sagde folketingsmanden Erhard Jakobsen, men før ham W.C.Fields. (Hele Fields citatet er: “If at first you don’t succeed, try, try again. Then quit. There’s no point in being a damn fool about it.”) Det generer dog ikke svensk journalistik, at paradere som forbandede fjolser. De synes de har momentum mod SD, og vil nødigt slippe dem af krogen nu. (Richard Jomshof i videoen er flere gange berufsverbotet for sin politiske holdninger, der er ikke engang løgn, men man vænner sig så småt til den slags.)

Partiet bekostar distributionen av Dispatch International, som har nära koppling till den islamfientliga föreningen Tryckfrihetssällskapet, till sina medlemmar i samband med ett utskick av partitidningen SD-kuriren, skriver ETC. Annika Hamrud har granskat Sverigedemokraterna och skrivit boken ”Svensk Svenskare. Ett reportage om Sverigedemokraterna”. – Tidningen har egentligen bara ett fokus, nämligen att utpeka islam som ett stort hot, säger Annika Hamrud till SVT Nyheter. – Organisationen är en del av Counterjihad-rörelsen. Man anser att muslimerna ska ta över, säger Hamrud.”Islam värre hot än nazismen”, SD samarbetar med antimuslimsk tidning

Det evige had

Following are excerpts from a TV report featuring the family of Hamas member Muhammad Al-Homs, who was killed alongside Ahmad Jaabari. The report aired on Al-Aqsa TV November 16, 2012.

Brother of Muhammad Al-Homs : Allah be praised, all the young Muslims in Gaza love martyrdom, just as our enemies, the infidel Jewish dogs, love life. We continue on the same path and pray to meet him in Paradise.

Mother of Al-Homs : This is the martyr’s youngest boy. His name is Mash’al. He named him after the great leader Khaled Mash’al. Allah willing, little Mash’al will become like the big Mash’al. We are all moving forward for the sake of Allah.

Upptagningen är från Leksands kyrka 1986 när psalmen där sjungs för sista gången.

av Kjell Håkansson

När nu kyrkoåret går mot sitt slut är det 26 år sedan psalmen ”Fädernas kyrka” rensades ut från svenska kyrkans repertoar av psalmer. Det var inte några konstnärliga överväganden som låg bakom beslutet utan en politisk vilja att avlägsna texter som ansågs vara nationalistiska . För ett år sedan, till 25-årsminnet, skrev jag ett blogginlägg som jag härmed inviterar Snaphanens läsare till att ta del av. Där kan ni lyssna till psalmen, se text, noter (gamla koralboken) och en kort historik. God fornøjelse.

Till Snaphanens svenska läsarkrets vill jag framföra en uppmaning att inte glömma vårt kulturarv bara för att makteliten påbjuder oss att göra det. Professor Stefan Jonsson vid Linköpings Universitet sa nyligen i 24NT ((Norrköpings Tidningar) att ”vårt kulturarv är delvis rasistiskt”. Man anar här vilka politiskt korrekta utrensningar våra bibliotek och andra kulturinstitutioner kan komma att utsättas för inom en inte alltför avlägsen framtid. Det som tillåts finnas kvar kommer antagligen att förses med varningsetiketter…….Kyrkans självcensur av ”Fädernas Kyrka” 25 år (november 2011)

Det var vist ikke meningen…

Men det var hvad jeg og andre forudså fra første sekund. Man skal tilhøre den selvfede, socialt afkoblede journaliststand for ikke at se, at Expressen opførte sig som et konkurrerende politisk parti og ikke som en avis. Hver 8. svensker vil stemme SD. Expressen har ikke fanget vitsen, de fortsætter med dagens ti artikler om ‘SD affären’. I dag vil også Sveriges Radio stemple dem som ‘fascistiske’. Det vil næppe heller gå hjem om 8-900.000, der egentlig er gammeldags folkhemssossar. SD ökar till 12,3% i SENTIO november 2012.

Staten og demokratiet er ikke truet af maffiaen – endnu

Man samler på gode nyheder:

Den goda nyheten är att ”den grova organiserade brottsligheten saknar förmåga att angripa det demokratiska statsskicket i sin helhet”. ”Trots ett relativt stort antal misstänkta fall finns inga exempel på att aktörer inom den grova organiserade brottsligheten tillskansat sig långvarigt inflytande”. Det skriver Säkerhetspolisen i sin hotbildsbedömning av Den grova organiserade brottslighetens otillåtna påverkan på viktiga samhällsfunktioner, som offentliggjordes igår. Demokratin är alltså inte hotad. Ännu, frestas man att tillägga.

Säkerhetspolisen vittnar om ”planer på sprängdåd mot polisens fastigheter” eller om ”att locka poliser i bakhåll för att beskjuta dem”. Det heter att åklagare ”regelbundet” utsätts för otillåten påverkan. Huvudsakligen sker angreppen i anslutning till tjänsteutövningen, men det talas också om ”gärningsmän som vid upprepade tillfällen uppehållit sig kring befattningshavarens bostad”, och om hotfullt beteende gentemot familjemedlemmar. Och det är inte bara polisen som drabbas. Enligt den sammanfattade bedömningen råder en ”förhöjd hotbild” även för Åklagarmyndigheten, Skatteverket, Tullverket, Ekobrottsmyndigheten, Domstolsverket, Kriminalvården, Kronofogdemyndigheten, Försäkringskassan och Migrationsverket. Låt inte maffian ta över Sverige

A series of articles published in The Times has exposed the pattern of child-sex crimes in which young white teenage girls in Rochdale, Burnley, Dewsbury, Keighley, Leeds, Carlisle, Derby, Telford, Birmingham and Oxford have been groomed by groups of mainly Pakistani men.

