Det tror jeg nok, vi er nogen der har anet i et par år. Lena Mellin efterlyser en krisestrategi. Hvis de andre partier avde haft en anden strategi end at stikke hovedet i busken, hvad de nok brugt den. Først forlod de sig i nogle årtier på, at de flinke journalister censurerede den bort fra deres synsvinkel. Da det ikke gik længere, prøvede de at eliminere SD s mandater ved at fryse dem ud. Nu kan sandheden time ikke længere udskydes. Den kommer i 2018, hvor alle de problemer de har skubbet foran sig, vil bryde løs for fuld kraft. Det bliver ganske rigtigt et blodbad, Lena Mellin, og det har været mindst tyve år undervejs. Det fortrængte vender tilbage i dæmonisk form, som Kasper Støvring skrev om Jalvings Sverige-bog i 2011. Og det bliver med et brag:
Sverigedemokraterna skär som en rakkniv genom opinionen.Enligt Aftonbladet/Inizio äger partiet tre av åtta sakfrågor. Det är fler än något annat parti.Det här är den mest skrämmande opinionsmätning jag har läst i hela mitt liv.
“En let naiv indvandringspolitik.” – To forhenværende statsministre mødes. Det er først omkring minut 30, det begynder at brænde på med udlændingepolitikken. Det er en høvisk samtale, men Fogh får da fyret et par sandheder af til den person, der vil gå over i historien, som manden der afskaffede velfærdsstaten og Sverige.
Hans forsvar er, at indvandrerne er en investering, der vil betale sig hjem. En ganske mærkelig tanke, da overskud ikke er indtruffet noget sted i Sverige i fyrre år. Malmø og Södertälje kører med drønende milliarunderskud.
Fogh har ret i, at der aldrig er kommet noget godt ud af at udelukke store dele af opinionen. Hævnen viser sig nu: Aftonbladet/Inizio: SD vinner fråga efter fråga. Reinfeldt lader som om, han ikke hører det, men han reddede sig også ud af røret i tide. Det er ikke hans bord længere.
Fogh virker nogenlunde orienteret på Sverige, selvom jeg tvivler på han har detajlkendsab til at forstå den fulde rækkevidde af, hvad der er sket. Der er også et tilbageblik på Muhammedkrisen og på to krige, Fogh stadig ikke synes at tvivle på. Samtalen holder sig på det høviske plan. Den burde have været højdramatisk. Toppmötet Avsnitt 2, 58 min.
Et folks forsvinden
Den svenske befolkning mellem 0 og 21 indtil 2014. Grafikken er vejledende. Ifølge den er kun godt 65 procent af de børn der fødes i dag helsvenske. Netop i dette årti kommer svenskere i mindretal i flere store kommuner. Tænk det frem til år 2100 eller bare til 2050, og der er gennemført en fuldstændig demografisk revolution. Alle svenske politikere bortset fra SD, har været revolutionære. Det er idealisterne og verdensforbedrerne, der laver katastroferne.
Uden at svenskerne nogensinde blev spurgt. Kender man lidt til islams 1400 årige historie, ved man allerede at de vil være godt igang med at fordrive oprindelige svenskere på det tidspunkt. Det er foregået i mindre skala i mange år. Rose Vidarsdottir skriver:
Jordens befolkning øger med 80 millioner om året eller 220.000 mennesker i døgnet.
Man hører politikere og journalister sige det hver dag, og formuleringen afslører en grundlæggende uvidenhed. Som om de tænker, “bare lidt endnu, så er det overstået.” Som om antallet var endeligt. De har ikke forstået, at den tidligst slutter om fyrre år. Indtil da vil den kun eksplodere og blive værre og værre. Og befolkningerne øger næsten udelukkende i ikke-fungerende lande, de hvis borgere – hvis det ikke er for stort et ord – nu rejser mod Europa.
Alt hvad Juncker, Merkel, Løfven og Løkke siger om den i dag viser, at de ikke aner, hvad der foregår, skønt det er deres fuldtidsjob at vide noget. Sådanne ledere sætter os på en bombe. De begriber ikke hvilke folkemasser, der vil være skyllet ind over os blot i den kommende generation.
De er i færd med at afskaffe os, for at redde den 3 verdens befolkningsoverskud, men de begriber ikke dets størrelse. (Se “Europæere er en udrydningstruet minoritet”.)De er søvngængere, og vi er deres passagerer. Det vil naturligvis dæmre for dem hen ad vejen, men da er skaden allerede enorm. Sverige må betragtes som ødelagt. Andre nordeuropæiske lande tager vand ind. Frankrig har det ene ben ude i en borgerkrig.
