En tillbakablick med Fay Weldon

Fay Weldon: Säck och aska. England efter Rushdie, före Utopia (Stenströms, översättning av Margareta Eklöf)

Af Thomas Nydahl

Det är 23 år sedan den publicerades, Fay Weldons glödande ilskna skrift med anledning av fatwan mot Salman Rushdie och det sociala och politiska tillståndet i Storbritannien. Tro inte att den är inaktuell för det. Jag skulle snarare säga tvärtom. Det är mycket av det hon skriver som ter sig både aktuellare och mer akut idag när vi rimligen borde veta mer och bättre. Weldons ilska hindrar henne inte från att se ett bredare – och djupare – perspektiv än de flesta som idag diskuterar islamiseringen och den sociala nedmonteringen av Europa.

Fay Weldons manus hette ursprungligen Sackcloth and ashes men utkom med titeln Sacred Cows. Det är en titel som för en svensk ter sig alldeles mitt i prick, eftersom det finns ett antal politiska frågor som är så tabubelagda att de gott kunde kallas för heliga kor. Man rör dem inte. Man talar inte om dem. Och om och när man vidrör eller talar om dem får man genast en stämpel. Idag vet vi hur den stämpeln ser ut: “islamofob” står det ofta på den, men det kan också stå “främlingsfientlig” eller rentav “rasist”. Det blir därför en smula komiskt när man måste gå tillbaka till en 23 år gammal engelsk skrift för att höra motargumenten. Fay Weldon hade sådana, redan då.

När Satansverserna fick Whitbreadpriset var det Weldon som höll anförandet för Rushdie. Hon sa bland annat:

“Mr Rushdies verk och person är omgivna av motstridiga uppfattningar. Hans romaner väcker fientlighet och obehag likaväl som lidelsefullt försvar, som alla stora romaner gör (…) vitaliteten i denna storartade bok, själva dess ambitioner, dess arrogans, dess sätt att sopa ihop kontinenter och kulturer och vänta på kollisionen, att knyta samman det förgångna och nuet, rum och tid, myt och vad vi är förmätna nog att kalla verklighet, i en engelsk prosa som vi inte visste kunde vara så elastisk, så entusiasmerande, trotsar alla utom de mest räddhågade att inte tilldela den ett pris.”

Weldon säger om sina egna ord, att de visar “vad profetior är värda”. Kanske kunde man ana att det skulle blåsa upp till storm men inte att stormen skulle föra med sig en dödsdom från den medeltida iranska mullan till det brittiska litteraturen. Hon säger att Satansverserna finns “i hjärtat av den nya humanistiska civilisationen.” Och det är därför, just därför, som de “som tillhör den döende världen” måste slå tillbaka och skrika “Döda! Döda! Döda!”.

Islamismen betraktas av Weldon som den döende världen. Det finns många, också idag, som delar den uppfattningen. Jag gör det inte. Islamiseringen av västvärlden visar på något helt annat. Den visar på en islamisk väckelse och en levande jihad, det vill säga ett redan påbörjat krig mot västvärlden, demokratin och friheten.

“En fatwa från ayatollan, dödspatruller som sänds ut efter en av våra egna. En stöt. Ögon öppnas plötsligt. Folk hajar till. Det här är allvarligt. Låt oss inte somna igen.”

Weldon ställer också dödsdomen i ljuset av ett alltmer förfallet brittiskt, det gäller allt från skola till sjukhus och vad muslimerna i exil vill ställa emot det. Nog börjar man ana, skriver hon, att “Allah måhända inte är den ende sanne Guden, eller inte i den bemärkelse han har framställts, inte i den enda utantillärda verklighet som profeten Muhammed kom med på 600-talet.” Men vad göra åt det då? Muslimerna uppfattar ju ingen spricka, känner inget tvivel. De kan läxan utantill och håller sig till den.

“Och tvivel gör ont, tron är det enda man har om man är troende i de otrognas skrämmande värld. Nu går vi och hämtar Rushdie. Döda, döda, döda!”

Och så avslutar hon kapitlet:

“Vi gäspar. Vi gör ingenting. Bara en roman.”

Att läsa Fay Weldons skrift är att påminnas om vad som skedde då och vad som sker nu, att sidobelysa det och ställa två epoker intill varandra för att kunna se vad som verkligen är och vad som bara förefaller vara. Gäspar också vi – fortfarande?

