Romerrigets fald, moderne paralleller: Uden de dyder, der skaber civillisationen, kan dens overlevelse ikke sikres
EU vil ikke forsvare os, for dette er, hvad EU ønsker for at opløse nationerne og gribe al magt for sig selv og deres globalistejere. I dag siger Merkel, en af de værste statsopløsere: „Ja, wir haben das geschafft“.
Her ved grænsen bruges alle tricks. Børn får cigaretrøg i hovedet, så det ser ud på tv som om de græder. Polakkerne har taget kvinder og børn over grænsen, og spurgt dem om de vil søge asyl i Polen. Det ville de ikke, de vil til Tyskland og Sverige. Så blev de sendt tilbage til Hviderusland, og hvis alle bliver det, har Lukachenko skudt sig alvorligt i foden.
Vores sandsynlige skæbne er kommet op som video igen: The Fall of Rome: Modern Parallels. Se og lær, især de unge, hvis fremtid forsvinder i disse år, uden at de løfter en finger. De er særligt uegnede til at forsvare de frie livsforhold, de betragter som selvfølgelige. De er opvokset med feminiserede idealer i et antiintellektuelt klima i et politiserende uddannelsessystem.
For os andre er deres fremtid fortiden, vi var heldige at leve i den gode tid, så vi kan takke af uden at være aldeles snydt. Men vi har en følelse for demokrati, frihed og en af verdens ældste nationer. Uden et folk, intet folkestyre, og det er det, vi mister i disse år. De globalistejede medier holder emnet af dagsordenen, for tiden kaldet “agendaen.”
Vi blev født i et demokrati, der nu umærkeligt er gledet over i et oligarki. De rigestes efterhånden fascistoide herredømme. De der tror, de stadig lever i et demokrati, tager sig dummere ud, end det måske er nødvendigt.
Min sidste illusion desangående forduftede, da danske politikere pudsede politiet på mig den 8 maj 2019. Hele mit liv blev endevendt, min lejlighed ransaget uden dommerkendelse, og jeg selv lagt i håndjern. Alt dette for en påstået overtrædelse af en ikke særlig alvorlig paragraf 264 d i straffeloven.
Jeg leder endnu efter den forbindelse til daværende justitsminister Søren Pape Poulsen, der naturligvis findes, hvis nogen har noget at bidrage med og måske skammer sig på den tidligere retsstats vegne.
Kulturelitens selvcensur
Ingen lesbiske detektiver til araberne
Censur er ikke et positivt ladet ord, selvcensur er værre, og ingen kunstner fra den frisindede, kreative klasse ville offentligt indrømme, at hun udøver selvcensur for at tækkes et totalitært regime.
Så når en forhenværende Politiken-journalist ved navn Lone Theils, der tilhører den efterhånden endeløse række af skribenter, der fusker i krimigenren, udgiver en lydbog om en lesbisk detektiv til det arabiske marked, og gladeligt går med på at fjerne hovedpersonens lesbiske identitet og dertil hørende sexscener, er der overhovedet ikke tale om censur.
