Jørgen von Führen Kieler (født 23. august 1919 i Horsens) er en dansk læge og modstandsmand under besættelsen af Danmark 1940-1945. Efter et udlandsophold i München (hvor Kieler hørte Hitler og Mussolini tale på nært hold, og var chokeret – ikke over deres plumpe fanatisme, men folkemassens begejstring), Paris og England i 1937-1938, færdiggjorde Kieler i 1939 sin studentereksamen på Horsens Statsskole og flyttede til København for at studere medicin på Københavns Universitet. Han kom til at bo sammen med tre af sine søskende, og de fire søskende havde mange kontakter i studentermiljøet. Jørgen Kieler var blandt dem, der fandt, at også studenter burde være aktive i sabotagen. Oktober 1943 var han medstifter af sabotagegruppen Holger Danske II sammen med den noget ældre Svend Otto Nielsen med dæknavnet John som leder og med Jens Lillelund som kontaktperson opad. Kieler medvirkede ved 26 vellykkede sabotageaktioner, flere stikkerlikvideringer og til redningen af de danske jøder fra Danmark til Sverige i efteråret 1943.

Den 12. december 1943 var han med til at sprænge Varde Staalværk. Ved en aktion mod to virksomheder i Aabenraa blev Kieler skudt gennem halsen, taget til fange af tyskerne og sat i Vestre Fængsel. Det var kun én af de gange, hans liv hang i en tråd. Han blev dødsdømt i foråret 1944, efter at i en længere periode være blevet forhørt af Gestapo på Dagmarhus. Straffen ændredes til koncentrationslejrophold, formentlig kun fordi han var den eneste der vidste hvordan sabotøren “Flammen” Bent Faurschou-Hviid så ud, som tyskerne jagede intenst. Han kom via Frøslev til koncentrationslejren Porta Westfalica og Neuengamme i Tyskland, hvorfra han blev reddet af Folke Bernadottes hvide busser og kom hjem stærkt udsultet. Da havde han set utallige af sine kammerater og sin egen bror dø. I 1965 blev han leder af Fibiger Laboratoriet og i 1980 forskningschef i Kræftens Bekæmpelse. Fra 1984 var han leder af Fibiger Instituttet. Modstandsdatabasen: Jørgen von Führen Kieler, Kritik af samarbejdspolitikken – og historikerne. Han skulle have været henrettet i stedet for Hvidstengruppen. Kieler har skrevet flere bøger og mange artikler. – Det var desværre ikke muligt at tage levende billeder.

Fortsæt med at læse “Jørgen Kieler i Sapphos venner”

In April 2012 Copenhagen Phil (Sjællands Symfoniorkester) surprised the passengers in the Copenhagen Metro

Bruce Bawer: Remembering Pim Fortuyn

An extremely intelligent, well-educated, and charismatic man, graced with humor and gifted with an extraordinary courage that enabled him to withstand the most brutal and unfair assaults from his ideological enemies, Fortuyn was poised, some of us felt, to become a Churchill — a hero of freedom who would inspire his fellow European heads of government to follow his lead. There were those of us who saw him as the man who might well save Europe. But those dreams were dashed in a moment, ten years ago last Sunday.[..]

For this reason — and, quite simply, because the problems in the Netherlands have grown so much more formidable than they were when Fortuyn was still alive — saving that little country now is a considerably more challenging proposition than it was a decade ago. (Ditto Europe; ditto North America.) Without question, the best news for the Netherlands in 2012 is that Wilders is alive and well and full of fight — and it doesn’t hurt, either, that his new book is selling like pannenkoeken in the U.S. One suggestion: buy it, if you haven’t already. Give him your support. Help make it clear to the Dutch people that, despite everything their political and media establishment have done to destroy one after another of the crusaders for freedom that their country has produced, Wilders (whom the bien pensant types in the Netherlands routinely compare to Hitler) is recognized internationally as his country’s — and, perhaps, the West’s — last, best chance. Maybe — just maybe — this will put a bit more wind beneath Wilders’s wings. In any case, nothing could be a finer tribute to Pim Fortuyn on the tenth anniversary of his murder. By Bruce Bawer Frontpage Magazine

Malmøpolisen 3/4

Jeg ved ikke rigtig hvad man skal med Wallander og hvad de hedder: En forskruet historie med nogle alment vedtagne politiske pift tilsat sydsvensk novemberregn, en samling gode skuespillere, farven hevet ud af filmstrimlen så alle skuespillerne er gustne i huden og ser ud som om de lige er blevet skilt og har været på druk i en uge. Sådan ser den kunstige, ordinære autencitet ud. Man kan se Malmøpolisen, det er den ægte vare selvom seriens hverdagspolitihelt kun hvisker sandheden om sit job ud gennem mundvigende og SVT lader de værste forfærdeligheder blive ved antydningen. Det er skånsk hverdag og kuldslået krimiunderholdning nok for mig, det er rigeligt, tak, detaljerne kender vi alligevel. Gå hjem og vug dine kunstprodukter, Henning Mankell. Den har endda underlægningsmusik af Arvo Pärt, Nick Cave og djævelsk-vemodige Freddie Wadling herovenfor. “Trubbel” er en svensk vise fra 1961 af Olle Adolphson. Mere gloomy bliver det ikke. Se den her: Malmöpolisen del 3, minut 54:32.

Södertälje: “Det har blivit en helt annan stämning”

Nu vi er i afdelingen for opløsningen af svenske bysamfund:

I dag fortsätter åklagarna sin slutplädering i den så kallade Södertäljerättegången, som har kallats Sveriges hittills största gangstermål. Sedan de 17 männen greps har den grova brottsligheten i Södertälje minskat i omfattning.

Brottsligheten i Södertälje har minskat från 3 500 anmälda brott under tre första månaderna i fjol till 3 000 brott samma period i år, en minskning med 14 procent, enligt statistik från Brottsförebyggande rådet. Södertäljenätverket greps – nu minskar brotten

SR vil nok mene, man er lyseslukker, men de har stadig dobbelt så mange forbrydelser anmeldt som en dansk provinsby af samme størrelse. Kolding og Randers er på cirka 60.000 indbyggere. De havde hhv. 1. 588 og 1. 456 anmeldte forbrydelser i første kvartal 2012. Mange har selvsagt valgt at flytte: Tusentals flyr från Södertälje. De skønner vel, det er mere overkommeligt end at flytte deres kryds på stemmesedlen.