Aggressive Secularism, Radical Islamism and Multiculturalism, Biskop advarer i ny bog om trefoldig trussel mod Vesten. Der er et par andre artikler, der i dag rækker lidt ud over vore eliters horisont, som man selv kan vurdere i Ulf Nilson-historien nedenfor. Nemlig Clifford D. May’s diskussion Beyond ‘Toxic Nationalism’ The Islamist threat is post-nationalist — and second to none med Robert D Kaplans The Return of Toxic Nationalism The spread of universal values is being rolled back on many fronts, from Russia to the Middle East. Der er ingen tvivl om, at nationalismen er på fremfart i verden, men ikke heller at det endnu mindst af alle steder er i Europa, det foregår:

Western elites believe that universal values are trumping the forces of reaction. They wax eloquent about the triumph of human rights, women’s liberation, social media, financial markets, international and regional organizations and all the other forces that are breaking down boundaries separating humanity. Tragically, they are really observing a self-referential world of global cosmopolitans like themselves. In country after country, the Westerners identify like-minded, educated elites and mistake them for the population at large. They prefer not to see the regressive and exclusivist forces—such as nationalism and sectarianism—that are mightily reshaping the future.

Ulf Nilson: Sverige – Sluten anstalt

Man skulle tro, at svensk journalistisk nestor, Ulf Nilson (f.1933), var gammel nok til selv at bestemme, hvor han ville skrive, men nej, vi er i Sverige. Han har skrevet en artikel til Dispatch International, nu kagler hele svensk journalistiks hønsegård, og Nilson har beskæmmende måtte trække i land: Ulf Nilson tar nu avstånd från Dispatch International. Man kunne ikke tænke sig et lignende hysteri i Danmark, eller bare i Norge. Nu begynder jeg virkelig at tro på, at svenske medier eller lignende aktører står bag ved, at Dispatch har været nede igen det sidste døgn. Nilson siger:

Det är ett misstag av mig. Jag hade inte riktigt klart för mig vad det var för en jävla publikation, då hade jag inte gjort det.— Jag fick en förfrågan om jag kunde skriva och som frilans, som man är numera, så tar man alla chanser man får. Men jag menar att det var dumt av mig, jag borde ha undersökt det bättre. Det kommer inte att hända igen, det är allt jag kan säga.

Det er der ikke enighed om:

Ulf Nilson fick för länge sedan frågan om han ville medverka i Dispatch International. Vi kom överens om att han skulle skriva krönikor två gånger i månaden, säger hon. Att han utan att meddela oss hoppar av offentligt, gör oss förstås rejält besvikna.

Hvorfor Ulf Nilson som 79-årig ikke under sig den luksus at vælge sin samvittighed frem for andre hensyn, er endnu en gåde. Hvad kan man true ham med, når man ikke kan ramme ham på brødet? Bortset fra det, viser Twitter-hysteriet endnu engang, at svensk offentlighed har svært ved at håndtere dissens, er domineret af en infantil mobningsmentalitet, der kun handler om hvem man kan omgås, ikke hvad man skriver. Det kan være glimrende reklame for Dispatch International, hvis første nummer vi stadig venter på fredag kl 13. Ikke-svenske medvirkende på Dispatch er i færd med at få sig en lektie i svensk demokrati, som vil give dem stof til lang tids eftertanke. Det gamle åndsdiktatur går ikke under uden larm, det vil underholde os undervejs. – Nilson har blandt mange andre skrevet bogen med den dagsaktuelle titel Sverige: Sluten anstalt, PDF, 288 sider, som Expressen vælger at overse i hans CV. Nilson skrev i islamfientlig tidning, Ulf Nilson i Dispatch I, Ulf Nilson tvingad till pudel efter första DI-krönikan, Ulf Nilson skriver för rasistisk nyhetssajt. Dispatch Internationals chefredaktör: Ulf Nilson visste vad vi är för tidning. – Talemåden Att göra en pudel.

Forbrydene her får sikkert Indiens sjældent anvendte dødsstraf af hensyn til folkestemningen. Det kan diskuteres. Jeg så til gengæld en dokumentar om sexforbryderen Yorshire Rippperen Peter Sutcliffe, der myrdede mindst 13 kvinder mellem 1975 og 1980 og stadig sidder 2 livstidsstraffe af. Det er sjældent at høre en europæisk betjent sige det, men i den siger flere, at han burde have været hængt. Det burde han. Flere pårørende døde kort efter af sorg, nogle begik selvmord. Ekstraordinære forbrydere kalder på ekstraordinære straffe, og jeg mener som bekendt, at Breivik er en ekstraordinær forbryder, et anstændigt retsvæsen burde kunne ekspedere ud af denne verden. Det er ikke mere humant, at lade ham blive en gammel kändis, der kan sole sig i sin kendthed om fyrre år. Det krænker i al fald min retsbevidsthed. Det er en vanskelig diskussion, ingen ønsker at føre uden at være hårdt presset. (As Britain debates the death penalty again, studies from America confirm that it works, august 2011. Death penalty to be brought back for child and police officer murderers.)

