Dan Turell skrev engang Jeg skulle have været taxachauffør. Jeg gav ham engang på Andy’s Bar nøglerne til min taxi udenfor, men dels var han for fuld og dels tvivler jeg på, han havde kørekort. Jeg burde have været diplomat, hvis jeg kunne udtrykke mig lidt mere diplomatisk, og hvis jeg som Talleyrand kunne opfatte sproget som midlet til at skjule mine tanker. Kvinderne er smukke, pengene er rigelige og man har ikke noget rigtigt at foretage sig. Den ideelle leddiggang, bistandsklienter på business-class.
En Østeuropæisk ambassade, som jeg ikke skal specificere nærmere, havde inviteret mig på Københavns Rådhus til KUKS INTERNATIONAL GALA FESTIVAL OF NATIONAL FARE. At æde og drikke sig gennem 31 nationale køkkener, kræver sin mand, men jeg har altid været meget multikuturel hvad angår mad og kvinder. Jeg satte mig ned og nød mest de russiske med pirogger og 6 cl vodka, og så nød jeg de russiske piger, der sang og dansede, skotske sækkepiber og balinesiske dansere. Det er noget andet end at komme på Rådhuset for at sætte sit kryds. Man møder også folk, man ikke skal skrive om og hvis fotos bliver i arkivet. (klik fotos for helskærm.)
Richard Jomshof og Kent Ekeroth i Riksdagsdebat i går. Ekeroth er i modsætning til Jomshof en aggressiv hardhitter med et stænk af fanatisme, der ikke lige er min kop the, men opgøret med svensk multikultur bliver ikke nogens kop the, og det er ikke Ekeroths skyld. Alene at høre denne debat i Riksdagen, er en demokratisk revolution.
Et pseudodemokrati tåler ikke sandhed
Mikael Jalving interviewer Vavra Suk fra avisen Nye Tider, der netop har fået statsstøtte. Suk er nationaldemokrat, et lille udbryderparti fra Sverigedemokraterne. Det er dem Jalving ikke må tale med for den svenske publicistklub. Det har vakt opstandelse i MSM, at deres avis får pressestøtte. Om Vavra Suk har ‘sandheden’, ved jeg ikke. Lyt til dem der søger den, frygt dem der har fundet den. To korte klip:
»Mediernes reaktioner er overdrevne. De forsøger at få det til at se ud som om, at “mange” protesterer over os, men det er blot en lille klike i medieeliten, som er skræmte. Skræmte med god grund. De har løjet for befolkningen i årevis, og nu er der pludselig nogen, som fortæller sandheden. Hvordan skal de gamle medier dog klare sig i den konkurrence? Folk i almindelighed har allerede opdaget, at noget er helt galt i svensk presse.
Sammenlignet med journalister i andre europæiske lande nyder svenske journalister den laveste tillid og troværdighed.« »Læser man den europæiske dagspresse som f. eks. Le Monde og Die Welt, finder man mange kritiske artikler om Sveriges mislykkede integration, om den etniske baggrund for optøjerne i Husby uden for Stockholm forrige år osv. Jyllands Posten, ikke online
The Norwegian Connection
Hassan Abdi Dhuhulowkan ikke navngives i Norge, men det kan han udenfor. Han står til en bekymringssamtale, hvis han kommer ‘hjem’.
The man being investigated by Norwegian police over the attack on Kenya’s Westgate shopping centre is Hassan Abdi Dhuhulow, BBC Newsnight has learned.The 23-year-old Norwegian citizen of Somali origin is suspected of helping to plan and carry out the attack.BBC Newsnight has spoken to a relative of his in Norway who said he left the town of Larvik for Somalia in 2009. GOV, Norwegian suspected of being Kenya mall attacker named
Dette er givetvis ikke den normale weekend-hyggefilm, den handler om den i renkultur mest iskolde og psykopat, jeg har oplevet på levende billeder, og på en måde vil jeg ikke anbefale nogen at se den. Jeg kan ikke bebrejde nogen, der afstår fra at se ned i den menneskelige afgrund, så længe de kan undgå det.
Det begyndte med, at jeg forleden så fiktionsfilmen The Iceman (2012) og da blev jeg både nysgerrig og fascineret og søgte videre til dokumentaren ovenfor. Man kan nøjes med biograffilmen, hvis man synes og hvis man har sin nattesøvn kær, men det er virkeligheden som gør det ubegribelige begribeligt, og det er ikke min opgave at skåne nogen for noget. Ondskaben fascinerer og fængsler, ikke kun af mindre ædle grunde, men også fordi den er en del af livet ligesom døden, og det er bedre at kende den, end ikke – undtagen for børn. Kuklinskis bror voldtog og myrdede en 14-årig pige, og sad resten af sit liv i samme fængsel for det. De hilste knapt på hinanden, når de mødtes i New Jersey State Prison, de var tragisk forbandede begge to.
