En israelsk journalist, Zwi Jecheskeli, har ved at udgive sig som “flygtning” bevist, hvor utroligt let det er at snyde de tyske myndigheder.
“Die Welt” har bragt historien om hans “flugt”, der startede sidste år i Istanbul, hvor han på det illegale pasmarked formedelst 1250 $ bestilte et pas til en imaginær ven, Abu Hamsa fra Syrien. Med dette i hånden meldte han sig kort efter som “flygtning” til Berlin.
“Med Allahs hjælp begynder du her et nyt islamisk liv.”
Her fik han opholdtilladelse med ret til socialbidrag gennem en palæstinensisk født socialarbejder, der overrakte ham papirerne med ordene: “Med Allahs hjælp begynder du her et nyt islamisk liv.”
På spørgsmålet om han også kunne få kone og børn til Tyskland, forklarede socialarbejderen, at det kunne tage tre år, men tilføjede: “Bring dem bare hertil over havet”.
Herefter opsøgte journalisten Det Muslimske Broderskab, som driver adskillige skoler, sportsforeninger og moskeer i Tyskland.
Præsten Helena Edlund citerer Vilhelm Moberg fra en DN kronik i 1965. Beskrivelsen forekommer stadig præcis 50 år efter, og den er helt i overensstemmelse med mine egne erfaringer i landet gennem 40 år. Moberg havde ikke fået den trykt i Dagens Nydeligheder i dag. Edlunds kronik handler iøvrigt om de opsigtvækkende indskrænkninger i ytringsfriheden, Riksdagen agter at indføre. Her kan man læse mere om lovforslaget. Edlund: Den döende demokratin
”I en demokratur råder allmänna och fria val, åsiktsfrihet råder formellt men politiken och massmedia domineras av ett etablissemang som anser att bara vissa meningsyttringar skall släppas fram. Konsekvensen blir att medborgarna lever i en föreställning att de förmedlas en objektiv och allsidig bild av verkligheten. Åsiktsförtrycket är väl dolt, den fria debatten stryps. Dock skall tilläggas att det i definitionen för demokratur finns med det faktum att majoriteten av människorna i detta samhällstillstånd själva inte uppfattar att de lever i en demokratur.”Dagens Nyheter 1965
Sverige har levt under demokratur så länge att dess medborgare kommit att betrakta det som ett normaltillstånd. Vi vet att demokratin är sjuk. Vi vet att det är skillnad på vad vi teoretiskt sett får göra och vad vi i praktiken kan göra. Vi vet att verkligheten är en annan än den som politiker och media serverar oss. Vi vet att vinden nu vänder och att det nog aldrig vänts så många kappor på så kort tid som under det senaste halvåret. Men nu kan det mycket väl vara för sent.
Katerina Janouch: Jag känner mig inte trygg i Sverige längre
Janouch var blandt de indvandrede Sverigeskritikere, jeg for nylig spåede ville forlade landet i de næste ti år. Hun er tjekkisk jøde og har boet i Sverige i 43 år:
Samhällsnytt intervjuar författaren och journalisten Katerina Janouch som målar upp en mörk bild av Sveriges framtid, drar paralleller mellan Sovjetens Tjeckien och dagens Sverige och menar att valet 2018 kan vara en sista chans att stoppa landets förfall. Janouch funderar på att lämna Sverige för gott och erkänner att hon inte identifierar sig som svensk – trots 43 år i landet.
Engellau har döpt syndromet efter en händelse som ska ha skett år 1980. “En kall vinternatt detta år blev Tjörnbron påkörd av ett fartyg och rasade. Det påstås att en man kom i bil, stannade framför hålet, skakade sedan på huvudet och bestämde sig för att sådant inte händer i Sverige. Han körde därför vidare mot hålet och föll ned i sjön. Både jag och Engellau konstaterar att även vi lider av Tjörnbro-syndromet. Vi har svårt att föreställa oss att det svenska samhället skulle kollapsa. Tänk om det inte går att fixa Sverige.
