Imagine a country where the Prime Minister announces that new elections are needed, just a few months after the previous general elections were held. Then suddenly, the PM changes his mind a couple of weeks later and states that no new elections are needed, after all. Surely, this must be a banana republic? Well, the country in question is Sweden. The Prime Minister’s name is Stefan Löfven, a Social Democrat. Some outside observers may wonder whether Sweden during December 2014 took a major leap towards banana republic status. Or perhaps we should say banana monarchy, since Swedes still have a king.

At the same time, a 15-year-old boy was arrested after an explosion rocked Malmö, Sweden’s third-largest city, on Christmas Eve. The blast was the fourth in the area within a short period. “If you’re 15 years old then you don’t have the know how to make explosives. So we assume he wasn’t alone,” police spokesperson Ewa-Gun Westford told the news agency TT. Residents of the immigrant-dominated area of Rosengård in Malmö, the most Islamic city in Scandinavia, say that living there is a “disaster.” Burning cars, bombs and attacks with hand grenades have become commonplace. People are scared to go outside after dark. Many want to move.

After several bomb attacks in Malmö, the road by the local police station in Davidshall has been sealed off. “It isn’t about a specific threat, rather a general precaution to increase safety,” police spokesperson Stephan Söderholm told local radio. As far away as India, newspaper readers can read about car bombs in Sweden.

On December 27 2014, Sweden’s government announced that it has scrapped plans to hold a snap election in early 2015. Crisis talks were held between Prime Minister Stefan Löfven and the center-right Alliance parties to ensure that a minority government can govern. The so-called “December agreement” is valid until 2022. The Sweden Democrats, who won nearly 13 percent of the vote in the September 2014 elections, triggered a political crisis by voting against the Social Democrat/Green coalition’s budget as a protest against the government’s immigration policies. The new deal implies that no other party will cooperate with the Sweden Democrats. Everybody else treats them and their voters like pariahs, including the mass media.

Fortsæt med at læse “Fjordman: Sweden’s Suicide Pact”

Da jeg bladrede tilbage til januar, tænkte jeg jeg ikke har taget så, mange billeder som jeg plejer, men det har jeg vist alligevel. Jeg er ikke den fødte politiske skribent. Der er gode grunde, men de fylder en halv kronik, så det bliver ikke her. Jeg blogger som jeg fotograferer: Et kvart sekund og et skud fra hoften, men jeg kan kende et godt billede og en god historie. Det er en fysisk fornemmelse.

Cartier Bresson beskriver den i dokumentaren, jeg havde for nylig. Akademikere kan nørkle i hvorfor, men det er ikke de teoretiseringer der går gennem én. når man har et kvart sekund. Eller når man stiller sig et sted, fordi man venter på et billede, der kommer om en time, fordi man kan snuse der vil være en chance.

Det er mere som at jage kantareller eller elg og vildsvin. Det er en følelse. Hvor tit støder man på noget rigtig godt? Da jeg havde Stockholmbomberen eller Breivik med navn og foto inden nogen andre, vel at mærke uden at have været ude i gætterier først. Da jeg fandt Lars Hedegaards attantatmand i en Tyrkisk avis. Det sker, resten graduerer ned mod det trivielle, men man kan også¨fotografere i dage, uden at fange noget af interesse. ‘Nyhederne’ er næsten også altid forventelige og uinteressante, men hvis noget er interessant, er det ligegyldigt om det er mig eller nogen anden, der har skrevet det.

I år fyldte bloggen ti år, og mine venner holdt en dejlig fest, som jeg var meget rørt over. Tit spørger jeg mig selv, hvad det er jeg laver, så er der ikke andet at gøre end at vente, til jeg synes, jeg ved ved det igen. Hvis instinktet ikke er med, er der ingenting, og det kommer ikke fra politik, som er så ufattelig langsomt og uinspirerende. Næste år vil jeg smelte mere sammen med mine kære venner i Norge. De kan noget, jeg ikke kan og omvendt. Tilsammen har vi 240.000 læsere om måneden. Godt nytår!

