Nogen sidder på spring efter englænderens strube. For et år siden hed det: “There are 2,000 individuals who are being monitored. There are 200 terror-networks involved and 30 active plots” og Rising threat of dirty bomb attack on UK. Det vil uvægerligt gå galt igen, men fagfolk med forbindelser til den engelske regering siger, at et “vellykket” terrorangreb i ny og næ, er det mindste af Englands problemer. Det virkelige problem er, at større dele af centrale engelske byer som enklaver glider væk fra statens jurisdiktion i disse år, og at myndighederne mangler midler til at forhindre det.
At least 25 British-born Muslims are believed to be plotting to bomb western airlines after undergoing extensive training in Yemen.They are British extremists in their 20’s who are from different parts of UK including Bradford, Luton, Leytonstone and East London.
These young British Muslims are due to return to London in 2010 to await further instructions from al-Qaeda on when to strike, Umar Abdulmutallab told authorities. A Scotland Yard source said: “The great fear is Abdulmutallab is the first of many ready to attack planes and kill tens of thousands.” “We know there are four or five radicalised British Muslim cells in the Yemen. “They are due back within months when they will be under constant surveillance.”
The 25 suspects, of Pakistani and Somali descent, were radicalised in UK mosques. Some had been to university and studied engineering or computer sciences. 25 British-born Muslims Plotting to Bomb Western-Owned Airlines, I’m the first of many, warns airline ‘bomber’ Umar Farouk Abdulmutallab – The student visa loophole that lets 1.5m into the country unchecked.
Et hierarki af tabuer
Britiske the Daily Telegraph er så afgjort en af de mindre berøringsangste aviser i et land der i det offentlige liv er underlagt et jernhårdt statsligt regelregimente. Her går de for et mainstreammedie pænt tæt på den sandhed hvis håndtering udmøntes i menneskeliv – som her civile flypassagerer. Avisen er her landet på et vel kompromissøgende begreb de kalder “jihadist Islamism”. Kommentaren behandler på rimelig vis rådvildheden og inkonsekvensen i myndighedernes behandling af det flyterrorproblem der nu har fået en ny twist med eksplosiver skjult i underbukser. Men set her fra blogverdenen er det stadig tæt på, men ingen cigar: Hvad er således ‘ikke-jihadisk islamisme’, og hvad er ‘ikke-jihadisk, ikke islamistisk islam’ for nogle størrelser, hvem tegner dem, er disse overhovedet demokratisk acceptable alternativer (og ikke bare udtryk for fredelige midler hen imod det samme mål), og måske allervigtigst – hvordan skiller man bukkene fra fårene ikke bare i lufthavnens sikkerhedskontrol, men også ved tildeling af opholdstilladelser?
Vi kender godt svaret. Det kan man ikke, og neologismen “jihadist Islamism” er da også endnu et figenblad der skal muliggøre at avisen kan sætte ord på problemet – en totalitær ideologi forklædt som religion. Der sådan cirka befinder mainstreammedierne sig verden over, når de svinger sig højt. Der findes selvfølgelig endnu værre tabuer end det håbløse i at udpege ikke-islamistisk islam: At fredelige og reelt velmenende muslimer er enablers så længe de ikke er i stand til at opstille et teologisk og voldsparat modværn mod “islamisterne”, med dertil hørende muligheder for os for at skelne ven fra fjende.
Måske er dette det allerstørste tabu, eller dette kunne også meget vel være hvad vi har fået et lille eksempel på herhjemme på det seneste: Opstilling af forskellige fremtidsscenarier. Jeg er ikke bekendt med en eneste avis der fra redaktionel side ville turde pådrage sig det altid standende beredskab der øjeblikkeligt vil afspore en sådan debat med manipulation af ‘kan ske’ til ‘bør ske’. Vi vil næppe opleve mainstreammedierne tage dette spring ud i det allermest uanstændige. Så hellere lade fremtiden udfolde sig uden indblanding eller debat (LFPC).
[…] Jihadist Islamism is also a murderous ideology, comparable to Nazism in many respects. The British public realises this; so do the intelligence services. Yet because it arises out of a worldwide religion – most of whose followers are peaceful – politicians and the public sector shrink from treating its ideologues as criminal supporters of violence. Instead, the Government throws vast sums of money at the Muslim community in order to ensure that what is effectively a civil war between extremists and moderates is won by the latter. This policy – supported by all the main political parties – does not seem to be working. The authorities, lacking specialist knowledge, sometimes turn for advice to “moderate” Muslims who have extreme sympathies; supporters of al-Qaeda are paid to disseminate their ideology to young people.
Radical Islamist leaders are not stupid: they know how to play this system. The indoctrination of students carries on under the noses of public servants who are terrified of being labelled Islamophobic or racist. Therefore they fail to do their duty, which is to protect Muslims and non-Muslims alike from a terrorist ideology. If providing that protection requires fewer “consultations” with “community leaders” and more arrests, then so be it. Detroit terror attack: A murderous ideology tolerated for too long
Tidligere Guantanamo-fanger bag mislykket flyterror
Det må ærgre Gutmenschen verden over at forsøget på at få gutterne på ret køl med “kunstterapi” ikke lige gjorde udslaget her. Via Jihad Watch:
Two of the four leaders allegedly behind the al Qaeda plot to blow up a Northwest Airlines passenger jet over Detroit were released by the U.S. from the Guantanamo prison in November, 2007, according to American officials and Department of Defense documents. Al Qaeda claimed responsibility for the Northwest bombing in a Monday statement that vowed more attacks on Americans.