Richard Kuklinski var morder for maffiaen fra 1948 til 1986, og slog over 200 mennesker ihjel, ingen ved helt hvor mange. Allerede inden han blev betalt for at dræbe, havde han han dræbt næsten 100 mennesker. Fuldstændig lidenskabløst, uden anger, uden frygt. Ikke som en seriemorder, der føler en seksuel eller sadistisk lettelse og fryd ved at slå ihjel. For Kuklinsky var det bare en opgave mindre, en ubehagelig forhindring mindre. At myrde, var som at gå til bageren efter morgenbrød, et lille job som ethvert andet. Han følte intet ved at myrde.
Han var normalt begavet, måske over middel, og kunne indgive omverdenen et normalt indtryk, undtagen når hans heftige temperament tog over. Han dræbte med pistol, gevær, cyanid, kniv, armbrøst, hængning, ild – endda ved at lade rotter langsomt fortære ofret levende, det sidste indgav ham en smule ubehag. Han er også et menneske, som advokat Lippestad siger om Breivik. “Jeg gjorde det måske et par gange for meget.” Han skød tre unge mænd ihjel, for at chikanere ham i trafikken. Man skulle virkelig ikke såre hans følelser.
Hjemme i forstaden havde han en hengiven kone og tre børn, og alle troede han var en normal Mr. Jones. Hvorfor er det interessant at stige ned i det mørke, som hans psykologi og ondskab er? Fordi han nok er et ekstremt tilfælde, men så sjælden er hans personlighedstype ikke, at den ikke betyder noget.
Sidst i dokumentaren minut 1:30:00 er der et længere afsnit, hvor en psykiater interviewer ham i fængslet. Til sidst i det, lader psykiateren ham interviewe sig selv. Kulinski tænker et stykke tid, og siger så: “Hvordan blev jeg sådan?” Han ved, han betragtes som et uhyre, selvom har ikke ser sig selv sådan.
Lægen forklarer ham, at 3 % af mænd og 1 % af kvinder fødes med en genetisk disposition for psykopati: Frygtløshed, narcissisme, letkrænkethed, mangel på empati og lettere paranoia. Får de en kærlig opdragelse, kan de lykkes socialt i erhverv, som kræver frygtløshed og handlekraft: Minerydning, racerløb, bjergbestigning, selv i politik og erhvervsliv kan deres skruppelløshed vendes til deres fordel, men bliver de mishandlet systematisk, som Kulinsky blev af begge forældre, får man er person, der kun kan føle had og som kan blive livsfarlig for andre. Ingen af os kan undgå at træffe en psykopat i vores liv. De højtfungerende psykopater kan med deres skruppelløshed drive det vidt i politik eller erhverv, de dårligere begavede kan blive kriminelle, bumser og misbrugere.
Hitler var givetvis psykopat, det rørte ham ikke at ofre 300.000 soldater ved Stalingrad, nederlaget var snarere en personlig fornærmelse. I sit testamente undslår han sig ikke for at bebrejde det tyske folk, som han påførte så store lidelser. Han blev som Kuklinsky mishandlet af en brutal far, men forgudede sin svage mor. Begge hadede deres fædre, Kuklinsky også sin mor, der tævede ham med et kosteskaft efter behag. Deres død var ham velkommen, og han gik ikke til bisættelserne, sorg var udenfor hans sinds rækkevidde, skyld også.
Det er svært at se dokumentaren uden også at tænke på Anders Behring Breivik, som deler mange personlighedstræk med Kuklinsky, og oveni måske en mindre komponent schizofreni. Ikke så mærkeligt Breivik blev en hård nød for norske psykiatere, mærkeligere at hans psykologiske historie ikke blev fremlagt helt åbent i retten.
Ud fra mit kendskab til Breivik fra mange norske kilder, (blandet andet Lippestads bog, som Fjordman anmelder her en af de kommende dage), er Breivik 80 % psykopat, 10 % paranoid-schizoftren og med en påklistret overbygning af 10 % politisk ideologi. Han havde udført sine gerninger i 1960, havde han slået sin mor ihjel eller begået et skoleskyderi.
