Lars Vilks’ indstillede forelæsning på Karlstad Universitet er nu over alle svenske medier med et døgns forsinkelse sammenlignet med resten af verden. Det er som om, nogen Big Brother har trykket på en knap og givet dem lov. Den virkelige grund til den mærkelige forsinkelse, kan jeg ikke give, men den er ikke uden fortilfælde. Måske tænker de bare langsommere, inden de formulerer sig. Expressen er befriende klar i mælet: Terroristerna ska inte få tysta Lars Vilks.
This is the original studio video during which Gould recorded Bach’s Goldberg Variations in 1981 which was released on CD. This video originally appeared on Google Video, but was taken down when that service was discontinued.
Jeg kan ikke i det store hele døje popmusik, jeg synes, det er lidt pinligt, at voksne mennesker fylder deres ører med noget så primitivt. Dengang aviserne havde råd til at have lidt sære personer ansat, kaldte musikanmelderen Robert Naur den “denne udstyrsafhængige musik.” Nu har de ikke råd til en personlighed som Ulrik Høy. Vor tids “kulturpersonligheder” hedder David Trads og nulliteten Michael Jeppesen. En hel karavane af lastbiler og busser ankommer med stjernerne, og hvad der sker rent musikalsk, kunne have været på ladet af en budcykel. Det kan være alderen, der gør at man trættes. Gentagelserne.
Popmusik er gentagelser af virkelig minimale temaer, ligesom politik er. Af og til kommer der nogle nye pompøse modeord- og udtryk til svarende til stjernernes lastbilkaravaner. Lige i øjeblikket siger alle abekattene “i forhold til”. De siger det op til tre gange på en enkelt sætning. Prøv at læg mærke til det, og du bliver idiot med tics og allergi ligesom jeg. Hvis man udtrykker sig i klicheer og modeudtryk, har man sandsynligvis ingen egne tanker, og man kan ikke fordre andres opmærksomhed.
Om sex, der jo også er populært, skrev Schopenhauer noget i retning af “det må have været Guds onde ironi, at mennesket skal formere sig på så fornedrende en måde.” En rigtig hyggespredende betragtning, der heller ikke er i tråd med nogen opinionsmåling, men som man ikke desto mindre godt kan sætte sig ind i, når man er kommet over de værste hormonale plager.
Jeg hører altid SR.2 klassisk eller NDR klassisk, når jeg arbejder eller når jeg bare mediterer. Man kan være i musikken eller i egne tanker, alt efter hvad man vælger. Man bliver ikke invaderet, opmærksomheden er fri, man er ikke på vej til noget, og man hører musik, man ikke kendte i forvejen. Hvis man kan træde ind og ud af tiden, er man fri. Hvis man er bundet af f.eks. det politiske, er man en tremmekalv i et sygt samfund. Det er også islams grundlæggende forbandelse. at alt er politik. Det kan ikke reformeres bort, for da bliver der ingenting tilbage.
Vi lever mere i en opinionstid end nogensinde, alle kræver din opmærksomhed, og hvad de fleste har at tilbyde, er ret beskedent. Man skal virkelig håndplukke. Med Bach er man bare et menneske i den store strøm, der kommer og går. Man melder sig ud af tiden og nyhedstrømmen og ind i menneskeheden. Den har ingen meninger, den har ikke travlt, den har ingen deadline, medmindre man tror på Dommedag.
Jeg ærgrer mig stadig over, at hans Frauenkirche i Dresden var lukket, da jeg var der i januar. EU tror, Beethoven inkarnerer Europa, men vores sjæl er Bach’s ophøjede tro og inderlighed. Uanset at vi er på flugt fra den.
Debatten i danske medier er second to none i Europa, i modsætning til Sverige nedenfor. Synd bare, at en syndflod af bøger og kronikker de seneste femten år, ikke synes at have påvirket Folketinget det fjerneste. Hvad angår landets skæbne, er det skrevet i vand ligesom denne blog. Danmark og Norge har et åbent vindue på en ti-femten år, inden vi besegler den demografisk ligesom Sverige. Jeg sporer ingen rigtig politisk vilje til at gribe en chance, der aldrig kommer igen.
