Ja, altså ikke politikerne, men Mehmet Uhmet Necef og Mehmet Yüksekkaya. Gør dem til ministre uden portefølje for fjendtligt sindede bosættelser i Danmark og masse-repatriering. Vollsmose er i vid udstrækning skabt af den usalige palæstinenserlov i 1992, men arkitekterne bag den kunne ikke drømme om hverken at løse problemerne, eller bare forhindre dem i at vokse sig større. Jeg har modvilligt kommenteret det her, og mere krudt er ikke værd at spilde på politikerne, der bare venter på at denne omgang driver over og hverken kan eller vil løse selvskabte problemer.

Søren Pind er som sædvanlig lidt skarpere end de andre, der rangerer fra tågehornet Kristian Jensen ud til parodien Zenia Stampe. Hun er den mest underholdende, hun lader til at tro på, hvad hun selv siger. Andre kan have set glimt af alvoren, men det Radikale parti har ikke fattet en brik. Jeg ved ikke, om det gør ondt at være så talentløs til sit arbejde, men jeg ved, at det i ethvert andet fag ville være strafpådragende.

Det er rimeligt at antage, at politikernes tunge skyld en dag vil indhente dem og gøre det meget lidt attraktivt at være politiker. De har pustet den samme varme luft i 35 år – skift er par modeudtryk som “rigtig, rigtig” og “i forhold til, i forhold til” ud, og manuskriptet er lige så uændret som når Kronborg opfører Hamlet. Men scenen de spiller på, bliver mindre for hvert år der går, og en dag åbner sig en faldlem sig nedenunder og i forhold til dem, og det gider jeg godt overvære. Den dag vil Odense desværre være ædt op af kriminelle arabere og løsning et ord i ordbogen under ‘utopier.’

Nedenfor uddrag af den kommende bog Torturmetoder: I Odenses kriminelle miljøer klipper man fingrene af folk.

Leveret af Riidr e-bøger | Mere om ‘I TUSMØRKET’ som e-bog

Malmöbor vandrade mot antisemitism, Rekordmånga gick för judars rätt, Ny kippavandring i Malmö, Jews march against anti-Semitism in Sweden. Flere videoes fra Malmø her.

Have a look at Scandinavia, the locals say: we have eradicated wars, nationalism and religion; we do not wage war, we negotiate; we are the moral continent and we all want to make the world a better place. But anti-Zionism is spreading like a virus all over North Europe. Sweden has become “a center of anti-Semitism,” the president of the European Jewish Congress, Moshe Kantor, told last winter.

Sweden is the ultra-secularized, ultra-liberal and anti-nationalistic beacon (the Danes are detested there as “chauvinists”), proud of its “lack of prejudice.” Sweden handled its Soviet neighbour with kid gloves and this is the country that the Guardian described as “the greatest success the world has known.” But anti-Semitism and anti-Zionism are the dark side of the “folkhemmet,” which in Swedish means “the house of all the people.” It’s the multicultural ideology on which Stockholm has built its model of integration.[..]

Sweden is a country that liked to call herself a “moral superpower” and where the welfare state pays for equipment for women who decide to change gender. But Jews have no future there. Sweden not only ranked among the world’s handful of richest countries, but also provided the world’s most lavish welfare state. It married solidarity to prosperity. But in the suburbs of the largest cities there are now “intifada against the police.” The Swedish newspaper Aftonbladet has even suggested that Israeli soldiers are transplanting organs from dead Palestinians. And the Swedish Parliament debated how to regulate the Jewish circumcision, the first restriction placed on the rite in Europe since the Nazi era. It’s the same liberal Swedish Parliament that didn’t have any moral problem in promoting eugenics, sterilization of the disabled.

They play the “Hitler card.” They call the Israelis, Nazis. They see the Jewish State as seizing a Lebensraum for itself. They depict the Jews not as avaricious or dishonest like in the past, but as militarists and exclusivists.Their worldview, which nurtures anti-Israel hatred, is collectivist, internationalist, universalist and third-worldist. They see “Islamophobia” as the worst racism, while Judaism attracts their arrogant censure as savage, fanatical and ferocious. They are atheists, but they are ready to ally with theocrats of all kinds. Their phony progressive tolerance degenerates in sardonic contempt when it deals with Israel.

