Teksten er norsk, men kan komme på dansk. Nødversion af Borderless på Bit Chute nu indlejret, da Censur-Tube bliver ved med at fjerne dokumentaren.
Af Hans Rustad
Filmen Borderless er blitt et symbol på det den vil bekjempe: Makt som leker med europeernes skjebne. Når youtube velger å undertrykke denne filmen, viser de at politikken ikke tåler offentlighetens lys. Ved å undertrykke filmen viser Google at de frykter konsekvensene av filmen.
Lauren Southerns film Borderless er lagt ut. Men nesten ingen har sett den. Hvorfor? Fordi youtube undertrykker filmen så ingen skal se den. Det er helt utrolig og et eklatant eksempel på hvordan de store techselskapene er blitt selvbestaltede politiske aktører. Det er helt uakseptabelt.
Da nærværende dagbogsskriver er lidt træt i håret, har vi bedt skuespillerinden Ghita Nørby kommentere valgkamp 2019, og “det kan jeg da godt”, svarer Ghita, “hvis du ikke selv gider. Jeg synes ærlig talt det er den mest åndssvage valgkamp, jeg i mine livsskabte dage har oplevet, og det siger ikke så lidt”. Ghita fortsætter:
“Jamen, hvad skal jeg kommentere? Lars Løkke er en pudseklud, når han da ikke lige vælter ind på værtshuset “Ølivom” i en 800 hektoliter brandert med livvagter og dronning Dagmar på slæb. Manden er sikkert flink nok, men hvad har han forestillet sig? Hvorfor går han ikke bare hjem og slår græsplæne, så gør han da ikke noget forkert?!
The video is a Dutch campaign commercial targeting voters in today’s European parliamentary elections. It features the evil dictator of the EU, “Hans Brusselmans”, an obvious parody of Frans Timmermans. I’ll bet there are a lot of other references in this clip that the Dutch will find hilarious. And it was created by the Socialist Party, of all things. GoV.
Ulrik Høy: Junkmedier
Højrekræfterne sprudler, og det vækker mishag og jalousi i ‘Journalistisk Venstreparti’, som Ralf Pittelkow så præcist har kaldt det.
For lige at rekapitulere: der er 10.000 medlemmer af Dansk Journalistforbund, og de 99,8 pct. hader Donald Trump, foragter Donald Trump, forsømmer ingen lejlighed til at rakke ned på Donald Trump, så det er ensretningen bag den journalistiske mangfoldighed.
Jeg håber, at den kvindelige amerikanske ambassadør i Danmark fortæller Washington om disse særegne forhold. Her har vi den danske presse, Den fjerde Statsmagt, som den kaldes, og den er gennemsyret af afsky for den amerikanske præsident. Aldrig før har man oplevet så unison en afsky fra danske medier, og det er da værd at sende over til Guds eget Land.
Et af Katie Hopkins hovedpointer er at der hvor islam trænger frem bliver multikultur gradvis erstattet af monokultur – islam. Det er derfor ubegribeligt at venstrefløjen fortsætter med at promovere islam under tolerancens fane. Er det mon fordi socialismen rummer den samme selvmodsigelse: En hyldest til ytringsfriheden, der afløses af enetale?
Dagens venstrefløj er endt op på samme ideologiske sted som islamisterne: De tolerer ikke andre meninger end deres egne. Islamisterne har lært at sælge deres budskab af socialisterne:
I Sortedammen midt i København ligger en ø, der er blevet invaderet af skarver, som får træer og buske til at miste bladene og gå ud. Og når først en skarvkoloni har sat sig fast på et område, bliver det med tiden gråt og livløst, så ingen planter eller andre fugle end skarven kan trives der.
Situationen på øen minder i forbavsende grad om den, der er opstået i de områder rundt omkring i København, hvor tilhængere af Muhammeds fremmedfjendske og intolerante ideologi har dannet kolonier. De, der ikke er en del af kolonien, får det svært og må rejse væk.
Tommy Robinson fører kampagne i Blackburn og Burnley
Sådan ser begyndelsen på et folkeligt oprør ud. Tommy Robinson har alt det, ingen ‘rigtige’ politikere har: Ægthed, charme, folkelig appel, nerve, spontaneitet, humor. Man kan komme igennem det her uden at kaste op. Tror Fanden, der er bange for ham og forfalder til beskidte tricks. Hvilken taler! Jeg kunne høre på det i timevis, og jeg har ikke hørt én dansk valgdebat.
Måske hører jeg den sidste, for at se om Paludan sparker lidt liv i de teatralske, politiske ligmasker. Jeg har mødt mange fantastiske mennesker gennem årene, og de der har gennemført de største personlige rejser, har måske gjort mest indtryk på mig: Hirsi Ali, Hamed Abdel-Samad, Karem Ameer – og Tommy Robinson. Til sommer håber jeg, jeg møder ham for tredje gang.