Tilbage til hans bedsteforældre var der svære psykologske afvigelser. Hans mor havde med al sandsynlighed havde mishandlet ham (det ved Oslos socialvæsen), muligvis også seksuelt, og hendes mor også hende. Han far søgte forældreret over ham, da moderen var psykogisk ustabil, men fik det ikke, da det var sædvane at moderen fik det i Norge. At den pseudomaskuline, sminkede, faceliftede Breivik, som muligvis også er homoseksuel, foruden moderen og arveanlæggene også skulle være et produkt også af en feminin norsk stat, udfordrer tanken og også Norge. Norge har aldrig taget udfordringen op.
Det turde være af interesse for hans handlinger, men retssagen imod ham forholdt os alt dette. Det ubegribeligt onde skulle være politik, ikke psykologi og patologi. Det var det teater, folket skulle have, og rigtigt teater blev det jo med Christian Lollike. Lad os drømme og væk i kulturstøttede fantasier, som har den rigtige politiske drejning.
Det er en af Norges store opgaver i de kommende årtier, at skrælle de politiske kræmmere der omgav katastrofen fra dens kerne: personen. Breivik kan ikke helbredes. Han vil være farlig indtil den dag, han er for affældig. Kuklinsky ville være blevet henrettet, hvis han ikke var fængslet i New York. Hans liv havde aldrig haft nogen mening, ingen kærlighed, ingen venner. Havde New York henrettet ham, havde de gjort ham en tjeneste. “Jeg er det ensommeste menneske i verden, jeg har kun tilbage at dø”, siger han til psykiateren.
Ligeledes er Breiviks værste straf og tortur, at lade ham leve selvom han har fortabt retten, og er et udskud, en perversion og et afskum for menneskeslægten. Jeg ville stadig have mere til overs for et land, der kunne gøre kort proces med det absolut onde og tage livet af Breivik, men det er jo en smagssag, hvor jeg er i mindretal blandt kællingesamfundets hylekoner, der flager hvidt ligegyldigt overfor hvad.
“Breivik er også et menneske”, siger Lippestad lidt sentimentalt. Han er mere end det, han er et offer for omstændigheder, han ikke kunne gøre for, men han er samtidigt det største onde, Norge har oplevet hidtil, og han vidste, hvad han gjorde. Alt afhænger af, hvad man vil lægge vægt på.
Jeg vægter ondskaben og den skrøbelige civillisations selvbeskyttelse. Det er en filosofisk diskussion uden ende, men det vil være naivt at tro, at dødsstraffen er begravet for altid. F.eks. ønsker et flertal af canadiere den genindført. Hvis kriminelle ifølge den rådende, politiske ideologi er ofre for deres omstændigheder, hvorfor er da Breivik en ‘kristen, politisk højreekstremist’ og ikke et offer for sine gener og sin familiære patologi? Nåh, hva’, han kunne bruges, hvis man snittede ham lidt til. Med få klip kunne han blive en Gavrilo Princip eller en Marinus van der Lubbe, vupti! Lad være med at være halvsindssyg, nogen vil kapitalisere dig. Det sikreste er i politisk henseende, at være sprøjtende utilregnelig, og det er en mishandlet psykopat ikke.
Hvor mange som Kuklinski’er vil muslimske familier i Europa producere, der opdrager der børn kærlighedsløst, med vold og fraværende fædre? Hver gang arveligheden og miljøet finder sammen, har vi en potentiel morderisk katastrofe, og som psykologen Nicolai Sennels har beskrevet, er følelsen af krænkethed dybt indlejret i den normale, muslimske psykologi i forvejen. Den kræver dødsofre i Europa hver dag. Forleden i Tåstrup, Gøteborg og Berlin.
Blandt andet fordi vi sørger vores døde for afsporet aggressivitet, har vi lov at beskæftige os med Kuklinski og bebrejde de politikere, der gjorde drabene på dem mulige. At kalde ondskaben ‘psykopati’, er ikke at trænge særligt dybt ned i den, men filosof er jeg ikke som Rüdiger Safranski eller Søren Ulrik Thomsen. Jeg er et praktisk menneske, tilfreds med omtrent at kende mine begrænsninger. De tilsiger, at vi synker ned i mørket nu, fordi vores ledere ikke genkender mørket, når vi viser dem det. Norge ville ikke se den i ‘vitögat’, Sverige slet ikke. Det er at overvære som:
“Kærlighedens veje er dækket af blomster og blod, blomster og blod”. Hamsun, Victoria.