Norway is not better. During the Second World War, the German universities banned famous Jewish intellectuals such as T.W. Adorno and Albert Einstein. Last year, three universities in Norway turned down the Jewish lawyer and author Alan Dershowitz, who had offered free lectures on Israel and international law. Giulio Meotti: Scandinavia: The Liberal Anti-Semitic Sanctuary

Af Thomas Nydahl

Marianne Lindberg De Geer lämnar nu den kommande utställningen på Länsmuseet i Östersund, Jämtli, i protest mot behandlingen av Lars Vilks. Han har för övrigt själv på sitt oefterhärmliga sätt kommenterar det här. (Redan har konstnären Ola Åstrand anslutit sig till protesten och hoppat av).

Att det ska vara så svårt att skilja på de förlegade hädelseparagrafernas tid och den demokratiska yttrande- och tryckfrihetens, som får den politiska korrekthetens ängslighet att framstå som de totalitäras bästa allierade. Det bekymrar mig inte det minsta var, när och hur Vilks framträder. Det bekymrar mig betydligt mer att den mordiska och hatiska islamismen (aktivt verksam också här i Sverige, förstås) alltid har sina apologeter redo att dyka upp som gubben i lådan i varje ny konfliktsituation.

Hade Vilks bjudits in av al-Shabaab för att berätta om hur det är att häda islam, så hade väl apologeterna applåderat och talat om mod och försoning, för det är så de fungerar. Men man kan alldeles frivilligt avstå från att ansluta sig till denna offentlighet. Vilket får mig att tänka på Winston Churchills ord: “You have enemies? Good. That means you’ve stood up for something, sometime in your life.” Det är alldeles för lätt att tro att man “står för något” när man blir en del av den mediala kören. Det är förmodligen tvärtom, att man blir det därför att man saknar fantasi eller mod nog att avstå.

För övrigt utgav jag (på mitt dåvarande förlag, Studiekamraten som hämtat namn från den gamla bildningstidskriften som jag också utgav fram till 1997), i samarbete med Svenska Rushdiekommittén en skrift av Kerstin Ekman 1994.

Rätten att häda heter den. Den borde spridas som flygblad i varje sådan situation. Dessvärre är den slutsåld sedan många, många år. Kort citat ur hennes skrift:

“Nu hotas Västerlandet av ett demokratiskt sammanbrott genom en grotesk karikatyr av dess värden (…) I Satansverserna har inte Salman Rushdie uppfunnit tvivlet på dogmerna, inte hittat på de hädiska tolkningar som sätter Muhammed och hans verksamhet i ett begripligt sammanhang. Han har inte ens hittat på att gyckla med det. Allt det där har bildade och sekulariserade muslimer gjort länge.”

Det tragikomiska är att majoriteten av svensk offentlighet inte ens begripit detta. Den hugger så fort den får en chans – inte mot de människor som hotar vår frihet, utan mot budbärarna. Inte så sällan drabbas jag av insikten att denna offentlighet egentligen vill ha tillbaka hädelselagarna och spöstraffen för de konstnärer som “hädar”, eller som det heter idag, “kränker” religiösa människor. Kanske skulle man rentav återinföra husförhören? En imam och en präst kunde tillsammans gå trappa upp och trappa ner och kontrollera så att allt går rätt till (så som sharia-poliserna i olika engelska städer gör redan idag under Ramadan). Så grotesk är samtiden. I tryck och på nätet.

En liten bit Kerstin Ekman får avsluta:

“Det må väl också finnas en tradition av västeuropeiskt stöd för dissidenter som så gott det går försöker använda förnuftet och framför allt arbetar för deras överlevnad. Som är ute i tid. När vi söker en tradition av stöd för det fria ordet, när vi letar på det i texter, i valfrändskaper och affiniteter som är djupt personliga avslöjar vi också karaktären av vårt eget engagemang. Själv har jag inte precis hittat någon frälsningsväg. Det skeptiska förnuftets humanism har aldrig gett sina anhängare mycket lycka. Inte heller särskilt mycket framgång.”

En usædvanlig varm dag – 30 grader – i de sidste soltimer. Jeg har ikke stået netop der i 32 år, tankerne gik tilbage til dengang: Fuglsø Kro, Blå Thor, bad i Ebeltoft Vig, hende, den sorthårede, kvieøjede. Ikke meget andet er forandret end jeg selv. Færgerne ovre ved Ebeltoft, Fregatten Jylland. Tiden går i et øjeblik på samme tid meget hurtigt og meget langsomt, indtil jeg træder ned og ud af tidslommen igen. Der er pilgrimsrejser (= dem, der går mellem markerne, af per og agri (= ager, mark), jeg kun tager mig mod til fordi der er nogen, der gør mig selskab på rejsen. Jeg havde ikke besteget den bakke alene, og hun vil aldrig vide, jeg tænkte på hende da jeg gjorde det. – Den nærmeste by mellem markerne hedder Agri, udtalt “Avri” på lokal dialekt.