På billederne fra 2014 er: Monika Papazu om Voltaire, Bent Jensen i Cepos, Dan Park, Lars Vilks og Henrik Rönguist i Forfatterforeningen, Rosengård fra en tur hos skånske venner, Ezra Levant og Hans Rustad på Vartorv, Tim Pallis og Torben Hansen, Sakura Festival på Langelinje, Anjem Choudhary på Charlottenborg, Uwe Max Jensen ved demo foran den svenske ambassade, Dan Park og Henrik Rönnquist på Christiansborg, Nicolai Sennels og Dan Park, Gertrud Galster, Morten Storm, Kim Møller, Lars Hedegaard og Ingrid Carlquist, fotoreportage ved Højbanen, Kaj Sørlander i Kongens Have,  Jakob Holdt og Uwe Max Jensen, Gèrard Biard, redaktør af Charlie Hebdo, Birgithe Kosovic og Lars Vilks, Hans Hauge, Frederik Stjernfeldt og Simen Sætre på Information, Daniels Pipes, Paul Belien, Kurt Westergaard og Geert Wilders, Robert Redeker, Jeppe Juhl og Nicolai Sennels. – Se evt. 2013 i billeder, 2012 i billeder, 2011 i billeder og 2010 i billeder. (Klik på fotos for helskærm)

Fortsæt med at læse “2014: Året i billeder”

Woe to anyone in Sweden who dissents from the orthodox view that welcoming large numbers of indigent peoples from such countries as Iraq, Syria, and Somalia is anything but a fine and noble idea. Even to argue that permitting about 1 percent of the existing population to emigrate annually from an alien civilization renders one politically, socially, and even legally beyond the pale. (I know a journalist threatened with arrest for mild dissent on this issue.) Stating that there exists a Swedish culture worth preserving meets with puzzlement.

And yet, the realities of immigration are apparent for all to see: welfare dependency, violent bigotry against Christians and Jews, and a wide range of social pathologies from unemployment to politically motivated rape. Accordingly, ever-increasing numbers of Swedes find themselves — despite known hazards — opting out of the consensus and worrying about their country’s cultural suicide. Daniel Pipes: National Review

Den cambridgeuddannede historiker Tom Hollands dokumentar er fra 2012 kommer frem til, at islam er udviklet over århundreder som en ideologisk overbygning på de arabiske erobringer. Han er ikke den første historiker, der slutter sådan, men det var for stærk kost i England i 2012. Teorien finder understøttelse, når man ser møntsamlingen på David’s Samling. En visning blev opgivet under dødstrusler, men den kunne fortsat ses på 4oD video on demand. Da meget få således kan have set den, får den en chance her.

Mark Steyn: “Islam is king on a field of corpses”

Historically you need something quite strong to hold the thumb down on islam. The Soviet Union did it in Central Asia….it was the same in Bosnia in the old Yoguslav Federation, in Indonesia under the dictatorship, the british did it in the Indian Empire.

og Singapore, ville jeg tilføje. Samliv med islam er ikke dialog, men: Da der nu en gang skal domineres, når islam er indblandet, dominerer vi jer, ikke omvendt. Man ser ikke for sig en svensk, norske eller dansk politiker lære det lige med det samme. Det bliver en styg tid, indtil vi lærer det. Ydre begivenheder kan skubbe på: Islamic State to systematically target Europe in 2015: French expert

Den fjärde och sista sortens tystnad är förmodligen den mest smärtsamma. Det är den som klyver par, familjer och vänkretsar. En dissident berättar för mig att hans äldsta dotter betraktar honom som en rasistfascistnazist. Hon vill inte ha något med honom att göra. Nu ska hon flytta till Australien och tänker inte lämna honom någon adress där han kan nå henne. Han har varit en schysst och omtänksam pappa men det hjälper inte. Han tänker att han aldrig mer kommer att ha någon kontakt med henne. Och om han dör kommer hon inte att få veta det förrän kanske långt efteråt. Att han skulle vara rasist är naturligtvis bara trams. Däremot vänder han sig mot den förda invandringspolitiken, inte minst för sina barns skull.

