Jeg havde en færdig kommentar inde i hovedet til DR’s chikanering af befolkningen nytårsaften, den skrev sig selv, og når den gør det, gider jeg ikke skrive den ned. Jeg vil glemme det. Det kan ikke undre én, at en imam, der ikke behersker det danske sprog, og ikke har noget at sige, lyder af varm luft og klicheer. Det undrede mig mere at to præster, den ene endda biskop i København, ikke kan holde en tale på ti minutter, som har en bærende ide, en rød tråd og ikke griber til kaskader af tomme, sproglige tønder. Er det det, at man ikke kan fremføre en dårlig sag godt, eller er der mangel på begavelser, der abonnerer på Flemming Pless’ og biskoppens verdensbillede? Det sidste ville næsten være for godt, til at være sandt.

Man måtte, som jeg havde forventet, vente på Bent Melchior – uanset hvad man ellers måtte mene om ham, – for at høre noget, der ikke var fuldstændig sproglig og viljemæssig uformåenhed. Han kan tale over et emne uden manuskript og uden en kliche. Den skabagtige, selvsmagende Lone Hertz, var uden for kategori.

Jeg glæder mig over at jeg ikke har TV eller betaler til chikanerierne, og at jeg aldrig havde set det, hvis ikke en i selskabet var præst. For at det ikke skulle være løgn, var der reportage fra Frelsens Hærs nytårshalløj på DR næste dag. Folkekirken skal kanøfles af DR, ligesom den almindelige dansker skal gøres til grin af deres afskyelige Krysters Kartel. Det er ikke satire, det er højrøvet, deprimerende nihilisme og foragt over for folket, det billige skidt. Jeg bryder mig ikke om DR til daglig, men det er dog sjældent, jeg bare ønsker lortet lukket som lige i disse døgn.

Vi var som sagt til gudtjeneste i Helsingør Domkirke med domprovst Steffen Ravn Jørgensen, og der var andre vitamirige, klart formulerede boller på suppen med dagens tekst fra Lukas 2,21. Ja, der blev bedt for verdens forfulgte kristne, den største af islam forfulgte religion i verden, men det forholder man sig ikke til i det forlorne, Christianshavnske TV teater.

Ved udgangen i Helsingør spillede orglet Recke og Hornemans majestætiske salme Kongernes konge (1848), ovenfor fremført af Livgardens 8 regiment i den smukke Kastels Kirke fra 1704. Salmen bruges også hver gang en dræbt, dansk soldat vender hjem til Danmark som fra den tragiske, hovedløse indsats i Afghanistan igen i dag. Nu har Irak og Afghanistan kostet os 51 unge mænd, det er 35 flere end ved Tysklands invasion den 9 april 1940, det er til at græde over. Afghanistan er ikke én eneste dansk soldats liv værd.

Tavlen er vasket ren, venstrefløjens chicke linselus er raderet fra harddisken. I dag er de fortid. Jeg er tilbage i min håndgribelige verden, den der kan sanses og fotograferes, den kan endda beskrives med ord, men helt åbenbart ikke af dem, der kun er opfyldt af tanker om at lave den om og forbedre på den. (Se evt. DR1: Nytårsgudstjeneste i Christianskirken med imam: “Mangfoldighed anerkendes og forklares i Islam.”)

Malmø: Samfundsopløsende kriminalitet, 2012

Så var 2012 till ända och med det vår årslånga insamling av rapporterande brott i Malmö. Under tolv långa månader har vi så gott vi kunnat samlat alla malmöpolisens händelserapporter och lagt ut dem på bloggen. Vi har begränsat urvalet till sådana brott som skulle göra att livet i en stad av oss upplevs som otryggt. Hit hör våldsbrott som mord, mordförsök, hot, rån, misshandel, egendomsbrott, åldringsbrott, anlagda bränder, vapenbrott etc. Våldet i Malmö. Sammanfattning* för december och helåret 2012

Hvis man går ud fra at ovenstående er Malmø Kommune (godt 300.000 mennesker) og sammenligner med Københavns Kommune (550.000 mennesker) eller Århus Kommune (318,757 mennesker), ser det ud til at Malmø er fra lidt værre til betydeligt værre hvad angår samfundsopløsende og tillidsnedbrydende kriminalitet.

Der er imidlertid vanskeligheder, for der er ikke så mange af kategorierne ovenfor, der sammenfalder helt med Danmarks Statistiks, DS skelner f.eks. mellem indbrud i forretninger, hos private og i fritidshuse og både, og der er mange kategorier, DS slet ikke opererer med, f.eks. “åldringsrån” (røveri af gamle), “väskryckning” (tasketyveri) “smitning” (flugt fra færdselsuheld), og en kategori som “rån” kan man ikke bruge, når det ikke fremgår om det er person- og bank/butiksrøverier eller alle under ét.

Jeg tør ikke drage nogen endelig konklusion. Under alle omstændigheder ser det voldsomt ud for en mindre, europæisk provinsby, og det er helt forståeligt at titusinder af svenskere er udflyttet de sidste to årtier. De massive pengetilførsler kan udskyde Malmøs fallit, men byen kommer ikke til at overleve svenske politikeres langstrakte mordforsøg på den, ligemeget hvor stuesnavset en person man er for at påpege det, og Malmø er kun begyndelsen. Det er helt naturligt, at de skyldige frabeder sig skyld og ansvar, og det rører mig ikke en pind, hvad de mener indtil de også får skylden, for det gør de.

Selvretfærdige klicheer
Jeg kom til at se den på laptoppen i går, og det var en forstemmede, søvndyssende oplevelse. Det er en fortyndet version af Quortrup og hele det grasserende Kommentarium over stadig mere magtbefriede politikere. Serien er stendød fra halsen og op, der er intet liv i den kreative klasse. Anmeldernes er lette at ‘begejstre,’ jeg faldt i søvn. Hvert afsnit koster syv millioner kr., det er vældig dyrt for en sovepille, det manglede bare, at den virkede. Hvorfor ikke vente med at være kreativ til tiden kalder på statsmænd? (se nedenfor). De er mere taknemmelige at fiktionalisere for kunstnere, der ikke har noget på hjerte.

Det eneste forsonende ved Borgen er, at man næsten begynder at holde af de ”rigtige” politikere på den rigtige Borg, fordi de trods alt er mennesker og ikke klicheer formet af manuskriptforfatteres ønskedrømme….For det er jo politikertyper som Birgitte Nyborg, der er de virkelig farlige, fordi hun er så selvoverbevist retfærdig, at hun ikke kan se ondskaben andre steder end i andre mennesker. Selvretfærdighed er et større problem i moderne politik end intenderet ondskab. Gade Jensen: Borgen – banaliteter og klicheer

‘Europa må forberede sig på voldelige opstande’

Nye tal fra EU’s statistiske afdeling, Eurostat, viser, at næsten 120 millioner unionsborgere lever under den europæiske fattigdomsgrænse (EU definerer fattige som personer, der tjener mindre end 60 procent af medianindkomsten). – Kløften mellem det sociale behov i befolkningerne og myndighedernes evne til at hjælpe er blevet større, siger Yves Daccord til Politiken. Han er overbevist om, at udviklingen vil medføre voldelige optøjer.Røde Kors: Europa skal være klar til folkelige opstande, Europa bliver verdens nye brændpunkt og kriseområde. Messerschmidt: Vi bør samle ind til Europas fattige, Røde Kors frykter fattigopprør i Europa.

