Sverige er en time-lapse optagelse af Romerrigets undergang. Det vil bestå, men med en sydafrikansk/brasiliansk voldelighed. Kvinder vil være jaget vildt i Feministan i al fremtid
Når jeg for ti eller femten år kunne skrive, at Sverige var i sammenbrud, måtte jeg tvivle på mig selv og hele tiden efterprøve påstanden på virkeligheden. Man skærper kun sin tro og sine anelser, ved hele tiden at beskyde dem med virkelighed. Kunne det være sandt, hvad jeg så?
Nu er det sådan med sammenbrud, at de som regel starter i det helt små, hvor kun de er nærmeste opdager det. Jeg var ved et tilfælde en af de nærmeste, hvad angik Sverige. Det var jeg ikke, da jeg var i Beirut i 1969 eller i Split i 1986. Jeg så ikke, hvad der kom. Jeg havde ingen adgang til at lytte på vandrørerne i de egne af verden. Sproget var også i vejen.
Da der derfor var borgerkrig begge steder fem år efter mit besøg, kom det helt bag på mig. Det hele lå i betragterens begrænsede øjne. Verden man ser, er lige så indskrænket, som man selv er på tidspunktet.
Unge mennesker, som jeg var, er meget indskrænkede, men så meget desto mere selvsikre. Selvsikkerhed er en dårlig ide, når man er 20 eller 30. Man kan prøve den, når man er 60, når ortodoksierne er ramlet på deres egen urimelighed, og tvivlen oversvømmer alt. Ikke mindst tvivlen på de magtpersoner, der uafbrudt kalder sig ‘demokrater.’
Sammenbrud er, hvad vi har til fælles over tid
Det gælder en sprængt dæmning, et menneskeligt, ægteskabeligt, socialt eller civillisatorisk sammenbrud. Det er som med store jordskælv, dyrelivet opdager dem flere døgn inden, og flygter. De fleste mennesker først når det er i gang, og det er for sent. Ofte begynder det mentalt, og et samfund har svært ved at bestå uden de dyder, der skabte det.
Det ses i den kulrede svenske ‘elite.’ Intet kan den bygge, men alt kan den rive ned med sine verdensfjerne ideer, som den sundere del af verden griner af, og almindelige svenskere skammer sig over. Sverige er en time-lapse video af Romerrigets undergang: 400 år på bare 40 år.
Blot én generation skulle der til, for at plante en torpedo under dets vandlinje. Det tidligere galna kvarsekel var kun til for at mørne forsvarsværkerne. De sidste 25 år har været rigtig forrykte. Tro ikke på mig, se det her.
“Men multikulturen har jo ikke noget på”
Mine observationer dengang viste sig rigtige, jeg kendte faktisk landet bedre, end dem der udskammede mig for at skrive, som jeg gjorde. Sammenbruddet går så stærkt nu, at ingen kan undgå at observere det, bortset fra svenske politikere og deres medskyldige journalister og hofsnoge, vel at mærke.
De er først blevet lidt modige på det allerseneste. Når villa, vovse og Volvo er tilset, er der en lille smule tilovers til virkeligheden for gamle, syge, hjemløse og voldtagne. Nu i 2019 er der flere svenskere, der siger som barnet i Kejserens Nye Klæder:
“Men han har jo ikke noget på.” “Men han har jo ikke noget på,” råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: “Nu må jeg holde processionen ud.” Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.