Det er meget interessant at høre Europas indvandringsselvmord kommenteret af usentimentale israelere. Der falder nogle rå sandheder undervejs også fra det informerede publikum. Læg især mærke til den knivskarpe dr. Daniel Schueftan (“the rudest person in Israel.”).
Hvis der er et Douglas Murray oplæg forud for dette, er det i al fald ikke online endnu. Samtalen foregik samtidigt med den der “europæiske sangkonkurrence,” som én meget sandt beskriver: Så blev Eurovision Song Contest marxistisk högkultur, så deltagerne her havde en god undskyldning for ikke at overvære elendigheden.
EU jordskælv: Nationale antiføderalister mere end fordobles
Det er Danske Folkepartis gruppe European Alliance of Peoples and Nations der eksploderer. Man bør derfor glemme alt om postkommunisterne i Folkebevægelsen mod EU og stemme DF. Det er et vigtigt valg, meget vigtigere end det halvsørgelige danske Folketingsvalg. Jeg stemmer kun, fordi det stadig er muligt at stemme imod den store kødrand af landssvigere på Christiansborg. Forsvinder den, står den på sofaen.
Nationale danske vælgere er faldt i en nærmest svensk koma. Nu vil de have de røde igen, og deres indvandringsivrige støttepartier. Danskerne synes at have vedtaget med sig selv, at indvandringsproblemerne ikke skal have en demokratisk løsning. Pæne, nydelige løsninger er ved at glide os af hænde. Politikerne er naturligvis hovedskyldige, men befolkningerne valgte ikke at kaste deres lod i skålen mens tid var.
Schueftan ovenfor siger, at de vestlige demokratier fungerer ad Helvede til, fordi for mange ignoranter vælger for mange tumper. Nogle gang kan man godt forstå, at eurokrater og nationale toppolitikere ikke er så vilde med ideen om demokrati. Bare tænk på Løkke, Støjberg og hele det afslørende Marrakesh-show. At indlemme folket i beslutningerne, er dybt suspekt for dem. Jo større beslutninger politikerne tager, desto mindre demokratisk legitimitet har de. Det er tommelfingerreglen i demokratiteatret. Tænk også på Udlændingeloven af 1983. Demokrati?
Det ser ud til, at Lars Løkke og Blå Blok er på vej til at tabe valget, og det har ikke noget med politik at gøre. Det handler om træthed, vælgertræthed, og så må Lars Løkke og Blå Blok vige pladsen til fordel for gratisterne, altså de røde.
Sjældent er en opposition kommet så let til magten, og hvad har de røde egentlig at byde på? Intet. Kun snak om en ting og nye kandidater, som ingen kender, og som ikke ved, hvad der er op og ned udenfor et offentligt kontor.
Mette Frederiksen vil blive statsminister, skønt hun i evner og fremtræden minder mere om den ny forstander på ungdomsskolen i Vojens. Mette F. vil tale barnligt og engageret om vigtigheden af alting og økologi og grøn omstilling og mere omsorg for miljøet og vores allesammens klode, hvor isen smelter, og skolens elever snart skal gå med snorkel og våddragt.
Der er træk ved dagens Danmark, der kan minde om optakten til en borgerkrig
Jens Martin Eriksen og undertegnede har noget til fælles: Vi var begge optaget af borgerkrigen i Bosnien og resten af det tidligere Jugoslavien, mens det skete. Det gjorde et uudslettelig indtryk på os. Få troede at der ville bryde borgerkrig ud i Bosnien. Antallet af blandingsægteskaber var 40 procent. Det ville være som at skære i sit eget kød. Så skete det alligevel.
En borgerkrig bryder ud når de styrende ikke forstår hvad der sker og selv bliver katalysatorer. Det var det samme i Weimarrepublikken, hvor nationalsocialisterne forstod at udmanøvrere eliten og kommunisterne.
Der er træk ved dagens Danmark, der kan minde om optakten til en borgerkrig. Den er ikke uafvendelig. Men den er mulig. Man skal bare fortsætte ad samme spor som i dag, så vil modsætningerne stige.
Jeg har ikke fulgt synderligt tæt med i politiske debatter de sidste mange år. Mest fordi de ikke handler om det som Danmarks politiske problem egentlig er; hvilket er en drastisk og ret omfattende befolkningsudskiftning.
Næ, min interesse har efterhånden helt forladt hele medie-verdenen med dens kommentatorer, politiske “eksperter” og andre snik-snakkere der med deres blinde tro på systemet er med til at køre landet i sænk. I dag har jeg det med politikere og “kommentatorer” som jeg har det med postmoderne kunst-gallerier: Jeg gider det ikke. Jeg ved det eksisterer, men jeg gider det ikke. Selv “demokratiet” er jeg begyndt at miste respekt for.