Vores politikere er kærligheden, hvis man vil sige det pænt. Det vi høster fra dem er blod. Vi skal ikke give dem lov, til at glemme det, hvor gerne de end vil. Vi husker dødsofrene for deres kærlighed meget længe.
(Affes post Folkutbytet fortsätter her er slettet, jeg beklager for kommentatorerne, men mit skriveri blev for langt.)
Det er måske at fejre en Machtergreifung i Sverige et par årtier for tidligt. Flaget er også wahabisternes og altså også Al- Qaedas. Imamen spiser intervieweren af med en sludder for en sladder. Ikke alle, der bruger det er terrorister, men alle muslimske terrorister gør. Det er nok med én googling for at se, hvad man skal forbinde med det flag, som er ganske umisforståeligt. Ville Expressen tage det så roligt hvis det var Swastika, moskéen flagede med? En misforståelse, et fint gammelt indisk symbol?
Selv islamisk trossamfund i Danmark, der ikke er kendt for at være retorisk blødsødne, måtte hviske det til journalisten Mohamed Sifaoui, som de troede varen medsammensvoren, i hans dokumentar Caricatures : les dessous de la colère på France 2 i 2006: “Vi er salafister, tys, tys, nudge, nudge.” Expressen går hjem og lader sig nøje – det er bare Eid, hvorfor spille journalist, når man ikke er det?
De blinde – journalisterne – leder de døve – svenskerne. Samme dag debatterede søvngængerne i Riksdagen blandt andet asylpolitik og Lampedusa. “Sverige går blidt ind i den gode nat” på et tidspunkt, hvor resten af Europa begynder at nægte at dø sovende.
Här hänger den flagga al-Qaida använder utanför en föreningslokal mitt i Göteborg. Sedan terrorattackerna mot USA den 11 september 2001 har terrornätverket haft den svarta flaggan som en av sina symboler.I stora delar av Mellanöstern är den en symbol för jihad-krigare och väcker avsky hos många offer till terrordåd. – “Det är färgen, den svarta, som är det viktiga här. Den symboliserar slag, strid, det är profeten Muhammeds stridsflagga,” säger terrorexperten Magnus Ranstorp. Här hänger flaggan al-Qaida använder
Paralleljustits i Tyskland – magtesløst Politi
Tidsskriftet PI refererer til en artikel i det tyske politiforbunds tidsskrift ‘Tysk Politi’ nummer 10/2013. Den fuldstændige artikel (på tysk) kan læses her: Paralleljustiz in Deutschland –Machtlose Polizei? PDF. side 6. Nedenstående er en del kommentarer samt citater fra artiklen. Snaphanens oversættelse.
‘Rapporter om muslimsk paralleljustits er sprængfarligt stof i Tyskland og rokker ved retsstaten. Så snart denne tvivl bliver højlydt, rammer den direkte politiet.’
Politiet stilles overfor krav om hårdere indgreb og for at gennemdrive statens love. I mange tilfælde oplever politifolk dog parallel retsforståelse, som de står hjælpeløse over for. Politifolkene har svært ved at tackle det. Det er forhold som behandles udenfor det tyske retssystem af såkaldte ‘fredsdommere’ og med betaling af bod fra gerningsmand til den forurettede. Dette system findes i alle patriarkalske samfundsstrukturer, for det meste, men ikke kun i muslimske. I problemområder (ghettoer) udvikler sig hjemmelavede regler som kortslutter retsstaten og dermed dens representanter.
Jeg har fornemmelsen at klokken er fem minutter i tolv når et sådant problem bliver så synligt, at det beskrives her i politiets fagstidsskrift. Naturligvis er det politisk sprængfarligt, at tage dette problem op af den enkle grund at det viser at visse folkegrupper hverken nu eller i fremtiden vil anerkende vort retssystem. Dette parallel justitssystem findes KUN i patriarkalske muslimske strukturer. Selvom man prøver at relativisere og glatte ud, så er det et faktum at Sharia breder sig stadigt mere, og at vort samfund står magtesløs overfor denne udfordring.
Flygtningetragedien ved Lampedusa må ikke kun tilskrives den trøstesløse situation i de lande, som folk flygter fra. Den må også tilskrives en uansvarlig europæisk elite, som har ført politik ud fra en illusion om, at de europæiske lande kan og skal bære konsekvenserne af sociale sammenbrud i andre dele af verden. Hvis ikke eliten kommer ud af den illusion og begynder at føre en politik, som har et realistisk syn på, hvad de europæiske lande har ansvar for, og hvad de kan bære, så bliver tragedien ved Lampedusa blot en forsmag på Europas tragedie.
