Det er meget interessant at høre Europas indvandringsselvmord kommenteret af usentimentale israelere. Der falder nogle rå sandheder undervejs også fra det informerede publikum. Læg især mærke til den knivskarpe dr. Daniel Schueftan (“the rudest person in Israel.”).
Hvis der er et Douglas Murray oplæg forud for dette, er det i al fald ikke online endnu. Samtalen foregik samtidigt med den der “europæiske sangkonkurrence,” som én meget sandt beskriver: Så blev Eurovision Song Contest marxistisk högkultur, så deltagerne her havde en god undskyldning for ikke at overvære elendigheden.
EU jordskælv: Nationale antiføderalister mere end fordobles
Det er Danske Folkepartis gruppe European Alliance of Peoples and Nations der eksploderer. Man bør derfor glemme alt om postkommunisterne i Folkebevægelsen mod EU og stemme DF. Det er et vigtigt valg, meget vigtigere end det halvsørgelige danske Folketingsvalg. Jeg stemmer kun, fordi det stadig er muligt at stemme imod den store kødrand af landssvigere på Christiansborg. Forsvinder den, står den på sofaen.
Nationale danske vælgere er faldt i en nærmest svensk koma. Nu vil de have de røde igen, og deres indvandringsivrige støttepartier. Danskerne synes at have vedtaget med sig selv, at indvandringsproblemerne ikke skal have en demokratisk løsning. Pæne, nydelige løsninger er ved at glide os af hænde. Politikerne er naturligvis hovedskyldige, men befolkningerne valgte ikke at kaste deres lod i skålen mens tid var.
Schueftan ovenfor siger, at de vestlige demokratier fungerer ad Helvede til, fordi for mange ignoranter vælger for mange tumper. Nogle gang kan man godt forstå, at eurokrater og nationale toppolitikere ikke er så vilde med ideen om demokrati. Bare tænk på Løkke, Støjberg og hele det afslørende Marrakesh-show. At indlemme folket i beslutningerne, er dybt suspekt for dem. Jo større beslutninger politikerne tager, desto mindre demokratisk legitimitet har de. Det er tommelfingerreglen i demokratiteatret. Tænk også på Udlændingeloven af 1983. Demokrati?
Det ser ud til, at Lars Løkke og Blå Blok er på vej til at tabe valget, og det har ikke noget med politik at gøre. Det handler om træthed, vælgertræthed, og så må Lars Løkke og Blå Blok vige pladsen til fordel for gratisterne, altså de røde.
Sjældent er en opposition kommet så let til magten, og hvad har de røde egentlig at byde på? Intet. Kun snak om en ting og nye kandidater, som ingen kender, og som ikke ved, hvad der er op og ned udenfor et offentligt kontor.
Mette Frederiksen vil blive statsminister, skønt hun i evner og fremtræden minder mere om den ny forstander på ungdomsskolen i Vojens. Mette F. vil tale barnligt og engageret om vigtigheden af alting og økologi og grøn omstilling og mere omsorg for miljøet og vores allesammens klode, hvor isen smelter, og skolens elever snart skal gå med snorkel og våddragt.
Der er træk ved dagens Danmark, der kan minde om optakten til en borgerkrig
Jens Martin Eriksen og undertegnede har noget til fælles: Vi var begge optaget af borgerkrigen i Bosnien og resten af det tidligere Jugoslavien, mens det skete. Det gjorde et uudslettelig indtryk på os. Få troede at der ville bryde borgerkrig ud i Bosnien. Antallet af blandingsægteskaber var 40 procent. Det ville være som at skære i sit eget kød. Så skete det alligevel.
En borgerkrig bryder ud når de styrende ikke forstår hvad der sker og selv bliver katalysatorer. Det var det samme i Weimarrepublikken, hvor nationalsocialisterne forstod at udmanøvrere eliten og kommunisterne.
Der er træk ved dagens Danmark, der kan minde om optakten til en borgerkrig. Den er ikke uafvendelig. Men den er mulig. Man skal bare fortsætte ad samme spor som i dag, så vil modsætningerne stige.
Jeg har ikke fulgt synderligt tæt med i politiske debatter de sidste mange år. Mest fordi de ikke handler om det som Danmarks politiske problem egentlig er; hvilket er en drastisk og ret omfattende befolkningsudskiftning.
Næ, min interesse har efterhånden helt forladt hele medie-verdenen med dens kommentatorer, politiske “eksperter” og andre snik-snakkere der med deres blinde tro på systemet er med til at køre landet i sænk. I dag har jeg det med politikere og “kommentatorer” som jeg har det med postmoderne kunst-gallerier: Jeg gider det ikke. Jeg ved det eksisterer, men jeg gider det ikke. Selv “demokratiet” er jeg begyndt at miste respekt for.
Tommy Robinsons valgkampagne blev forleden angrebet af tilrejsende muslimer, der kaldte sig Muslim Defence League. Her beskriver Avi Yemini hvordan presse og You Tube/Google forsøger at forhindre, at offentligheden får kendskab til overfaldet. CENSORED: THE ONE VIDEO THEY KNOW WILL WIN TOMMY THE ELECTION.