(Chris Holmsted Larsen på Facebook, april 2011)

Mag. art. og ph.d.-studerende ved RUC, Chris Holmsted Larsen tørrer i en rapport, der er bredt refereret i medierne i dag, Breivik af på Snaphanen og Uriasposten, og associerer os en passant, som om det ikke var nok med Breivik, med skoleskyderier – som et ’beslægtet’ problem.

Denne skyggeside af informationsteknologien gjorde sig bl.a. gældende i Anders Breiviks opbygning og udførelse af terrorangrebet i sommeren 2011. Meget tyder på, at Breivik ikke kun anvendte de digitale medier effektivt til at sprede sit manifest. Han blev i årene op til terrorangrebet stærkt inspireret og bestyrket i sine fjendebilleder via højreekstreme og antimuslimske websites. En efterfølgende netværksanalyse, foretaget af den britiske avis The Guardian, viste bl.a., at Breivik i sit manifest havde hentet inspiration fra flere hundrede højreekstreme og antiislamistiske websites, blogs og debatforums, herunder de stærkt antimuslimske danske websites Uriasposten og Snaphanen. Dermed var Breiviks terrorangreb også udtryk for en ny type politisk webekstremisme, hvor hadefulde holdninger søges realiseret i praksis.

Beslægtet har webmediets ekstremistiske skyggeside vist sig i de senere års skoleskyderier, hvor massakre begået af helt unge mennesker i bl.a. USA, Tyskland og Finland udelukkende er forbundet via den inspiration, der finder vej via de digitale medier og sociale medier. Anders Breivik er et eksempel på, hvad der kan betegnes som en selvradikaliseret person. Dvs. en individuel radikaliseringsproces, hvor der ved hjælp af ekstremistiske medier opbygges en ekstremistisk politisk identitet. Denne proces pågår ofte uden, at samfundet har mulighed for at gribe ind. Disse ensomme ulve udgør i dag en central trussel i forhold til politisk ekstremisme. (Rapport: POLITISK EKSTREMISME I DANMARK side 19)

Man må dog lade ham, at han har et enkelt rosende ord. Det er godt, at sitet er åbent, så han kan holde øje med os!

I forbindelse med den præventive indsats er det positivt, at de fleste ekstreme politiske websites er frit tilgængelige for forskere og myndigheder, der vil følge udviklingen med henblik på en præventiv og reaktiv indsats. På den anden side er indgreb, i forhold til ekstreme politiske websites, og i det omfang de ikke direkte er truende eller racistiske, forbundet med vanskeligheder. En betydelig faktor er hensynet til ytringsfriheden. En anden er at disse websites, særligt for unge mennesker, fungerer som en slags politiske eksperimentarier, hvor der prøves kræfter med politisk aktivisme og identitetsudvikling. Mange af de unge vil senere glide videre ind i en demokratisk acceptabel politisk aktivisme, eller bare forsvinde fra det politiske overdrev uden nogensinde at have udført ekstreme politiske handlinger.

’Direkte’? Vi er måske ’indirekte’ truende, eller hvad? Det fremgår også, hvis man kan læse indenad, at sites som Snaphanen er udtryk for en demokratisk uacceptabel politisk aktivisme og i øvrigt en del af det videnskabeligt veletablerede begreb ’det politiske overdrev’. Hele hans skriveri er fuldt af insinuationer, fornærmelser og injurier. Det fremgår blandt andet, at vi ikke på overfladen, men i virkeligheden, er antidemokratiske, fordi vi ikke ønsker at give flere ærkekonservative-på-den-trælse-måde tredjeverdensborgere stemmeret i Danmark. Det fremgår også, at jeg åbenbart helt har misforstået liberalismen, som jeg jo ellers bekender mig til:

De to overordnede strømninger er nationalsocialisme og højrenationalisme. Den sidste strømning består af et blandingsforhold af ultranationalisme, antiislamisme og biologisk og kulturel racisme. Det drejer sig ikke om en ensartet strømning, men om en bevægelse, der består af en omskiftelig mosaik af ideologiske strømninger og organisatoriske knopskydninger. Højrenationalismen tager udgangspunkt i forskelligartede og ekstreme tolkninger af liberalisme, konservatisme og fascisme.

Fortsæt med at læse “Breivik, skoleskyderierne og Snaphanen”

Det blev meddelt over radioen under stenkastningen, at en kollega var blevet såret af skud, og så gør man sig sine tanker. Man ser på antallet af modstandere, man har hånden nede ved sit tjenestevåben

Jeg var tilstede i Bonn i går og jeg vidste en del om stenkastning fra tidligere, f.eks. fra venstreorienterede imod Pro-Köln i 2008, tror jeg. Hvad der blev kastet i går var helt utroligt, men det var ikke problemet: vi havde fået beskyttelsesskjold tidligt. Men jeg kunne brække mig over at vi i medierne primært hører kolleger sårede af flaske- og stenkast, disse medier ignorerer helt det nye voldsniveau vi oplevede.

Hvordan eller hvorfor pro-NRW demonstration blev tilladt, er mig ligegyldigt. Hvad vi hørte fra vores kolleger gentagne gange i går var, at karikaturtegningerne er helt berettigede, og at de desuden ikke er forbudt. Der skete præcis det, som portrættegningen viser. Den viser en bombe, og der kræves kun en lille gnist for at tænde den. Kollegerne der stod i umiddelbar nærhed af afspærringerne, kunne fortælle om salafisternes glødende had, de kunne se mord i deres øjne.

Ville nogen i grunden acceptere lignende voldsexcesser og agressivitet fra højre- eller venstrefløjsdemonstranter? Disse bliver jo også konstant provokeret, fodboldfans også. Der er masser af fodboldfans, der har et næsten religiøst forhold til deres klub. Muslimer bliver altid tilgivet for deres vold, fordi volden er deres mentalitet, den bliver altid underspillet, og fokus samler sig om provokatørerne. Du godeste, jeg ville have en masse mennesker på samvittigheden (hovedsagelig muslimer for resten), hvis jeg gik bersærk hver gang nogen fornærmede min mor. Men nej, vi skal altid kontrollere vores følelser, vi er jo anderledes, vi har en anden mentalitet. DE må derimod gerne gå amok.

