Debatten Global Refugee Crisis i Doha, Qatar fandt sted tirsdag aften dansk tid. Deltagerne var Muzoon Almellehan, syrisk flygtningeaktivist, Marc Lamont Hill, ameriansk akademiker og aktivist, og Douglas Murray. Da det foregår i arabverdenen, slår det virkelig gnister som her og her med moderatoren. “Hvor mange syrere er blevet statsborgere i Qatar?” Hele debatten er her min. 1:23:12.
Borgerkrigsdystopier
De sidste par år er der kommet to danske romaner, der ekstrapolerer den nuværende konfliktsituation ud i fremtiden, og advarer. Den Den Danske Borgerkrig 2018-24 af Kasper Colling Nielsen og Jens Martin Eriksens Helter Skelter. Det er forfattere, virkelig ingen kan kalde højreradikale, og de nærmer sig desværre emnet pletvist frygtsomt og med tungetale. ‘Stå ikke for tidligt til søs, lad de andre stå.’
Lars Hedegaard har også skrevet Fragmenter af Danmarks historie 2020-2031, men han tilhører ikke samme anstændige selskab. Han tæller ikke rigtigt, for han pakkede allerede ikke noget ind for tyve år siden, og han har heller ikke megen karriere eller social anseelse at kæmpe for mere. Det må være en befrielse.
Jeg har selv gennem de sidste ti år advaret, når jeg er stødt på personer med indsigt – gerne officerer eller politifolk, sjældnere en politiker – der har advaret om borgerkrig i Europa. Det har været fejet af som alarmisme, men det er ikke en seriøs påstand i 2019.
Der er ingen, der siger hvilke fronter der vil være i en voldelig konflikt. Det er ikke nødvendigvis ‘islamister’ mod ‘nationalister,’ som man nu kalder patrioter på Politiken-P1-DIIS – sprog. Europæerne må hele tiden regne med en socialistisk og liberalistisk klasse af quislinge, ikke mindst i EU, der synes uden hæmninger som konfliktskaber. Vi har lige set Macron gå løs på franskmændene med overvold, og EU toppen, der vil have en EU hær til sin superstat.
Politikere og presses eventyrsprog og eufemismer
En svensk officer skrev allerede i 2008 artiklen Sveriges väg mot katastrof, en anden svensker sagde i 2016 Sverige er som Libanon om 20 år. At Jens Martin Eriksens roman i 2018 kan serveres som en nyhed, vidner om, at tidligere advarsler er prellet aldeles af på politikere og vælgere. Som vand på en gås.
Og politikerne vækker ikke de sovende folk med deres “eventyrsprog.” Jo værre tingene bliver, desto mere eventyrprog får vi proppet i ørerne. Den politiske diskurs i Sverige er komplet afkoblet fra svenskernes stadig voldeligere og fattigere virkelighed, det hørtes hver dag under valgkampen og fire månederes regeringsdannelse.
Riksdagen er en mental førerbunker, afskåret fra omverdenen, i intellektuel febervildelse, og befolket af skrækslagne personer i krise.
