The artist, known only as Rosato, has been placing burkas on statues throughout Germany and photographing them to protest against Islam’s oppression of women (endnu en video)

ISLAMISMEN findes i adskillige udgaver, ligesom islam som bekendt slet ikke er en enhedsreligion. Men islamisterne er aldeles enige om en enkelt ting, og det er den klippefaste grund under sharia: Kvinder skal spærres inde. I haremmer, burkaer, chadorer, niqaber, lange ærmer, sorte handsker, klodsede sko, tonede ruder, uformelige frakker i smeltende hede ved højlys dag. En anstændig kvinde sidder i fængsel. Kvinder har ikke ret til at bestemme over sig selv; kvinder tilhører mænd. Dét er alle islamisterne helt og aldeles rørende enige om, uanset om de har andre meningsforskelle. Og dét udgør den forfærdeligste ulykke for deres egne samfund. E R kvinder indespærrede og retsløse, betyder det, at alle mennesker – mænd som kvinder – vokser op med en i princippet mindreårig, komplet uuddannet og blankt uvidende person som deres første væsentlige voksne. Så alle børn har en begrundet foragt for deres mor. For piger betyder det, at de lærer at foragte sig selv og vise aggression over for kønsfæller. Men endnu langt værre er, hvad systemet gør ved drenge. Drenge, der vokser op til at foragte deres egen mor og anse sig selv som ufejlbarlige, bliver afstumpede og farlige for både sig selv og andre. Hvorfor gøre sig umage med skolen, livet, jobbet eller lovlydigheden, hvis man allerede er en gud?…Hvis man begynder med at sætte sin mor bag tremmer, ender det galt. – Fra Ledende artikel: Islamistisk internationale, Weekendavisen, 28.12.2012 (ikke online)

Der er andre kunstneriske protester. Kunstneren Mehdi-Georges Lahlou bor heldigvis for ham ikke længere i Mellemøsten. SE også hans Stupidité contrôlée II, der ikke kan indlejres.

En minister går til bekendelse
Af Torben Hansen

Den 27. december 2012 var en mindeværdig dag. En af regeringens tunge politikere, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kom på skærmen og erklærede: “Jeg kan jo ikke trylle!” Emnet var arbejdsløshed, og her har venstrefløjens politikere i mange år lovet at “skabe flere jobs”. Staten besidder guddommelig skaberkraft, og RAF-regeringen har store planer for at ændre samfundet – naturligvis til det bedre. Men her er en minister ramlet ind i de faktiske forhold i jernindustrien.

Mette Frederiksen er blevet kaldt “skrigeskinke”. Betegnelsen er uretfærdig. Efter valget i 2011 fik hun jordforbindelse og har eksempelvis opfordret borgerne til at udvise skepsis overfor staten. Mamma mia! Nu erkender hun så, at arbejdspladser ikke skabes per dekret.

Øjensynligt findes der i og bag regeringen andre erfaringsramte voksne (som Bjarne Corydon og Mathias Tesfaye). Vil det lykkes dem at udmanøvrere den postfaktuelle tøsebande – eller i det mindste nedtone dens absurde budskaber!

Krise i kliken

Eva Hamilton, VD för Sveriges Television, kunde berätta om hur utmaningarna sett ut inifrån. Hon talade bland annat om hur frågor om migration och integration, liksom Sverigedemokraterna som parti, väckt en hel del diskussion i journalistkretsar under året. Hon hade också synpunkter på hur regeringens dominerande parti, Moderaterna, haft svårt att få ens de egna ministrarna att enas kring framtidens politik för publicservicebolagen.

Journalisten och författaren Lena Sundström, just nu tjänstledig från TV4, är djupt engagerad i just frågor om migration och främlingsfientlighet. Hon kritiserade hur inte minst SvT agerat i de frågorna under året. Och hon hade också synpunkter på hur granskade makthavare agerade utifrån olika djurs beteende: papegojor, pudlar, pitbulls – och strutsen.Mediernas årskrönika 2012

‘Når krybben er tom’, bides hestene, når opinionspresset fra SD og tilhængere øger, skændes journalisterne. De burde være ligeglade, men de er socialdemokrater, der er ved at blive overhalet indenom og Miljöpartister i renholdningsbranchen. Det samme vil vi se ske i partierne, man ser det med jævne mellemrum: sprækker i muren og afhopninger. De er ved at blive bløde i knæene, men det er en lang bevægelse af få dem helt på knæ og indrømme, at de tog fejl hele tiden. Noget er i gang, der ikke lader sig styre, men der er så meget, der er blevet ustyrligt i Sverige. En dæmning vil briste, betonen krakellerer, hvornår vandmasserne vælter frem, er selvfølgeligt umuligt at sige, men det varer ikke så længe, som det har gjort.

Av Peder Jensen alias Fjordman

En kortere kronikk basert på boken En norsk tragedie er tidligere blitt publisert av Jensen hos avisen Fædrelandsvennen i Norge.

Det er utkommet en del bøker om Breiviksaken allerede og flere vil det bli, inkludert min egen Witness to Madness, som bør være i sirkulasjon våren 2013. Få mennesker orker å lese alle disse. Vanlige folk er sikkert lei av Breivik, hans plastisk opererte nese, selvkonstruerte Knights Templar-medaljer, grenseløse sadisme og klager på manglende fuktighetskrem.

Jeg vurderte selv hvilke norske bøker jeg skulle bruke tid og penger på og bladde igjennom flere av dem, blant annet Kjetil Stormarks spekulative utgivelse Massemorderens private e-poster. Hele denne boken er basert på lovbrudd og hacket materiale fra flere epostkontoer der Breivik i mange år skal ha kommunisert med et stort antall personer som ikke har gjort noe kriminelt. Det hevdes at disse er blitt anonymisert, men bare ved å bla igjennom kunne jeg se flere tilfeller av at private epostadresser og vesentlige opplysninger likevel var blitt publisert.

På tross av denne smakløse og lovstridige oppførselen har ikke herr Stormark oppnådd særlig annet enn å vise at Breivik var en ganske dårlig skribent som skrev kjedelige eposter. Jeg kjøpte heller ikke Øyvind Strømmens bok Det mørke nettet, som ved hurtig gjennomlesning dessverre fremsto som akkurat like endimensjonal som man kunne frykte.

