Elisabeth Sabaditsch-Wolff took a brief break during her American speaking tour to talk with Michael Coren earlier tonight on his SUN TV program. She discussed her own case in Austria, and the deteriorating condition of free speech in North America and Europe, where any discussion of Islam is hemmed in by Islamic laws on slander
»Mäns våld mot kvinnor«
Messes der igen og igen i den løgneindustri, der kalder sig svensk ‘journalistik.’ Skandinaviske mænd må være blandt jordens mest uvoldelige, det er ikke deres partnere der sørger for overbelægningen på kvindekrisecentre, men de skal bære skylden for andres voldelighed i den forløjede, svenske debat. Hvilke andre mænd ?
For få år siden var den typiske partnerdrapsmann etnisk norsk. Sånn er det ikke lenger.I 2013 mener politiet at over 70 prosent av drapene er begått av en partner med utenlandsk opprinnelse.Det kommer frem av en gjennomgang VG har gjort av alle de 24 drapene så langt i år. 14 av disse etterforskes som såkalte partnerdrap. Av de 14 drapene der en partner er siktet, er 10 av dem av utenlandsk opprinnelse. Ti av 14 partnerdrapssiktede er av utenlandsk opprinnelse Forskere: Utviklingen ikke tilfeldig
Her skal ikke forglemmes den vold, som disse typer begår mod de indfødte på vegne af deres egne folkevalgte landsforræddere. Når man har set nok af denne slags historier, frygter man virkelig at politikerne vil overlade løsningen på dette til det private initiativ:
Kvinne skal ha blitt voldtatt av flere menn. Kvinnen i 30-årene ble funnet ved en fontene i parken.Hun har forklart at det var fem utenlandske menn som voldtok henne, forteller operasjonsleder ved Hordaland politiidistrikt, Erik Gjesdal.
– Hun var grovt skjendet og svært medtatt. Det er noe av det verste jeg har sett, sier sykepleieren, som ikke vil ha navnet sitt i avisen. Ifølge sykepleieren segnet kvinnen plutselig om på gresset, førti meter fra fontenen.– Hun prøvde å reise seg, og var sjokkpreget og skjelven, sier sykepleieren.Melding om voldtekt i Nygårdsparken, Etterforsker voldtektssak i Bergen: – Noe av det verste jeg har sett. Kvinne har anmeldt gruppevoldtekt i Bergen.
Medløberen
Medløberen er en evig skikkelse i litteratur og film, måske fordi ingen af os undgår at blive udsat for dets fristelse, det store eller det lille medløberi, det kræver mod at sige flokken imod. Der er flest af de små, forskere, politikere og journalister der fortier sandheden af karrieregrunde, men totalitære styrer virker som fremkaldervæske på de medløbertyper, vi kender, og blandt de intellektuelle finder vi nogle af de værste. I min beskedne dagligdag er svensk journalistik det mest kvalmende og hyppige medløberi, jeg støder på. Den inkarnerede fejghed og leflen, et dagligt bedrag af sandheden, men det er også set herfra ‘blødtotalitarisme’. Hvilket andet land ville vove at henvende sig så patroniserende som her til sine borgere?
Bibliotekerne har en overvægt af gode film, og forleden greb jeg István Szabós Mephisto for at gense den. Jeg syntes jeg havde den frisk i erindring, men det er altså 32 år siden jeg så den. Billederne stod stadig stærkt i hukommelsen, men plottet og historiens omdrejningspunkt, var godt at få genopfrisket.
Klaus Mann skrev den om sin svoger, den hyldede skuespiller Gustaf Gründgens, der valgte karrieren og nazitysklands muligheder, hvor Mann flygtede i 1933 og udgav sin bog om svogeren i 1936. Nazisterne producerede mange andre medløbere, den lille sergent Herbert von Karajan og Sarah Leander, der begge overlevede med visse skrammer, hvor den danske filmstjerne Asta Nielsen fulgte sin samvittighed og forlod nazi-tyskland. Hun var nok til the hos dr. Goebbels, der er aldrig fundet en eneste udtalelse fra Asta Nielsen, »der tyder på blot den ringeste sympati for nazismen.«
Szabo fletter den klassiske Faust-myte ind i historien, der i korthed går ud på at Faust låner magiske kræfter af djævelen i en årrække mod at denne tilsidst kræver hans sjæl og overlader ham til evig forbandelse. Det er en retfærdig skæbne, man godt kan lide at se, og det er da også en meget moralsk film. “To thine own self be true and it must folow as the day the night thou canst not then be false to any man.” (Hamlet) Den store skuespiller må endda sluge den pille, at spille en heroisk, nazistisk version af netop Hamlet.
Gustaf Gründgens havde en karriere efter krigen, men døde i Manilla i 1963 af, hvad der formentlig var et selvmord. På hans natbord lå der en seddel med ordene: “Jeg har nok taget for mange sovepiller, jeg har det mærkeligt, lad mig sove det væk”. Han havde sit, at ønske at sove fra.
Filmens Gründgens får en slutning, der er åben for fortolkning: Hans protegé, nazigeneralen, der er modelleret over Herman Göring, inviterer ham ud på Berlins nye Olympia Stadion i Charlottenburg for at ‘vise ham sin egen store scene’. Han beordrer Gründgens (Höfgen, kalder Mann ham) ned på arenaen, hvor han fanges ind af lyskastere. Der slutter medløberens historie, om han så dør her eller ej. Man kan ikke svigte sin samvittighed, sine idealer og sine venner uden at komme til skade.
Se den, den er stadig den eneste ungarnske film, som har vundet en Oscar, og Klaus Maria Brandauer er fænomenal som den ultimative medløber: En begavet, charmerende mand, der bliver kvalt af sine egne, sociale ambitioner. Ingmar Bergman sagde om filmen: “Et passioneret kunstværk. Aldrig før har jeg syntes bedre om filmen end bogen.”