En annan dissident talar ofta med mig om de vänner som tystnar och försvinner, om ett gallrat Facebook, om en son som visserligen svarar när han ringer men aldrig ringer tillbaka. Sonen säger att han respekterar sin pappas åsikter, även om han inte tycker likadant. Så blir det tyst i luren och främlingskapet ligger där och växer i tystnaden, som ett farligt djur.

En tredje dissident har sökt övertyga sin fru. Att han har alla argument i världen, att han tillhör den stillsamma typen som nätt och jämnt kan tänka sig att höja rösten, det hjälper inte. Hans fru vill räkna sig till de goda och säger att han med sina högerextrema åsikter har blivit henne främmande. Tystnaden är en inre kärna, omgiven av selektivt vardagsprat. De är båda försiktiga mot varandra, väljer sina ord och är däremellan tysta. Det gör ont för dem båda. De har varit gifta i väldigt många år. Om deras äktenskap håller? Ja, säger han, också till priset av tystnad! Han vill inte förlora henne. Hon svarar att hon inte vet, att de får se till sommaren. Karl-Olov Arnstberg. I begynnelsen var ordet

Fortsæt med at læse “Tystnaden”

af Henrik M.Jensen

25.12. har JP offentliggjort undersøgelsen Danskerne er blevet mere skeptiske over for ægteskaber med muslimer der viser, at 43,8 % af danskerne ikke har noget imod, at deres datter gifter sig med en muslimsk mand.

Tallet er foruroligende set i lyset af, at i 2006 svarede hele 62,4 % af danskerne ja til det samme spørgsmål. Danskerne er altså blevet mere intolerante, fremmedfjendske og…. ja,racistiske, ikke sandt?

Men hvad ville resultatet være blevet, hvis muslimerne var blevet stillet det samme spørgsmål: Ville de akceptere, at deres datter giftede sig med en (ikke-muslimsk) dansker?

Svaret ville være forudsigeligt, for de ville svare i overensstemmelse med århundreders praksis, som bygger på koranens sura 2, vers 221: “Gift ikke dine døtre til de vantro” og sura 60, vers 10: “De troende kvinder er ikke lovlige hustruer for de vantro mænd”.

Fortsæt med at læse “Intolerante danskere?”

Jag är inte motståndet. Jag är förtryckaren. Jag är regeringar. Jag är diktaturer och arméer. Jag är den katolska kyrkan. Jag är Vladimir Putin och George W. Bush. Jag är våld och våldtäktsman. Alla tankemönster och beteenden som jag har lärt mig och alla privilegier som villkorar mitt liv och min frihet är frukterna av det förtryck som människor, likadana som jag, har utövat innan jag fanns. Jag är härskare när jag tar ett jobb som ett person med slaviskt efternamn var bättre kvalificerad för. Jag är våldtäktsman när en ensam kvinna korsar gatan för att inte möta mig på samma trottoar om natten. Min existens som vit, heterosexuell, icke-funktionshindrad man har givits mig av andra vita heterosexuella män genom deras förtryck av resten av mänskligheten. Mitt vara osar orättvisa och andas förtryck. Trots att jag inte har onda avsikter är det jag och ingen annan som gör att den ensamma kvinnan korsar gatan om natten. Varför? För att min kropp är förtryckarens kropp – och den fortsätter att förtrycka. Patriarkatet är min skuld och manligheten är min skam.