Valget falt til slutt på Aage Storm Borchgrevinks utgivelse En norsk tragedie – Anders Behring Breivik og veiene til Utøya. Denne er av noen blitt beskyldt for å dikte litt for mye mellom linjene, slik at enkelte passasjer har mer form av skjønnlitteratur enn av fakta.

Bokas klart største svakhet er imidlertid dens politiske sider. Forfatterens omtale av personer som meg eller Hans Rustad fra Document.no skiller seg ikke i vesentlig grad fra det Øyvind Strømmen eller Lars Gule presterer, men han fokuserer heldigvis mindre ensidig på dette.

Borchgrevink nevner riktignok kort at den unge Arbeiderparti-mannen Einar Gerhardsen troppet opp utenfor avisen Aftenpostens lokaler i Oslo og truet redaksjonen med dynamitt.1 Han ble tiltalt og dømt for forholdet. Likevel forhindret ikke slike grove voldstrusler ham fra å bli statsminister seinere, faktisk den statsministeren som satt lengst ved makten i Norge på 1900-tallet. Voldsretorikk er tydeligvis mer akseptabelt fra noen grupper enn det er fra andre.

Gerhardsen var aktiv allerede under Arbeiderpartiets kommunistiske epoke på 1920-tallet. I likhet med resten av partiets ledelse forlot han til slutt den revolusjonære linjen og ble demokratisk sosialist. Hans kone Werna Gerhardsen hadde likevel et komplisert forhold til kjente KGB-agenter fra det kommunistiske diktaturet Sovjetunionen under Den kalde krigen.

Borchgrevink inntar jevnt over et ståsted der sosialdemokratene og deres politikk presenteres som god og uproblematisk. Han bruker nesten ingen plass på å vurdere om muslimsk innvandring kan utgjøre et reelt problem eller om godt organiserte krefter som Det muslimske brorskapet promoterer sharialover også i Europa, slik blant annet den modige irakiskfødte dissidenten Walid al-Kubaisi har påvist. Borchgrevink avfeier alle slike tanker som “vrangforestillinger”, et medisinsk uttrykk han konkret bruker om dette på side 166.

Det som likevel gjør boka verdt å lese, tross slike ganske betydelige svakheter, er den kontroversielle informasjonen han presenterer om Breiviks familieforhold og oppvekst.

Forfatteren mener å se direkte spor av ABBs barndomstraumer i noen av de mørkeste delene av kompendiet, og dermed indirekte i Breiviks forbrytelser. Han legger vekt på at ingen enkeltfaktor aleine skapte massemorderen, heller ikke en traumatisk barndom med mulig mishandling. Men dette er likevel en stor bit som må bli tatt med i det endelige puslespillet.

ABBs mor Wenche hadde hatt en “ekstremt vanskelig oppvekst”.2 Hennes egen mor fikk polio mens hun var gravid med Wenche og endte opp i en rullestol, noe hun angivelig seinere klandret datteren for. Faren hennes døde da hun var liten, mens moren gradvis utviklet en psykisk lidelse i form av paranoide forestillinger.

Anders Behring Breivik vokste altså opp i en atmosfære av psykiske lidelser og mental ustabilitet som gikk flere generasjoner tilbake og kan muligens selv ha vært genetisk disponert for slike lidelser. Hans mor “kunne fremstå nærmest som overgriper i forholdet til den lille sønnen, men var i et annet perspektiv selv offer”.3

Psykiske lidelser er dessverre fremdeles mer tabubelagte enn fysiske sykdommer, selv om situasjonen er litt bedre nå enn den var tidligere. Mange mennesker vil frykte å få en sykdom i hodet mer enn en sykdom i nyrene, men hos Breivik synes frykten for mentale lidelser å være uvanlig sterk. Skyldes hans enorme frykt for å bli sett på som “gal”, noe han betrakter som “en skjebne verre enn døden”,4 at han har hatt sinnslidelser tett på seg i sin nærmeste familie?

ABBs mor hevdet i sin sykehistorie at hun opprinnelig ønsket abort da hun var gravid på grunn av problemer i ekteskapet, men hun klarte ikke å bestemme seg for å søke innen tidsfristen. Allerede under svangerskapet oppfattet hun fosteret som kom til å bli Anders Behring Breivik som et vanskelig barn som sparket til henne, nesten bevisst og ondsinnet.5

På tross av dette opplevde hun det som provoserende at barnets far, Jens, var til stede under fødselen fordi “Anders var hennes!” Hun sluttet dessuten å amme sønnen da han var ti måneder gammel fordi hun oppfattet babyens suging som så aggressiv at den ødela henne.

Borchgrevink antyder at ABBs mor helt fra han var født, og kanskje til og med før han var født, oppfattet den lille gutten som en voksen person med onde hensikter, “en slags manipulerende og usårbar skurk”. Noen tiår seinere ble han faktisk en skurk, men det er diskutabelt om han var født slik.

Overfor saksbehandleren hun snakket med på sosialkontoret ga moren Wenche uttrykk for at hun ønsket “å bli kvitt” Anders. Det er uklart om hun med dette mente at han burde adopteres bort eller forsvinne på annet vis. Hun innrømmet til dels selv at hun ikke taklet sin sønn. Likevel motsatte hun seg flere forsøk på ekstern hjelp, og motsatte seg dessuten å gi fra seg den påstått onde sønnen som hun ville bli kvitt da barnets far omsider søkte foreldreretten.

Borchgrevink påpeker, som andre også ha gjort, at selv om Breivik i manifestet tar avstand fra nazister så hyllet han flere ganger kjente nynazister under rettssaken og etterpå. Først og fremst er kompendiet etter hans syn en dypt personlig tekst som i praksis kan betraktes som et angrep på personene rundt ham og en slags hevn for hans oppvekst og liv. Breivik antyder direkte i det såkalte manifestet at barn bør bli fjernet fra deres mødre allerede ved fødselen av.

Dette er lettvint blitt avskrevet av massemediene som “anti-feminisme”, noe som er nok et utslag av intellektuell latskap og uærlighet. De som ikke er feminister vil typisk heller at man skal bevare tradisjonelle kjønnsroller og at kvinner dermed i størst mulig grad skal være hjemme med barna når disse er små. Tanken om å ta barna fra mødrene på generell basis har en viss marxistisk forankring, men normalt sett ikke i så utpreget grad som hos Breivik.

