I dag udkommer historikeren Morten Uhrskov Jensens bog “Indvandringens Pris (hæftet bog) – På vej mod et fattigere Danmark”, Peoples Press, 129 kroner. Forfatteren og forlaget har meget generøst tilladt at Snaphanen publicerer et helt kapitel efter eget valg. Jeg har valgt kapitel 2, “Indvandringens økonomi”, 16 sider, der er et af de bærende for bogens tese: At Danmark og Europa af økonomiske grunde og fordi ikke-vestlige efterkommere klarer sig så dårligt i uddannelsessystemet, bør standse enhver udgiftstung indvandring fra ikke-vestlige lande. Der kan linkes til kapitlet og citeres, men det må ikke gengives in toto andre steder.

***********

De glade 60’ere blev de kaldt, også selv om de egentlig varede i ca. 15 år. Den økonomiske optur i Danmark begyndte omkring 1958, og den stoppede brat med oliekrisen i 1973. Arbejdsløsheden forsvandt i de glade år, og fra midten af 1960’erne var der ligefrem mangel på arbejdskraft, ikke mindst den ufaglærte, bl.a. i slagteribranchen. Arbejdsgiverne begyndte at presse på for at få såkaldte gæstearbejdere til landet for at få udført den produktion, der ikke kunne skaffes danske arbejdere til. Arbejdsgiverne pegede på, at Vesttyskland siden 1961 havde haft succes med at lade især tyrkere komme til Forbundsrepublikken for at tage det arbejde, det var vanskeligt at finde tyskere til. Især fagbevægelsen i Danmark var skeptisk. Smedeforbundets formand Hans Rasmussen anbefalede arbejdsgiverne at rationalisere, dvs.indføre ny teknologi, til erstatning for de hænder, der manglede i produktionen. Hans Rasmussen skulle få ret, og mere end han kunne have forestillet sig – de kommende årtiers udvikling på arbejdsmarkedet taget i betragtning.

Danskerne var ikke meget for, at arbejdere udefra skulle komme til landet og tage arbejde. Man frygtede, at udlændinge ville blive løntrykkere, til skade for de resultater, fagbevægelsen havde opnået gennem årtiers arbejdskampe. Men presset fra arbejdsgiverne blev for stort, og fra 1965 gav Folketinget tilladelse til indvandring af arbejdskraft. Den nye arbejdsstyrke blev førstog fremmest hentet fra det daværende Jugoslavien, fra Pakistan og fra Tyrkiet.

Politikerne, der tillod denne indvandring, havde samtidig travlt med at understrege over for skeptikerne i arbejderbevægelsen, at opholdstilladelserne var midlertidige, og at gæstearbejderne derfor ville blive hjemsendt den dag, der ikke var mere arbejde til dem.

Det blev straks populært at rejse til landet højt mod nord, og først i 1973 stoppede strømmen af indvandrende arbejdere brat, da de olieproducerende lande i den arabiske verden firdoblede prisen på olie. Det var en vare, Danmark var helt afhængig af at købe i udlandet, da Nordsøolien ikke var en realitet endnu. Under alle omstændigheder ville Danmark være blevet hårdt ramt, da hele den vestlige verden led under de voldsomt stigende oliepriser – Danmark levede dengang som i dag af sin handel med omverdenen, som også i 1973 først og fremmest var lande i den vestlige verden. Af moralske grunde valgte man imidlertid at undlade at meddele gæstearbejderne, at der ikke længere var brug for dem. Det var der vitterlig ikke. Arbejdsløsheden steg for første gang siden 1950’erne til op imod de 10 procent af arbejdsstyrken. Men man, dvs. et flertal i Folketinget, havde selv inviteret dem, og det blev blandt politikere i almindelighed anset for hårdhjertet blot at hjemsende de arbejdere, der havde påtaget sig efter danske forhold dårligt betalt arbejde.

Enden på den del af historien blev, at knap 19.000 gæstearbejdere fik fast opholdstilladelse i Danmark med mulighed for at søge familiesammenføring og efter en vis årrække opnå statsborgerskab. For en humanitær betragtning var der uden tvivl meget, der talte for, at gæstearbejderne, der for en dels vedkommende havde haft ophold i Danmark i en længere årrække, burde have lov til at blive i Danmark permanent. På den anden side var det for en samfundsøkonomisk betragtning et særdeles dårligt tidspunkt at træffe netop den beslutning på. Den danske industri var i 1960’erne under forandring. Det umættelige behov for ufaglært arbejdskraft, som havde betegnet industrialiseringens tidlige faser, hvor samlebåndsarbejderne stod ved samlebåndet, blev afløst af den højteknologiske tidsalder, vi befinder os i i dag. Det er en tid, hvor de ufaglærte – de, der ikke mestrer et specifikt fag – i stigende grad er udsatte på arbejdsmarkedet.

Nu stod Danmark ligesom en lang række europæiske lande og i stigende grad også USA, selv med dette lands lave mindstelønninger, over for et stort problem: Et betragteligt antal mennesker var inviteret indenfor i en økonomi, en vidensøkonomi, der ikke længere efterspurgte ufaglært, men højtuddannet arbejdskraft, der kunne håndtere det senindustrielle samfunds udfordringer.

At der var problemer i vente, stod klart umiddelbart efter at gæstearbejderne fik tildelt permanente opholdstilladelser i 1973. Danmark havde modtaget knap 19.000 indvandrere, hvis gennemsnitlige kvalifikationer var særdeles ringe i et arbejdsmarked, der i stigende grad efterspurgte højtuddannede. Det kom også snart for en dag, at problemet ikke let lod sig trylle væk. Det blev kun større. Danmark havde dengang i 1973 en rent administrativ udlændingelovgivning, hvormed der ikke fulgte nogen retskrav, men alligevel blev det med det samme kutyme at tildele opholdstilladelser ved ansøgning om familiesammenføring. Sådan opstod i 1970’erne det fænomen, at Danmark havde et stop for indvandring på grund af den økonomiske krise, mens der samtidig blev bevilget familiesammenføring, når en af gæstearbejderne, der havde fået permanent opholdstilladelse, ansøgte om det.

Således begyndte en stille vandring fra især Tyrkiet, fra Pakistan og fra det nu hedengangne Jugoslavien. Der var indvandrerstop, men der var ikke familiesammenføringsstop, et forhold, der skulle få afgørende betydning senere.

