Nu har jeg hørt utallige gange, senest fra en journalist i denne uge, hvor ‘højreekstreme og fascistoide’ EDL er. Jeg har fulgt dem ret tæt fra dag ét, jeg har mødt Robinson, og jeg har ikke set nogle tegn på det. Da jeg ikke har pantsat min dømmekraft i nogen klub, ville jeg rapportere om det, hvis jeg så noget, men det har ikke været tilfældet. Det er ikke svært for mig at indrømme fejl, men alene det at journalister er flittige med adjektiverne og at Cameron rutineshamer dem, er ikke bevis nok. Cameron har helt forståelige grunde, men har journalisterne? (Se også ‘Stop being weak’: EDL leader Tommy Robinson in vicious war of words with Tony Blair, British Muslims Laughing At The Murder Of Lee Rigby og British Soldier Killed…Response by Muslim Woman)
So much for muslim respect
When a young Afghanistan war hero appeared before a city council, it seemed the right thing to give him a standing ovation.Lance Corporal Matthew Croucher, 26, had been awarded the George Cross for throwing himself on a Taliban hand grenade to save his comrades. He survived only because his backpack took the force of the blast.
But to the horror of the rest of the council chamber, while most leapt to their feet to applaud him, two Muslim councillors remained firmly in their seats. Salma Yaqoob and Mohammed Ishtiaq, from the Respect party, insist that their refusal to clap the Royal Marine was a point of principle.But following the meeting at Birmingham City Council on Tuesday night, fellow councillors said they had grossly disrespected the soldier.Conservative Cllr John Lines said: ‘They should be ashamed of themselves.‘This was not the time or place to stage an anti-war protest – this man risked his life for his comrades. So much for respect: Two Muslim councillors refused to clap war hero(Offentlig sikkerhet går foran ytringsfrihet.Briter straffes for sjikane og rasehets på Twitter.)
EDL rally outside court hearing for bomb planners
English Defence League (EDL) held a demonstration outside the Old Bailey court in London on Thursday, where the trial of six Muslim men accused of planning bomb attacks at an EDL rally in 2012 was underway. EDL leader Stephen Yaxley-Lennon, who uses the pseudonym Tommy Robinson, arrived outside the court building with a group of supporters in order to ‘see justice done’.
The six men who appeared for sentencing, Omar Mohammed Khan, Anzal Hussain, Mohammed Hasseen, Jewel Uddin, Mohammed Saud and Zohaib Ahmed from the West Midlands, had previously pleaded guilty to the charges against them for preparing an act of terrorism. EDL rally outside court hearing for bomb planners
To af Europas mest kontroversielle kunstnere, Lars Vilks og Abel Azcona, mødtes i København. En fin, tankevækkende og overraskende aften, hvor Azcona blandt andet spiste en side af koranen og billedhugger, professor Bjørn Nørgaard holdt en kort og fremragende tale, hvor han nævnte truede folk som Vilks, Lars Hedegaard og Kurt Westergaard. Azcona og Vilks mødtes i København
Expressen synes tydeligt nok ikke, at DN skulle have publiceret Dennis Nørmarks kronik om svensk feminisme. Det kan ikke komme bag på nogen. Det interessante her er ikke at svenske journalister hæver deres fede løn på at finde på kreative skældsord, men at Expressen indrømmer den meningscensur, vi andre har kendt til i tyve år. “Jeg troede vi var enige om ikke at publicere den slags.” Altid underholdende at se vogterne ved gærdet blive uenige om deres rolle som censorer. De skal vide, at vi foragter dem lige så meget, som de foragter os.
Jens Liljestrand tycker att danskens dumma brev borde ha stannat i mejlkorgen. Det finns ett slags konsensus i svenska rikstidningar att inte publicera alla typer av texter. Gudarna ska veta att inboxarna på våra redaktioner är fulla med Flashback- och Avpixlatskribenters små funderingar, men som genom en tyst överenskommelse låter vi dem stanna där – plats i mejlkorgen! Tydligen upphör dock regeln att gälla när avsändaren skriver från andra sidan sundet. Det är den enda rimliga förklaringen till att DN i går tryckte en lång, grumlig drapa av antropologen Dennis Nørmark….programmet väckte en våldsam debatt även i Danmark, där många av förståeliga skäl förfäras av de senaste årens långsamt sig utbredande geggiga smørrebrødsnationalism.Brev på gränsen till fördumning.