Dette er krigen, vesteuropæiske politikere har plantet, mens den endnu er lille og administrerbar. Det bliver den ikke ved med at være, og det skal politikerne være meget, meget mere nervøse for, end de er, for de vil blive gjort eneansvarlige for de tragedier, der allerede begynder at komme ud af deres sociale eksperiment.
MSM-dækningen er yderst sparsom og forudindtaget mod Tommy Robinson. Hvad vi ser er, at man ikke kan have ægte demokrati i en multikultur. Folk grupperer sig efter etnicitet, og går til angreb på alle andre.
Det er kommunerne og de private husholdninger der er belånet op over skorstenen. Den svenske krone er i frit fald, idag koster den 69 danske ører. “En fallande krona kan förklaras av att utlandet tappat förtroende för vår ekonomi och politiska styre. Men det handlar inte om att devalvera den svenska kronan utan om att devalvera landet Sverige,” skriver Tino Sanandaji, nationaløkonom.
Myndigheten för samhällsskydd och beredskap, MSB, bekymrer sig over “det negative Sverigebillede.” Det bekymrende ved det svenske selvbillede er, at det befinder sig på et tidpunkt omkring Olof Palme, da Sverige var verdens fjerde rigeste land, og havde en fredelig, produktiv befolkning.
Ulrik Høy dagbog 10: De koranvenlige
De koranvenlige danskere er pot og pande med kalifatets bedste venner
De koranvenlige danskere hyler og skriger over Rasmus Paludan, der spadserer rundt på Nørrebro og siger det, som andre ikke tør sige og stiller op til det, som andre kun stiller op til i deres værste mareridt. Hvem går frivilligt ind til løverne i Zoo og rykker dem i halen? Jeg gjorde det ikke – i al fald ikke uden dyrepasser, bevæbnede vagter og en storvildtjæger i buskadset.
Björn Wahlroos, der er bestyrelsesformand i forsikringskoncernen Sampo i Finland og en kendt og magtfuld person i finsk erhvervsliv har i Hufvudstadsbladet via netavisen ”Fria Tider” givet udtryk for den opfattelse, at det var en stor misforståelse at Finland gik med i EU’s valuta, ”euroen”, i 1999. Björn Wahlroos mener, at Finland burde have beholdt sin egen valuta.
Et finsk arbejdsmarked sidder fast i en ”tysk valuta”
Björn Wahlroos har den opfattelse, at Finland har et dårligt fungerende arbejdsmarked. Det synes indlysende, at han mener, at Finland ikke har frie muligheder til at devaluere for at styrke eksporten eller ændre renten, hvis det skulle blive nødvendigt. Det tyske system er i store træk modellen som euroen er opbygget omkring og det system passer ikke til størstedelen af de øvrige EU lande, tilsyneladende Finland inkluderet.
Landene har strukturelt store forskelligheder, der bliver uhensigtsmæssig, når man indfører en fælles valuta og faste rammer for ændringer af valutaen, renter mm. Strukturerne i samfundene skal helst være næsten ens. Og det virkelige problem er, at EU forhindrer det enkelte land, der er medlem af euro-fællesskabet, at have kontrollen over deres egen økonomi. De er f.eks. udelukket fra at kunne devaluere eller revaluere. Finlands bruttonationalprodukt har i øvrigt ikke ændret sig i opadgående retning siden 2007. Björn Wahlroos giver euroen skylden for Finlands markedsmæssige stilstand.
Når man kommer op ad trapperne fra Nørreport Station i København, ligger der et par solide betonelementer – af folkeviddet døbt koranklodser – der skal blokere for eventuelle selvmordsangreb fra morderiske muslimer. Der er nemlig det kedelige ved morderiske muslimer, at der statistisk set er adskillige af dem i Danmark.
Måske nogle snese, måske nogle hundrede, måske flere, når folkestyret har været så forsynlig at indsluse titusinder af muslimer med helt andre fødselsrater end almindelige danskere. Omkring år 2000 var der halvanden hundrede tusinde muslimer i Danmark, og her tyve år senere er der dobbelt så mange. Takket være konventioner, familiesammenføringer og fødselsrater, der hører hjemme i den primitive, klanbefængte, del af verden.
300.000 muslimer i Danmark er ca. 297.000 for mange
“I want us to win, but I want us to win without cruelty or massacre. The bad byproducts of islam are not unintended, they are not incompetence. Politicians play bafoons, but they are not. This is policy.”
Fire år efter har Løkke regeringen importeret 56.000 nye muslimer, og den vil nu genvælges på sine løgne. Den ellers hæderlige Anna Libak stiller op for dette parti af bedragere, hvis loyalitet ligger solidt forankret hos den globale pengemagt.
Hvordan er det muligt? Vi har kurs imod konflikt, med tiden bliver det en fysisk konflikt med vore valgte politikere. Det er ulykkeligt, men de har insisteret på det gennem 36 år. Ekstremisterne er politikerne, ikke vi der modsætter os deres bedrag. De har kurs mod fysisk konflikt med deres egne landsmænd.