Derimot gir dette bisarre forslaget mening dersom man ser det i sammenheng med Breiviks egen traumatiske oppvekst med sin svært ustabile mor. Forslaget i manifestet er derfor dypt personlig. ABB har ironisk nok adoptert ett av venstresidens slagord, nemlig at det personlige er politisk. Til en viss grad vurdere alle mennesker verden ut ifra sine personlige erfaringer, men dette skjer i uvanlig høy grad med en ekstrem narsissist som Anders Behring Breivik.

Boken En norsk tragedie kommenterer det påfallende sterke ønsket om å fjerne kvinner fullstendig, med fødefabrikker, outsourcing av reproduksjon til kvinner i den tredje verden eller bruk av kunstig livmor, samt totalitær kontroll av et statlig Vokterråd over oppveksten til alle barn som fødes. Borchgrevink indikerer korrekt at dette skiller seg betydelig fra vanlig konservativ kritikk av radikal feminisme. Faktisk gikk selv ikke brutale totalitære bevegelser som kommunistene eller nazistene vanligvis så langt i praksis, selv om de kom nærmest dette.

Forfatteren påpeker at Breivik i sitt kompendium/manifest “ønsket å bli kvitt mor fullstendig. Kanskje er det dette prosjektet som er det sentrale i uavhengighetserklæringen hans”.6 Breivik hevdet selv at hans egen mor er den eneste personen som kan gjøre ham emosjonelt ustabil.

De sakkyndige psykiaterne Husby og Sørheim relaterte Breiviks besynderlige beskrivelser av seg selv som en robot eller maskin til en tilstand kjent som aleksitymi, en manglende evne til å gjenkjenne eller beskrive egne følelser. Borchgrevink argumenterer for at dette kanskje er Breiviks “mest karakteristiske trekk (eller symptom), og har preget ham siden barndommen”.7

På et visst plan har ABB følelser, men disse ser ut til å knytte seg primært til narsissisten Breiviks grandiose selvbilde og angivelige krenkelser av dette. I slike tilfeller kan han bli sint og klage på karakterdrap, eller gråte i retten når han ser sin egen banale propagandafilm.

Borchgrevink kommenterer at i følge fagpersonale som observerte ham da hadde Anders allerede som treåring vansker med å uttrykke følelser, selv om hans språkferdigheter ellers var normale. Han spør seg om dette skyldtes en genetisk betinget forstyrrelse i hjernas utvikling eller en emosjonell skade som følge av en form for mishandling fra hans mentalt ustabile mor.

Han beskriver hvordan Breivik i løpet av rettssaken enkelte ganger kunne fremvise verbale ferdigheter og noe som ligner humor, men samtidig kom hans paranoide trekk tydelig frem gjentatte ganger, noe rettspsykiaterne innrømmet. Dessuten var Breiviks åpenbare og sterke narsissisme “konstant, umodifiserbar og fullstendig utenfor kontroll av hans intelligens”.8

Selv erfarne jurister satt med blanke øyne og en tåre i øyekroken da de grufulle detaljene fra dobbeltangrepene ble gjenfortalt av overlevende og etterforskere i rettslokalene. “Bare Breivik satt rolig, tilsynelatende uberørt i sitt radikale utenforskap. En fremmed på jorden” 9, som Borchgrevink beskriver ham. Med langsomme bevegelser fylte han glasset med vann fra muggen foran seg og førte det til leppene, uttrykksløs, fjern i blikket og mentalt sett et helt annet sted. De følelsesmessige reaksjonene til hans ofre affiserte ikke Breivik det minste, men han kviknet fort til og spisset ørene når de tekniske detaljene av hans massakre ble omtalt.

Ett av de spørsmålene som hittil er blitt overraskende lite kritisk belyst er hvorvidt det er sannsynlig at en så eksepsjonelt selvsentrert person som Anders Behring Breivik overhodet er i stand til å “ofre seg for en større sak”, slik han hevder at han ville. Både de som mener han er sinnssyk og de som hevder at han er strafferettslig tilregnelig har stort sett alle kommentert hans ekstreme narsissisme pluss utviklede voldsfantasier og sadistiske personlighetstrekk.

Det er liten tvil om at Breivik er en mann som mangler empati og bryr seg lite eller ingenting om andre mennesker enn ham selv. Men hvis han ikke bryr seg om andre personer eller noe som er større enn hans egen navle, hvorfor skulle han da “ofre seg” for andre personer og bli “martyr” for sitt folk? Dette er svært selvmotsigende og gir ikke logisk mening. Hvis man ikke bryr seg om andre mennesker ofrer man heller ikke sitt liv for andre mennesker.

Forfatter Aage Storm Borchgrevink analyserte Breiviks mentalitet fra ulike innfallsvinkler og leste igjennom hele hans kompendium/manifest flere ganger. Han konkluderte gradvis med at mannen er mytoman og utviser klare tegn på pseudologia fantastica, eller patologiske løgner. Noen ganger dikter han kort og godt opp ting som ikke finnes, andre ganger overdriver han voldsomt, slik at mindre begivenheter som har hendt ham plutselig får en enorm betydning:

“Etter hvert syntes jeg at kompendiet egentlig bare ga mening hvis man leste det som en respons på erfaringer og konflikter i hans eget liv, særlig barndommen. 1300 år med konflikt mellom Vesten og islam fremsto som en dekkhistorie, og rettssaken bekreftet inntrykket. Han redegjorde famlende og uengasjert for det politiske og historiske, men kviknet til så snart det var snakk om terrorisme. Radikaliseringen hans fremsto som utslag av hans pseudologia fantastica: beretninger om fiktive konfrontasjoner med muslimer ispedd rene bagateller. Barndommen ville han derimot ikke snakke om”.10

Borchgrevink nevner motforestillingene mot å snakke om familieforholdene til Breivik generelt og moren spesielt. Det ble kort antydet av blant annet statskringkasteren NRK at det kunne finnes en historie av psykiske lidelser, og ved en anledning til og med at Breivik kunne ha vært eksponert for noe av seksuell natur i barndommen.11 Disse temaene ble det imidlertid hurtig lagt lokk på igjen. Massemediene sa ikke noe mer om dette før eller under rettssaken.

Man kan spørre seg om tausheten hadde vært like øredøvende dersom det var faren som var blitt beskyldt for å ha begått overgrep, kanskje av seksuell natur. Personlig tviler jeg på det.

Offentligheten ble kun gjort oppmerksom på disse problemstillingene i større bredde etter at rettssaken mot Breivik var avsluttet og det var klart at ingen av partene ville anke dommen.