Mens kommunismen var religion forklædt som et politisk system, er islam et politisk system forklædt som religion. Hverken kommunismen eller islam er således, hvad de giver sig ud for. Kommunismen var ret beset en tro på frembringelsen af et klasseløst samfund. Islam er ret beset en politisk model for et guddommeligt regime. Der er et stærkt element af fup og forblindelse involveret i begge fænomener. Ligesom i kommunismen ligger der i den islamiske bevægelse, der kom til Europa for 30 år siden takket være den irreversible masseindvandring fra Mellemøsten og Nordafrika, en forstillelse. Den spiller med fordækte kort, ligesom de muslimske ”kulturforeninger” herhjemme, der for manges vedkommende reelt er revolutionære celler, som arbejder for radikalisering og fundamentalisme på linje med de mest bogstavtro moskéer. Disse foreningers og moskéers bagmænd er ikke ”rodløse” enkeltindivider på jagt efter en identitet, sådan som vi har for vane at sige, men udgør kernen i et kollektiv med lange rødder tilbage til Koranen og Muhammeds eksempel, som forlener dem med vrede og politisk idealisme. De drømmer om et helt andet samfund domineret af hellige mænd, ikke blot et religiøst liv.
Jeg har skrevet, at jeg betragter Sverige som et teaterdemokrati, og ytringsfriheden som pseudo. Det er ikke talemåder, men iagttagelser gjort over 40 år. Næppe i noget andet vestligt demokrati bliver de bedste hoveder holdt ude af den offentlige debat, fordi de har meninger der ikke deles af en lille magtelite og deres censorer og lakejer, journalisterne. Der indtræffer enkelte undtagelser, men det er mediernes alibier for alsidighed. Der sker derfor stort set intet af interesse i svenske medier, det er ude i blogosfæren og på debatfora, det brænder på. Det er vel derfor nabolandenes politikere og journalister ikke har opdaget, hvilket pseudodemokrati Sverige er.
To af de højtkvalificerede, udelukkede er Lars Bern og Karl Olof Arnstberg. Der er andre, også de der er emigreret eller er gået i indre eksil. De to nævnte er så gode, at de ville være selvskrevne essayister i Weekendavisen, hvis de var danskere. Det er derfor en kær pligt, at henlede opmærksomheden på dem. Lars Bern: Blir den tysta statskuppen slutet för folkstyret?:
A Swedish university has declined to host a lecture by an artist who caricatured the Prophet Muhammad after a gunman attacked a similar event in Copenhagen. Karlstad University spokesman Joachim Gustafssson says the event with Lars Vilks was turned down because “we cannot guarantee security.”
A local foreign policy association had invited Vilks to talk on March 17 about freedom of expression following the Charlie Hebdo attack in Paris.Organizer Paula Holst called the university’s decision “a victory for extremism and terrorism,” but said she believed the event would go ahead at another venue in Karlstad. AP og FOX 4
I Danmark, ett av världens mest civiliserade länder, är säkerheten oviss och ingen kan där gå helt säker från risken att bli mördad på grund av den våg av fanatism, som sprider sig över världen.
Samtidigt som jag förberedde mig att skriva den här artikeln, läste jag någonstans om en världsomspännande enkät, där man hade kommit fram till att Danmark var det lyckligaste landet på jorden. Då kom jag att tänka på en novellsamling med titeln “La felicidad.. ja..ja (Lyckan..ja..ja), skriven av min vän Alfredo Bryce. Titeln passade, som hand i handske för mitt syfte – nämligen att förlöjliga enkäten – under tiden inträffade det dubbla attentatet i Köpenhamn, där två danskar fick sätta livet till. En regissör och en judisk vakt vid en synagoga. Tre poliser sårades.
