Danmark ottende. Grafikken er ikke præcis. Sverige har overhalet Malta.
Norge gir asyl til flere flyktninger enn Hellas, Romania, Ungarn, Tsjekkia, Polen, Litauen, Latvia, Irland, Slovenia, Slovakia, Portugal, Kroatia, Spania og Estland til sammen. Stormaktene i Europa – Tyskland, Frankrike og Storbritannia – ligger langt ned på listen målt i økonomi og folketall.
Det store spørsmålet i asyldebatten i Norge er om vi tar imot for få eller for mange flyktninger og asylsøkere.I forrige uke raste den politiske diskusjonen etter Aftenposten-artikkelen om at norske kommuner har gitt beskjed om at de ikke har kapasitet til å ta imot flere skadede syriske flyktninger som trenger omfattende medisinsk hjelp.
Med Frp i regjeringen fra oktober i fjor, økte antallet asyl-ja i Norge med 11 prosent fra 2012. Ikke siden 1999 har flere asylsøkere fått opphold i Norge. I 2013 gikk Sverige forbi Tyskland som det landet i Europa som sier ja til flest asylsøkere. 26.395 asylsøkere fikk ja, de fleste syrere. Det betyr at hver femte flyktning som fikk lov til å bli i Europa, fikk opphold i vårt naboland. Så mange asylsøkere sa Norge ja til
SOM-Instituttet i Gøteborg, der er berygtet for at få de svar ud af folk, som de ønsker at høre, kan heldigvis meddele: Svenskarna är mer oroade för ökad främlingsfientlighet än för ökad invandring. Medan 78 procent känner oro för ökad rasism och främlingsfientlighet så oroas 49 procent av ökad invandring. Desværre kan jeg ikke finde rapporten på deres side, så jeg kan se den efter.
Khader tager fejl – eller ‘Let Allah sort it out’
Af Geoffrey Cain
Det arabiske forår startede egentlig i det persiske (altså ikke arabiske) Iran, hvor shahen Reza Pahlavi blev væltet med USAs stiltiende accept. Dernæst var det Saddam Husseins tur, og andre eneherskere – Egyptens Hosni Mubarak, Tunesiens ben Ali, Yemens Ali Abdullah Saleh og Libyens Muammar Ghaddafi – faldt hurtigt i rap. Sidste autokrat på skansen, Bashar al Assad, lader sig tilsyneladende ikke uden videre koste med, og han fortsætter at kvæle i blod et oprør, der direkte er inspireret af de andre diktatorers fald. Og hvad er der sket efter dem?
De fleste steder har resultatet været kaos, borgerkrig og massemord, og et særlig grelt eksempel er Libyen, der indtil Natos skæbnesvangre indblanding havde mindsket flygtningestrømmen fra Afrika og holdt islamisterne i ave. Nu – takket være USAs og Natos afgørende støtte til rebellerne – er Libyen en failed state og flygtningestrømmen er vokset til en tsunami.
Men ikke nok med det, Ghaddafis nu frigjorte våbenlager er ved at destabilisere hele Nordafrika, og islamister vejrer morgenluft. Og hvad kan man lære af det?
Først og fremmest at fælles for alle disse skæbnesvangre magtskifter er det faktum, at de er sket med Vestens indirekte eller meget direkte mellemkomst. Og hvad har resultatet været?
Det er meget nemt at konstatere. Hadet (og dermed truslen) mod Vesten er vokset betydeligt, og alt er blevet værre. Hvilket ikke afholder Naser Khader fra at mene, at Vesten skal blande sig igen (kronikken 21. juni). Han burde tænke over Sarah Palins berømte visdomsord: “Let Allah sort it out”.
(Se også Lars Hedegaard: Vestens mellemøstenpolitik i ruiner og et radiointerview med Andrew Bostom om Irak, hvor han siger de forløsende ord: “Vores prioritet burde være at sikre vores egne grænser.” De burde klinge i Europa, der er på vej ud i et rent sikkerhedsmareridt, ingen adresserer med andet end ammestuesnak og fromme håb.‘Not possible’ to monitor all UK Syria fighters, sagde tidligere MI6 chef i går.)