‘Eight to Ten Million Refugees Are Still on the Way’
Her taler vi ikke om afrikanernes, der lander i Italien i hundretusinder. Vores statsminister kunne have haft meget at tale om i går, hvis vi ikke bare skulle spises af med platituder. Der er slet ikke styr på Europa, og en rigtig statsminister ville have adresseret det.
This is impossible for Germany — and Europe as a whole — to deal with:
Development Minister Gerd Müller warned that the biggest refugee movements to Europe are still to come. He said that only 10% of the migrants from the chaos in Iraq and Syria have reached Europe so far: “Eight to ten million migrants are still on the way.”
Idag kom siffrorna från Migrationsverket för hela 2016, som är ett helt överlägset ”rekordår” vad gäller beviljade uppehållstillstånd. Totalt har över 150.000 uppehållstillstånd beviljats, jämfört med tidigare ”rekordåret” 2013, med sina 117.000 uppehållstillstånd.Nästan 72.000 uppehållstillstånd har beviljats till asylsökande, vilket är dubbelt så många som 2013, som tidigare var ett ”toppår”…..Asylansökningarna har dock minskat till 29.000 under 2016 till följd av restriktivare regelverk, men andelen positiva beslut har istället ökat. I januari fick 38 procent stanna och i december hade den siffran stigit till 72 procent. Gunnar Sandelin: Asyl 2016. Sverige beviljade tre gånger så många uppehållstillstånd som övriga nordiska länder tillsammans.
Tjekkisk indenrigsminster vil bevæbne borgerne
Som reaktion på terrorangrebene i Nice og Berlin, ønsker den tjekkiske indenrigsminister Milan Chovanec at forankre retten til besiddelsen af skydevåben i forfatningen.
I en udtalelse mandag skabelon det betyder “aktiv og hurtig forsvar” kunne mindske chancerne for angribende terrorister. Landets borgerne “bør have retten til at forsvare deres liv, helbred og ejendom med skydevåben.” På denne måde kan de bidrage til “sikre den indre orden, sikkerhed og landets territoriale integritet”.
Dramatiska videobilder visar hur individer skjuter raketer rakt in i folksamlingar på Möllevångstorget vid tolvslaget på nyårsafton. Trots att polisen närvarade med flera patruller kunde ingen gripas. – Jag såg en kvinna som hade blivit träffad av någon raket så hon föll omkull. Det var obehagligt att se, berättar Jash Doweyko-Jurkowski som befann sig på platsen.
Det var scener som hämtade från krigets Syrien som mötte nyårsfirare i centrala Malmö. Videobilder från tolvslaget inatt visar kaoset när människor tvingas fly undan nyårsraketer som åker rakt in i folkmassor. Nyheter Idag har talat med Jash Doweyko-Jurkowski som befann sig på Möllevången i centrala Malmö.
Black Pigeon: Cologne One Year On: Germany Embraces Sharia
Jeg sagde dette for tyve år siden, men jeg var jo “ekstremist”, ikke sandt? “Kontroversiel og rabiat.” Den økonomiske effekt kommer først til at slå hårdt mod Sverige de næste 2-3 år. Svenske politikere tror, det har været en ‘investering’, men så havde de forløbne fyrre år nok vist det. Malmø og Sødertælje har ikke været en investering, det er en lang udgift. Sandheden ankommer inden valget 2018: Velfærdsstaten vil forsvinde.
Det rører mig ikke det fjerneste at få karakterer for dårlig opførsel af rene idioter og sidste dages hellige svenske journalister. Det morer mig. Gør mig lykkelig og kald mig “racist”, som den pseudoborgerlige Ivar Arpi gjorde. Hellere racist end idiot. Svenske borgerlige er liberalister, kultur er en by i Sibirien for dem. Sig Reinfeldt eller Kinberg Batra i samme sætning som kultur, og den bryder sammen. Ganske mange svenskere, er indstillet på at gå under med dem, selvom en voksende andel, ikke er.