Sverige: Rekordindvandring – rekordudgifter

Migrationsverket får 8.1 milliarder ekstra. Sammenlignigsvis er koster svensk ‘kriminalvård’ 7 mia kroner, hele den svenske U-landsbistand er på 30 milliarder. 44.000 asylsøgere kom i 2012, og det stiger i 2013. 41.000 familiesammenføringer, det svarer til en by på næsten Helsingørs størrelse. Hvis Svenssons tålmodighed har en grænse, er Reinfeldt ude på at kysse den. Jeg skrev “hvis”. Når jeg iagttager den svenske Riksdag, tænker jeg på Andrei Konchalovsky’s film Runaway Train med Jon Voight (hele filmen), bortset fra at der i den, er der nogle der prøver at lede efter bremsen, skønt det ikke lykkes. Voight kører i døden til Shakespeare’s ord fra Richard III: “No beast so fierce but knows some touch of pity. But I know none, and therefore am no beast.”

Vid årets slut hade drygt 111 000 personer fått arbets- och uppehållstillstånd i Sverige*. Det är den högsta årssiffran hittills och motsvarar en ökning med 19 procent jämfört med 2011. Sett till antalet personer som fick uppehållstillstånd ökade gruppen skyddsbehövande** mest under 2012 jämfört med 2011. Drygt 17 400 personer fick skydd, vilket är en ökning med 37 procent. Antalet asylsökande ökade också kraftigt, från 29 648 år 2011 till närmare 44 000 föregående år, en ökning med 48 procent.

Under det sista halvåret 2012 har antalet asylsökande uppgått till i genomsitt cirka 4 600 personer per månad. Den största andelen asylsökande under året kom från Syrien (18 procent) följt av Somalia (13 procent), och Afghanistan (11 procent).

Drygt 41 000 personer fick arbets- och uppehållstillstånd på grunden familjeanknytning, jämfört med 32 469 föregående år, vilket är en ökning på 27 procent. Denna kategori utgör därmed den till antalet största gruppen av personer som fick uppehållstill­stånd under 2012. Antalet anhöriga till flyktingar och övriga skyddsbehövande — närmare en femtedel av all anhöriginvandring — mer än fördubblades från drygt 3 000 år 2011 till nära 7 900 föregående år. Av dem var cirka 4 700 somaliska medborgare. Drygt 111 000 personer fick uppehållstillstånd 2012.

Vesten har svært ved at genkende tyranni pakket ind i religion

De iranere, der forestillede sig, at Khomeini var en forbundsfælle i kampen for et friere og mere demokratisk samfund og ikke gennemskuede, at han var ligeglad med økonomi og omfordeling, men ønskede en kulturrevolution og et islamisk samfund, må have været chokerede og bitre. Men bitre må også de iranere, der forstod, hvad der var i vente og forgæves advarede Vesten mod Khomeini, have været.

Historien om Khomeinis vej til magten er ikke mindst en historie om et Vesten, der har vanskeligt ved at genkende tyranner, ikke mindst når tyranniet pakkes ind i religion. Også historien om Khomeinis eksil tydeliggør dette og viser, at Vesten fejlvurderede Khomeini fatalt.

Den 1. februar 1979 kunne ayatollahen sætte sig ind i en chartret Air France-maskine og med den flyve tilbage til Teheran og virkeliggøre sit islamiske samfund. Vi ved, hvad der derefter hændte. Men en afgørende lærdom fra Khomeinis revolution er gået tabt for Vesten, for det er den samme retorik, de samme tilføjelser eller undladelser, som islamisterne benytter, når de er på charmeoffensiv over for Vesten i dag. Spillet om magten i Egypten er et trist, men velegnet eksempel.

Vi har i pressen kunnet læse talrige beretninger om, hvordan der ingen fare var for, at Det Muslimske Broderskab ville få nogen særlig indflydelse i Egypten. Men det har som bekendt vundet både regeringsmagten og slaget om den islamiserede forfatning. Imamen ayatollah Khomeini, der på tragisk vis åbnede børnesoldatens øjne, burde også have åbnet Vestens blinde øjne for, hvad der kan ligge bag pæne hensigtserklæringer fra islamisternes side, hvad enten disse opererer i Egypten, Storbritannien eller Danmark. Vesten burde forstå, at det er alt det skrevet eller sagt med småt, der ofte er af afgørende betydning. Og at det er livsfarligt at være til fals for politik forklædt som religion. Det var den islamiske revolution i Iran i 1979 et eksempel på. Helle Merete Brix: Khomeini og Vestens blinde øje

Svenskere betaler formuer for blive røvet eller mishandlet

At være voldskriminel hedder i Sverige at “leve i riskzonen för att hamna i utanförskap.” Hvor er det meget mere synd end det skab, deres ofre skal leve i:

Våldet på gatan har en skyhög prislapp. Ett år av våldsbrott i Södertälje har tio år senare kostat samhället drygt två miljarder. Varje barn som blir livsstilskriminell kan i 40-årsåldern ha orsakat kostnader på upp till 80 miljoner. ”Vi måste börja förstå vidden av det”, säger Patrick Ungsäter, polismästare i Södertälje.

