Konference om terrorens ofre lørdag under makismal politibevogtning, jeg talte over tyve politifolk inden og udenfor de bevogtede indgange. Et særligt indtryk gjorde Zineb El Rhazoui fra Charlie Hebdo, der overlevede fordi hun befandt sig på ferie i Marokko. Hun er den anden Charlie Hebdo-overlever, jeg fotograferer i København. Jeg ville skaffe hendes manuskript til talen, men hun havde kun noter, så jeg har bevaret den på lydfil.

Ofre for muslimsk terror – for det er jo næsten udelukkende det, vi taler om – er mange ting. De direkte ramte og deres pårørende bare til Krudttønden, Utøya og Charlie Hebdo kan tælles i titusinder. Jeg har haft Fjordman boende, hvis liv blev lige så meget påvirket som en hvilken som helst pårørende til Utøya.

Jeg vil nævne ham, for han ville aldrig gøre det selv. Jeg var selv millimeter og en akut hospitalsindlæggelse fra at befinde mig på Krudttønden, som jeg plejede. Terrorens ringe breder sig langt udover de kredse, vi umiddelbart tænker på.

Alligevel gjorde deltagerne ikke noget stort nummer ud af at fremstille sig selv som ofre. Fjordman gør heller ikke. Han er på udvalgte områder naturligt beskeden, det er nemmere for mig, at pege på det han har måttet betale, end for ham selv.

Også Lars Vilks, Kurt Westergaard og Lars Hedegaard er naturligvis ofre for muslimsk terror i Danmark og Sverige, hvor man kan sige, at danske og svenske politikere endnu ikke er videre hårdt ramt. Men det er et spørgsmål om tid, og det er kun rimeligt. De bør snart befinde sig ‘in very hot waters,’ nu vi snakker engelsk, hvis der er ‘rättvisa’ til. Rättvisa er et stort hit i Sverige – teoretisk set.

Jeg poster også links til andet stof om konferencen her: The terror attack survivors who refuse to be silenced.  Vilks: Konferens och angeläget. Victimes du terrorisme : continuer à vivre quand ses convictions ont été attaquées, Terrorisme: continuer à vivre quand ses convictions ont été attaquées.

Man kan høre talerne her, Zineb El Rhazoui fra minut 1:20:05. Akustikken i Fællessalen er – ligesom sparepærebelysningen på hele Christiansborg, som Poul Henningsen diskvalificerede for tres år siden, – rædselsfuld, og minder om et supermarked i Rostock inden Murens fald, men hendes stemme går klart igennem. Hvad hun sagde, er heldigvis bevaret. Vilks taler fra min. 1:10:16.  Fotos © Snaphanen, klik for helskærm.

Listen to “Victims of Terror, Christiansborg, january 2018” on Spreaker.

Fortsæt med at læse “Terrorofre på Christiansborg”

Af Peder Jensen/Fjordman

Professor Terje Tvedt publiserte i slutten av 2017 sin bok «Det internasjonale gjennombruddet. Fra ‘ettpartistat’ til flerkulturell stat.» Boka har skapt betydelig debatt om hvordan Norge ble erklært multikulturelt, og hvordan det norske samfunnet har håndtert islam og andre kulturer.

Tvedt har bakgrunn som venstreradikal aktivist. Han er derimot kunnskapsrik og hederlig. Tvedt er en intellektuell som argumenterer rasjonelt og som det er mulig å føre en reell debatt med, selv for de som er uenige med ham. Han bruker ordet “islamisme,” et begrep som noen skribenter er kritiske til. Men han argumenterer likevel på en logisk sammenhengende måte.

Tvedt har en skrivestil som er meget forskjellig fra den for eksempel Hege Storhaug har. Der Storhaug skriver journalistisk og pasjonert skriver Tvedt akademisk og balansert. Noen ganger savner leseren kanskje litt mer brodd i hans bok, men det faktum at han tenker og skriver som en faghistoriker gir også fordeler.