Sverige er et land, der er så skamredet af sine politikere, at det er i færd med at gå under. Jeg havde ret i år 2000, og jeg har endnu mere ret i dag. Fjolserne der har styret Sverige i den tid, har delegitimeret sig selv fuldstændigt. Nu er det interessant, i hvilken forfatning de vil overleve, at dissidenternes sandhed bliver den alment anerkendte. Det bliver dæleme ikke sjovt. I nat blev en politistation i Ljungby angrebet med sprængstoffer. Først Malmø siden hele landet. Dette er, hvad fagbladet Transportarbetaren beretter. Man må formode, det ikke er specielt ødelagt af svensk journalistik med tanke på den saftige rubrik.
Mord, skottlossningar, stenkastning och ständiga hot om våld. Huvudskyddsombudet Stefan Andreasson i Malmö har fått nog av att väktare och ordningsvakter tvingas utföra allt farligare uppdrag, med risk för livet. Samhället har tappat greppet.
Jeg har næsten aldrig hørt andre versioner af Brahms Alt Rhapsodi end denne. I går satte jeg mig for, at sammenligne den med flere andre for at opdage forskellene. Det falder straks i øjnene, at den er næsten fire minutter længere end nogen andre. Kathleen Ferrier er meget langsom, hun er beåndet som en stemme må være, der både omfavner verden og protesterer imod den. Sin død. Hun var døende af brystkræft et par år efter.
Alt Rhapsodien er skrevet til Robert og Clara Schumann’s datter, Julie, som Brahms var forelsket i. Dens lydkvalitet fra 1947 er ikke optimal, så jeg var fristet af Christa Ludwig og Otto Klemperer fra 1962, som er den bedste af de andre, jeg hørte.
Jeg ombestemte mig. Lyden er langt bedre, men det er noget andet, man hører i Ferriers stemme. Det er ånd, og ord må kæmpe for at beskrive dens lyd. Det er himlen vi hører tale til menneskene. Det er sjældent, og Christa Ludwig lyder ikke sådan hvor god, hun end er og hvor nær, Klemperer end står mig.
Når mandskoret fletter sig ind i hendes stemme (9:45), overgiver vi os til det liv, vi ikke kan flygte fra hvor gerne end, de fleste vil. Mandsstemmerne er som livet, der står op imod hendes død. Kathleen Ferrier er det nøgne liv selv, med hende er vi kommet hjem. Til mor og far eller ligegyldigt, hvad vi opfatter som hjem.
Jeg græder, når jeg møder noget ægte. Jeg bliver rørt, det er jeg altid blevet. Jeg må lytte og adlyde. Jeg må overgive mig i tillid til, at det er rigtigt. Noget vil bevæge mig, og det skal have lov. Jeg lader tårerne løbe i fuld tillid til, at alt er som det skal være. Jeg er kommet hjem. Græd trygt, siger jeg til mig selv, det er kun sandhedens tårer.
Vi er følelsesmennesker i en verden, der kræver masser af fornuft, men vi skal leve med begge dele. Uden en af delene er vi invalide. Vi skal både tænke og føle, ellers går det ikke. Vi skal ikke frygte hverken vores tanker eller vores følelser. Vi skal ikke lade os korrumpere af falske, underordnede hensyn. Uskylden er også det Sverige, jeg kender. De kan være politiske idioter, og det er de virkelig, men de er godhjertede, og jeg føler med dem.
Kathleen Ferrier har alt, hvad man kan ønske sig foruden den gode lyd. “Menneskelighed, lutter menneskelighed”, som dirigenten Jasha Horenstein sagde om sit indtryk efter mødet med Carl Nielsen. “Menschliches, Allzumenschliches.” Goethes tekst er metafysisk, men det er Ferriers stemme også. Ikke af denne verden. Når mandskoret sætter den i relief, er det en salme for os, der lytter 69 år senere. Hun beder for os.
Hun er som Jussi Björling, et guds ord fra landet og en naturkraft. Det bevægende ved hendes stemme er uskylden og inderligheden, man lyder enten sådan, eller også gør man ikke. Vi andre kan enten høre det, eller vi kan ikke. Stemmen er sjælens fingeraftryk, der ikke kan forfalskes, og der findes ingen magen til blandt millioner andre. Det er summen af ånd og den personlige historie. Hendes historie blev kort, ligesom Björlings. Hun blev kun 41 år gammel.
Jeg ville have lavet en kavalkade over årets højdepunkter, som jeg plejer, men af tidsnød blev det ikke muligt. Jeg nævner nogle af dem, der falder mig ind: Julia Caesars kronik om Fjordman. Det er en helt central kronik for forståelsen af vor tid. Her mødes alle konflikter i et enkelt punkt, i en enkelt person. Han måtte lide for sandheden, men Danmark hjalp ham. Der var også også 17 maj: “Ja, vi elsker dette landet,” hvor Fjordman var i Vor Frelsers Kirke og ærede sit fædreland, og hvor hvor jeg også er døbt i september 1952.