Author Douglas Murray discusses his new e-book with Michael Coren. Stephen Fry, der omtales – homoseksuel, halvjøde, ateist og maniodepressiv forsøgte at begå selvmord for nylig. Han er åben og ærlig om det, måske skulle han være ærlig om islam også. “Stephen would be among the first people against the wall – he would’t last very long.” E-book prisen er kun £5.14 (45 DKK)
Moské nedbrændt
Dette er selvfølgelig kun, hvad man kunne forvente, men at EDL skulle have gjort det og tilmed sat sin signatur på bygningen, det lyder meget utroligt. Det er et varsel om ondere tider, og tiderne er skabt af politikerne uanset hvem der brænder hvad ned. Kan det inddæmmes? I det lange løb – nej. Det får sit eget liv, og politikerne reduceres til tilskuere og statister. Don’t ‘monitor’ him. Lock him up and throw away the key: DOUGLAS MURRAY on why police need to act now against Britain’s most reviled man. Ikke engang det kan de finde ud af. Det multikulturelle England er på vej til at blive ustyrligt, gaden tager over hvor retsstaten slap og endestationen er selvfølgelig åbne krigshandlinger. Det gælder hele Europa, men England, Frankrig og Sverige er de førende kandidater. Det burde skræmme os andre NU, men se om det gør. Advarer man, er man en halvnazi, og så må det bare gå sin skæve gang.
An Islamic centre was burned to the ground in a suspected arson attack yesterday. Counter-terrorism police are investigating if the building was targeted by the English Defence League in retaliation for the Woolwich murder, after ‘EDL’ was sprayed in foot-high letters on the wall. The far-Right group led a series of protests after serving soldier Lee Rigby was killed by two fanatical Muslim converts last month, and there has been a dramatic rise in the number of reported attacks on mosques since the outrage.Is this retaliation for Lee Rigby’s murder? EDL fanatics gloat after Islamic centre is burned to the ground in suspected arson
Jeg kan huske den boksekamp i Madison Square Garden den 24 marts 1962, to år inden jeg selv kom til USA med Svenska Amerika Linjens Kungsholm. Emile Griffith slog Benny Paret ihjel i de sidste sekunder af den sidste omgang. Det vil sige, jeg kan huske de sort-hvide fotos på avisernes forsider af den døende cubaner Benny Paret dagen efter. De kornede fotos viste den dybt bevidstløse Paret, der hang med den ene arm i tovene, den sidste rest af liv, han hang fast ved.
Det var en billedfattig tid, vi havde ikke TV og selvom vi havde haft det, havde de ikke vist kampen. Fotografier var ladet med en betydning dengang, der er gået inflation i siden. Man kunne stirre længe på et fotografi for at begribe, hvad der foregik, man kunne bruge det, for at være tilstede. Jeg gjorde det samme med billederne fra Budapest i 1956, kun fem år gammel. Jeg var tilstede, hvis jeg så på dem længe nok. Det var omkring det tidspunkt, jeg fik et kamera og begyndte at tilføre verden lidt flere billeder.
Jeg interesserede mig ikke for boksning, det kom langt senere, men døden og billedet af den, brændte sig ind i min hukommelse. Børn interesserer sig for døden på en elementær, eksistentiel måde, det er kun med alderen, den interesse bliver prosaisk og praktisk betonet. For et barn er døden et jordskælv af et drama. Voksne skylder børn, at kunne se verden med deres øjne.
Det siges, at Griffiths raseri skyldtes, at Paret ved indvejningen havde kaldt ham Maricón (bøsse) – hvad han vistnok var – og som var ødelæggende for en sort sportsmand dengang, og til dels også i dag. Griffith, der lever endnu, skal have angret kampens forløb lige siden.
Det er først nu 50 år efter, at jeg ser de levende billeder af den slagbyge, der slog Paret ihjel, men alligevel gør det et langt stærkere indtryk på mig at læse Norman Mailers beretning fra ringside her nedenfor. Ord taler til ens forestilling på en anden måde end billeder, som vi efterhånden er blevet immune overfor. Hvis man vil gengive billederne deres betydning, må man gå modstrøms, nedsætte hastigheden og tvinge øjnene til at se om og forfra. Det er lidt som med internet, dets hurtighed er fascinerende, – man passerer gaden, tager et foto, og et minut efter er det på nettet – men hvis man vil indgive det mere betydning, må man forsøge at tilføje det langsomhed. Det er mit ideal af et snapshot, langsomt.