Vil de afvige fra en katstrofekurs? Ingen aner det, men man kan frygte, det er ved at blive lovligt sent at afværge den. Mens vi ævlede nogle årtier, luskede deres fait accompli sig ind på os, og nu har det danske folk mindre og mindre fælles interesser med magten. De har bare ikke opdaget det endnu, men når de gør, bliver Folketingsvalg til moralske og politiske massemord. Det ved politikerne udmærket, men ingen afslører deres angst med et kvæk. De er på retræte, sandheden er på fremmarch. Sandheden har god tid, de har ikke.
Denne generation sender med åbne øjne sine børn ud i konflikt
De tørrer dig bagi, fordi de kan, og fordi de har vigtigere loyaliteter end dig. Når de ikke længere kan, holder de op. Men ikke før. Du stemmer på svenske tilstande, ved at stemme på de såkaldte “borgerlige.”
De hævder sandt nok, at de skader os mindre end andre har gjort før, men de vil ikke afmontere den krudttønde, de har sat os på, fordi det ville skade deres karriere, hvis de gjorde. Repatriering af islam er fuldstændig nødvendig for at bevare freden i Europa, som Gavin Boby også siger i sin første video. Assimilerede og eks-muslimer kan naturligvis blive i Europa. Ellers sender denne generation med åbne øjne sine børn ud i evig konflikt med sin fremmedpolitik.
‘In very hot waters’
De håber på, de er døde eller pensionerede, når deres politik for alvor begynder at koste menneskeliv, for de vil befinde sig ‘in very hot waters,’ som Lars Hedegaard sagde for tolv år siden, da det var meget ‘kontroversielt’, hvis de ikke sørger for at dø en skikkelig død inden da.
En smule fantasi: Tænk ti år ud i fremtiden, og tænk på, hvor langt din fantasi rakte i 2009. Krudttønden, drabsforsøg, massemord, kirkebrande, Charlie Hebdo? Hvis jeg – Gud forbyde det – var politiker, ville jeg have en pakket kuffert, en schweizisk bankkonto og et skydevåben under sengen.
Ny politikere er bagud, gamle har 36 års forspring
At stille op til valg i Vesteuropa i dag, er udtryk for en bedårende uskyld, der er forudbestemt til at stå med røven bar. Jeg vinker til valgplakaterne, og tænker “Du skulle bare vide du photoshoppede, mentale yngling. Du er lever i den analoge tidsalder, det er over tyve år siden. Må du ikke komme til skade, selvom din uskyld er farlig og skadelig.”
Hvilke kritikere af den nuværende tendens er længere ubebæbnede, når de færdes? Politiet har så mange verdensfjerne love, men de forstår, i hvilken fare nogle befinder sig, og de forstår, at nogle sætter deres egen sikkerhed over loven, og at de vil forsvare sig. Menige politifolk forstår alt om det.
Sverige har 30 procent fremmede. En nation i opløsning.
Politikerne er langt bagud for virkeligheden, som de har skabt. Intet intelligent menneske regner med dem til deres eget selvforsvar. Tillidssamfundet er stort set forsvundet, i det omfang det eksisterer i Danmark, skyldes det naivitet. Se hvor meget tillid, der er tilbage i det kollapsende Sverige.
Se på Facebook og debatfora. Kun de mest debile har nogen tillid tilbage for den svenske stat, der tidligere var den almægtige Moder Stat, alles liv afhang af. Der er gået termitter i “samhällsbygget,” som er de foragtelige socialdemokraters yndlingsord. Vi bygger, men de river ned. Mens det hele ramler, taler de om ‘fællesskab og højreekstremisme’. Rent svindel er nu resterne af svensk folkestyre. Det er en ond parodi, og flere og flere opfatter det.
En Oscar til Paludan
Sverige har nu 30 procent fremmede, og nationen er i opløsning. Natio betyder fødsel. Det er betydningsfuldt, hvor du er født. Enhver rationel samtale bør begynde med, om der er nogle, der har ret til at opløse en nation, og hvad der i givet fald skal ske med disse personer. Ellers er den fiktion og teater, hvad jeg iøvrigt opfatter den danske valgkamp som. Temmeligt dårligt teater.
Jeg har ikke fulgt valgkampe i to årtier. Rasmus Paludan burde have en Oscar for at tilføre denne en smule liv. Jeg gider ikke se valgdækning, hvis han ikke medvirker til at røre rundt i gryden og sige ting, alle de andre er for stendøde til at sige. Mimi Jakobsen var det perfekte fossil, ikonet på i hvor dybt bevidstløse befolkningen og politikerne var i 30 år. Se hende, hvis du skulle have glemt det. (Se 16 marts 2019: Meditation over borgerkrigen.)
Ulrik Høy: Kulturberigelsen
Dagbog fra valgkampen
Der var sådan en god artikel i B.T. metro i går, så dagens dagbog vil byde på fuldgode citater fra den virkelige virkelighed.
Overskrift: “Unge hærger håndboldklub”, og bemeldte klub ligger ude i Brønshøj, hvor ungdomstræner Claus Andersen fortæller om en episode i fredags, hvor en gruppe på 25 13-15-årige forstyrrede træningen, så politiet måtte tilkaldes.