En dag med Tommy Robinson fra lufthavn til midag på en thai-restaurant på Halmtorvet på Vesterbro. Paul Weston og Anne Marie Waters var der også foruden Lone Nørgaard og Torben Hansen. Tommy Robinson gør et uudsletteligt indtryk på alle, der møder ham. Det kan man mildt sagt ikke sige om nogen dansk politiker. De er voldsomt forglemmelige, og jeg har mødt de fleste.
Et dansk-svensk-norsk møde med professorerne Friedman i Lund. Det bedste islamforedrag i lange tider med Hamed Abdel Samad, der i sjælden grad ved, hvad han taler om, Roger Scruton i Trykkefrihedsselskabet og fem venners tur til Wittenberg, som helt ufrivilligt blev en kolossal, tysk pressesucces. 20-30 mio tyskere bevidnede vores lille udflugt takket være bla. min Chromebook og en mobiltelefon.
Desuden er der en masse koncertoplevelser i 2016 med hende, der selv ved hvem hun er, min kære gode ånd, der holder bålet brændende. Vi måtte sige farvel til mange i 2016. Jeg har kun fæstnet mig ved ved savnet af Leonard Cohen, Claes Kastholm og Mogens Camre. Lad os hædre dem. Popmusikere er mig ligegyldige, de kan leve eller dø, som det passer dem. Det klarer de jo også meget godt. De dør på stribe. Forhåbentlig vil de også udrydde pop musikken ved at forsvinde. De har nok en hemmelig plan for at frelse verden fra lort og støj. Godt, dø alt det, I kan.
Et af tidens tegn er, at 50-60-årige ikke er kommet længere end til heavy-metal musik. Det fortæller om kulturtabet, vi er udsat for. At vi risikerer at gå under, fordi vi har glemt, hvem vi selv er: Ærlige, uskyldige og inderlige i en verden, der er alt andet.
Jeg så den for længe siden, da jeg rejste i Mellem- og Fjernøsten i 60’erne, men krigen er først kommet til de fleste nu, og de er forvildede. De forstår ikke, hvad politikerne har påført dem, de er forsvarløse. Det er smerten ved at leve i dag. At vi er på vej ud i krig, og at de ikke forstår det. 2016 har været blodigt, og de forstår det stadig ikke. De er mere uskyldige, end godt er.
De har ikke smertens visdom, men de vil få den, og jeg føler med dem, som en engel føler med et menneske. Det er nytår. Jeg forsoner mig. Et par dage. Men sorgen er den dominerende følelse. Den alternerer med vrede, og det er den ene af de to. Ingen andre.
Jeg håber selv, jeg får et par år endnu, men lige nu er det uvist. I januar skal jeg være syg og forlade mig på skæbnen og lægerne. Jeg kan være borte herfra, jeg ved det ikke før 6 januar og jeg ved ikke, hvad jeg videre vil skrive om det. Det er sådan, som det er. Måske bliver det overstået, måske kommer mit nummer ikke ud denne gang.
Man må være tryg, mens man venter, og trygheden findes i sandheden og inderligheden. Jeg er ikke bange. Alt er, som det skal være.
Carl Nielsen – Helios, ouverture
Hver nytårs nat ved klokkeslaget spiller dansk P 2 blandt andet Carls Nielsens Helios Ouverture. Det er det rigtige at høre ved den lejlighed.
Klokken 16.15 den 29. december 2016 modtager jeg en opringning fra en ven i Sverige. Jeg har kendt ham i mange år og ved, at han ikke finder på historier.
Min ven er lige kommet tilbage fra et nyindrettet flygtningecenter, der ligger lige over for hans hus i en lille sydsvensk landsby.
Før han gik derover, havde han haft besøg af en lille muslimsk pige, der bankede på og sagde, at hendes far gerne ville tale med ham. Og da min ven ikke er nogen bangebuks, gik han over til centret på den anden side af gaden.
Her mødte han pigens far, der præsenterede sig som palæstinenser og meddelte, at han var 42. Han var smykket med det obligatoriske salafistskæg og udstrålede de onde og hovne øjne, som flere og flere af os vesterlændinge har lært at kende.