Det er ikke et tilfælde, at store forfattere som Norman Mailer, Albert Camus og Joyce Caroll Oates, har fæstnet sig ved det koncentrat af livets drama, som boksning er. Jeg er mest tiltrukket af dens skønhed, som f.eks. hos Ayub Kalule mere end nogen anden bokser.
Han kunne ikke slå hårdt, har var som født uvoldelig, uden dræberinstinkt, men alligevel vandt han 46 ud af 50 kampe. Jeg nød at se ham, på den samme måde, som jeg forestiller mig at balletpublikummet nyder ballet, som jeg til gengæld er helt blottet for sans for. Omvendt væmmes jeg af primitiv boksning, som TV flyder over af. Det gjorde ondt at se Sugar Ray Leonard pille silken af Kalule i den berømte titelkamp i juli 1981, det var et nederlag for det, jeg holdt af. To store kunstnere, hvor Leonard havde én ting, Kalule manglede: instinktiv brutalitet. Jeg så tit Kalule i Øbro Hallens dampbad mellem 1976 og 1983, og i samtale var han lige så blid som i ringen. Jørgen Leth med det usvigeligt sikre blik for enestående kunstnere i sport, har lavet en film om Ayub Kalule liesom han har om kunstneren Michael Laudrup.
Men læs Norman Mailers korte artikel. Så dramatisk og samtidig så lidt svælgende i drama og sensation, som tænkes kan, og så fjernt fra sportsjournalistik, som overhovedet muligt. Det er en indiskretion, at være så tæt på nogen der dør, hvis man ikke kender dem meget godt, og selv da har jeg følt, at jeg trådte den døende for nær. Mailers beskrivelse er båret af ærefrygt overfor synet. Forlegenheden på begge sider af ringens tove, er i sætningen: “He gave some little half-smile of regret, as if he were saying, “I didn’t know I was going to die just yet.” Har vi ikke selv ligget syge og hjælpeløse, og set forlegent på de raske og nærmest bedt dem om undskyldning?
Det er en privat sag at dø, det skal ikke bevidnes af tusinder, det er et instinkt, vi deler med dyrene, der går afsides for at dø. Når Josef K. bliver dolket på den sidste side i Processen, er det skammen, Kafka accentuerer. Han dør “som en hund, men skammen overlever ham.” Det er vidnerne til døden, der er den foruroligende omstændighed mere end døden selv. Vi vil ikke se mennesker dø, som i videoerne fra Syrien nu, ikke så meget fordi vi ikke vil se døden i øjene, men fordi vi ikke vil se vores eget barbari og mennesker ydmyget af det. Ubehaget er ikke kun døden vi ser filmet, det er os selv og vores skam på vegne af den døende. – Nu ser vi mennesker slagtet på Europas gader “som hunde”, hvis skammen overlever dem, skal hvert dødsfald skrives på vore lederes regning. De skal ikke undslippe deres medskyld.
And Paret? Paret died on his feet. As he took those eighteen punches something happened to everyone who was in psychic range of the event. Some part of his death reached out to us. One felt it hover in the air. He was still standing in the ropes, trapped as he had been before, he gave some little half-smile of regret, as if he were saying, “I didn’t know I was going to die just yet,” and then, his head leaning back but still erect, his death came to breathe about him. He began to pass away. As he passed, so his limbs descended beneath him, and he sank slowly to the floor. He went down more slowly than any fighter had ever gone down, he went down like a large ship which turns on end and slides second by second into its grave. As he went down, the sound of Griffith’s punches echoed in the mind like a heavy ax in the distance chopping into a wet log.
In 1979, Lowe married country singer Carlene Carter, daughter of fellow country singers Carl Smith and June Carter Cash and stepdaughter of Johnny Cash. He adopted her daughter, Tiffany Anastasia Lowe. The marriage ended in 1990, but they remained friends, and Lowe remained close to the Carter/Cash family. He played and recorded with Johnny Cash, and Cash recorded several of Lowe’s songs.