Det blev iøvrigt meddelt over radioen under stenkastningen, at en kollega var blevet såret af skud, og så gør man sig sine tanker. Man ser på antallet af modstandere, man har hånden nede ved sit tjenestevåben, det går flere gange gennem hovedet at trække det, inden en anden en trækker våben mod dig

Kun få minutter senere blev det meddelt, at vi blev angrebet med kniv, og jeg tænkte om en kollega ville skyde gerningsmændene for at forhindre flere forbrydelser, som lover foreskriver. Så ville alt være sporet helt ud, men det ville måske have fået en rensende effekt, så offentligheden for alvor ville have bemærket det. Nu vokser der meget hurtigt mos på det.

Mange af mine kolleger fik i det mindste i går gjort beslutning op for den kommende demonstration. Pro-NRW fik virkelig spillet deres kort i går. Salafisterne er farligere end PRO-NRW, og de bliver sikkert endnu farligere, det kommer vi til at høre meget mere om, måske allerede i næste weekend lige inden landdagsvalget. Vorfälle in Bonn aus Sicht eines Polizeibeamten (Snaphanens oversættelse) Betjenten vidste åbenbart ikke, da han skrev dette, at PRO-NRW har tilladelse til at demonstrere i Køln i dag tirsdag. (Islamisten Abu Tallah kalder til jihad i Køln.)

Vad är rasistiskt våld? Vad är “ras”?

Tankar kring den brittiska debatten och Black Country.

Af Thomas Nydahl

Det finns i England, liksom i Sverige, en debatt om ”rasistiskt våld”. I blickfånget står undantagslöst våld utövat av vita personer – det bär mig emot att skriva det, ty jag skulle hellre kalla dem engelsmän – mot människor av annan hudfärg, nationalitet eller religion. Man diskuterar varken där eller här det våld som riktas mot landets infödda, vita eller på annat identifierbart sätt engelska eller svenska befolkning. När pakistanska män kidnappar unga, vita brittiska flickor för att våldta eller på annat sätt förgripa sig på dem har det inte förrän de senaste två åren givit mediarubriker (och fällande domar) betraktar jag det som just ”rasistiskt våld” eftersom de aldrig skulle göra så mot sina egna. När somaliska pojkar på en gata i en engelsk stad fångas på bevakningskameror i färd med att råna unga vita pojkar har det hittills inte kallats för ”rasistiskt våld” – inte ens när det dokumenterats att förövarna har refererat till offrens identitet i nedsättande ordalag (som ”vitt avskum”). Det är således inte lätt att få en övergripande bild av hur detta våld ser ut i Storbritannien, ett våld som inte bara kan förknippas med traditionellt stökiga miljöer som idrottsarenor eller pubar/krogar/diskotek, utan framför allt med de öppna, offentliga miljöerna, gator och torg, eller i kollektivtrafiken.

Kenan Malik nämner att det i Birmingham finns en organisation som heter Race Action Partnership som leds av Chris Allen, lektor vid universitetet i Wolverhampton. Han var en av de personer som skrev en en rapport efter 11 september-terrorn, och den publicerades i maj 2002. I rapporten kunde man konstatera att det som i offentligheten kallades ”ett klimat präglat av elakartade och systematiska angrepp på muslimer” i Storbritannien inte visade sig stämma överens med verkligheten. I själva verket, berättar Allen, att om man verkligen analyserar hårda fakta, så ”är det svårt att finna data och statistik som verkligen bevisar det.” I forskningen kring ”rasistiska angrepp efter 11 september” fann Chris Allen ”mycket få allvarliga angrepp”. Inte ens efter de blodiga och dödliga terrorattackerna i London i juli 2005 kunde man avläsa någon ökning av sådana angrepp på muslimer. Man kunde konstatera att ”den muslimska kommuniteten i Storbritannien inte demoniserades” och landets riksåklagare meddelade i sin årsrapport för 2006 att de befarade angreppen på muslimer verkade ha varit uttryck för ogrundad rädsla. Kenin Malik tillägger

”Den verkliga siffran för sådana hatbrott är tvivelsutan betydligt högre. Men det finns inga belägg av något slag för att minoriteterna utses till måltavla på det sätt som var vanligt i Storbritannien för bara tjugo år sedan.”

Och som ett understatement tillägger han :

”Det måste med eftertryck sägas att dagens Storbritannien inte är som 1930-talets Tyskland.”

Fortsæt med at læse “Bonn-demonstrationen set med en betjents øjne”

Det er desværre ikke nogen nyhed at muslimske asylansøgere lander og starter en religionskrig endnu inden de har fået asyl. Det er heller ikke nogen nyhed, at idyllikermyndighederne Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp lader som om det ikke forekommer. Herregud, de handler jo kun på Koranens bogstav, de traumatiserede agressorer. Deres nonchelance kommer til at stå mine efterkommere dyrt, det bliver overarbejde til PET, det er fremtidens religiøse terrorister, de ser igennem fingrene med. I Canada har de nu været nødt til at sende de farligste muslimer hjem til Somalia imod FN’s bestemmelser. ‘Tålt ophold’ er ingen fremtidssikret løsning. Interessant at høre en førstehåndsberetning fra en præst uden at man dog skal bilde sig ind, at noget vil blive gjort for at beskytte os mod den religiøse terror. Forfatteren har været feltpræst i Kosovo. Klumme af sognepræst Helle Frimann Hansen på Sappho.dk – Kristne asylansøgeres mareridt.

“I øjeblikket har jeg tre kristne asylansøgere boende i mit hjem. Jeg har heldigvis god plads, da det er præstegården i Humble på Sydlangeland. … Fælles for dem alle tre er, at de har fået nok af islam…Det kommer selvfølgelig ikke som den store overraskelse, hvordan muslimske regimer behandler anderledes tænkende og troende… Hvad der derimod kan overraske er, at trængslerne fortsætter i et dansk asylcenter. Mine nye beboere er mildest talt chokerede over, at det de troede de flygtede fra, nemlig volden, intolerancen og den manglende frihed, nu gentager sig på dansk grund.[…]

Opfindsomheden, når det gælder om via chikane og mobning at tage modet fra enhver med kristne tilbøjeligheder, fejler i hvert fald ikke noget. Jeg kan f.eks. ikke længere aflægge asylansøgere besøg, uden at de bagefter højst sandsynligt udsættes for stenkast på vinduet, banken på døren om natten, blokering af dørhåndtag fra ydersiden, således at man kun kan komme ud af sit værelse ved at kravle ud gennem vinduet med mere.