Michael Gove, the Education Secretary, has expressed concern at Ms Berelowitz’s findings for not coming down more strongly on the role of Asian men, accusing it of “political correctness”. After a two-year investigation, the report found that 2,409 children were victims of sex crimes by gangs or groups of men in a 14-month period from 2010 to 2011. A further 16,500 young people displayed high-risk signs of exploitation.

“Each year thousands of children in England are raped and abused from as young as 11 by people seeking to humiliate, violate and control them. The impact … is often devastating,” it said. The report recorded but did not elaborate on the fact that more than 25 per cent of reported child sex abuse perpetrators were Asian and South-East Asian, although they represented only 6.9 per cent of the population. Anger at ‘politically correct’ sex gangs report, ‘Thousands’ of children sexually exploited by gangs, Is it really true that children are being sexually exploited in every ‘town, village and hamlet’ in England? Politically Correct Report into Group Sex Abuse of Children Minimises the Muslim Factor – Rapport, download: Child Sexual Expolitation Inquiry interim report – I thought I was the only one. The only one in the world

Muslim Gang Rape Whitewashed in Britain
by Paul Weston

Wherever in the Western world you find large groups of Muslims, you also find a correspondingly large amount of gang rape with Muslims the perpetrators and native white girls the victims. I’m not sure what the rape statistics in Muslim-ruled countries are like, but one assumes they are lower than in the West simply because infidel girls are seen as permissible targets in the Dar al-Harb (the House of War).

Western women and girls do not yet seem aware of the Islamic requirement to swathe themselves in layers of black clothing in order to counter the sexual urges of predatory Muslim males. After the reporting of the Muslim gang rape epidemic in Australia, it fell to Sydney-based Sheik Taj Din al-Hilali, Australia’s senior Muslim cleric, to state what has since become painfully obvious to those who truly understand the sheer horror of Muslim attitudes toward non-Muslim women:

“If you take out uncovered meat and place it outside on the street, or in the garden or in the park, or in the backyard without a cover, and the cats come and eat it … whose fault is it, the cats or the uncovered meat? The uncovered meat is the problem….if she was in her room, in her home, in her hijab, no problem would have occurred.”

High Wycombe, an area not perhaps associated with a high Muslim presence, is the latest part of Great Britain to discover such wonders of multicultural enrichment, where eight Muslim men were arrested on the 19th of November over grooming and rape allegations. And there was I, thinking High Wycombe was still part of what was once a rather pleasant country called England…GoV.

Danskt stöd för Lars Vilks

Nu har en dansk stödkommitté för Lars Vilks bildats. De sju i kommittén är:

Helle Merete Brix, journalist og forfatter, initiativtager og komiteens koordinator.
Uwe Max Jensen, journalist og billedkunstner, initiativtager og kontaktperson til Lars Vilks.
Firoozeh Bazrafkan, billedkunstner
Bernt Johan Collet, godsejer og tidligere bestyrelsesformand for CEPOS
Mikael Jalving, historiker og kommentator
Farshad Kholghi, skuespiller og kommentator
Niels Ivar Larsen, journalist og redaktør på Information
Jaleh Tavakoli, løsgænger i Borgerrepræsentationen og talskvinde for Frit Iran

På hemsidan skriver de:

Lars Vilks komiteen har til formål at arrangere fire årlige møder i København med den svenske tegner og kunstteoretiker Lars Vilks og at støtte op om hans ytringsfrihed, om retten til at tegne, tænke og tale frit.

När det nu gjorts i Danmark, kanske det vore en bra idé också för svenskt vidkommande?Tystnaden är feghetens broder. Den som talar och uttrycker sitt stöd för Lars Vilks säger egentligen något mycket mer, som handlar om vilket slags samhälle vi vill leva i. Thomas Nydahl

Hudna betyder våbenhvile på arabisk, eller rettere, “vi indstiller fjendtlighederne fordi vi pt. er i en presset situation. Når vi er kommet os, – ikke mindst takket være de vantro idioters velvillige bistandshjælp – fortsætter vi krigen mod de dem.” I denne fik de tæsk igen, men færre civile døde end der dør i Syrien på en enkelt dag. Vestlige politikere har stadig ikke forstået deres fjende, og de har ikke forstået, at de går dens ærinde. Hillary Clinton siger:

“The goal must be a durable outcome that promotes regional stability and advances the security and legitimate aspirations of Israelis and Palestinians alike”

Udenrigsminister Villy Søvndal har heller ikke forstået, hvad Hudna betyder, men på den anden side, hvad har han lært af at spilde 40 år i politik?

De mange tab af liv kan nu ophøre, og forhåbentlig vil aftalen føre til en længerevarende og mere omfattende ro i området, siger den danske udenrigsminister.

Den eneste fred, der findes med Hamas, er med et besejret, udslettet Hamas. Man må håbe, at Israel har fået barberet dem så tæt, at det holder 2-4 år ud i fremtiden. De samme ignorante politikere har installeret denne fjende midt i vores samfund, hvad der jo fylder israelerne med en vis, makaber skadefryd. Danmarks justitsminister: Terrortruslen er alvorlig. – Generalprøve. – Den palæstinensiske selvmordskult.

Dispatch International udsendes til SD-medlemmer

Sydsvenskan er steget ned fra’islamofobisk, racistisk, främlingsfientligt’ til ‘islamkritisk’. Det falder ikke i god jord, hos det man klader “twitter-vänstern”, tidligere kendt som “rötvinsvänstern”. Nu drikker alle jo lådvin i to liters-pap, det er the upper ten, som twitter som gale. Deres tanker kan nemt rummes på 160 anslag.