Borchgrevink fremhever at det isolert sett kan sees på som positivt at samfunnet forsøker å beskytte enkeltmennesker selv etter en slik forferdelig ugjerning. Likevel må dette hensynet veies mot offentlighetens rett til å få mest mulig klarhet om saken og om hvorfor denne bestemte personen begikk slike grusomheter. Hovedpoenget er etter forfatterens mening ikke å henge ut moren, men å spørre hvorfor ikke hun fikk mer hjelp fra barnevernet eller andre.12

Breiviks angrep hadde skremmende mange dødsofre, og dessuten overlevende med fysiske eller mentale skader. Hver og en av disse har igjen mange slektninger og venner. Samlet sett er det svært mange mennesker som er blitt sterkt berørt av Breiviks ugjerninger. Borchgrevink argumenterer overbevisende for at interessene til alle disse tallrike menneskene samlet sett bør oppveie interessene en enkelt person, massemorderens mor, måtte ha i å holde deler av deres felles privatliv skjult. Mange borgere vil nok være enig i en slik konklusjon.

Avisen VG publiserte rapportene til begge parene av rettspsykiatere på internett, noe som var ulovlig siden disse skulle være unntatt offentlighet.13 VG la ut nesten hele den første rapporten som konkluderte med at Breivik er sinnssyk, men med ett svært viktig unntak: De sladdet ut noen sider i teksten som omhandlet Breiviks interne familieforhold, spesielt den grove omsorgssvikten til hans mor, som i alle fall grenset til regelrett mishandling.

Det er mulig at dette var gjort i god hensikt, men det bygget samtidig opp under konklusjonen som VGs redaksjon meget aggressivt presset på for å få, nemlig at Breivik er tilregnelig.

Enten man liker det eller ikke så er det relevant å spørre om oppveksten til en person som har begått det verste massemordet i moderne nordisk historie. De første rettspsykiaterne konkluderte med at ABB lider av paranoid schizofreni. Dette kan sikkert bestrides. Det er mye vi ikke vet om denne sykdommen. Det finnes til og med de som hevder at det vi i dag betegner som schizofreni egentlig dreier seg om flere forskjellige, beslektede sykdommer.

Det finnes derimot en del forskning som antyder at slike sinnslidelser ofte har en betydelig arvelig komponent, enten man ser på gener eller miljø eller begge deler. Det er en markant økt risiko for at du kan lide av slikt dersom andre nære slektninger har en lignende lidelse.

I tilfellet Anders Behring Breivik er det etter rettssaken blitt kjent at minst to nære slektninger i direkte linje, hans mor og hans mormor, har vært plaget av store mentale problemer, samt at ABBs mor kan ha utsatt ham for mental og kanskje fysisk mishandling under de aller mest følsomme oppvekstårene som barn. Uavhengig av om man liker det eller ikke er dette informasjon som var og er av vesentlig interesse for å vurdere hans sinnstilstand. Det kan ikke bare ignoreres eller feies under teppet, men det var nettopp dette norske massemedier gjorde inntil rettssaken var avsluttet.

Fortsæt med at læse “Tegneseriefiguren Breivik: Reality TV massemorder?”

Efter at have hørt mig gennem flere forargede reportager på Sveriges Radio om disse våbenliderlige amerikanere, fik jeg trang til at få nogle tal på liderligheden. Amerikanerne er rigtig nok velbevæbnede med næsten ét lovligt våben pr person i landet fra spædbarn til plejehjem. I Sverige er det ‘kun’ hver 3. svensker, der har et lovligt våben, nemlig to millioner våben fordelt på 628 000 ejere.

Noget af et hjemmeværn, de kan stable på benene. Jeg kan ikke se andet end en nuanceforskel, og iøvrigt er det sjældent de lovlige våben bruges til noget kriminelt. Peter Mangs i Malmø var en undtagelse med sin lovlige Glock. Han kan ikke have være screenet psykologisk forinden han fik den med så besyndelig en opførsel og livsbane.

Der skulle være cirka 40.000 illegale våben i Sverige, og de bliver flittigt brugt, som enhver kan se i aviserne. Hvis guncontrol er så vigtigt i USA for SR, så kan det vel ikke være meningen, at hver 3. civile svensker i givet fald kan udstyres med et lovligt våben. Når SR ikke laver en reportage om det, må det skyldes det gamle, svenske, journalistiske princip: Problemer er bedst, når de foregår på den anden side af jorden, eller i det mindste i Danmark.

Et skoleskyderi eller en Breivik-massakre, der har mange psykologiske ligheder med skoleskyderier, kan ske i Sverige når som helst. Med så mange våben i omløb, er det snarere et under, det ikke er sket før. Mindre variationer har vi set med Ausonius i 1991, og Flink i 1994 (Mattias Flink brugte sit militære våben), begge temmelig afvigende personer. Heldigvis er svensk politi bevæbnet, hvad norsk endnu ikke er, en fatal faktor i Breiviks uhindrede Ragnarok.

U.S. citizens own 270 million of the world’s 875 million known firearms, according to the Small Arms Survey 2007 by the Geneva-based Graduate Institute of International Studies….On a per-capita basis, Yemen had the second most heavily armed citizenry behind the United States, with 61 guns per 100 people, followed by Finland with 56, Switzerland with 46, Iraq with 39 and Serbia with 38. France, Canada, Sweden, Austria and Germany were next, each with about 30 guns per 100 people, while many poorer countries often associated with violence ranked much lower. Nigeria, for instance, had just one gun per 100 people. U.S. most armed country with 90 guns per 100 people

Jalving: Skandinavisk bogduel

Lad to bøger fra skandinaviske nabolande runde året af.Den ene hedder ”Rødt, hvidt og blåt. Om demokratiet i Europa” og er skrevet af den norske samfundsforsker Asle Toje; den anden hedder ”Migrationens kraft: Derfor behøver vi åbne grænser” og er skrevet af de liberale svenske skribenter Johan Norberg og Fredrik Segerfeldt. Bøgerne er interessante på hver deres måde og griber fat i et af de felter, der er under hastig forandring i disse år.