Et andet effektivt virkemiddel er at erklære den kristne for uren og undgå enhver kontakt med den pågældende.Der er også en livlig meddeler- og stikkervirksomhed i gang på nettet, idet man orienterer familierne i hjemlandet om deres sønners kristne aktiviteter og kirkegang. Man medsender også gerne billeder, der dokumenterer at de pågældende har haft kontakt med mig. Resultatet er, at klanlederne i hjemlandet presser familierne til at forstøde deres egne børn. Dermed risikerer de at blive slået ihjel, hvis de nogensinde viser sig på hjemegnen igen.

Ledelsen reagerer med forbløffelse, når jeg forelægger problemerne for dem. De kan slet ikke genkende det billede, jeg ridser op, og så får jeg ellers den sædvanlige historie om, at personalet forholder sig neutralt og ikke blander sig i asylansøgernes religiøse anliggender, medmindre de er tvunget til det, og i øvrigt hyggesnakker kristne og muslimer da engang imellem. Det har lederen selv set, og de kristne har i øvrigt ikke noget at lade muslimerne høre. … Problemstillingen anerkendes simpelthen ikke […]

Man kan selvfølgelig godt undre sig over, hvad totalitært tænkende muslimer overhovedet vil her i Danmark, men er det slet ikke ledelsen bekendt, at der er en gren af islam, som drømmer om verdensherredømmet (et emne som er fortiet og fornægtet i den europæiske kulturdebat)? Man kan ikke andet end tænke i sit stille sind, at det danske samfund ikke får andet end problemer med dem, hvis de får asyl…..Min menighed af kristne asylansøgere er nu skrumpet betragteligt ind. Fra at have haft kontakt med ni asylansøgere er der nu kun de tre, der lever under min beskyttelse i Humble præstegård. De andre er faldet fra og tør simpelthen ikke at have mere med mig at gøre. “Kristne asylansøgeres mareridt”

Hvor er Enhedslistens Zlatan?

Danmarks mest monokulturelle parti mødtes til årsmøde i weekenden. Selvom rammen om årsmødet var Korsgadehallen på det multikulturelle Nørrebro, havde det ikke nogen effekt på valget til partiets hovedbestyrelse. Enhedslistens delegerede valgte 25 pæredanske danskere til partiets hovedbestyrelse.

Mennesker med anden etnisk baggrund finder gradvist plads i Danmarks politiske partier. Med tanke på SF’s Özlem Sara Cekic kan det selvfølgelig diskuteres om, det overhovedet er en god ide. Også hos Dansk Folkeparti, der ofte beskyldes for at dagdrømme sig tilbage til forgangne tiders monokulturelle Danmark, kan man iagttage tendensen. Således stillede eksiliraneren Peter Vandgaard op for Dansk Folkeparti ved kommunalvalget på Frederiksberg i 2011.

Hos Enhedslisten forholder det sig derimod anderledes. På weekendens årsmøde valgte de 424 delegerede en ny hovedbestyrelse, der ifølge det genvalgte hovedbestyrelsesmedlem Jens Otto Madsen er mere rød end den tidligere. Til gengæld kan man konstatere, at Enhedslistens ny hovedbestyrelse er akkurat så hvid som den hovedbestyrelse, den afløser. Her er Enhedslistens hovedbestyrelse. (Zlatan flyttar inte hem till Malmö.)

Låna en levande bok

Vi börjar den nya veckan här i bloggen med en malmöitisk gästskribent, Filippa von Platen. Hon kan sitt Malmö och är en flitig biblioteksbesökare. Det fick henne att hamna i en kampanj som Malmö Stadsbibliotek dragit igång, i akt och mening att besökarna ska konfronteras med sina egna vanföreställningar. Men ibland tycks det som om det är biblioteket själv som vårdar såväl myter och fördomar som vanföreställningar. Läs och lär och välkomna till en ny vecka i bloggen.

Låna en levande bok

Det händer ofta intressanta saker på Malmö stadsbibliotek. Det är den 15:e april och bibliotekets hemsida proklamerar att man idag kan låna en levande bok. Det är ett återkommande program som blivit mycket populärt – så populärt att bibliotekarier så långt ifrån som Australien rest hit för att implementera idén down under. Att låna en levande bok innebär att man på tu man hand får sätta sig ned och prata med en intressant person. Det kan vara en ”transsexuell”, en ”ortodox präst”, en ”pilgrimsvandrare” eller ett ”regnbågsbarn”. Vid flera tillfällen har man kunnat låna en “muslim”. (För några år sedan hette samma program Låna en fördom – man kunde få tala fritt med någon som det antogs att det rådde förutfattade meningar om.)

Hur som helst, denna dag utlovades bland annat både en ”same” och en ”homosexuell muslim”. Det sista lät spännande så jag går dit och mycket riktigt står det en gravid kvinna i slöja bredvid ett bord med sameluvor. Prata om tillfälle att bli av med förutfattade meningar! Men hon för redan ett samtal med en man så jag får ställa mig i kö för att låna henne. Programvärden ser vänlig och inbjudande ut. Jag går fram till henne och frågar glatt om det är här man anmäler sig för att prata med den homosexuella muslimen? Leendet fryser och hon kastar en orolig blick bakåt mot den slöjklädda damen som befinner sig någon meter längre bort. ”Det är inte idag!” säger hon kallt och avvärjande – det är tydligt att hon vill att jag ska gå min väg. Men jag står på mig: ”Men det står ju på er hemsida att man kan få låna en homosexuell muslim idag?” Kvinnan rycker till och kastar ännu en orolig blick bakåt. Det verkar vara just orden ”homosexuell” och ”muslim” som bekymrar henne. Konstigt – hit kommer man ju för att vidga sina vyer?

Fortsæt med at læse ““Hvad skal de her ?””