I månadsskiftet skickas tidningen Dispatch International, med koppling till islamkritiska Tryckfrihetssällskapet, till sextusen SD-medlemmar. Portot står partiet för. Det var vid en debatt på Publicistklubben Syd i måndags som Tryckfrihetssällskapets ordförande Ingrid Carlqvist berättade att den öppet islamkritiska organisationen nu inlett ett samarbete med Sverigedemokraterna.
Partiet bekostar distributionen av den nystartade islamkritiska tidningen Dispatch International, med nära koppling till Tryckfrihetssällskapet, till sina medlemmar i samband med ett utskick av partitidningen SD-kuriren i månadsskiftet.
– Det är en tidning som har en viktig roll i dagens samhällsdebatt. Och det finns många kopplingar mellan oss och Tryckfrihetssällskapet, både personliga och ideologiska. Vi skickar ut tidningen som ett medskick, så det handlar inte om särskilt stora kostnader, berättar Richard Jomshof, riksdagsledamot och ansvarig utgivare för SD-kuriren. SD betalar utskick av islamkritisk tidning

Property and Freedom Society–7th Annual Meeting–Speakers & Topics, Bodrum, Turkey at the Hotel Karia Princess, from Thursday September 27 through Monday October 1, 2012. Vi inviteres til at le med.

“Kvinder i dialog”….hmmmm

Tænd et lys for ofrene for Israels angreb på Gaza for to år siden, Tænd et lys for de overlevende i verdens største fængsel – Gaza Tænd et lys for børnene, der bruges som skydeskive af de israelske soldater, når de samler grus ind til genopbygning. Tænd et lys for Gaza

Den teksten du nå leser vil i engelsk oversettelse forme en liten del av grunnlaget for min bok om Breiviksaken, Witness to Madness, som bør være i sirkulasjon i løpet av første halvdel av 2013.

Af Peder Jensen/Fjordman

Jeg har vært kritisk til de etablerte massemediene lenge. Dette har ikke endret seg etter Breiviksaken, da jeg selv over en lengre tidsperiode stod midt inne i en stor mediestorm og kunne se med egne øyne hvordan nyheter faktisk blir laget fra dag til dag, noen ganger på til dels sterkt forvrengt og i verste fall falskt grunnlag.

Hovedsaken når det gjelder Anders Behring Breivik er selvsagt hans mange ofre og deres etterlatte familier. Det bør likevel være av en viss interesse å se nærmere på behandlingen av andre involverte parter også.

Jeg hverken kan eller vil skrive om alle nyhetsartiklene som er blitt publisert om meg i sakens anledning. Jeg er blitt nevnt i aviser i Brasil skrevet på portugisisk, samt på japansk, fransk, spansk, italiensk, polsk, russisk og en rekke andre språk som jeg ikke selv behersker. Man kan bruke automatiske oversettere på internett for å få en idé om innholdet av disse, men på et visst tidspunkt i en mediestorm kan flommen av artikler overstige din kapasitet til å svare på eller ha oversikt over. Dette kan i seg selv være skremmende effektivt. Hvis folk står på alle kanter og kaster møkk på deg er det uhyggelig vanskelig å fremstå som ren i offentlighetens øyne.

Det er vanligvis ikke helt sant at enkeltpersoner er fullstendig likeglad med hva mediene sier om dem. De fleste av oss er vanlige mennesker som gjerne vil bli likt av andre. Det gjelder også meg. Det er derimot sant at når pressen har skrevet negativt om deg tilstrekkelig mange ganger så utvikler du tykkere hud og blir flinkere til å ignorere en del av dette, for din egen mentale helses skyld. Jeg er gradvis blitt bedre til å gjøre nettopp dette.

Jeg kunne med letthet ha utgitt en hel bok utelukkende basert på hva som har vært sagt og skrevet om meg eller andre personer jeg kjenner i ulike massemedier i løpet av 2011 og 2012. Det vil jeg ikke gjøre i denne omgang, blant annet fordi dette kunne ha fremstått som altfor selvsentrert i forhold til sakens alvorlighet. Det er mange andre historier som også bør fortelles.

De artiklene i pressen som jeg nevner utgjør derfor ikke halvparten, ikke en gang en tredel, av alt som faktisk har vært skrevet om meg. Det er bokstavelig talt toppen av isfjellet. Likevel kan jeg ikke bare ignorere dette materialet fullstendig når jeg skriver en bok om hvordan Breiviksaken fortonet seg for meg. Hvordan massemediene under en mediestorm behandler kontroversielle enkeltmennesker som er i en utsatt og presset situasjon er av større interesse enn min person.

Når jeg plukker ut hvilke av de svært mange artiklene om meg som jeg velger å kommentere her tar jeg i noen tilfeller tak i saker som provoserte meg mer enn gjennomsnittlig, men også saker som jeg mener illustrerer generelle tendenser eller er kan være av prinsipiell betydning.

Hilde Haugsgjerd er sjefredaktør for Aftenposten, den dominerende avisen i Osloregionen og en av Norges to største aviser i opplagstall, ved siden av VG som har en mer nasjonal utbredelse. Hun har bakgrunn som ledende marxistisk aktivist for Arbeidernes Kommunistparti (marxist-leninistene) og var på 1970-tallet gift med kommunisten Sigurd Allern, mangeårig redaktør for avisen Klassekampen. På tross av sin meget radikale fortid er hun senere blitt sjef for en tradisjonelt konservativ avis, hvilket sier atskillig om tilstanden til norsk presse.