Ett personrån kostar samhället 226.000 kronor. En ”mycket måttlig” misshandel kostar 203.000 kronor. En indrivning – när kriminella personer driver in en skuld – kostar 123.000 kronor.Om en person blir så svårt misshandlad att den invalidiseras kan kostnaden hamna på 50 miljoner kronor.Så mycket kostar gatuvåldet

Dags att ta av locket?

Min nya film har jag utformat som en reklam åt Dispatch International, men den kan även ses som ett dokument över svenska journalister och opinionsbildare som erkänner att det mörkas kring massinvandringens negativa sidor. Dispatch International är en ny tidning som påbörjar sin veckovisa utgivning imorgon, den 3 januari 2013, och som startats av journalisten Ingrid Carlqvist i syfte att belysa just sådant som inte belyses av gammelmedia. Dispatch International – Med sanningen som ledstjärna

Jeg har aldrig kunnet forstå, hvad der er så slemt ved at blive kaldt ‘racist’ af en hjernevasket idiot eller venstreekstremistisk journalist. Det er selvfølgelig værre at blive ramt på karrieremulighederne, men er det værste ikke at miste sit land af lutter pænhed og angst? Én eneste svensk generation har holdt ophørsudsalg over alt arvesølvet. Nu kan de angste dengser og dengsiner endda få sig en uddannelse på Lunds Universitet i Nationalism och främlingsfientlighet , ht 2012. “Går det att normativt rättfärdiga invandringsbegränsningar, och i så fall hur?” Vorherrebevares!

Update: Dispatch er under IT angreb igen, den MÅ ikke udkomme for – man må formode – stærke kræfter i Sverige.

Jeg havde en færdig kommentar inde i hovedet til DR’s chikanering af befolkningen nytårsaften, den skrev sig selv, og når den gør det, gider jeg ikke skrive den ned. Jeg vil glemme det. Det kan ikke undre én, at en imam, der ikke behersker det danske sprog, og ikke har noget at sige, lyder af varm luft og klicheer. Det undrede mig mere at to præster, den ene endda biskop i København, ikke kan holde en tale på ti minutter, som har en bærende ide, en rød tråd og ikke griber til kaskader af tomme, sproglige tønder. Er det det, at man ikke kan fremføre en dårlig sag godt, eller er der mangel på begavelser, der abonnerer på Flemming Pless’ og biskoppens verdensbillede? Det sidste ville næsten være for godt, til at være sandt.

Man måtte, som jeg havde forventet, vente på Bent Melchior – uanset hvad man ellers måtte mene om ham, – for at høre noget, der ikke var fuldstændig sproglig og viljemæssig uformåenhed. Han kan tale over et emne uden manuskript og uden en kliche. Den skabagtige, selvsmagende Lone Hertz, var uden for kategori.

Jeg glæder mig over at jeg ikke har TV eller betaler til chikanerierne, og at jeg aldrig havde set det, hvis ikke en i selskabet var præst. For at det ikke skulle være løgn, var der reportage fra Frelsens Hærs nytårshalløj på DR næste dag. Folkekirken skal kanøfles af DR, ligesom den almindelige dansker skal gøres til grin af deres afskyelige Krysters Kartel. Det er ikke satire, det er højrøvet, deprimerende nihilisme og foragt over for folket, det billige skidt. Jeg bryder mig ikke om DR til daglig, men det er dog sjældent, jeg bare ønsker lortet lukket som lige i disse døgn.

Vi var som sagt til gudtjeneste i Helsingør Domkirke med domprovst Steffen Ravn Jørgensen, og der var andre vitamirige, klart formulerede boller på suppen med dagens tekst fra Lukas 2,21. Ja, der blev bedt for verdens forfulgte kristne, den største af islam forfulgte religion i verden, men det forholder man sig ikke til i det forlorne, Christianshavnske TV teater.

Ved udgangen i Helsingør spillede orglet Recke og Hornemans majestætiske salme Kongernes konge (1848), ovenfor fremført af Livgardens 8 regiment i den smukke Kastels Kirke fra 1704. Salmen bruges også hver gang en dræbt, dansk soldat vender hjem til Danmark som fra den tragiske, hovedløse indsats i Afghanistan igen i dag. Nu har Irak og Afghanistan kostet os 51 unge mænd, det er 35 flere end ved Tysklands invasion den 9 april 1940, det er til at græde over. Afghanistan er ikke én eneste dansk soldats liv værd.

