Af Tim Pallis
Virkeligheden er ikke, hvad den plejer at være, for “plejer” er død. De gamle religionsforskere brugte ordet muhamedanisme, når de talte om islam. Det er i dag blevet politisk ukorrekt. De nye religionsforskere bruger nu kun ordet islam, når de mener den religiøse tro eller den islamiske kultur. Der er skabt et nyt begreb, som hedder islamisme, som man bruger, når der er tale om islams politiske dimension. Man bruger derfor ordet islamister, når der lægges vægt på, at det drejer sig om muslimer, som er politisk aktive og følger shariaen.
Men for at undgå enhver misforståelse er det vigtigt at være klar over, at den religiøse tro islam samtidig også er en politisk bevægelse. Islam er tro og politik i én skøn forening. Islam er en stram lov religion og shariaen omfatter både trosætningerne og reglerne for familiepolitik og storpolitik. Derfor er det fuldstændig forrykt, at skelne mellem islam og islamisme.
Der er ikke forskel på islam og islamisme. Islam er og bliver islam, og det har altid været det samme som islamisme. Hvis man adskiller mellem islam og islamisme betyder det at islam kan betragtes som godartet eller som en fredens religion, der er forenelig med Vestens juridiske systemer og sociale normer, og det er shariaen ikke.
Da man i midten af 1700-tallet i Frankrig begyndte at skrive om muhammedanismen, brugte man ordet islamisme og muhammeddanisme i flæng. Man var på det tidspunkt endnu ikke begyndt at anvende den korte form islam. Ordet islamisme findes i Oxford English Dictionary fra 1748. Senere erstattede man det med islam, og i Encyclopaedia of Islam fra 1938 er det helt forsvundet. I 1970erne og 80erne begyndte akademikerne igen at bruge ordet islamisme, men denne gang i betydningen fundamentalisme.
Det kommer muligvis af, at 1800-tallet og 1900-tallets islamiske modernisme, som i virkeligheden var en tilbagevenden til fundamentalismen i profeten sædvane (sunna), bruger ordet “al-Islamiyya”, som navn i deres politisk-religiøse bevægelser f.eks. Al-Jamaah al-Islamiyya, grundlagt i Indien i 1941 og al-Gama’a al Islamiyya, grundlagt i Egypten.
Disse bevægelse lægger vægt på at vende tilbage til rødderne i deres religion og forene sig politisk. Det drejer sig kort og godt om at følge Koranen og ahadith til punkt og prikke, pan-Islamisk enhed, genoprettelse af kalifatet, ophævelse af ikke-muslimers indflydelse i de muslimske lande, især Vestens militære, økonomiske, politiske, sociale og kulturelle indflydelse i den muslimske verden. Den politiske suverenitet tilhører nemlig Allah, og derfor bør shariaen være statens grundlov og ikke de menneskeskabte love.
Er det at være islamist så noget andet end at være muslim? Muslimer er alle med en muslimsk far. At skifte denne tro ud med en anden tro er der dødsstraf for. At være muslim gælder alle, som enten er født til det eller er konverteret. Der er imidlertid forskellige måder at være muslim på – én af dem er at være islamist. Jeg tror man kan karakterisere en islamist som en ortodoks eller en “mainstream” muslim, om man vil. Man skelner jo også mellem jøder, som er ortodokse og jøder, som ikke er ortodokse.
Man kan være muslim på mange måder. Der har altid været hundredevis af forskellige muslimske grupper, ordner, selskaber, samfund eller sekter med hver deres traditioner, grundlæggere, krigere og mystikere. Man kan således være sufi muslim eller ortodoks sharia traditionalist på flere måder, alt efter hvor i Islams enormt udstrakte verden man lever. Men hvor i verden man så end befinder sig, tilhører man, i og med at man er muslim, ummahen – det muslimske verdensfællesskab.
I Vesten har man indenfor de sidste årtier opfundet nogle nye betegnelser for muslimer, efter at man er stødt ind i konflikter ved den tankeløse immigration af muslimer. Det er f.eks. moderate muslimer, kultur muslimer, liberale muslimer og demokratiske muslimer. Man kan som muslim også være islamist, fundamentalist, radikaliseret, ekstremist eller terrorist.
De fleste muslimer i verden er kultur muslimer, ligesom man kan tale om kultur kristne, kultur buddhister osv. 80% af den danske befolkning er f.eks. kristne, fordi de er døbt, men langt de fleste har ingen anelse om, hvad kristendom egentlig er – de er kultur kristne. Det samme gælder muslimer og alle andre med et eller andet givet forhold til deres kulturs religiøse tilbud, som de er født ind i. I den Islamiske verden er det meget almindeligt at være kultur muslim, blandt andet fordi det kun er et meget lille antal personer, som faktisk kan læse standard arabisk, som er nødvendigt for at kunne læse Koranen.
Den måde, man bruger ordet “islamist” i kulturdebatten, skelner mellem fundamentalister og almindelige muslimer. Derfor bliver udtrykket ofte ikke godkendt af moskeernes sheiker og imamer. Stormuftierne i de muslimske lande afviser enhver tale om, at der findes moderate muslimer, radikaliserede muslimer og andre vesterlandske betegnelser. Islam er nemlig Islam og den troende er muslim, så enkelt er det set fra moskeen.
Ibn Warraq, som skrev værket Derfor er jeg ikke muslim, har skabt udtrykket: “Det kan godt være der findes moderate muslimer, men islam er ikke moderat”. Det kan også godt være, at moderate muslimer kan radikaliseres, men da islam i sig selv er radikal, betyder det blot, at disse muslimer er forblevet ortodokse muslimer. Og det er de med indflydelse af de karismatiske sheiker i moskeerne, fra den dag et stærkt religiøst behov vågner i dem.
Det kan naturligvis føre til, at de bliver ekstremister eller terrorister, fordi den korteste vej til det islamiske paradis er at dræbe ikke-muslimer og selv dø i denne jihad. Den kendte islam kritiker Michelle Malkin har sagt: “Islam er problemet, der findes ingen “radikal version”. Muhammed skrev den oprindelige opslags bog i terrorisme. Det er Koranen. Jeg ønsker held og lykke til de, der prøver på at skabe en moderat version”.
Det er meget få her i landet, som erkender, at islam er en ganske veldefineret størrelse, hvis inderste væsen er formuleret i Koranen, Muhammed biografierne, og det man kalder ahadith eller profetens sædvane (sunna). Der findes naturligvis både autoriserede eller stærke ahadith og uautoriserede eller svage ahadith.
Selv om Islams veje er mangfoldige, ligesom kristne veje og buddhistiske veje er meget varierede, er der en kerne af koranisk islam, som er en fællesnævner for alle muslimer. Koranen betragtes jo i islam som ligeså “uskabt”, evig og fuldkommen som den transcendente Allah, der kan gribe ind når som helst og ændre alt.