Den 23. juni 2012, en dag etter at den aktive rettssaken mot Breivik var over (dommerne avsa sin dom i august), skrev Haugsgjerd en grenseløst selvtilfreds kommentar i Aftenposten om pressens håndtering av Breiviksaken under tittelen “Mediekritikken er stilnet”. I følge henne er de store mediene “bedre enn sitt rykte” og har opptrådt “hensynsfullt”. Det er det delte meninger om. Hun hevdet videre at massemediene er “rett og slett godt kvalifisert for oppgaven som offentlighetens lyttepost og referent”. Problemet er at en stor del av publikum mistenker at pressekorpset ser på seg selv minst like mye som våre formyndere og oppdragere som vår referent.

I tillegg til Breiviks forstyrrede sinn og uhyrlige handlinger, som naturlig nok har vært det sentrale temaet, har Breiviksaken også avdekket en skremmende systemsvikt på mange nivåer og avslørt et samfunn proppfullt av kameraderi, beslutningsvegring og utbredt feighet. I følge pressen er Norge preget av en kultur av inkompetanse, fra politiske ledelse og politiet til alternative medier og blogger som kommer med ufiltrerte meninger som visstnok er farlige og uriktige (selv om de etablerte mediene sjelden kan påvise nøyaktig hva de alternative mediene skriver som er faktisk galt).

I dette stormfulle havet av irrasjonell inkompetanse finnes det heldigvis en øy av rasjonalitet, en bauta av kompetanse, et flammende fyrtårn av “godt kvalifiserte” mennesker, og det er pressekorpset. Nå er det riktignok pressen som skriver dette om seg selv, men de er jo etter sigende så sannferdige og kompetente at det er nesten nødt til å være sant. Dette fyrtårnet av journalister med venstrepolitiske sympatier som sprer lys og håp til folkemassene er til forveksling lik det kommunistiske Albania, som ble hyllet som et sosialistisk fyrtårn i Europa av Hilde Haugsgjerds gamle partikamerater inntil systemet kollapset under vekten av sine egne løgner og inkompetanse hurtigere enn sosialistiske journalister kan si “islamofobi”.

Journalistenes mangel på selvkritikk står i skrikende kontrast til deres voldsomme kritikk av for eksempel rettspsykiatere de er uenig med. Faktisk finnes det knapt nok en eneste viktig del av samfunnet som har så mye makt og står så lite til ansvar for måten de bruker sin makt på enn massemediene. Enkelte mektige personer, som avisen Dagbladets politiske redaktør Marie Simonsen, mener at det skal være slik: Makt uten ansvar.

Hilde Haugsgjerd konkluderte sin mediekommentar om Breiviksaken med at “Den verdige måten rettssaken er gjennomført på, med ro og respekt mellom partene, har påvirket og preget også medienes dekning”.

Dette er det igjen sterkt delte meninger om. Som jeg uttalte til Aftenposten etter at dommen var falt var dette i høy grad pressens dom. Jeg tror min konklusjon kommer til å stå seg godt i historiens lys. Jeg har stort sett vært nøye med å ikke komme med en definitiv diagnose av Anders Behring Breivik, en person jeg aldri har møtt. Det ville vært fint om en del andre kommentatorer i massemediene kunne vist litt ydmykhet omkring dette også.

Det mest definitive jeg kan si om Breivik er at det er minst to ulike aspekter ved hans personlighet som begge er til stede og må tas i betraktning. For det første har han en del forestillinger om seg selv og verden omkring seg som i alle fall tangerer sinnssykdom og grenser til galskap, både i folkelig og muligens i medisinsk forstand. Dette gjelder ting han sa til politiet umiddelbart etter at han ble arrestert, hva han sa til de første psykiaterne og delvis hva han skrev i del 3 av det såkalte manifestet, den delen som mest direkte reflekterte hans eget sinn.

Det var dette aspektet ved ham de første rettspsykiaterne Torgeir Husby og Synne Sørheim la vekt på i sin rapport. Det kan kanskje argumenteres for at de la for mye eller for ensidig vekt på dette, men de så og tok tak i noe som faktisk er der hos Breivik, de diktet ikke opp noe som ikke eksisterer slik en del massemedier antydet.

Det andre aspektet, som helt klart også finnes hos Breivik, er manipulerende, voldsfascinerte og sadistiske personlighetstrekk og sannsynligvis en eller flere alvorlige personlighetsforstyrrelser. Denne kalkulerende narsissisten med psykopatiske trekk fremviste Breivik da han slaktet ned dusinvis av mennesker i et planlagt terrorangrep uten å vise det minste tegn til anger etterpå, samtidig som han klager over brudd på hans menneskerettigheter når han får servert utilstrekkelig varm kaffe eller ikke får ha fuktighetskrem på sin celle.

Hvor slutter den irrasjonelle galskapen i Breiviks sinn, og hvor begynner den kalkulerte ondskapen? Jeg vet ikke. Det er vanskelig å si. Kanskje er det ubehagelig ofte slik med mennesker som begår uhyrlige handlinger.

Jeg er ikke fullt ut overbevist om at Breivik er tilregnelig men er villig til å diskutere dette. Det er et faktum at han hadde planlagt sine terrorangrep og selv påstår at han hadde alternative terrorplaner. Det fremstår ut ifra hans egne kommentarer og hans oppførsel den 22. juli 2011 som om han visste utmerket godt at det var virkelige mennesker han slaktet ned med kaldt blod, ikke imaginære monstre. Breivik er heldig som bor i naive og til tider dumsnille Norge. Dersom han hadde massakrert 77 mennesker og blitt erklært tilregnelig nok til å holdes strafferettslig ansvarlig for sine handlinger ville han ha blitt dømt til dødsstraff i land som har dette.