Jespersen and Pittelkow: The Power of Islam

Now translated into english on E-book Saxo com

The European Muslim population is growing rapidly and several cities could easily end up with a Muslim majority in the next few decades.

Islam may well soon emerge as a considerable power factor in the European communities, Denmark included, and in this context Karen Jespersens and Ralf Pittelkow’s book The Power of Islam is a very necessary wake-up call. It shows – with a wealth of supporting evidence – the dramatic consequences of a revolutionary new reality: Muslim parallel communities, radicalisation of young Muslims, oppression of women, crime, the curbing of free speech, islamism, terrorism and multicultural dissolution.

The authors stress that Muslims should be allowed to practice their faith on a par with other religious communities, but they also reject the idea of undue islamic influence on the fundamental structure of our societies.

The Power of Islam is a passionate defence of liberty and the community values that permeate societies like the authors’ home country of Denmark. They insist on equal rights for all citizens but reject the notion that Muslims should be given preferential treatment that sets them apart from the rest of society.

The Power of Islam is a new firebrand in the political debate, meting out well-deserved criticism to politicians and opinion-makers alike and with no holds barred.

About the authors:

Fortsæt med at læse “Pastorale”

Jeg er vendt tilbage med en mængde fotos og videos af kirker fra Randers egnen, blandt andet Blichers Spentrup, Hald, Udby og Estruplund samt Hvidsten Kro. Jeg må strø det lidt ud over det hele efterhånden. Her fra Marie Magdalene kirke (1425) ved Ryomgård et kalmaleri, der er lidt af en sjældenhed, og som jeg syntes var interessantere end politikerne i TV 2 News der hvor jeg logerede i Jylland. De kan normalt kysse min, bare tag ham bankassistenten fra Unibank i Brande og medlem af bestyrelsen for Bøvling Ungdoms Forening, der med kun en smule uheld kan blive vores næste statsminister. Nu er jeg atter fri for TV djævlen, hvilket bare manglede. Jeg har end ikke financieret DR’s utilstedelige Ramadanpropaganda med én eneste krone. Klik f. fuld størrelse:

I vestkappen ses to djævle, som piner en kvinde på det grusommeste, motivet kendes fra flere udsmykninger, men de fleste steder har man valgt at kalke det over, da billedet kan virke anstødeligt. De to djævle straffer kvinden, som sikkert har levet et usømmeligt liv. Kvinden kravler på alle fire med bar ende og har et ris i hånden, riset symboliserer, hun har redet på djævlen. Den ene djævel stikker en fakkel op i kvindens bare ende. En kat slikker sig i enden, hvilket har været et symbol på seksualitet i middelalderen. På tysk siger man, at når man møder en heks, skal man sige, hun kan kysse sin bare ende. Kvinden brækker sig i et krus, over djævlen med fuglefod ses en galge med to hængte, yderligere en hentydning til straf. Billedet er placeret i vestkappen, man så det på vej ud af kirken som en påmindelse om ondskaben uden for kirken. I Christian Jensens Jægerpostil (1515) fortælles om en død adelsdame, der fortæller, hvorledes hendes øjne fortæres af padder, fordi hun i levende live havde sendt ublu øjekast til mænd.

I skibets 1.fag ses en Dommedag i østkappen, Kristus troner på regnbuen, fra munden udspringer lilje og sværd, Kristus flankeres af Maria og Johannes Døberen, nederst står de døde op af gravene. Flere opstandne indfanges af djævle og føres bort til en formodentlig pinefuld skæbne, en halshugget står med sit afhuggede hoved i hænderne, en opstanden indfanges af en djævel og strækker fortvivlet sin hånd op mod Kristus.Kalkmalerier, Marie Magdalene kirke, Ryomgård, tirsdag, © Snaphanen.dk

“Frankrig er allerede i krig, men ingen tør sige det højt”

. Mens danske politikere i dag hælder vand ud af ørerne og køber sig tid over Vollsmose, – de er rystede, men de ryster det af sig, det driver over indtil det kommer værre igen – er situationen anderledes akut andre steder i Europa. Danmarks fremtid findes allerede, der er ingen grund til ikke at studere den. Det er kun syv dage siden, at indvandrere igen beskød fransk politi med skarpt. To franske (eller var det tre?) og en spansk betjent er faldet for indvandreres kugler den seneste måned. Den franske forfatter Renaud Camus bliver symptomatisk nok interviewet af det fransksprogede La Voix de la Russie:

Where do you see acts of war in France that recall the start of the war in Algeria?

What recalls the start of the war in Algeria is the extreme euphemisation of discourse imposed by the media-political complex. They would say “the events”, they say “the confrontations”. The territorial character of the conflict is denied completely.