Tavlen er vasket ren, venstrefløjens chicke linselus er raderet fra harddisken. I dag er de fortid. Jeg er tilbage i min håndgribelige verden, den der kan sanses og fotograferes, den kan endda beskrives med ord, men helt åbenbart ikke af dem, der kun er opfyldt af tanker om at lave den om og forbedre på den. (Se evt. DR1: Nytårsgudstjeneste i Christianskirken med imam: “Mangfoldighed anerkendes og forklares i Islam.”)

Malmø: Samfundsopløsende kriminalitet, 2012

Så var 2012 till ända och med det vår årslånga insamling av rapporterande brott i Malmö. Under tolv långa månader har vi så gott vi kunnat samlat alla malmöpolisens händelserapporter och lagt ut dem på bloggen. Vi har begränsat urvalet till sådana brott som skulle göra att livet i en stad av oss upplevs som otryggt. Hit hör våldsbrott som mord, mordförsök, hot, rån, misshandel, egendomsbrott, åldringsbrott, anlagda bränder, vapenbrott etc. Våldet i Malmö. Sammanfattning* för december och helåret 2012

Hvis man går ud fra at ovenstående er Malmø Kommune (godt 300.000 mennesker) og sammenligner med Københavns Kommune (550.000 mennesker) eller Århus Kommune (318,757 mennesker), ser det ud til at Malmø er fra lidt værre til betydeligt værre hvad angår samfundsopløsende og tillidsnedbrydende kriminalitet.

Der er imidlertid vanskeligheder, for der er ikke så mange af kategorierne ovenfor, der sammenfalder helt med Danmarks Statistiks, DS skelner f.eks. mellem indbrud i forretninger, hos private og i fritidshuse og både, og der er mange kategorier, DS slet ikke opererer med, f.eks. “åldringsrån” (røveri af gamle), “väskryckning” (tasketyveri) “smitning” (flugt fra færdselsuheld), og en kategori som “rån” kan man ikke bruge, når det ikke fremgår om det er person- og bank/butiksrøverier eller alle under ét.

Jeg tør ikke drage nogen endelig konklusion. Under alle omstændigheder ser det voldsomt ud for en mindre, europæisk provinsby, og det er helt forståeligt at titusinder af svenskere er udflyttet de sidste to årtier. De massive pengetilførsler kan udskyde Malmøs fallit, men byen kommer ikke til at overleve svenske politikeres langstrakte mordforsøg på den, ligemeget hvor stuesnavset en person man er for at påpege det, og Malmø er kun begyndelsen. Det er helt naturligt, at de skyldige frabeder sig skyld og ansvar, og det rører mig ikke en pind, hvad de mener indtil de også får skylden, for det gør de.

Selvretfærdige klicheer
Jeg kom til at se den på laptoppen i går, og det var en forstemmede, søvndyssende oplevelse. Det er en fortyndet version af Quortrup og hele det grasserende Kommentarium over stadig mere magtbefriede politikere. Serien er stendød fra halsen og op, der er intet liv i den kreative klasse. Anmeldernes er lette at ‘begejstre,’ jeg faldt i søvn. Hvert afsnit koster syv millioner kr., det er vældig dyrt for en sovepille, det manglede bare, at den virkede. Hvorfor ikke vente med at være kreativ til tiden kalder på statsmænd? (se nedenfor). De er mere taknemmelige at fiktionalisere for kunstnere, der ikke har noget på hjerte.

Det eneste forsonende ved Borgen er, at man næsten begynder at holde af de ”rigtige” politikere på den rigtige Borg, fordi de trods alt er mennesker og ikke klicheer formet af manuskriptforfatteres ønskedrømme….For det er jo politikertyper som Birgitte Nyborg, der er de virkelig farlige, fordi hun er så selvoverbevist retfærdig, at hun ikke kan se ondskaben andre steder end i andre mennesker. Selvretfærdighed er et større problem i moderne politik end intenderet ondskab. Gade Jensen: Borgen – banaliteter og klicheer

‘Europa må forberede sig på voldelige opstande’

Nye tal fra EU’s statistiske afdeling, Eurostat, viser, at næsten 120 millioner unionsborgere lever under den europæiske fattigdomsgrænse (EU definerer fattige som personer, der tjener mindre end 60 procent af medianindkomsten). – Kløften mellem det sociale behov i befolkningerne og myndighedernes evne til at hjælpe er blevet større, siger Yves Daccord til Politiken. Han er overbevist om, at udviklingen vil medføre voldelige optøjer.Røde Kors: Europa skal være klar til folkelige opstande, Europa bliver verdens nye brændpunkt og kriseområde. Messerschmidt: Vi bør samle ind til Europas fattige, Røde Kors frykter fattigopprør i Europa.