Hvor bøgerne er bedst, får de os til at overveje, om den vej, vores samfund er slået ind på i migrationens tidsalder, overhovedet er farbar. Er vi på vej fremad – eller er vi godt i færd med at ødelægge vore børns muligheder?Begge bøger hælder mod det sidste svar, men af vidt forskellige grunde, og lad mig bare være ærlig. Jeg foretrækker så langt den norske empiriker for de svenske teoretikere. Toje rejser rundt, samler prægnante indtryk og opsøger centrale vidner til vor tid i de europæiske byer. Det er mildt sagt ikke opbyggeligt, men en rejse i problem efter problem, affattet på et – for en akademiker – overraskende ærligt norsk, som når han et sted noterer tørt, at han følte sig som et Munch-maleri, da han vågnede næste morgen.Svenskerne derimod ordner verdenssituationen ved hjælp af en liberal kalkule om, at mennesker er rationelle skabninger, og at det derfor er rationelt at minimere antallet af barrierer…..JP.

Av Julia Caesar:

Copyright Julia Caesar, Snaphanen och HRS. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

Julen pågick för fullt i Svea rike. Snöflingor föllo mjukt och reglementsenligt på taken till såväl höghus som små röda stugor, adventsstjärnorna spredo sitt varma sken i alla fönster som inte voro blockerade av parabolantenner, och förväntningarna hos såväl barn som vuxna hade stått i högan sky inför den dag då de alla skulle bänka sig i gemenskap kring den årliga dyrkan av en tecknad anka.

Och det hände sig vid den tiden att det från den samlade överheten utgick ett påbud att alla med julen förbundna traditioner skulle avskaffas. Det var den första rejäla traditionsutrotningen i modern tid, och den hölls när alliansregeringen styrde Svea rike och Svea rike i sin tur var lydrike under EU.

Hade icke de specialutbildade näsorna från statliga Halal-Tjänst i Kiruna redan i veckor sprungit trappa upp och trappa ned i husen för att med sina känsliga luktorgan sniffa efter otillbörligt skink- och griljeringsos? Jo sannerligen, och resultatet hade icke låtit vänta på sig. Illegalt innehav av julskinka hade avslöjats i ett flertal fall, trots statliga dekret om att allt som härstammade från gris, såsom grisfötter, korv och den traditionella syltan, var att betrakta som främlingsfientligt och muslimkränkande barbari och således strängeligen förbjudet.

“Vi ska ha tålamod med demokratin” sa Överstemogulen

Skenet av det julfyrverkeri som sprakade loss när självmordsbombaren Taimour Abdulwahab sprängde sig själv i luften i centrala Stockholm strax före jul 2010 hade som genom ett trollslag falnat sedan Överstemogulen efter 19 timmars tankfull tystnad fällde de numera legendariska orden:

”Det som hänt är oönskat och oacceptabelt. Det är oacceptabelt därför att Sverige är ett öppet samhälle. Ett öppet samhälle som har markerat en vilja att människor ska kunna ha olika bakgrund och tro på eller inte tro på några gudar alls. Kunna leva sida vid sida i vårt öppna samhälle. Vår demokrati är välfungerande. Den som känner frustration och ilska har utrymme att uttrycka det på ett sätt som inte leder till våldsamheter. Vi ska värna den svenska öppenheten och ha tålamod med demokratin” sa Överstemogulen till sina undersåtar.

Det gnisslade alltmer i folkets djupa led

Folket i Svea rike hade haft tålamod med demokratin i exakt två år efter detta banbrytande uttalande, men för att blidka de kränktas arméer tarvades nu mer kraftfulla insatser. Det gnisslade alltmer högljutt i folkets djupa led över det tilltagande fjäsket och undfallenheten för invandrares medhavda religion och kultur på bekostnad av svensk kultur och traditioner. Smärtsamt medveten om situationens allvar hade Överstemogulen inkallat såväl Statstelevisionens chef Eva Hamilton som Statsradions dito, Cilla Benkö, till ett krissammanträde inför den annalkande julen.

“Julen representerar de sista resterna av vårt barbariska kristna kulturarv” hade Överstemogulen inlett med ett mer än vanligt grinigt tonfall. “Gör något! Åtgärder! Revidera programtablåerna! Erinra er att ert enda existensberättigande är som statens propagandaorgan!” röt han.

En fet smocka rakt i ansiktet på folket

Statstelevisionens chef genmälde att hon inför denna jul verkligen gjort sitt yttersta för att utplåna alla inslag som på något sätt kunde röja att julen var en gammal tradition med kristna rötter. Därmed skulle statstelevisionen uppfylla sin propagandistiska plikt och rikta en stor fet smocka rakt i ansiktet på hela svenska folket. I förorättad ton sade hon att hon verkligen inte hade sparat någon möda. Hon hade inkallat samtliga under- och under-underchefer till ett Sturm- und Drangmöte och inpräntat förhållningsorder hos dem. Personligen var hon mycket nöjd med resultatet. Jublet steg i tv-husets korridorer när den senaste traditionsdödande mångkulturella framstöten blev känd: en svart Lucia.

Endast fullblodsrasister kunde opponera mot detta verkligt radikala grepp. “Äro vi icke alla invandrare i grund och botten? Hava vi icke i likhet med Överstemogulen från begynnelsen negroida rötter?” sporde sig programledningen och besvarade sin egen fråga jakande.

Nästa Lucia ska vara ett svart hen

Dock hade redan kraftfulla protester influtit från landets alla genuscertifierade universitet i det att de funno den svarta Lucian besvärande konventionell och könsstereotypisk. Nomineringen vid landets radikala lärosäten inför nästa års Lucia var redan i full gång med den givna målsättningen att det skulle vara en svart man med så otydliga könskaraktäristika att han kunde passera som ett ur genusperspektiv godtagbart “hen”. Protester hade även influtit mot att ekorrarna Piff och Puff är bruna samt mot det faktum att Kalle Anka år efter år tillåts gå omkring utan byxor samtidigt som han har ensam vårdnad om sina tre brorsöner. Enligt opponerande påtryckningsgrupper föreligger här klar pedofilvarning.

En rappare på bruten förortssvenska

Endast verkligt främlingsfientliga element med hemvist i de så kallade “järnrörssajterna” kunde tänkas ta illa vid sig av vad som sedan följde i den mäktiga tv-utsändningen från Luciafirandet i ärevördiga Uppsala domkyrka. När chocken över den svarta Lucian hjälpligt lagt sig steg i kyrkans kor fram en ung man med invandrarbakgrund och rappade med inlevelse sin hyllning till det mångkulturella samhället på bruten förortssvenska.