Why do you feel anger against the media?

Because they impose (almost) unanimously a system of interpreting the world that is a formidable machine for not seeing, not saying, not understanding. Anti-racism, because that’s what it’s about, after it went from being morality to ideology, to indoctrination, to an instrument of power and repression, has become what I called, borrowing an expression from Alain Finkielkraut, the Communism of the 21st century. Supported by threats, it serves to dissimulate what is happening: that is to say the changing of people, the Great Replacement, the reverse colonisation.

Is France like Kosovo with Muslim, African and Christian zones?

Modern France is doing its utmost to become what classical France did its best to avoid being for centuries, an ex-Yugoslavia, the Balkans, another Lebanon, a basket of crabs. La France est en guerre et personne ne veut le dire via “France is Already in a State of War and No One Wants to Say It“

‘Eufemismer’, bare hør på Morten Bødskov – “grupperinger i udsatte boligområder” – eller lige så gerne på den svenske version af Vollsmose her eller her.

Frankrig: Vi er midt i et maretridt

A reminder to all readers who are French or who know French that there is a website, meticulously organized, that gives crime statistics on a monthly basis, complete with links to source articles. Fait Divers France lists the crimes in chronological order and provides interactive maps for the month and the year.[..]

As an introduction to the month of July, Kaos, the administrator of the site, writes: Toulouse, Amiens, Mulhouse… The war has begun. For months I’ve been listing serious crimes, very serious crimes. Marseille, Lille, 93 (this refers to Seine-Saint-Denis), gang attacks, AK47’s, hold-ups, burglaries, home-jackings… they don’t hesitate… And the best part? Boneheads always find a way of excusing them. We’re in the middle of a nightmare… I am going to wake up...Crime – A Daily Nightmare

Fra Sletterhage Fyr på sydspidsen af Helgenæs kan man se nordspidsen af Samsø (først i video), helt til Nordspidsen af Fyn og 15 kilometer over Århus Bugt til Århus (sidst i video). Få hundrede meter fra stranden er dybgangen så stor, at verdens største containerskibe kan passere forbi. De lokale følger med på Martime Traffic for at møde op, når særlige skibe passerer. Jeg sad med en anden gammel sømand og glædede mig over det fantastiske syn af et 158.200 tons dødvægt 398 meter langt, 56 meter bredt skib, Evelyn Mærsk (2007), der synes at passere lige foran ens næse. 11.000 containere kan giganten rumme. (Fotos: © Snaphanen, klik f. helskærm)

Udsigt fra Tre Høje, Mols Bjerge

Trehøje-gravhøjene i centrum af den store arealfredning i Mols Bjerge ligger i det måske smukkeste overdrevslandskab som er tilbage i Danmark. Det åbne græsklædte overdrevslandskab med spredt løvtræsbevoksning stammer fra begyndelsen af bronzealderen for 3-4.000 år siden, hvor løsgående kvæg afgræssede arealet, og opbrød den tidligere tætte skovbevoksning. De monumentale og højtliggende gravhøje i Mols bjerge, hvoraf Trehøje blot er de største og mest iøjnefaldende, stammer fra samme tid. Selvom ingen af højene er undersøgt arkæologisk, blev højene sikkert grundlagt over rigt udstyrede egekister med de mest betydelige personer fra bronzealderens høvdingesamfund…..Til de største af bronzealderens gravhøje er der brugt op til ca. 650.000 græstørv. I fladeareal svarer dette til, at tørven fra hen ved 7 hektar frugtbart land skulle afskrælles, transporteres og opstables for blot at bygge en enkelt af storhøjene.Trehøje bronzealdergravplads i Mols Bjerge.

I lived 35 years in Arabo-Muslim countries. I studied Islam almost 40 years, I came here (to Belgium). I dared to say: “One mosque in Europe is worse (more dangerous) than a nuclear plant.” I also dared to say: “A well Islamized Muslim child is a timed bomb against little European children.” Luck, or misfortune, I’ve been sued. The trial lasted almost 6 years, I had 4 barristers. All went well and we won. Politically correct thinkers and European journalists were angry about this victory……..I can tell you, 42 people from my family were killed in 1915. That’s Islamic tolerance.Charles Clément Boniface Ozdemir, known as Father Samuel.

(Bloggen er på rejse, sporadisk opdatering. De næste 48 timer er kalkmalerier og morænelandskaber.)

Malmø – fortabt?
Af HANS RUSTAD
Heru Lamppu Maduro fortsetter sin krønike fra bydelen Seved i Malmø. Hun gjør viktige observasjoner: politiet er satt i en håpløs situasjon – de skal være ordensmakt, men på premisser fra politikerne som gjør det umulig.