I 1983 kunne der næppe længere være megen tvivl om, at de indvandrere, der var kommet til Danmark fra lande uden for Vesten, ville få mere end svært ved at klare sig lige så godt eller bedre end den gennemsnitlige dansker. Erfaringerne var begrænsede, men man må have forestillet sig, at det ville være muligt at uddanne de følgende generationer af indvandrere, dem, vi i dag officielt kalder efterkommere. Det var et forfængeligt håb, det ser vi med al tydelighed i dag, men det berettigede ikke desto mindre en ny og overordentlig liberal udlændingelovgivning i 1983. Med loven blev der givet retskrav for konventionsflygtninge, de asylsøgere, der kan sandsynliggøre, at de er personligt forfulgte. Der blev givet retskrav for den langt mere omfattende gruppe af såkaldte de facto-flygtninge, dvs. asylsøgere, som ikke er flytninge ifølge FN’s Flygtningekonvention, men alligevel får flygtningestatus på grund af ”andre tungtvejende grunde” end risikoen for at blive personligt forfulgt. Og endelig blev der givet retskrav på familiesammenføring, i de første år efter 1983 ned til en alder af 15 år ved ægteskab.

Resultatet af den nye udlændingelovgivning lod forudsigeligt ikke vente på sig, selvom det uden fornemmelse for virkeligheden var blevet hævdet af toneangivende intellektuelle i den offentlige debat, at de lempede regler ville føre til, at omkring 500 (sic!) personer ville få tilladelse til familiesammenføring ”i de kommende år”.At en sådan påstand overhovedet kunne fremføres uden at blive skudt ned som tåbelig, fortæller en del om det åndelige klima i Danmark i 1983.

Den daværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen – der personligt var imod loven, selv om også han stemte for – havde få måneder inden lovens vedtagelse advaret om, at flere hundrede tusinder kunne blive fristet af at rejse til landet højt mod nord. Erik Ninn-Hansen fik ret, og de andre tog fejl. I løbet af få år efter 1983 stod det klart, at den nye udlændingelov ville betyde en løbende strøm af asylsøgere, og at mange af disse ville få opholdstilladelse,i gennemsnit ca. 5.000 om året. Og var asylsøgeren først anerkendt, var der et retskrav på familiesammenføring. De første indvandrere fra ikke-vestlige lande, gæstearbederne, hvoraf flertallet var tyrkere og pakistanere, søgte og fik familiesammenføring. På 28 år, fra 1983 til i dag, steg andelen af ikke-vestlige indbyggere i Danmark fra 1 procent til tæt ved 8 procent af befolkningen, når de illegale medregnes. De illegale er især kommet i perioden efter 2001, hvor Danmark fik en VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti, der ellers hævdede at stramme udlændingeloven.

I et historisk perspektiv var der tale om en helt uhørt hurtig forandring i befolkningssammensætningen, men den var ikke uhørt sammenlignet med andre nord- og vesteuropæiske lande og USA i samme periode. Alle disse lande gennemlevede noget ukendt, nemlig at der ikke længere var ”interne” vandringer mellem vestlige lande såsom den europæiske udvandring til USA eller mange italieneres vandring til Frankrig. I stedet var og er der tale om ukontrollerede vandringer fra klodens andre kulturer, fra de ikke-vestlige egne af verden.

Et samfund kan tjene på indvandring, hvis indvandrerne gennemsnitligt klarer sig bedre end den oprindelige befolkning. Sådan er det, hvis indvandrerne i gennemsnit er i stand til at fuldføre uddannelser med et vidensindhold højere end det, den oprindelige befolkning tilegner sig. Det turde være indlysende. Hvis indvandrerne kun klarer sig lige så godt, kan man stille sig det spørgsmål, om indvandring er en god forretning, eftersom der altid og uden undtagelse vil være kulturelle omkostninger forbundet med indvandring – et eksempel er Molenbeek, en bydel i EU’s hovedstad Bruxelles, hvor efterhånden kunarkitekturen afslører, at man stadig er i Europa. Klarer indvandrerne og deres efterkommere sig mærkbart ringere end den hjemmehørende befolkning, er det entydigt og uden undtagelse en dårlig forretning at tillade indvandring i stor skala.

En indvandrer, hvad enten vi taler om en fra den vestlige verden eller ej, kan sagtens kortvarigt og isoleret set gå ind og være en gevinst, hvis han eller hun udfører et arbejde, det ikke umiddelbart er muligt at få en dansker til.

Men en indvandrer vil i sagens natur også trække på en række offentlige ydelser under sit ophold i Danmark. Undtagelsen vil således være det tilfælde, hvor man i en afgrænset periode benytter sig af arbejdskraft, det er svært at skaffe indenlands, hvor der ikke følger sociale rettigheder med arbejdsopholdet, og hvor arbejdstageren bliver sendt ud af landet i det øjeblik, der ikke længere er et behov. Men en sådan model er uacceptabel, både for mig at se og for det store flertal af vesterlændinge. Inviterer man arbejdskraft inden for døren, er det, fordi man tilbyder dem, der tager arbejdet, et livslangt ophold ogser med velvilje på deres ønske om at få familien hertil.

Vicedirektøren i Danmarks Nationalbank, Anders Møller Christensen, formulerede i 2007 problemet sådan her:

”Vi har ikke de bedste historiske erfaringer med at integrere udenlandsk arbejdskraft. Det, som tæller i sidste ende, er også, at vores produktion og velfærd per indbygger vokser. Det er hele formålet med at få flere i arbejde. Men det kræver at den udenlandske arbejdskraft bidrager med en indkomst, der er mindst som gennemsnittet i Danmark i forvejen.”

En indvandring, der ikke efter maksimalt én generation ligger over den oprindelige befolkning i indkomst, er ikke en indvandring, der bidrager til samfundsøkonomien. Der er i bedste fald tale om en kortvarig gevinst. Der er dem, der hævder, at indvandring kan løse den såkaldte ældrebyrde, men de må have overset, at også indvandrere og deres efterkommere bliver gamle og skal forsørges. På længere sigt vil det kun skabe en langt større regning end den, ældrebyrden er. Et andet aspekt er, at ikke-vestlig indvandring sænker gennemsnitsindkomsten i Danmark og i de vestlige lande, og en sænkning af den gennemsnitlige indkomst betyder et fattigere land. Ikke nødvendigvis i absolutte tal, men relativt i forhold til, hvad der kunne være opnået.