Kan man tänka sig en tydligare demonstration, att det inte finns, aldrig har funnits, inte heller kommer att finnas “lyckliga länder.” Lyckan är inte kollektiv, utan individuell och privat – det som gör en person lycklig kan göra många andra olyckliga och viceversa – och historien är full av exempel, som visar att alla försök att skapa lyckliga samhällen – att ta ner paradiset på jorden – har frambringat verkliga helveten. Världens regeringar bör ha som målsättning att garantera frihet och rättvisa, utbildning och hälsovård, skapa jämlika möjligheter och social rörlighet, reducera korruptionen till ett minimum, men inte lägga sig i ämnen som lycka, kallelser, kärlek, frälsning eller trosövertygelser som tillhör den privata sfären, där lyckosam variationsrikedom bör råda. Denna skall respekteras, ty alla försök att styra den har alltid varit en källa till olycka och frustration.
Mesopotamien, landet mellem de to floder, ser vi i Vesten som civillisationens vugge for 3100 år siden, idet vi ser bort fra Kina. De kulturelle efterladenskaber der, er hele verdens arv. Hvad der foregår her på filmen i Mosul, har ikke en nazist eller kommunist gjort. Samlingen af assyrisk kunst i Berlin, som jeg lige har set i januar og som skyldes tyske arkæologer omkring år 1900, blev omhyggeligt gemt af vejen for bombardementerne under krigen.
Dette er depraveret i sin helt egen kategori, og det er set før under islams herrefolk: I Baghdad, Cairo og Afghanistan. “De rene” vil rense verden ved at slå den ihjel, både de levende og historien. Det er så sygt, som det overhovedet bliver. Hvor islam går frem, breder ørkenen sig, skrev Søren Espersen for nogle år siden. Disse personer vil ligesom den københavnske terrorist gerne dø og møde deres gud. Vores job bør være at arrangere mødet for dem.
Selvom de fleste ikke skrider til handling, ser man umiddelbart at potentialet for mere terror er enormt og formentlig underrapporteret i målingen, da mange ikke vil svare og en del siger, hvad de tror intervieweren vil høre. Bare at holde volden på det nuværende niveau – hvis det er muligt, hvad jeg ikke tror – vil grundlæggende ændre os, og det næste skræmmende perspektiv er lige om hjørnet: At indfødte europæere går til angreb på muslimer i mere organiseret skala.
Alt det, vi ‘populisterne og ekstremisterne’ har advaret imod, ville være gået i opfyldelse. Ved et udbrud af sådanne konflikter, vil næsten samtlige danske politikere se sig selv i en meget, meget kedelig situation. Det ved Holger K godt. I går besøgte Holger K Nielsen håndvasken, han tørrede helt som forventet hænder i “dele af højrefløjen.” Hvilken forudsigelig ynk, hvilket fejgt skvat.
Alt i alt en politikerskabt situation, der kan skride frygteligt ud af kontrol, og næppe kan undgå at gøre det heller. “The supreme function of statesmanship is to provide against preventable evils,” sagde Enoch Powell. Europæiske politikeres skyld i det som kommer, er centnertung som Ole Hasselbalch gjorde opmærksom på i går.
The majority of British Muslims oppose violence against people who publish images depicting the Prophet Muhammad, a poll for the BBC suggests.
The survey also indicates most have no sympathy with those who want to fight against Western interests. But 27% of the 1,000 Muslims polled by ComRes said they had some sympathy for the motives behind the Paris attacks.
På otte et halvt minut hører man Johan Andersson på Granskning Sverige, et borgerinitiativ der bare bliver bedre og bedre, alt det svenske journalister har forsømt i mange årtier: At stille saglige, faktuelle men ubehagelige spørgsmål – og holde fast. Deres interviewpersoner, der er fuldstændigt uvante ved faconen, plejer at smide røret på efter 2-3 minutter. Den forhenværende justistminister holder i over otte minutter, det skulle hun ikke have gjort. En fest at høre på.
Uden sans for sort humor, skal man holde sig fra Sverige:
Michael Nikolai Skråmo aka Abo Ibrahim Al Swedi probably didn’t need a job. He was trained as a chef before he converted to Islam.
