Af Tim Pallis
Tanken om politisk korrekthed har sit ophav i kulturmarxismen, som siden midten af 1920 har arbejdet på en radikal omvæltning af Vestens traditionelle kultur for at skabe en social revolution.
Karl Marx (1818-83) er blevet kaldt neo-jakobiner, fordi hans sociale revolution var inspireret af den franske revolution. Med den bolsjevistiske revolution i Rusland i 1917 skabtes nogle store forventninger blandt de europæiske marxister om et nyt menneske og en ny verden med lighed og retfærdighed for alle.
Efter første verdenskrig var der en “spartakistisk” (kommunistisk) opstand i Berlin ledet af Karl Liebknecht (1871-1919) og Rosa Luxemburg (1871-1919). Bayern var ligefrem en kortvarig “Soviet” republik ledet af Kurt Eisner (1867-1919), og i Ungarn fandtes en kommunistisk republik organiseret af Bela Kun (1886-1938) i 1919. Der var også Leon Trotsky’s (1879-1940) røde hær i Polen samme år. Men disse marxistiske fremstød for at ændre Europa blev snart bekæmpet og forsvandt kort tid efter.
Dette bragte de revolutionære i politisk forlegenhed, fordi arbejderklassen, som jo skulle have gavn af revolutionen og sætte sig på toppen af magtstrukturen, ikke var politisk bevidste nok. Den kommunistiske elites akademikere lagde skylden på de uoplyste arbejdere.
Da det i begyndelsen af tyverne blev klart, at Sovjetunionens kommunistiske revolution ikke kunne brede sig politisk til resten af det europæiske Vesten på grund af den socialdemokratiske og kulturradikale moderation, fandt Komintern eller Det kommunistiske Internationale på muligheden af at kompromitere selve de værdier og principper, som Vestens samfund hviler på.
På et initiativ af Lenin (1870-1924) blev der holdt et møde på Marx-Engels Instituttet i Moskva, hvor man etablerede en international marxistisk kulturrevolution. Til stede var bl.a. den ungarnske marxist Georg Lukacs (1885-1971), som udviklede ideen om “revolution og eros”, hvor han beskrev, hvordan seksuelle instinkter kunne bruges som destruktive instrumenter.
Til stede var også Willi Munzenberg (1889-1940), som foreslog, at organisere de intellektuelle til at fremstille den vestlige civilisation som en stinkende kultur. Kun hvis man var i stand til at korumpere alle værdier og gøre livet umuligt, kunne man indføre proletariatets diktatur. I 1940 blev Munzenberg henrettet af Stalins håndlangere i Sydfrankrig som revisionist.
De marxistiske intellektuelle blev således klar over, at man for at gennemføre revolutionen ikke kunne fokusere på den kapitalistiske økonomis struktur, som Marx havde gjort, men på samfundets kulturelle superstruktur. Det var den italienske marxist Antonio Gramsci (1891-1937) og den ungarnske marxist Georg Lukács, som skabte den nye kulturmarxisme.
Gramsci rejste til Sovietunionen efter den bolshevistiske revolution og arbejdede 1923-24 i Moskva og Wien for Komintern, Det kommunistiske Internationale. I Moskva kom han til den konklusion, at det ikke var muligt at gennemføre en revolution blandt vestlige arbejdere i stil med den bolsjevistiske opstand i Rusland på grund af deres kristne overbevisning. Antonio Gramsci havde en “stor plan” i stil med Georg Lukács.
Hans tanke var, at det var nødvendigt at skabe et nyt “kommunistisk menneske” før det var muligt at gennemføre en politisk revolution. Dette førte til, at det var de intellektuelle indenfor uddannelse og kultur, som skulle realisere den lange march gennem samfundets institutioner. Denne march gennem institutionerne skulle også omfatte regeringen, retsvæsnet, militæret, skolerne og medierne. Han mente, at så længe arbejderne var troende kristne kunne de ikke modtage de revolutionære ideer.
Gramsci’s revolutionære strategi er afspejlet i Charles A. Reich’s (f.1928) værk “The Greening of America”: Der er en revolution på vej. Det vil ikke blive en revolution som alle de tidligere. Den vil begynde med individet og kulturen og vil til sidst forandre den politiske struktur. Dette vil ikke medføre voldelige tiltag og vil heller ikke medføre nogen voldelig modstand for at blive gennemført. Det er den nye generations revolution.
Georg Lukács begyndte sit politiske liv som agent for Komintern, og med bogen “Geschichte und Klassenbewusstsein” (1923) fik han ry for at være den førende marxistiske teoretiker. Hans tanke var, at for at en ny marxistisk kultur skulle kunne opstå, var det nødvendigt at udslette den eksisterende kultur. Den eneste løsning på tidens kulturelle modsætninger var, at samfundet skulle nedbrydes. En verdensomspændende omvæltning af værdier kunne imidlertid ikke finde sted uden en udslettelse af af de gamle værdier.
Som kulturkommisær i Bela Kuns bolsjevistiske regime iværksatte han, hvad der blev kendt som “kulturterror”. Han instituerede et radikalt sexuddannelsesprogram i de ungarnske skoler. Børnene blev undervist i fri kærlighed og fik viden om det seksuelle samleje. De blev fortalt om det gameldags ved middelklassens familiemønstre, det umoderne ved det monogame forhold og det irrelevante ved religion, som fratager mennesker al lyst og glæde. Kvinderne blev opfordret til at rejse sig mod tidens seksualmoral. Denne såkaldte “kulturterror” kan opfattes som forgængeren til den “politiske korrekthed”.