Det er de økonomiske realiteter, noget andet er, at indvandrere, der gennemsnitligt klarer sig dårligere end den oprindelige befolkning, medfører spændinger i samfundet. Grupper, der generation efter generation klarer sig dårligere end flertallet i den oprindelige befolkning, vil føle sig som ofre for diskrimination, også selvom der ikke er tale om andet end en lavere uddannelsesgrad og med dét typisk lavere indkomst. Religiøse forskelle kan i betydelig grad forstærke den slags spændinger, idet talsmændene for de grupper, der underpræsterer, vil hævde, at den økonomiske ulighed skyldes flertalssamfundets fobi over for en anden religion end den, som flertallet tilslutter sig. Etniske forskelle, som i sagens natur eksisterer, når vi taler om indvandring fra ikke-vestlige lande, vil få en endnu større betydning, end de i forvejen har. Det er ikke noget ønskværdigt scenarie. Især ikke, da intet tyder på, at de forskellige etniske og religiøse grupper har nogen tendens til at gifte sig indbyrdes.Grupperne vil være der, de vil være tydeligt adskilte, og de vil klare sig meget forskelligt. Det er det stof, som alvorlige konflikter er gjort af.

Jeg lyder nok som en alarmist, og nogle vil sige, at statistikkernes tørre tal modsiger mig, både i Danmark og f.eks. i Tyskland. De kvindelige efterkommere fra den ikke-vestlige verden rykker nemlig. Ifølge de seneste tal fra det nu nedlagte danske integrationsministerium er det nu 41 procent af de 20-24-årige efterkommerkvinder, der går på en videregående uddannelse, en andel, som er én procent bedre end for etnisk danske kvinder og langt over mændenes niveau, både de etnisk danske mænds og især efterkommermændenes. For sidstnævnte gælder i parentes bemærket, at rystende 56 procent ikke har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse. For danske mænd er det tilsvarende tal 27 procent. Efterkommerkvindernes umiddelbare succes skal dog sammenlignes med, at tidligere undersøgelser har vist, at frafaldet for indvandrere er væsentlig højere end for danskere.

Endnu mere interessant er det, at baggrunden for historien om efterkommerkvindernes succes er, at Danmarks Statistik også har undersøgt, hvor højt uddannelsesniveauet er for de ikke-vestlige efterkommere, der har rundet de 30 år – en alder, hvor de fleste har fuldført den uddannelse, de kan.
Fortsæt med at læse “Morten Uhrskov: Indvandringens økonomi”

Historikeren Morten Uhrskov har beskæftiget sig fagligt med indvandringen i over ti år, han har skrevet to bøger på i alt 764 sider om emnet, i hundredevis af artikler og adskillige TV-debatter. Det er en ganske tidstypisk selvovervurdering at en 24-årig Radikal statskundskabsstuderende går ind i ringen og konfronterer ham, som var det på lige fod hvor den enes synspunkt har lige så meget vægt som den andens. Det gik da heller ikke bedre end striptease gør i sommervarmen.

Det første rigtigt rystende stød sættes ind minut 5:24 hvor den Radikale integrationsordfører fører Politikens løgnagtige historie fra den 21.5 på banen. Hun kender Politikens tyndbenede fordrejninger, Uhrskov har læst specialestudiet. Der misses lidt overrasket med øjenvipperne. Derefter kommer der kun vildt flagrende stød fra Liv Holm Andersen indtil – det er jo desværre TV – den flinke gong-gong redder hende fra et uundgåeligt knock-out nederlag. Da er hun igang med en luftig historie fra de varme lande om ‘værdien af at leve i et samfund hvor alle kan gifte sig med…’ historikeren kan glemme alt om at få noget konkret ud af hende, der har med samtalens emne at gøre.

Hun bemærkede næppe hvad der var sket. Sansen for egne begrænsninger var fraværende længe inden hun gik i studiet, tabt et eller andet sted i feel-good skolens klub for indbyrdes ros over ingenting. Men vi andre så det: Uhrskov fik stilfærdigt udstillet den såkaldte elites hule bedrevidenhed og ubegrundede selvtillid helt ind til trusserne. Holm Andersen er blank på elementære facts og årsagssammenhænge og hun er medlem af et parti, der har yndet at kalde politiske modstandere ‘farlige’. Bedøm selv, hvem der er farlig for sine omgivelser, for velstanden, velfærden og for den sociale ro i Danmark. En født klassiker der i demokratiets og efterkommernes interesse skulle være sendt på DR 1 i prime time. Fremragende, pædagogisk TV-dokumentation. Nu går folk flest glip af det, og vi har Liv Holm Andersener i Folketinget med udøvende magt over vores fremtid, der ikke kan kende forskel på plat og krone, og som ikke engang er klar over det selv.

Uwe Max Jensen var nøgensolidarisk med Den Lille Havfrue

Danmarks eneste verdenskendte skulptur Den lille Havfrue på Langelinie ved indsejlingen til Københavns Havn har siddet model til meget. Ikke alene har Edvard Eriksens skulptur fået savet hovedet af – i 1964 af situationisten Jørgen Nash og igen i 1998 af en ukendt gerningsmand – havfruen har i snart 99 år – i sol og regn, sommer og vinter – siddet afklædt på sin sten med sit vemodige ansigt og sin blottede ungpigebarm. Det er en præstation, der aftvinger respekt.

Derfor har kunstneren Uwe Max Jensen besluttet at være nøgensolidarisk med Den lille Havfrue ved – ikke i 99 år, men i 10 minutter – at sidde nøgen i samme positur som Den lille Havfrue på den sten, der er placeret skråt til venstre for havfruen. Uwe Max Jensen har de seneste måneder øvet sig, så han vil være i stand til at imitere både havfruens kropsholdning og mimik. Uwe Max Jensen er nøgensolidarisk med Den lille Havfrue onsdag 23. maj 2012 klokken 14.00.

Uwe Max Jensens nøgensolidariske happening kan ses som et modstykke til Jørgen Nash ‘s og andres vandalisme. Desuden indgår happeningens fyldige mandsperson naturligvis i et dualistisk spil med den spinkle kvindelige havfrue. (klik fotos op i helskærm)

Fortsæt med at læse “Morten Uhrskov og Den Radikale Dødsforagt”

Interview med Theodore Dalrymple af Lars Hedegaard

I mere end én forstand er England et land på sygedagpenge, og den engelske kulturkritiker Theodore Dalrymple ser ikke mange chancer for helbredelse.

Fisk og samfund har noget til fælles: Når de går i forrådnelse, starter råddenskaben i hovedet og breder sig derfra.