Øjenvidner fortæller om det på bloggen P.I. (der har været nede i over ti timer, PI under heavy DOS attack), men så ukonkret, at det ikke kunne betrates som en kendsgerning. Tyske medier har ikke nævnt det med et ord, men her kommer det fra politi på stedet, to gange så det ikke kan misforstås. Der er en teoretisk mulighed for, at øjenvidnerne ikke taler sandt, og betjenten på videoen blot vil skræmme PRO væk, men den virker ikke stor. En 25-årig tyrkisk vaneforbryder fra Hessen er anholdt for mordforsøgene med kniv på to betjente

Jeg har oplevet meget i min karriere, men aldrig denne form for vold, “siger indsatslederen Klaus Kapellner. “Selv erfarne kolleger var bange.”Mord-Anklage nach Muslim-Krawallen – Mohammed Karikaturen ab morgen verboten

Det er ingen spøg at være politibetjent i Tyskland. Alene i Nordrhein-Westfalen bliver 1.874 betjente voldeligt overfaldet, hver fjerde betjent har oplevet det, én hver 90. minut.

Hollande vandt ikke, Sarko tabte

60 % af Hollandes stemmer skyldes afsmag for Sarkozy. Med det ene øje på DR-Update, hvor der er glæde over hele femøren. Franskmænd i Danmark, der alle har stemt socialistisk, Karin Mørch der ud fra sin enthusiasme, må have gjort det samme. Selv ville jeg have foretrukket ‘Sarko’ som det mindre onde, men jeg betragter dem begge som samme afskyelige eurofile elite, som blev så nådesløst kortlagt ved rigmanden, socialisten Dominique Strauss-Kahns fald. Jeg er derfor modsat DR temmelig uberørt af om det blev den ene eller den anden. 35 % af franske arbejdere stemte Le Pen, blandt de unge over 50 %. Christopher Caldwell har et blik for fremtiden og anatomien i valget, man ikke ser på DR.

How did Hollande convince French voters that he was their ideal leader? He didn’t. He sat around not being Sarko, as the president is called. An exit poll found 38 percent of Hollande’s voters chose him because they like him; 60 percent picked him because they dislike Sarko. This may be good news for Mitt Romney, but it is not good news for France.

In fact, the major preoccupations of the National Front in recent years, and especially since the party was taken over by Marine Le Pen 18 months ago, have been the erosion of French democracy by the European Union and the erosion of the French economy by globalization (of which immigration is certainly an aspect). The FN has become a protectionist, anticapitalist party of the dislocated working classes. Nonna Mayer, an expert on extremism at the Institut d’Etudes Politiques in Paris, estimated this week that Marine Le Pen had won the allegiance of 35 percent of the working class. Polls taken shortly before the first round showed her the top votegetter among the youngest voters.[..]

The upshot of this election’s first round is a likely victory in the short term for the Socialists, but a larger long-term victory for the National Front. Sheer arithmetic is doing away with the cordon sanitaire, turning the FN into the natural political home for voters driven out of the two larger parties by an evolving economy. It may be turning the FN into the natural opposition party of France. Caldwell: The Lady with the Popular Front (François Hollande was announced the victor with 50.83% of the votes while Sarkozy received 49.17%. About 300,000 votes separated them. 93% of Muslims Voted for Hollande)

La France d’après fête la victoire de François Hollande : incidents partout

EDL marchers in Luton were marshalled by a heavy police presence. Two demonstrations that threatened to bring trouble to a town centre have passed off without major incident.The English Defence League (EDL) and We Are Luton (WAL) staged separate events and were kept away from the town centre.Thousands of demonstrators from the groups were marshalled by 1,500 police brought into Luton from 22 UK forces. Luton protest: EDL and WAL marchers kept apart. Praise for police after Luton EDL protest, Bottles and fireworks thrown as police struggle to contain 3,000 English Defence League supporters in Luton

Se også Kevin Carrol, Luton, May 5 2012

Pro NRW må ikke ikke længere vise “islamfjendtlige tegninger”

Så skulle den ged være barberet. 600 muslimer ville gå løs på 30 PRO-NRW demonstranter, men måtte nøjes med at lemlæste 29 politifolk. Vold betaler sig når man skal få demokratiets politikere til at gøre i bukserne af angst.

Nordrhein-Westfalens indenrigsministerium har reageret på urolighederne på et valgmøde for partiet “Pro NRW”. “Pro NRW” får af Ralf Jäger (SPD) ikke længere lov til at vise karikaturtegninger foran moskeer. Det er det andet forsøg på et sådant forbud. Det første fik partiet afværget ved en domstol. Med forbuddet vil Jäger beskytte politiet mod overgreb. Politiunionens formand har udbedt sig meget strenge straffe til gerningsmændene i Bonn. NRW-Innenminister untersagt Zeigen islamfeindlicher Karikatur, Rechtsextreme Partei soll keine Islam-Karikaturen mehr zeigen dürfen (Snaphanens oversættelse)

»We use a pen, they use an axe«

Newsmax: Author Geert Wilders: No Difference Between Islam, Radical Islam

Sammenlagt forventer Migrationsverket ca. 175.000 nye asylsøgere og familiesammenførte i de to år 2012-13:

Befolkningstallet i Sverige stiger med raketfart i disse år. I sidste uge rundede befolkningen i Sverige 9,5 millioner. Siden august 2004 år er folketallet øget med 500.000. Samtidig sker der en drastisk ændring af befolkningens sammensætning.Fødselsoverskuddet for perioden 2004-11 udgjorde ifølge Statistiska Centralbyrån ca. 137.000, hvoraf mødre født i ikke-vestlige lande stod for ca. 22.000 fødsler. Resten af stigningen i folketallet skyldes helt overvejende indvandring fra ikke-vestlige lande, nemlig asylsøgere og familiesammenførte fra lande som Afghanistan, Irak og Somalia. Arbejdsindvandrere fra hele verden bortset fra Norden udgjorde ca. 50.000 fra 2004-2011. Antallet af opholdstilladelser med en af tre former for flygtningestatus fra 2004-11 udgjorde knap 50.000, mens antallet af familiesammenførte udgjorde omkring 250.000. Og stigningen fortsætter. Især fra Somalia