Saken er imidlertid ikke helt åpenbar, og det bør uansett ikke være tilfeldige journalister som skal avgjøre dette spørsmålet. En del nordmenn, selv noen av dem som mener at Breivik er noenlunde tilregnelig, sitter igjen med en ubehagelig følelse av at rettens avgjørelse ble til dels styrt av et voldsomt og vedvarende mediepress.

Pressen presenterer seg selv som demokratiets og rettsstatens voktere. I dette tilfellet har de imidlertid satt seg selv over loven en rekke ganger når de har presset politi, psykiatere, vitner og til og med dommere for å få det som de vil. Man kan få inntrykk av at massemediene, som ikke er valgt av noen, har opparbeidet seg så mye ukontrollert makt at det kan true hele fundamentet for rettsstaten. Dette er en trend som gjenfinnes over store deler av den vestlige verden, ikke bare i de nordiske landene, men den har sjelden vært tydeligere enn i Norge under Breiviksaken.

Når redaktør Hilde Haugsgjerd og andre hevder at de store mediene opptrådte “hensynsfullt” så må jeg tillate meg å påpeke at dette slett ikke gjaldt overfor personer som meg. Breivik påstod selv at han var medlem av en stor terrororganisasjon kalt Knights Templar. Denne påstanden måtte selvsagt undersøkes, men det er påfallende at massemediene i begynnelsen nokså ukritisk så ut til å ta en slik påstand for god fisk, uten å reflektere over at Breivik er en åpenbart forstyrret og abnormal person som liker personlig oppmerksomhet.

Halvannet år seinere har ingen funnet noe spor av Knights Templar, men i mellomtiden har helt uskyldige mennesker som Chris Knowles i England mistet sitt arbeid på grunn av grunnløse beskyldninger. Samtidig viser pressekorpset overhodet ikke det minste tegn til kritisk selvrefleksjon over dette faktum. Massemediene tråkker på folk i full offentlighet og beveger seg deretter videre uten å se seg tilbake, som om ingenting har hendt.

Jeg har selv flere ganger støtt på journalister som helt åpenbart ser ut til å nyte den makten de vet de har til å svine til personer foran et stort publikum, noe som sjelden har reelle konsekvenser for dem selv. På mitt mest irriterte har tanken streifet meg at den sadistiske og psykopatiske delen av Anders Behring Breivik kanskje kunne ha fungert som journalist: En selvhøytidelig og pompøs person med middelmådig intellekt og skriveferdigheter som liker å tråkke på andre mennesker offentlig uten å vise noe tegn til anger etterpå.

I tillegg til å være sjefredaktør i avisen Aftenposten er Hilde Haugsgjerd også leder for Pressens Faglige Utvalg (PFU), norsk presses selvoppnevnte og dessverre relativt tannløse organ mot pressefaglige overtramp.

Jeg er blitt kalt fascist og sammenlignet med toppledere fra det folkemorderiske naziregimet under andre verdenskrig. Likevel har jeg i skrivende stund sendt kun en eneste klage til PFU, og det var for manglende tilsvar hos statskringkasteren NRK. Tilsvar skal enkeltpersoner som er omtalt på en negativ måte ha i følge Vær Varsom-plakaten, som stipulerer etiske normer for norsk trykt presse, radio, fjernsyn og nettpublikasjoner.

Hovedgrunnen til min tilbakeholdenhet er at jeg er tilhenger av ytringsfrihet og derfor mener at det skal være en høy terskel for hva man har lov til å si, også om meg, selvsagt innenfor rammene satt av injurielovgivningen. Til gjengjeld har jeg stått ganske hardt på min tilsvarsrett i ulike massemedier, noe jeg mener er rett og rimelig.

Jeg sendte en formell klage til PFU i mars 2012 mot NRK representert ved journalist Kristian Aanensen samt nyhetsredaktør Stein Bjøntegård. I en sak publisert av NRK på internett den 23. desember 2011 skrev Aanensen om begrenset epostkontakt mellom meg og Anders Behring Breivik, delvis basert på min konfidensielle politiforklaring. Han hevder å ha sendt meg en epost i forkant av publisering. Jeg har sjekket min konto, som var kjent for en rekke journalister i NRK på dette tidspunktet. Jeg kan ikke se å ha mottatt noen epost fra ham.

Jeg kontaktet Aanensen den 24. desember 2011 med anmodning om snarlig tilsvar på artikkelen. Det fikk jeg ikke fra ham. Jeg gikk da videre med saken høyere opp i organisasjonen. Jeg fikk en mindre korreksjon på det faktiske innholdet i teksten, noe som er positivt, men mottok deretter den 19. januar 2012 en epost der Stein Bjøntegård, nyhetsredaktør i NRK, mente at “det ikke er behov for ytterligere korreksjon eller tilsvar”.

Dette utgjør etter mitt syn et soleklart brudd på Vær Varsom-plakaten, både på dens intensjon og dens bokstav. Selv Bjøntegård, nyhetsredaktør i NRK, innrømmer at jeg ikke fikk tilsvar i dette tilfellet. I teorien skulle saken ha vært meget klar. Dessverre betyr ikke dette automatisk at en kontroversiell enkeltperson uten noen stor organisasjon i ryggen vil få medhold mot en maktarrogant person à la Stein Bjøntegård, som representerer landets klart største og mektigste mediehus. Jeg betraktet klagen delvis som en test av PFU. De strøk med glans.

I Oslo den 24. mai 2012 avgjorde PFU ved Line Noer Borrevik, Kirsti Nielsen, Øyvind Brigg, Ellen Arnstad, Henrik Syse og Camilla Serck-Hanssen at den mektige statskringkasteren NRK ikke hadde brutt god presseskikk.