Hvor betænksomt af Røde Kors at advare, nu de i årevis har sørget målrettet for, at der vil komme en etnisk, religiøs komponent i eventuelle voldeligheder:

Fortsæt med at læse “Finland’s immigrant ghettos will burn”

1193 vehicles were burned, including 344 by the fire spreading, last night across the entire country. In addition, three police officers and four gendarmes were wounded, indicated the minister. In detail, in the national police area, 907 vehicles were set alight, including 267 by fire spreading.

In the metropolitan police area (Paris and three suburb departments), 209 cars were burned, including 54 by fire spreading. In the Gendarmerie area, 77 vehicles were torched. There are nine departments with more than 40 fires, Seine-Saint-Denis (83 vehicles torched), Haut-Rhin (72), Bas-Rhin (70) North (61) and the Bouches-du-Rhone (51).Clashes in Strasbourg and Mulhouse The Minister also announced 339 arrests and 244 people in custody. 1193 Cars Burned in France on Night of New Year’s Eve, Manuel Valls: 1.193 véhicules incendiés pendant la nuit de la St-Sylvestre, Daniel Greenfield: French Muslims Celebrate New Year by Torching 1,193 Cars.

“Politiet måtte i nat rykke ud flere gange i forbindelse med containerbrande, men især på Nørrebro var der gang i bålene. – Vi kommer derud for at holde oprørerne tilbage, mens brandfolkene slukker ilden. Men der opstår tumult, og politiet bliver angrebet af stenkast og fyrværkeri affyret mod dem, fortæller vagthavende ved Københavns Politi, Jens Kristiansen.“ Nytårsfest i venstrefløjens multikulturelle højborg: Containerbrande, stenkast og fyrvækeri mod politiet

I London og the Midlands var det som en krigszone. I Sverige var det lidt mere ‘lagom’. To mord, 1, 2, et mordforsøg, brande, angreb på politiet og et uvist antal voldtægter. Om det var flere end de normale 16 anmeldte daglige, har jeg ingen anelse om, for de kommer ikke alle i avisen. Hvad der kvalificerer til æren, har jeg heller ingen anelse om. Norge hænger lidt med, men er ikke rigtig kommet op i kaos-omdrejninger endnu. Der arbejdes på sagen.

Imens alt dette foregik hold jeg et afdæmpet nytår med en præst og to historikere, der sluttede i morges til nytårsprædiken i Helsingør Domkirke med endnu en præst, og hvilken præst, domprovsten. Om jeg i morgen får ork til at kommentere DR arrangementet med imam og fhv. rabbiner i Fleming Pless’ kirke, vil vise sig. Det kræver en god nats søvn. Vi døbte det “TV Teatret på Christianshavn.”

Many felt that the death of Osama bin Laden, Anwar al-Awlaki and numerous other key members of the al-Qa’ida leadership had stemmed the tide of the movement and the global jihad. But as terrorism issues appear to be slipping down the hierarchy of perceived risks in much of the Western world, the trends that are emerging from the Syrian conflict remind us that al-Qa’ida is in this campaign for the long term.

20 ‘svenskere’, 13 ‘nordmænd’ og 10 ‘danskere’slås for Al- Qaida

Måske mange flere uopdagede. Siden hvornår er det ikke længere strafbart at lade sig hverve for en fremmed krigsmagt?

There’s evidence jihadis from Chechnya, Algeria, Tajikistan, Pakistan, Xinjiang province in China, Afghanistan, the US, Europe (about 20 Swedes, 10 Danes, 13 Norwegians and unspecified numbers from Britain, France and Belgium), Indonesia and Australia have been active in Syria. The report in The Weekend Australian by Paul Maley and Cameron Stewart confirmed about 100 Australian men had been to or were in Syria and involved in the conflict in either combat or combat support roles. There are obvious security issues for Australia as those individuals return.

Some of these cases have come to light in the press when individuals have been killed and were already known to Australian counter-terrorism authorities. Yet many more remained unnamed and presumably there could be many more who remain unmonitored: the figure of 100 could well be a conservative estimate. Syria War Breathes New Life into Global Jihad

Mellem jul og nytår vil himlen over Tivoli stå oplyst af et imponerende festfyrværkeri, når Tivoli for ottende gang afholder Fyrværkerifestival.I dagene 26. – 29. december 2012 vil hver dag have sit eget farvetema. Hele festivalen afsluttes den 30. december 2012 med et nytårstema, hvor der vil være knald på farver og effekter.

Et sansebombardement bestående af lys, vand, røg, ild og laserlys, til Tchaikovskys musik fra balletten Nøddeknækkeren.Showet varer cirka 11 minutter. Tivoli. (Se i 1080 p HD, nøjes evt. med sidste tredjedel af begge)

Fotografier er som en dagbog, man kan skabe et skelet over ‘hvor’ og ‘hvornår’ ud fra dem og slå op i dem senere. Nogle gange er de som musik, de kan føre en årtier tilbage og få en til at huske ting i situationen, der ikke engang er med på billedet. Det er særlig tydeligt med meget gamle billeder. Det tog mig en eftermiddag at kigge arkiverne fra 2012 igennem, tusindvis af billeder, og jeg tænkte: “Er et år virkelig så langt, at man kan nå så meget, billeder fra hver eneste dag?” Fire Sveriges-rejser, Jylland, Tyskland, Belgien plus det løse. Jeg har ulyst til at rejse, jeg kunne være holdt op som 23-årig og alligevel have set mere end de fleste, men et døgn inde i en ny rejse, bliver jeg grebet af det alligevel.

Der er grundlæggende tre slags. De private, de der har mere almen interesse, men af en eller flere grund ikke kan publiceres (endnu), og så de der kan. Af dem er der et lille bitte nedslag her, nogle ‘kardinalpunkter’, som min gamle historielærer ville sige. Dagligdagens billeder har jeg udeladt, folkeliv, natur, museer, kirker, kunst osv. Vældig mange kontroversielle personer, kan man sige, men jeg har da også fotograferet helt upåfaldende main-stream motiver som Jelved, Thorning, Johanne Schmidt Nielsen, Abu Laban og Abdul Wahid Petersen, jeg gør ingen forskel på folk, hvis de altså ikke går til angreb på mig, så bliver de ikke fotograferet mere. Med et kamera i hånden, kan man vælge sine animositeter helt fra, og det er helt befriende af og til. Fotografier kræver nogle gange, at man er fræk, og nogle gange at man er taktfuld og diskret, af og til begge dele på samme tid. Ellers kommer man ikke med til frokost, med back-stage eller på hotelværelset, hvor de mere spændende billeder findes. Det er en tillidssag, og jeg har næsten aldrig kvajet mig.