Problemet er, at de herskende menneskerettigheds-og flygtningekonventioner gør asylmodtagelse til et rent juridisk spørgsmål, som alene tager hensyn til asylsøgernes situation, og fuldstændigt ignorerer det politisk afgørende spørgsmål om, hvorvidt modtagerlandene evner at indoptage de tilkomne flygtninge. Men det er en selvpålagt blindhed over for virkeligheden. Tager man hensyn til, at der er en social grænse for, hvor mange flygtninge et demokratisk land kan modtage uden at falde fra hinanden, så er det ikke givet, at det i den nuværende situation er rigtigt at lette adgangen for flygtninge til Europa.Det afhænger af, om man er ved at nå grænsen for, hvor mange flygtninge de europæiske lande har social kapacitet til at modtage.
.Det er altså denne [økonomisk svage] befolkningsdel, som kommer til at bære den tungeste del af byrden ved den fælles asylpolitik. Det bliver dem, som først oplever, at deres boligområder bliver mere fremmedartede og mindre hjemlige – og derfor også mindre trygge – på grund af de fremmede, som taler andre sprog, og som har andre skikke.
Sveriges statsminister slår igen fast, hvad der mere er en psykologisk tilstand end et politisk standpunkt. Lad os se, hvem der ender med at være isoleret. Tendensen i Europa skulle ellers ikke være til at tage fejl af. Man kan se den nedenfor, men også Tobbe Medieblog sammenfatter den for tiden og er nået til Frankrig. Hele det svenske politiske spektrum minder om de Radikale: “Hvis vi mener noget andet end befolkningen, er det et særligt tegn på, at vi har ret. Ellers giver’elite’ jo ingen mening.” (Når udlændingeandelen i Sverige i interviewet opgives til 15%, betyder det udenrigsfødte, den sædvanlige, statistiske sminke. Den virkelige andel nærmer sig 25%, og den vil passere 50 % i midten af århundredet.)
Reinfeldt er blevet et gidsel af 40 års svensk udlændingepolitik. At vende om nu, vil være tilbagetoget fra Moskva – ikke for Sverige – men for hele den medie-politiske klasse. Den personlige selvopholdelse vejer tungere, og der vil ikke forekomme nogen ændring af kursen, med mindre de nuværende ledere helt fjernes. Det står ikke i kortene for 2014 valget.
“Yes but I will not as we have seen in other parts of Europe.We will not use their[SD] language, we will not give them influence. We will isolate them, and say we believe in our open model. I made an agreement with my four party centre-right coalition with the Green Party which is liberal and open on these issues, saying that we should have even more open alternatives for people who want to work in Sweden. We probably have the most open system for labour migration in the world which you can see in the world and its actually working. We have a large increase people with both low skills and high skills coming into the Swedish labour market. This is also showing now in our figures, a growing part of the workforce which is actually born out of Sweden.”
“We will isolate them from influence because the only influence they are interested in is where they want to hit on immigrants and I don’t believe in those kind of political answers.” Frerik Reinfeldt, interview.
Når talen er om slaveri og slavehandel, er det næsten altid de afrikanske slaver, som på europæiske skibe blev fragtet til Amerika, der tænkes på.
Mindre kendt, ja næsten ukendt er det, at da den europæisk styrede slavehandel og -transport så småt kom i gang i 1500-tallet, havde den muslimske slavehandel allerede stået på i århundreder, hvorfor det da også overvejende var muslimske slavehandlere, der forsynede europæerne med slaver. Og de islamiske stater hentede ikke bare deres slaver i Afrika, men også i Indien og Europa.
Og da europæerne fra midten af 1800-tallet stoppede handelen og frigav slaverne, fortsatte de islamiske stater uanfægtet til langt op i 1900-tallet; en trafik der først stoppede efter pres fra Vesten.
Men på trods af at den islamiske slavehandel også er gået ud over europæere, herunder flere tusind danskere, nordmænd og islændinge, er den kun lidet kendt og endnu mindre kritiseret i vor del af verden.
Visse europæeres og amerikaneres hang til selvbebrejdelser og evindelige trang til at gøre alle andre kulturer end deres egen til stakkels ofre, gør, at vi fuldstændigt har overset de islamiske staters åbenlyse overgreb mod andre kulturer, herunder europæerne selv!