Totalt lyder prognosen nu på 59.500 familiesammenføringer i år og 53.000 næste år, altså 112.500 for 2012-2013. Migrationsverket regner i øvrigt med, at også antallet af asylsøgere vil stige som konsekvens af de nye regler. Vurderingen i Migrationsverket er, at de mildere identitetskrav vil få flere asylsøgere til at tage til Sverige, fordi de ved, at det er muligt for den øvrige familie at følge efter, hvis de bevilges permanent opholdstilladelse, skriver R&D. Migrationsverket har derfor opjusteret antallet af forventede asylsøgere med 2.000. Prognosen lyder nu på, at 31.000 personer vil søge asyl i Sverige både i år og næste år, altså 62.000 på to år. I 2011 søgte 29.600 personer asyl i Sverige, som dermed er det femtestørste ansøgerland i verden. Sammenlagt forventer Migrationsverket altså ca. 175.000 nye asylsøgere og familiesammenførte i de to år 2012-13……Det er bemærkelsesværdigt, at den store indvandring – større end i noget andet vestligt land målt i forhold til indbyggertallet – ikke fremkalder nogen debat i Sverige om, hvor mange landet kan tage imod og forsørge, og samtidig sikre en fornuftig integration. [..]

I medierne behandles spørgsmålet meget diskret. Medierne er optaget af at undgå negativ omtale af flygtninge/indvandrerproblematikken, fremgår det af det seneste nummer af det svenske journalistforbunds blad, Journalisten. Her er det et stort tema, hvordan man undgår såkaldt net-had på mediernes hjemmesider. Hvis der er mulighed for at kommentere artikler, er der en udbredt tendens til, at de kommer til at handle om indvandringsproblemerne. Derfor har bladene i vidt omfang fjernet muligheden for at kommentere sådanne historier, fremgår det. – Sverige under forandring af FREDE VESTERGAARD, Weekendavisen 03.05.2012 – ikke online. – (Se også Vansinnet accelererar med alliansregeringen, Sverige tar emot flest somalier i Europa og Document.noSverige – spranget inn i det ukjente. )

Black Countrys trasproletärer

Theodore Dalrymples erfarenheter som fängelseläkare och författare

Af Thomas Nydahl

Som söndagsläsning vill jag visa er början och slutet på ett kapitel jag arbetar med just nu. I centrum står den gamle fängelseläkaren Anthony Daniels som i många år arbetade i Birmingham. Han är numera främst känd för sitt författarskap.

Det händer inte sällan att jag tänker på Friedrich Engels skildring av de brittiska proletärernas materiella och andliga nöd i industrialismens inledningsskede, när jag läser Theodore Dalrymples (pseudonym för Anthony Daniels) skildringar av den brittiska samtiden och dess förlorare och trasproletärer. De miljöer Engels skrev om karaktäriserades av obegränsat barnafödande, ständiga sjukdomar, analfabetism och massiv obildning, men kom förstås med industrialismens tillväxt också att förändras i riktning mot folkbildning och fackföreningsaktivism, där en medveten arbetarklass drev utvecklingen framåt. I och med industrialismens död i dessa brittiska miljöer, och den därpå följande massarbetslösheten, har landet fått ett skikt av unga människor som kännetecknas av ungefär samma saker. Tonårsmödrarna är som bekant många i Storbritannien: “Många tonårsföräldrar ser föräldraskapet som en personlig uppfyllelse och inte något som förknippas med socialt utanförskap, istället något normalt”, skriver Therese Odengard i sin c-uppsats vid Göteborgs universitet 2008, ”Meningen med livet. Om hur unga mödrar i London bemästrar det mångkulturella storstadssamhället”

Och den fattigdom jag möter där idag är förstås inte densamma som då, men de uttryck den tar sig är lika tröstlösa och deprimerande, eftersom de tycks få människor att konservera en situation som dömer dem till evigt bidragsberoende. Dalrymple skriver:

”Väldigt få av de sextonåriga patienter som jag träffar kan läsa eller skriva utan svårigheter. De uppfattar inte ens min fråga om de kan skriva och läsa som det minsta överraskande eller kränkande. Jag tester numera den grundläggande läs- och skrivförmågan hos så gott som varenda en av dessa ungdomar för att ta reda på om analfabetism kan vara en av orsakerna till deras elände. (Nyligen hade jag en patient vars bror valde att begå självmord hellre än att utsätta sig för förödmjukelsen att avslöja sin oförmåga att läsa de blanketter som han var tvungen att fylla i på socialkontoret.) Det räcker med att se hur dessa ungdomar håller i en penna eller en bok för att förstå att de inte är förtrogna med dessa verktyg. (…) Jag kan inte minnas att jag har träffat en enda vit sextonåring från hyreskasernen i närheten av sjukhuset där jag arbetar som har kunnat multiplicera nio med sju (jag överdriver inte). Ofta går de till och med bet på tre gånger sju. En sjuttonårig pojke berättade för mig att de ’aldrig kom så långt’. Och detta efter tolv års obligatoriskt skolgång (eller, rättare sagt, närvaro).”

“Och kunskapsnivån inom andra områden är inte ett dyft bättre än inom matematiken. De flesta av dessa vita ungdomar som jag träffar känner bokstavligen talat inte till namnet på en enda författare och kan definitivt inte citera en enda versrad. Ingen enda av mina unga patienter har vetat när andra världskriget ägde rum, och än mindre när det första utspelade sig. Somliga har aldrig hört talas om dessa krig, men nyligen hade jag en ung patient som trodde sig veta att andra världskriget ägde rum på 1700-talet. Med tanke på det rådande kunskapsmörkret blev jag imponerad av att han ens hade hört talas om 1700-talet”
“Namnet Stalin betyder ingenting för dessa unga människor, det får inte ens en klocka att ringa svagt i deras inre, vilket namnet Shakespeare (emellanåt) gör. Och det är troligare att de uppfattar 1066 som en prisangivelse än ett årtal. De unga är dömda att leva i ett ständigt nu, ett nu som bara finns där och saknar förbindelse med ett förflutet (…) Halvanalfabetismen och okunnigheten är inget som nödvändigtvis hindrar dessa människor från att ta examen, åtminstone inte på lägre nivå. Eftersom det numera anses vara dödligt skadligt för självkänslan att bli underkänd kan alla som verkligen går upp i en examen räkna med att få ett avgångsbetyg.”

