Morrissey om indvandreropstanden: ”Notre Dame, We Know Who Tried to Kill You”
Vesten frygtes at gentage Romerrigets fald. Men det er ikke for sent at gøre noget stod der i Kristeligt Dagblad i går da jeg gik til sengs. Betryggende, men er der nogle præventive tegn? De syv sidste franske præsidenter har lovet at standse indvandringen fra den 3 verden. Intet er sket.
Man vågner for at se, om Frankrig endnu findes. Det sidste jeg så i går, var at en general Pierrede Villiers havde givet præsident Macron et ultimatum: “Du har 48 timer til at bringe ro i landet, ellers har du med et militærkup at gøre.” Foreløbig har Macron “lukket internet i visse kvarterer.” Man skulle synes, han kunne tale til folket, men den chance har Marine le Pen grebet. (tekstet på engelsk). Macron er trods alt kun en ‘investment banker,’ der er hentet ind for at spille politiker.
Indvandreropstanden har så småt bredt sig til Belgien/Bruxelles og Schweiz. Det er ikke svært at se den brede sig til hele Vesteuropa. I Wien blev et terrorangreb mod en Pride Parade forhindret. Vestlige medier skriver ikke meget om Frankrig. Det russiske pseudo-mytteri har været meget vigtigere for dem end fem dages fransk borgerkrig med Kalashnikovs, mortergranater, 250 sårede betjente og efterhånden en del døde.
På Zappa Amphitheater Shuni i Israel blandt de arkæologiske rester fra Rom og Byzans stod Morrissey og sang en kommentar til begivenhederne hjemme i Europa. Viljen er god nok, skønt han som digter sandelig ikke er nogen 25-årig Bob Dylan. Han synger om det Europa, der med usvigelig sikkerhed lader sig køre i sænk af globalister og deres muslimske kolonisering med udgangspunkt i branden i Notre Dame katedralen i april 2019, det den globalistkøbte journalistik kaldte “en islamofobisk konspirationsteori.” Teksten lyder, at “branden var ikke terrorisme.” – (Alternativ videoversion)
Mens vi venter på sammenbruddet
Af Lars Hedegaard
Sommeren er over os, skoven er grøn, bierne summer, fuglene synger, og folk slapper af ved stranden. Vi hører heldigvis ikke meget fra politikerne, som ellers plejer at belemre os med den ene afsindige plan efter den anden til glæde for journalisterne, som får noget at skrive om.
Livet burde være godt, men inderst inde fornemmer vi, at roen er et overfladefænomen, og at dybe tektoniske plader er ved at forskubbe hele fundamentet under samfundet.