Jag inser att jag måste bli någon annan. För jag vägrar att leva med skuld och skam. Jag famlar efter handlingskraft. Jag letar efter strategier för att transformera förtryckarens kropp. Jag målar naglarna röda, läpparna lila och ögonen svarta. Jag bär klänning eller färgglada leggings med för stor skjorta. Jag ber min flickvän penetrera mig. Jag försöker känna mig bekväm i sexuella situationer med andra män. Jag söker homoerotiskt fredagsmys. Jag tränar mig för att en dag kunna ligga med dem. Det handlar inte om att vilja ”bli homosexuell” eller ”bli kvinna”. Jag önskar inte att jag vore en kvinna. Jag behåller skäggstubben. Jag vill bara vara mindre heterosexuell. Jag vill bara sluta att vara man. Alexander Pettersson: Den manliga skammens feminism

Et mere ekstremt selvhad er det sjældent, man støder på. Tar’ han gas på mig? Hvis feministen Alexander virkelig mener det, må man frygte hans unge liv ikke varer ret meget længere. Dette er altså statsideologi, der læres ud i skoler og medier, han er offer for en tidlig skoling han ikke kunne overskue i ung alder.

En del danskere forstår ikke, hvordan en majoritet af svenskere kan gå med på, at deres land bliver delt ud til alverden i en sådan hast, at skulle de ombestemme sig i morgen, ville det være for sent. Disse svenskere har ligesom den tragiske feminist fået deres ideologiske skoling fra den svenske stat og medierne. Essencen af den er længslen efter ikke at eksistere i denne verden, multikulturen er svaret og islam er den dødelige medicin. Alexander er matriarkatets mandeideal. Nogle kvinder kender ikke deres eget bedste.

De herskende ideer i Sverige er en nihilisme og en reduktion af livet til en nøgen magtkamp, af landet til blot kvadratkilometer,  og derfor er det helt rimeligt at antage, at Sverige vil ophøre med at eksistere sammen med viljen til at leve. Nogle vil dog godt leve. Imellem de to står den politiske kamp grundlæggende nu, men den bliver svær. Mange af de såkaldt borgerlige er smittet af de samme ideer, jo mere uddannede de er, desto værre. “There are some ideas so absurd that only an intellectual could believe them.” (Orwell)

Tommy Robinson at Oxford Union for en måned siden men af uvisse grunde først offentliggjort i går. En fantastisk berettelse om en politisk klasses forrædderi mod et land og en arbejderklasse, om Lutons deroute og muslisk terror mod dens indbyggere og om myndighedernes ufine kamp imod budbringeren, Tommy Robinson. Han må ikke kontakte EDL og han må ikke tale om politiet, så ryger han tilbage i fængsel.

Blandt alle dem, jeg har mødt, har han måske gjort det største indtryk. Hvis han overlever – og det er jeg ikke overbevist om – er han en bombe under Labour og The Conservative Party. Jeg beundrer ham som en Kareem Amer, en Hamed Abdel Samad, en Hirsi Ali, der kommer out of nowhere med iblandt de værste forudsætninger, men som har et absolut gehør og mod.

Europæisk politik er kun lige begyndt at skifte de seneste par år og om et par uger tager jeg til Elbens Firenze, Dresden, for at se mere af det på egen hånd med egen lydoptager og kamera. Nok er Sverige, som jeg indså for over tolv tretten år siden, en lakmusprøven på faren ved masseindvandring fra den 3 verden og den politiske undertrykkelse, som følger, men Tyskland er stedet hvor en kamp for Europa bliver tabt eller vundet. Stockholm er, som også mange svenskere føler, et perifert, nordligt reservat mentalt fjernt fra Europa. Hvad de udsætter deres undersåtter for i reservatet, er interessant og eksotisk, men det har nul effekt i omverdenen. Ganske modsat af hvad de tror.

Jyllands Posten om “det ny højre”

Landet stander i våde – eliten ved det bare ikke, det mest fair og neutralt beskrivende, jeg har set i MSM længe.  Den søger også at komme ind til en dybere forståelse med interviews af bla. Katrine Winkel-Holm, Morten Uhrskov, Mikael Jalving og Hans Hauge. Journalisten hedder Lasse Lavrsen. Stor artikel, køb avisen.