After the demise of Rockpile, Lowe toured for a period with his band Noise To Go and later with The Cowboy Outfit, which also included the noted keyboard player Paul Carrack. Lowe was also a member of the short-lived mainly studio project Little Village with John Hiatt, Ry Cooder and Jim Keltner, who originally got together to record Hiatt’s 1987 album Bring the Family.Nick Lowe
Jeg linkede til den forleden, men jeg har måttet høre den et par gange. Hvem vil ikke hellere tænke på Rockpile end end den kønsløse landsforræder Reinfeldt? Det er det der sexede guitar-riff, som gør hele showet. Det minder mig om lange sommeraftener på torpet i Småland, hvidvin på terrassen, flagermus foran næsen, knotens bid og Stefan Wermelins utænkelige musik i radioen. Han satte en ære i, ikke at spille noget, som var populært. Højttalerne for fuld knald, ingen naboer. SR er milevidt bedre til klassisk, jazz og rock end DR, der er ingen vej udenom. Nu er det sommer i Sverige igen, men jeg er der ikke mere. Og Nick Lowe spillede bas med Ry Cooder, John Hiatt og Jim Keltner i Litlle Village. Det lyder enkelt, men der skal mange år til at nå frem til at swinge sådan, det er beskidt. Tro mig, jeg har prøvet:
Her kan svenskere og danske Radikale godt spidse ører. Besøger du hjemlandet, “hvor du er i livsfare” – ud. Smugles du ind i landet, opbevares du i lejre, indtil sagen er udredt. Kommer du på falske papirer og med løgnagtige forklaringer. Ud.
Sverige: 16.000 nye statsborgere på et halvt år
I Danmark er tallet godt 4000 – om året. Altså ni gange flere naturaliseringer i Sverige plus naturligvis titusinder af indenrigsfødte udlændinge. Det går stærkt.
Hittills i år har mer än 16 000 personer* från över 150 länder blivit svenska medborgare. Med över 6 000 personer är Irak det i särklass vanligaste medborgarskapslandet. På andra plats kommer Polen följt av Thailand. Statslösa personer tillhör den fjärde största gruppen och personer från Somalia intar en femte plats. Svenskt medborgarskap på uppgång
6 juni – Sveriges nationaldag
Vi har mycket att tacka våra förfäder för, men när jag tänker tillbaka på allt detta idag blir jag uppfylld av sorg. När jag tänker på att alla dessa generationer kan ha slitit förgäves, brutit sina åkrar och kroppar och offrat sina liv i gruvor och osunda fabriker till ingen nytta uppfylls jag av förtvivlan. När jag tänker på hur samvetslösa och korrupta politiker på bara några tiotals år i det närmaste har sålt ut allt som åstadkommits under dessa mer än tusen slitsamma år vill jag nästan ge upp och stoppa bösspipan i munnen. När jag dessutom tänker på att jag själv med egen hand i val efter val under så lång har givit dessa politiker mitt stöd och uppmuntrat dem att fortsätta med sitt idoga förstörelsearbete kommer självföraktet som iskall dusch.
Men när jag idag läser om hur den svenska nationaldagen åter kidnappats och grovt förhånas av företrädare för den djupt folkfientliga mångkulturen förvandlas min förtvivlan till raseri. Jag vill slita flaggan ur deras händer och förvisa dem tillbaka till deras unkna hålor åtminstone denna enda dag. Jag vill slippa se representanter för världens mest osunda totalitära ideologi trampa på minnet av svenska demokrati- och jämställdhetskämpar åtminstone denna enda dag. Denna enda dag på året vill jag vara befriad från åsynen av förtryckta kvinnoslavar i svarta skynken och självgoda skatteförsörjda skäggiga män i klänning. Denna enda dag vill jag slippa få min näsa gnuggad i den mångkulturella dynghögen. Är det för mycket begärt? Verkeligheten.
Just before the trial for FEMEN in Tunis French sextremists staged a topless prayer to Allah for the early release of Tunisian prisoners. FEMEN activists prayed infron of the Tunisian Embassy in Paris, blocking the traffic on the street Rue Barbet de Jouy. The prayer was led by famous Egyptian dissident, the blogger Alias Elmahdy whose naked protest, with the posted picture in the personal blog became one of the signs of the “Arab spring”. In religious Ecstasy activists were shouting “Amina Akbar!” “Pauline Akbar! ‘, ‘ Marguerite Akbar!”, “Josephine Akbar!”, “FEMEN women’s spring goes!”. Femen org.