“Där fick dom så dom teg” fnittrade tv-chefen förtjust. “Korkade traditionsbundna svenskar, det är på tiden att de vänjer sig vid mångfalden. Vi lever i en ny tid. De som inte anpassar sig får problem.”

Kränkt pepparkaksgubbe gråter ut i P1

Radiochefen Cilla Benkö hade å sin sida med motsvarande förtjusning noterat Martin Wicklins innovativa inslag om Lucia i P1 “Medierna”. Med darr på stämman hade han informerat lyssnarna om hur det var när han gick på lekis i slutet av 1970-talet:

“Det var aldrig något snack om vem som skulle vara pepparkaksgubbe i Luciatåget. Det skulle Kristian och jag vara, för vi var ju så bruna och fina, som fröken sa.”

Det var då, i slutet av 1970-talet, som Martin Wicklins internationella påbrå hade förvandlats till ett trauma som fortfarande skaver mer än trettio år senare. Men istället för att bearbeta kränktheten hos en psykoterapeut ringer Martin Wicklin med gråtfärdigt darr på stämman upp Sverigedemokraternas ledare Jimmie Åkesson och frågar om han är rädd för att det inte ska vara tillräckligt med julpynt på gatorna. Sedan säger han “God jul, Jimmie”, och då är sammanbrottet nära.

Alltihop är Sverigedemokraternas fel

Det är med andra ord Sverigedemokraternas fel att Martin Wicklin fick vara pepparkaksgubbe för mer än trettio år sedan, trots att Sverigedemokraterna inte fanns då. En vinkling som radioledningen känner ligger helt rätt i tiden. Som förebild har Cilla Benkö sneglat på Helsingborgs Dagblads krönikör Patrik Lundberg, som delar pepparkakstraumat med Martin Wicklin och i en krönika utropar:

“Jag är redo för ugnen. Värm upp ugnen till 200 grader. Peta in en invandrare i brasan. Jag är redo igen.”

Med smärta minns Patrik Lundberg ett luciatåg på mellanstadiet.

“Klassen fick rösta fram tärnor, stalledrängar och så vidare. Själv blev jag framröstad som en av tre pepparkaksgubbar. Den andre var från Ungern och den tredje kom från Libanon. De tre enda i klassen med svart hår och olivfärgad hy fick spela ugnsbakade marionetter.”

Mångkulturpropaganda hela annandag jul

Sedan förvånade radiolyssnare på fjolårets juldagsmorgon istället för en kristen morgonandakt på kristendomens heligaste dag fått höra imamen Abd al Haqq Kielan breda ut sig om islam beslöt programledningen att annandag jul detta år skulle bli den verkliga propagandahöjdpunkten i framförandet av den statliga mångkulturella agendan.

Några utdrag ur programtablån annandag jul i radions P1:

Fortsæt med at læse “Evangelium i en ond tid”

PVV leader Geert Wilders is to step up his campaign against Islam in 2013, the parliamentarian told Nos television in an interview.The fight against Islam is a mission for life, Wilders told the broadcaster. Wilders said he would step up his fight against ‘the biggest sickness’ the Netherlands has had at home and internationally, ‘from Australia to America, from Switzerland to wherever.’Wilders also again renewed his statement that the Netherlands has a ‘Moroccan problem’. It is Moroccan racism that they rarely rob each other, Wilders said. Dutch News

Hele NOS interviewet ovenfor (hollandsk utekstet). Bliver det undertekstet, skiftes videoen ud.

52% of Rapes in Rome Committed by Immigrants

59% in Milan, 40% in Italy

Immigrants account for only 6 percent of Italians, but for an impressive 40 percent of Italy’s rapes. 6.3 percent of the rapes in Italy are carried out by Moroccans. The numbers really pack up around urban areas.

In Rome, immigrants are responsible for 52 percent of rapes. In Milan the number goes up to 59 percent. 8 percent of the rapes in Milan are carried out by Egyptians and 7 percent by Moroccans. In Bologna, 53 percent of the rapists were immigrants, of whom 11 percent were Moroccans. Daniel Greenfield (Violeurs étrangers en Italie : les comptes fantastiques des immigrationnistes)

En phd. i Fjordmanologi?

Hvorfor ikke? Masseuniversiteterne uddanner humorforskere. Artiklen er nynorsk, nedsætter læsehastigheden med 50 %:

22. juli tvinga oss til å sjå at det er mykje ekstremisme på nettet, seier professor Jill Walker Rettberg. No lyser Institutt for lingvistiske, litterære og estetiske studium ut ei stipendiatstilling som er øyremerka forsking på ekstreme ytringar på verdsveven.

Ein av bloggarane som media fokuserte på etter 22. juli, er Fjordman. Han var nemnd i Anders Behring Breivik sitt manifest, og det har vorte sagt at han er Behring Breivik sin ideolog. Fjordman er ein høgreradikal antiislamist. Han har vorte skulda av mellom andre Marie Simonsen, som er politisk redaktør i Dagbladet, for å vera ein ekstremist som oppmodar til politisk vald. Sjølv har Fjordman uttalt at han aldri har treft Behring Breivik, og at det berre er massedrapsmannen som kan skuldast for det som hende 22. juli 2011. – “Eg visste om Fjordman før 22. juli, men eg hadde ikkje gått inn for å undersøkja ytringane hans,” seier Walker Rettberg. Ho seier at bloggar ofte er meir polariserte enn vanlege media. Det som kjem fram der er ofte meir ekstremt, og ein tillet større ansvarsfråskriving. Lyser ut ekstremisme-stipend

Anden Verdenskrig – på svensk. Hør med, når Elisabeth Åsbrink og Bent Blüdnikow sætter spot på svenskernes tabuer i forhold til krigen, der gik uden om Sverige, men alligevel satte sig markante spor i den nationale selvopfattelse – lige fra velfærdsstat til IKEA. Mikael Jalving, 24. december 2012.

“Sæt magt bag ordene”

Over et årtusindes bitre erfaringer har lært jøderne, at de gør klogest i at gå stille med dørene, selv når der er meget god grund til at råbe op, fordi man bliver udsat for en helt uantagelig behandling. Som vi ved, sidst fra en sag på Fyn, skal der ingenting til, før mennesker fra visse muslimske kredse råber og skriger, foretager politianmeldelser og trækker alle de kort, det moderne retssamfund og offentligheden kan stille til rådighed: racismekortet, diskriminationskortet, underdog-kortet, krænkelseskortet osv., osv. Den meget store indvandring fra især agrare klankulturer har bragt konflikter til landet, og har sat os ind i en tidsmaskine, der har hvirvlet os tilbage til normer og synsmåder, vi troede, at vi tog afsked med for et par hundrede år siden. Den jødiske indvandring til Danmark er en succeshistorie. Både for danskerne og for dem, som kom. [..]

