Eller som Danmarks statsminister udtrykte sig: “Der er nogen, der øjensynligt har voldtaget en af verdens største religioner og på en fuldstændig fanatisk måde har dræbt uskyldige mennesker.”
Har det noget med virkeligheden at gøre? Enhver der undersøger det opdager, at han og Pinds udtalelser om islam taler sit tydelige sprog om Venstres kultur- og historieløshed. At de ikke forstår, hvad de taler om, er nu blevet en direkte sikkerhedstrussel for os alle.
De taler om “islamisme”, der rigtignok findes som begreb og dukker op omkring år 1700, som om det intet havde med islam at gøre, hvor det i virkeligheden er en bevægelse der søger tilbage til islams rødder og har alt med islam at gøre. Danske journalister har begrebet “ekstreme islamister,” som for at være på bortforklaringernes sikre side.
Når man vender tilbage til islams rødder, får man fascistoid vold og intolerance, hvor en tilbagevenden til Det Ny Testamente, giver præcis det modsatte resultat. Derfor bliver muslimer, modsat alle andre religiøse, mere kriminelle og voldelige, jo mere troende de er, som en stor tysk universitetsundersøgelse viser. Sværere er det ikke, Pind og Løkke: En fredelig muslim er som regel en eks-muslim, eller en muslim, der ikke kender Koranens indhold. Dem er der heldigvis for os en del af.
Nu tror jeg ikke nødvendigvis, Pind og Løkke er så uvidende, som de lyder, selvom det givet Folketingets almindelige dannelsesniveau, er ganske tænkeligt. De kan være igang med at administrere den eskalerende, europæiske katastrofe politisk, sådan at de selv vil fremstå som skyldfri den dag regnestykket over fyrre års illegitim fremmedpolitik skal gøres op.
Og med illegitim mener jeg ikke andet end, at den aldrig blev forelagt befolkningen demokratisk, den ville nemlig have stemt imod. Ejerskabet er derfor helt og holdent politikernes, og de vil ikke kunne lide det, når dagen kommer. Derfor lever vi i løgnenes og bortforklaringernes tid, og derfor har vi aldrig hørt så meget vaskeægte sludder om islam.
Imens drejer hele diskursen sig rundt om “eliten”, som jorden drejer sig rundt om Foucaults pendul.
Hobbysuicidal
Eva Selsing introducerer nyt begreb for multikulturelitens tilstand i Je Suis Jalving. Den er dog ikke, hvad den var. Den er ved at tabe, hvilket for nogens vedkommende fører synlig desperation, for andre til nye erkendelser. Tænk bare på Uffe Østergaard.
Fortsæt med at læse “Black Pigeon: “En kidnappet religion?””








