To af de bedste stykker journalistik om EDL fra det seneste år. Det disse interviews og reportager sætter stort set hele den vestlige presses uvidenhed, uansvarlighed og udygtighed i relief. Ligegyldigt om det står i Dagens Nyheter, Århus Stiftstidende, Politiken, The Telegraph eller Washington Post. Det er pligtforsømmelse, de leverer og det bestyrker min værste frygt: At den demokratiske islam- og indvandringskritik bliver overhalet højre om fra gaden af kræfter, ingen politiker eller politistyrke kan kontrollere. Jeg er næsten ligeglad med dovne, uvidende journalister uden talent, – her får de ‘the benefit of the doubt,’ for de kan jo skrive som de gør af andre grunde, – men hvis ikke der er toppolitikere i Europa, der ser den fare nu, så er løbet kørt for generationen, der kommer efter os. Vi kan indstille skrivningen og gå i dækning.
Bemærk den engelske forsker tilsidst i den meget balancerede Deadline-reportage: EDL “er utrolig konfrontativ og ekstremistisk bare ved at være tilstede på bestemte steder.” Det kan vel være. Men hvad var ekstremistiske muslimer i Luton, da EDL blev grundlagt? For nogle år siden demonstrerede danske jøder på Rådhuspladsen. En lille gruppe arabere fik et hjørne. De fik lov at Heile og tilsvine jøderne, true de jøder, der ikke kom i sikerhed bagefter hurtigt nok. Begge TV stationer filmede deres ulovlige handlinger, det blev ikke bragt, ingen blev anholdt, men de blev heller overfaldet af nogen. Hvem må provokere og hvem må ikke? Det fremgår klart nok. Robinson har ret: Der gælder helt forskellige regler, ikke mindst i pressen, og det gør han ret i at gøre oprør imod. Pressens cover-up for muslimske voldsmænd, er en skændsel der er uholdbar. Ligeledes dobbeltstandarden når det kommer til venstrekstrem vold.
Sarkozys øjeblikkelige crackdown på muslimske fanatikere, kunne tyde på, at han er ude og slukke etniske ildebrande og måske ser det samme mareridt for sig: En Marine le Pen, som begivenheder på gaden og optøjer i eksplosive ghettoer har gjort irrelevant. EU befinder sig for langt oppe i skyerne, til ikke at ville forværre en allerede stærkt bekymrende situation. De er en sikkerhedstrussel, ligesom 95 % af main-stream journalistikken. Heller ikke Camerons udtalelser tyder på, han er klar over faren for et Weimar udenfor sin stærkt bevogtede gadedør, og England er langt værre plaget af fascistoid islam end Frankrig. Der er mange scenarier for hvordan en udvikling kan komme ud af politikernes hænder. Ulfkotte ser i dag en dyb vedvarende økonomisk krise, som det der fremtvinger en ret brutal, ufrivillig løsning på de problemer og udgifter, islam har tilføjet Europa. Når kassebunden nås, udløber tiden for snak automatisk.
Og så en stille bøn til, at det ikke bliver i Århus i dag, det politiker- og medieskabte Weimar skal koste menneskeliv. En tilrejse af notorisk voldelige danske, svenske og tyske ‘antifascister,” lover ikke på forhånd godt. Læg dertil de såkaldt ‘unge’ i Århus Vest….vi må se, hvem der fremstår som ekstremister, når dagen er ovre. Idet en ekstremist i et demokrati først og fremmest er en politisk voldelig person, og hvem det er, ved PET og Europol heldigvis langt bedre end danske journalister og Århus’ amatørpolitikere. (Se hvad der er skrevet om Englands særligt udsatte situation nedenfor.)
“Etnisk udrensning er et forstadie til demokratisering”
“Det er et meget uhyggeligt indlæg, Støvring kommer med her” skriver en kommentator. Ja. Det er en advarsel.
Det er ikke fine politisk korrekte principper om tolerance og åbenhed, der har skabt fred i Europa. Det er heller ikke EU, det blide monster, som Enzensberger kalder molokken i sin seneste bog. Nej, det er paradoksalt nok snarere langt voldsommere ting som etnisk adskillelse og folkeforflytninger. Det glemmer vi nogle gange i vores liberale og oplyste tidsalder.
Den amerikanske forfatter Michael Mann er gået så vidt som til at kalde etnisk udrensning for demokratiets mørke side, for nu at sige med titlen på hans bog fra 2005. Etnisk udrensning er derfor heller ikke en anomali i menneskehedens historie, selv om det især er moderniseringsprocesser, der fremmer udrensning: Den er simpelthen et forstadie til demokratisering. Det bygger igen på, at nationale og etniske grupper kræver deres egen stat uden mindretalsdominerede områder. Demokratiets mørke forhistorie.