Uden for fornuftens rækkevidde er Sverige, der er berygtet for at fare hårdt frem mod jøderne før Anden Verdenskrig, men i dag er tavshedens hus, hvad angår konflikter i sammenhæng med den muslimske indvandring. Malmö har kapituleret over for antisemitismen, og svenske jøder forlader denne fine gamle danske by. Det gælder også Norge, der traditionelt rummer en vis antisemitisme, som allerede gav sig udtryk i landets ellers så berømmelige forfatning fra 1814, som i paragraf 2 fastslår: »Jøder er fremdeles udelukkede fra adgang til riget« ( ophævet i 1851 takker være digteren Henrik Wergelands utrættelige indsats), og hvis sidste forfærdelige udslag var, at flertallet af norske jøder blev myrdet i Auschwitz, og andre nordmænd tilranede sig alt, hvad de havde ejet.

Skal vi i dag i dette land acceptere, at jøder ikke kan gå frit på gaden? Det er en uhyrlighed. Vi kan ikke bare tie stille og tage hensyn til det ene og det andet. Vi bør sige højt og tydeligt, at vi ikke vil finde os i antisemitisme. Og sætte magt bag ordene. Claes Kastholm! læst og påskrevet, Berlingske, 23.12.2012 (ikke online). SE også mit og Jette Dalis interview: Jødefri 1. maj i Fælledparken.

Norge frygter flygtningemagneten Sverige

Sverige er et rekordpopulært land å søke asyl i. Det ventes 54 000 asylsøkere til Sverige i 2013, det flerdobbelte av det som ventes i Norge. Men med rekordstort trykk på naboen, kan det like gjerne gi mange flere asylsøkere til Norge.

I 2012 har rundt 9000 asylsøkere kommet til Norge, men Utlendingsdirektoratet (UDI) er nå mer usikkert enn tidligere år på hvor det skal sette estimatene. Det vi er mest usikre på, er Sverige, for de får formidabelt mange for tiden, mellom fem og seks ganger så mange som oss. Velger bare noen av disse å komme hit i stedet kan det få store betydning for ankomstene her i landet, sier direktør Frode Forfang i UDI.UDI frykter videre asylstrøm fra Sverige Norge kan få asylrekord i 2013 m. video.

Sabadel, Nordøstspanien. Nej, ikke et ord om Barroso, Lady Pooh Bah, Bent Betjent, Morten Løkkegaard og Jens Rohde. Det er jul. Vi vil lade os løfte os allesammen.

Frau Susanne Zeller-Hirzel ist gestorben

Wir haben für euch eine sehr traurige Nachricht: Frau Susanne Zeller-Hirzel (geb.1921) ist gestorben. Sie war eine sehr wichtige Gestalt für die deutsche Islamkritiker-Bewegung. Aber für uns, für die Stuttgarter, war sie viel mehr: Sie war eine persönliche, liebe Freundin. Ein wunderbarer Mensch, dem jeder gern stundenlang zuhören konnte. Sie war immer so fröhlich, so gut gelaunt! Sie strahlte so viel Optimismus aus!Die Welt ist ohne sie einfach ärmer. Traurige Nachricht

En advarsel mod Reinfeldts 5. kolonne

SÄPO är mycket förtegen. Mon ikke? Så længe de fortæller regeringen med store bogstaver, hvad den har gang i, er det OK, at de ikke vil snakke over sig. Mener jeg, at han er en landssviger? Havde han været i Danmark 5 maj 1945, havde han som en ‘feltmadras’ fået klippet det hår af hovedet, han ikke har. Straffen var ikke køn dengang, men stadig mild for kollaboration, der er ingen, der siger, at Ny-sverige straffer så humant. Det ved vi og Reinfeldt først om 15-20 år, hvor Fredrik & co. stadig skulle være i live, omend måske snarere på Cayman Islands end i Sverige. Vi er på et højere civillisatorisk udviklingsniveau?

Siden hvornår? Palme-mordet i 1986, hvor høje poliser, militære og kredse omkring Svensk Tidsskift og Contra konspirativt mente, at han forrådte landet til Sovjet? Overbevisende.(DR 2 i aften: Palme 22:40 – 23:40 på Svensk dokumentarserie fra 2012 som er filmen, jeg så for halvandet måned siden.)

I inslaget, på Syria News som är en regimstyrd tv-station, uppgavs att de tillresta “svenskarna” skulle få möta ett “öde mörkare än natten” och att de “ska krossas på Syriens ädla jord”. Varning till “svenska” rebeller i syrisk tv

“Germans Are Considered Easy Prey”

As a lacuna in today’s Christmas cheer, consider this article from Sezession about the ascendancy of Lebanese and Kurdish criminal gangs in parts of Germany. The criminal “youths” are able to act with near impunity, with the police and society at large almost helpless in the face of their violent criminality.

Germany: a “society of prey” — Kurdish-Lebanese clans and the helplessness of the constitutional state

While the federal government and the opposition in the Bundestag adamantly regard immigration as an indispensable contribution to Germany, the intensity of the conflicts between some groups of immigrants and German society is steadily increasing.

One example of this are many social problems caused by members of Kurdish-Lebanese clans in Berlin, Bremen, and Essen, cities which according to declarations from judicial authorities are out of control. As a consequence, the state and the society may face helplessly phenomena associated with this, such as violence and crime.

Regarding Lebanese clans, hierarchically organized groups meet strong ethnic self-awareness and a strong family cohesion which is supported by a large number of young men ready to fight a modern society composed of small families and with liberal institutions that can hardly assert themselves when facing this challenge.

An employee of the LKA Berlin had already pointed out the problem in detail in 2002. The Berlin youth court Judge Kirsten Heisig accused the Lebanese clans of “unrestrained degradation of society”, while the Berlin chief public prosecutor Roman Reusch warned in connection with them of “civil war-like conditions” in the city. An anonymous crime investigator mentioned that this group considers Germans to be “a society to be looted, both as born victims and losers,” and the sociologist Ralph Ghadban sees their behavior as a “threat to social peace.” A confidential report of the Conference of Interior Ministers stated several years ago that any attempt of integration regarding this group had failed and that the dismantling of these criminal structures with a corresponding ethnic background would be possible in the best of cases “only in certain areas”. The chairman of the Police Federation in Berlin, Eberhard Schönberg, spoke in this regard about “the state’s complete loss of authority”.

