“EU er borte – det havde ingen reelt indhold. Det var et drømmeprojekt fra starten. Man har ondt af Löfven”
“Fort Europa kan kun blive et rigtigt fort, hvis porten lukkes”
“Straksopbremsning” eller Marrakesh?
Christian Foldager skrev i torsdags en alt for overset artikel, der på kortest mulige plads beskriver, hvordan EU både vil blæse og have mel i munden, både vil tage imod migranter og ikke vil, og hvordan EU er nærmest fraværende nu hvor det virkelig skulle vise sin betydning for sine mange milliarder Euros.
Forkvinden støtter grækernes grænsekamp, samtidigt som landet ikke må nægte “flygtningene” at søge asyl. Det hænger ikke sammen i den virkelige verden. En måneds Kinasyge endnu, og politikerne vil have deres yndlingssituation: Omstændighederne tager de beslutninger for dem, de skulle have taget for tyve år siden.
Skæringspunktet er, når lillestaten hellere vil overleve som nation end adlyde uvalgte bureaukrater, der er stik-i-rend drenge for verdens største formuer
Det er årtier siden, at EU skulle have indtaget en rationel holdning den den stigende invasion og belejring fra den 3 verden, vi kommer til at leve under de næste hundrede år. Og EU toppens uvilje mod at vælge, afspejler sig desværre i lederne af de store danske partier. De vil både holde migranter ude, og overholde stadig mere urealistiske konventioner. Skæringspunktet er, når lillestaten hellere vil overleve som nation end adlyde bureaukrater i Bryssel, der ikke er folkevalgte. Vi er der ikke endnu, men vi er på vej.
En dag vil deres bukser sprække, men foreløbig lykkes de med at holde vælgerne hen med varm luft. Løkke og Støjberg var rent virtuose bedragere på området (Straksopbremsning/ Marrakesh.) Regeringen Frederiksen siddet også fast i dilemmaet personificeret i Tesfaye, der er lige så fast i retorikken, som han er løs i kødet. Venstre forspildte den rigelige chance, de havde fra 2001 til 2011 og 2015-2019, for at vælge mellem nation og internationalisme. Fuldstændig spildtid og træden vande, som politik for det meste er.
EU nægter kort sagt at vælge, men det er på tide, at EU konfronterer dilemmaet
Valget mellem idealer og realiteter lader til at være uoverkommeligt for de toneangivende politikere i EU, der fremstår handlingslammede og ubeslutsomme. »Vi kan ikke sige til alle flygtninge, at de kan komme til Tyskland, for det klarer vi ikke«.
Fortsæt med at læse “Lars Bern: EU og globalismens sidste suk”