Man kan mene så meget om Femen, hvis man har tid og lyst, men denne vartiation over temaet gadebøn i Paris, er svær ikke at blive draget af, og den rammer islams blødeste punkt: Angsten for og hadet til kvinder, især de nøgne. Det er synd psykoanalysen er gået af mode, jeg ville gerne høre Freuds efterkommer tolke det. Her er noget for en frisk feminist, bare hen ikke er svensk og anstændig, apropos diskussionen i Politiken/DN, som ikke rigtig kan engagere mig: Vores feminisme er anstændig, kære Nørmark. Jeg tror, Femen sætter en ære i at være uanstændig, og det kan jeg godt lide. Hold sammen, uanstændige. Jeg sender en tanke til min lille, blege sorthårede Fabienne i Toulouse, jordemoder og uanstændig. Hvordan er der nu i Toulouse tredive år efter?
Nu er han din landsmand
Taimullah Abu Laban Jeg ved, der er jøder der stemmer på disse partier, det må de ordne med deres psykiater. Vi andre må tage til efterretning, at danskere der installerer fjender af vores land som statsborgere, har valgt at være det danske folks fjender. Vi der havde forældre, der var unge under besættelsen, ved hvad en værnemager, en stikker og en landsforrædder er, og vi genkender dem, når vi ser dem. Afdøde frihedskæmper Gunnar Dyrberg beklagede kun, at han fik skudt for få forræddere. “Det var faktisk alt for få, vi fik ram på.” – Dette gør I ikke i god tro, vi har fanget signalet, regeringen Thorning. I startede i 1983, og I fremturer. I udfordrer skæbnen, besind jer! Det er så langt, jeg kan gå uden at skrive noget kriminelt, men det ligger lige på tungen.
‘En forbryderstat, en terrorstat, en torturstat, en illegetim ussel og menneskefjendsk kujonstat. Uanset hvilke ord man gør brug af for at beskrive jødestaten, så er det ikke længere muligt.’
‘Der kan ikke være fred i Palæstina, før jødestaten bliver udslettet. Så længe denne illegitime og beskidte terrorstat eksisterer, så kan der ikke være fred.’
‘Enhver der ønsker retfærdighed i Palæstina og på Vestbredden, enhver der ønsker, at civile ikke bliver tortureret og myrdet af jøderne, enhver der ønsker dette, han skal kalde til Jihad. Han skal arbejde for at etablere hæren og arbejde for khilafah (indførelse af kalifatet). Et khilafah, der ikke bare vil udslette jødestaten, men et khilafah, der vil give sådan en lærestreg, at ingen vil drømme om at tage Palæstina fra muslimerne igen.’
‘Det eneste, der løser problemet, er en hær, der rykker sig, og udsletter denne her stat (Israel).’
‘Det eneste denne her forbryderiske jødestat forstår, det er sværdet. Den forstår ikke andet end Jihad. Den forstår ikke trusler, den forstår ikke politisk pres, den forstår ikke diplomatiske kriser. Den forstår ikke kritik fra Amnesty International eller fra Røde Kors. Det eneste, den forstår, er lyden af den islamiske hær, der kommer marcherende for at befri Palæstina.’
(Mobilvideos, men kan ses i 720 HD.) – Abel Azcona mødte i aftes bla. Bjørn Nørgaard og Lars Vilks på Østerbro i København. Azcona er søn af en spansk prostitueret og bortadopteret til en meget religiøs familie som syv-årig. Han er som sådan ikke den typiske velfærdskunstner, der har gået på et akademi og studeret kunstfilosofi. Han er drevet af nødvendighed og af sin barndom, der var præget af svigt, mishandling og misbrug.
Samtalen drejede sig hurtigt ind på politisk kunst, og ingen mente den havde nogen effekt overhovedet. Exit Dea Trier Mørch, Bjørn Afzelius, Mikael Wiehe og Carl Johan De Geer. Det nyttede ikke noget altsammen, og at stryge tidsånden med hårene som f.eks Elisabeth Ohlson Wallin, nytter aldrig noget. Det giver godt med legater og udstillinger, men det sikrer også øjeblikkelig forglemmelse, man når knapt nok at dø inden, men det er en ærlig sag at søge et komfortabelt liv i dette frem for et evigt i kunsthistorien. Hvem er Wallin? Tænkte det nok.
Kunsten bliver politisk ad omveje: Når den vækker postyr i det herskende åndskleresi via medierne. Derfra vandrer den videre til folks bevidsthed og derfra ændrer den måske verden. At Vilks og Westergaard er blevet ikoner i hel verden, var for det første ufrivilligt og for det andet ved hjælp af aktører, de ingen indflydelse havde på. Abel Azcona er helt afklaret med, at det eventuelle drab på ham er en del af hans kunstværk. “Jeg er ikke bange for at dø. Mit liv er så kompliceret allerede, én komplikation mere spiller ingen rolle.”