Tanken dukker på, hvor længe det skal fortsætte endnu, når endnu et déjà vu-lyn slår ned, men det slutter sikkert ligesom det begyndte: pludseligt og tilfældigt. ‘Bang’! så foreligger der en ny situation. Måske er der ikke så meget mere at udrette på området. Tiden for forebyggelse er forpasset, vi er i skadebegrænsningens tid, selvom ikke alle har opdaget det. Jeg er ikke problemløser, og da slet ikke til problemer, som et mindretal har installeret hen over hovedet på mig. Mit medejerskab kan ligge på en lillefingernegl, og problemskaberne skal bare glæde sig over, at jeg stadig er overbevist demokrat. De vil komme til at skabe folk, der er mindre overbeviste demokrater.

Der er sket meget siden 2004, da der næppe var to tusinde blogs, årevis inden avisblogs. Nu er der millioner. Men så længe der strømmer tekster ind fra venlige, uvurderlige skribenter, fotos og video ind fra mig, og en enkelt selvproduceret, prosaisk raptus i ny og næ, slutter det ikke, og næste år tegner til at blive endnu mere begivenhedsrigt end dette. Godt nytår læsere, kommentatorer, bidragydere og venner og på gensyn i 2013.

Fotos viser nogenlunde kronologisk bla.: Lars Vilks, Hans Rustad, Sam Solomon, Michael Pihl, Kasper Støvring, Lars Løkke Rasmussen, Ralf Pittelkow, Lars Hedegaard, Bent Jensen, Jesper Langballe, Søren Krarup, Jørgen Kieler, Helle Merete Brix, Bertel Haarder, Karen Jespersen, Olga Romanova, Mikael Jalving, Uwe Max Jensen, Theodore Dalrymple, Naser Khader, Kareem Amer, Jakob Mchangama, Tommy Robinson, Mark Steyn, Alain Wagner, Muhammed Tahrir ul-Qadri, Geert Wilders, Paul Belien, Bjørn Larsen, Henrik Ræder Clausen, Henrik Gade Jensen, Bernt Johan Collet, Henrik Dahl, Linda Maria Koldau, Kim Møller, Farshad Kholghi, Jaleh Tavakoli, Pia Kjærsgaard og Massoud Fouroozandeh. (klik fotos f. helskærm.)

Fortsæt med at læse “2012 i billeder”

Ingen kender antallet voksne analfabeter i Norge

men der fyldes 1000 nye på om året. Hvad Sverige fylder på om året, må være mindst det tidobbelte, og hvor mange der allerede findes i landet, tør jeg ikke tænke på. Der er næppe officielle tal på det.

Akam Mahmud er 50 år. Han kan knapt lese eller skrive. Antall analfabeter i Norge øker med 1000 – hvert år. Det rare er at ingen vet hvor mange analfabeter som lever i Norge. 20 år er gått siden første gang en norsk regjering bestemte seg for å kartlegge innvandreres medbrakte kompetanse, slik at de skulle få norskopplæring tilpasset sitt nivå. Det oppdaget Aftenposten da vi gjennomgikk de siste 20 årenes 23 handlingsplaner for bedre integrering. Voksen, men må leses for

Charlie Hebdo to publish comic book life of Muhammad

“Charlie Hebdo to publish comic book life of Prophet Mohammed,” from AFP, December 30:

A French weekly known for publishing cartoons of the Prophet Mohammed to the ire of conservative Muslims said Sunday it plans to release a comic book biography of Islam’s founder that will be researched and educational. Satirical newspaper Charlie Hebdo has on several occasions depicted Islam’s prophet in an effort to defend free speech and defy the anger of Muslims who believe depicting Mohammed is sacrilegious.

“It is a biography authorized by Islam since it was edited by Muslims,” said Charlie Hebdo’s publisher and the comic’s illustrator, who goes by the name Charb. Jihad Watch

23% af asylsøgerne til Canada er fra Europa

De åbne kasser trækker. Af de 39.800 der har søgt asyl i Sverige i år, er over 6000 europæere. Det er det dobbelte af samlige asylsøgninger i Danmark 2011. Det danske 2012 tal er som bekendt steget med 2000 takket være Thorning, Vestager og Søvndal – eller hvad hen nu hedder pt. Når man ikke har TV, kan det heldigvis knibe med at følge med i dansk indenrigspolitik, der takket være EU mest handler om ‘signaler’ og moralske emner som sukker, tobak og homoægteskaber. Når ‘ansvarlige politikere’ ikke længere vil have ansvar, forsvinder store dele af den resterende interesse for dem. Hvad de fleste ministre hedder, har jeg ingen anelse om.

Tekstet uddrag af interviewet, der var her forleden. PVV er nu Hollands største parti. “Freedom Is Worth It”.

»Eliten ignorerer og undervurderer ‘white flight’ i London«

That the city is no longer majority ‘white British’ is a remarkable development. A couple of weeks ago it was announced that London no longer contained a majority from the UK’s main ethnic group, known in the demographers’ jargon as the “White British”. London is arguably the first great western capital city to pass this landmark, though that depends on where you draw the boundaries around Washington and on excluding Brussels as a special case because it is an “embassy capital”. [..]

Two days later I met a senior official from Mr Johnson’s Greater London Authority who, asked about the data, said: “What’s the fuss?” This studied indifference of London’s political and media elite appears to be in sharp contrast to the feelings of many of the white British people who live in less salubrious parts of the city. For it is important to understand that the proportion of white British Londoners fell so dramatically – from 60 per cent in 2001 to 44.9 per cent in 2011 – not only because of high levels of immigration but also thanks to a mass exodus of white Britons. Over the decade between the 2001 and 2011 censuses, the number of white British Londoners fell by more than 600,000 (17 per cent). That is about three times the fall over the previous census period, 1991 to 2001.

“Most of the leading academic geographers did not expect London to become a majority minority city for another 20 or 30 years – they underestimated the extent to which white British people have opted to leave an increasingly diverse London,” says Eric Kaufmann, an academic at Birkbeck College who is leading a project on “white flight” at Demos, the think-tank I lead.

Does white flight always have to be the other side of the coin of large-scale immigration? It is a remarkably understudied phenomenon. This is perhaps because it is based on a notion of group identities and affinities that most liberal academics do not feel or understand and tend to stigmatise as “racist,” at least when expressed by white people. But one of the interesting things about white flight is that it has continued, and in the case of London apparently increased, at a time when racist attitudes have been in sharp decline. Some of the blame for this must lie with a modern political mind – of both left and rightwingers – that has failed to understand some quite normal human feelings about rapid change and the unfamiliar.

