…og Finland. Skulle det endelig lykkes multikulturalisterne at skabe dem, ville det blot være endnu en af deres mange ulykker. Jeg er aldrig stødt på en upp-svensk intellektuel, der forstår den naturlige, tempererede nationalfølelse, som findes i Norge, Finland og Danmark. I Finland er den selvfølgelig lidt robustere takket være den russernes opførsel gennem årene, men vi opfatter ‘nationalisme’ i vore lande som en pseudonationalfølelse, altså som chauvinisme.
De skrivende og kommenterende klasser i Sverige forstår heller ikke almindelig fædrelandskærlighed, når de støder på i deres eget land, hvor den selfølgelig findes. Deres udblik er over en kam internationalistisk, venstreorienteret og dermed paradoksalt nok begrænset og provinsielt, og de ser på deres naboer med svenske øjne. De borgerlige i Sverige er også værdimæssige internationalister og antinationale, og de er ikke klar over, at det er dem, der adskiller sig fra resten af Norden, ikke omvendt. I dag hedder det f.eks. i ‘en borgerlig avis’ om det ‘stinkende nationalistiske spøgelse’ i Europa (og Norden):.
I det avseendet är Ehsan Fadakars uppmärksammade krönika om Norge typisk. I maj kritiserade Karl Ove Knausgård den svenska mentaliteten när han försvarade den norska nationaldagen, och i september ägnade Danmarks TV2 en hel afton åt att reda ut varför Sverige är ett så konstigt land. Hela programmet var utformat som en landskamp. När det danska tv-teamet kom till Stockholm för att intervjua mig hade alla röd-vita fotbollströjor. Enligt redaktören blev programmet en stor succé.
Över hela Europa rör sig nationalismens spöke och sprider en doft av unket 1800-tal. Mest stinker den koalition av främlingsfientliga nationalistpartier som nu gör gemensam sak i Europa, ironiskt nog på ett program som syftar till att underminera den europeiska unionen. En annan variant på samma trend är de språkpuristiska tendenser som man kan se i exempelvis Finland, där flerspråkighet plötsligt ses som en brist och inte en tillgång. De nordiska bråken är en del av Europas kris. DANIEL SANDSTRÖM
Så kort kan de portrættere sig selv og deres syn på de nærmeste naboer. Man skal ikke surfe langt på svensk net, for at finde folk der ævler om ‘raceblanding’ og ‘verdensjødedommen’, forestillinger der ganske enkelt ikke forekommer i resten af Norden. Hvorfor ikke spørge sig selv, hvordan det kan være? Har vi endelig én nazist i Danmark, er det den meget ungdommelige og historieløse Daniel Carlsen, der hurtigt reformerer sig efter at have fået dun på overlæben, hvor de svenske racister og nazister ofte er voksne, midaldrende mennesker. Den harmløse, folkelige nationalfølelse findes også i Sverige, men den har helt umulige kår i samfundsdebatten. Hvorfor ikke stille sig spørgsmålet, hvordan navnlig den svensk elites forhold til det nationale kan være så afgørende forskellig fra nabolandenes? Prøv med lidt introspektion.
Den blindhed som Daniel Sandström lider af (med vilje eller ej), har ældre historiske rødder end anden verdenskrig, hvor Sverige aldrig gjorde op med sin følgagtige politik over for nazisterne, sin nedtystning af nazikritikere og nazivenligheden oppe i øvrigheden og de akamiske og kongelige kredse. Sandstr¨pom er fra Lund , og må kende til universitetets nazister. Sverige har ikke gennemgået nogen Vergangenheitsbewältigung som Tyskland, på det punkt er landet så ureformeret som Østrig. Men vi griber længere tilbage.
Sverige er ikke blevet invaderet siden “Tyttebærkrigen” i 1788, det var en krig mellem Danmark-Norge og Sverige i august-november 1788. I Danmark, Norge og Finland husker mange nulevende stadig verdenskrigen. Det giver en helt afgørende mentalitetsforskel på os. Den svenske erfaring er, at krige er et forlængst tilbagelagt civilisationsstadium, det er ikke noget, man risikerer i 2013.
Fra Gustav Adolfs tid (1630) var Sverige én stor kaserne- og våbenfabrik, der forsøgte sig i divisionen af stormagter, hvad der holdt et par generationer). Den herskende klasse var også besiddende klasse i kraft af statslige privilegier og udliciteringer – som det senere russiske system under Peter d. Store (der bevidst kopierede den svenske fjende). Mange af “brukspatronerne” var indkaldte flamlændere og valloner (De Geer m.fl.).
Kongen, billedet på nationen, er blevet myrdet to gange. Den gale Karl d. 12. sender Sverige i afgrunden, og efter sammenbruddet (1721), melder de politiske tømmermænd sig i form af hidsig strid mellem monarkiet og adelen, som arrangerer flere mordforsøg på majestæten. Det lykkes i 1793 (Gustav d. 3. skydes ved karneval). Adelens forhold til monarkiet (nationen) er afgørende forskelligt i Danmark og Sverige.
En industriel storhedstid i sidste halvdel af 1800-tallet og fremover indebar en brutal folkeflytning fra “backstugan” ind til fabrikkerne. Over en million emigrerede til Amerika. I Danmark voksede selvejerbønderne sig derimod stærke og velhavende. Folkeligheden fik ingen svensk Grundtvig, et svagt civilsamfund – med stor beundring for det prøjsiske Tyskland.
Den dominerende svenske samfundsforståelse er altså klassesamfundet og økonomien for liberalisternes vedkommende. Sverige er stadig et klassesamfund, nemlig især politisk og intellektuelt, hvad man f.eks. kan se analyseret i Anders Isakssons Den politiska adeln – Politikens förvandling från uppdrag till yrke (2002)
Fortsæt med at læse “Der er ingen ‘nationalister’ i Danmark og Norge”