I bog efter bog og artikel efter artikel har den engelske samfunds- og kulturkritiker Theodore Dalrymple skildret Englands – og særligt den engelske arbejderklasses – opløsning i normløshed, dårlige og selvdestruktive vaner, moralsk deroute, grimhed, uvidenhed og dumhed. Men det startede ikke på samfundets bund. Forrådnelsen begyndte i toppen – hos eliten – hvorfra den har inficeret resten.

Sappho har længe ønsket at få en samtale med manden, hvis litterære produktion i mange henseender kan sammenlignes med George Orwells og Charles Dickens’, og chancen bød sig lørdag den 20. maj, da Dalrymple var i København for at tale til Borgerligt Netværk. Læs videre på Sappho

Fortsæt med at læse “Englands vej fra klasse- til kastesamfund”

En boende i området skriver till Sydsvenskan:”Jag vill bara att regeringen ska reagera och göra något skit åt detta.”

Strax efter klockan 22 larmades polis och räddningstjänst till Ramels väg sedan en fyrhjuling och en mc satts i brand vid bensinstationen. – När patrullerna kom till platsen möttes de av stenkastning från ett antal personer på platsen, säger Skånepolisens informatör Nils Norling.

Klockan 22.53 kom en nytt larm. Den här gången handlade det om en brand i ett sophus på Ramels väg. Det övertändes snabbt och totalförstördes. Branden misstänks vara anlagd. Stor polisinsats vid Ramels väg, Uppror i Rosengård i natt. Rosengårdsbränder och stenar – försökte ta vapnet från polis. – Se 18 maj: Forår i Township Tensta.

Kontekst

Fra parlører til første semester på ethvert universitet. Vi andre kalder det “sammenhæng.” Når man citerer koranens mange voldelige passager, får man at vide, at “det er taget ud af kontekst.” Her bliver det sat ind i kontekst, noget så grundigt:

Europarådet angriber den danske pressefrihed

Ja, de angriber sådan set alt hvad der rører sig Europarådet:Danmark har problemer med racisme. I radionyhederne på DR kl. 16 sagde en englænder (citeret efter hukommelsen, for udsendelsen er efterfølgende ændret i online-udgaven til et indslag med en bukkende og skrabende Marianne Jelved): “Danskerne kan lige så godt vænne sig til, at flygtningepresset ikke går væk af sig selv.” Hvad han ellers sagde, har DR ved nærmere eftertanke besluttet sig for at forholde offentligheden, men meningen var, at vi skulle holde op med at modsætte os udlændinges overtagelse af vores land. Forståeligt at DR arkiverede det lodret, det kunne jo gavne misliebige personer, der ikke stemmer på de Radikale som journalisterne.

Europarådets generalsekretær er normanden Torbjørn Jagland, der midt under den rygende Muhammedkrise i april 2006 faldt Danmark i ryggen med heltekvadet: Islamofobi vårt nye spøkelse? Det er til sådanne typer som denne præmiekryster og defaitist, vi har forskrevet vores ret til at bestemme hvor mange udlændinge vi vil have ind, og hvordan vi vil behandle dem. Hvornår ser vi en statsminister der melder os ud af dette utålelige formynderi fra en samling fuldstændigt tilfældige politikere? Et par smagsprøver fra rapporten, der ikke er underskrevet af nogen navngiven person, selvom det er tænkeligt at DR’s slettede englænder er en af forfatterne. På den ene side er dansk presse fri, på den anden side ville det være rart hvis…….

86. ECRI henstiller indtrængende til de danske myndigheder, at de med alle til rådighed stående midler, men uden utidig indblanden i den redaktionelle frihed, gør medierne opmærksomme på behovet for at sikre, at de oplysninger, som de formidler, ikke danner grobund for et fjendtligt klima mod medlemmer af de grupper, som har ECRIs særlige interesse. Det henstilles tillige, at myndighederne støtter ethvert initiativ taget af medierne på dette område, og at de tildeles de nødvendige ressourcer til tilrettelæggelsen af indledende og intern undervisning i menneskerettigheder i almindelighed og racismeproblemer i særdeleshed.

ECRI opfordrer indtrængende myndighederne til at tilskynde medierne til at iværksætte en intern debat om den fremstilling, de giver af islam og muslimske samfund, og om deres ansvar for at undgå at befæste fordomme og formidle ensidig information. Dette er beskrevet i ECRI`s Generelle Henstilling nr. 5 om bekæmpelse af intolerance og diskrimination mod muslimer.

Fortsæt med at læse “Nicolai Sennels hos Michael Coren”

“Politisk ønsketænkning har ført os ud i krisen”, siger Sarazzin. TV-Tipp: Sarrazin-Interview auf 3sat. Det er ikke nogen kioskbasker, det er på tysk og om økonomi, men det er som bekendt Sarazzins spidskompetence. Henryk Broder anmelder bogen i Die Welt: Sarrazin hat einen sehr deutschen Nerv getroffen.

Mens Sarazzin begrunder den tyske EU-politik med en soning for Holocaust, bliver hans nye bog fordømt inden nogen har læst den. Dette vidner om en totalitær tankegang.

Thornings svenske tilstande

Endelig tager Sverige fat på Islamdebatten skrev Mrutyuanjai Mishra forleden. Jo da, men er det så vigtigt, når svenskerne er stillet overfor et massivt fait accompli? Debatten gør hverken fra eller til, og desuden er den præget af at deltagerne har været holdt hen i stor uvidenhed, så der er langt mellem snapsene. Den svenske debat er en ‘efterdebat’, det er en bo-opgørelse. Med over 500.000 muslimer i landet og over 26 % af befolkningen med udenlandsk, overvejende ikke-vestlig baggrund, så har det demografiske tog forladt perronen for længe siden. Politikerne har afskaffet Sverige, befolkningen har bare ikke opdaget det endnu. Man skulle ellers tro, at velfærdens lodrette fald ville vække nogen, men ikke. En arbejdsløs svensker får nøjagtig halvdelen af det i udbetaling, han fik i 1975. I Danmark er spørgsmålet: Når Thorning, Vestager og LA at sætte mine efterkommere i en lignende situation? Nyrup og Jelved lagde en solid bund, om jeg så må sige.