Sånt händer inte i Sverige
“Tænk hvis Sveriges problemer ikke kan løses,” siger Engellau i udsendelsen. Denne ganske tænkelige tanke er fuldstændig revolutionær i et land som Sverige, hvor ingen i historisk tid er stødt på uløselige problemer. De forekommer ikke på radaren, selvom politikerne hele tiden taler om at løse problemer, der efterfølgende bare bliver værre og værre, men ikke engang det, introducerer idéen om uløselighed.
Sverige har ikke, som filossofen Sørlander udtrykte det, nogen tragisk bevidsthed. Det er ikke det samme, at Bergman lavede melankolske film, og at Lars Noren lavede teaterstykker om traumatiserede mennesker. Figurerne i dem, er ikke hente fra en nylig, historisk erfaring, og manglen på personlig tragedie, er vejen til nye tragedier.
Fotos fra ulykken i 1980. Her har Star Clipper kollideret med Tjörnbron. Otte bilister kørte i dybet og blev dræbt, for “broer forsvinder ikke bare i Sverige.” Selv – og Sverigebilledet trumfer de billeder, øjnene sender elektrisk op til hjernen. Det hedder også Normalcy Bias.
Længere reportage: “Formålet er, at Danmark ikke skal ende som Sverige”
SVT: Debatt om dansk migrationspolitik. Det var også mit formål, da jeg i 2001 overhovedet begyndte at skrive om Sverige og politik offentligt. Det faldt mig ikke naturligt modsat de fleste af mine jævnaldrende. Der skulle gå nogle år, inden ledende danske politikere begyndte at se på det ligesom jeg. Så kom de i det mindste så langt på sytten år. Politik er ikke for de virkelystne eller utålmodige. Hvis nogen ‘vil gøre en forskel’, som det hedder på reklamelingo, skal de kaste sig over noget andet. Unge håbefulde politikere skal ikke tro, de ændrer verden andet end højst til det værre.
Nyd Anders Lindberg fra Aftonbladet, en tonemester og smagsdommer med en em af 1990’erne over sig. Lindberg, der er 46 år og dog evig pubertær, taler om det danske ‘karlekammer-niveau’. Han er imidlertid er på taberkurs, ikke til Danmark eller Teodorescu, men til virkeligheden. Hans storebrorsretorik er i tiltagende grad malplaceret og tragikomisk, men han kommer til at gå til bunds med flaget i top, tvivl ikke på det.
Interviewet med venstremanden Mads Fuglede er et kultursammenstød af stor skønhed. De dansk-svenske sammenstød fortsætter med at parallelforskydes frem i tiden, men afstanden imellem vores herskende klasser ser ud til at være konstant. Ikke rent folkeligt, de største kulturforskelle mellem os befinder sig på lederplads.
Jag blir glad att vi inte har den här drängstugenivån i Sverige. Denna retorik är obehaglig och konstig. Han står och säger att det är ett problem att människor har utländska rötter. Det är inte ett problem, det finns ingen anledning att ha en diskussion om det – här i Sverige handlar det om jobb och att människor ska lära sig svenska. Det är rimligare frågor att diskutera, säger han.
Dansk multikultur i reparationsalderen
Multikulturen er ved at komme i reparationsalderen i Danmark, de politikere der kørte over demokratiet med deres idealisme, er ved at være modne for håndvasken. Både Danmark og Sverige er påført betydelige skader, hvoraf mange formentlig er irreparable. Hvad de kan udvikle sig til på et par generationer, er egnet til at fremkalde mareridt.
Langt værst er det i Sverige – se politi, skoler, sygehusvæsen, boligmarkedet, arbejdsmarkedet, stort set alt. Bevares, der er mere at ødelægge, og meget af det er nu en selvkørende proces i en ond spiral. Sverige kan måske reddes, men det kan ikke repareres. Det “ny Sverige” er væsentligt dårligere end det gamle, det er blot en banal konstatering. Hvis nogen stadig vil diskutere om det passer, er det spild af tid. Jeg diskuterer ikke, om himlen er blå eller vandet er vådt, det foregår ovre i Trads-og Uffe Elbæk-afdelingen.
