
Det engelske folk stemte sig ud af EU. De stemte med hjertet. Endnu engang greb The Battle of Britain ind for europæerne på et afgørende tidspunkt. Englænderne er vores brødre, det har jeg vidst siden jeg var seks år gammel og min sidekammerat og bedste ven, var én.
Jeg har ikke set danske og svenske medier i dag, men jeg ser på Facebook og Twitter, at de er rædselsfulde. Hvor jeg takker mig selv og forsynet for, at jeg ikke blev journalist for 43 år siden, det var snært på. Jeg blev det, men jeg mødte aldrig op i på Olof Palmesgade i Århus fordi vejen var for lang fra det Sydkinisiske Hav. Det kunne være gået mig helt ad Helvede til, hvis jeg var blevet medlem af deres røde, politiske klub. Forestil dig disse politiske kommisæres røvkatar, når nu Trump bliver valgt snart. Det bliver Reagan 1981 om igen, men hvad kommer det os ved?
Valgaftenen på DR 2, som jeg forlod i nat kl. 1, startede i forvisning om, at der kun var ti procents chance for, at “leave” vandt. Den syntes helt sikker for Malene Wind, Martin Krasnik og Ole Ryborg. Den kunne køres hjem på rutinen, selv bookmakerne var overbeviste om et “stay”.
Jeg krøb resigneret til køjs, men vågnede op til et lettere chock til morgen, jeg ikke har overblik over endnu. De gjorde det sgu! Superstaten fik sin værste uppercut hidtil af de frihedselskende englændere, og noget tyder på, det kun er begyndelsen på EU’s trængsler. Grundtanken var god, jeg stemte for den, men det er 44 år siden. Unionen var ikke stendød, viste det sig.
Der er lys for enden af tunnelen. Danmark må ud af dette misfoster af en union, ingen befolkning har stemt for, eller EU må rulles tilbage alternativt opdeles i kernelande og mere perifere stater. Modstanden begynder her og den fortsætter, når Trump bliver præsident. Da vil de “intellektuelle” se Hitlers genkomst og begyndelsen på 3 verdenskrig, men Margaret Thatcher havde advaret os for længe siden, da hun skrev:
(A unified) ‘Europe’ is the result of plans. It is, in fact, a classic utopian project, a monument to the vanity of intellectuals, a programme whose inevitable destiny is failure: only the scale of the final damage done is in doubt.
Hvilket trængselsår kan det ikke blive for de højrøvede, anstændige, røde “eliter!” Hvilket chock for dem, at deres globalistiske verdensbillede trods alt ikke var skrevet på stentavler. Stakkels Malene Wind, Per Nyholm og Ole Ryborg! Britons never will be slaves, ej heller vi danskere der også har været EU-dissidenter i fyrre år.
Et overvældende flertal vil se en dansk afstemning om medlemskab. De er borgere i en af verdens ældste nationer, og de vil ikke af med den. De vil bevare demokratiet, og de vil ikke invaderes fra den 3. verden, for det står helt klart: Indvandringen var englændernes hovedgrund til at melde sig ud. England og Holland vil stemme om medlemskab, de nordeuropæiske lande som betaler gildet og har mest at miste på det. EU må finde en realistisk formel, eller forsvinde på historiens mødding.
Bryssel er trods alt kun en mindre, belgisk provinsby, om ti år også en muslimsk flertalsby, hvor eurokratmillionærerne kan få svært ved at finde en whisky-pusher, og hvor deres private EU-politistation ikke længere kan beskytte dem mod den belgiske ummah’s Kalashnikovs. Sådan forstiller jeg mig Bryssel synke tilbage i historiens glemsel sammen med islam:
Betonpaladserne vil henligge som et Tjernobyl og et monument over menneskelig forfængelighed, nogle vil være kæmpemoskeer, på boulevarderne vil mænd i djellabaer trække deres æsler og kameler, kun Grand Place vil minde om, at her engang var en europæisk højkultur. Den vil være den stedlige chop-chop square med riste i midten, hvor blodet fra de afhuggede hoveder kan sive ned.
Bryssel år 2100, ingen husker længere Jean Claude-Juncker og lejrkommandant Schultz, den kendte boghandler fra Hehlrath. Ingen husker længere de svenske EU feminister Soraya Post, Cecilia Wikström og Cecialia Malmström, endsige Margot Malmström og familien Kinnock, der skabte deres familieformuer i Bryssel. Bryssel er et muslimsk vejkryds mellem Flandern og Wallonien, man kører udenom. Lars Tvede skriver:
“Bemærk, at oprøret imod katolicismens magtkoncentration kom fra angelsakserne. Ikke fra latinerne, kelterne eller andre. Det samme gør oprøret imod EUs magtkoncentration. Det er ikke ‘Storbritannien’, der har stemt massivt imod EU, men ‘England’, som det ses af det 3. kort nedenfor. Det er det England, der i lange perioder blev regeret af danskere og nord-tyskere, som vi nu kalder Angelsaksere. Angelsaksere har en årtusind gammel tradition for at i højere grad end andre samfund at regere sig selv i små samfund. Dvs. tradition for at individ og nærsamfund har meget at skulle have sagt. Dette gav dem en unikt effektiv og kreativ mentalitet, som de tog med sig til de lande, de senere befolkede, såsom USA, Canada, Australien, New Zealand, Hong Kong og Singapore mm. Det handlede om liberalisme og frihed.” …
Brexit: Begyndelsen til enden – Opdateret: Et flertal af englænderne stemte for udmeldelse af EU – Desperate Juncker makes panic calls to EU leaders just HOURS before referendum vote, Brexit vote will cause a ‘domino effect’ – ‘it is just a matter of time’

PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK SAMLING
Storbritannien og Danmark ud af EU
Fortsæt med at læse “En sejr for demokratiet. Tak, England!”