Den 22 april 2012 skrev Dalrymple en intressant text i Wall Street Journal om ”det motbjudande förråandet av England”. Återigen får vi bekanta oss med en vardaglig busstur i landet:

“För några dagar sedan, vid en fullproppad busshållplats i Nottingham började en fet yngling i trettonårsåldern att kasta mat på en kompis. En del av det var nära att träffa mig och landade på marken precis bredvid och förvandlades till sörja. ’Förlåt mig’ sa jag till ynglingen, ’kan du plocka upp det där?’ ’ Shut the fuck up!’ morrade han ilsket, med en verkligt hatisk grimas i ansiktet.”

Fortsæt med at læse “»Medierne er optaget af at undgå negativ omtale«”

Nu er det ‘kun’ de 12.084 der er direkte knyttet til asylindustrien, – og der er tale om en storindustri, det er ikke for at være sprogligt ubehøvlet, – men ser man på arbejdsmarkedet, hvor hovedbidragyderne er landene Egypten, Bangladesh, Syrien, Kina, Iran, Irak, Mongoliet, Pakistan, Tyrkiet og Ukraine, så kan man spørge sig hvilken ekspertise de tilføjer Sverige på et tidspunkt hvor de har en arbejdsløshed på 7.7 % og en ungdomsarbejdsløshed på 25.5 %, der har sendt 80.000 svenskere til Norge. Selv nede i min lokale Netto sidder en svensker fra Mellemøsten. Det må han gerne, men hvor mange ‘svenskere’ skal Norge og Danmark bruge?

Bemærk familiesammenføringerne. Holder tendensen sig, bliver det 35.296 i hele 2012, men prognosen i år lyder på 59.500 familiesammenføringer i år og 53.000 næste år på grund af ændrede betingelser for somaliere. Til sammenligning havde Danmark 2.914 famliliesammenføringer i hele 2011, altså langt under en tiendedel. De store grupper familiesammenførte kommer fra Somalia, Iran, Irak, Kosovo, Serbien, Bangladesh, ‘Statsløse’ (palæstinensere), Syrien, Tyrkiet og Thailand, og må overvejende anses for tungt integrerbare. Beviljade uppehållstillstånd och registrerade uppehållsrätter innevarande år, första och andra instans

Der er indkommet 10.005 asylsøgninger til Sverige i de første fire måneder af 2012. Der er 35.562 ventende på afgørelse i det svenske asylsystem. Sammenlignet søgte 3.811 asyl i Danmark i hele 2011. Sverige får altså ti (10) gange så mange asylansøgninger som Danmark og tolv (12) gange så mange familiesammenføringer. I danske asylcentre befinder sig 4.287 personer.

Politikerne minus 20 SD mandater synes at dette er i skønneste orden år efter år, årti efter årti. 94 % af befolkningen synes det åbenbart også, og så kan det ikke jo være anderledes. I 1992 kunne svenskerne påstå, at de ikke var advaret om følgerne, men det kan man ikke dække sig ind bag mange milliarder kroner og mange tragedier efter. Sverige vil være en ‘failed state’ fra engang i midten af dette århundrede. For os der har holdt øje med detaljerne over tre årtier, er den det allerede i det små, men i dag ser også det utrænede øje de opløsningstendenser, jeg skrev om for 12-15 år siden. Om kun 38 år er svenskere i minoritet i 13 af de største kommuner i landet.

Jamen, kan det ikke også gå godt? Det er fuldstændigt utænkeligt. Hvis det skulle gå godt, ville en cost benefit analyse have vist det nu efter 40 år, men det gør den ikke ligegyldigt hvilket parameter man måler på. Det er allerede forlængst gået dårligt. I dag er det kun et spørgmål om, hvor dårligt det kommer til at gå og om det kan man kun gisne. – SE også: Utländsk bakgrund i alla kommuner 2050, Om Sverige hade haft dansk politik. Sveriges invånarantal passerade 9,5 miljoner i går. Ökningen består främst av invandring.

Ingen multikultur hos multikulturalisterne

Det politisk korrekte venstrefløjsparti, Enhedslisten har store problemer med mangfoldigheden.Partiet er næsten lige så hvidt, som Dansk Folkeparti, mens SF har fire kandidater med anden herkomst end dansk, og mens borgerlige partier som Venstre og De Radikale har adskillige. Men hos Enhedslisten skal man lede længe for at finde en indvandrer. Blandt de 42 kandidater til Folketinget, som partiet ved en vejledende urafstemning har ranglistet, er de 41 etnisk danske.

Nede på en ydmyg placering som nummer 37 på listen finder man Namdar Khezry. Han har næppe store chance for at blive opstillet i en af de 26 kredse, der kan give valg. Måske skal årsagen også søges i det faktum, at han stiller op på et program, der hylder sovjetkommunismen og lover at skabe det klasseløse paradis på under et år. Enhedslisten renset for indvandrere

Dette til trods vil partiet, der som det står skrevet i dag “befinder sig på månens bagside” Enhedslistens størrelse er et termometer på vores mest akutte eskapisme:

Vi vil lufte ud efter ti år med Dansk Folkeparti. En ny regering skal føre en anstændig udlændingepolitik. Enhedslisten vil fjerne 24-års reglen, tilknytningskrav og pointsystemer. Vi vil sikre asylansøgere ret til arbejde og uddannelse, mens deres sag behandles. Og så vil vi afskaffe starthjælp og kontanthjælpsloft.

Liége: Ihsane Jarfi myrdet for sin homoseksualitet

Den unge, åbent homoseksuelle marokkaner Ihsane Jarfi blev fundet tævet ihjel i en skov efter at have været forsvundet i en uge. Fire ‘af udenlandsk herkomst’ er anholdt, de tre har indrømmet mordet i følge belgiske medier. Det er ikke det første ‘homofobiske’ mord i Belgien, blot de første man har kunnet konstatere. I Sverige er der forkommet flere bøssemord, mest iøjenfaldende de to kosoalbanere Abdurraham Kushtrim Nika og Kushtrim Ademis mord på Daniel Nordström i Malmø den 20 december 2008. Det blev aldrig dømt som en ‘had-forbrydelse’ selvom det var helt oplagt var inspireret af Koranens had til homoseksuelle. De var 15 og 17 på tidspunktet, så de går frit omkring i Malmø i dag: Varför mördades Daniel Nordström? og Islamistiska Rosengårdselever mördade homosexuell i Malmö. Svenske medier tog sig det temmelig let. Race og religion trumfer selv de udvalgte køn, så er den historie overstået og Daniel kan sove videre i sin grav. Man må vende mig mod eufemismen ‘fobi’, når der ganske tydeligt er tale om religiøst betinget had, der efter mine begreber skulle dømmes som en religiøs terrorhandling.