So noisily have London’s political leaders been celebrating the diversity of their multiracial city that they have forgotten to see what is happening under their noses. If you walk around the city centre you see racially mixed pavements, shops, buses, tubes and even workplaces. But there is also a great deal of what the Americans call “sundown segregation”: if you followed people home you would find yourself in some of the most ethnically segregated places in Britain. In large parts of the city, white British people who can move are doing so: already less than one-third of the population is white British in Tower Hamlets, Harrow, Ealing, Brent and Newham. [..] London’s ‘white flight’ deserves attention, Financial Times log in.

The artist, known only as Rosato, has been placing burkas on statues throughout Germany and photographing them to protest against Islam’s oppression of women (endnu en video)

ISLAMISMEN findes i adskillige udgaver, ligesom islam som bekendt slet ikke er en enhedsreligion. Men islamisterne er aldeles enige om en enkelt ting, og det er den klippefaste grund under sharia: Kvinder skal spærres inde. I haremmer, burkaer, chadorer, niqaber, lange ærmer, sorte handsker, klodsede sko, tonede ruder, uformelige frakker i smeltende hede ved højlys dag. En anstændig kvinde sidder i fængsel. Kvinder har ikke ret til at bestemme over sig selv; kvinder tilhører mænd. Dét er alle islamisterne helt og aldeles rørende enige om, uanset om de har andre meningsforskelle. Og dét udgør den forfærdeligste ulykke for deres egne samfund. E R kvinder indespærrede og retsløse, betyder det, at alle mennesker – mænd som kvinder – vokser op med en i princippet mindreårig, komplet uuddannet og blankt uvidende person som deres første væsentlige voksne. Så alle børn har en begrundet foragt for deres mor. For piger betyder det, at de lærer at foragte sig selv og vise aggression over for kønsfæller. Men endnu langt værre er, hvad systemet gør ved drenge. Drenge, der vokser op til at foragte deres egen mor og anse sig selv som ufejlbarlige, bliver afstumpede og farlige for både sig selv og andre. Hvorfor gøre sig umage med skolen, livet, jobbet eller lovlydigheden, hvis man allerede er en gud?…Hvis man begynder med at sætte sin mor bag tremmer, ender det galt. – Fra Ledende artikel: Islamistisk internationale, Weekendavisen, 28.12.2012 (ikke online)

Der er andre kunstneriske protester. Kunstneren Mehdi-Georges Lahlou bor heldigvis for ham ikke længere i Mellemøsten. SE også hans Stupidité contrôlée II, der ikke kan indlejres.

En minister går til bekendelse
Af Torben Hansen

Den 27. december 2012 var en mindeværdig dag. En af regeringens tunge politikere, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kom på skærmen og erklærede: “Jeg kan jo ikke trylle!” Emnet var arbejdsløshed, og her har venstrefløjens politikere i mange år lovet at “skabe flere jobs”. Staten besidder guddommelig skaberkraft, og RAF-regeringen har store planer for at ændre samfundet – naturligvis til det bedre. Men her er en minister ramlet ind i de faktiske forhold i jernindustrien.

Mette Frederiksen er blevet kaldt “skrigeskinke”. Betegnelsen er uretfærdig. Efter valget i 2011 fik hun jordforbindelse og har eksempelvis opfordret borgerne til at udvise skepsis overfor staten. Mamma mia! Nu erkender hun så, at arbejdspladser ikke skabes per dekret.

Øjensynligt findes der i og bag regeringen andre erfaringsramte voksne (som Bjarne Corydon og Mathias Tesfaye). Vil det lykkes dem at udmanøvrere den postfaktuelle tøsebande – eller i det mindste nedtone dens absurde budskaber!

Krise i kliken

Eva Hamilton, VD för Sveriges Television, kunde berätta om hur utmaningarna sett ut inifrån. Hon talade bland annat om hur frågor om migration och integration, liksom Sverigedemokraterna som parti, väckt en hel del diskussion i journalistkretsar under året. Hon hade också synpunkter på hur regeringens dominerande parti, Moderaterna, haft svårt att få ens de egna ministrarna att enas kring framtidens politik för publicservicebolagen.

Journalisten och författaren Lena Sundström, just nu tjänstledig från TV4, är djupt engagerad i just frågor om migration och främlingsfientlighet. Hon kritiserade hur inte minst SvT agerat i de frågorna under året. Och hon hade också synpunkter på hur granskade makthavare agerade utifrån olika djurs beteende: papegojor, pudlar, pitbulls – och strutsen.Mediernas årskrönika 2012

‘Når krybben er tom’, bides hestene, når opinionspresset fra SD og tilhængere øger, skændes journalisterne. De burde være ligeglade, men de er socialdemokrater, der er ved at blive overhalet indenom og Miljöpartister i renholdningsbranchen. Det samme vil vi se ske i partierne, man ser det med jævne mellemrum: sprækker i muren og afhopninger. De er ved at blive bløde i knæene, men det er en lang bevægelse af få dem helt på knæ og indrømme, at de tog fejl hele tiden. Noget er i gang, der ikke lader sig styre, men der er så meget, der er blevet ustyrligt i Sverige. En dæmning vil briste, betonen krakellerer, hvornår vandmasserne vælter frem, er selvfølgeligt umuligt at sige, men det varer ikke så længe, som det har gjort.

Av Peder Jensen alias Fjordman

En kortere kronikk basert på boken En norsk tragedie er tidligere blitt publisert av Jensen hos avisen Fædrelandsvennen i Norge.

Det er utkommet en del bøker om Breiviksaken allerede og flere vil det bli, inkludert min egen Witness to Madness, som bør være i sirkulasjon våren 2013. Få mennesker orker å lese alle disse. Vanlige folk er sikkert lei av Breivik, hans plastisk opererte nese, selvkonstruerte Knights Templar-medaljer, grenseløse sadisme og klager på manglende fuktighetskrem.

Jeg vurderte selv hvilke norske bøker jeg skulle bruke tid og penger på og bladde igjennom flere av dem, blant annet Kjetil Stormarks spekulative utgivelse Massemorderens private e-poster. Hele denne boken er basert på lovbrudd og hacket materiale fra flere epostkontoer der Breivik i mange år skal ha kommunisert med et stort antall personer som ikke har gjort noe kriminelt. Det hevdes at disse er blitt anonymisert, men bare ved å bla igjennom kunne jeg se flere tilfeller av at private epostadresser og vesentlige opplysninger likevel var blitt publisert.

På tross av denne smakløse og lovstridige oppførselen har ikke herr Stormark oppnådd særlig annet enn å vise at Breivik var en ganske dårlig skribent som skrev kjedelige eposter. Jeg kjøpte heller ikke Øyvind Strømmens bok Det mørke nettet, som ved hurtig gjennomlesning dessverre fremsto som akkurat like endimensjonal som man kunne frykte.

Valget falt til slutt på Aage Storm Borchgrevinks utgivelse En norsk tragedie – Anders Behring Breivik og veiene til Utøya. Denne er av noen blitt beskyldt for å dikte litt for mye mellom linjene, slik at enkelte passasjer har mer form av skjønnlitteratur enn av fakta.

