
Opfølgning og uddybning af homo-politiske og andre liberalpolitiske bevægelser i et lidende samfund. Kommentar til Steen Raaschous indlæg: Et alternativt Fock-up.
Af Susanne Birkvad
Opfølgning og uddybning af homo-politiske og andre liberalpolitiske bevægelser i et lidende samfund.
Det har været noget af en opløftning, at læse kommunikatoren og skribenten Steen Raaschous indlæg om den obskure homoseksuelle magtelites gøren og laden i partiet Alternativet. Det faldt på et tørt sted, men nu er der slået hul på det betændte sår og hvad dét ikke åbner op for af skeletter i skabet er ikke værd at nævne. Jeg forsøger at iføre mig den kulturelle arkæologi-hat og få styr på de mange vinkler på den nu så aktuelle sag om partiet Alternativet og homoseksualisme og alle de andre ismer, med streg under isme.
Indledning
Steen Raaschou betegner fænomenet homoseksualitet, som: en anomali. Et modigt ord at bruge i disse politisk korrekte tider, men tak til SR for at skrive det, som mange tænker, men ikke tør sige højt og da slet ikke hvis man selv tilhører den helt almindelige og normale udgave af seksualiteten, det skulle da bare.
Jeg hører selv til en af dem, altså de anomale. Dog må jeg indvende, at jeg aldrig, hverken i min ungdom eller nu, i min tidlige alderdom hvor jeg for længst har lagt min seksualitet helt bag mig, har følt mig som en del af denne seksuelle sekterisme. Jeg har aldrig været i tvivl om, at min seksualitet var medfødt eller i hvert fald en opstået postfødsels anomali, men jeg har heller aldrig følt trang til at kalde mig lesbisk al den stund, at jeg har haft mandlige kærester og derfor aldrig har lukket kategorisk af for det andet køn.
Jeg har altid ønsket at leve forholdsvist stille med min seksualitet, har aldrig gået klædt som en betonlebbe, aldrig talt dunder om eller til mænd og har altid ment, at jeg kunne forlange af mine medmennesker (også de homoseksuelle), at have min seksualitet for mig selv. Det er med seksualitet, som med religion, en privat sag. Det betyder ikke, at jeg skal ignoreres af de normale eller man skal se den anden vej, som om jeg var fysisk handikappet. Jeg er langt mere end min seksualitet og det er det, der bør være i fokus.
Fortsæt med at læse “De fattige i ånden spiser religionserstatninger”