He said: “We suspect the general population and the government underestimate homophobia and we demand the government provide us with a anti-discrimination plan. This probably isn’t the first homophobic murder, but it will be the first one to be officially labeled as such. Since 2006 public prosecutors and police are obliged to mention such motives.”Two suspects said the deceased man was still alive when they left him in the field, having physically beaten him. RTL reported that they claimed the victim had made a sexual advance. The third suspect denies everything. Pink News (Belgique: le meurtre d’Ihsane Jarfi était bien homophobe, Le meurtre d’Ihsane qualifié d’homophobe.) Video, fransk utekstet:

Af Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd

Jeg var 10 måneder, da jeg første gang var her i denne dejlige park eller mindelund. Siden er jeg kommet her hvert år den 4. maj, bortset fra nogle få år, hvor jeg var bosiddende i Jylland. Min far, læge Johannes Stefan Jørgensen fra Gentofte, var aktiv først i BOPA siden i Holger Danske. Men i forbindelse med en aktion blev han skudt (2.3.1945), pågrebet af tyskerne og fik det ene ben sat af i tysk fangenskab. Hele livet igennem havde han betydelige fantomsmerter. Han døde, da jeg gik i 3. G og var atten år. Min fars far, min farfar, kommunelæge Stefan Jørgensen, blev dræbt af tyskerne ved et hævnmord, et clearingmord (24.4.1944), hvilket ikke fik min far til at neddrosle sin aktivitet som modstandsmand.

Min far var altid var glad den dag, vi var i mindelunden.

Vi plukkede de blomster, der var kommet frem i haven, købte flere hos blomsterhandleren, iførte os det fineste tøj, vi havde, og tog i mindelunden. Hele familien samt min farmor, onkler og tanter. Den 4. maj, besøget her i Mindelunden, hvor alle mine fars kammerater fra modstandsbevægelsen kom, samt den storslåede fest bagefter, hører til nogle af de lyseste minder, jeg har fra min barndom. Der var en særlig glæde blandet med sorg og tab. Også blandet med taknemmelig, lettelse, ydmyghed samt en vis skrøbelighed.

Tove Ditlevsen rammer noget, der ligner, set med pigeøjne i sit digt Erindring om en familietur til Søndermarken:

Min far har glemt sin sorg. Min mor er glad.
Kun i mindet finder hjertet fred.
Min mor var ung. Det så jeg aldrig før.
Min far var glad. Og lykken bor et sted
bak Søndermarkens grønne tremmedør.

Det hun beskriver her og stemningen passer meget godt med, hvad jeg kan huske

Det er klart, at det gjorde et meget stort indtryk på et barnesind at komme her fra lille af og se henrettelsespælene, alle gravene og få at vide, at ens far havde været i krig, det var derfor han manglede et ben, som han havde ondt i, og at krigen også var grunden til, at man aldrig ville møde sin farfar, samt at en del af fars kammerater lå i jorden her i denne pæne park.

Jeg tænkte meget over det og begyndte langsomt at forstå, selvom jeg undrede mig over det

Jeg var den yngste af fire børn, og var måske nok den, der var mest videbegærlig med hensyn til denne krig. Jeg ønskede at forstå så meget som muligt vedr. dette med, at min far og hans venner, som jeg fra lille af så op til, havde været i krig. Derfor stillede jeg både min far og hans kammerater rigtig mange spørgsmål. De var meget åbne, og igennem årene fortalte de mig en del om aktionerne, også om stikkerlikvideringerne, og om den motivation, der drev dem. Om angsten presset, tankerne og deres følelser. Jeg må sige, at den beskrivelse og beretning som bl.a. Peter Øvig Knudsen er fremkommet med i nyere tid af frihedskæmperne, som værende modige og med en særlig trang til spænding, ikke er noget, jeg kan genkende ud fra deres svar og beretninger. De var uhyre forskellige, men jeg fik et klart indtryk af, at deres motivation for at gå ind i modstandsbevægelsen var ret ens. Hvis der var noget fælles over dem, så var det det. De var først og fremmest alle drevet af en vrede og en følelse af forpligtigelse og nødvendighed, som fik dem til at træffe et aktivt valg. De kunne også have valgt at overlade det hele til andre, til skæbnen eller til politikerne. Hvilket jo også ville have været at træffe et valg.

Det lyder måske mærkeligt, men faktisk husker jeg den første gang, jeg stillede min far det første store spørgsmål om krigen. Jeg husker det, fordi han blev så hamrende vred, så det stadig står klart i min hukommelse. Det var inden, jeg startede i skolen. Jeg talte først, da jeg var noget over fem år, så jeg har nok været ca. seks år. Det ærgrede mig, at jeg aldrig ville møde min farfar. Ja det var jeg faktisk vred over. Jeg vidste, han havde været læge her i Gentofte, sådan som min far også var det, og jeg vidste, at tyskerne havde skudt ham midt i konsultationen.

Jeg tænkte også på, at der kunne komme krig igen. I så fald var jeg ikke i tvivl om, at min far og hans kammerater igen ville være aktive, men jeg tænkte, at som etbenet ville min far nok ikke klare den næste gang. Jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt meget over, hvad vi burde eller kunne gøre, hvis der kom krig igen. Når fjenden, tyskerne igen eller hvem det nu måtte være næste gang, kom hertil og i en stor samlet trop marcherede imod os – sådan forstillede jeg mig det ville være – så skulle man lade mig gå forrest alene hen imod hele regimentet med min nye gule kjole med brune broderinger på. Jeg troede ikke, de ville skyde en pige, forklarede jeg min far. Og så ville jeg spørge dem, om ikke vi skulle være venner og sige ”hvad er det I vil have?”, og det skulle vi så give dem. Så ville der ikke blive krig. Nu ville jeg høre, om han ikke syntes, at det var en god ide.

Fortsæt med at læse “4. maj: Tanker fra Mindelunden i Ryvangen”