Dertil kommer, at den behandling som slaverne blev udsat for i de islamiske stater, var særdeles hårdhændet. Hvor man i Amerika lod slaverne få børn for at skabe nye generationer af slaver, lod man i de islamiske stater de fleste afrikanere kastrere og eventuelle børn dræbe. At afrikanernes ‘karriere’ som slaver sjældent varede længere end nogle få år før de segnede om gjorde ikke så meget, da der hele tiden kunne hentes friske forsyninger.
De europæiske slaver blev behandlet relativt bedre en afrikanerne. Hvis de havde en velhavende baggrund, kunne de efter lange forhandlinger frigives mod en løsesum. Og var de håndværkere, kunne de få en vis position i de muslimske samfund. Men fælles for dem, der blev, var, at de for at overleve måtte konvertere, eller som det hed, blive renegater, hvorefter de mistede deres identitet og for altid forsvandt sporløst i den muslimske masse.
Nu er der langt om længe og for første gang kommet en samlet fremstilling på dansk om emnet “Slaveriet indenfor islam”, skrevet af Kirsten Valeur.
Foruden den historiske gennemgang af de islamiske rigers omfattende, langvarige og systematisk organiserede slavehandel giver Kirsten Valeur et logisk bud på, hvorfor denne slavehandel ikke alene havde eksisteret længe før europæerne begyndte, men hvorfor den også fortsatte længe efter at europæerne stoppede: Den islamiske ideologi.
Slaveri er ikke alene sanktioneret i flere skriftsteder i koranen, men også omtalt i hadithen, idet Muhammed selv havde slaver!
Det er den enkle forklaring på, at de islamiske kulturer, hvad slavehandel angår, aldrig har ulejliget sig med den selvransagelse og selvbebrejdelse, som vi kender så godt i Vesten.
Og skulle fremtiden tegne lys og mægtig for islamisterne, er der ideologisk set intet til hinder for, at slaveriet kunne få et comeback i den muslimske verden. Dog måske under en anden betegnelse, f.eks. ‘Genopdragelse af vantro og frafaldne’.
Kirsten Valeurs bog vil forhåbentlig hjælpe med til at kaste mere lys over denne uhyggelige og alt for ukendte del af verdenshistorien. (Se Arab slave trade og Islamic views on slavery.)
Yahya Hassan skriver personligt digt til Uwe Max Jensen
Sjæle, hvor ilden brænder lidt mere sagte, ville efter en sådan omgang læne sig tilbage, hvile på laurbærene og nyde øjeblikket. Men ikke Yahya Ben del’Orm Hassan. Han har allerede skrevet et nyt digt, som han tirsdag aften postede på performancekunstneren Uwe Max Jensen ‘s Facebook væg. Det lyder i sin korthed:
“Uwe du virker som en klam nazist, fuck din mor din vantro.”
Allerede her ses en nyudvikling i Hassans eksplosive lyrik. Han har ikke alene forladt versalerne, som er karakteristiske for digtene i “Yahya Hassan”; han skriver også for første gang om andre end sin far, mor, søskende, fætre og beboerne i Aarhus Vest. Med det ny digt udstikker Yahya Hassan en ny retning for sin lyrik, da han i digtet tager den etnisk danske underklasse under behandling.
Selvom Uwe Max Jensen er rørt over at blive skrevet ind i litteraturhistorien, er Jensens personlige favorit stadig stroferne fra Yahya Hassans “Langdigt” (som Hassan læste op i Deadline), hvor Yahya Hassan med en udpræget kropslig bevidsthed skriver:
“Jeg pisser på Allah og hans sendebud, og på hans alle mulige uduelige disciple”.
Der rejser sig en bølge af indvandringsmodstand i næsten hele EU nu, bortset indtil videre fra Tyskland, Spanien og til dels Sverige. Det ligner et afgørende vendepunkt. Når tyskerne også rejser sig, har vi at gøre med en tsunami, der vil gøre dybt indtryk på selv de mest forbenede eurokrater, for så vidt EU stadig består i sin nuværende form til den tid.
Modstanden er kulturel og vil blive om ikke permanent, så dog meget langvarig. De tider vil slutte, hvor islamiske særkrav i Europa har en fri bane at spille på. At Danmark stadig i dag går foran resten af Europa, skyldes blandt andet at vi er et lille land med en høj demokratisk deltagelse, en godt informeret befolkning og en relativt fri nyhedsformidling. Fra bund til top er vejen ikke lang. At Tyskland, Sverige og Spanien er bagerst og sidst, har forskellige grunde, men ikke som over-Sverige vil tro, at de er særligt ædle. Tværtimod må man regne med at der kommer et særligt bittert opgør med multikulturalisterne i Sverige, når det kommer. Det er på vej, hvornår det topper, kan ingen vide. Der kan gå fem-ti år år endnu.