Sagt på en annen måte: I utgangspunktet skal man ha rett til tilsvar. Denne retten gjelder derimot ikke dersom landets største nyhetsredaksjon siterer en konfidensiell politiforklaring i en sak som involverer mord på 77 mennesker pluss dusinvis av drapsforsøk, der den omtalte personen selv tar kontakt for å be om tilsvar men blir nektet dette. Pressens Faglige Utvalg (PFU) har bestemt at en slik oppførsel er utmerket presseskikk, fullt i samsvar med god etikk. Hilde Haugsgjerd, lederen for PFU, tar dette som et bevis på at alt står bra til i norsk presse.

Jeg mener det er høyst rimelig at man får tilsvar i en sak der NRK kommer med en ubalansert fremstilling av et ikke-offentlig dokument i en svært alvorlig sak som involverer massemord, til dels på mindreårige barn. Det bør legges til i skjerpende retning at vi her snakker om den største kriminalsaken i landets moderne historie. Hvis medlemmer av pressen vil skrive kritiske ting om meg så skal de selvsagt kunne gjøre det, men da må jeg i alle fall få lov til å svare på de påstandene som fremsettes om meg. Det fikk jeg ikke lov til av NRK i dette tilfellet.

Fortsæt med at læse “Pressens mørke side”

Kan man ikke fange Lars Vilks i at være ‘racist, islamofob og politisk kunstner’ ? Svenske medier prøver ustandselig at indfange ham. Selv siger han beskedent: ‘Jeg har vel lært at styre medierne en lille smule.’ Det er en underdrivelse, han spiller på dem, som på et klaver. Vilks deltagelse i konferencen i New York 9/11 forårsagede en svensk artikel-diaré, der ikke havde noget udenlandsk modstykke, netop fordi Vilks pirrerede den dominerende, statsunderstøttede dagsorden.

Der er ikke noget phony ved ham, der er ingen underliggende dagsorden, det hele er ude i det åbne. Svensk, bogstavelig journalistik har ikke meget gehør for over- og undertoner, og idéhistorikeren Mohammad Fazlhashemi der medvirker, har slet ikke. Jeg kan ikke tage akademikere der anvender ordet ‘islamofobi’ alvorligt, men det er knæsat på svenske masseuniversiteter. Man skulle jo nødigt tabe den sidste den af del universitære begavelsesreserve sådan politisk-pædagogisk set. Lars Vilks er mindre politiserende end Sveriges Radio. Quelle surprise!

Lippestad: Fra advokat til socialdemokrat

Breiviks advokat mener, at der er mange derude, som deler Breiviks verdensbillede. Selvom man ser bort ser ABB’s sværmerier for nazister og jihadister, er der ingen fare for, at det skulle være tilfældet foreløbig. Og skulle det endelig komme dertil, hvem er så mest farlig: De, der installerer en konflikt, eller de der diagnosticerer den? Lippestad tilhører installatørerne, og det er Norges problem, han ikke kan finde ud af at holde sine roller adskilt.

Som en del av sitt forsvareroppdrag brukte Lippestad svært mye tid på å sette seg inn i Breiviks univers. Det innebar også mange, mange timer på høyreekstreme nettsteder.

Ser man på eksempelvis Gates of Vienna (kjent kontrajihadistisk nettsted som både Breivik og Fjordman har frekventert), er det jo ren voldsretorikk. Problemet er at det ofte er vanskelig å gjennomskue, selv for meg som 48-åring har jeg problemer med å identifisere ekstremisme. Da kan man tenke seg hvordan det er for 15-åringer, sier Lippestad. Lippestad: Det var nettet alene som radikaliserte Breivik

Behring Breiviks tidligere forsvarer Vibeke Hein Bæra reiser til Brüssel for å holde et foredrag for «World Group of Extremism and Population», ei gruppe innenfor EU-parlamentet. Forsvarerne ble invitert ned av parlamentet for å snakke om erfaringene med Breivik og hvordan han ble radikalisert.Breivik-forsvarere invitert til EU-parlamentet

På fredag demonstrerer Nyrup, Jelved, Holger K og Gammeltoft Hansens jihadister i København. God fornøjelse, politifolk og danske jøder. Jeg kan dy mig, jeg blev angrebet i 2009 som fotograf af en lignende magtdemonstration i Københavns gader. Angriberen kom til at fortryde det, uden at jeg skal gå nærmere ind på hvordan.

Belgian extreme-right and extreme-left activists participated in a demonstration on Sunday afternoon in Antwerp where some participants reportedly called for Jews to be gassed. Approximately 150 demonstrators gathered outside the Provinciehuis, a concert hall in the Flemish capital, to protest the Israel Defense Forces Orchestra’s performance there, according to the online edition of the Flemish-Jewish magazine Joods Actueel.

Several demonstrators can be heard chanting “Hamas, Hamas, all Jews to the gas” in recordings from the demonstration, which Joods Actueel posted on its news website. They will be filed to police along with an official complaint over hate speech, the paper reported.Antwerp: Protesters chant ‘Hamas, Hamas, Jews to the gas’

Asylverdensmester eller ej ?

I dag är fördelningen av asylsökande inom EU extremt ojämn. Nio EU-länder tar emot över 90 procent av alla flyktingar. Sverige har en tätposition. Sverige ligger på fjärde plats – efter Frankrike, Tyskland och Italien. En stor grupp länder, framfört allt i Öst- och Centraleuropa, tar knappt emot några flyktingar alls.