Svensk godhed er som cancerceller: De er løbet amok og destruerer deres værtsorganisme
In absentia: Yusuf al-Qaradawi idømt livstidsfængsel
En lille men bemærkelsesværdig historie, man ikke ser på alle forsider. Det er drøje tider for Broderskabet, Tariq Ramadan sidder i en fransk fængsel på voldtægtsanklager. Qaradawi har indrejseforbud i USA og England, men besøgte Stockholms Moske i 2003. Han er 91 år, og bor i Qatar, så han kommer nok ned i et sort hul før han nogensinde kommer i fængsel.
An Egyptian military court has sentenced eight people to death, including four in absentia, for alleged involvement in acts of violence in 2015. Another 17 people were sentenced to life behind bars, including prominent Muslim scholar Yusuf al-Qaradawi, who, along with six others, was tried in absentia on Wednesday.
“Det går hastigt ned ad bakke for “Regnbuenationen”
I Europa har fortidens ‘apartheid-crowd’ travlt med at lade som om, de ikke ser Sydafrikas eskalerende opløsning. Når man er på det godes side, vil man tilsyneladende ikke se den ondskab, man forvolder. Herunder den afrikanske racisme, der nu har fået over 4000 hvide bønder dræbt.
Den svenske regering fornægter den sammenbrudte integration. I mellemtiden opstår lovløse no-go zoner i byer.
Fra Sverige kommer Ikea, Abba og Pippi Langstrømpe – elskede navne over hele verden. Lige så succesrig, hvis det stod til skaberne af idéen, skulle en anden svensk ide have været: Åbningen af ”Folkhemmet”, den socialdemokratiske velfærdsmodel, for flygtninge fra hele verden. Det kulturelt homogene Sverige skulle være multikulturelt, havde den politiske elite besluttet for omtrent 40 år siden, og grænserne skulle være vidåbne.
De taknemmelige ‘Ny-svenskere’ ville snart tage de dyder, de modige, flittige og noget kedelige nordboere besad til sig, Sverige ville blive en “humanitær stormagt” og en model for et etnisk-religiøst broget samfund, men stadig et fredeligt og omsorgsfuldt samfund og et lysende forbillede for de resterende nationer. Således var de stolte socialingeniørers drømme. Det blev anderledes.
I dag er det treårsdagen for terrorangrebet på Krudttønden-Synagogen. Helle Merete Brix udgiver sin bog ved en reception på Toga Vinstue kl. 19.30.
Zimeray var ligeledes en af talerne på denne konference, og han erklærede åbent, at der ikke går en dag uden at han tænker over angrebet. Det er naturligvis ikke alle terrorofre, der har denne oplevelse. Men mine egne erfaringer – jeg er overlevende fra angrebet på Krudttønden – og de, som andre overlevende har gengivet, genspejler på en vis måde ambassadørens erfaringer: Det tager væsentlig længere tid at komme sig over et angreb, end ofrene ofte forestiller sig. Og ikke sjældent aktiverer nye angreb følelser hos overlevende af sorg, chok og vrede. Terrorens ofre taler ud. Se også Dan Parks kommentar til årsdagen.
Søren Espersen frygter kaos efter svensk valg
Nu er det femte svenske valg, hvor jeg beder til en kraftig, folkelig reaktion og inden næste lavkonjunktur, hvorefter den kan blive meget lidt pæn. Jeg aner ikke, hvad jeg skal håbe denne gang. Svenske opinionsmålinger stoler jeg lige så lidt på som til Brexit og Trump. I dem står SD til cirka 15 procent, og det vil ikke ændre noget. I kan se statsminister Löfven i Veckans Brott i går om de jammerlige, krigslignende forhold. Han har ikke rigtig forstået situationen, han tror angiveligt at guerillakrigen i forstæderne skyldes “arbejdsløshed,” og hverken han eller Leif G.W. kommer i nærheden af at nævne problemet ved navn. G.W. må være er en veldresseret sosse. Veckans brott Säsong 16, 58 minutter.