Tilbage står Europa med enorme indvandrerbefolkninger, og navnlig en stor muslimsk befolkning. Hvordan det vil spænde af over en generation eller to, er ikke rart at tænke på. Demokratier og bureaukratier reagerer sent, og jo senere desto værre selvpåførte lidelser, og Sveriges bliver værst.
De svageste og mest udsatte blev først ramt af multikulturen, det er også derfor vi stå foranr et oprør nedefra mod regeringer, akademiske eliter og EU. Lad os håbe, det forbliver et demokratisk oprør, der føres til ende uden blodsudgydelser. Gør det det, er det ikke Europas eliter og ledere, der skal takkes, de har gjort hvad de kunne, for at de kan gå galt. Går det galt, bør de selvfølgelig drages til ansvar, hvis de er i live. Multikulturen tilhører dem, ikke flertallet af befolkningerne. Der bliver trængsel ved håndvasken, måske de skulle bestille en plads i køen, sådan som engelske Labour allerede har gjort.
Det har været en af mine erfaringer ved at skrive om dette emne i mange år, at man godt kunne glemme at gøre indtryk på det store flertal af politikere ved hjælp af argumenter og fakta. Bare lyt til Radikale politikere, bagtroppens bagtrop hvad angår erkendelse, senest Allerslevs frækhed over for Jaleh Tavakoli, der udelukkende skyldtes hendes ophøjede uvidenhed om Muslimernes Fællesråd.
Den eneste mulige vej var, at gå udenom etablissementet og henvende sig direkte til befolkningerne. Det måtte blive et ‘oprør fra gulvet’, fra de udsatte og proletariserede, og det er fantastisk glædeligt at se, det nu langt om længe manifesterer sig i det meste af Vesteuropa. Opgøret med tredive års politisk vanvid og misbrug er trukket igang. Det vil før eller senere føre til et opgør med EU og en del FN’s konventioner, udtrædelse af Schengen, det vil kræve rundhåndede udvisninger, fratagelse af statsborgerskaber og at Middelhavet ikke krydses af flere fattigdomsflygtninge.
Det er ikke behageligt, men det kan ikke undgås og det kan lige så godt blive først som sidst. I horisonten er der en eksistenskamp, og den kan man ikke bede komme tilbage en anden dag, hvor det er mere belejligt. Man kan udskyde den tyve år, så bliver operationen blot så meget vanskeligere. Vi ophober problemer, og vi ophober en stor vrede, ingen tjener på at udskyde. Svigter politikerne, vil løsningerne blive udenomsparlamentariske, og det vil være deres skyld. De har ikke noget valg. Europæere er mere tolerante end de fleste andre, når deres tolerance er ved at slippe op, blinker de røde lamper og varsler om vold forude. At overse dem, er utilgiveligt.
Udviklingen vi ser nu fejer med ét megen modløshed gennem årene til side, men undervejs har de såkaldte eliter skadet vores lande, kompromitteret demokratiet og givet efterkommerne et gigantisk oprydningsarbrejde. De bliver ikke glemt lige med det første.
The very first essay I ever wrote under the pen name Fjordman, published at my then brand-new blog on February 20, 2005, was entitled “Muslim Rape Epidemic in Sweden and Norway — Authorities Look the Other Way.” I had been active on the Internet and written comments on other people’s websites well before that date, but in many ways this marked the beginning of my more dedicated writing career.
Over the years I have written quite a few essays about Sweden, despite never having lived there myself. One of the reasons for this is because it is by far the most extreme of the Nordic countries when it comes to mass immigration and Multiculturalism. In terms of ideological indoctrination, suppression of dissent and media censorship, I would argue that Sweden is one of the most totalitarian countries in the entire Western world. Outsiders don’t always realize how bad the situation really is.
Recent immigrants from certain repressive cultures have sometimes brought with them a number of unwelcome traditions from home, such as honor killings. These types of problems tend mainly to target women within the immigrant communities, although this does not make them any less regrettable. Yet there are plenty of problems and imported Multicultural tensions that cause suffering among the native population, too.
It’s not entirely coincidental that the first essay I wrote under the pseudonym Fjordman was about rape in Sweden. In no case is there a worse discrepancy between how Sweden likes to present itself to the world and how the country actually is than when it comes to the question of rape. Its carefully cultivated image as a champion of women’s rights runs counter to the real-life fact that Sweden is becoming a hell for many women.