Bokas klart største svakhet er imidlertid dens politiske sider. Forfatterens omtale av personer som meg eller Hans Rustad fra Document.no skiller seg ikke i vesentlig grad fra det Øyvind Strømmen eller Lars Gule presterer, men han fokuserer heldigvis mindre ensidig på dette.

Borchgrevink nevner riktignok kort at den unge Arbeiderparti-mannen Einar Gerhardsen troppet opp utenfor avisen Aftenpostens lokaler i Oslo og truet redaksjonen med dynamitt.1 Han ble tiltalt og dømt for forholdet. Likevel forhindret ikke slike grove voldstrusler ham fra å bli statsminister seinere, faktisk den statsministeren som satt lengst ved makten i Norge på 1900-tallet. Voldsretorikk er tydeligvis mer akseptabelt fra noen grupper enn det er fra andre.

Gerhardsen var aktiv allerede under Arbeiderpartiets kommunistiske epoke på 1920-tallet. I likhet med resten av partiets ledelse forlot han til slutt den revolusjonære linjen og ble demokratisk sosialist. Hans kone Werna Gerhardsen hadde likevel et komplisert forhold til kjente KGB-agenter fra det kommunistiske diktaturet Sovjetunionen under Den kalde krigen.

Borchgrevink inntar jevnt over et ståsted der sosialdemokratene og deres politikk presenteres som god og uproblematisk. Han bruker nesten ingen plass på å vurdere om muslimsk innvandring kan utgjøre et reelt problem eller om godt organiserte krefter som Det muslimske brorskapet promoterer sharialover også i Europa, slik blant annet den modige irakiskfødte dissidenten Walid al-Kubaisi har påvist. Borchgrevink avfeier alle slike tanker som “vrangforestillinger”, et medisinsk uttrykk han konkret bruker om dette på side 166.

Det som likevel gjør boka verdt å lese, tross slike ganske betydelige svakheter, er den kontroversielle informasjonen han presenterer om Breiviks familieforhold og oppvekst.

Forfatteren mener å se direkte spor av ABBs barndomstraumer i noen av de mørkeste delene av kompendiet, og dermed indirekte i Breiviks forbrytelser. Han legger vekt på at ingen enkeltfaktor aleine skapte massemorderen, heller ikke en traumatisk barndom med mulig mishandling. Men dette er likevel en stor bit som må bli tatt med i det endelige puslespillet.

ABBs mor Wenche hadde hatt en “ekstremt vanskelig oppvekst”.2 Hennes egen mor fikk polio mens hun var gravid med Wenche og endte opp i en rullestol, noe hun angivelig seinere klandret datteren for. Faren hennes døde da hun var liten, mens moren gradvis utviklet en psykisk lidelse i form av paranoide forestillinger.

Anders Behring Breivik vokste altså opp i en atmosfære av psykiske lidelser og mental ustabilitet som gikk flere generasjoner tilbake og kan muligens selv ha vært genetisk disponert for slike lidelser. Hans mor “kunne fremstå nærmest som overgriper i forholdet til den lille sønnen, men var i et annet perspektiv selv offer”.3

Psykiske lidelser er dessverre fremdeles mer tabubelagte enn fysiske sykdommer, selv om situasjonen er litt bedre nå enn den var tidligere. Mange mennesker vil frykte å få en sykdom i hodet mer enn en sykdom i nyrene, men hos Breivik synes frykten for mentale lidelser å være uvanlig sterk. Skyldes hans enorme frykt for å bli sett på som “gal”, noe han betrakter som “en skjebne verre enn døden”,4 at han har hatt sinnslidelser tett på seg i sin nærmeste familie?

ABBs mor hevdet i sin sykehistorie at hun opprinnelig ønsket abort da hun var gravid på grunn av problemer i ekteskapet, men hun klarte ikke å bestemme seg for å søke innen tidsfristen. Allerede under svangerskapet oppfattet hun fosteret som kom til å bli Anders Behring Breivik som et vanskelig barn som sparket til henne, nesten bevisst og ondsinnet.5

På tross av dette opplevde hun det som provoserende at barnets far, Jens, var til stede under fødselen fordi “Anders var hennes!” Hun sluttet dessuten å amme sønnen da han var ti måneder gammel fordi hun oppfattet babyens suging som så aggressiv at den ødela henne.

Borchgrevink antyder at ABBs mor helt fra han var født, og kanskje til og med før han var født, oppfattet den lille gutten som en voksen person med onde hensikter, “en slags manipulerende og usårbar skurk”. Noen tiår seinere ble han faktisk en skurk, men det er diskutabelt om han var født slik.

Overfor saksbehandleren hun snakket med på sosialkontoret ga moren Wenche uttrykk for at hun ønsket “å bli kvitt” Anders. Det er uklart om hun med dette mente at han burde adopteres bort eller forsvinne på annet vis. Hun innrømmet til dels selv at hun ikke taklet sin sønn. Likevel motsatte hun seg flere forsøk på ekstern hjelp, og motsatte seg dessuten å gi fra seg den påstått onde sønnen som hun ville bli kvitt da barnets far omsider søkte foreldreretten.

Borchgrevink påpeker, som andre også ha gjort, at selv om Breivik i manifestet tar avstand fra nazister så hyllet han flere ganger kjente nynazister under rettssaken og etterpå. Først og fremst er kompendiet etter hans syn en dypt personlig tekst som i praksis kan betraktes som et angrep på personene rundt ham og en slags hevn for hans oppvekst og liv. Breivik antyder direkte i det såkalte manifestet at barn bør bli fjernet fra deres mødre allerede ved fødselen av.

Dette er lettvint blitt avskrevet av massemediene som “anti-feminisme”, noe som er nok et utslag av intellektuell latskap og uærlighet. De som ikke er feminister vil typisk heller at man skal bevare tradisjonelle kjønnsroller og at kvinner dermed i størst mulig grad skal være hjemme med barna når disse er små. Tanken om å ta barna fra mødrene på generell basis har en viss marxistisk forankring, men normalt sett ikke i så utpreget grad som hos Breivik.

Derimot gir dette bisarre forslaget mening dersom man ser det i sammenheng med Breiviks egen traumatiske oppvekst med sin svært ustabile mor. Forslaget i manifestet er derfor dypt personlig. ABB har ironisk nok adoptert ett av venstresidens slagord, nemlig at det personlige er politisk. Til en viss grad vurdere alle mennesker verden ut ifra sine personlige erfaringer, men dette skjer i uvanlig høy grad med en ekstrem narsissist som Anders Behring Breivik.

Boken En norsk tragedie kommenterer det påfallende sterke ønsket om å fjerne kvinner fullstendig, med fødefabrikker, outsourcing av reproduksjon til kvinner i den tredje verden eller bruk av kunstig livmor, samt totalitær kontroll av et statlig Vokterråd over oppveksten til alle barn som fødes. Borchgrevink indikerer korrekt at dette skiller seg betydelig fra vanlig konservativ kritikk av radikal feminisme. Faktisk gikk selv ikke brutale totalitære bevegelser som kommunistene eller nazistene vanligvis så langt i praksis, selv om de kom nærmest dette.