Stadig dårligere opinionscifre for den planlagt tyske koalition. Ifølge Die Welt får Merkels CDU kun 29.5 %, Scgitz’ rekordlave 16.5 procent. Socialdemokraterne ligger nu kun lige over AfD, der er tredjestørste parti med 15 procent. Sarrazin skriver om det i Die Achse des Guten:
“Jeg vil… som medlem af SPD stemme imod en fornyet stor koalition”
Af Thilo Sarrazin (foto Snaphanen.dk)
Mellem den 29. januar og den 2. februar foretog tre velrenommerede opinionsinstitutter rundspørger i hele forbundsrepublikken. Disse gav SPD mellem 17,5 og 19%, – endnu en nedgang efter forbundsdagsvalgets historiske lavpunkt på 20.5%. AfD lå derimod i alle 3 rundspørger sikkert på sine 14 %, en tydelig fremgang i forhold til forbundsdagsvalgets 12,6 %.
Hvis den store koalition, ”GroKo”, bliver virkelighed vil AfD blive det største oppositionsparti og har dermed – efter regeringspartierne – første taleret i plenardebatterne. De seneste måneder har vist, at AfD forstår at udnytte sine parlamentariske muligheder til at profilere sig. AfD har i nogle dage ledet forbundsdagens budgetudvalg samt retsudvalget. De øvrige partier bliver tvunget til normal parlamentarisk opførsel og dæmoniseringen af AfD bliver stadig vanskeligere, så længe partiet ikke selv giver anledning til det.
I tre østtyske forbundsstater ligger AfD i de aktuelle rundspørger foran SPD. I Bayern ligger de kun lige under SPD. I Baden-Württemberg ligger SPD og AfD lige med 12,5 %.
“Indvandringen koster 100 mio kroner om dagen. Vi er i en overlevelseskamp mod en totalitær ideologi. Jo længere tid vi venter, desto værre bliver det uundgåelige opgør.”
Jeppe Juhl giver sit bud på, hvorfor vores politiske og intellektuelle elite valgte en katastrofal, multikulturel dagsorden i efterkrigstiden; han ser nærmere på hvad konsekvenserne har været indtil nu, og han slutter med at skildre, hvordan fremtiden ser ud for Vesten i almindelighed og Danmark i særdeleshed.
Jeppe Samuel Cholewa Juhl (f. 1961) er en dansk journalist, tv-producent og borgerlig politisk debattør. Han er søn af den berømte journalist Bent Juhl (1921-2009) og den jødiske kz-overlever Gitte Cholewa Juhl (1934-2006). Han fik i 1989 dansk journalistiks fornemste pris, Cavlingprisen. (Se også Security analyst: Europe’s politicians do not want to admit the West is in a state of war.)
Fra Torino til Taranto over de “røde” regioner til Lazio eksploderer flere og flere bomber og Molotovcocktails i nærheden af modtagelsescentre og hoteller, hvor der bor indvandrere. Også mindre sofistikerede våben er blandt borgernes mest anvendte midler for at stoppe indvandrernes ankomst til deres landsbyer.
Sarderne ser tilstrømningen som en reel invasion
Den seneste sag fandt sted på Sardinien i torsdags foran modtagelsescentret Dorgali i Nuoro-provinsen. Heldigvis blev de 64 beboere ikke såret, selvom eksplosionen lavede et stort hul i bygningen. Dette er ikke det første tilfælde på Sardinien, i virkeligheden har flygtningemodviljen vist sig to gange tidligere.
Den 11. oktober var der et brandattentat på den tidligere kaserne i Monastir efter præfektens beslutning om at lave den om til modtagelsescenter. Det samme skete i Burcei i begyndelsen af september, da et privat hus, der skulle huse 25 indvandrere, blev ødelagt. I november i Buddusò, en landsby med 4.000 indbyggere, blev et turistkompleks, der skulle huse flygtninge, ødelagt af en hjemmelavet bombe. Sarderne har passeret deres tolerancetærskel. De ser tilstrømningen af indvandrere som en reel invasion, og dette i en region, der har et af de højeste arbejdsløshedstal i Italien. [..]
En israelsk journalist, Zwi Jecheskeli, har ved at udgive sig som “flygtning” bevist, hvor utroligt let det er at snyde de tyske myndigheder.
