden er i magtens interesse. Jeg gør ikke, jeg er fri til ikke at lyde kisteglad hver dag. “Kiste” – nå ja, jeg beklager.