Forfatteren påpeker at Breivik i sitt kompendium/manifest “ønsket å bli kvitt mor fullstendig. Kanskje er det dette prosjektet som er det sentrale i uavhengighetserklæringen hans”.6 Breivik hevdet selv at hans egen mor er den eneste personen som kan gjøre ham emosjonelt ustabil.

De sakkyndige psykiaterne Husby og Sørheim relaterte Breiviks besynderlige beskrivelser av seg selv som en robot eller maskin til en tilstand kjent som aleksitymi, en manglende evne til å gjenkjenne eller beskrive egne følelser. Borchgrevink argumenterer for at dette kanskje er Breiviks “mest karakteristiske trekk (eller symptom), og har preget ham siden barndommen”.7

På et visst plan har ABB følelser, men disse ser ut til å knytte seg primært til narsissisten Breiviks grandiose selvbilde og angivelige krenkelser av dette. I slike tilfeller kan han bli sint og klage på karakterdrap, eller gråte i retten når han ser sin egen banale propagandafilm.

Borchgrevink kommenterer at i følge fagpersonale som observerte ham da hadde Anders allerede som treåring vansker med å uttrykke følelser, selv om hans språkferdigheter ellers var normale. Han spør seg om dette skyldtes en genetisk betinget forstyrrelse i hjernas utvikling eller en emosjonell skade som følge av en form for mishandling fra hans mentalt ustabile mor.

Han beskriver hvordan Breivik i løpet av rettssaken enkelte ganger kunne fremvise verbale ferdigheter og noe som ligner humor, men samtidig kom hans paranoide trekk tydelig frem gjentatte ganger, noe rettspsykiaterne innrømmet. Dessuten var Breiviks åpenbare og sterke narsissisme “konstant, umodifiserbar og fullstendig utenfor kontroll av hans intelligens”.8

Selv erfarne jurister satt med blanke øyne og en tåre i øyekroken da de grufulle detaljene fra dobbeltangrepene ble gjenfortalt av overlevende og etterforskere i rettslokalene. “Bare Breivik satt rolig, tilsynelatende uberørt i sitt radikale utenforskap. En fremmed på jorden” 9, som Borchgrevink beskriver ham. Med langsomme bevegelser fylte han glasset med vann fra muggen foran seg og førte det til leppene, uttrykksløs, fjern i blikket og mentalt sett et helt annet sted. De følelsesmessige reaksjonene til hans ofre affiserte ikke Breivik det minste, men han kviknet fort til og spisset ørene når de tekniske detaljene av hans massakre ble omtalt.

Ett av de spørsmålene som hittil er blitt overraskende lite kritisk belyst er hvorvidt det er sannsynlig at en så eksepsjonelt selvsentrert person som Anders Behring Breivik overhodet er i stand til å “ofre seg for en større sak”, slik han hevder at han ville. Både de som mener han er sinnssyk og de som hevder at han er strafferettslig tilregnelig har stort sett alle kommentert hans ekstreme narsissisme pluss utviklede voldsfantasier og sadistiske personlighetstrekk.

Det er liten tvil om at Breivik er en mann som mangler empati og bryr seg lite eller ingenting om andre mennesker enn ham selv. Men hvis han ikke bryr seg om andre personer eller noe som er større enn hans egen navle, hvorfor skulle han da “ofre seg” for andre personer og bli “martyr” for sitt folk? Dette er svært selvmotsigende og gir ikke logisk mening. Hvis man ikke bryr seg om andre mennesker ofrer man heller ikke sitt liv for andre mennesker.

Forfatter Aage Storm Borchgrevink analyserte Breiviks mentalitet fra ulike innfallsvinkler og leste igjennom hele hans kompendium/manifest flere ganger. Han konkluderte gradvis med at mannen er mytoman og utviser klare tegn på pseudologia fantastica, eller patologiske løgner. Noen ganger dikter han kort og godt opp ting som ikke finnes, andre ganger overdriver han voldsomt, slik at mindre begivenheter som har hendt ham plutselig får en enorm betydning:

“Etter hvert syntes jeg at kompendiet egentlig bare ga mening hvis man leste det som en respons på erfaringer og konflikter i hans eget liv, særlig barndommen. 1300 år med konflikt mellom Vesten og islam fremsto som en dekkhistorie, og rettssaken bekreftet inntrykket. Han redegjorde famlende og uengasjert for det politiske og historiske, men kviknet til så snart det var snakk om terrorisme. Radikaliseringen hans fremsto som utslag av hans pseudologia fantastica: beretninger om fiktive konfrontasjoner med muslimer ispedd rene bagateller. Barndommen ville han derimot ikke snakke om”.10

Borchgrevink nevner motforestillingene mot å snakke om familieforholdene til Breivik generelt og moren spesielt. Det ble kort antydet av blant annet statskringkasteren NRK at det kunne finnes en historie av psykiske lidelser, og ved en anledning til og med at Breivik kunne ha vært eksponert for noe av seksuell natur i barndommen.11 Disse temaene ble det imidlertid hurtig lagt lokk på igjen. Massemediene sa ikke noe mer om dette før eller under rettssaken.

Man kan spørre seg om tausheten hadde vært like øredøvende dersom det var faren som var blitt beskyldt for å ha begått overgrep, kanskje av seksuell natur. Personlig tviler jeg på det.

Offentligheten ble kun gjort oppmerksom på disse problemstillingene i større bredde etter at rettssaken mot Breivik var avsluttet og det var klart at ingen av partene ville anke dommen.

Borchgrevink fremhever at det isolert sett kan sees på som positivt at samfunnet forsøker å beskytte enkeltmennesker selv etter en slik forferdelig ugjerning. Likevel må dette hensynet veies mot offentlighetens rett til å få mest mulig klarhet om saken og om hvorfor denne bestemte personen begikk slike grusomheter. Hovedpoenget er etter forfatterens mening ikke å henge ut moren, men å spørre hvorfor ikke hun fikk mer hjelp fra barnevernet eller andre.12

Breiviks angrep hadde skremmende mange dødsofre, og dessuten overlevende med fysiske eller mentale skader. Hver og en av disse har igjen mange slektninger og venner. Samlet sett er det svært mange mennesker som er blitt sterkt berørt av Breiviks ugjerninger. Borchgrevink argumenterer overbevisende for at interessene til alle disse tallrike menneskene samlet sett bør oppveie interessene en enkelt person, massemorderens mor, måtte ha i å holde deler av deres felles privatliv skjult. Mange borgere vil nok være enig i en slik konklusjon.

Avisen VG publiserte rapportene til begge parene av rettspsykiatere på internett, noe som var ulovlig siden disse skulle være unntatt offentlighet.13 VG la ut nesten hele den første rapporten som konkluderte med at Breivik er sinnssyk, men med ett svært viktig unntak: De sladdet ut noen sider i teksten som omhandlet Breiviks interne familieforhold, spesielt den grove omsorgssvikten til hans mor, som i alle fall grenset til regelrett mishandling.