Hvor betænksomt af Røde Kors at advare, nu de i årevis har sørget målrettet for, at der vil komme en etnisk, religiøs komponent i eventuelle voldeligheder:

Fortsæt med at læse “Finland’s immigrant ghettos will burn”

1193 vehicles were burned, including 344 by the fire spreading, last night across the entire country. In addition, three police officers and four gendarmes were wounded, indicated the minister. In detail, in the national police area, 907 vehicles were set alight, including 267 by fire spreading.

In the metropolitan police area (Paris and three suburb departments), 209 cars were burned, including 54 by fire spreading. In the Gendarmerie area, 77 vehicles were torched. There are nine departments with more than 40 fires, Seine-Saint-Denis (83 vehicles torched), Haut-Rhin (72), Bas-Rhin (70) North (61) and the Bouches-du-Rhone (51).Clashes in Strasbourg and Mulhouse The Minister also announced 339 arrests and 244 people in custody. 1193 Cars Burned in France on Night of New Year’s Eve, Manuel Valls: 1.193 véhicules incendiés pendant la nuit de la St-Sylvestre, Daniel Greenfield: French Muslims Celebrate New Year by Torching 1,193 Cars.

“Politiet måtte i nat rykke ud flere gange i forbindelse med containerbrande, men især på Nørrebro var der gang i bålene. – Vi kommer derud for at holde oprørerne tilbage, mens brandfolkene slukker ilden. Men der opstår tumult, og politiet bliver angrebet af stenkast og fyrværkeri affyret mod dem, fortæller vagthavende ved Københavns Politi, Jens Kristiansen.“ Nytårsfest i venstrefløjens multikulturelle højborg: Containerbrande, stenkast og fyrvækeri mod politiet

I London og the Midlands var det som en krigszone. I Sverige var det lidt mere ‘lagom’. To mord, 1, 2, et mordforsøg, brande, angreb på politiet og et uvist antal voldtægter. Om det var flere end de normale 16 anmeldte daglige, har jeg ingen anelse om, for de kommer ikke alle i avisen. Hvad der kvalificerer til æren, har jeg heller ingen anelse om. Norge hænger lidt med, men er ikke rigtig kommet op i kaos-omdrejninger endnu. Der arbejdes på sagen.

Imens alt dette foregik hold jeg et afdæmpet nytår med en præst og to historikere, der sluttede i morges til nytårsprædiken i Helsingør Domkirke med endnu en præst, og hvilken præst, domprovsten. Om jeg i morgen får ork til at kommentere DR arrangementet med imam og fhv. rabbiner i Fleming Pless’ kirke, vil vise sig. Det kræver en god nats søvn. Vi døbte det “TV Teatret på Christianshavn.”

Many felt that the death of Osama bin Laden, Anwar al-Awlaki and numerous other key members of the al-Qa’ida leadership had stemmed the tide of the movement and the global jihad. But as terrorism issues appear to be slipping down the hierarchy of perceived risks in much of the Western world, the trends that are emerging from the Syrian conflict remind us that al-Qa’ida is in this campaign for the long term.

20 ‘svenskere’, 13 ‘nordmænd’ og 10 ‘danskere’slås for Al- Qaida

Måske mange flere uopdagede. Siden hvornår er det ikke længere strafbart at lade sig hverve for en fremmed krigsmagt?

There’s evidence jihadis from Chechnya, Algeria, Tajikistan, Pakistan, Xinjiang province in China, Afghanistan, the US, Europe (about 20 Swedes, 10 Danes, 13 Norwegians and unspecified numbers from Britain, France and Belgium), Indonesia and Australia have been active in Syria. The report in The Weekend Australian by Paul Maley and Cameron Stewart confirmed about 100 Australian men had been to or were in Syria and involved in the conflict in either combat or combat support roles. There are obvious security issues for Australia as those individuals return.

Some of these cases have come to light in the press when individuals have been killed and were already known to Australian counter-terrorism authorities. Yet many more remained unnamed and presumably there could be many more who remain unmonitored: the figure of 100 could well be a conservative estimate. Syria War Breathes New Life into Global Jihad

Mellem jul og nytår vil himlen over Tivoli stå oplyst af et imponerende festfyrværkeri, når Tivoli for ottende gang afholder Fyrværkerifestival.I dagene 26. – 29. december 2012 vil hver dag have sit eget farvetema. Hele festivalen afsluttes den 30. december 2012 med et nytårstema, hvor der vil være knald på farver og effekter.