American officials agreed to send the two terrorists from Guantanamo to Saudi Arabia where they entered into an “art therapy rehabilitation program” and were set free, according to U.S. and Saudi officials. […] Two al Qaeda Leaders Behind Northwest Flight 253 Terror Plot Were Released by U.S.
Retvinklet trekantsdrama
I DR TV’s Deadline forleden udspilledes et politisk trekantsdrama mellem Mads Brügger, Ole Birk Olesen og Lars Hedegaard.
Dramaet udsprang af, at sidstnævnte havde blottet en flanke under et interview i sit hjem ved at tale om muslimer i stedet for islam, og derved havde fået en rift, der hurtigt sendte færten af blod ud blandt offentlighedens ulve.
Her lever man netop for sådanne øjeblikke, hvor der er mulighed for avancement på bekostning af det svækkede individ, som dermed ofres. I dette ærinde fór de to ulve da også fra trekantens spidse vinkler frem mod Hedegaard, hvis udgangspunkt var det trængte hjørne – den rette vinkel i trekanten.
En enkelt betragtning bekræfter udlægningen til fulde: Brüggers og Olesens indbyrdes indforståede smil, og deres nervøse skulen til Hedegaard. […] Kristian Nielsen: Retvinklet trekantsdrama
Er 200.000 indvandrere om året nok?
2008 hände något dramatiskt i Sverige – invandringen översteg det året 100.000 personer. Och då går det inte längre att ens låtsas som att det skulle finnas några ”hårda krav” eller ”stängda grindar”. Invandringen var inte direkt blygsam åren innan dess heller – men det är något alldeles särskilt magiskt med en sexsiffrig siffra till ett land som inte ens har 10 miljoner invånare. [..] Och varför det till och med råder något slags inbördeskrig i vissa frågor i regeringen, det kan man verkligen fråga sig. Är inte en invandring på 100.000 per år en tillräckligt hög siffra? Blir folk nöjda först om det är 200.000? En migga är orolig
Man forstår at medarbejderen på Migrationsverket er urolig. Regering og Riksdag er handlingslammede, man er henvist til at gætte sig til grunden.En rimelig antagelse er, at de er lammede af indbyrdes uenighed, som danske socialdemokrater i årene op til 2001. Imens lader de Sverige sejle indtil den dag, befolkningen måtte bringe dem på bedre tanker. Den er desværre ikke lige op over. Det er også rimeligt at antage, at en del af de problemer deres passiviet akkumulerer “mens Sverige sov”, vil være uløselige i al fremtid og derfor af sig selv også blive Danmarks og Norges. Hidtil har kun Søren Espersen har blik for det aspekt: “Sverige är problemet i Norden”. I dag fortsætter det ejendommelige, ørkesløse svenske spejkabinet, der går under navnet politisk debat: “Risken är att vi förlorar en debatt som ändå aldrig går att vinna.”Han ska lära S-politiker hantera SD, Sverigedemokraterna kan få en vågmästarroll i riksdagen efter nästa val. Men genom att övriga partier gemensamt bildar ett ”anti-parti” som alltid röstar tvärtemot SD kan partiets inflytande kvittas bort.
Svenske journalisters private lomme-dagsorden
Skal man tro aviserne, taler hele Danmark om dronning Margrethes eventuelle abdikation. Jeg har godt nok ikke set diskussionen andre steder end i DN, Kvällsposten og Sydsvenskan (Rykten snurrar om abdikation, Höga odds på dronningens nyårstal, Hårt spel på drottning Margrethes nyårstal.) men vi ved jo alle at det konstitutionelle monarki er et vældigt demokratisk problem, hvis snarlige løsning kun afventer at den enfoldige svenske almue indser problemets overordentlige vigtighed. Därför kan vi inte tala om monarkin, Kungligheterna hamnar i vägen för debatten. Rent vås. Debatten falder på stengrund simpelthen fordi befolkningen vil have deres kongehus og journalisterne er forelskede i pseudo-problemer. Kønskrigen, der hives ud af respiratoren hver uge, er eksemplet par exellence. Svenske mænd og kvinder vil ikke ligge i krig, de vil gifte sig og have børn, og de er overvejende heteroer. Der er intet at gøre ved det rent journalistisk.
Hvad sagde jeg i Bruxelles – og hvorfor sagde jeg det?
28. december 2009 af Lars Hedegaard
En sand storm af forargelse har ramt min ringhed siden offentliggørelse af det famøse “dogmeinterview” (for nu at citere Katrine Winkel Holm), jeg den 17. december gav til Snaphanen.
På Deadline den 21. december fremdrog Ole Birk Olesen pludselig et løsrevet citat fra en tale, som jeg i 2007 havde holdt i Bruxelles, og hvor af det skulle fremgå, at jeg var modstander at demokratiet og retsstaten og derfor pønsede på udveje til at oprette ulovlige parallelle institutioner. Talen har for længst været offentliggjort her i Danmark – uden at vække nogen særlig opsigt. Men nu er man åbenbart begyndt at interessere sig for mine gamle taler og skrifter. Det er naturligvis ærefuldt, selv om det kommer til udtryk i angreb på noget, jeg aldrig har påstået eller ment. (foto EU parlamentet, okt. 2007)
