Noget har ramt vores danske kultur. Noget, der æder os op indefra og udefra, og noget, der truer ikke bare dansk kultur, men hele den vestlige civilisation. Noget, der må bekæmpes. Så alvorlig ser verden ud i dag for nationalkonservative som Morten Uhrskov Jensen, blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der nu vil i Folketinget. »Vores kultur er kun et ly i natten. Det skal man altid huske,« siger han bestemt og alvorligt fra sit spisebord i Sorø.

. Det er en bevægelse, som i løbet af de senere år er vokset frem fra blogs og tidsskrifter på nettet, til at sidde i tv-studierne, fylde debatsiderne på landets aviser, have selvstændige medier og nu er blevet en hel politisk bevægelse. Det er en gruppe mennesker uden fælles parti, men med en fælles kamp for nationens fremtid og mod fjenderne mod den – de kulturradikale, indvandringen, islam, medierne og mod Sverige som maredrømseksemplet på, hvor langt ud den politiske korrekthed har bragt vort broderfolk. Løst forbundet omkring netmagasinet uriasposten.dk , tidsskriftet Nomos, nyhedssiderne Snaphanen. dk og Den Korte Avis, med egne blogs og ugentlige klummer i landsdækkende aviser som Jyllands-Posten og Berlingske, ses de mest i den virtuelle verden, men ellers trykker en del af dem også hænder i den fysiske verden, når Trykkefrihedsselskabet holder møder, på sommermødet ved Silkeborgsøen Mosbjerg og enkelte af dem også til den teologiske bevægelse Tidehvervs årsmøder.

Det er i de cirkler, man kan støde på debattører som Michael Jalving og Rune Selsing, der alle udgiver bøger og ihærdigt debatterer på deres blogs på jp. dk. Det er her, man kan møde Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm, der er formand for Trykkefrihedsselskabet.Det er her, Uriaspostens Kim Møller gennemskriver dagens avisudklip. Og her, man fra universiteterne kan møde lektorer som Michael Böss fra Aarhus Universitet og Jesper M. Rosenløv, Casper Støvring og Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet. Fælles for debattørerne er deres nationale udgangspunkt – eller “fædrelandet” – og så deres høje uddannelsesniveau.

Se også Undertegnede i stort tema om ‘Det nye højre’ i Jyllands-Posten: “Medierne er overfladiske og røde…” Også på Fyens dk, Et nyt politisk højre rodfæster sig i Danmark og B.T. Et nyt politisk højre bider sig fast i Danmark

Fortsæt med at læse “Tommy Robinson: “The journey of my life””

At tænke sig: Det blir inget ekstra valg. Ganske ventet. Man kunne sige at syvpartiet statuerer sig som sekspartiet. SD er neutraliseret til 2022. Hvorfor 2022? Da udgør indvandrere og efterkommere 40 procent af befolkningen, og kan i sig selv neutralisere SD.

Jeg har egentlig aldrig opfattet Sverige som et rigtigt demokrati, så jeg er hverken rystet eller chockeret. Statsretsligt holder i dag måske vand, men overenskommelsen er i al fald imod demokratiets ånd.

Der er i Sverige ikke den naturlige respekt for for anderledes tænkende, jeg er vant til. De folkelige klassers demokratiske ligeret ligeså. Det er ingen fri meningsytring, stærkt kontroversielle sager som Estonia, Palme- og Lindhmordet blev pakket af vejen for folket, der ikke anses for modent nok til andet end genusparader, unisextoiletter og global warming.

Lindh mordet var symptomatisk: Tre dages retssag, tre vidner og svenskerne skønnedes aldrig at kunne tåle det serb-nationalitstiske motiv. Ned i jorden og over  i myternes verden med hende. Den antidemokratiske behandling af SD begyndte for årtier siden, idag viser bare at gammelpartierne vil gå til hvilke yderligheder som helst. Hele Sverige tabte i dag, og konsekvenserne udover det tekniske kan på lidt længere sigt blive uoverskuelige, når en lille million er dømt ude af demokratiet.