Med udsigt til at skære 60 % af asylansøgerne væk fra svensk statistik ved hjælp af en EU kvote, siger minister Billström naturligvis ‘nej.’ Sveriges verdensledende godhedsglorie skal ikke antastes af EU. Jeg er heller ikke tilhænger af fælles asylpolitik, men det er af den modsatte grund. SR pynter på sandheden, når de skriver at Sverige ligger nr. 4 i Europa. Når lille Sverige giver asyl til næsten lige så mange som Tyskland, og flere end England med sine 53 mio. indbyggere, er landet selvfølgelig suverænt nummer et i Europa, og i en klasse helt for sig selv. Sverigedemokraterne kaldes også af nødtørftigt orienterede danske journalister ‘stærkt højreorienteret’, fordi de vil ned på et EU-gennemsnit. Det er ikke svært at blive højreekstremist nu om stunder. Hvorfor godkender Sverige over dobbelt så mange asylanter som andre europæiske lande? Vi ved det ikke, Svensson har ikke spurgt sine politikere om deres bevæggrunde heller:

I modsætning til alle andre europæiske lande har det i Sverige ikke hidtil været muligt for et anti-indvandringsparti at samle tilslutning til at komme i parlamentet. Dette til trods for, at Sverige er det land i EU, der uden sammenligning giver flest tilladelser til asyl regnet pr. indbygger. Ifølge Eurostat gav Sverige i 2009 9.085 tilladelser til asyl, kun overgået af Tyskland og Frankrig med 12.055 og 10.415. Til sammenligning fik 920 personer bevilget asyl i Danmark. Mellem 2005 og 2009 har Sverige givet 219.688 opholdstilladelser baseret på asyl eller familiesammenføring, hvor de tilsvarende tal for Danmark er 29.554 og for Finland 5.894. FREDE VESTERGAARD, Weekendavisen, Demokrati på svensk

Per Svensson kommer på min 27:00, Ingrid Carlquist min 38:35 Svensson synes at tro, han kan klare Carlqvist med venstre hånd og sit godhedsforspring. Og se om ikke, der er en ‘højreekstremist’ der skriver på denne blog. Jeg troede det var mig, men der er dem, der er værre:

Per Svensson min, 1 t.:05: Når man ser igennem på nettet, så finder jeg blandt andet en skribent som hedder Julia Caesar, ganske velkendt i højrepopulistiske, skal jeg sige “højreekstreme kredse” i ganske lang tid, og jeg synes hun er ganske ekstrem. Hun siger at Sverige er DDR agtigt, dikaturagtigt, at radioen spreder kulturmarxisme, et meget ladet udtryk da Breivik brugte det, er det ikke lidt tungt at have disse personer med sig, når man er ude og slås for ytringsfriheden?”

Nej, overhovedet ikke. Jeg forstår ikke, jeg er så træt af disse ord: “racist”, “højreekstremist”, atlså svenske medier og journalister arbejder dagligt med at uddele etiketter, tænk i al den tid, hvor Sverigedemokaterne kæmpede sig op fra at være et lille parti, kunne man dårligt læse en artikel uden at der stod “främlingsfientlig”, det havde journalisterne bare besluttet, sådan var det. De skrev aldrig “de kapitalistiske Moderater” eller “de kommmunistiske Vänsterpartister”,…….. er det noget, som er farligt, er det disse ord, jeg ved, at jeg ikke er racist, jeg kan ikke tage det alvorligt med Julia Caesar. Jeg læser hendes kronikker hver søndag, jeg synes overhovedet ikke hun er ekstremist, jeg synes hun er typisk svensk, der er fortvivlet over en samfundsudvikling, som kør i grøften og som ingen svenske journalister dækker. I svigter folk fuldstændigt, ved ikke at beskrive de problemer, vi ser i samfundet.”

Paneldebat med Lars Vilks

Sveriges nye etniske underklasse

“Sverige udmærker sig stærkt negativt”, men blandt Politikens læsere vil myten leve videre: “Svenskere er meget tolerante og rigtig, rigtig gode til integration” af eksotiske tilvandrere i hundredetusindvis.

I en studie från Stockholms universitet jämförs sysselsättningen bland invandrare under de första tio åren i Sverige med motsvarande situation i en rad europeiska länder – bland annat Storbritannien, Tyskland, Frankrike, Italien, Norge och Danmark. Resultatet är att Sverige utmärker sig starkt negativt, rapporterar Ekot.

De tio första åren i Sverige är arbetslöheten i genomsnitt 23 procent för män och 27 procent för kvinnor. För utomeuropeiska invandrare är siffrorna ännnu sämre. Sämre integration i Sverige

Mona Sahlin skaber den nye verdensborger

På en eller anden måde ender enhver diskussion om indvandringen i Sverige med at være en debat om debatten, det er netop meningen, så gør den ingen skade mens ‘eliten’ forærer landet væk i tykke lunser. Når ikke lige Sahlin shamer Ekeroth med hans ‘rasicme’ og hans ‘dårligtsiddende jakkesæt.’ Hun er altid god for et nyt lavpunkt:

Så när jag i dag läste om Kent Ekeroths förslag att undersöka vilka riksdagsledamöter som har dubbelt medborgarskap känner jag en sån vrede. Men också beslutsamhet. Kent Ekeroth visar återigen vad som döljer sig bakom hans illasittande kostym. En riktig rasist som inte har förändrat sig ett dugg. En företrädare för ett parti som ännu en gång visar att den egna historiken fortfarande är dess framtid. Rasister. Varken mer eller mindre.