Uden nogen synderlig offentlig debat er regeringen godt i gang med at ændre udlændingereglerne, så den ikkeuddannede landarbejder fra Pakistan eller Tyrkiet får lettere adgang til familiesammenføring i Danmark.Det mener velfærdshistorikeren Gunnar Viby Mogensen, der er forfatter til tobindsværket ”Det Danske Velfærdssamfunds Historie” og tidligere chef for Rockwoolfondens Forskningsenhed

”1000 personer er ikke noget voldsomt tal. Men alligevel kan konsekvenserne af lempelserne blive alvorlige. De udvider den personkreds, som det danske samfund er forpligtet til at underholde. Vi må kunne tale åbent om konsekvenserne af de nye regler. Men måske er vi ved at havne i en slags svenske tilstande, hvor vi ikke tør diskutere integrationsproblemerne åbent,” siger Gunnar Viby Mogensen.Eksperter: Lempelser åbner for flere dårligt uddannede indvandrere

Fjordman: Breiviksagens ‘islamofobieksperter’

The trial of the mass murderer Anders Behring Breivik in Oslo will feature, in addition to survivors of his terror attacks, a somewhat bizarre list of so-called political expert witnesses. A few of the initial names have already been dropped, as the list keeps being changed. Among the scheduled witnesses, Lars Gule from Norway and Mattias Gardell from Sweden are both alleged academic experts in the field of contemporary Islamophobia.[..]

In 2009 the Swedish Communist author Jan Myrdal awarded Mattias Gardell with the great humanitarian Lenin award for his work. And no, despite the fact that Vladimir Lenin was the founder of a totalitarian terror regime which cost tens of millions of people their lives, that name was not intended to contain any trace of irony whatsoever. This has been justly mocked by the competent and decent historian and author Peter Englund.

Stefan Adamenko, who lost three brothers to Lenin’s and Stalin’s horror regime, in the newspaper Expressen urged Gardell to reject the award out of respect for Communism’s tens of millions of victims. After all, there is no humanitarian award named after Stalin, Pol Pot or Adolf Hitler. Gardell, however, accepted the Lenin award. In an article in the left-leaning paper Aftonbladet, Gardell suggested that the notion of there being an Islamic threat to Europe and the Western world is an irrational myth. If you believe Professor Gardell, Islamophobia is entirely without any basis in reality, almost like coulrophobia, the fear of clowns. He fears that it has now become normalized, and warns that “Islamophobia isn’t merely a threat to Muslims. It is a threat to us all.”Islamophobia ‘Experts’ to be Called in Breivik Case

I Danmark eksisterer ordet ‘islamofobi’ kun i særlig isolerede smålommer som på Politikens redaktion og på Syddjurs Universitet, hvor Teheran-mullahernes propagandasprog har gået sin sejrsgang i Sverige og Norge, sejret ad Helvede til og er ‘a matter of fact.’ Ellers kunne man jo heller ikke have nogle ‘islamofobiforskere.’ I artiklen skrives om efterdønningerne af Uppdrag Gransknings moskeudsendelse: “Predictably enough, the main preoccupation of many Muslims after these revelations was that talking about this issue might fuel “Islamophobia” and unfounded prejudice.” Usjovt nok har Niall Ferguson (hr. Hirsi Ali) en lignende logisk kortslutning i dag. “Muslimers systematiske voldtægt og sexhandel med mindreårige engelske piger, kan gavne BNP” er det væsentlige han kan finde på at sige om det. Hvem har nu købt og betalt ham?

Yet, as in 1912 Vienna, cultural genius coexists with a toxic populism. Back then, the fatal issue was the “Jewish question.” Today a quite different but potentially just as dangerous question is being asked about the large Muslim immigrant communities in northern towns like Rochdale, where a ring of nine Pakistani and Afghan men have been found guilty of “grooming” dozens of underage girls for what amounted to gang rape. The far-right British National Party is having a field day.Niall Ferguson: London’s Last Waltz.

Bat Ye Or’s mand døde i dag i Schweiz efter længere tids sygdom. R.I.P. David Littman. A David Littman Retrospective. David Gerald Littman (July 4, 1933 – May 20, 2012) was a British historian and a human rights activist at the United Nations in Geneva, representing various NGOs.

“Jeg er ikke vidne til noget”

Religionshistoriker og forfatter Hanne Nabintu Herland er den anden, der i en avisartikel nægter at vidne i Breivik-sagen. Det er lidt sent, men ikke for sent til at starte en kædereaktion. Lars Gule er ikke så lidt fræk: “Hun er innkalt som vitne for å vise at hun, og mange andre, deler flere av synspunktene til Breivik.” Med det bekræfter han det Herland kalder ‘politisk heksejagt’, og at han ikke selv forsømmer nogen lejlighed til at deltage aktivt i den. Lars Gule har kronede dage. Gule mener i det hele taget at vide, hvad Breivik mener. Andre har haft sværere ved at finde ud af det på et kvalificeret grundlag, nemlig ABB’s ‘manifest’. Nogle har faktisk læst det hele.Peder Jensen skrev efter at have læst det:

Breivik is consistently inconsistent, or very nearly so. He contradicts himself so frequently that it’s hard to keep track of his basic ideas, if he has any at all apart from glorifying his own person through murder. One of the few ideas he is consistent about is that he admires the mentality and methods of Islamic Jihadist terrorists……..Breivik is the anti-Nazi who admires neo-Nazis, the anti-Marxist who admires Marxist revolutionaries, the anti-Islamist who openly admires and emulates Islamic Jihadist terrorists, the non-religious person who thinks he will be canonized as a saint by the Catholic Church for murdering unarmed teenagers, a “perfect knight” who calls his sister a slut, and a modest man who believes that his candy-eating habits are of geopolitical importance.

Hvilke “synspunkter deler Herland?” Der er vel frit valg? Herland selv skriver i avisen:

Jeg har i dag gjort tingretten oppmerksom på at jeg følger Stein Lillevolden og kommer ikke til å vitne i terrorsaken. Hvis det innebærer at jeg blir slept i fengsel, må man gjerne gjøre meg til en politisk martyr. Jeg nekter uansett å gå spissrotgang i den forskrudde drapsmannens show der han og hans forsvarere haler inn personer med såkalt «medieappell» i forsøket på å gi drapsmannen sympati.
Jeg er hverken rettspsykiater, advokat eller terrorekspert. Jeg er en norsk forfatter som utelukkende er innkalt som «kjendisvitne» og et element i den ondskapsfulle drapsmannens mediestrategi, noe jeg motsetter meg på det sterkeste. Da det er åpenbart at jeg ikke har noe å si som er av betydning for straffesaken, har jeg heller ikke en plikt til å vitne. Hanne Nabintu Herland: Politisk heksejakt, Heller fengsel enn å vitne i Behring Breivik-rettssaken,Debattør: Norge på vej til at blive DDR.