I no longer write about this subject as often as I once did for the simple reason that I’m tired of it. It’s for the same reason that I sometimes write about science and astronomy whenever I’m fed up with Islam: you get tired of digging into darkness sometimes. Sadly, darkness doesn’t always go away just because you don’t want to talk about it.
Rapes vs. immigration rates in Sweden, 1980-2008
[Header] Residence permits granted during the year — The number of reported rapes in the years 1980-2008 (Source Migration Board, BRÅ)
[Footer] (grey) Granted residence during the year — (red) Number of reported rapes during the year Original article (Swedish)
The problem of rapes in Sweden is worse now than when I first wrote about it almost a decade ago. The 6,320 reported rapes officially registered in that country in 2012 almost certainly do not represent the full number of such crimes that actually took place that year. In 2880 of these registered rapes, the victims were minors and children aged between 0-17 years old. A surprising 10% of these victims of child rape in Sweden in 2012 were boys. The male percentage of rape victims is smaller for adults, but still higher than it used to be some time ago.
We know that many rape victims do not report the crime, perhaps partly due to shame and fear. If we assume that 25% of the rapes that are committed are reported to the police authorities, the total number of rapes in Sweden in 2012 would actually be over 25,000 rather than 6320, which was already bad enough. If we assume that just 10% of the committed rapes are actually reported and recorded, an estimate which some researchers operate with, the number of rapes in Sweden in 2012 alone would be a staggering 63,200.
If we use the lower of these two estimates, that amounts to roughly one hundred thousand rape victims in Sweden in just four years. If we use the higher — but still not totally unrealistic — estimate, that would make a quarter of a million Swedish rape victims within a four-year period, and one million in about sixteen years.
By any estimate, we are in all likelihood dealing with hundreds of thousands of rapes per generation, perhaps between half a million and one million. That’s an incredibly large number for a country with just over nine million inhabitants. It resembles war. Tens of thousands of these victims are children.
It is known that some particularly vulnerable victims are raped more than once. We should also recall that of the roughly 4,5 million females in Sweden, some are quite old and therefore statistically unlikely to be targeted by rape. This makes the percentage of young Swedish women being raped all the worse.
A report from 2011 showed a shocking rise in the number of consummated rapes against children under the age of 15. The number rose from a little over 200 in 1995 to about 1400 in 2008. The curve was then still rising. It is conceivable that some of this could be related to a change in the legal definition of rape, but the increase is so staggering that is highly likely to reflect a very real increase in the number of rapes in Swedish society.
The Danish author Morten Uhrskov Jensen looked into the official numbers and found that in the first seven months of 2013, Stockholm County alone registered 300 — three hundred — reported rapes of minors under the age of 15. That’s more than 500 a year, if the trend continues. This figure was for a single region only, not for the entire country.
Minors under the age of 15 are children by virtually any definition. Moreover, as mentioned previously we always have to take into account that not all such cases are reported. We are thus dealing with in all probability thousands of child rapes annually in Sweden, and by extension tens of thousands per decade.
As Morten Uhrskov Jensen stated, these figures are nothing less than horrific for what used to be a peaceful Scandinavian country. These victims are not just faceless numbers in a statistic; they are very real human beings. Many of them have their lives destroyed. In some cases, the victims have become so traumatized that they’ve taken their own lives. The families of the victims will also be affected by the trauma of such crimes.
One should keep in mind here that this comes on top of various types of sexual harassment and abuse that are not technically classified as rape. Besides, we have countless other cases of non-sexual abuse, assault, robberies, harassment and violence targeting people of both sexes on a regular basis. In combination, this generates an atmosphere of violence and fear.
There were rapes in this region before non-European mass immigration, of course, but not nearly as many as now. In addition to sheer numbers, the brutality has gotten worse, sometimes involving sadistic torture. Gang rapes used to be exceedingly rare in Scandinavia, but sadly, this is no longer the case. As we have just seen above, the number of rapes involving minors and children has also shown a shocking increase.
Rape of men, too, used to be uncommon in this part of the world. Not anymore. A 17-year-old boy reported being gang raped by several men in the town of Växjö in southern Sweden. In 2012, 132 men in Sweden reported being raped. Once more, we have to assume that quite a few people don’t file a report at all. The humiliation, shame and stigma attached to being a male rape victim are presumably at least as strong as for female victims.