Jeg opdagede Abel Azcona for et halvt år siden og gjorde kommittéen opmærksom på ham, men jeg opdagede også Vilks i Nerikes Allehanda 19 august 2007, som Uwe Max mindede mig om. (Nu siger han, at det var før, jeg kan sgutte huske det.) Min fortid i kunsten er så lang, så jeg glemmer mine synder. Jeg talte med Nørgaard om gamle dage på Den Fri Udstilling, og vi sluttede at for tyve år siden, var gamle dage for os alle. Ejler Bille, Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen, Richard Mortensen og navne, jeg har glemt nu, men som står i mine reoler og arkiver.
Vi undslipper ikke vores opvækst. For nylig sagde Jakob Holdt det eneste mindeværdige i de udsendelser, han havde med Søren Pind, som han fik sagt: Hans gamle mor, der ville have han skulle blive præst, sagde efter at hun havde set Amerikanske Billeder: “Så blev du alligevel præst, Jakob.”
Ja, det blev Jakob, han bevægede sig aldrig en tomme fra sit udspring, hvor meget han end bildte sig selv om omverdenen ind, at han havde revolteret. Abel Azcona derimod, er en oprører, en Fernando Arrabal, hvis problematiske afsæt har bragt ham et helt andet og mindre sentimentalt sted hen. Måske er det forskellen på mod og kujoneri, måske er det bare forskellen på en barndom i vestjysk tryghed, og en i kaos, ukærlighed og fortabthed.
Holdt ser uhjælpeligt verden fra præstegårdens idyl, som grunglæggende god hvis bare dens kritkere gav den lov. Azcona så at den var livsfarlig og svigefuld fra starten, og ville udfordre og undersøge det. Holdt tror, at tillid bygger bro over alle kløfter, Azcona lærte, at der ikke er noget humant og civilliseret, som ikke skal forsvares og generobres, og at hver generation skal være parat til at dø for sine goder, hvis de ikke skal mistes. Holdt afvæbner os, Azcona opruster os.
Koranen der spises, er Kåre Bluitgens kommenterede udgave. Det var den eneste han kunne få i københavnske butikker, og den var billig. Azcona har tidligere spist flere kapitler, men da måtte han til lægen bagefter. Jeg ved ikke om jeg overfortolker, det indtryk han gjorde på mig, men fotografiet hvor han spiser, har under mit indtryk fået et dunkelt-varmt skær af linolie og Goya over sig. Af nadver. (klik fotos f. helskærm)
Det er værd at bemærke, at den første autoriserede oversættelse til engelsk kom i dag. Der har været andre, men det har været fribyttere. Denne er godkendt af forfatteren. GOV: We Changed Our Lives.
‘Ni har startat ett krig mot män’
Dennis Nørmark slår i bolledejgen på DN og i Politiken. DN har blødgjort tiltlen til “Kære Svenskere” hvor den i Politiken hedder Jeres nyfeminisme er usympatisk, kære svenskere. Jeg ved ikke, om han ved hvilken sjælden ære det er, at han må skrive på DN Debatt. Måske er det fordi det handler om deres kongstanke – kønskrigen. Det er som bekendt ikke min, jeg mener det er en pseudodiskussion, der kun påkalder sig interesse som symptom på et venstreideologisk, top-styret samfund, der har fået lov at gå over gevind. Jeg savner lidt, at det er en elite-idé. Medelssvensson ‘skiter i den’ og griner af de forrykte. Men Nørmark er god:
Ni har startat ett krig mot män genom att främja kvinnor och därmed diskriminera män betydligt mycket mer än vi gör i Danmark. Ta exempelvis det senaste påfundet om att införa en högre skatt för män. (Ett förslag i Umeå kommun, reds anm.) Naturligtvis blir de förbannade eftersom det är ett gement tjuveri. Det skapar bara nya offer, även om ni har fått det framargumenterat att män har en så stor moralisk skuld att de sannerligen borde tåla att hamna på minus här. Därutöver diskriminerar och förtrycker ni genom ett uppträdande och ett språk gentemot män i den offentliga debatten som, om det hade varit män som betedde sig på samma sätt, omedelbart hade uppfattats som sexistiskt.