Et sansebombardement bestående af lys, vand, røg, ild og laserlys, til Tchaikovskys musik fra balletten Nøddeknækkeren.Showet varer cirka 11 minutter. Tivoli. (Se i 1080 p HD, nøjes evt. med sidste tredjedel af begge)

Fotografier er som en dagbog, man kan skabe et skelet over ‘hvor’ og ‘hvornår’ ud fra dem og slå op i dem senere. Nogle gange er de som musik, de kan føre en årtier tilbage og få en til at huske ting i situationen, der ikke engang er med på billedet. Det er særlig tydeligt med meget gamle billeder. Det tog mig en eftermiddag at kigge arkiverne fra 2012 igennem, tusindvis af billeder, og jeg tænkte: “Er et år virkelig så langt, at man kan nå så meget, billeder fra hver eneste dag?” Fire Sveriges-rejser, Jylland, Tyskland, Belgien plus det løse. Jeg har ulyst til at rejse, jeg kunne være holdt op som 23-årig og alligevel have set mere end de fleste, men et døgn inde i en ny rejse, bliver jeg grebet af det alligevel.

Der er grundlæggende tre slags. De private, de der har mere almen interesse, men af en eller flere grund ikke kan publiceres (endnu), og så de der kan. Af dem er der et lille bitte nedslag her, nogle ‘kardinalpunkter’, som min gamle historielærer ville sige. Dagligdagens billeder har jeg udeladt, folkeliv, natur, museer, kirker, kunst osv. Vældig mange kontroversielle personer, kan man sige, men jeg har da også fotograferet helt upåfaldende main-stream motiver som Jelved, Thorning, Johanne Schmidt Nielsen, Abu Laban og Abdul Wahid Petersen, jeg gør ingen forskel på folk, hvis de altså ikke går til angreb på mig, så bliver de ikke fotograferet mere. Med et kamera i hånden, kan man vælge sine animositeter helt fra, og det er helt befriende af og til. Fotografier kræver nogle gange, at man er fræk, og nogle gange at man er taktfuld og diskret, af og til begge dele på samme tid. Ellers kommer man ikke med til frokost, med back-stage eller på hotelværelset, hvor de mere spændende billeder findes. Det er en tillidssag, og jeg har næsten aldrig kvajet mig.

Tanken dukker på, hvor længe det skal fortsætte endnu, når endnu et déjà vu-lyn slår ned, men det slutter sikkert ligesom det begyndte: pludseligt og tilfældigt. ‘Bang’! så foreligger der en ny situation. Måske er der ikke så meget mere at udrette på området. Tiden for forebyggelse er forpasset, vi er i skadebegrænsningens tid, selvom ikke alle har opdaget det. Jeg er ikke problemløser, og da slet ikke til problemer, som et mindretal har installeret hen over hovedet på mig. Mit medejerskab kan ligge på en lillefingernegl, og problemskaberne skal bare glæde sig over, at jeg stadig er overbevist demokrat. De vil komme til at skabe folk, der er mindre overbeviste demokrater.

Der er sket meget siden 2004, da der næppe var to tusinde blogs, årevis inden avisblogs. Nu er der millioner. Men så længe der strømmer tekster ind fra venlige, uvurderlige skribenter, fotos og video ind fra mig, og en enkelt selvproduceret, prosaisk raptus i ny og næ, slutter det ikke, og næste år tegner til at blive endnu mere begivenhedsrigt end dette. Godt nytår læsere, kommentatorer, bidragydere og venner og på gensyn i 2013.

Fotos viser nogenlunde kronologisk bla.: Lars Vilks, Hans Rustad, Sam Solomon, Michael Pihl, Kasper Støvring, Lars Løkke Rasmussen, Ralf Pittelkow, Lars Hedegaard, Bent Jensen, Jesper Langballe, Søren Krarup, Jørgen Kieler, Helle Merete Brix, Bertel Haarder, Karen Jespersen, Olga Romanova, Mikael Jalving, Uwe Max Jensen, Theodore Dalrymple, Naser Khader, Kareem Amer, Jakob Mchangama, Tommy Robinson, Mark Steyn, Alain Wagner, Muhammed Tahrir ul-Qadri, Geert Wilders, Paul Belien, Bjørn Larsen, Henrik Ræder Clausen, Henrik Gade Jensen, Bernt Johan Collet, Henrik Dahl, Linda Maria Koldau, Kim Møller, Farshad Kholghi, Jaleh Tavakoli, Pia Kjærsgaard og Massoud Fouroozandeh. (klik fotos f. helskærm.)

Fortsæt med at læse “2012 i billeder”

Ingen kender antallet voksne analfabeter i Norge

men der fyldes 1000 nye på om året. Hvad Sverige fylder på om året, må være mindst det tidobbelte, og hvor mange der allerede findes i landet, tør jeg ikke tænke på. Der er næppe officielle tal på det.

