Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg skrev i går en artikel, Förföljd av hatet, hvor hun citerer nogle af de hadefulde reaktioner og sexistiske trusler, hun har modtaget på mail og sms efter hun drog kampagnen imod indvandringskritikere og multikulturmodstandere, – det hun kalder ‘nethaderne’ og ‘jernrørsiterne’- igang. Citaterne er af en sådan art, at man selv må klikke ind og læse dem, hvis man har apppetit på det. Det er slemt.
Hun har måttet flytte sig og børnene hjemmefra. Det skal siges, at hun selv har slået tonen an med rubrikker som “Nu granskar vi skiten”, “Desperata försvarstal av högerextremisterna”, “Stöveltrampet hörs tydligt på hatsajterna”, “Ja, vi vill stoppa skiten”, “Nätstorm mot SD-stödd hatsajt”, “Hatsajten Exponerats huvudman själv dömd pedofil,” men intet i nærheden af den trusselsstorm, der nu er væltet fra net-kloakken ind over hende. Det ikke overraskende, at så meget ‘skit’ (lort) vælter frem, og det kommer næppe helt bag på Linderborg, bortset fra måske pøblens intensitet.
Linderborg har ikke gjort det nemmere for en civilliseret offentlig samtale ved at bundte Wilhelmson, Herslow, Avpixlat, Nationell idag, Nationell Nu, Realisten og Fria Tider sammen, men det tjener Aftonbladets politiske formål ikke at skelne og foregive, at ‘främlingsfientlige’ kommer fra samme høstak allesammen, men de er ikke ens, og de er ikke alle nynazister og antisemitter. Avpixlad er blandt Sveriges 15 største mediesites, noget der ville være helt umuligt for en blog i Danmark eller Norge, og det er der selvfølgelige grunde til. Oven i det har Linderborg et noget selektivt forhold til vold og trulser. Om Lars Vilks, imod hvem truslerne må antages at være noget alvorligere end dem mod Linderborg, har hun sagt Sveriges fegaste konstnär, og om politisk vold i al almindelighed, har hun sagt:
Jag ogillar våld i alla dess former men imponeras av att det i alla fall är några som har sån moralisk resning att de är beredda att till och med slåss med fascisterna.
Det er altså moralsk i orden, bare det er de politisk ‘rigtige’, der bliver truet og overfaldet? Hvis ikke Linderborg vil fordømme andre trusler end dem mod hende selv og dem hun sympatiserer med, kan hun lige så godt spare sig umagen, så er hun lige så meget deltager i en voldsoprustning som en hvilken som helst nazist eller antifascist.
Der er også netpøbel i Norge og Danmark også, ligesom der er masser af svenskere der bidrager kvalificeret og civilliseret til den offentlige svenske samtale, men fornemmelsen er alligevel, at det i gennemsnit står langt værre til med den demokratiske samtale i Sverige end andre steder i Norden. Den fornemmelse blev også bekræftet af undersøgelsen over trusler mod politikere i kommuner, landsting og Riksdag for nylig. Det er sørgelig læsning.

“Självklart ska det vara en demokratisk rättighet att ifrågasätta invandring och mångkultur,” skriver Linderborg men det er hverken selvfølgeligt eller sandt, det er en efterkonstruktion af en hårdt presset Linderborg. I Danmark havde vi omkring årtusindskiftet resterne af et tabu på at kritisere antallet af udlændinge, vi skulle tage imod (jvf. Ritt Bjerregaard der var noget virkelighedsforskudt efter et langt liv som poltisk tremmekalv.) I Sverige, der har modtaget mange, gange flere, og er ved at segne under indstrømningen, er det stadig på kanten af det tilladelige at kritisere antallet.
Den svenske samtale om “masseindvandringen”, et ord, der ikke bruges af stuerene i Sverige, men bruges helt main-stream af topministre i England nu, er pilrådden og forgiftet af at have ligget under låg i tre årtier. Det er den sørgelige sandhed, selvom det måske ikke er den eneste.
Da jeg i slutningen af 90 erne, efter at have skrevet frit i en hvilken som helst avis i Danmark siden jeg var 17 år, valgte at henvende mig til fire forskellige svenske aviser, når jeg nu alligevel var i landet et kvartal hvert år, var jeg luft. Ikke så meget som et automatsvar, og det var næppe fordi, jeg ikke kunne formulere eller ikke havde indsigt at bidrage med. Emnerne jeg ville bringe op, skulle ikke diskuteres, og det var dengang aviserne sad trygt på al opinion i Sverige. Jeg opgav svenske aviser og begyndte på det spirende net og i litteraturen, at studere det, der var de facto eller censur-light i Sverige, i al fald hvad angik fremmedpolitikken. Jeg har ikke kontaktet et svensk medie siden, det er tolv år, jeg savner dem ikke og det er sikkert gensidigt. Nu hvor de har mistet opinionsmonopolet, kan man jo ignorere dem, hvad mange også gør. Den udvikling havde de ikke set komme, de er i dyb krise og det mærkes.
Fortsæt med at læse “Stanken af rådden kloak”