Genom att göra allt detta har ni inlett ett bittert, ondskefullt och orättfärdigt krig mot det andra könet. Frånsett det faktum att ni inte har något att vinna på det, så kommer det också att leda till ett totalt bakslag. För förr eller senare kommer männen inte längre att vilja vara del av ett så kallat jämställdhetskrig, som innebär att de är på förhand dömda. Att de ska förlöjligas, och deras värderingar och sexualitet sölas ner. Därför kommer de så småningom att vända sig emot er och så kommer alla att förlora. Pendeln vänder bara tillbaka igen.
Vi har valt en lite annorlunda väg i Danmark, eller jag tror vi är på väg att göra det. Här kommer vi steg för steg att begripa att vi alla, män som kvinnor, har något att vinna på jämställdheten. För om man sätter kriget i system och straffar männen för att de är män, så kommer man aldrig att uppnå det enda som kan skapa jämställdhet. Nämligen att männen kan se det som en fördel för sig själva. Kära svenskar. Detta är anledningen till att inte bara kvinnorna kommer att förlora detta könskrig. Nej, alla svenskar kommer att förlora.
Der er sikkert andre, der har spurgt sig selv, hvor mange af politikernes egne voldsparate fanatikere vestlige sikkerhedstjenester klarer at overvåge. Det lader allerede til at knibe, Woolwich, Paris, Boston, Toulouse, Liège – fem overvågede smuttede igennem på kun et par år. Nuvel, vi får se hvem der skal lade livet næste gang for en der også ‘har været i myndighedernes søgelys længe,’ en ringe trøst for ofrene. I Frankrig og England ser det temmelig sort ud: “Mindst to millioner franske muslimer ‘hylder radikal islam.” skriver den kendte journalist Élisabeth Schemla i en ny rapport. Hvis man forstår fransk optræder hun om rapporten i dette radioprogram fra min. 4:45 og på France 24 TV i en 12 minutter.
“There are several dozens, perhaps even several hundred, potential Merahs in our country,” Valls somberly observed during a press conference on May 29. Indeed, investigations linked to the bombing on September 19, 2012, of a kosher shop in Sarcelles led the police, one month later, to a ramified Islamist network involved in stockpiling weapons and explosive material and in gathering information about Jewish personalities and organizations. Sources say that several other networks have been found since then.
The ultimate explanation for the French security agencies’ shortcomings or inconsistencies may be the extent to which radical Islam, a philosophy and a way of life that rejects democracy and the open society, has grown among the French Muslim minority.
Elisabeth Schemla, one of France’s most respected journalists, just published a thorough investigation on French Islam, Islam, l’épreuve française (Islam, The French Test). According to her, there are at least 7 million Muslims in France. But the relevant point, Schemla says, is that, by all accounts, about one third of that community — 2 million people at least — “is embracing radical Islam.” And this subgroup is clearly expanding, either by winning over more Muslims or by attracting converts.
Douglas Murray at the Cambridge Union Society, 31.1.2013. Andre deltagere er Tariq Ramadan, Richard Dawkins og ærkebiskop Rowan Williams. Jeg har noget til fælles med Murray. Jeg er vokset op i et ikke religiøst storbymiljø, jeg er døbt men ikke konfirmeret, jeg er medlem af folkekirken, men har trods grundig kristendomsundervisning aldrig haft et religiøst øjeblik. Jeg var glad for at synge hele salmeskatten i skolen, for jeg kunne lide musik og ord jeg endnu ikke forstod.
Alligevel er jeg ikke ateist, jeg synes de er bogstavelige og umusikalske, og min påskønnelse af kristendommen er kommet med alderen, ikke mindst takket være mødet med mange, kloge præster. Jeg føler mig hjemme i kirken, selvom jeg egentlig ikke burde. Det er kort sagt ikke andet end paradokser, og hvis man ikke kan leve med dem, får man det uvægerligt svært. Kristendommen selv er fuld af paradokser, så jeg ville nok være blevet en god kristen, hvis det havde maget sig sådan, men jeg er født tvivler. – Murray’s nye bog er netop kommet, han skriver om den i dag på Spectator: Islamophilia – a very metropolitan malady. – Søren Ulrik Thomsen er en troende kristen og som de fleste folkekirkekristne uden at gøre et nummer ud af det:
“Politik får det værste frem i enhver, altid i en god sags tjeneste”
Der er nogle folk, der spørger: Hvorfor udtaler kunstnere sig ikke mere om politik? Men at jeg er forfatter, gør jo ikke, at jeg har mere forstand på politik end min bror, som er bankmand. Tværtimod har det ofte vist sig, at kunstnere har været til fals for totalitære ideologier, fordi de tit har et æstetisk blik på politikken.