Det inntreffer en langsom oppløsning innenfra. Den prosess Maduro beskriver er også gjenkjennelig i deler av Oslo: tilbaketrekning, fortrengning, et politi som ikke får lov og ikke våger.

Maduro spør: “Finnes det noe annet land som så aktivt motarbeider sin egen rettssikkerhet?” Det er et knusende spørsmål.

Maduro blir tvunget til å forholde seg til en absurd virkelighet.

Hela Sverige är ett korthus som för längesedan rasat. Man försöker bygga upp korthuset igen fast det stormar. Envist står man fast vid att ett politiskt korrekt korthus är bästa lösningen.

Et korthus som har blåst over ende. Likevel insisterer man på at det er det eneste huset som er verdt å bygge, og forsøker, insisterer, på å bygge det.

Media och den allmänna opinionen anklagar polisen för övervåld, polisbrutalitet. Man gör en stor grej av att några hårt ansatta poliser kallar en klängande och hoppande ligist för apajävel under ett upplopp i Rosengård. Att vara polis måste vara det minst tacksamma jobb som finns idag. Vad vill media att polisen ska göra, sitta ned och prata filosofi med ligisterna, dricka te? Det går inte att prata med vissa individer. Det enda språk de förstår är våldets språk. Polisen MÅSTE få befogenheter att göra sitt jobb. Polisen ska inte bli bakbunden med en politisk korrekt tvångströja. Finns det något annat land som så aktivt motarbetar sin egen rättssäkerhet?

Hela Sverige är ett korthus som för längesedan rasat. Man försöker bygga upp korthuset igen fast det stormar. Envist står man fast vid att ett politiskt korrekt korthus är bästa lösningen. Jag häpnar och vet inte om jag ska skratta eller gråta, det lutar åt att gråta. Jag har börjat få kontakt med ansvariga människor i mitt närområde. Möten och träffar med berörda. Mitt arbete med att hjälpa till tillsammans med er att vända Sverige har börjat. Jag pratar med folk i min omgivning, jag pratar med folk jag möter, jag drar mig inte för att kontakta de styrande i Malmö och det börjar ge resultat i form av kontakt med ansvariga.

Fortsæt med at læse “Father Samuel in Brussels”

More than 100 officers from Berlin’s police force were put on alert for an anti-Islam march by the extreme-right group Pro Deutschland. Standing outside one of the city’s mosques, about 50 protesters waved banners with the slogan ‘Hasta la vista Salafista’, referring to Salafism, a strict form of the Islamic religion.In what is likely to be seen as an inflammatory move, they brandished a caricature of the Prophet Mohammed……The rally faced a counter-protest by around 100 far-left supporters, many of them Muslims. Anti-Islam protest goes ahead in Germany, Rechtspopulisten wollen vor Moscheen protestieren

Karrikaturtegninger mod moskéer i Berlin, udtalt forvirring når pressen kalder muslimske moddemonstranter for ‘venstreekstreme.’ Dele af moddemonstrationen måtte afbryde for at bede – pikante sengekammerater. Når man går i byen og drikker sig vissen, skal man agte sig for, hvem man vågner op med.

“Da kristne var stolte af deres kultur og rede til at dø for den”

David Gress, historiker, forfatter, ph.d. om Generobringen af Spanien i Berlingske Tidende – Da Europa kæmpede.

“Der var i 1212 gået nøjagtig 500 år, siden muslimerne havde påbegyndt deres lynhurtige erobring af Spanien. De kaldte de erobrede områder for Al-Andalus og indrettede sig, som muslimer altid gjorde: de var de nye herrefolk, kristne og jøder havde at føle sig og optræde kuet og underdanigt. Gjorde de det, kunne de for det meste leve uforstyrret.

Allerede i 718 var den kristne modoffensiv begyndt i det yderste nordvest, men der skulle gå et par hundrede år, før generobringen, la Reconquista, bare nåede til Duero-floden. Først i 1085 indtog kong Alfonso VI af Castilien Spaniens gamle hovedstad Toledo. Halvøen var nu delt omtrent lige mellem det kristne Spanien og Al-Andalus. Som reaktion på Toledos fald kaldte muslimerne på hjælp fra almoraviderne, de barske og meget fromme berberske krigere i Nordafrika. De lignede vore dages talebaner og salafister: hensynsløse, sikre på egen ret, ubønhørlige mod frafaldne og kristne, dertil meget tapre. De kom væltende ind i Al-Andalus og satte brat stop for de kristne offensiver. Et halvt århundrede senere var almoraviderne blevet integreret i Al-Andalus’ noget blidere livsstil. Da de havde mistet kampgejsten, kom fra 1147 en ny bølge af fromme nordafrikanere væltende for at forsvare Al-Andalus. De nye hed almohader, af et arabisk ord, der betyder »enhedsbekendere«. Det skal alle muslimer være, idet Allah er én, men almohaderne ville signalere en særlig streng fromhed, igen som vore dages salafister.