Den politiske adel er egenrådige pædagoger, den er ikke klogere end andre, tværtimod, men den har en jernvilje til at holde “afvigende” synspunkter udenfor. I den virkelige verden er de rent faktisk ofte pædagoger som et partimedlemskab har forfremmet langt ud over deres evner. Til enhver pris, kan man roligt sige. Spørgsmålet er, om folket nu vil drives til at anvende et sprog, magten ikke kan undgå at forstå. Ingen taler så meget om ekstremister, som svenske magthavere, og ingen gør så meget for at skabe dem.

Sverige har sin egen patroniserende udgave af demokratiet. Den 27.12.2014 udløser kun en lille ventet tics, en ufrivillig sammentrækning i muskulaturen omkring  mundvigen, endnu et kapitel i den svenske bog af besynderligheder og formentlig et af mange skridt imod borgerkrig når man ser tilbage på det om 50 år. Det bliver mærkeligere. Spektakel och pajaseri – Sverige blir allt underligare, skriver Merit Wager.

»Selve pointen med aftalen er, at Sverigedemokraterna nu er blevet desarmeret,« (Olle Lönnaeus)

Med ”Decemberoverenskomsten” har den svenske regering og opposition gennemført en forfatningsomvæltning, hvis formål er at holde store dele af vælgerne uden for demokratisk indflydelse.

Fra og med i dag, lørdag den 27. december 2014, har Sverige i realiteten kun to partier: På den ene side De forenede Partier (Socialdemokraterne, Miljøpartiet, Moderaterne, Centerpartiet, Kristdemokraterne og Folkepartiet) og på den anden Sverigedemokraterne, som er landets eneste oppositionsparti. Dvs. så længe det får lov at findes og stille op til valgene i håbet om at dets stemmer bliver optalt.

Man kan også beskrive det nye politiske system på en anden måde, nemlig som et toparlamentssystem. Officielt regeres Sverige af Riksdagen. Uofficielt, men i realiteten, af et skyggeparlament bestående af De Forenede Partier, der aftaler alt indbyrdes – uden at offentligheden får indblik i forhandlingerne. Riksdagen optræder derfor som et slags ekspeditionskontor for allerede trufne beslutninger. Lars Hedegaard: Sverige går planken ud

Det vi såg på presskonferensen var inte en regering och en opposition. Det var en samregering bestående av sex partier. Ni har dessutom det dåliga omdömet att inte erkänna motiven varför. Det enda skälet till att ni gör detta är för att ni inte förmår ta tag i migrations- och integrationspolitiken på ett sådant sätt så att ni kan hålla Sverigedemokraterna utanför en vågmästarroll. Ni inser inte vad ni gjort. Dangerzone

Löfven förtjänar inte att styra Sverige, säger SD:s tillförordnade partiledare Mattias Karlsson.- Jag tycker det är uppseendeväckande att de går emot de grundläggande demokratiska principerna. Man inför ett regelverk där en minoritet kan styra över en majoritet, säger Karlsson på telefon. – Alliansen har i praktiken lagt ned sin roll som opposition. Sverigedemokraterna är därmed är Sveriges ledande oppositionsparti. Det enda parti som gått framåt i opinionssiffrorna sedan valet är Sverigedemokraterna. Eftersom man inte litar på folket, så undandrar man folket rätten att säga sitt. Misstroendeförklaring mot Löfven

Prisen for at holde  SD uden for indflydelse er allerede høj. I asylsøgere er den høj. Næste år kommer der 140.000 asylsøgere, hvis tallet holder sig bliver det lidt over en million til år 2022 oveni de godt to millioner, der allerede findes. De vil således komme til at udgøre halvdelen af befolkningen længe inden 2040-2060, som hidtil spået. Nu kan kun kassekisten sætte en stopper for svenske politikere.

Hvor mange svenskere vil føle, at dette er et kup imod SD og demokratiet? Hvor mange vil føle, at Sverige nu har en legitim regering? Min fornemmelse er, at prisen for at holde SD ude, vil stige drastisk de kommende år. Polariseringen af befolkningen vil forværres. Der er på dette tidspunkt ingen mærkbar kritik fra svenske journalisters side.