Bawer: Going Undercover in Sweden’s Mosques

The only surprising thing about this program is that Swedish national TV broadcast it at all, given that it violates the see-no-evil policy on Islam that has guided that country’s politics and journalism from the git-go. How, one wonders, did the producers get away with this? Part of the answer is that the program’s emphasis on the mosques’ unequal treatment of women made it far more acceptable than it might have been had the mosques been criticized from another angle. Sweden, after all, prides itself on the notion that it is (as we were reminded at the beginning of the program) the country in the world in which men and women enjoy the greatest equality. Which trumps which in Sweden: multicultural blindness toward Islamic misogyny or the proud Swedish tradition of equal rights for women? The producers of Uppdrag: Granskning were plainly betting on the latter.

In addition, the producers manifestly strove to frame the program not as an attack on Islam but as a criticism of rogue mosques by “good” Muslims and their allies in the name of “true” Islam. Viewers were informed at the outset that one of the two women in burkas is a Muslim and that the other is an ex-Muslim. The producers also granted a prominent role to Mohammad Fazlhashemi, a Muslim historian of Islam, whom they presented as a personification of decent, moderate, democratic, law-abiding Swedish Islam, and whom they kept cutting back to: instead of having an infidel Swede comment on the counsel given to the women at the various mosques, the producers accorded that role to Fazlhashemi, who smoothly argued that the unfortunate statements made by the men at the mosques to the undercover women in burka only fuel the fire of Islam’s enemies, including the Muslim-haters in the Swedish Democrat Party. By giving such counsel, lamented Fazlhashemi, his fellow Muslims “live up to all the prejudices of the Islamophobes.” Thus did the producers manage to affirm their abhorrence for “Islamophobia” and their solidarity with “good” Muslims like Fazlhashemi.

Whatever. At least it got the show on TV. But whether it will make any difference is, I would guess, doubtful. I hope I’m wrong. But Sweden is a tough case. And in Britain, as noted, where the media are a lot more open about these things, the only people who ended up in trouble with the law as a result of Undercover Mosque were its producers. Heaven only knows what’s in store for the gutsy folks at Uppdrag: Granskning.Bruce Bawer Frontpage Magazine. (Med dold kamera i svenska moskéer med SVT:s Uppdrag Granskning.)

Pia Kjærsgaards ugebrev: Den svenske løgn

Se også Ekstra Bladet: Pia Kjærsgaard retter et uset skarpt angreb på vore svenske naboer.

Vores naboland hinsides Øresund har længe været udlændingepolitikkens ”Utopia”. Her modtages alle mennesker fra den tredje verden med åbne arme, hvad enten de nu er personligt forfulgte eller blot ønsker et bedre liv uden fattigdom. I Sverige er ”multikulturalismen” statsdoktrin på samme måde som ”antifascismen” var det i det tidligere DDR.
Og i det stærkt hierarkisk opdelte svenske samfund diskuteres magtelitens officielle politik ikke. Selv om det ved riksdagsvalget i september 2010 lykkedes det indvandringskritiske parti, Sverigedemokraterna, at komme i Rigsdagen, bliver det i dag af de øvrige partier frosset ude i et omfang, så den borgerlige regering stemmer mod egne forslag, hvis det viser sig, at et flertal kun kan tilvejebringes ved hjælp af Sverigedemokraternas stemmer.
Fortsæt med at læse “R.I.P. David Littman”

Af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen och HRS. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

”Blir du lönsam lille vän?” heter en mycket uppmärksammad bild av ett svenskt klassrum som konstnären Peter Tillberg  målade 1972. Med sin avskalade, kyliga estetik och sitt nakna ljus förmedlar bilden en kuslig känsla. Fyrtio år har gått. And Times They Are a-Changin´. Om bilden skulle vara sann i dag ska minst var fjärde elev bytas ut mot en invandrare – i många skolor åtta eller nio av tio elever.

Flertalet svenskfödda barn med svenska föräldrar hade 1972 anledning att besvara frågan om sin kommande lönsamhet med ”ja”. Även barn till finska arbetskraftsinvandrare skulle komma att klara sig bra. Majoriteten blev väletablerade vuxna, inte bara lönsamma utan också med god livskvalitet; bostad, jobb och familj. Fortfarande en bit in på 1970-talet var Sverige ett homogent välfärdsland med stabil ekonomi, och skolan gav möjligheter för den som hade ambitioner och ville studera.

Skolan förvaltar utanförskap i megaskala

Fyrtio år senare befinner sig den svenska skolan i fritt fall. Massinvandringen har kapitalt ändrat förutsättningarna för skolan och samhället i övrigt. Dagens skola har den otacksamma uppgiften att förvalta utanförskap i megaskala genom den ständiga påfyllningen av utomeuropeiska analfabeter som inte kan tillgodogöra sig undervisningen. Kunskapsnivån sjunker, och allt fler elever går ut grundskolan utan att ha behörighet till gymnasiet. Allt fler passerar grundskolan som funktionella analfabeter.

Det här är verklighet 2012: Ett växande antal barn kommer varken att bli lönsamma eller få ett bra liv som vuxna. Istället går de mot en framtid i arbetslöshet och utanförskap; ekonomiskt, språkligt, socialt och kulturellt. Långt fler än vad Sverige har upplevt någon gång tidigare kommer att bli stora utgiftsposter genom långvarig bidragsförsörjning, där kriminalitet för många kan framstå som en lockande väg till extrainkomster.

Utrikes födda redan kraftigt överrepresenterade i försörjningsstöd

Utrikes föddas överrepresentation i försörjningsstöd är redan stor, både vad gäller hela landet och enskilda kommuner. Under 2010 var utrikes födda överrepresenterade med 8,8 när det gäller försörjningsstöd i Sverige. De utgjorde 14,7 procent av befolkningen men förbrukade 60,2 procent av de totala kostnaderna för försörjningsstöd, nästan 7 miljarder. Svenskfödda, som utgjorde 85,3 procent av befolkningen, konsumerade 39,8 procent av kostnaderna, eller 4,6 miljarder. I en rad svenska kommuner är obalansen ännu större. I Växjö till exempel är utrikes födda överrepresenterade i försörjningsstöd med 21,5 gånger.

