Ulrik Høy er død
Det sørgelige budskab har nået mig, at Ulrik Høy døde i morges knap 75 år gammel. Han havde i mange år den klummen på bagsiden af Weekendavisen, der var avisens “alternative leder,” som Bo Bjørnvig skriver. Det første man læste i avisen, kort sagt. Jeg havde læst den, fra den hed Berlingske Aftenavis indtil 1971, og var en tynd sag i broadsheet, der opdaterede en på eftermiddagsnyheder. Nyhedsjunkies dengang i tresserne, fik kun et skud morgen, middag og aften. Resten af tiden overlod de verden til dens skæbne, og den overlevede. Så godt som.
En dag jeg mødte ham, spurgte jeg om pseudonymet bag hans forgænger Borgvægteren virkelig var min gamle rektor Jørgen Stegelmann, “Jo da, og jeg har haft klummen i seksten år, det svarer til livstid uden prøveløsladelse.”
Stegelman var teolog og åndsbeslægtet med Høy, og det var meget tys -tys at hans alter ego rasede ud i Weekendavisen i årevis. Måske var det lige stramt nok for Stegelmanns forbindelser med kongehuset, hvem ved?
Med den slags favoritter måtte det jo gå galt for mig, kunne man forudse. Da blev vi bekendte med berøringsflader, og han inviterede mig med til sin 60 års fødselsdag i 2005, hvilket ikke var en særlig kedelig begivenhed.
Lyrik, sarkasme, forførelse, satire
Høy havde så mange strenge at spille på, at det var sørgeligt at se ham fyret af en ny og mere etablissements- og karriereglad chefredaktør. Den lyriske og sarkastiske side er ikke enhver politisk skribent forundt.
Høys sætninger changerede med så mange over- og undertoner. De kunne forføre, og det er der ikke så mange skribenter, der kan. En Mogens Rukov kunne. Rifbjerg kunne, men vi ved, hvad han brugte sin forførerevne til.
Høys sorte, satiriske sjæl elskede demonstrationer, helst Hizb ut- Tahrir, og man kunne møde ham i de ejendommeligste forsamlinger. At Berlingske har kunnet fyre skribenter som Høy og Hedegaard, siger noget om pressens forhold til gudsbenådede originaler, der tager borgerlighed aldeles alvorligt. De er en kun lige tålt niche i “den borgerlige presse.”
Skrivningen bragte tiden til standsning
Lad os mindes ham med et af hans veloplagte indlæg fra seneste valgkamp. Han var da temmelig sygdomspræget, han kunne ikke se med det ene øje og næsten ikke med det andet, men absolut intet i teksten røber mod hvilket besvær, han skrev. Hans liv var at skrive, og det var som om, han glemte sit fysiske hylster, når han skrev. Skrivningen bragte tiden til standsning.
Et af højdepunkterne var Ulrik Høy: Kære venner – tak, som jeg postede fra båden til Oslo, hvor jeg skulle til middag med en anden kætter, Steve Bannon. Jeg tiltrækkes også af uglesete forsamlinger, det er bare at konstatere. Dette skulle blive det sidste, han skrev offentligt. Rubrikkerne fandt jeg på i farten. De andre indlæg fra hans valgdagbog finder man her.
Berlingske skriver nekrologen: Han var Kirsten Birgit, langtid før Kirsten Birgit blev opfundet. I Weekendavisen hedder det Det virtuose jordskælv og Bo Bjørnvigs Platuglen. Denne fra valgdagen, henhører nok under det ustyrlige, der fik apparatchikken Krasnik til at fyre ham. Nu ved vi igen, hvor vi har Weekendavisen:
Ulrik Høy: Stram Kurs!