Terje Tvedt skriver om politisk betente temaer knyttet til innvandring, multikulturalisme og islam. Han slipper unna dette med mindre hets enn andre forfattere gjør. Det hjelper at han har en venstreorientert bakgrunn og skriver på en forsiktig måte. Det ligger likevel sprengkraft under hans akademiske språkdrakt. Deler av hans bok inneholder kritikk av viktige maktpersoner i Norge, spesielt i den humanitære industrien, men også medier samt politiske og religiøse ledere.

Fortsæt med at læse “Terje Tvedt: Det internasjonale gjennombruddet”

Det var en kulsort og morsom Peter Hitchens, og en overfyldt Forfatterforening morede sig mens de var vidne til et fascinerende foredrag.  Hitchens hader som undertegnede popmusik, det meste moderne arkitektur og forbrugerismens tomhed. Han mener, det er vores rigdom, som ødelægger os.

Iøvrigt mente han, at EU er Sovjetkommunismens efterliv og endelige sejr. Han mindede os om Tony Blairs nylige indrømmelse, at han revolutionær marxist i sin universitetstid i Oxford, og at fem af hans nærmeste ministre var det. Hitchens finder trøst i, at han intet kan påvirke politisk, antagelig er der en vis lettelse i det. Det er en trøst, jeg efterhånden kan genkende.

Det eneste jeg hørte, mens jeg fotograferede, som jeg var helt uenig i, var hans forhold til det naturlige, uskadelige stof cannabis, men det har jeg gjort rede for et andet sted. Iøvrigt stod han ganske velundt med et glas rødvin i hånden under foredraget. I kan altså ikke nok se frem til, at videoen kommer her i løbet af nogle dage. Jeg poster også lyden af en times Q & A for os, der ikke kan få nok. (Fotos © Snaphanen.dk, klik for helskærm)

Lars Hedegaard: Peter Hitchens: Islam-løbet er kørt

Trykkefrihedsselskabet havde i går besøg af den prominente engelske journalist og forfatter, Peter Hitchens, som berettede, at han havde mistet enhver tro på den vestlige civilisations fortsatte beståen – i det mindste i Europa.

Første Verdenskrig var et dødsstød mod den europæiske optimisme og fremtidstro, som havde haft to store kilder at øse af: kristendommen og den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Begge blev dødeligt såret af Vestfrontens rædsler, og en hel kultur gik til grunde – for ikke at rejse sig igen.

En kultur, der i den grad er kollapset, at dens ledestjerne er tågede slogans som “menneskerettigheder”, hverken kan eller vil forsvare sig mod islam. De fremmede herrer står allerede i landet, og Hitchens betragter sig derfor som sin dødsdømte kulturs krønikeskriver.

Fortsæt med at læse “En dødsdømt kulturs klummeskriver”

Av Thomas Nydahl

Jag läser i International Business Times att Turkmenistans president Gurbanguly Berdimuhamedow infört förbud mot svarta bilar. Orsak? Han menar att färgen svart för otur med sig. Det låter som en typisk internationell nyhet vi svenskar skrattar gott åt.

Det borde vi inte göra. Vi lever själva i ett land med den sortens vanföreställningar. Svarta bilar är visserligen tillåtna i Sverige – ännu så länge i alla fall – men vi får leva med att alla religioner utom en går att skoja med eller kritisera. Vi får också leva med att det anses berikande med en groteskt stor förekomst av våldsbrott, från den enkla misshandeln över gruppvåldtäkten till mordet.

Vi får också vara tacksamma för att vi har en tryckt press och en digital nyhetsförmedling som dagligen meddelar oss att det är en plikt att erbjuda bostäder, sjukvård och skolgång till asiater och afrikaner, oavsett om de har någon i landet som bjudit in dem eller erbjudit sig att stå för kostnaden. Det enda vi kan vara säkra på är att det anses föra tur med sig att instämma i allt svenska myndigheter och svensk politikerklass beslutar. Att kritisera utifrån studier och samtal betraktas som mer eller mindre subversivt. Om inte annat kan denna kritik i nämnda medier stämplas som en eller annan form av politisk defekt. Då beskrivs kritikern som – ja ni vet vad.

Fortsæt med at læse “Sveriges problem liknar Turkmenistans”