Akam Mahmud er 50 år. Han kan knapt lese eller skrive. Antall analfabeter i Norge øker med 1000 – hvert år. Det rare er at ingen vet hvor mange analfabeter som lever i Norge. 20 år er gått siden første gang en norsk regjering bestemte seg for å kartlegge innvandreres medbrakte kompetanse, slik at de skulle få norskopplæring tilpasset sitt nivå. Det oppdaget Aftenposten da vi gjennomgikk de siste 20 årenes 23 handlingsplaner for bedre integrering. Voksen, men må leses for

Charlie Hebdo to publish comic book life of Muhammad

“Charlie Hebdo to publish comic book life of Prophet Mohammed,” from AFP, December 30:

A French weekly known for publishing cartoons of the Prophet Mohammed to the ire of conservative Muslims said Sunday it plans to release a comic book biography of Islam’s founder that will be researched and educational. Satirical newspaper Charlie Hebdo has on several occasions depicted Islam’s prophet in an effort to defend free speech and defy the anger of Muslims who believe depicting Mohammed is sacrilegious.

“It is a biography authorized by Islam since it was edited by Muslims,” said Charlie Hebdo’s publisher and the comic’s illustrator, who goes by the name Charb. Jihad Watch

23% af asylsøgerne til Canada er fra Europa

De åbne kasser trækker. Af de 39.800 der har søgt asyl i Sverige i år, er over 6000 europæere. Det er det dobbelte af samlige asylsøgninger i Danmark 2011. Det danske 2012 tal er som bekendt steget med 2000 takket være Thorning, Vestager og Søvndal – eller hvad hen nu hedder pt. Når man ikke har TV, kan det heldigvis knibe med at følge med i dansk indenrigspolitik, der takket være EU mest handler om ‘signaler’ og moralske emner som sukker, tobak og homoægteskaber. Når ‘ansvarlige politikere’ ikke længere vil have ansvar, forsvinder store dele af den resterende interesse for dem. Hvad de fleste ministre hedder, har jeg ingen anelse om.

Tekstet uddrag af interviewet, der var her forleden. PVV er nu Hollands største parti. “Freedom Is Worth It”.

»Eliten ignorerer og undervurderer ‘white flight’ i London«

That the city is no longer majority ‘white British’ is a remarkable development. A couple of weeks ago it was announced that London no longer contained a majority from the UK’s main ethnic group, known in the demographers’ jargon as the “White British”. London is arguably the first great western capital city to pass this landmark, though that depends on where you draw the boundaries around Washington and on excluding Brussels as a special case because it is an “embassy capital”. [..]

Two days later I met a senior official from Mr Johnson’s Greater London Authority who, asked about the data, said: “What’s the fuss?” This studied indifference of London’s political and media elite appears to be in sharp contrast to the feelings of many of the white British people who live in less salubrious parts of the city. For it is important to understand that the proportion of white British Londoners fell so dramatically – from 60 per cent in 2001 to 44.9 per cent in 2011 – not only because of high levels of immigration but also thanks to a mass exodus of white Britons. Over the decade between the 2001 and 2011 censuses, the number of white British Londoners fell by more than 600,000 (17 per cent). That is about three times the fall over the previous census period, 1991 to 2001.

“Most of the leading academic geographers did not expect London to become a majority minority city for another 20 or 30 years – they underestimated the extent to which white British people have opted to leave an increasingly diverse London,” says Eric Kaufmann, an academic at Birkbeck College who is leading a project on “white flight” at Demos, the think-tank I lead.

Does white flight always have to be the other side of the coin of large-scale immigration? It is a remarkably understudied phenomenon. This is perhaps because it is based on a notion of group identities and affinities that most liberal academics do not feel or understand and tend to stigmatise as “racist,” at least when expressed by white people. But one of the interesting things about white flight is that it has continued, and in the case of London apparently increased, at a time when racist attitudes have been in sharp decline. Some of the blame for this must lie with a modern political mind – of both left and rightwingers – that has failed to understand some quite normal human feelings about rapid change and the unfamiliar.

So noisily have London’s political leaders been celebrating the diversity of their multiracial city that they have forgotten to see what is happening under their noses. If you walk around the city centre you see racially mixed pavements, shops, buses, tubes and even workplaces. But there is also a great deal of what the Americans call “sundown segregation”: if you followed people home you would find yourself in some of the most ethnically segregated places in Britain. In large parts of the city, white British people who can move are doing so: already less than one-third of the population is white British in Tower Hamlets, Harrow, Ealing, Brent and Newham. [..] London’s ‘white flight’ deserves attention, Financial Times log in.