Fortsæt med at læse “Catalonsk flashmob”

Weekendavisen d.23.12.2010:Glem alt om José Carreras, Luciano Pavarotti, Roberto Alagna og Rolando Villazón.
Da det 20. århundredes største tenor skulle kåres ved årtusindskiftet, kom Jussi Björling ind på første-og andenpladser hele vejen rundt kun matchet af Enrico Caruso. Men hvor Carusos stemme og klangfarve fortaber sig i lakpladernes forvitrede ruinhob, eksisterer der indspilninger – ikke mindst fra 1950erne – med Jussi Björling, som på fremragende vis dokumenterer hans status som århundredets klassiske sangstemme. Ja, mere end det. De analoge indspilninger fra dengang, hvor mikrofonen ikke – sådan som det lyder i dag – var placeret i sangerens strubehoved, men på et stativ i studiet eller koncertsalen, skaber fylde og rumlighed omkring sangeren. Læg dertil den rytmiske spændstighed datidens symfoniorkestre spillede med, og man får et underfuldt lydbillede.[…]

Der er lidenskab og styrke i hans stemme, men også en vemod, der forankrer følelsen i dybden og vidner om skjulte lag i Jussi Björlings personlighed………Det er med O helga natt , Jussi Björling synger sig helt ind i hjertet og får mørket til at lyse. Dette lyse mørke er en del af hans egen stemme, og klokken i salmen ringer som et blødt kosmisk ekko og vidner om en anden verden, der for en stund kommer til stede. Her. Jussi Björlings stemme skaber korrespondancen mellem himmel og jord, ikke mindst i kraft af hans uforlignelige legato og linjeføring, der gør salmens gentagne slutvers til en lang glidende bevægelse, hvor han uden ophold skaber sammenhæng fra det højeste til det dybeste på melodiens tonestige. Hold da op, hvor er det godt, her i Augustin Kocks svenske gendigtning: “O helga natt , o helga stund för världen, då Gudamänskan till jorden steg ned! För att försona världens brott och synder, för oss han dödens smärta led.” (Weekendavisen 23.12.2010 Kultur Anm: O helga natt ! Af HENRIK WIVEL – ikke online*) Hør også: Jussi Björling – Nämner du Sverige.

Each generation doubtless feels called upon to reform the world. Mine knows that it will not reform it, but its task is perhaps even greater. It consists in preventing the world from destroying itself. Heir to a corrupt history, in which are mingled fallen revolutions, technology gone mad, dead gods, and worn-out ideologies, where mediocre powers can destroy all yet no longer know how to convince, where intelligence has debased itself to become the servant of hatred and oppression, this generation starting from its own negations has had to re-establish, both within and without, a little of that which constitutes the dignity of life and death.Albert Camus’ speech at the Nobel Banquet at the City Hall in Stockholm, December 10, 1957

Fortsæt med at læse “Glædelig jul!”

An important short speech by Gavin Boby of Law and Freedom Foundation on how to stop mosques from going up in your neighborhood and perhaps more importantly, why you should stop them. Q society, Melbourne, Austalia.

Indholdet er selvfølgelig som tidligere, men langt mere detaljeret. Nyt er f.eks. de fire stadier af moskéjihad i et lokalområde, der jager vantro, hundeejere og hinduer ud. “Dit område er tabt, madam.” Midt i vidoen. Sammenligningen mellem islam og psykopati i en byrådssal er heller ikke kedelig. Man forstår, psykopaten Breivik følte sig tiltrukket og åndeligt beslægtet med den kreative klasses egne, hjemmedyrkede jihadister.

“Højerekstrem, racistisk, totalitær, antisemitsk, antidemokrat og mod ytringsfrihed”

Så er man vist introduceret. Expo har ingen begreber om, hvad de er oppe imod, men de ved til gengæld, at erhvervslivet har flest penge og mindst begreb om politik. Expos problemforulering er Danmark anno 1994. Det opdager pengedrengene ikke før om ti år.

Den antirasistiska stiftelsen Expo gå nu aktivt ut och söker stöd från näringslivet via stiftelsens donationsfond….Stiftelsen Expo bedriver publicistisk och opinionsbildande verksamhet. Stiftelsen ger ut tidskriften Expo. Chefredaktör är Daniel Poohl. Expos arkiv är den största kunskapsbanken om högerextrema och antidemokratiska företeelser i Skandinavien. Stiftelsen är politiskt obunden. Expo föreläser och informerar om den svenska och europeiska extremhögern för bland annat lärare, politiker och journalister.

Stiftelsen Expo grundades 1995 i syfte att studera och kartlägga antidemokratiska, högerextrema och rasistiska tendenser i samhället. Initiativet till att starta stiftelsen togs av journalister, lärare och ungdomar, bland de som var med och startade Expo fanns också deckarförfattaren Stieg Larsson. Verksamheten bedrivs på ideell grund. Stiftelsens plattform värnar demokrati och yttrandefrihet mot rasistiska, högerextrema, antisemitiska och totalitära tendenser i samhället. Stiftelsen Expo söker stöd av de goda krafterna i näringslivet

Asien kommer

Tidligere vicedirektør i Verdensbanken, Svend Burmester, der har boet mange år i Egypten og nu i Kina, skrev for nogle år siden:

“Lad os dog vende vores opmærksomhed mod lande og kulturer, der vil leve, Asian og BRIG landene.” Det mest kontroversielle er Burmesters karakteristik af islam som en syg og fejlslagen civilisation, der slet ikke kan følge med. Selv de moderate muslimers reformønsker er slet ikke nok. Sven Burmester præsenterer sig selv som kosmopolit, men er pæredansk og dejligt provinsiel, for at kalde islamiske samfund syge og fejlslagne ville ikke kunne udgives på noget andet sprog og i noget andet land uden politibeskyttelse, fordi det ville fordømmes som krænkende, hadefuldt og islamofobisk. Det kunne være en overvejelse værd til næste bog. For når en påstået fejl eller sygdom end ikke må diagnosticeres, er der ringe chancer for at komme fremtiden i møde.Tre familier – tre sivilisasjoner.