På et hemmeligt møde blandt marxistiske intellektuelle i Tyskland i 1923 foreslog Lukas den idé, at sprede en altomfattende “kultur pessimisme” for at skabe en tilstand af håbløshed og fremmedgørelse hos Vestens mennesker, som en nødvendig forløber for revolutionen.
Dette møde førte til grundlæggelse af Institutet for Social Forskning ved Frankfurt Universitet i Tyskland. Institutet blev snart kendt som Frankfurterskolen. Det var en organisation af marxister og kommunistisk orienterede psykologer, samfundsforskere og andre intellektuelle, og opgaven var at implementere Georg Lukas program.
Georg Lukacs rejste til Tyskland i 1924 efter kritik af hans forskning på den 5. Komintern kongres. Her blev han medlem af Institut for Socialforskning ved Frankfurt Universitetet, som bestod af en gruppe kommunistisk orienterede sociologer. Institutet var identisk med Frankfurterskolen og blev grundlagt af Felix Weil (1898-1975) i 1923, som arbejdede for at løse de praktiske problemer med implementeringen af socialismen.
Institutets direktør fra 1923-1929 var Carl Grünberg (1861-1940), som var erklæret marxist, men institutet havde ikke nogen officiel tilknytning til Det kommunistiske Parti. I 1930 blev Max Horkheimer (1895-1973) direktør, og han mente at instituttet i endnu højere grad skulle basere sin forskning på Marxs teorier. Da Hitler kom til magten i 1933 blev institutet lukket, og dens medlemmer flygtede til USA, hvor de fik ansættelser ved universiteterne Columbia, Princeton, Brandeis og California at Berkeley.
Frankfurterskolen var derfor en gruppe tysk-amerikanske forskere, som udviklede en revolutionær filosofi og pædagogik, som i første omgang stod på skuldrene af Hegel (1770-1831), Marx (1818-83), Nietzsche (1844-1900), Freud (1856-1939) og Weber (1864-1920).
I Amerika befandt sig nu følgende medlemmer af Frankfurterskolen: 1960ernes guru for “The New Left” Herbert Marcuse (1878-1979), Max Horkheimer, Theodor Adorno (1903-69), Erich Fromm (1900-1980), Leo Lowenthal (1900-93) og Jürgen Habermas (f. 1929), der var elev af Theodor W. Adorno og senere blev den sidste store repræsentant for Frankfurterskolen og dens kritiske teori.
Frankfurterskolen kombinerede marxistisk analyse med freudiansk psykoanalyse og skabte grundlaget for det, der senere blev kaldt “kritisk teori”. Denne teori var en destruktiv kritik af den vesterlandske kulturs grundlæggende forestillingsverden, som omfatter kristendom, kapitalisme, autoritet, familie, patriarkat, hieraki, moral, tradition, seksuel ufrihed, loyalitet, patrotisme, nationalisme, arv, etnocentrisme, konvertioner og konsevativisme.
Frankfurterskolens filosoffer mente, at så længe et individ havde troen på, at hans gudgivne fornuft kunne løse de problemer samfundet befandt sig i, ville samfundet aldrig nå den tilstand af håbløshed og fremmedgørelse, som var helt nødvendigt for at fremprovokere en socialistisk revolution.
Det gjalt derfor om så hurtigt som muligt, at underminere den judæisk-kristne arv. Man anbefalede derfor at fremsætte en destruktiv kritik af ethvert område af samfundslivet med henblik på at destabilisere samfundet og styrte den undertrykkende orden. Denne kulturrevolution skulle sprede sig som en virus og fortsætte det ideologiske arbejde med andre midler end de rent politiske. Følgende ideer var på tegnebrættet:
At gøre brug af bestandige anklager om racisme.
At gennemføre stadige politiske forandringer på lokal niveau for at skabe forvirring.
At underminere skolernes og lærernes autoritet.
At gennemføre en enorm indvandring fra tredje verdens lande for at bryde den gamle befolknings identitetsfølelse (“to rub the nose of the conservatives in diversity”). LFPC skriver i Snaphanen: “Vi taler altså om folk der ønsker at skabe kaos gennem ‘åbne grænser’, og at der ikke er nævneværdig afdækning af dette forhold, men tværtimod spin om humanitære interesser osv. i etablerede medier.”
At tømme kirkerne.
At skabe et upålideligt retssystem, hvor den kriminelle opfattes som et offer for samfundets fejlslagne politik.
At skabe afhængighed af statslige og kommunale velfærds goder.
At etablere kontrol med og politisk korrekt nedtoning af medierne gennem venstreorienterede journalisters optik.
At fremme kernefamiliens sammenbrud.
Frankfurterskolen kunne bruge Freuds idé om “pan-seksualitet” og menneskets naturlige søgen efter seksuel nydelse. Men heri lå også en kuldkastelse af de traditionelle forhold mellem mænd og kvinder. Faderens autoritet skulle angribes, og vigtigheden af både faderens og moderens traditionelle roller skulle nedvurderes således, at man kunne fravriste familiens ret til at være barnets primære opdragere.
Man skulle naturligvis også afskaffe forskellen på drengene og pigernes opdragelse, og i hele taget erklære alle former for maskulin dominans for chauvinisme og forældede. Kvinder skulle kunne indtræde i alle de funktioner i samfundet, som havde været domineret af mænd – også de væbnede styrker. Disse ting forudsatte imidlertid, at kvinder blev erklæret for en “undertrykt klasse” og mænd for “undertrykkerne”.
Fortsæt med at læse “Det politisk korrekte har rod i Frankfurterskolen”