Almohaderne truede med at genoprette det gamle Al-Andalus helt til Pyrenæerne. … Endnu en almohadisk offensiv satte de kristne kniven for struben. I 1211 kaldte pave Innocens III til korstog mod muslimerne i Spanien. Kongerne af Castilien og Aragón mobiliserede, hvad de kunne af ryttere og fodfolk med henblik på en offensiv det følgende år. Hertil kom kontingenter fra Frankrig og længere væk.

… Selve slaget ved Las Navas de Tolosa mellem en 50.000 kristne og en noget større muslimsk armé var afgjort i løbet af formiddagen

Det er mildt sagt ikke politisk korrekt at fejre kristne militære sejre eller anse la Reconquista for en befrielse af Spanien. Det hedder sig, at en mindre udviklet og mere voldelig kultur, den kristne, smadrede en ædel og højerestående, arabernes i Al-Andalus. Det er en farlig og løgnagtig legende. … For 800 år siden var de kristne stolte af deres kultur og rede til at sejre eller dø for den. Havde vi deres ånd, ville intet kunne true os. Det har vore magthavere så tydeligvis ikke.” – Berlingske Tidende: Da Europa kæmpede.

Idag tar Nadira Naipaul till orda mot islamismen i Storbritannien. Det är befriande att läsa, eftersom hon själv kommit från muslimska Pakistan till London för att gifta sig med Nobelpristagaren V.S. Naipaul i en förvissning om att hon för alltid lämnat den kulturen och det förtrycket bakom sig. Hon vet, till skillnad från de flesta, vad hon talar om. Hela hennes artikel kan man läsa här. Nedan ett smakprov hämtat från slutet av hennes artikel:

So why, then, have successive Governments refused to acknowledge the incestuous cultures that have evolved in these ghettos? Why does no one challenge the existence of the so-called ‘Islamic Parliaments’, with their retrogressive laws, that exist in cities such as Bradford and Leicester?

In these cities, teams of vigilantes terrorise Pakistani communities. They turn up unannounced to homes, insisting that Ramadan is respected and checking that everyone has come to prayers. They force shops to close, they check that the community is fasting, that women wear the veil.

Let me be clear. No Muslim woman should be forced to wear a veil. No woman wore it in the era of the Prophet. These Muslims may see themselves as community champions, but they are fanatics who make life a misery for young people who want to integrate.

It is time for liberal Muslims to speak out. The defenders of our precious multiculturalism must get real. My message to those who promote these entrenched ghetto ideas is this: go home if you want to practise your form of Islam. There is no place for it here. Thomas Nydahl

Alex Schulman på Aftonbladet tror att SVT finansieras av staten
af Kjell Håkansson

Jag skrev nyligen om hur SVTs sportjournalist Janne Gunnarsson hotades att bli av med sitt arbete efter att privat på på Facebook har skrivit ”Pengarna räcker inte när vi ska ge 27.000 nyinflyttade somalier socialbidrag!!! Puh.” Janne Gunnarsson, som verkar ha levt med illusionen att vi har yttrandefrihet i Sverige, rehabiliterades genom att be om ursäkt, förklara att det var ett misstag och genom att be om nåd, vilket televisionens ledning också beviljade. Han fick behålla jobbet, men tro nu inte att historien slutar där. Hetskampanjen mot honom har fortsatt under sommaren.

Strax efter benådningen skrev Alex Schulman en artikel i Aftonbladet där han kräver att SVT skall ”agera” mot Janne Gunnarsson, som i artikeln beskrivs som en ”främlingsfientlig idiot” och ”en i raden av trångsynta pappskallar som pratar innan de tänker, och även om han tänkte så skulle det kanske inte bli bättre heller”.