Dubbelmoral och hyckleri av kriminella dimensioner

Debatten om skolan är minerad mark där PK-minorna ligger tätt. Skolan har blivit gisslan i massinvandringens Sverige. Den är en av de samhällsinstanser som får ta hand om den omöjliga situation som skapas av en ansvarslös invandringspolitik. Polis, socialtjänst och sjukvård är några andra. På regeringsnivå härskar en dubbelmoral och ett hyckleri av rent kriminella dimensioner. Med ena handen påstår alliansregeringen att vi ska ha en bra och likvärdig skola. Med den andra massimporterar man analfabeter från låg-IQ-länder som håller på att stjälpa hela det svenska skolsystemet över ända. Larmsignalerna ljuder med jämna mellanrum, men ingen talar om problemens verkliga orsaker. Ingen vågar säga att kejsaren är naken.

Var fjärde pojke saknar läsförståelse

Redan 2006 sjönk bedömningen av svenska elevers färdigheter i den så kallade Pisa-undersökningen (Programme for International Student Assessment) som görs vart tredje år på cirka en halv miljon 15-åringar i 65 länder. 2009 var resultaten ytterligare försämrade. De svenska elevernas resultat har försämrats både när det gäller matematik, läsförståelse och naturvetenskap. Arton procent når inte upp till basnivån i läsförståelse. Sämst går det för pojkarna. Nästan en fjärdedel av dem når inte ens upp till den grundläggande nivån i läsförståelse. Dessutom har skillnaderna mellan elever ökat, visar undersökningen. De svaga eleverna presterar allt sämre, medan de högpresterande ligger kvar på samma nivå. Vem är förvånad?

Skolan blir allt mindre ”likvärdig”

Problem som genomsyrar hela samhället – men som de ansvariga gör allt för att dölja – blir ohjälpligt synliga i skolan. Det fria skolvalet blir den brytpunkt som avslöjar den ansvarslösa invandringspolitikens direkta resultat; splittring, obalans och segregation. Föräldrar med ambitioner för sina barn placerar barnen i bra skolor. Det kräver omtanke och aktiv handling, givna delar av föräldraansvaret. Alla föräldrar klarar inte det. Skolan blir allt mindre ”likvärdig”, enligt en rapport från skolverket.

Skolverket är en statlig myndighet som har till uppgift att vara neutral, men det här är en politisk rapport. Skolverket ogillar av ideologiska skäl att barn och föräldrar får välja skola. Så verket och dess generaldirektör gör ett politiskt utspel som varenda nyhetssändning och tidning givetvis nappar på, eftersom de röd-gröna journalisterna också har sina ideologiska skäl  att inte heller gilla det fria skolvalet – men självklart utnyttjar det för att sätta sina egna barn i de bästa skolorna.

”Det är en allvarlig bild som kommer fram i rapporten. Nu behövs ett politiskt ansvarstagande för likvärdigheten”, säger skolverkets generaldirektör Anna Ekström.

Skolverket vill inte ha likvärdighet, utan likhet

Bakom termen ”likvärdig” ligger tanken (också uttryckt i skollagen) att skolan ska vifta med trollstaven och – hokus pokus – lyckas utplåna alla skillnader i begåvning och andra individuella förutsättningar mellan barnen. ”Alla elever ska ges möjlighet till goda studieresultat oavsett social bakgrund och vilken skola man går i” enligt skolverket. Det är alltså inte främst likvärdighet skolverket vill ha, utan likhet. Skillnader och olikheter får inte finnas. Alla ska lyckas. Alla ska ta studenten. Även psykiskt utvecklingsstörda ”har rätt” att ta studenten, som Rasmus Gestrin i den här DN-artikeln.

Likhetstanken är befängd. Den är en ideologiskt betingad illröd skrivbordsprodukt som inte har någonting med verkligheten att göra. Barn är olika och har vitt skilda förutsättningar att tillgodogöra sig undervisning, och skolan kan bara delvis kompensera för olikheterna. Sluta ljuga, skolverket! Om terrängen och kartan inte stämmer överens är det terrängen som gäller. Varken politiker, statliga myndigheter eller lärare kan skapa alla barn lika.

DDR förebild för den svenska grundskolan

Den svenska grundskolan skapades med den östtyska diktaturen DDR:s skolsystem, ”ett av de progressivaste och modernaste”, som förebild. Sveriges förbindelser med DDR var under hela diktaturens drygt 40-åriga historia 1949-90 mycket omfattande och vänskapliga. Likhetstänkandet och illusionen om den ”likvärdiga” skolan kommer alltså från en av historiens mest repressiva och maktfullkomliga socialistiska diktaturer, där oliktänkande och de som försökte fly spärrades in och avrättades.
Bakom grundskolereformen låg flitigt kampanjarbete av framför allt två DDR-propagandister som under flera decennier stod i förgrunden av Sveriges vänskapliga relationer med DDR. Den ene var Stellan Arvidsson (1902-1997), litteraturforskare, rektor och riksdagsman (s) och under många år ordförande i Vänskapsförbundet Sverige – DDR. Den andra var Britta Stenholm (1916-2002),  folkskoleinspektör i Stockholm, statlig utredare av skolsystemet och från 1961 skoldirektör i Täby. Hon var mamma till förre Allmänhetens pressombudsman Olle Stenholm (1942-2007) och farmor till nuvarande programledaren för P1:s söndagsmagasin ”God morgon Världen”, Sara Stenholm.

Britta Stenholm och Stellan Arvidsson knöt kontakter med den östtyska diktaturen redan i mitten av 1950-talet. Av Stasidokument framgår att båda hade VIP-status i DDR och utan kontroller slussades genom gränspassagerna vid sina talrika besök. För sina PR-insatser i svensk politik belönades de generöst av DDR med bland annat långa och stärkande kurortsvistelser på badorten Bad Elster.

Som två expresståg som rusar emot varandra i full fart

De ideologiska likhetsdrömmarna har alltså ytterst tvivelaktiga rötter. Och den invandringspolitik som förs i Sverige går i rakt motsatt riktning mot skolans ambitioner och kullkastar dem effektivt. Det är som två expresståg som rusar emot varandra i full fart. Resultatet kan bara bli en förödande frontalkollision. Vi importerar varje år skillnader, olikhet, misslyckanden och utanförskap i enorm skala.

Den största flyktinginvandringen kommer från Somalia och Afghanistan, länder där majoriteten av befolkningen är analfabeter och många saknar ordnad skolgång. Enligt en FN-rapport från 2001 kan bara 17 procent av den vuxna somaliska befolkningen läsa och skriva. Sverige tar emot flest somalier i Europa, och medan antalet asylsökande somalier sjunker i övriga Europa stiger det i Sverige.

