I torsdagens program diskuteras mångkultur. Medverkar gör Göran Adamson, lektor i sociologi på Malmö högskola, som skrivit boken ”Svensk mångfaldspolitik – En kritik från vänster” och Peter Sköld, professor i historia och föreståndare på arktiskt centrum vid Umeå universitet, tidigare föreståndare för Centrum för samisk forskning.
Nu går de Radikale ind for en »stram« udlændingepolitik
Radikale Venstre opgiver nu endegyldigt tidligere krav om lempelser af udlændingepolitikken. Partiet har besluttet at gå til valg på at bevare 24-års-reglen og en »stram og retfærdig« politik over for udlændinge, der vil have ophold i Danmark
Efter i årevis at have kritiseret selv den mindste stramning i den danske udlændingepolitik gennemført af VK-regeringen op gennem nullerne, melder Radikale Venstre sig nu i koret af partier, der bifalder og agter at beskytte en »stram« politik over for de udlændinge, der kommer til Danmark for at søge asyl, familiesammenføring eller opholdstilladelse.
For mens lempelser af reglerne for familiesammenføring, et opgør med tilknytningskravet og 24-års-reglen har været radikalt hjerteblod, siden Pia Kjærsgaard og VKOs velmagtsdage, afviser de Radikale nu, at partiet efter et valg vil ændre så meget som et komma i reglerne for udlændinges adgang til Danmark.
»Vi har en stram og retfærdig udlændingepolitik, og det er en politik, som, vi mener, skal fortsætte efter næste valg, hvis SR-regeringen fortsætter,« siger partiets gruppeformand, Christian Friis Bach. Nu går de radikale ind for en »stram« udlændingepolitik (Vestager prøver at lægge udlændingepolitikken død før valget.)
De Radikale har som bekendt været Danmarks mest rabiate multikulturparti. Det var på høje tid, at koloniseringen af Danmark kom under delvis, demokratisk kontrol. Socialdemokraterne havde mest ansvar, for de var de største, men nu har de omtrent ladet sig belære af vælgerne.
Der går vedholdende rygter om, at det næste valg bliver et udlændingevalg, og at det ikke nødvendigvis er DF der fremkalder det. Nu har R så efter årtiers hærværk mod mit land, og efter at have svinet modstandere til efter noder, opdaget at de så nødigt vil tabe det valg. Det kan ikke gøre meget indtryk på andre end partiets skinhellige bagland.
Hvad der virkelig kommer til at afgøre Europas skæbne er, om det nye formandsland Italien kan formå EU til at fordele alle fattigdoms…undskyld, bådflygtningene, som de er ved at segne under, mellem alle EU lande. Så er det tog kørt, og det allersidste stopklods bliver, når Euroen og økonomien i hele Sydeuropa bryder sammen i den næste krise.
Spørgsmålet er, om det når at ske i tide. Gør det, er Flygtningekonventionen af 1951 pulveriseret én gang for alle og resten af diskussionen er småfnidder for spindoktorer og en rå latter over de Radikale fra os andre. Det skal gøres nu, ellers får efterkommerne får ikke meget at le af.
Hvis partiets politikere havde ydet noget tilsvarende i det private erhversliv, ville de have været på¨førtidspension siden 1990, hvis de ikke var røget samme vej som Stein Bagger, men nu er de dejligt ansvarsfrie, og de vil endda genvælges. Det er en meget kort vælgerhukommelse, de satser på, og hvad er forresten “en retfærdig udlændingepolitik”? For mig er det rundhåndede repatrieringer og nul islam. Den Radikale udlændingepolitik har på intet tidspunkt siden 1983 haft folkeligt flertal, den er blottet for moralsk legitimitet. Den har ikke anden, end at ignoranter stemte på partiet.
Tilbage sidder Europa med regningen fra sit eget “galna kvartsekel”: Milliarder og atter milliarder og kronisk destabiliseret. Værst i Sverige, hvor de har syv Radikale partier. Nogle hælder mod nyliberalisme, nogle mod postkommunisme, men de har været lige enige om at forære landet væk.