Først var jeg for tynd til at holde mine bukser oppe med livrem. Så holdt jeg op med at ryge, og så blev jeg for tyk til det, så seler har ligesom været løsningen hele vejen igennem.
Den store læseoplevelse i år har været Bent Flemming Nielsens introduktion til den schweiziske teolog Karl Barth. Selv om jeg står på tå under læsningen, forstår jeg nok kun 20 procent, som så til gengæld virkelig får låget til at lette. For kun det, man næsten fanger, bringer én videre. I bøger, hvor man forstår hvert eneste ord, står der jo ikke andet end det, man vidste i forvejen.
Jeg tror på fremskridtet og oplysningen og på, at vi ved fornuftens hjælp hele tiden skal gøre verden bedre for så mange mennesker som muligt. Og samtidig synes jeg, at kærligheden er et mysterium, og at der findes en ondskab hinsides enhver fatteevne. Derfor tror jeg også både på Gud og på Djævelen. Søren Ulrik Thomsen: Har man talent på et område, mister man retten til at være amatør på andre.
Den nye antisemitisme i Europa
Jew Bashing: The New Anti-Semitism, canadisk dokumentar i fire dele sendt i maj 2013. Antisemitisme i Europa, USA, Canada og Mellemøsten. De kan alle ses her. Bemærk især scenerne fra Malmø og dem med Tony Blairs svigerinde, Lauren Booth, der arbejder for iranske Press TV. En led strigle, – det ligger til familien – som nu er gift med en bigamist ved navn Sohale Ahmed.
Man kommer til at tænke på Nick Lowes gamle sang, når man betragter svenske Moderater i denne tid. En for en eksploderer de som popcorn i en gryde. Kan det holde over et år til, indtil Reinfeldt kan trække sig tilbage? Forleden kunne man høre minister for fjernkolonisering Ullenhag ufatteligt svagt argumenterende mod Jimmie Åkesson i TV om den svenske forstadsopstand. Er han lidt dum eller har han bare en dårlig sag? Han skal bæres ud – så hjælp ham dog! Dagen efter den moderate Olle Engströms ekskluderingslæserbrev skriver den moderate Björn Schaerström så denne kanonade:
Denna gång om migrationspolitiken med migrationsminister Tobias Billström som under en knapp timme understödd av dussinet power point bilder presenterade moderaternas och regeringens migrationspolitik. Som bl.a. visade att Sverige år 2012 i förhållande till befolkningen tog emot 6 gånger fler asylsökanden än Tyskland och 20 gånger fler än Italien och att vi med ca 44,000 mottagna i absoluta tal placerar oss som nummer tre i Europa. Samt att prognosen för 2013 pekar på ytterligare 54,000 sökanden där ministern utan närmre förklaring berättar att i genomsnitt ungefär 2/3 får avslag vilket skulle innebära ytterligare 15-20,000 nya invandrare för året.
Detta i ett land som i princip saknar tillväxt, som på några få decennier förlorat väsentliga delar av sin exportindustri, som har hög och stadigt växande arbetslöshet, som har ett av världens högsta skattetryck och bland världens högsta levnadsomkostnader, som har världens sannolikt mest skuldsatta befolkning, ett pensionssystem på väg i ”konkurs” och ett ekonomiskt klimat där så gott som samtliga kommuner, landsting och offentliga institutioner sedan länge kämpar med att få resurserna att räcka till det prioriterade. Förhållanden migrationsministern inte berör med en stavelse.
På samma sätt som han inte heller berör de påfrestningar det kan innebära för ett land där en växande andel icke självförsörjande innevånare skall försörjas av allt färre arbetande som skall finna motivation att stiga upp varje morgon för att jobba allt hårdare för att sedan tvingas ge bort en del av de gemensamt inarbetade resurserna till icke intäktsbidragande okända. På samma sätt som han inte heller berör vare sig kostnader eller de långsiktiga finansiella prognoserna för den invandring som han, under upprepad försäkran om de för landet i allt väsentligt positiva effekterna, tecknar i så gott som uteslutande ljusa färger. MIGRATIONSMINISTER BILLSTRÖM KUNG ÖVER ÄRLIGHETENS HAVERI, Björn Schaerström Ledamot (m)