Att inte förstå att man kan älska mer än ett land. Att inte begripa att ursprung och framtid hör ihop för oss alla. Att inte se hur flyktingar världen över förenar de länder de kom från med det land de lever i. Att nationaliteter blandas och blir den nya världens medborgare. Det är en ynklig, farlig, rasistisk och hopplöst föråldrad inställning som Kent Ekeroth ännu en gång ger uttryck för. Sverige är för alltid förändrat. Lojalitet och kärlek till ett land byggs på annat än “ren ras och äkta svensk”. Mona Sahlin: Vänj dig vid det moderna Sverige, Ekeroth

Det jag här publicerar är inte i något avseende menat som en språkövning. Jag vill visa på att det finns en helt annan diskussion om familje- och samhällsfrågor i Danmark. Den är seriös. Den menar allvar. När den som här går till botten med familjens utseende i ett samhälle, och dessutom ifrågasätter vår tids majoritetsuppfattning om institutionerna kontra föräldrarnas respektive roller, blir den riktigt intressant. Jag sätter svenska mellanrubriker, så ser ni vad de olika citaten på ett ungefär innehåller. I den danska teologiska tidskriften Tidehverv (som väl ganska få svenskar är förtrogna med) skriver prästen och teologen Claus Thomas Nielsen:

Den forna förortens barndom.

“Da jeg voksede op i en nordlig forstad til København, var der ingen på villavejen, som til daglig låste dørene, grov vold var stort set utænkeligt, og man lod derfor børn gå og cykle alene hjem på tværs af byen på alle tider af døgnet og ad alle veje og stier. Unge mennesker kunne slås – og måtte gerne slås – men det gik så godt som aldrig over stregen. De var nemlig vokset op på kvarterets veje og ikke bag institutionernes hegn og havde derfor lært at slås. De havde ikke kun set vold på en skærm og fandt det derfor ikke naturligt at kvæste modparten. Også volden havde love og æresbegreber.”

Män utan faderns auktoritet, farliga män.

“Der var dengang almindelig enighed om, at den bedste beskrivelse af politiets opgave i Danmark var plakaten, hvor en politimand viser en ællingeflok over vejen. Og plakaten svarede stort set til datidens virkelighed. Civilsamfundet og familierne var stort set selvregulerende. I dag er det nødvendigt med tyverialarmer i de samme boliger, som dengang var ulåste, børn transporteres nu af forældrene efter mørkets frembrud, der er fotoovervågning overalt i byen, på stationen, i s-togene osv. Og alt sammen med god grund. Der er nemlig løsgående unge mænd derude. Mænd der er vokset op uden faderautoritet og bag institutionernes ståltrådshegn, og som derfor er farlige.”

Pojkar behöver auktoritet, frihet och svängrum.

“Det, som indtil for 40-50 år siden styrede unge mænds adfærd, var ikke først og fremmest truslen om straf, men den personlige moral som var blevet dem indprentet af deres Faders og Moders autoritet. Moralen var internaliseret. At unge mænd er små udetonerede bomber af energi og gåpåmod, som kan skabe mirakler, hvis de med fast hånd ledes i retning af det sande, det gode og det skønne, og tilsvarende katastrofer når de ledes i den forkerte retning eller slet ikke ledes, er en evig sandhed. Drenge har brug for autoritet, frihed og albuerum. Nutidens ståltrådsindhegnede institutioner, hvor de fleste drenge tilbringer hovedparten af deres vågne tid indtil 20-årsalderen, giver dem ingen af delene. De er indhegnede bastioner for værdirelativismen og derved tyranniske og ensrettende.”

Auktoritet är frihetens förutsättning.

“Autoritet er ikke frihedens modsætning, men dens forudsætning. Fordi børn for 40 år siden havde en virkelig autoritet i forældrene og langsomt internaliserede denne autoritet, derfor kunne man lukke dem uovervågede ud i verden fra morgen til aften og stole på, at de som voksne kun sjældent misbrugte deres frihed og autoritet over for f.eks. deres egne børn. I dag føler man det nødvendigt, at institutioner og skoler på forhånd mistænkeliggør samtlige forældre.”

Barn är inte oskyldiga änglar.

“Udgangspunktet var dengang ikke, at børn var uskyldige engle, det var tværtimod, at de var syndere. Derfor gav man dem al den lov og autoritet, som syndere nu engang har brug for i denne verden. I dag må drengene fra de lavere socialklasser ofte nøjes med dels nogle forvirrede pædagoger, som udskiftes hver anden dag og dels en enlig mor, der heller aldrig har haft en rollemodel, og som aldrig er blevet betroet ansvaret for sit eget liv.”

Den totala infantiliseringen av båda könen.

“Når unge kvinder fra arbejderklassen for 40-50 år siden var 18-20 år gamle, var de ikke blot gennemsnitligt bedre bogligt dannede end gymnasielærere er det i dag, de var også fuldt ud i stand til at etablere et hjem, drive en husholdning og opdrage deres børn. Det havde de nemlig lært af deres mødre. Ligesom deres mødre havde lært det af deres bedstemødre, deres bedstemødre af deres oldemødre og… Som de langt mere sociale væsener de er, lider piger ikke på samme måde som drengene under institutionernes fysiske og mentale indespærring. De bliver i det hele langt mindre skadede end drengene. Men da de vokser op i en verden, hvor mødre er erstattet af kvindelige børneeksperter, kommer de også ganske uforberedte ud i voksenlivet. Resultatet heraf kan vi se overalt omkring os: Den totale infantilisering af begge køn. Det livslange teenageliv.”

Läs hela hans essä här. Se Claus Thomas Nielsen, Menneskekærlighedens Værk, min. 15:51, CEPOS, januar 2012.
Thomas Nydahl