Behovet av en syndabock är konstant

Sådana avgrunder av okunnighet och brist på utbildning kan skolan aldrig kompensera bort, annat än möjligen i enstaka undantagsfall. Ändå skylls ”felet” på skolan. Behovet av syndabock är konstant. Skolan påtvingas rollen av budbäraren som kommer med dåliga nyheter och följaktligen ska stenas. Barn och föräldrar pumpas fulla med likhetslögnen och andra lögner, och besvikelsen blir total när de visar sig vara just lögner.

Den omhuldade globaliseringen flyttar sedan länge oavbrutet kapital, produktion och arbetstillfällen bort från Norden och övriga Europa till låglöneländer. Några okvalificerade jobb finns knappast kvar här. Det finns knappt ett enda arbete som inte kräver läs- och skrivförmåga och datakunskaper. Alla barn kommer att tvingas inse hur omstruktureringen påverkar deras framtidsmöjligheter, och de som drabbas värst är de lågpresterande barnen.

Vem har någonsin hört lärarförbunden kritisera massinvandringen?

Fortsæt med at læse “Söndagskrönika: Lära för ett misslyckat liv”

 

En smuk venstre knock-out med hele kroppen bag i de første sekunder af fjerde omgang, minut 14:04 i videoen. En bokser, en skytte, en fotograf kender øjeblikket indenfor mikrosekunder. Man ved den er hjemme, inden man har set resultatet. Selvom Kessler har passeret toppen, er han stadig en fornøjelse at se på. En stilren, stadig lynhurtig bokser med punch. Greene ligner en, der bare håber at holde 12 runder. Det gør han ikke, efter få minutter går han bare baglæns. Professionel boksning er ikke nogen diskussionsklub, vel derfor det ikke rigtigt er tilladt i Sverige. Lyset er slukket inden han rammer canvassen.Kessler-knockout måske den bedste i år. – Se også »I didn’t know I was going to die just yet«

Betina, underviser/procesleder: “I dagligdagen står du ud for de udfordringer, at nogle af vores borgere har det rigtig rigtig skidt, og nogle af vores borgere ikke har noget sprog. De i det hele taget nogle færdigheder, der gør, at de kommunikerer på en anden måde, end vi er vant til. Så den måde borgerne kommunikerer på gør, at der er en del misforståelser, eller personalet nogle gange bliver usikker på, hvad det er borgeren egentlig vil. Det kan så føre enten til konflikter eller til vold, eller til krænkende ord eller verbale trusler, og det er de udfordringer, vi står i.”

Hvis Malmø er svensk, ser det sort ud for Sverige

De seneste godt 30 års indvandring, især til Sverige, har vist sig at have langt flere negative konsekvenser for modtagerlandene end forventet. Utilsigtede konsekvenser kan man godt kalde dem, men konsekvenser uanset hvad. De består, som det kendes fra hele regionen – sandelig også på den danske side – i en stående konflikt mellem kulturelle normer og social praksis, ikke bare når det gælder opfattelsen af kvinder, børn og lovens bogstav, men i videre forstand, når det gælder accepten af, hvad et samfund egentlig er, og hvorfor vi har brug for en fælles retsorden og en tillidsbåret kernekultur, som er dansk, svensk og europæisk, før den er noget som helst andet, og dermed forankrer de grundlæggende frihedsrettigheder som f.eks. religionsfrihed og ytringsfrihed i en national og lokal sammenhæng.

Værst står det til i Malmø, hvor man i dag har brug for et oversigtskort over de seneste og mest ulykkelige skudepisoder for ikke at gå forkert, og hvor antallet af uopklarede mord sætter nye rekorder år efter år sammen med frekvensen af indbrud, tyveri og andre former for kriminalitet. De seneste år har regionen desuden oplevet en stigende og stadig mere politisk accepteret intimidering af det jødiske samfund i Malmø. Alt dette er nysvensk for, at der er noget helt galt med lov og orden i det, der af de mest urokkelige apologeter stadig kaldes verdens mest svenske by. Hvis Malmø er svensk, ser det ikke blot sort ud for Sverige, men tillige for den øresundsregion, vi bryster os af ved festlige lejligheder. Leder Øresundsreligion

Muslimsk mafioso truer Norge

Den britiske jihadisten Anjem Choudary oppfordrer «gode muslimer» til å gå fysisk til verks for å få mulla Krekar ut av fengsel. Choudary sier også at han «hadde hatt forståelse» for kidnappinger begått for å kunne forhandle om Krekars løslatelse.Ifølge Choudary er «alle gode muslimers plikt å sørge for at mulla Krekar kommer seg ut av fengsel», og at man må være villig til å ta «alle nødvendige midler i bruk for å få til dette».

Vår bror mullah Krekar i Norge lider i fengsel. Han har ofret alt for saken, og vi må spørre oss: Hva er vårt ansvar i denne situasjonen? – “Hva kan vi gjøre?”, sier Choudary når NRK møter ham i London. “Mitt budskap er at muslimer i utlandet må gjøre alt de kan for å løslate muslimer fra fengsel,” svarer Choudary. Se video: Norske soldater kan bli kidnappet for å få løslatt mulla Krekar, Muslim extremist issues Krekar warning.

Det må være et spørgsmål om tid inden det dæmrer for vestlige politikere, at islams tilstedeværelse i Europa gør krigseventyr for ‘ligestilling og demokrati’ i uhjælpelige muslimske lande umulige: Chokpris for Afghanistan-krigen: 642 milliarder dollars. Så har en millionstærk europæisk ummah da tjent ét godt formål.

“Vi er i krig med de folk”

“der ikke tillader fire koner og en elskerinde.” Det bliver spændende at se, hvordan Sverige vil uddanne imamer, der ikke prædiker tekstens ord. Vil de påtage sig deres første krig i 400 år? Det er ikke troligt. Polygami vil blive officiel svensk politik. Leftist, genus-svenskere vil få det indført. Det er fremtidens feminisme version 2.0. De var bare ikke klar over, at det var det, de ville have. Politik drejer sig om at indføre det modsatte af, hvad politikernes ‘visioner’ er. At blive overrasket, det er hele tricket. Psykoanalytisk set, må der jo være et uerkendt kvindeligt behov for at være kone nummer fire, konkubine eller slave. Der er ting, man bare må tage til efterretning. De er i krig med os, vi er ikke i krig med dem. Endnu.