The 29-year-old Swede, who today calls himself “Abdul Samad al Swedi”, grew up in Gothenburg. He converted to Islam during a field trip to Egypt about ten years ago and has since been engaged in a series of tax-funded Muslim organizations. In 2009 he was invited to SVT, where he told Swedish viewers how Muslim phobia (Islamophobia) and hatred was spread around Europe.
Previously, the Swede have been heavily involved to counter what he described as a misleading picture of Muslims as violent fanatics. In an episode of SVT debate, which can be seen on Youtube, he attacked the malicious picture of Muslims spread in Europe.“This fear is based on ignorance of Islam,” Michael Skråmo said. Sweden’s Multicultural Center Expert on Islamophobia Joins ISIS
“Bravest Director”: Finn Norgaard
Som kun Douglas Murray kan skrive det. Der er ikke mange i og omkring politik, der både er nøgterne og åndfulde. Jeg håber, Finn Nørgaards venner og familie læser det:
Bravery is Finn Norgaard. He was the 55 year old film director shot dead in Copenhagen earlier this month by Omar Abdelhamid Hussein.
Wider Swedish society did not stand by Lars Vilks. Galleries did not want to take his work, newspapers did not want to publish him.
A substantial proportion of the few people on the front line of the struggle for freedom of speech in Europe were crammed into that small room.
SPIEGEL: You landed in this office because of a coup. That’s what we call it when a democratically elected president — even a lousy one — is toppled with force.
Sisi: Your characterization of the situation is not clear and hence your understanding is inaccurate. You judge our experiences from your own cultural, civilizational and developmental vantage point and you cannot remove yourselves from this context. You need to understand what happened in Egypt in light of the circumstances, challenges and threats faced by Egypt.
SPIEGEL: US President Barack Obama has assembled an international coalition to fight Islamic State extremists. But Egypt is only a symbolic partner in this alliance.
Sisi: We are a partner in this battle, but we are waging it here in Egypt. We had already begun our fight one and a half years before the formation of the coalition. If we fail in this fight against terrorism, the entire region will be embroiled in turmoil for the next 50 years. Europe will also be threatened with attacks by the extremists. I already told my European friends this, one and a half years ago.
SPIEGEL: And how did they react?
Sisi: They didn’t want to believe me. They thought I was trying to justify what had happened here …
El-Sisi er troende, så han kan ikke sige andet end, at muslimer fornærmer Allah, hvor de mere fornærmer os andre.
En Venstrepolitiker, der hedder Sophie Løhde, – vi TV løse har dårlig tjek på politikere, der kommer og går – viser i dag i Vi er ikke i krig mod islam, hvorfor 40 års politikere har bragt os og navnlig danske jøder i fare. De er uvidende og amatører, og de har ikke gidet kompencere for deres uvidenhed gennem læsning. Det kræver ikke så meget som det lille kørekort, at sidde i Folketinget, og man mærker det. De vil derfor forsætte med at bringe os i fare, Dan Uzan og Finn Nørgaard vil om ti år blot være små, glemte poster i en større statistik.
Den konflikt, de har ført os ind i, vi snarere vare i mange generationer end årtier. Derfor er det af største vigtighed, som også hver anden dansker har konkluderet, at den muslimske befolkningsandel i Danmark ikke vokser. Det bør være en ny regerings prioritet nummer et.
Lader vi demografien skride nu, serverer vi et Bosnien til vore børnebørn. I Sverige hvor man ikke skænker det aspekt nogen tanke, kan man løbende følge resultatet. Konflikt vil blive til krig i dette århundrede. 600.000 muslimer bliver til en million i dette årti, og derefter vil landets skæbne ligge i Allah’s hænder.
Der er ikke nogen ‘moderne, reformeret, moderat’ islam at henvise til, kun moderate enkeltpersoner, der rettelig burde hedde ‘mindre troende’. En rettroende muslim er pr. vestlig definition en fanatiker. Løhde kunne opdateres på en uge, men hun vil åbenbart ikke.
I Danmark, ett av världens mest civiliserade länder, är säkerheten oviss och ingen kan där gå helt säker från risken att bli mördad på grund av den våg av fanatism, som sprider sig över världen.