Det er mulig at dette var gjort i god hensikt, men det bygget samtidig opp under konklusjonen som VGs redaksjon meget aggressivt presset på for å få, nemlig at Breivik er tilregnelig.

Enten man liker det eller ikke så er det relevant å spørre om oppveksten til en person som har begått det verste massemordet i moderne nordisk historie. De første rettspsykiaterne konkluderte med at ABB lider av paranoid schizofreni. Dette kan sikkert bestrides. Det er mye vi ikke vet om denne sykdommen. Det finnes til og med de som hevder at det vi i dag betegner som schizofreni egentlig dreier seg om flere forskjellige, beslektede sykdommer.

Det finnes derimot en del forskning som antyder at slike sinnslidelser ofte har en betydelig arvelig komponent, enten man ser på gener eller miljø eller begge deler. Det er en markant økt risiko for at du kan lide av slikt dersom andre nære slektninger har en lignende lidelse.

I tilfellet Anders Behring Breivik er det etter rettssaken blitt kjent at minst to nære slektninger i direkte linje, hans mor og hans mormor, har vært plaget av store mentale problemer, samt at ABBs mor kan ha utsatt ham for mental og kanskje fysisk mishandling under de aller mest følsomme oppvekstårene som barn. Uavhengig av om man liker det eller ikke er dette informasjon som var og er av vesentlig interesse for å vurdere hans sinnstilstand. Det kan ikke bare ignoreres eller feies under teppet, men det var nettopp dette norske massemedier gjorde inntil rettssaken var avsluttet.

Fortsæt med at læse “Tegneseriefiguren Breivik: Reality TV massemorder?”

Efter at have hørt mig gennem flere forargede reportager på Sveriges Radio om disse våbenliderlige amerikanere, fik jeg trang til at få nogle tal på liderligheden. Amerikanerne er rigtig nok velbevæbnede med næsten ét lovligt våben pr person i landet fra spædbarn til plejehjem. I Sverige er det ‘kun’ hver 3. svensker, der har et lovligt våben, nemlig to millioner våben fordelt på 628 000 ejere.

Noget af et hjemmeværn, de kan stable på benene. Jeg kan ikke se andet end en nuanceforskel, og iøvrigt er det sjældent de lovlige våben bruges til noget kriminelt. Peter Mangs i Malmø var en undtagelse med sin lovlige Glock. Han kan ikke have være screenet psykologisk forinden han fik den med så besyndelig en opførsel og livsbane.

Der skulle være cirka 40.000 illegale våben i Sverige, og de bliver flittigt brugt, som enhver kan se i aviserne. Hvis guncontrol er så vigtigt i USA for SR, så kan det vel ikke være meningen, at hver 3. civile svensker i givet fald kan udstyres med et lovligt våben. Når SR ikke laver en reportage om det, må det skyldes det gamle, svenske, journalistiske princip: Problemer er bedst, når de foregår på den anden side af jorden, eller i det mindste i Danmark.

Et skoleskyderi eller en Breivik-massakre, der har mange psykologiske ligheder med skoleskyderier, kan ske i Sverige når som helst. Med så mange våben i omløb, er det snarere et under, det ikke er sket før. Mindre variationer har vi set med Ausonius i 1991, og Flink i 1994 (Mattias Flink brugte sit militære våben), begge temmelig afvigende personer. Heldigvis er svensk politi bevæbnet, hvad norsk endnu ikke er, en fatal faktor i Breiviks uhindrede Ragnarok.

U.S. citizens own 270 million of the world’s 875 million known firearms, according to the Small Arms Survey 2007 by the Geneva-based Graduate Institute of International Studies….On a per-capita basis, Yemen had the second most heavily armed citizenry behind the United States, with 61 guns per 100 people, followed by Finland with 56, Switzerland with 46, Iraq with 39 and Serbia with 38. France, Canada, Sweden, Austria and Germany were next, each with about 30 guns per 100 people, while many poorer countries often associated with violence ranked much lower. Nigeria, for instance, had just one gun per 100 people. U.S. most armed country with 90 guns per 100 people

Jalving: Skandinavisk bogduel

Lad to bøger fra skandinaviske nabolande runde året af.Den ene hedder ”Rødt, hvidt og blåt. Om demokratiet i Europa” og er skrevet af den norske samfundsforsker Asle Toje; den anden hedder ”Migrationens kraft: Derfor behøver vi åbne grænser” og er skrevet af de liberale svenske skribenter Johan Norberg og Fredrik Segerfeldt. Bøgerne er interessante på hver deres måde og griber fat i et af de felter, der er under hastig forandring i disse år.

Hvor bøgerne er bedst, får de os til at overveje, om den vej, vores samfund er slået ind på i migrationens tidsalder, overhovedet er farbar. Er vi på vej fremad – eller er vi godt i færd med at ødelægge vore børns muligheder?Begge bøger hælder mod det sidste svar, men af vidt forskellige grunde, og lad mig bare være ærlig. Jeg foretrækker så langt den norske empiriker for de svenske teoretikere. Toje rejser rundt, samler prægnante indtryk og opsøger centrale vidner til vor tid i de europæiske byer. Det er mildt sagt ikke opbyggeligt, men en rejse i problem efter problem, affattet på et – for en akademiker – overraskende ærligt norsk, som når han et sted noterer tørt, at han følte sig som et Munch-maleri, da han vågnede næste morgen.Svenskerne derimod ordner verdenssituationen ved hjælp af en liberal kalkule om, at mennesker er rationelle skabninger, og at det derfor er rationelt at minimere antallet af barrierer…..JP.

Av Julia Caesar:

Copyright Julia Caesar, Snaphanen och HRS. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

Julen pågick för fullt i Svea rike. Snöflingor föllo mjukt och reglementsenligt på taken till såväl höghus som små röda stugor, adventsstjärnorna spredo sitt varma sken i alla fönster som inte voro blockerade av parabolantenner, och förväntningarna hos såväl barn som vuxna hade stått i högan sky inför den dag då de alla skulle bänka sig i gemenskap kring den årliga dyrkan av en tecknad anka.

Och det hände sig vid den tiden att det från den samlade överheten utgick ett påbud att alla med julen förbundna traditioner skulle avskaffas. Det var den första rejäla traditionsutrotningen i modern tid, och den hölls när alliansregeringen styrde Svea rike och Svea rike i sin tur var lydrike under EU.

Hade icke de specialutbildade näsorna från statliga Halal-Tjänst i Kiruna redan i veckor sprungit trappa upp och trappa ned i husen för att med sina känsliga luktorgan sniffa efter otillbörligt skink- och griljeringsos? Jo sannerligen, och resultatet hade icke låtit vänta på sig. Illegalt innehav av julskinka hade avslöjats i ett flertal fall, trots statliga dekret om att allt som härstammade från gris, såsom grisfötter, korv och den traditionella syltan, var att betrakta som främlingsfientligt och muslimkränkande barbari och således strängeligen förbjudet.