Alex Schulman, journalist till trots, tror att SVT finansieras ”för de pengar som ni och jag varje månad betalar in till staten”. Att en journalist på en av Sveriges största tidningar inte har en susning om hur SVT finansieras belyser ett mycket allvarligt problem i dagens Sverige, nämligen den bristande kompetensen inom journalistkåren. Jag har länge misstänkt att journalister och personer inom organisationslivet gör karriär inte genom sin kompetens utan genom att ha de rätta åsikterna och tillräckligt ofta upprepa de rätta flosklerna, och denna teori motsägs inte direkt av Alex Schulmans artikel. Tyvärr är problemet heller inte begränsat till journalistkåren utan avspeglar Sveriges generella övergång från kunskapsnation till värdegrundssamhälle. Skolans roll har de senaste decennierna förändrats; att inpränta den rätta värdegrunden hos eleverna blir allt viktigare medan kunskap och lärandets roll har nedtonats.

En annan bredsalva mot Janne Gunnarsson avfyrades av Kitimbwa Sabuni, talesperson för Afrosvenskarnas Riksförbund, som gick ut i en artikel i Aftonbladet och utkrävde ett ansvar. Han upprörs över att Janne Gunnarsson ”kan fortsätta arbeta för SVT med bibehållet anseende” och över att han ”inte straffades utan belönades med ett OS-jobb”. Till de mer underliga argumenten hör att “Sverige har en egen historia av transatlantisk slavhandel som man väljer att officiellt inte låtsas om.” Låt oss reda ut begreppen.

På Wikipedia kan man läsa att ”Den svenska andelen av de transatlantiska slavtransporterna var obetydligt liten” och att slavhandeln baserades på att “Kung Gustav III gav Västindiska kompaniet rättighet att köpa slavar i Västafrika”. Somalia ligger i Östafrika och berördes således inte av den svenska slavhandeln (afrikanska folkslag är sinsemellan genetiskt väldigt olika och ofta inte mer besläktade med varandra än de är med européer). Ättlingar till den transatlantiska slavhandelns offer finner man huvudsakligen på andra sidan Atlanten och i Liberia, som grundades av frigivna amerikanska slavar. Å andra sidan var slaveriet utbrett i Afrika: ”i Somalia är den etniska gruppen bantu slavättlingar till sydligt belägna grupper som tagits som slavar av somalierna”.

Kitimbwa Sabuni ondgör sig också över att “politiker från höger till vänster med få belägg referera till somalier som en “svårintegrerad grupp” när de vill göra en poäng om invandringens utmaningar.” Är beläggen få? Bör utmaningarna sopas under mattan? I Dagens nyheter den 9 augusti gick 12 socialdemokratiska, moderata och centerpartistiska kommunalstyrelseordföranden från kommuner som tagit emot många somaliska flyktingar ut i en debattartikel och uppmanade staten att ta sitt ansvar och hjälpa kommunerna ekonomiskt. Man skriver bland annat

”Det kan ta upp till tio år för kortutbildade och analfabeter att bli självförsörjande och hela vägen fram till denna punkt blir kommunernas ansvar”. Om inte staten tar sitt ansvar så kan kommunerna enligt kommunalpolitikerna “tvingas till skattehöjningar, nedskärningar eller omprioriteringar och därmed ställa verksamheter emot varandra när pengarna inte räcker till allt.”

Kommunalpolitikerna vill helt enkelt inte att “resursbehövande grupper i våra kommuner inom vården, skolan och omsorgen ska kunna spelas ut mot flyktinginvandrarna.” Vilka verksamheter i den statliga budgeten som det istället bör skäras ned på framgår inte av debattartikeln.

Budskapet i debattartikeln är för övrigt slående likt Janne Gunnarssons. Visserligen uttrycker sig kommunalpolitikerna med en betydligt större intellektuella skärpa än vad JG gjorde, men en debattartikel kan heller inte jämföras med en Facebook kommentar i stilistiskt hänseende.

Erik Ullenhag, Sveriges journalister och Afrosvenskarnas Riksförbund kan fortsätta att låtsas som om den somaliska invandringen ingenting kostar, eller att den till och med är lönsam för Sverige. Politiker med ansvar för den kommunala budgeten däremot börjar inse att fakta inte kan döljas hur länge som helst. Förr eller senare bankar verkligheten på dörren.

Man skal være intellektuel, for at tro på sådan noget ævl.

Forleden kunne vi konstatere, at der kun er omkring 70.000 homoseksuelle i Danmark, når man ser bort fra de involverede interessegruppers overdrevne skøn, og noget færre biseksuelle. De transseksuelle, som de Radikale har scoret nogle overskrifter på de senere dage, synes der at være imellem 200 og 500 i Danmark. For dem, som ikke har udtrykt krænkethed, skal vi lave hele pas- og personnumersystemet om. Det var ikke de Radikales behagelige spøg, de er i branchen i ramme alvor.