“Vi ska ha tålamod med demokratin” sa Överstemogulen

Skenet av det julfyrverkeri som sprakade loss när självmordsbombaren Taimour Abdulwahab sprängde sig själv i luften i centrala Stockholm strax före jul 2010 hade som genom ett trollslag falnat sedan Överstemogulen efter 19 timmars tankfull tystnad fällde de numera legendariska orden:

”Det som hänt är oönskat och oacceptabelt. Det är oacceptabelt därför att Sverige är ett öppet samhälle. Ett öppet samhälle som har markerat en vilja att människor ska kunna ha olika bakgrund och tro på eller inte tro på några gudar alls. Kunna leva sida vid sida i vårt öppna samhälle. Vår demokrati är välfungerande. Den som känner frustration och ilska har utrymme att uttrycka det på ett sätt som inte leder till våldsamheter. Vi ska värna den svenska öppenheten och ha tålamod med demokratin” sa Överstemogulen till sina undersåtar.

Det gnisslade alltmer i folkets djupa led

Folket i Svea rike hade haft tålamod med demokratin i exakt två år efter detta banbrytande uttalande, men för att blidka de kränktas arméer tarvades nu mer kraftfulla insatser. Det gnisslade alltmer högljutt i folkets djupa led över det tilltagande fjäsket och undfallenheten för invandrares medhavda religion och kultur på bekostnad av svensk kultur och traditioner. Smärtsamt medveten om situationens allvar hade Överstemogulen inkallat såväl Statstelevisionens chef Eva Hamilton som Statsradions dito, Cilla Benkö, till ett krissammanträde inför den annalkande julen.

“Julen representerar de sista resterna av vårt barbariska kristna kulturarv” hade Överstemogulen inlett med ett mer än vanligt grinigt tonfall. “Gör något! Åtgärder! Revidera programtablåerna! Erinra er att ert enda existensberättigande är som statens propagandaorgan!” röt han.

En fet smocka rakt i ansiktet på folket

Statstelevisionens chef genmälde att hon inför denna jul verkligen gjort sitt yttersta för att utplåna alla inslag som på något sätt kunde röja att julen var en gammal tradition med kristna rötter. Därmed skulle statstelevisionen uppfylla sin propagandistiska plikt och rikta en stor fet smocka rakt i ansiktet på hela svenska folket. I förorättad ton sade hon att hon verkligen inte hade sparat någon möda. Hon hade inkallat samtliga under- och under-underchefer till ett Sturm- und Drangmöte och inpräntat förhållningsorder hos dem. Personligen var hon mycket nöjd med resultatet. Jublet steg i tv-husets korridorer när den senaste traditionsdödande mångkulturella framstöten blev känd: en svart Lucia.

Endast fullblodsrasister kunde opponera mot detta verkligt radikala grepp. “Äro vi icke alla invandrare i grund och botten? Hava vi icke i likhet med Överstemogulen från begynnelsen negroida rötter?” sporde sig programledningen och besvarade sin egen fråga jakande.

Nästa Lucia ska vara ett svart hen

Dock hade redan kraftfulla protester influtit från landets alla genuscertifierade universitet i det att de funno den svarta Lucian besvärande konventionell och könsstereotypisk. Nomineringen vid landets radikala lärosäten inför nästa års Lucia var redan i full gång med den givna målsättningen att det skulle vara en svart man med så otydliga könskaraktäristika att han kunde passera som ett ur genusperspektiv godtagbart “hen”. Protester hade även influtit mot att ekorrarna Piff och Puff är bruna samt mot det faktum att Kalle Anka år efter år tillåts gå omkring utan byxor samtidigt som han har ensam vårdnad om sina tre brorsöner. Enligt opponerande påtryckningsgrupper föreligger här klar pedofilvarning.

En rappare på bruten förortssvenska

Endast verkligt främlingsfientliga element med hemvist i de så kallade “järnrörssajterna” kunde tänkas ta illa vid sig av vad som sedan följde i den mäktiga tv-utsändningen från Luciafirandet i ärevördiga Uppsala domkyrka. När chocken över den svarta Lucian hjälpligt lagt sig steg i kyrkans kor fram en ung man med invandrarbakgrund och rappade med inlevelse sin hyllning till det mångkulturella samhället på bruten förortssvenska.

“Där fick dom så dom teg” fnittrade tv-chefen förtjust. “Korkade traditionsbundna svenskar, det är på tiden att de vänjer sig vid mångfalden. Vi lever i en ny tid. De som inte anpassar sig får problem.”

Kränkt pepparkaksgubbe gråter ut i P1

Radiochefen Cilla Benkö hade å sin sida med motsvarande förtjusning noterat Martin Wicklins innovativa inslag om Lucia i P1 “Medierna”. Med darr på stämman hade han informerat lyssnarna om hur det var när han gick på lekis i slutet av 1970-talet:

“Det var aldrig något snack om vem som skulle vara pepparkaksgubbe i Luciatåget. Det skulle Kristian och jag vara, för vi var ju så bruna och fina, som fröken sa.”

Det var då, i slutet av 1970-talet, som Martin Wicklins internationella påbrå hade förvandlats till ett trauma som fortfarande skaver mer än trettio år senare. Men istället för att bearbeta kränktheten hos en psykoterapeut ringer Martin Wicklin med gråtfärdigt darr på stämman upp Sverigedemokraternas ledare Jimmie Åkesson och frågar om han är rädd för att det inte ska vara tillräckligt med julpynt på gatorna. Sedan säger han “God jul, Jimmie”, och då är sammanbrottet nära.

Alltihop är Sverigedemokraternas fel

Det är med andra ord Sverigedemokraternas fel att Martin Wicklin fick vara pepparkaksgubbe för mer än trettio år sedan, trots att Sverigedemokraterna inte fanns då. En vinkling som radioledningen känner ligger helt rätt i tiden. Som förebild har Cilla Benkö sneglat på Helsingborgs Dagblads krönikör Patrik Lundberg, som delar pepparkakstraumat med Martin Wicklin och i en krönika utropar:

“Jag är redo för ugnen. Värm upp ugnen till 200 grader. Peta in en invandrare i brasan. Jag är redo igen.”

Med smärta minns Patrik Lundberg ett luciatåg på mellanstadiet.

“Klassen fick rösta fram tärnor, stalledrängar och så vidare. Själv blev jag framröstad som en av tre pepparkaksgubbar. Den andre var från Ungern och den tredje kom från Libanon. De tre enda i klassen med svart hår och olivfärgad hy fick spela ugnsbakade marionetter.”

Mångkulturpropaganda hela annandag jul

Sedan förvånade radiolyssnare på fjolårets juldagsmorgon istället för en kristen morgonandakt på kristendomens heligaste dag fått höra imamen Abd al Haqq Kielan breda ut sig om islam beslöt programledningen att annandag jul detta år skulle bli den verkliga propagandahöjdpunkten i framförandet av den statliga mångkulturella agendan.

Några utdrag ur programtablån annandag jul i radions P1:

Fortsæt med at læse “Evangelium i en ond tid”