Vi tilhører jo alle en minoritet, og hvis vi kigger godt efter er vi måske så heldige at tilhøre flere. Jeg tilhører bla. de kejthåndedes, der skal leve med at bilernes gearstænger sidder til den forkerte hånd, samt at dårligt håndværk kaldes ‘venstrehåndsarbejde.’ Vi er godt 500.000 i Danmark, og så vidt jeg ved, har vi endnu ikke fået vores egne Olympiske Lege, men blandt amerikanske præsidenter efter 1945 udgør vi kejthåndede dog 50 %. Det trøster mig at jeg har en karrieremulighed i det erhverv, når jeg ikke har de Radikales bevågenhed. De har ikke min, så det kan gå lige op.

Havde jeg i sin tid takket ja til det smigrende tilbud at blive jøde (det ville kun koste mig fire års studier og en prøve), ville jeg have tilhørt endnu en minoritet. Hvis jeg fik kørt mit ene ben af eller blev døv, ville jeg tilhøre tre minoriteter. Man kan samle på dem, forstår jeg. At blive bøsse, det løb anser jeg for kørt omkring min undfangelse, selvom queer-akademikerne siger, jeg kan vælge selv. Jeg var 120 % hetero i fem-årsalderen, selvom jeg ikke vidste hvad den erotiske vuggegave nærmere gik ud på. En jævnlaldrende ven var lige så homo, lige lidt vidste han det, og senere skulle han blive læge og et af Danmarks første AIDS-ofre. Vi havde ikke valgt det, så meget er sikkert. Man skal være intellektuel, for at tro på sådan noget ævl.

Da der er så få homoseksuelle, og de desuden har det ret godt i Danmark, ja faktisk er dyrkede af enhver, der er noget ved musikken, er det måske ikke så underligt at de blandt deltagerne i dagens Pride Parade knapt udgjorde halvdelen. Dette baserer jeg på mit kliniske skøn, som man kan stole på eller lade være. Flertallet – de politiske partier, Microsoft, Den Danske Bank, Novo – deltager for at hægte sig på en ‘folkesag’, der har sejret for længst, bortset fra at homoseksuelle stadig lemlæstes af folk med en religion, som ingen ordentlige homoseksuelle nævner.

I udlandet er det værre, men jeg så siger og skriver ét banner blandt hundreder, der tog homoseksuelles vilkår i verden op. Populære sager er som regel ufarlige, vi har endnu ikke set den årlige Kurt Westergaard-parade. Jeg spejdede forgæves efter den ikke ufarlige paradegruppe “Muslimske homoseksuelle,” der skal efter lommeregneren være godt 3000 af dem i Danmark, og jeg fik heller ikke rede på, om statsministeren mon paraderede med en påspændt plastikdildo eller englevinger.

Der er langt mellem bøssebarerne på Bakken

Marcherer de, som Manu Sareen siger, fordi der stadig er meget at kæmpe for? Det tror jeg ikke, men der er ingen klubber med så universel succes, der nedlægger sig selv efter at have opnået alt. De træder troligt op på scenen ‘i Las Vegas’ år efter år og længe efter sidste salgsdato. De marcherer for at dyrke en konvention, som ingen har indvendt noget imod i flere menneskealdre, og for at spare en S-togbillet til Dyrehavsbakken, hvor der er langt imellem bøssebarerne. Partierne marcherer med, fordi de ligesom de Radikale er løbet fortvivlende tør for virkelige sager at kæmpe for, når de nu snart får lavet cigaretpakkerne om, men måske først og fremmest fordi de ikke tør sige nej. Det er altsammen tomhed og jag efter vind, men det ses åbenbart kun fra tilhørerpladserne. Lad os mindes den savnede Lars Otto Kristensen fra Århus, der inden sin død i maj nåede at skrive om paradefænomenet: (Alle fotos © Snaphanen.dk, klik f. helskærm)

Jeg har kendt homoseksuelle af begge køn i hele mit liv. Men da det ikke er det, jeg har skullet bruge dem til, har jeg været ligeglad, akkurat som jeg ofte har snakket med kvinder om andet end deres seksuelle orientering gående ud fra, at de også havde andre interesser. Når nogen stikker en bar rumpe op i hovedet på mig og spørger, om ikke jeg synes, at det er dristigt og grænseoverskridende, vil jeg have lov til at sige, at jeg synes, at han (m/k) er ulækker……Jeg er revnende ligeglad med, om nogen er “på det forkerte hold”. Til gengæld vil jeg have lov at sige med en anmelder i Århus Stiftstidende for mange år siden, da han anmeldte en plade med bøssemusik: »Jeg er ligeglad, jeg kan ikke fordrage missionerende bøsser.«

Fortsæt med at læse “Rettighedskulturens karneval”